Danmarks Krønike

Saxos Danmarks Krønike - " Saxonis Grammatici Historia Danica" - er vor Middelalders åndelige Storværk. Den vakte, så snart den ved at blive udgiven i Trykken (Paris 1514 af Kristjern Pedersen) blev almindelig tilgængelig, den største Beundring hele Europa over, ikke blot for sit fortrinlige Sprog, sin "vidunderlige Ordfylde" og "Mangfoldighed af Vendinger", som Erasmus fra Rotterdam priste den for, men også for den livfulde, farverige Skildring, den giver af vort Fædrelands historie fra de ældste Tider helt ned til Saxos egen Tid. Dette Ry har den med Rette beholdt, og her hjemme har den, siden den første Gang oversattes (1575), været anset for vor ypperste Folkebog.

Om dens Forfatter vides så godt som intet, ikke engang hans Fødsels- og Dødsår kjendes. Vi ved i Grunden kun, hvad der endda følger af sig selv, at han var Klerk; om han, som Sagnet fortalte på Kristjern Pedersens Tid, har været Provst ved Roskilde Domkapitel, er ganske usikkert, ligesom den Mening, at han har hørt til Lundekapitlet, også kun støtter sig på usikre Gisninger. Derimod kan der ingen Tvivl være om, at han har stået i et meget nært Forhold til Absalon, der jo også må have kjendt ham nøje og haft Syn for og Tillid til hans Evner, eftersom han ikke blot i al Almindelighed opfordrede ham til at skrive Danmarks Historie, men blev ved med at tilskynde ham dertil og blev en af hans Hovedkilder ved at fortælle ham både om sine egne og andres Bedrifter.

Det synes da også af hele Værkets Bygning at fremgå, at det oprindelig kun har været Saxos Mening at skrive en Bog, der væsentlig skulde omhandle Absalon. Krønikens fjortende Bog, der omhandler Tiden fra Erik Emuns Tronbestigelse, til Absalon blev Ærkebiskop (1178) indtager i Sammenligning med det øvrige en ganske uforholdsmæssig Plads - over en Fjerdedel af det hele Værk -, og den er ikke ført ned til Valdemar den stores Død, men ender nogle År forinden, som sagt, med Absalons Indsættelse som Ærkebiskop. Dette i Forbindelse med, at Absalon i en ganske anden Grad end Kongen træder i Forgrunden, synes at gjøre det utvivlsomt, at fjortende Bog er skreven først og har udgjort et Værk for sig; dette har Saxo så senere udvidet ved i femtende og sextende Bog at skildre Valdemar den stores sidste og Knud den sjettes første År til Vendertoget 1184, der førte til Bugislavs Underkastelse, og som dannede Afslutningen på Absalons Krigerliv. Og derefter er han så gået tilbage i Tiden og har skrevet ellevte, tolvte og trettende Bog, om "Kongefaderen (Svend Estridssøn) og hans Sønner", som Svend Ågesøn, da han skrev sin Krønike (c. 1187), sagde, at Saxo havde besluttet at skrive, og hvorved Absalon, hvis Slægt havde spillet en fremtrædende Rolle i hine Tiders Tildragelser, utvivlsomt også har været ham en udmærket Hjemmelsmand. Og endelig har han så tilføjet de ti første Bøger med deres Fremstilling af Danmarks Historie fra Oldtiden ned til Svend Estridssøn. (Se nærmere C. Paludan-Müller: "Bidrag til Kritik af Saxos Historieværk" i Historisk Tidsskrift 4de Række V.).

Den ovenfor givne løselige Fremstilling af, hvorledes Saxos Værk må antages at være blevet til, hviler ganske vist på en Hypothese, men den synes at have al mulig Sandsynlighed for sig. Hvorom alting er, foreligger hans Danmarks Krønike som et samlet Billede af det danske Folks Levnedsløb, som det tegnede sig for Forfatterens poetiske og af den ædleste Fædrelandskjærlighed gjennemtrængte Betragtning. Derfor blev den i sin Helhed et så fast bygget Værk og i sine Enkeltheder en så underholdende og til alle Tider tiltalende Bog. Hvad enten han fortæller vore Oldsagn, som hans Værk jo er en Hovedkilde til, eller han beretter historisk sikre Kjendsgjerninger, samler han sig bestandig om en eller anden særlig fremtrædende Personlighed, hvis Liv og Bedrifter han skildrer fyldig og malende.

Det fulgte med Nødvendighed af Forholdene, således som de havde udviklet sig her i Landet, da Saxos Værk blev til, at han skrev det på Latin, det vilde have været ganske utænkeligt, at nogen skulde være faldet på at skrive en sådan Bog på Dansk. Han søger da også i Forfædrenes Ukyndighed i Romersproget Grunden til, at vi Danske fra Arilds Tid har ladet vore berømmelige Bedrifter gå i Glemme. Han går som alt antydet, også i den Henseende ypperlig rustet til sin Gjerning, idet han efter Tidens Lejlighed må betegnes som en Stilist af første Rang. At det nu skærer os i Hjærtet at se en Mængde herlige Oldkvad, som vi vilde have givet meget til at eje i deres oprindelige Skikkelse, gjengivne på sirligt Latin, der helt forvansker deres Stil og Tone, bør vi ikke gå i Rette med ham for, vi må endda være glade over, at han har bevaret så meget deraf for os, som han har. Nærværende Oversætter har for Versenes Vedkommende sat sig til Opgave at komme om bag Saxos Bearbejdelser af de Oldkvad, der må have foreligget ham, og at gjengive dem i en Form (som Eddakvadenes), der kommer den oprindelige så nær som muligt.

At en ny Oversættelse af Saxos Værk er på sin Plads, kan formentlig ikke omtvistes. Vedels Oversættelse (1575) er nu forældet og har nærmest kun Interesse som dansk Sprogmindesmærke fra det 16de Århundrede; Schousbølles (1752), der for øvrigt var et for sin Tid ganske dygtigt Arbejde, er nu med sin snurrige Parykstil ganske usmagelig, og Grundtvigs Fordanskning (1818-23) er så fri og stemt i en fra Originalen så grundforskjellig Tone, at den qiver et væsentlig urigtigt Indtryk af Værkets Karakter. Jeg har bestræbt mig for at gjengive Saxos ejendommelige Stil og Tone så tro som muligt, at give en virkelig Oversættelse, ikke en mer eller mindre fri Fordanskning af hans Værk. Måtte det være lykkedes mig, så at den gamle Klerks Værk måtte kunne hævde sin Plads som Folkebog i min Gjengivelse, til også den en Gang forældes !

Til Slutning bringer jeg Cand. philol. M. J. Goldschmidt en hjærtelig Tak for den store Tjeneste, han har bevist mig ved under Korrekturen at underkaste min Oversættelse et omhyggeligt Gjennemsyn. Den kyndige Bistand, han har ydet mig, har været mig til stor Støtte og Beroligelse ved dette, som enhver kan sige sig selv, meget vanskelige Arbejde, som det var mig yderst magtpåliggende at få gjort så godt som muligt.

Fr. Winkel Horn.

Saxos Fortale til Danmarks Krønike

Til Ærkebiskop Andreas Sunesøn i Lund.

Eftersom andre Folkefærd plejer at sætte en Ære i de Bedrifter, de har udført, og at have Glæde af at mindes deres Forfædre, kunde Danmarks Ærkebiskop Absalon, som altid brændte af Iver efter at forherlige sit Fædreland, ikke finde sig i, at Danskerne skulde savne et sådant Mindeskrift og berømmeligt Eftermæle, hvorfor han, da andre vægrede sig ved at påtage sig dette Arbejde, pålagde mig, den ringeste af hans Tjenere, at skrive den danske Krønike, og ved stadig indtrængende Opfordring nødte han mig uværdige til at give mig i Lag med et Arbejde, der oversteg mine Kræfter. Hvorledes skulde nemlig nogen før have kunnet give sig af med at skrive om Danmarks Historie? Det er ikke længe siden, at Landsens Folk her antog Kristendommen, og en Tidlang stod det kun småt til både med Troen og med Kyndighed i Latinen, og da der var kommen Orden i Kirkeskikkene, og Folk samtidig havde lært Latin, var man lige så doven, som man før havde været uvidende, lige så meget at laste for Efterladenhed, som man før havde været det for Ukyndighed. Heraf kommer det, at jeg, hvor ringe jeg end er, og skjønt jeg indså, at et sådant Arbejde lå over mine Kræfter, hellere har villet påtage mig det end vægre mig ved at efterkomme Absalons Bud, for at det ikke skulde hedde sig, at vi Danske fra Arilds Tid af havde ladet vore berømmelige Bedrifter gå i Glemme i Steden for at optegne dem, medens vore Naboer har deres Gammen af at mindes, hvad de har udrettet. Derfor var jeg nødt til at tage den Byrde, som alle Fortidens Skribenter har ladet ligge, på mine i sligt Arbejde uøvede Skuldre, og da jeg ikke turde sidde det Pålæg, jeg havde fået, overhørig, har jeg taget fat med større Dristighed end Evne, idet jeg fra hans Storhed, som bød mig gjøre det, hentede den Fortrøstning, min ringe Begavelse nægtede mig.

Da Døden imidlertid bortrev Absalon, inden jeg fik mit Forehavende fuldført, beder jeg nu snarest Eder, Andreas, som i en lykkelig Stund enstemmig blev valgt til hans Eftermand i hans ærefulde Embede og til at være vor Kirkes Øverste, om at være som en Fader og Formynder for mit Værk, på det at Misunderes Avind, som især går ud over, hvad der gjør Opsigt, må blive beskæmmet, når jeg har en sådan Talsmand, thi I sidder inde med en sådan Mangfoldighed af Kundskaber, en sådan Overflod af herlig Lærdom, at I er at ligne ved en Helligdom fuld af himmelske Skatte. For at lære boglige Kunster og samle Kundskaber berejste I Frankrig, Italien og England, og efter at have rejst i lange Tider fik I det glimrende Hverv at stå for Styret for en udenlandsk Højskole, for hvilken I blev en sådan Støtte, at man snarere må sige, at I var en Pryd for Lærerembedet, end at det prydede Jer. Derfor blev I også formedelst Eders fremragende Berømmelse, udmærkede Dyder og Fortjenester gjort til kongelig Håndskriver, og denne Bestilling, som hidtil kun havde været agtet ringe, hævede I ved de store Ting, I ved Eders Flid udrettede i den, til en sådan Anseelse, at den, efter at I er bleven befordret til den Ærespost, I nu beklæder, attrås som en Gunst af Mænd, der sidder inde med de højeste Værdigheder. Det er da også vitterligt at Skåningerne er jublende glade over, at de har hentet deres Biskop fra et andet Landskab i Steden for at vælge en at deres egne, thi med Rette fryder man sig over et Valg, man har så megen Ære af. Ja, da I ikke blot udmærker Jer ved Herkomst, Kundskaber og Åndens Gaver, men også styrer og vejleder Menigheden ved den rigeste Udfoldelse af Eders Lærdom, har I erhvervet Jer Eders Hjords største Kjærlighed og ved den hæderfulde og pålidelige Måde, hvorpå I røgter Eders Embede, hævet det til Berømmelsens Tinde. Og for at I ikke formedelst Rigdom skulde få Ord for at bruge Eders Magt og Myndighed urettelig, har I med from Gavmildhed bestemt, at Eders rige Fædrenearv skal tilfalde Kirker og Klostre, idet I smukt foretrak at skille Jer ved Rigdom og de Bekymringer, der følger med den, fremfor at lade Jer hilde i Gjerrighedens Snarer. I har også skrevet et beundringsværdigt Værk fuldt af ærværdige Lærdomme, og har altid ladet Jer det være magtpåliggende at varetage Kirkens Tarv fremfor Eders eget. Dem, der vilde forholde Kirken, hvad der tilkom den, har I ved gavnlige Råd og Formaninger fået til at bøje sig for den og vise den skyldig Lydighed, og den Uret, der i gammel Tid var øvet imod Kirkerne, har I afhjulpet og skaffet dem fromme Bøder for, hvad der var forbrudt imod dem. Dem, der hengav sig til et ukysk Levned og mer end sømmeligt var fulgte Kjødets Lyst, har I ved stadig Formaning og ved at foregå dem med det mest lysende Exempel på Afholdenhed ført tilbage fra blødagtig Svaghed til en hæderligere Tænkemåde, så det ikke er let at sige, om I har opbygget dem mest med Eders Ord eller med Eders Levned. Alene ved Eders vise Formaninger har I opnået, hvad ingen af Eders Forgængere har formået at opnå.

Og nu må man vel vide, at de gamle Danske, når de havde øvet Heltegjerninger, satte så stor Pris på Ære og Navnkundighed at de ikke blot ligesom Romerne i pyntelige Ord skildrede deres egne udmærkede Gjerninger så at sige med en Slags Digtekunst, men også kundgjorde Forfædrenes Bedrifter i Kvad på Modersmålet, som de så lod indriste i klipper og Stene med de den Gang brugelige Bogstaver. Disse deres Spor har jeg fulgt som Skrifter fra Oldtiden, jeg har gjort mig al Flid for i min Gjengivelse nøje at følge Tråden, har gjengivet Vers som Vers, og på dem støtter min Fortælling sig, så det er ikke noget nyt og selvlavet, jeg byder på, men hvad der stammer fra Oldtiden, thi i dette Værk må man ikke vente at finde løs Snak, der tager sig prægtig ud, men pålidelig Oplysning om Oldtiden. Hvor mange Historiebøger må vi ikke tro, at Folk, der var således sindede, vilde have frembragt, hvis de havde været Latinen mægtige, så de kunde have fået deres Skrivelyst styret, eftersom de, skjønt de var ukyndige i Romersproget, var så opsatte på at bevare Mindet om deres Bedrifter, at de brugte Klipper og Stene som Bøger ?

Heller ikke Islændernes Flid bør jeg forbigå i Tavshed. Da deres Fædrenejords Goldhed forbyder dem at hengive sig til Overdådighed, har de bestandig ført et mådeholdent Liv og plejer at anvende al deres Tid på at samle og udbrede Kundskab om andre Folks Bedrifter og bøder således på deres Fattigdom ved Hjælp af Åndens Gaver. De holder det nemlig for en Fornøjelse at kjende alle Folkefærds Bedrifter og overlevere dem til Efterverdenen og anser det ikke for at være mindre Ære værd at fortælle om fremmedes store og gode Gjerninger end selv at øve dem. Deres Skatkamre, som er fulde af kostelige Vidnesbyrd om Fortidens Tildragelser, har jeg omhygelig ransaget, og en ikke ringe Del af dette Værk har jeg sammenskrevet med deres Fortællinger som Forbilleder, thi jeg har ikke anset det for at være under min Værdighed at bruge dem som Hjemmelsmænd, da jeg vidste, hvor kyndige de var, i hvad der angår Oldtiden. Og ikke mindre har jeg ladet mig det være magtpåliggende nøje at give Agt på og omhyggelig at optegne alt, hvad Absalon har fortalt mig, hvad enten det drejede sig om, hvad han selv eller hvad andre havde udført, thi hvert et Ord, der kom over hans ærværdige Læber, var for mig som en guddommelig Åbenbaring.

Jeg beder nu Eder, vor velsignede Fyrste og Fader, vort Fædrelands mest strålende Lys, Kong Valdemar, hvis berømmelige Æt jeg skal skildre fra Arilds Tid af, om at se med milde Øjne på mit Værk, hvor lidet det end måske er lykkedes mig, thi jeg frygter for, at jeg trykket af mit Forehavendes Vanskelighed, mere røber min egen Ukyndighed og mine svage Evner end skildrer Eders Herkomst, som det sømmer sig. I har jo nemlig ikke blot taget et stort Rige i Arv efter Eders Fader, men yderligere øget det ved at underlægge Jer Eders Naboer, og ved at udvide Eders Herredømme således, at det også omfatter Elben med dens Ebbe og Flod, har I føjet en ikke ringe Berømmelse til den store Navnkundighed, I alt i Forvejen havde vundet. I er ved Eders store Bedrifter bleven Eders Forgængeres Overmand i Henseende til Ære og Berømmelse, thi selv imod Dele af det romerske Rige har I vendt Eders Våben. Og da I har Ord for at være i højeste Grad både tapper og gavmild, er det ikke let at sige, om I mest skræmmer Fjenderne i Krig eller gjør Jer elsket af Eders Undersåtter ved Eders Huldsalighed. Eders herlige Bedstefader tilbedes og æres nu af alle som Helgen, ved sin uforskyldte Død vandt han Udødelighedens Krone, og hans Helgenglans blænder nu dem, som han i sin Tid underlagde sig ved sine Sejre, så der randt i Virkeligheden mere Kraft end Blod af hans hellige Sår. For øvrigt har jeg med den skyldige Hørighed og Lydighed, der fra gammel Tid er gået i Arv til mig, besluttet, at jeg vil stride for Eder, om ikke andet så dog med Åndens Våben; det er jo vitterligt, at min Fader og min Bedstefader tjente Eders berømmelige Fader som trofaste Krigere. Jeg stoler altså på Eders Gunst og Bevågenhed, og for at det følgende kan blive tydeligere, vil jeg til at begynde med at beskrive vort Fædreland efter dets Beliggenhed, for at de enkelte Ting i Fortællingen kan træde klarere frem, når jeg har begyndt med at gjennemgå de Steder, hvor hver enkelt Begivenhed er foregået, og gjøre Rede for, hvorledes Stederne ligger.

Danmarks Rige er da således beliggende, at dets yderste Dele dels begrænses af andre Lande, dels af Havet, men det Indre beskylles rundtom af Havet, der skyder sig ind overalt og snor og bugter sig på mange Måder, snart i smalle Sunde og snart i brede Strømme, så at det danner en Mængde Øer. Da Danmark således gjennemskæres af Havet, har det kun få sammenhængende Fastlande, og disse adskilles fra hverandre ved de mange Sunde og Bælter. Af disse Fastlande indtager Jylland den første Plads formedelst sin Størrelse, og fordi Riget så at sige begynder med det, og ligesom det ligger yderst, således strækker det sig også helt ned til Tyskland, hvorfra det skilles ved Ejderfloden, medens det imod Nord bliver noget bredere og strækker sig op til Skagerak.

I Jylland ligger Limfjorden, der er så rig på Fisk, at Folk dér på Egnen synes lige så fuldt at have deres Næring af den som af Jorden.

Til Jylland grænser også Lille Frisland, hvis Jordsmon skråner ned fra Jyllands Højdedrag, så at det ligger meget lavere og som Følge af Havets Oversvømmelser giver overmåde rig Grøde. Tvivlsomt er det dog, om disse Oversvømmelser gjør Folkene dèr mest Nytte eller Fortræd, thi når det stormer stærkt, bryder Bølgerne for det meste igjennem Dæmningerne, hvormed de beskytter sig imod havet, og vælter sådanne Vandmasser ind over Markerne, at de undertiden ikke blot bortskyller Afgrøden, men også Mennesker og Huse.

Østen for Jylland ligger Øen Fyn, som kun skilles fra Fastlandet ved et temmelig smalt Bælte, og ligesom Fyn har Jylland liggende mod Vest, således vender det mod Øst til Sjælland, der må prises for sin overvættes Frugtbarhed og også overgår alle Rigets andre Landsdele i Fagerhed. Man holder også for, at denne Ø ligger midt i Landet, så at der fra den er lige langt til alle dets Udkanter.

Østen for Sjælland ligger Skåne, skilt derfra ved et Sund, som hvert År plejer at fylde Fiskernes Garn med rig Fangst, thi der er for det meste så fuldt op med Fisk, at Skibene undertiden bliver siddende fast og knapt kan ros igjennem dem, og at man ikke har nødig at bruge Garn for at fange dem, men ligefrem kan tage dem med Hænderne.

Fra Skåne skyder Halland og Bleking sig ud som to Grene, der fra den samme Stamme bøjer sig vidt ud fra hinanden, idet Halland strækker sig op imod Norge og Bleking imod Gøtland. I Bleking er der ellers en Klippe, over hvilken der går en Fodsti, og som er oversået med sære Skrifttegn. Stien strækker sig lige fra Havet imod Syd op i Værends stenede Ødemark, indfattet på langs af to Linier, der kun ligger et lille Stykke fra hinanden; det flade Mellemrum imellem dem er overalt helt gjennemfuret af Skrifttegn, og skjønt Fladen ligger i temmelig forskjellig Højde, idet den snart går over høje Klipper og snart over Dale, ser man dog stadig Bogstaverne holde Rækken. Kong Valdemar, Hellig Knuds velsignede Søn, som undrede sig såre herover, sendte Folk over for at komme på det rene med, hvad den Skrift betød, og de gik over Klippen og undersøgte omhyggelig den hele Række af Skrifttegn og skar dem senere ud i Stave, ganske som de var indristede. De kunde imidlertid ikke få nogen Mening ud af dem, fordi Hulhederne dels var fyldte med Jord og Skarn og dels udslidte af Fodtrin, så formedelst det Slid, der var gået af Stien, løb Tegnene forvirret over i hinanden. Heraf kan man se, at selv hvad der er indristet i hårde Klipper, i Tidens Løb kan udslettes af Fugtighed, Skarn og Regnskyl.

Eftersom Danmarks Rige såvel i Henseende til Sprog som til Beliggenhed er nær pårørende med Sverige og Norge, vil jeg også omtale disse Landes Beskaffenhed. De ligger op imod Nordpolen under Karlsvognen og Nordstjærnen og strækker sig helt op til den Kreds, hvor der hersker evig Frost, så hinsides den kan ingen Mennesker bo formedelst Kuldens uhørte Strænghed. Imod Norge har Naturen kun været lidet gunstig; det er et fælt stenet Land, alle Vegne opfyldt med golde Fjælde og Klipper, så hvor man ser hen, ser man kun Ødemarker og uhyggelige Bjærge. Højest imod Nord i dette Land fjæler Solen sig ikke om Natten, det er, som om den ved sin stadige Nærværelse lader hånt om de skiftende Timer, idet den lyser med samme Glans både Nat og Dag.

Vest for Norge ligger, omskyllet af det store Hav, den Ø, som kaldes Island, hvor der næsten ikke er til at bo for Mennesker, og om hvilken der er hartad utrolige Ting at fortælle, så vidunderlige er de. Dèr er en kilde, som med sit rygende Vand forvandler en hvilken som helst Tings naturlige Beskaffenhed, thi hvad der besprænges med Dunsterne af dens Røg, bliver så hårdt som Sten. Det er ikke så lige en Sag at sige, om det er mest forunderligt eller farligt, at der kan være sådan en Hårdhed gjemt i det bløde, flydende Vand, at hvad der overgydes af dets rygende Damp, pludselig forstenes, om det end beholder sin udvortes Skikkelse. Der skal også være nogle andre Kilder dèr, i hvilke Vandet snart stiger således, at det går over sine Bredder og sprøjter højt i Vejret, snart svinder helt bort og synker ned i Jordens Skjød, så der næsten intet af det er at se på Bunden; snart overstænker de, når de svulmer op, alt, hvad der kommer i Nærheden af dem, med hvidt Skum, snart er de helt forsvundne, så selv de skarpeste Øjne ikke kan opdage dem. På denne samme Ø findes der også et Bjærg, der ligesom Ætna står i Brand og uafladelig spruder Ild. Dette er lige så sælsomt som det ovenfor omtalte, thi skjønt der ruger den stærkeste Kulde over Jorden, må den altså have en sådan Overftod af Hede i sig, at den lønlig kan holde en stadig Ild ved lige og bestandig give Brændsel til at nære et sådant Bål ved. Til bestemte Tider kommer der en umådelig Masse Is drivende til denne Ø, og når den første Gang tørner imod de ru Klipper, høres der fra Dybet sælsomme Råb og høje Brøl, som om Klipperne skreg, hvorfor man har troet, at det var Sjælene af Mennesker, der havde ført et syndefuldt Liv og nu var dømte til at lide deres Straf og sone, hvad de havde forbrudt, her i den svare Kulde. Når man hugger et Stykke af denne Is og binder det fast, river det sig strax løs, så snart den øvrige Drivis bryder op, om man så har bundet det med aldrig så mange Knuder, og hverken Bolt eller Slå mægter at stænge for det. Vel må man i højeste Grad undre sig over, at det således til Trods for de ubrydeligste Låse og alle de Hindringer, man lægger det i Vejen, følger med, når den Masse, det er en Del af, driver bort igjen, og at det er så uvægerlig nødvendigt for det at give sig på Flugt, at det skuffer selv den omhyggeligste Påpasselighed. Der findes også der inde imellem Fjældåsene og Klipperne en anden Slags Is, om hvilken det hedder, at den til visse Tider pludselig vender sig, så at det øverste kommer nederst og det nederste øverst. Til Stadfæstelse heraf anføres, at da nogle Folk en Gang løb over en Ismark og faldt i de gabende Revner i den, fandtes de lidt efter døde oven på den, uden at der var så meget som en Sprække at se i Isen. Derfor plejer mange at holde for, at Isen har vendt sig og givet dem fra sig igjen, som den havde opslugt. Efter hvad Rygtet fortæller, skal der også rinde en Kilde med så skadeligt Vand, at hvo som drikker deraf, falder død om, som om han havde fået Gift. Der er også andre Kilder, hvis Vand skal smage som Øl, end videre en Slags Ild, som ikke kan brænde Træ, men fortærer Vand, og endelig en Sten, som, uden at nogen rører ved den, ganske af sig selv ved egen Kraft ruller ned ad Fjældskrænterne.

Men for at vende tilbage til Norge, som jeg må beskrive lidt nøjere, så må man vide, at det imod Øst grænser til Sverige og Gøtland og mod Vest og Syd omgives af Havet. Mod Nord vender det imod et Land, hvis Beskaffenhed og Navn er ukjendt, hvor der ingen Mennesker bor, men er fuldt op af sælsomme Uhyrer, og som er skilt fra den lige overfor liggende Del af Norge ved et umådeligt Hav. Da Sejladsen på det er såre usikker, er det kun yderst få, som er komne lykkelig hjem igjen efter at have vovet sig ud på det.

Havets Løb er for øvrigt således, at det til den ene Side efter at have gjennemskåret Danmark går videre og slår en stor Bugt sønden om Gotland, til den anden Side går det op norden om Norge og ind imod Øst, hvor det danner en stor Bredning og ender i en Bugt, som vore Forfædre kaldte Gandvig. Imellem Gandvig og Havet sønden for er der kun et smalt Stykke fast Land, der vender ud til begge Have, og havde Naturen ikke sat dette Grænseskjel imellem de to Have, der er så nær ved at flyde over i hinanden, vilde Sverige og Norge have udgjort en Ø. I den østlige Del af disse Egne bor Skridfinnerne, et Folkefærd af ivrige Jægere, som bruger en egen Slags Skridsko, på hvilke de færdes omkring på ellers utilgængelige Bjærge og når, hvorhen de vil, ved sindig at sno og dreje sig, thi der gives ikke nogen Klippe så høj, at de ikke ved snildt at krydse sig frem kan nå op på Toppen af den. Fra Dalbunden arbejder de sig nemlig i Bugtninger op ad Klipperne og styrer deres Løb med mange Svingninger således, at de til sidst efter at have gjort mangfoldige Sving når den Top, de vil op på. De plejer at sælge Dyrehuder til Nabofolkene.

Sverige grænser mod Vest til Danmark og Norge, mod Syd og for en stor Del også mod Øst vender det ud til Havet. Hvor dette hører op på Østsiden, bor der en Mængde forskjellige barbariske Folkefærd.

At Danmark i gamle Dage må have været beboet af Kæmper, har vi Vidnesbyrd om i de overordentlig store Sten, der er anbragt over de gamles Grave og Huler. Skulde nogen tvivle om, at det er sket ved Hjælp af Kæmpekræfter, så lad ham blot se op på Toppen af nogle af vore Bakker og sige os, i Fald han kan, hvem der skulde kunne have slæbt så mægtige Blokke helt der op, thi enhver, som skjønner, hvad det er for Underværker dèr er gjort, må anse det for utænkeligt, at almindeligt Menneskearbejde eller almindelige menneskelige Kræfter skulde kunne få sådanne Masser, som det er vanskeligt eller umuligt blot at rokke på flad Mark, slæbt op på Toppen af så høje Bakker. Men hvorvidt det er de Jætter, som har levet efter Syndfloden, der har udrettet dette, eller det har været Mennesker, som overgik andre i Henseende til Legemskræfter, derom er intet overleveret os. Hos os holder man imidlertid for, at det er de samme, som nu til Dags siges at bo i den vilde og utilgængelige Ørken, jeg før talte om, og som skal have en sådan Evne til at forandre deres Legemer, at de pludselig og på den forunderligste Måde snart kan være nær og snart langt borte, snart komme til Syne og snart forsvinde. Det er forbundet med skrækkelige Farer at komme did, og det er sjældent, at nogen der har prøvet derpå, er sluppen helskindet derfra og nået hjem igjen.

Og nu går jeg over til, hvad jeg egentlig vil fortælle.

Første Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Dan og Angel

Dan og Angel, Humbles Sønner, fra hvem de Danske har deres Oprindelse, var vort Folks Grundlæggere, om end den franske Krønikeskriver Dudo vil vide, at Danskerne stammer ned fra Grækerne eller, som de også kaldtes, Danaerne og har fået deres Navn fra dem. Dan og Angel var også de første, som herskede i vort Land, men skjønt de formedelst de store Fortjenester, de indlagde sig ved deres Tapperhed, med Folkets enstemmige Samtykke besad kongelig Magt og Myndighed, bar de dog ikke Kongenavn, thi det var på den Tid endnu ikke kommet i Brug blandt vore Forfædre.Angel, fra hvem Anglerne siges at stamme, gav den Del af Landet, han rådede for, sit Navn, hvorved han på en let Måde gjorde det udødeligt. Hans Efterkommere underlagde sig nemlig senere Britannien og gav dette Rige Navn efter deres Fædreland i Steden for det Navn, det fra gammel Tid af havde været kaldt med, hvilken bedrift i Oldtiden holdtes for såre anselig. Dette vidner den navnkundige gejstlige Skribent Beda, der var en født Englænder og som foruden at skrive om gudelige Ting også lagde Vind på at skrive om sit Fædrelands Historie, eftersom han lige så fuldt anså' det for en kristen Skribents Skyldighed at skildre Fædrenes Bedrifter som at skrive om det, der hører Religionen til.Fra Dan nedstammer efter de gamles Vidnesbyrd vor Kongeslægt, som fra denne ypperlige Begyndelse har siddet på Danmarks Trone lige ned til vore Dage. Han havde med en højbåren tysk Kvinde Grytha Sønnerne Humble og Loter.

Humble og Loter

Vore Forfædre havde for Skik, når de skulde kåre en Konge, at stå på store Stene, der lå fast i Jorden, hvilket skulde give til Kjende, at deres Valg var urokkeligt som Stenene, de stod på. På den Vis blev Humble kåret og kejset af Folket, da hans Fader var død, men Lykken var ham så umild, at han fra at være Konge atter sank ned til at være Undersåt. Hans Broder Loter førte nemlig Krig med ham og tog ham til Fange, og han måtte kjøbe sit Liv ved at give Afkald på Tronen, andet Redningsvilkår bødes ham ikke. Idet han således ved sin Broders Vold og Uret blev nødt til at frasige sig Kongemagten, gav han Menneskeheden et Bevis på, at om der end er mere Pragt og Herlighed, er der til Gjengjæld mindre Tryghed i Kongeborgen end i Hytten. Han bar ellers den Uret, der var overgået ham, med sådan Tålmodighed, at man skulde tro, han glædede sig over Tabet af sin Værdighed, som om det var en Lykke, der var bleven ham til Del, så han har efter mit Skjøn dømt som en Vismand om, hvad det at være Konge i og for sig er værd.

Loter fo'r ikke mindre grumt frem som Konge, end han havde gjort som Kriger, thi han herskede med stort Hovmod og gik ikke af Vejen for Forbrydelser; han fandt det ret og billigt at skille alle de ypperste Ædlinger ved Liv eller Gods og således berøve Fædrelandet gjæve Mænd, thi i hver den, han holdt for sin Jævning i ædel Byrd, så' han en Medbejler til Kongemagten. Længe fik han dog ikke Lejlighed til ustraffet at øve sine Skjændselsgjerninger, thi Landsens Folk sammensvor sig imod ham og tog ham af Dage, så de samme, der havde givet ham Riget, tog hans Liv.

Skjold og Gram

Loters Søn Skjold skyldte vel sin Fader Livet, men i Sæder slægtede han ham ingenlunde på, thi allerede fra Barndommen af artede han sig i alle Måder helt anderledes, og i Steden for at træde i sin skjændige Faders Fodspor, tog han sin Farfaders Dyder op som en Arvelod, der vel var gammel, men derfor ikke mindre god. I sin Ungdom vandt han Navnkundighed blandt sin Faders Jægere ved at få Bugt med et grumt Vilddyr, hvorved han gav et herligt Varsel om, hvad man kunde vente sig af ham længer frem i Tiden. Han havde nemlig en Gang af sine Formyndere, der gjorde sig al Flid med at opdrage ham til Dyd og gode Sæder, fået Lov til at gå med og se på Jagten, og da der så kom en umådelig stor Bjørn imod ham, og han ingen Våben havde at værge sig med, bandt han Vilddyret med sit Bælte og holdt det således, til de andre kom til og fældede det. Han skal også i Ungdommens Dage have overvundet flere for deres Manddom navnkundige Kæmper, af hvilke der især gik stort Ry af to, som hed Atle og Skate.

Da Skjold var femten År gammel, var han så stærk og vel voxen, at han kunde tage det op med hvem som helst, og havde givet så store Prøver på Snille, at alle Danmarks senere Konger har taget Navn efter ham og ladet sig kalde Skjoldunger. Han formanede også ivrig enhver, der førte et ryggesløst og dådløst Liv og satte sin Manddomskraft til ved Overdådighed og Blødagtighed, til at slå ind på en bedre Vej og tage sig noget nyttigt for. Og hvor store hans Legemskræfter end var, hans Mod og Manddom var dog endnu større, og han øvede Bedrifter, som man knapt skulde tro, han kunde stå og se på, så ung som han var.

Medens han nu således, alt som Tiden led, forfremmedes i Dyd og gode Sæder, blev han æsket til Tvekamp af Skate, der var Høvedsmand i Alemanien, fordi han bejlede til den samme Kvinde som Skate, en såre fager Mø ved Navn Alvilde. Kampen stod i hele den tyske og danske Hærs Påsyn, og Skjold vog Skate. Tyskerne, som syntes, de selv var slagne, da deres Høvedsmand var falden, underkastede sig Skjold, og således gjorde han sig Alemanien skatskyldigt.

Men Skjold udmærkede sig ikke blot ved Våbendåd, men også ved Kjærlighed til Fædrelandet. Han afskaffede ubillige Love og gav gode nye i Stedet, og alt, hvad der kunde fremme Fædrelandets Vel, lagde han af al Magt Vind på. Riget, som hans Fader havde mistet ved sin Slethed, vandt han tilbage ved sine Dyder. Han gav først den Lov, at frigivne atter kunde gjøres til Trælle; en Træl, han selv havde skjænket Friheden, og som hemmelig stræbte ham efter Livet, straffede han ikke blot hårdt på denne Måde, men han gav også den nævnte Lov, som om det ikke var mer end ret og billigt at lade alle andre frigivne bøde for, hvad den ene havde forbrudt. Han betalte alles Gjæld af sit eget Skatkammer, og det var, som om han kappedes med andre Konger i Mod, Gavmildhed og Ædelmodighed. De syge lod han bringe Lægedom, og de, som led ilde, bragte han Trøst og Hjælp, og i alle Måder viste han, at han bar større Omhu for sit Fædreland end for sig selv. Sine Høvedsmænd gav han ikke blot Sold, men lod dem også beholde det Bytte, der toges fra Fjenden, thi, som han plejede at sige, Byttet tilkommer Krigerne, Æren er Kongens.

Den fagre Mø, for hvis Skyld han var gået i Tvekamp. tog han, da han havde fældet sin Medbejler, som Kampens Løn og gjorde hende til sin Viv, og da en Stund var leden, fødte hun ham en Søn, der blev kaldt Gram, og som så ganske slægtede sin Fader på i Dyder og herlige Anlæg, at han så at sige i alle Måder fulgte lige i hans Fodspor. Han havde fået alle Legemets og Sjælens ypperligste Gaver og vandt allerede i Ungdommens År den højeste Ære og Berømmelse, og den beholdt han også hos Efterkommerne, hvorfor de gamle danske Skjalde i deres Kvad, når de ret vil hædre en Konge, kalder ham Gram. Alle Idrætter, der kunde tjene til at styrke og hærde Legemskræfterne, drev han med den største Iver, og med forfarne Kæmper som Læremestre øvede han sig flittig i Våbenbrug, både i at hugge og bøde for sig. Han giftede sig af Taknemlighed mod sin Fosterfader Roar for den Omhu, han havde vist ham i hans spæde Barndom, med hans Datter, der var hans jævnaldrende og Diesøster, men siden lod han en Mand ved Navn Besse få hende til Løn for den Hjælp, han altid havde af ham, thi Besse var ham en sådan Stalbroder i alle hans Krigsbedrifter, at det ikke er let at sige, om han havde sin egen eller Besses Tapperhed at takke for al den Hæder og Ære, han vandt.

Gram fik Nys om, at Svenskekongen Sigtryg havde lovet sin Datter Grå bort til en Jætte; det tyktes ham, at det var et skammeligt Ægteskab for en Mø af kongelig Byrd, og han satte sig da for at give sig i Krig med Svenskerne for som en anden Herkules at prøve Kræfter med Utysker. For at jage Skræk i dem, han mødte på sin Vej, klædte han sig i Bukkeskind og vilde Dyrs Huder og tog en vældig Kølle i Hånden, så han i alle Måder var at se til som en Jætte, og således drog han ind i Gøtland. Der mødte han i en Skov Grå, som kom ridende med nogle Terner på Vej til en Sø, hvor hun vilde bade sig. Hun troede strax, det var hendes Fæstemand, og blev på Kvindevis så ræd ved det fæle Syn, at hun slap Tømmen af Hånden og rystende over hele Kroppen kvad:

Kommer ej Jætten
med Kølle i Hånd
grum og gram
for Grå at hente?
Måtte mit Syn mig
svigte nu
og Dyrehammen
dølge en anden!

Besse kvad:

Gode Mø
på Gangeren grå
hvem est du
og hvem er din Fader?

Grå kvad:

Gjærne siger dig
Grå sit Navn,
Sigtryg Konning
kalder jeg Fader.
Sig nu mig,
du yske Svend,
hvorfra du stammer,
og hvem du est.

Besse kvad:

Besse jeg hedder,
bold man mig kalder,
tit jeg stævned
i Strid med Ære;
hvor Besse går frem,
Blod der flyder,
Sværd og Spyd
jeg svinger med Lyst.

Grå kvad:

Sig mig da, Besse,
jeg beder dig, flux,
hvem er Høvding
for Hæren, du følger?
Hvi stævned I hid
Strid at søge?
Hvem skal blegne
på blodig Val?

Besse kvad:

Gram hedder Drotten
gjæv og god,
der råder for Hæren
som Høvding og Herre.
Bedre Kæmpe
kjender jeg ej,
altid han sejrer,
hvor Sårbier summe.

Grå kvad:

Besse, jeg råder
jer brat at fly,
farlig for vist
jer Færd jeg finder.
Kommer Sigtryg,
han sejrer for vist,
dig og Kong Gram
han i Galgen klynger.

Besse kvad:

Først dog min Drot
en Dyd vist prøver
og svinger sit Sværd
mod svenske Svende;
din Fader vare
sig vel for os,
at ej hans hoved
fra Halsen vi skille.

Grå kvad:

Hjem jeg mig skynder
til Sigtrygs Gård,
hjem vil jeg, inden
Jætten kommer.
Grå vil ej se jer
i Græsset bide,
med glad hun vorder,
når på Valen I ligge.

Besse kvad:

Skynd du dig hjem
til Sigtrygs Gård,
dig vil ej Ve
eller Vånde vi volde.
Rid med Fred,
vi frygter ej,
Sind at skifte
er Kvinders Sæd.

Nu tabte Gram Tålmodigheden og kunde ikke tie længer, han påtog sig et grovt og skrækindjagende Mæle, som passede til hans Udseende, og kvad:

Frygt ej for mig,
du fagre Mø,
blot som min Broders
Bud jeg kommer.
Ej vil med Vold
din Vilje jeg tvinge,
din Gunst jeg lønner
med Guld og Gammen.

Grå kvad:

Såre mandlysten
måtte jeg være,
om fule Jætter
jeg Favntag undte.
Lodden Krop
og krumme Kløer
tækkes kun ilde
unge Kvinder.

Gram kvad:

Vældige Kæmper
vog jeg på Val,
Bytte jeg gjorde,
hvor Sværdene blinked.
Dig mit guld
og Gods jeg giver,
om du, væne,
min Viv vil vorde.

Med disse Ord kastede han Hammen, og lige så ræd hun før havde været for ham, lige så optændt blev hun nu af Attrå efter ham, da hun så', hvor fager han var, og da han havde vundet hendes Elskov, gav han hende gode Fæstensgaver. Da han drog videre, varede Folk, han mødte, ham ad, at tvende Stimænd havde lagt sig på Lur ved Vejen. Da disse nu over Hals og Hoved styrtede frem for at plyndre ham, hug han dem strax ned begge to, og for ikke at få Ord for at have øvet en Velgjerning mod sine Fjender, Svenskerne, stillede han de to Kroppe op og bandt dem til Pæle, så at de så' ud, som om de var levende, og således også efter Døden blev ved at skræmme de vejfarende, som de havde gjort Fortræd, medens de var i Live, så at Folk holdt Vejen for at være lige så farlig som før. Heraf kan man da se, at han vog de to Stimænd for sin egen og ikke for Svenskernes Skyld; hvorledes han var sindet imod dem, blev yderligere åbenbart ved den næste Bedrift, han øvede. Han havde af nogle Spåmænd fået at vide, at Kong Sigtryg kun kunde overvindes med Guld, derfor lod han sin Trækølle beslå med Guld, og så måtte Sigtryg bide i Græsset for ham. Om denne Dåd gjorde Besse dette Kvad:

Gram i Gøtland
Guld ej spared,
dyre Hug
gav Drotten der
Sværd og Spyd
han svang så tit,
Gøtekongen
med Køllen vog han.

Spot og Spe
ham Spåmænd loved:
Fly af Landet,
før du fældes,
Jærn og Stål
ej Sigtryg bider,
ikkun Guld
den gjæve fælder.

Tog da Gram
sin tunge Kølle
Guld han hamred
hårdt omkring den,
svang den over
Svenskekongen,
Gøtlands Drot
for Guldhugs segned.

Efter at Gram havde fældet Sigtryg, var det hans Agt at sætte sig i fast Besiddelse af Riget, som han således havde underlagt sig med Våbenmagt, og da han havde Svarin, Høvedsmanden i Gøtland, mistænkt for at tragte efter at vinde det fra ham, udæskede han ham til Tvekamp og fældede ham: da Svarins sexten Brødre, af hvilke de syv var ægtefødte, de ni Slegfredssønner, vilde hævne hans Død, tog Gram Kampen op med dem, hvor ulige den end var, og fældede dem alle.

Kong Skjold, som nu var en ældgammel Mand, gav nu sin Søn Lod og Del i Kongemagten for hans store Bedrifters Skyld, og fordi han holdt det både for nyttigere og mageligere nu, da han gik på Gravens Rand, at dele Kronens Byrde med sit eget Kjød og Blod end at bære den alene. Det tog en højbåren Sjællænder ved Navn Ring ham ilde op, han fandt nemlig, at Gram var for ung til en sådan Ære, og at Skjold var for gammel, hvorfor han eggede en stor Del af Danskerne til at gjøre Oprør, idet han forestillede dem, at ingen af de to var skikket til at være Konge, thi den ene var kun en Dreng, og den anden gik i Barndom. I den Krig, som deraf opstod, faldt Ring og kom således til at give Bevis for, at Mod og Manddom kan trives i enhver Alder.

Kong Gram øvede endnu flere andre Bedrifter. Da han førte Krig med Finnekongen Sumble, blev han ved Synet af hans Datter Signe så betagen af hendes Fagerhed, at han nedlagde Våbnene og fra Fjende blev til Bejler; han fik Løfte på hende imod at love, at han vilde forskyde sin Dronning. Men strax efter blev han optagen af at føre Krig med den norske Konge Svibdag, der havde skjændet både hans Søster og hans Datter, og Sumble sveg da sit Løfte og trolovede Signe med Sachserkongen Henrik. Da Gram fik Nys herom, var hans Elskov til Møen større end hans Kjærlighed til sine Krigsfolk, han forlod i Stilhed sin Hær og skyndte sig til Finland, hvor han kom, just som Bryllupsgildet var i Gang. Han havde klædt sig i Pjalter og satte sig på den ringeste Plads. Da han blev spurgt, hvad han havde at byde på, svarede han, at han var forfaren i Lægekunsten, og da omsider alle vare overstadig drukne, sendte han Bruden et hvast Blik, og midt under Lystigheden og Larmen talte han hende hårdt til for hendes Letfærdighed og priste sine egne Dyder i høje Toner, idet han kvad:

Mangen Dåd har
Drotten øvet,
vidt hans Ry
fløj over Verden.
Husk blot Svarins
sexten Brødre,
som for Gram
i Græsset bed.

Sært kan Skæbnens
Tråde sno sig,
bedre Kår jeg
burde have.
Kvindeluner
lege med mig,
dertil Gram
for god dog er.

Nu har Signe,
Sumbles Datter,
sveget mig,
så Hjærtet svider.
Ingen tro på
Kvinders Tale,
kun på Løgn
og List de pønse.

Med de Ord sprang han op fra sit Sæde og dræbte Henrik, bedst som han sad i Bryllupsgammen med Venner og Frænder om sig; mange af Gjæsterne hug han også ned, og Bruden rev han ud af Brudeternernes Kreds og sejlede bort med hende. Sålunde blev Brudefærden til Ligfærd, og Finnerne fik den Lære. at de gjorde bedst i at holde sig fra andre Folks Elskovssager.

Derefter tog Gram atter den Krig op, som han havde begyndt med den norske Konge Svibdag for den Vold, han havde øvet imod hans Søster og Datter, men han blev slagen og faldt, thi Sachserne havde sendt Svibdag en stor Hær til Hjælp, ikke så meget for hans Skyld som for at hævne Henriks Død.

Svibdag og Guthorm

Da Svibdag således havde vundet Danmarks Rige, blev Grams Sønner, Guthorm, som han havde med Grå, og Hading, som Signe havde født ham, af deres Fosterfader Brage ført over til Sverige på et Skib og overgivne til to Jætter Vagnhoft og Hafle, som påtog sig både at opfostre og forsvare dem.

Såsom jeg af og til kommer til at tale om sådanne Utysker og deres Bedrifter, og jeg nødig vil have Ord for at udgive noget for sandfærdigt, der strider imod Sandheden eller almindelig Folketro, holder jeg det for Umagen værd her at fortælle, at der i gamle Dage var tre forskellige Slags Uvætter, som ved Kogleri øvede mange sære Undergjerninger.

Først var der nogle vanskabte Uhyrer, som de gamle kaldte Jætter, og som var meget større og stærkere end almindelige Mennesker.

Den anden Slags var de første, der lagde Vind på Kundskab til Naturens Love og var i Besiddelse af Spådomsgave. De kunde ikke måle sig med Jætterne i Størrelse og Kræfter, men overgik dem langt i Kløgt og Snille. Imellem dem og Jætterne var der stadig Strid om Herredømmet, indtil Jætterne omsider blev overvundne, og Troldkarlene ikke blot tilrev sig Herredømmet, men også fik Ord for at være Guder. Begge disse to Slags Folk var så store Hexemestre og så drevne i Øjenforblindelse, at de kunde give både sig selv og andre et helt andet Udseende, end de i Virkeligheden havde, og øve andet Kogleri.

Den tredje Slags var avlet ved Blanding af de to andre og kunde ikke på langt nær måle sig med Jætterne i Størrelse eller med Troldkarlene i Kløgt og Snille, men alligevel blev de af dem, de forblindede med deres Kogleri, ansete for Guder. Og det var ikke at undres over, at vankundige Mennesker af deres mærkelige Gjerninger lod sig forlede til en falsk Afgudsdyrkelse, eftersom også de kløgtige Romere lod sig forlokke til at dyrke dødelige Mennesker som Guder.

Dette har jeg anført, for at Læseren ikke skal holde det for lutter Løgn og løs Tale, når jeg af og til fortæller om Kogleri og Undergjerninger. Og nu tager jeg igjen fat, hvor jeg slap.

Da Gram var falden, og Svibdag havde underlagt sig Danmark og Sverige, lod han sig ved sin Dronnings stadige Bønner bevæge til at kalde hendes Broder Guthorm tilbage af hans Landflygtighed og satte ham til at råde for Danmark, imod at han lovede at betale skat.

Hading

Hading vilde ikke tage imod nogen Velgjerning af sin Fjende, men foretrak at hævne sin Fader. Han havde allerede fra Barnsben af alle Manddommens ypperste Dyder; Vellyst foragtede han og tænkte stadig kun på Krig og Orlog, thi han kunde ikke glemme, at hans Fader havde været så stor en Krigsmand, og at det derfor burde ham at anvende hele sin Livstid på herlige Bedrifter. Dette mandhaftige Sindelag søgte Vagnhofts Datter Hartgrepe at svække ved at lokke ham til Elskov og lod ham atter og atter høre, at det først og fremmest var hans Skyldighed at gifte sig med hende, så meget som hun havde gjort for ham lige fra hans spæde Barndom af, og det nøjedes hun ikke med at sige ham med jævne Ord, men hun gjorde også Vers derom og kvad:

Sært dit Sind
mig synes, Hading,
kun på Kamp
og Krig du pønser.
Kun når Sværd
med Sværd sig krydse
er du glad
og godt til Mode.

Kjærlighed
du kjender ikke,
ænser aldrig
unge Kvinder.
Bejle bør du,
Brud dig vinde,
favne fro
en fager Mø.

Dig som Barn
mit Bryst jeg bød,
nu min Gunst
jeg glad dig byder.
I min Favn
du finder Lykke,
som du aldrig
smagte før.

Hertil svarede Hading, at hun var alt for stor af Væxt, til at noget Menneske kunde tage hende i Favn, enhver kunde jo se på hende, at hun var af Jætteæt, men så sagde hun, at det skulde han blot ikke bryde sig om, hun kunde, alt efter som det lystede hende, gjøre sig stor eller lille, tyk eller tynd, bred eller smal, snart gjøre sig så høj, at hun ragede helt op i Skyerne, snart påtage sig et Menneskebarns Skikkelse. Og da han endnu stadig betænkte sig og ikke ret vilde tro, hvad hun sagde, kvad hun:

Frygt ej for
at føje mig, Knøs,
let vi to
kan Leje dele.
Jeg er stor,
når stor jeg vil være,
når det mig lyster,
liden jeg er.

Højt mod Himlen
mit Hoved jeg hæver,
og liden jeg bliver
som Barn ved Brystet.
Lydig mit Legem
lystrer mit Bud,
strækker sig ud
eller skrumper sig sammen.

Vil Mand med Vold
min Vilje tvinge,
rejser jeg mig,
så ræd han flyer;
giver jeg Mand
min Gunst og Gammen,
gjør jeg mig favr
og fin og lille.

Ved således at lokke for ham fik hun Hading til at tage hende i Favn, og så stor var den Elskov, hun bar til ham, at da han fik Lyst til at besøge sit Fædreland, betænkte hun sig ikke på at klæde sig i Mandsklæder og følge med ham for at kunne have den Lykke at dele Farer og Gjenvordigheder med ham. Som de nu således rejste sammen, søgte de en Gang Ly for Natten i et Hus, hvor Manden var død, og Husets Folk under Gråd og Klage var i Gang med at holde hans Ligfærd. Hartgrepe fik da Lyst til at øve sine Trolddomskunster på den Døde for at tvinge ham til at sige, hvad Skæbnen havde beskikket dem. Hun ristede ramme Runer på Træ og lod Hading lægge det under Ligets Tunge, og tvungen heraf kvad den døde Mand med skrækkelig Røst:

Hvem er du,
som vover at vække
Draugen af Dødsens
dybe Søvn?
Til Ve og Vånde
min Vrede dig vier,
over dit Hoved
Hævnen komme!

Ramme Runer
risted hun for mig,
tvungen jeg taler,
tungt det mig falder.
Sige jeg må,
hvad jeg ser vil ske,
liden Lykke
jeg lover Hartgrepe.

Hun, som risted
de ramme Runer,
skal lade Livet
for lede Jætter.
Dig, o Hading,
Held skal følge,
hende kun
min Hævn skal ramme.

Da de den næste Nat, de tilbragte i en Skov, havde lagt sig til at sove i en Hytte tækket med Ris, så' Hading en umådelig Jættehånd, som famlede omkring inde i Hytten, og ved det Syn blev han så ræd, at han kaldte Hartgrepe til Hjælp. Hun gjorde sig stor, rakte og strakte sig og pustede sig op, og så tog hun et hårdt Tag i Hånden og holdt den hen til Hading og bød ham hugge den af.

Han gjorde så, og der kom meget mere Edder end Blod ud af Såret.

Til Straf for den Gjerning rev de andre Jætter hende i Stumper og Stykker; hverken hendes Jættenatur eller hendes Størrelse hjalp hende; hun måtte lade Livet under sine forbitrede Frænders Kløer.

Da Hading nu således havde mistet sin Fostermoder, mødte han en gammel enøjet Mand, som ynkedes over, at han var så ene, og fik en Søhane ved Navn Liser til at slutte Fostbroderskab med ham. Det gik i gamle Dage til på den Måde, at man blandede Blod i sine Fodspor, hvilket ansås for det sikreste Venskabspant, man kunde give hinanden. Da Liser og Hading således havde lovet hinanden ubrødeligt Venskab, gav de sig i Krig med Kurlændernes Konge Lokker. De blev slagne, og da Hading havde givet sig på Flugt, mødte han igjen den gamle Mand, som tog ham op på Hesten til sig og førte ham til sit Hus og gav ham en overmåde sød Drik at styrke sig med og spåede ham, at han skulde få svære Legemskræfter. Sålunde kvad han:

Snart er du fangen
i Fjendevold,
for grumme Vilddyr
vil de dig kaste.
Tab dog ej Modet,
munter vær,
om end de i Bånd
og Bast dig snører.

Kort dem Tiden
med Kvad og Sagn,
til mætte af Mjød
og Mad de døse.
Med Søvntorn jeg selv
i Søvn dem stinger;
bryd da de Bånd,
de bandt dig med.

Lidet du ænse
Løven, du møder,
let din Glavind
dens Grumhed tæmmer;
jag det kjækt
i dens Hjærte ind,
tag en Brad af dens Kjød,
og dens Blod du drikke.

Kræfter du får da,
Kæmpekræfter,
som ingen Sinde
du åtte dem før.
Som Stål sig spænde
de stærke Sener,
Musklerne hærdes
som hårde Stene.

Da han havde kvædet dette, satte han atter Hading op på Hesten foran sig og slog sin Kappe om ham. Som han nu sad der, højlig forundret over alt dette og ikke helt fri for at være ræd, kigede han ud igjennem et Hul i Kappen og så' da, at Hesten fløj hen over de vildene Vover, men den gamle lod ham strax vide, at det måtte han ikke, og fuld af Forundring over, hvad han havde set, tog han da Øjnene til sig og så' sig ikke mere om, så længe den grufulde Færd varede. Senere blev han fangen af Lokker, og han fik da i alle Måder Syn for Sagn, at den gamle Mand havde spået sandt, thi det gik ganske, som han havde sagt.

Derefter gav han sig i Krig med Kong Handvan af Hellespont, som i Steden for at gå imod ham i åben Mark holdt sig bag Byen Dunas stormfri Mure og Volde. Da Hading mærkede, at dem kunde han ikke magte, lod han drevne Fuglefængere fange alskens Fugle, der havde deres Reder under Byens Tage, og lod brændende Svamp binde under deres Vinger, så de stak Byen i Brand, da de søgte hjem til deres Reder. Byens Folk fik nu så travlt med at slukke, at ingen havde Tid til at tænke på Portene, og Hading indtog da Byen og tog Handvan til Fange, men skjønt han kunde have taget hans Liv, lod han Nåde gå for Ret og gav ham Lov til at beholde det, imod at han som Løsepenge udredede så meget Guld, som han selv vejede.

Efter at have vundet store Sejre i Østerleden drog Hading tilbage til Sverige, hvor han ved Gotland mødte Svibdag med en overmåde stor Flåde og fældede ham. Således vendte han hjem ikke blot med Hæder og Bytte, han havde vundet i fremmed Land, men også med Hævn for sin Fader og Broder og ombyttede Landflygtigheden med Herredømmet i sit Fædreland, som han fik, så snart han var vendt hjem.

På den Tid var der en Mand ved Navn Odin, som over hele Europa falskelig ansås for en Gud. Han holdt for det meste til i Upsal hvad enten det nu kom af, at Folk der var særlig vankundige, eller at han fandt særlig Behag i Stedet for den smukke Egns Skyld. Kongerne i de nordiske Lande, som ret var opsatte på at vise ham guddommelig Ære, lod hans Billedstøtte støbe i Guld, prydede den yderligere med svære Armringe og sendte den ned til ham i Byzanz som et Vidnesbyrd om, hvor højt de i deres Gudsfrygt ærede ham. Han blev glad over den store Hæder, de viste ham, og tog med Kyshånd imod Gaven, men hans Hustru Frigg lod nogle Smede komme og tage noget al Guldet af Billedstøtten for selv at pynte sig med det. Odin lod Smedene hænge og Billedstøtten stille op på et højt Fodstykke og magede det sindrig og kunstfærdig så, at den gav Lyd, så snart nogen rørte ved den. Frigg satte imidlertid Pynt og Stads over sin Husbonds Guddomsære; hun tog en af hans fortrolige Venner til Boler, og han fik ved sin Snedighed Billedstøtten ned, så at det Guld, der var givet til offentlig Gudsdyrkelse, kom til at tjene hendes Pyntesyge. Lidet ænsede det skammelige Kvindfolk, der vilde regnes for en Guds Hustru, at hun måtte ofre sin Kyskhed for at kunne tilfredsstille sin Griskhed, så man kan ikke sige andet end, at hun som Hustru og han som Gud var lige meget værd. Så forblindede var Folk i gamle Dage! Opfyldt af Skam og Harme over den dobbelte Forsmædelse, der var overgået ham, gik Odin i Landflygtighed i den Tanke, at han derved vilde aftvætte den Plet, hans Hustru havde sat på ham.

Da han var borte, kom der en Mand ved Navn Midodin, af hvis Undergjerninger der gik stort Ry, ret som om han var udstyret med Himlens Nådegave. Han benyttede sig af Lejligheden til at give sig ud for en Gud og hilde de vankundige Sjæle i en ny Overtros Mørke og få dem til at yde ham guddommelig Ære og Tilbedelse. Han påstod, at når Guderne var vrede eller følte sig krænkede, lod de sig ikke forsone ved, at man ofrede til dem alle under ét, hvilket han derfor forbød, men hver Gud skulde have sit særlige Offer. Da Odin vendte tilbage, opgav Midodin sine Troldomskunster og flyede til Finland for at skjule sig der, men Folk der stimede sammen og slog ham ihjel. Da han var død, kom det ret for Dagen, hvilken skjændig Karl han var, thi enhver, som kom hans Grav nær, døde pludselig, og der stod sådan Pest af ham efter Døden, som om han vilde hævne sig på dem der havde undlivet ham, at hans Eftermæle næsten blev værre end det Ry, han havde vundet i levende Live. Landsens Folk, som havde stor Fortræd heraf, tog da hans Lig op af Graven, huggede Hovedet af det og jog en Pæl igjennem Brystet på det, og det hjalp.

Da Odin var vendt tilbage fra sin Landflygtighed, efter at hans Hustru var død, hvorved han igjen kom til sin gamle Anseelse og ligesom fik den Plet aftvættet, der var bleven sat på hans Guddomsære, tvang han alle dem, som under hans Fraværelse havde tiltaget sig guddommelig Anseelse, til at opgive den som noget, der ikke tilkom dem, og splittede ved sin Guddomsglans de Bander af Troldmænd, der havde samlet sig, ligesom Solen spreder Tågerne. Og han tvang dem ikke blot til at aflægge deres Guddomsværdighed, men også til at rømme af Landet, idet han holdt for, at de, der uden Ret prøvede på at trænge sig ind i Himlen, fortjente at udryddes af Jorden.

Imidlertid havde Asmund, Svibdags Søn, grebet til Våben imod Hading for at hævne sin Fader. Da han midt under Kampen fik at vide, at hans Søn Henrik, hvem han elskede højere end sit eget Liv, tappert kæmpende var falden i Slaget, blev han led ved Livet og gav sin Sorg Luft i dette Kvad:

Hvem skal Våben
og Værge jeg give?
lidet mig båder
Brynje at bære.
Leve længer
ej lyster mig nu,
siden min Søn
segned på Valen.

Hårdt har Hærfader
hærget mit Hus,
højt jeg elsked
den yske Svend.
Mig skulde han
i Høj have lagt,
nu er han Lig,
og jeg i Live.

Kjæk han var
i Krig og Fejde,
ædel Arving
til Ættens Ære.
Leve længer
ej lyster mig nu,
én Gang dog end
jeg æsker Kampen.

Med hårde Hug
vi Helten hævne,
frem mine Mænd
mod Fjendeflokken!
Lad Spydene svirre,
Sværdene sving,
Ravn og Ulv
vi Ådsler give.

Da han havde kvædet dette, tog han med begge Hænder om sit Sværd, kastede sit Skjold på Ryggen og hug ned for Fode uden at ænse nogen Fare. Kong Hading kaldte da sine Skytsånder til Hjælp, og strax kom Vagnhoft og kæmpede i hans Fylking. Da Asmund så' Jættens krumme Sværd, oplod han højt sin Røst og kvad:

Ej skal dit Glavind
gavne dig, Trold,
om end du Runer
har ristet på det.
Hexekunster
ej Helte kuer;
tro mig, Tåbe,
Trold kan tæmmes.

Ej din Galder
gruer jeg for,
dit Liv skal du lade,
lede Jætte.
Ej mit Sværd
med Svig du døver,
din fule Krop
jeg kløver flux.

Som han kvad dette, jog Hading sit Krogspyd igjennem ham, men Asmund fik hævnet sig, før han døde, thi i den stakkede Stund, han havde tilbage, gav han sin Banemand et Mærke til stadig Amindelse, idet han sårede ham i Foden, så han blev halt for Resten af sin Levetid. Sålunde satte den ene Livet og den anden sin Førlighed til. Asmunds Lig blev højtidelig begravet ved Upsal med kongelig Æresbevisning. Hans Dronning Gunhild dræbte sig selv for ikke at overleve ham, thi hun vilde hellere følge ham i Døden end leve uden ham. Hendes Lig blev af hendes Venner jordet i hendes Husbonds Grav, thi den, tyktes det dem, hun var værdig til at dele med ham, eftersom hun havde elsket ham højere end sit Liv, og sålunde vandt Gunhild endnu mere Anseelse ved at ligge ved sin Mands Side i Graven, end hun havde haft ved at dele hans Leje i levende Live.

Efter at have vundet denne Sejr hærjede Hading i Sverige, og Asmunds Søn Uffe, som ikke turde vove sig i Slag med ham, drog da over til Danmark med en Hær, idet han holdt det for rådeligere at falde ind i Fjendens Land end at værge sit eget og nemmest at lønne sin Fjende for den Overlast, han gjorde ham, ved at give ham lige for lige. Danskerne blev da nødte til at gå tilbage for at forsvare deres eget Land, eftersom de foretrak at frelse Fædrelandet fremfor at undertvinge fremmed Land, og Uffe vendte så hjem og fandt Sverige rømmet af Fjenden.

Da Hading kom tilbage fra Krigen i Sverige, opdagede han, at der var stjålet af hans Skatkammer, hvor han plejede at gjemme det Krigsbytte, han gjorde. Han lod strax Skatmesteren, Glum, hænge og lod snildelig udråbe, at hvis nogen af Tyvene vilde bringe Tyvekosterne tilbage, skulde han få den Ærespost, Glum havde haft. Der var da strax en af dem, som blev mere opsat på at få den lovede løn end på at skjule sin Brøde og derfor bragte Kongen, hvad han havde stjålet. Da hans medskyldige så', hvor stor Gunst han kom hos Kongen, og tænkte, at den var lige så sikker, som den gav meget af sig, kom de også med deres Tyvekoster i Håb om at få lige så god Løn. Da de havde bekjendt, fik de først både Guld og Ære, men strax efter deres fortjente Straf, hvoraf man kan lære, at man ikke skal være for lettroende. Jeg mener da også, at de ikke var bedre værd end at komme til at dingle i Galgen, eftersom der ingen Fare havde været, når de havde tiet stille, og det var dem selv, der styrtede sig i Ulykke ved ikke at holde Tand for Tunge.

Da det var besørget, rustede Hading igjen sin Hær den hele Vinter, og om Våren, så snart Isen smeltede, drog han atter til Sverige, hvor han førte Krig i samfulde fem År. Da Levnedsmidlerne slap op som Følge af den lange Tid, Toget varede, kom hans Krigsfolk i den yderste Nød, så de måtte æde Paddehatte, som voxede i Skoven, ja de måtte for at stille Sulten ty til Hestekjød og Hundeådsler, ja, de blev endogså nødte til at æde Menneskekjød. Da Danskerne således var bleven drevne til den yderste Fortvivlelse, hørtes der om Natten i Lejren en Røst, som kvad, uden at nogen vidste, hvorfra den kom:

I usæl Stund
stævned I hid,
Ve og Vånde
vil den jer volde.
Fremmed Folk,
som fejder her,
får kun hårde
Hug, ej Hæder.

Svenske Sværd
skal svide jer sårt,
mod dem ej Skjolde
skjærme Ryggen.
Hvo ikke falder
fejgt må fly
og vigende Mænd
til Værn ej due.

Sveriges Svende
svigter ikke,
Landet de værne
med Våben og Værge.
Dårer er I,
kun Død jer venter,
Sul I savne,
og Sejr få vi.

Den Spådom gik i Opfyldelse Dagen efter, da en Mængde Danske måtte bide i Græsset. Den næste Nat hørte de svenske Ungersvende i deres Lejr lige sådan en Røst, som heller ingen vidste om, hvorfra den kom, og som kvad:

Tåbelig, Uffe,
du Trods mig byder,
hårdt min Harm
og Hævn skal dig ramme.
Spyd skal dig stinge
og Sværd dig volde
Sår, som ej Urt,
eller Salve læger.

Mat og mødig
af mange Vunder
skal du dig vride
og vånde på Valen.
Din Ryg jeg mærker
med røde Strimer
Ulv og Ørn
dit Ådsel skal æde.

Da Hærene samme Nat stødte sammen, så' man ved Stjærnernes Skjær to fæle, vanskabte, skallede Gubber, skrækkelige at se til, kæmpe frygtelig med hinanden, den ene i Danskernes, den anden i Svenskernes Fylking. Hading blev slagen og flyede til Helsingland. Da han der en Dag badede sig i det kolde Vand for at svale sig efter den stærke Solhede, mødte han et sælsomt Uhyre, som han dræbte med mange Slag og Stød og lod føre til Lejren. Som han nu gik og brystede sig af den Bedrift, mødte han en Kvinde, der kvad:

Ve dig, Hading,
for hvad du har gjort,
Guders Hævn
vil hårdt dig ramme;
hvor end i Verden
du vender dig hen,
på Land eller Sø,
den sikkert dig følger.

Alle skal fly dig
som farlig Pest,
hvad du rører,
Vanheld du volder.
I dit Spor
gå Sot og Syger;
hvor du vandrer,
visner alt.

Huset over
dit Hoved ramler,
rystet og væltet
af vældige Storme,
Snekken, som bærer dig,
synker strax
og tumles som Vrag
på de vildene Vover.

En Gud du dræbte
i Dyreham,
nu vende sig alle
Vætter imod dig,
om for din Brøde
du bøder ej flux,
om du ej soner,
hvad svart du synded.

Hading gav sig nu på Hjemvejen, og det gik i alle Måder, som Kvinden havde spået; hvor han kom, satte han alting i Oprør. Da han var på Søen, rejste der sig et forfærdeligt Uvejr, som ødelagde hans Flåde, og da han som skibbruden Mand havde søgt Tag over Hovedet, ramlede Huset pludselig sammen over ham. Al den Fortræd fik først Ende, da han havde sonet sin Synd ved Ofre, og Guderne igjen havde taget ham til Nåde. For at forsone dem ofrede han sort Kvæg til Guden Frø. Dette Sonoffer bragte han hvert År og hans Efterkommere ligeså. Svenskerne kaldte det Frøblot.

Nu spurgte Hading, at Ragnhild, en datter af Nithernes Konge Hagen, var bleven lovet bort til en Jætte, hvilket han fandt så uværdigt, at han besluttede at forhindre dette vederstyggelige Ægteskab ved en ædel Dåd og drog til Norge og dræbte den kongebårne Jomfrus lede Fæstemand. Så højt satte han nemlig Manddomsgjerninger over Fred og Ro, at, skjønt han kunde have levet i kongelig Herlighed, var det hans største Lyst at hævne og hindre Uret, og det ikke blot den, der blev øvet imod ham selv, men også imod andre. Jomfruen, som ikke vidste, hvem hendes Velgjører var, gjorde sig al sin Flid, med at læge de mange Sår, han havde fået, og for at have et Mærke, hvorpå hun kunde kjende ham senere hen i Tiden, lagde hun en Ring i et Sår på hans ene Skinneben. Da hendes Fader senere en Gang holdt Gilde og gav hende Lov til at vælge sig en Mand blandt Gjæsterne, følte hun de unge Mænd på Benene for at finde den, hun havde mærket, og da hun således ved Hjælp af Ringen havde kjendt Hading, ænsede hun ingen anden, men faldt ham strax om Halsen og tog den til Mand, der ikke havde villet finde sig i, at Jætten fik hende.

Medens Hading opholdt sig der, oplevede han en sælsom Hændelse. En Gang som han sad ved Nadverbordet, så' han en Kvinde stikke Hovedet op af Gulvet henne ved Arnen. Hun havde en Urtekost af Skarntyder i Hånden, og idet hun stak Barmen frem, syntes hun at spørge, om nogen vidste, hvor i Verden der voxede så grønne Urter ved Vintertid. Det havde Hading nok Lyst til at vide, og hun slog da sin Kåbe om ham og tog ham med ned under Jorden - de underjordiske Guder havde vel bestemt, tænker jeg, at han i levende Live skulde gjæste de Steder, hvor han skulde hen efter Døden. Først kom de igjennem en tyk Tåge, og så gik de ad en Sti, som man kunde se var meget befærdet. Der så' de flere fornemme Mænd i Purpurklæder, og da de var komne forbi dem, kom de omsider til åbne, solbeskinnede Steder, hvor der voxede sådanne Urter som de, Kvinden havde i Hånden. De gik videre og kom til en Flod med blåligt Vand; der gik en strid Strøm i det, og i den hvirvlede alskens Våben af Sted i rivende Fart. Over Floden førte en Bro. Da de var komne over den, så' de to Fylkinger kæmpe med hinanden. Hading spurgte, hvad det skulde betyde. "Det er Folk", sagde Kvinden, "som er faldne i Kamp, og nu stadig viser, hvorledes det gik til, og som i et Skuespil efterligner de Bedrifter, de har udført i levende Live". De gik videre, til Vejen spærredes for dem af en Mur, der var meget vanskelig at komme over; Kvinden prøvede forgjæves derpå, det hjalp ikke, at hun skrumpede sig sammen, så hun blev ganske lille. Så vred hun Hovedet om på en Hane, hun havde med, og kastede det over Muren, og strax hørte de den gale, som Vidnesbyrd om, at den igjen var lyslevende.

Efter at Hading var kommen op på Jorden igjen, drog han tilbage til sit Fædreland med sin Hustru. Undervejs blev han forfulgt af nogle Vikinger, som lå på Lur efter ham, men han slap fra dem, thi skjønt de havde lige så mange Sejl og lige så god Vind i dem som han, sejlede han dog hurtigere end de. Imidlertid lod Uffe kundgjøre, at den, som fældede Hading, skulde få hans Datter, en overmåde dejlig Jomfru. Den Lykke blev en Mand ved Navn Tuning såre opsat på, og han samlede da en Flok Bjarmer for ved deres Hjælp at opnå den udlovede Belønning. Da Hading, som besluttede at møde ham, sejlede langs Norge med sin Flåde, så' han på Strandbredden en gammel Mand, som blev ved at vinke ad dem med sin Kappe for at få dem til at lægge til Land. Skjønt hans Folk gjorde Indvendinger og mente, at den Afstikker vilde der ikke komme noget godt ud af, tog Hading dog den gamle Mand om bord på sit Skib og lod sig belære af ham om, hvorledes han burde inddele sin Hær og lægge mere Vind, end han plejede, på Opstillingen af sin Fylking; i første Række skulde der være to Mand, i anden fire, i tredje otte, og så fremdeles stadig dobbelt så mange som i Rækken foran; og Slyngekasterne og Bueskytterne skulde han stille bagest. Da Fylkingen var bleven opstillet således i Form af en Kile, tog den gamle Mand selv Stade allerbagest; af en Pose, han havde om Halsen, tog han en Bue, som først var ganske lille, men snart strakte sig således, at den ragede ud over begge Fløje; på den lagde han ti Pile ad Gangen, som han afskød mod Fjenden med stor Kraft, og hver Pil sårede sin Mand. Så tyede Bjarmerne til Trolddomskunster i Steden for at bruge deres Våben; de galdrede en tæt Tåge og en øsende Regn frem på den klare Himmel; men den gamle Mand satte en anden Sky op imod Bjarmernes med sådan Kraft, at Regnen drev over. Da Hading havde vundet Sejr, forlod den gamle Mand ham, men først spåede han ham, at han ikke skulde falde for Fjendehånd, men selv gjøre Ende på sit Liv, og pålagde ham hellere at føre Krig med store og anselige Folk end med små og uanselige og hellere med fjærne Lande end med sine Naboer.

Siden bød Uffe Hading til sig i Upsal under Påskud af, at han vilde tale med ham; Hading kom, men flygtede i Nattens Mørke, fordi han ved Uffes Svig havde mistet alle sine Folk. Da Danskerne nemlig var lokkede sammen for at holde Gjæstebud, stod der Folk uden for Dørene og huggede Hovederne af dem, efterhånden som de kom ud. For at hævne denne skammelige Gjerning drog Hading imod Uffe med en Krigshær og fældede ham; men så var det også forbi med hans Vrede, han lod rejse et prægtigt Gravmæle over Uffe for derved at give til Kjende, hvilken anselig Mand han holdt sin Fjende for at have været. Således lod han den Mand, han i levende Live så tit havde båret Sværd imod, vederfares al Ære nu, da han var død, og for at forsone hans overvundne Folk, gav han Riget til Uffes Broder Hunding, for at det ikke skulde gå over til fremmede, men blive i Asmunds Æt.

Efter at have fældet denne sin Fjende levede Hading adskillige År i Fred og Ro, men omsider blev han kjed af at dyrke Jorden, længtes igjen efter at pløje Søen og syntes, at Krig dog var fornøjeligere end Fred, hvorfor han gjorde sig Bebrejdelser for Lediggang og kvad:

Led er mig Landet,
for længe jeg var der,
ni Nætter er nok.
Ilde lyder
Ulvens Tuden,
smukkere Svanens Sang.

Hvi bliver jeg her
som Bondemand
I skumle Skoves Skygge?
Bedre der er,
hvor Bølger bruse
og Hvaler vildt sig vælte.

Bedre der er,
hvor Biler blinke,
og Sværd svinges mod Sværd.
Ud på de vildene
Vover vil jeg
Hæder og Bytte at hente.

Hans Hustru, som langt foretrak det skovbevoxede Land og afskyede Havfuglenes Skrig i den årle Morgen, svarede herpå med dette Kvad:

Sove jeg kan ej
ved Søens Bred
for Fugles skingrende Skrig.
Ved årle Morgen
Mågen mig vækker,
giver på Havet Hals.

Brændingen bryder
med Brøl mod Land,
ilde huer mig Havet.
Fælt mig tykkes
dets Fråd og Skum,
skjøn den skyggende Skov.

På den Tid gjorde en Mand af ringe Herkomst i Jylland ved Navn Toste sig navnkundig ved sin Ondskab. Han pinte og plagede Folk så grusomt på alle Måder, at han blev kjendt vidt og bredt under Navn at Toste Nidding. Han afholdt sig heller ikke fra at øve Vold og Overlast imod Folk i andre Lande, men efter at have plaget sit Fædreland på det skammeligste angreb han Sachsen. Da det gik Sachserne ilde i Slaget, bad deres Hertug Siegfried om Fred, og den lovede Toste ham, når han vilde slutte Forbund med ham om at påføre Hading Krig. Da Fyrsten krympede sig derved og ikke turde gå ind på det Vilkår, tvang Toste ham med de værste Trusler til at love at føje sig efter hans Vilje, som det så ofte går, at hvad Folk ikke kan få med det gode, truer de sig til. Hading blev slagen af Toste til Lands, og på Flugten kom han til Tostes Skibe, som han borede lække, så de ikke duede til at sejle med, og derefter styrede han ud på Havet i en Båd. Toste troede, han var falden, og søgte længe efter hans Lig på Valpladsen, og da han ikke kunde finde det, gik han ned til sine Skibe, og der så' han Båden langt ude på Havet. Han lagde da strax ud med sine Skibe for at sætte efter den, men for ikke at lide Skibbrud måtte han vende om og nåede med nød og næppe til Land. Han fik nogle andre Skibe ud, som ingen Skade havde lidt, og sejlede atter ud efter Båden. Hading, som nu indså, at han ikke kunde undslippe, spurgte den Mand, han havde med i Båden, om han kunde svømme, og da Manden svarede Nej, kæntrede han med Vilje Båden og holdt sig inde under den, så at hans Forfølgere troede, at han var druknet. Derefter kom han bag på Toste, som nu mente, han kunde være tryg, og havde travlt med at samle Resten af Krigsbyttet sammen, adsplittede hans Hær, nødte ham til at lade Byttet i Stikken og hævnede sålunde sin Flugt ved at gjøre Gjengjæld.

Toste pønsede stadig på Hævn, men da han ikke i Danmark kunde komme til Kræfter igjen efter det store Nederlag, han havde lidt, drog han til England under Foregivende af, at han var Kongens Sendemand. Undervejs lokkede han Folkene til for Morskabs Skyld at spille Tærninger og fik det maget så, at der opstod Strid mellem dem om Spillet, så de ynkeligen dræbte hverandre. Således blev Følgen af det, der skulde være en fornøjelig Tidskort, Splid og Strid, og Morskaben avlede Blodsudgydelse. Men Toste forstod at drage Fordel af de andres Ulykke, thi han tog de dræbtes Penge, og for dem hyrede han en på den Tid navnkundig Viking ved Navn Koll til sin Tjeneste. Med ham drog han kort efter tilbage til Danmark og blev der fældet i Tvekamp af Kong Hading, som hellere vilde udsætte sig selv end sine Krigsfolk for Fare. Heltene i gamle Dage vilde nemlig ikke sætte alles Liv og Velfærd på Spil, hvor nogle få kunde klare Sagen.

Efter at disse Begivenheder havde tildraget sig, åbenbarede Hadings afdøde Dronning sig en Nat for ham i Drømme og kvad:

Ved du vel,
du et Vilddyr avled?
Mangen Ulv
skal Ufærd det volde.

Og strax efter kvad hun fremdeles:

Farlig Fugl
du fostrer, Hading,
hæslig Ugle
i Svaneham.

Om Morgenen, da Kongen vågnede, fortalte han en Drømmetyder sin Drøm, og han tydede Vilddyret som Kongens Søn, der skulde volde sine Fjender stor Fortræd, og Uglen i Svaneham som hans Datter, der skulde stå sin Fader efter Livet. Og som han spåede, så gik det, thi hvad enten Hadings Datter Ulfhild, som var gift med en Mand af ringe Stand ved Navn Guttorm, nu var fortrydelig over sit uanselige Giftermål, eller hun higede efter Ære og Højhed, satte hun den Kjærlighed, hun skyldte sin Fader, til Side og vilde hellere æres som Dronning end som Kongens Datter, hvorfor hun eggede sin Mand til at slå Faderen ihjel. Hvorlunde hun eggede ham, vil jeg anføre med hendes egne Ord; de faldt omtrent sålunde:

"Ve mig ulykkelige, hvis ædle Byrd skjændes af et ulige Giftermål! Ve mig ulykkelige, hvis Stamtræ er bleven plantet ud i en Bondes Abildgård! Jeg ulyksalige Kongedatter, som ved mit Giftermål er bleven lig en ganske almindelig Kvinde! Er jeg ikke at ynke, en Kongedatter, hvis Kyskhed en ligegyldig Fader har givet til Pris for en ussel, foragtelig Mands Favntag! Et Ulykkesbarn fødte du til Verden, Moder, thi min Ægteseng gjorde det af med min Lykke, mit rene Legeme tager en skidden Bonde i Favn, min Værdighed må bøje sig for en uværdig, min ædle Byrd udslettes af mit Giftermål. Men hvis der er Ære skabt i dig, Guttorm, hvis du har Mands Mod og Hjærte, hvis du vil vise dig værdig til at være en Konges Måg, så riv Scepteret ud af min Faders Hånd, bød på din usle Byrd ved ædelt Sind, på dit lave Stamtræ ved Mandemod og på dit dårlige Blod ved et stort Hjærte. Den, som vinder Hæder og Ære ved mandig Dåd, er lykkeligere end den, der tager den i Arv; det er bedre at nå Ærens Tinde ved Bedrifter, end fordi man er sin Faders Søn; den Hæder, man vinder ved Dåd, klæder bedre end den, man har sin Fødsel at takke for. Desuden er det ingen Synd at rydde en gammel Mand af Vejen, som er lige ved at falde sammen af sig selv. Min Fader har længe nok båret Scepteret. Benyt dig af hans Alderdom til at tage det; gjør du det ikke, får en anden det. Gammel Mand går på Gravens Bred. Længe nok har han stået for Styret, nu bør du tage det. Jeg vil også hellere have min Mand end min Fader til Konge. Hellere en Konges Hustru end en Konges Datter! Hellere vil jeg favne en Konge end æres som en Konges Datter, hellere være en Konges Hustru end hans Undersåt. Du bør også selv foretrække at se Scepteret i din egen Hånd frem for i min Faders. Enhver er sig selv nærmest, det er så Naturens Orden. Det vil være en let Sag at sætte det i Værk, når du blot har Viljen dertil. Snildhed overvinder alt. Vi bereder et Gjæstebud, sørger for alt på bedste Måde og indbyder min Fader. Ved forstilt Venlighed baner vi Vejen for vor Svig. Intet dækker bedre over Svig end Frændskab. Betænk også, hvor let det vil gå at dræbe ham, når vi får ham drukken. Når han da sidder og smykker sit Hoved, er optagen af Sagn og Viser, stryger sig om Skjægget og kæmmer sit Hår, da er det Tid at bore Sværdet i hans Hjærte, thi når man har Hovedet fuldt af sligt, tænker man ikke på Fare. Din Hånd skal hævne al den Uret, han har gjort. Det er en god Gjerning at hævne dem, som lide ilde".

Da Ulfhild således trængte på, gav Guttorm efter for hendes Overtalelser og lovede hende sin Bistand ved dette Forræderi. Men Hading var af sin Drøm bleven advaret mod sin Datters Svig, og da hun indbød ham til et Gjæstebud, som hun foregav at have beredt af Kjærlighed til ham, lod han nogle væbnede Mænd stille sig på post i Nærheden for at de kunde være ved Hånden, i Fald det viste sig, at der var Svig på Færde. Medens de sad ved Bordet, blev Kongen en Tjener var, som bar Våben skjult under sin Kjortel; det var ham de havde overdraget at udføre Niddingsdåden, og han stod nu og ventede i Tavshed på en gunstig Lejlighed dertil. Kongen kaldte da ved at blæse i sit Horn sine Mænd til, de kom strax, og Fals slog sin egen Herre på Hals.

Imidlertid var der kommet Svenskekongen Hunding et falsk Rygte for Øre om, at Hading var død. Han vilde da drikke hans Gravøl og til det Gilde bød han alle de ypperste Mænd i Landet. Han lod sætte et stort Kar fuldt af Øl midt i Hallen, og for at det skulde gå ret højtideligt til, påtog han sig en Tjeners Skikkelse og skjænkede selv for Gjæsterne. Som han nu for at røgte dette Hverv gik omkring i Salen, snublede han og faldt i Karret, hvor han druknede i Øllet, hvad enten det nu var en Straf fra Dødsrigets Fyrste, fordi han holdt Gravøl for en levende, eller fra Hading, fordi han løj ham død. Da Hading fik Nys herom, vilde han vise den, der havde gjort Ære af ham, sin Taknemlighed ved ikke at overleve ham, hvorfor han hængte sig i hele Folkets Påsyn.

Anden Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Frode I

Efter Hading blev hans Søn Frode Konge. Han oplevede adskillige mærkelige Hændelser. Da han var kommen til Skjels År og Alder, var han i Besiddelse af alle de Dyder, der pryde en Yngling, og for ikke at sætte dem til i Lediggang holdt han sig fra al Slags Vellyst og lagde sig med største Flid efter Krigsvæsenet. Da hans Faders Krige havde tømt Skatkammeret, havde han imidlertid ingen Midler til at udrede Sold til sine Krigsfolk, og som han nu grublede over, hvor han skulde få, hvad han så nødvendig havde behov, kom der en af hans Undersåtter til ham og kvad:

En Ø ved jeg ligge,
ej langt af Led,
Guld og Gods
den har i Gjemme.
På det røde Malm
en Drage ruger,
fælder du den,
ring;r du Skatten.

Gram og grum
er Guldets Vogter,
Tungen kløftet,
Tanden takket.
Edder spyr den,
sparer ej Spy,
kun en klog
at kue den mægter.

Hyl dig i Huder
fra Hoved til Fodsål,
lidet dens Edder
så du ænse.
Sving kun kjækt
dit Sværd imod den,
værg dig med Skjold
mod dens skarpe Tænder.

Agt dog vel på,
hvor du sigter,
skjællet Ryg
som Skjold den skjærmer.
Sin Bane kun
under Bugen får den,
på en liden Plet
lys af Lød.

Har du så fældet
den fule Drage,
hæv så Skatten
skjult i Mulde.
Fjældet er fuldt
af fagert Malm,
gyldne Ringe
og Guld i Barrer.

Frode fæstede Lid til Mandens Ord og drog ene over til Øen, thi han vilde, at de skulde være én mod én, som Sæd var mellem Kæmper. Han traf Dragen, da den havde været nede ved Vandet og drikke og var på Vej hjem til sin Hule. Dens hud var så hård, at Frodes Sværd ikke bed på den, og hans Spyd prellede også af på den uden at volde den nogen Skade, men da han ikke kunde komme af Sted med at såre den i Ryggen, fordi den var for hård, gav han nøje Agt på dens Bug, til han fandt det bløde Sted, og dèr jog han sit Glavind ind. Udyret vilde hævne sig på ham ved at bide, men alt, hvad det mægtede, var at jage sin tornede Bråd i hans Skjold; derpå lod det Tungen spille adskillige Gange, spyede Edder og opgav med det samme Ånden.

Det var en såre stor Skat, Kongen fandt, og han rustede nu en Flåde og sejlede til Kurland. Kongen der - Dorne hed han - siges i sin Skræk for den farlige Krig, der forestod, at have talt sålunde til sine Krigsfolk: "I gode Mænd! denne Fjende, som kommer fra fremmed Land med næsten al Vesterlands Våbenmagt, ville vi søge Frelse for ved at forhale Tiden og lade Sult gjøre det af med ham. Sult er en indvortes Syge, som det vil falde ham tungt at få Bugt med. Sulten Mand er let at slå. Vi kan bedre overvinde denne Fjende med Sult end med Våben, den er det hvasseste Spyd, vi kan såre ham med. Hungersnød avler Sot, som tærer på Kræfterne. Når det skorter på Mad, nytter det kun lidet at have fuldt op af Våben. Medens vi selv holde os i Ro, skal Sulten kæmpe for os. Sålunde bringe vi dem i Fare, medens vi selv er uden Fare, og Dage uden Blodsudgydelse. Vi har Lov til at besejre vor Fjende ved at ligge stille. Hvem vil hellere kæmpe således, at han lider Skade derved, end således, at han er i Sikkerhed? Hvem vil selv kalde Ulykken ned over sit Hoved, når han kan være skadesløs? Vore Våben vil have mere Udsigt til Sejr, når Hungersnøden først har kæmpet for os. Med den i Spidsen vil vi holde vort første Slag. I vor Lejr skal alt være stille og roligt, Sulten skal kæmpe for os, først når de få Bugt med den, vil vi ikke længer holde os i Ro. Den, som er mat og mødig, bukker let under for den, der har sine Kræfter i Behold; en vissen Hånd duer ilde til at føre Våben; den, som er medtagen af Nød og Gjenvordigheder, er sløj til at slås. Sejren er snart vunden, hvor en sund og stærk Mand kæmper med en, der er mat og udtæret. Således kan vi, selv uskadte, volde vore Fjender Skade".

Efter at have holdt denne Tale lod han sine Folk hærje Landet overalt, hvor han skjønnede det var vanskeligt at forsvare, og kom Fjendernes Grumhed i Forkjøbet, således at han intet lod blive tilbage, som de kunde bemægtige sig, og derefter lagde han største Delen af sin Hær i en overmåde vel befæstet By, som han ganske rolig lod Fjenden belejre. Da Kong Frode intet Håb havde om at kunne indtage denne Stad, lod han inden for Lejren grave adskillige dybe Grave, og Jorden lod han hemmelig føre bort i Kurve og kaste i Floden tæt uden for Bymuren. For at ingen skulde ane Uråd skjulte han Gravene ved at lægge Græstørv over dem i den Mening, at Fjenderne uforvarende skulde styrte ned i dem og begraves, når Græstørvene skred sammen under dem. Derefter gav han det Udseende af, at han var bleven ræd, og trak sig lidt bort fra Lejren, og da de belejrede forfulgte ham, svigtede Jorden allevegne under deres Fødder, og de blev overdængede og dræbte med Kastespyd, da de var faldne i Faldgruberne.

Frode drog nu bort fra Kurland og angreb Russernes Konge Trane. Da han vilde udspejde Russernes Flåde, lod han lave en Mængde Trænagler og ladede en Båd med dem. Han kom så ved Nattetid til den fjendtlige Flåde og lod sine Folk bore Huller i Skibene under Vandgangen, og for at Vandet ikke pludselig skulde strømme ind, lod han Hullerne stoppe med Naglerne, som de havde i Beredskab. Da de havde boret så mange Huller, som han mente der skulde til for at få Flåden til at synke, lod han Naglerne tage ud, så at Vandet kunde strømme ind, og samtidig lod han sin Flåde omringe Fjendens. Russerne, der således var stedte i en dobbelt Fare, vidste ikke, hvad de skulde gjøre, om de først skulde værge sig mod Fjenderne eller stoppe for Vandet. Medens de forsvarede Skibene mod Fjenden, gik de til Bunds. Faren indenfor var større end Faren udenfor; medens de kæmpede med Fjenden udenfor, fik Vandet Magt over dem forinden. Fra begge Sider stormede Ulykken ind over de stakkels Mennesker, som ikke vidste, om de snarest kunde bjærge sig ved at svømme eller ved at slå fra sig. Bedst som de var i Gang med at slås, fik de den anden Ulykke at drages med. De havde på én Gang to Dødsmåder for Øje, som i Forening vilde gjøre det af med dem. Det var ikke let at sige, hvad der voldte mest Fortræd, Vandet eller Fjendens Sværd. Den, som værgede sig mod Fjenden, blev slugt af det indstrømmende Vand, og den, der søgte at stoppe for Vandet, faldt for Sværdhug, og Vandet farvedes af de faldnes Blod.

Efter således at have overvundet Russerne drog Frode hjem til Danmark; men da det kom ham for Øre, at de Sendemænd, han havde skikket til Rusland for at opkræve Skat, var bleven grumt myrdede af de troløse Russere, drog han, opbragt over denne dobbelte Tort, derover igjen og gav sig til at belejre Byen Rotala. For at Floden, der løb imellem ham og Byen, ikke skulde sinke dens Indtagelse, delte han den ved at lade grave en Mængde Render således, at der blev fuldt op af Vadesteder, hvor der før havde været dybt Vand, og at den rivende Strøm nu, efter at den var bleven delt, løb dorsk og trægt og til sidst var helt grund. Da han således havde fået Bugt med Floden, indtog han uden Modstand Byen, der nu var berøvet sit naturlige Værn.

Efter den Bedrift lagde han sig med sin Hær for Byen Paltisk. Da han mente, at det oversteg hans Kræfter at indtage den med Magt, greb han til List. Han trak sig nemlig, uden at ret mange vidste Besked derom, tilbage til et hemmeligt Smuthul og lod for at gjøre Fjenden tryg det Rygte udsprede, at han var død; for at gjøre det så meget troligere lod han sin Ligfærd holde og opkaste en Gravhøj, og selv de af hans Krigsfolk, der vidste Besked, lod, som om de sørgede over deres Konges foregivne Død. Det Rygte gjorde Kong Vespasius så tryg, som om han alt havde vundet Sejr; han blev så dorsk og ligegyldig for Byens Forsvar, at hans Fjender snart så' deres Snit til at bryde ind i den og dræbte ham, medens han sad med Hænderne i Skjødet optagen af Leg og Lystighed.

Da han havde indtaget denne By, gjorde Frode sig Håb om at underlægge sig hele Østerleden, og han lagde sig nu for Kong Handvans By. Det var den, som Hading i sin Tid havde stukket i Brand, og Handvan, som var bleven klog af Skade, havde ladet alle Fugle, som byggede Reder under Tagene, udrydde, for at den ikke mere skulde være udsat for at blive ødelagt på den Måde. Men Frode fandt på en ny List. Han iførte sig Kvindeklæder og gav sig ud for at være en Skjoldmø og kom ind i Byen under Påskud af, at han var Overløber. Han undersøgte nøje alt der inde, og Dagen efter sendte han en, han havde med sig, ud med Bud om, at Hæren skulde samles ved Murene, så skulde han nok sørge for, at Portene blev lukket op. Det lykkedes ham at narre Vægterne, og da Byens Folk lå i deres sødeste Søvn, fik de Straf for deres Ligegyldighed, idet Byen blev hærjet, mere som Følge af deres egen Uagtsomhed end af Fjendens Tapperhed. I Krig er nemlig intet farligere end at opgive al Frygt og slå sig til Ro, således at man i alt for stor Tryghed lader alt gå, som det bedst kan. Da Handvan så', at det var ude med hans Land, lod han sine kongelige Klenodier bringe om Bord på nogle Skibe, som han derpå lod bore i Sænk, thi han vilde hellere, at de skulde blive Havets end Fjendens Bytte, skjønt det havde været bedre, om han ved at skjænke dem til sine Fjender havde vundet deres Gunst, end at han ikke undte nogen at have Nytte af dem. Da Frode senere skikkede Sendemænd til ham for at bejle til hans Datter, svarede han, at Frode skulde vogte sig for, at han ikke af Lykkens Medbør lod sig bedåre til at forfalde til Hovmod over sin sejrrige Fremgang; hellere burde han skåne de overvundne og i deres nuværende usle Kår ære deres fordums Herlighed og lære selv i deres nuværende Fornedrelsestilstand at agte dem formedelst deres fordums Lykke. Derfor burde han vogte sig for at rane dens Rige, han ønskede at komme i Svogerskab med, vare sig vel for at tvinge den ned i usle og ringe Kår, som han vilde hædre ved at bejle til hans Datter, og for af Havesyge at forringe den Ære, han kunde have af sit Ægteskab. Ved denne venlige Tiltale opnåede han både at få Sejrherren til Svigersøn og at få Lov til at beholde sit Rige.

Imidlertid havde Svenskekongen Hundings Enke Thorhild, som bar et uslukkeligt Had til sine Stifsønner Regner og Thorald, sat dem til at vogte Kongsgårdens Kvæg for derved at udsætte dem for alskens Fare. Da Hadings Datter Svanhvide fik det at vide, drog hun med sine Søstre som Terner til Sverige for at prøve, om hun ved Kvindelist kunde redde de højhårne Ungersvende fra Undergang. Hun kom til dem, da de var ved at holde Nattevagt ved deres Hjorder, og Søstrene vilde strax stige af Hestene, men da hun så', at alskens Uvætter sværmede omkring dem, forbød hun dem det i følgende Kvad:

Troldtøj ser jeg
tumle sig her,
Drager og Drauger
i Kreds sig dreje.
Fælt er her
til Fods at færdes,
godt at vi sidde
på Gangerne trygt.

Nisser byde
Nøkker til Dans,
Helhest humper
med Hexe om Kap.
Se, hvor Troldene
truer ad os;
bedst vi på Hestene
bliver, Søstre.

Regner sagde nu, at han var en af Kongens Trælle, og at han var kommen så langt hjemmefra, fordi det Kvæg, han var bleven sendt ud i Marken med og skulde vogte, var løbet fra ham, og da han havde opgivet alt Håb om at få fat på det, vilde han hellere blive borte end gå hjem og tage den Straf, der ventede ham. Han glemte da heller ikke at tale om sin Broder; således kvad han:

Trælle er vi,
ikke Trolde,
Får og Køer
vi fik at vogte.
Men som Legen
lystigst gik,
på Flugt den halve
Flok sig gav.

Langt vi løb
og ledte længe,
fandt ej Får
og fandt ej Køer.
Vender hjem vi
uden Hjord,
ved for vist vi,
hvad der vanker.

Derfor tør vi
stakkels Trælle
ej tilbage
gå til Borgen.
Tidsnok Bagen
får vi barket,
heller løbe
vi af Landet.

Svanhvide gav sig nu til nøjere at betragte hans Ansigt og faldt i Forundring over dets Dejlighed. "Dine strålende Øjne", sagde hun, "give til Kjende, at du er kongebåren og ikke trællebåren. Æblet falder ikke langt fra Stammen, og din ædle Sjæl lyser dig ud af Øjnene. Dit klare Blik røber din Herkomst, den kan ej være født i ringe Stand, hvis Fagerhed så tydelig vidner om høj Byrd. Dine spillende Øjne give til Kjende, at der bor en herlig Sjæl i dig, dit Ansigts Fagerhed taler tydelig om, af hvad Æt du er runden, og om dine Forfædres Ypperlighed, thi så fager og fin kan man ikke være, når man har en ufrels Fader. Ædelt Blod har sat ædelt Præg på din Pande, jeg ser din Slægt i dit Åsyn som i et Spejl. Så herlig en Skikkelse kan ikke have et ringe Ophav. Skynd eder derfor bort herfra og pas på ikke at komme i Kast med disse Utysker, at eders dejlige Legemer ikke skulle blive det lede Troldtøjs Bytte".

Regner, som følte sig såre skamfuld over de usselige Klæder, han bar, og som han mente var det eneste Middel, han havde til at skjule sin kongelige Byrd, svarede hertil, at Trællekår ikke altid udelukkede Mod og Manddom, tit dækker lurvet Kappe en stærk Arm, og skidden Kjortel skjuler tit en kraftig Hånd, Tapperhed bøder på, hvad der brøster i Byrd, og en fribåren Sjæl vejer op imod ædle Forfædre. Han var ikke ræd for Utysker; den eneste, han var bange for, var Asathor, hvis vældige Kræfter ingen, hverken Guder eller Mennesker, kunde måle sig med. Troldtøj, som kun har Thurseham at skræmme med, burde ingen med Mod og Mandshjærte ræddes for, det var kun blege Gjøglebilleder, som kun for en stakket Stund lånte Legemsskikkelse af den lette Luft. Svanhvide tog derfor fejl, når hun troede, hun kunde jage Kvindefrygt i stærke og hårdføre Mænd, der ikke plejede at lade sig overvinde i Strid, og prøvede at gjøre dem blødagtige som Kvinder.

Svanhvide, som undrede sig over Ungersvendens Mod, splittede nu Tågen, der blindede hans Øjne og skjulte Troldene for ham, og lovede at give ham et Sværd, han kunde have Gavn af i al Slags Strid. Samtidig åbenbarede hun sig for ham i al sin jomfruelige Dejlighed, og da hun så', hvor betagen han blev af Elskov, lovede hun at blive hans Brud, idet hun rakte ham Sværdet og kvad:

Sværdet, Svend,
Svanhvide dig rækker
giver det glad
som Fæstensgave.
Vis da nu,
du er Gaven værd,
at du ej Mod
og Manddom mangler.

Lidet gavner
Glavind godt,
om Modet svigter
den, som det svinger.
Stort ej båder
stærke Arme,
om rød og ræd
du ryster for Fjenden.

Hvast Værge,
vældig Arm
og Mod i Brystet
må Manden have,
da fælder han Fjender
og fanger Sejr.
Sving nu Sværdet,
Svanhvide dig gav.

Efter at have kvædet dette og adskilligt andet sendte hun sine Terner bort og kæmpede så hele Natten sammen med Regner mod Uvætternes lede Flok, og da det blev Dag, så' de adskillige Drauger og sære Skabninger ligge slagne rundt om, og iblandt dem selve Thorhilds Ham, der havde fået mange Sår. De samlede dem alle i en Dynge og brændte dem på et vældigt Bål, for at ikke den lede Stank fra disse fule Ådsler skulde brede sig i Luften og smitte og forpeste Folk, som kom i Nærheden af Stedet. Derefter skjænkede Svanhvide Regner Sveriges Rige og blev hans Dronning. Han syntes rigtignok, at det lod ilde at begynde sin Krigerbane med at holde Bryllup, men i Erkjendelse af, at han havde hende at takke for Liv og Velfærd, holdt han sit Løfte.

Imidlertid bemægtigede en Mand ved Navn Ubbe, som alt i nogen Tid havde været gift med Frodes Søster Ulvilde, sig, pukkende på sin Hustrus høje Herkomst, Danmarks Rige, som han var bleven sat til Statholder for, hvilket Hverv han just ikke havde røgtet med synderlig Omhu. Frode blev derfor nødt til at afbryde sin Krig i Østerleden, og da han på Hjemvejen kom til Sverige, angreb han der sin Søster Svanhvide og holdt et stort Slag med hende. Han blev slagen, og om Natten gik han hemmelig ud med en Båd og sejlede rundt omkring for at se sit Snit til at bore Fjendens Flåde i Sænk. Han blev greben af sin Søster, og da hun spurgte ham, hvorfor han sådan luskede om ad alskens Krogveje, svarede han hende med det samme Spørgsmål, thi Svanhvide var også gået ene ud i en Båd ved Nattetid og roede hid og did. Hun forestillede nu sin Broder, hvorledes han hidindtil havde ladet hende have sin fulde Frihed, og bad ham så mindelig om, at han vilde tillade hende at leve med den Husbond, hun havde valgt sig, og godkjende, hvad der var sket, eftersom han selv, da han drog i Krig med Russerne, havde givet hende Lov til at gifte sig, med hvem hun vilde. Ved disse ikke ubillige Bønner lod Frode sig bevæge til at slutte Fred med Regner og tilgav den Overlast, han mente, hans Søster ved sin Selvrådighed havde tilføjet ham, og da de gav ham lige så mange Folk med, som han havde mistet, glædede han sig over, at det stygge Nederlag, han havde lidt, var blevet opvejet ved en smuk VelgJerning.

Da han kom tilbage til Danmark, blev Ubbe, der var bleven tagen til Fange, ført frem for ham. Han foretrak at tilgive ham frem for at lade ham lide den Straf, han havde fortjent, eftersom det mere var hans Hustrus Tilskyndelse end hans egen Begjærlighed, der havde drevet ham til at bemægtige sig Riget, så han ikke så meget syntes selv at være Ophavsmand til denne Misgjerning, som at have gået en andens Ærind. Ulvilde straffede han ved at give hende en anden Mand, tog hende fra Ubbe og nødte hende til at ægte hans Ven Skotte, efter hvem Skotterne har fået Navn. Han lod hende kjøre bort i sin kongelige Vogn og gjengjældte i alle Måder ondt med godt, idet han mere tog Hensyn til sin Søsters Herkomst end til det Sindelag, hun havde lagt for Dagen, mere til sit eget Eftermæle end til hendes Slethed. Hendes Broders Velgjerninger kunde dog ikke få hende til at opgive sit indgroede Had, og hun overhængte stadig sin nye Mand for at få ham til at slå Frode ihjel og bemægtige sig Danmarks Rige, thi det går jo så, at sent man glemmer, hvad ung man nemmer, den, som pønser på ondt, arges, som han ældes, gammel Kjærlighed ruster ikke, og gammel Vane bider bedst. Da hendes Mand stadig vendte det døve Øre til, stræbte hun ham efter Livet i Steden for Broderen og hyrede Folk, der skulde skære Halsen over på ham i Søvne, men en af hendes Terner røbede det for ham, og den Nat, da han vidste, Mordet skulde gå for sig, gik han i Seng med Brynje på. Da Ulvilde spurgte, hvorfor han gjorde det, svarede han, at det havde han nu Lyst til for en Gangs Skyld, og da de lejede Stimænd troede, han var faldet i Søvn, og brød ind til ham, sprang han ud af Sengen og dræbte dem. Således fik han både vænnet Ulvilde af med at stræbe sin Broder efter Livet og givet andre et godt Bevis på, at man hør vare sig vel for Hustrus Svig.

Medens dette stod på, fik Frode i Sinde at påføre Frisland Krig, for at Folk i Vesterlandene kunde få Øjnene op for den Berømmelse, han havde vundet ved sine Sejre i Østerleden. Da han var kommen ud i rum Sø, kom han først i Kamp med en frisisk Viking ved Navn Vitte. Han bød sine Folk tålmodig at finde sig i Fjendens første Angreb, således at de blot skjærmede sig med Skjoldene, men ikke brugte deres Pile, før end Fjendernes var slupne helt op. Jo tålmodigere Danskerne fandt sig i Pileregnen, des ivrigere blev Friserne, thi Vitte troede, at Frodes Lemfældighed kom af, at han var opsat på at få Fred. Medens Pilene susede dem om Ørene, svarede de blot med at blæse i deres Horn, så det gjaldede, men da de tåbelige Friser havde brugt alle deres Kaste- og Skudvåben op, overdængede Danskerne dem med deres; de blev slagne, flyede op på Land og omkom imellem Grøfterne, som Landet der alle Vegne er fuldt af. Derefter sejlede han op ad Rhinen og angreb Tysklands yderste Grænser. Da han atter var kommen ud på Havet, angreb han Frisernes Flåde, der var løbet på Grund, og de, der ikke var omkomne i Skibbrudet, blev dræbte. Men han var endda ikke fornøjet med at have gjort det af med så mange Fjender og gik løs på England. Da han havde overvundet Kongen der, gik han imod Melbrik, der var Høvedsmand i Skotland, men just som han skulde til at yppe Krig med ham, fik han af en Spejder Nys om, at Englandskongen var lige i Hælene på ham, og da han ikke på én Gang kunde angribe dem, han havde foran sig, og værge sig mod dem, der vilde falde ham i Ryggen, kaldte han sine Krigsfolk sammen og bød dem lade deres Vogne i Stikken, kaste fra sig, hvad de førte med af Bohave, og strø alt det Guld, de havde, rundt omkring på Markerne. Det var den eneste Udvej, de havde, sagde han, der var ikke andet at gjøre end at lokke Fjenden til at tilfredsstille sin Havesyge i Steden for at bruge sine Våben. De burde nu, da den yderste Nød krævede det, villig give Afkald på det Bytte, de havde hentet i fremmede Lande, så meget mere som Fjenderne sikkert vilde få lige så travlt med at kaste det fra sig igjen, som de i deres Griskhed havde haft med at sanke det op, da det snarere vilde blive dem til Byrde end til Gavn.

Så tog en Mand ved Navn Torkel, der var gjerrigere og også bedre skåren for Tungebåndet end de andre, til Orde efter at have taget sin Hjælm af og støttende sig til sit Skjold: "Dit strænge Bud går de fleste af os nær til Hjærte, Konge, thi vi sætte stor Pris på, hvad vi have vundet med vort Blod. Man kaster nødig bort, hvad man har erhvervet ved at udsætte sig for de største Farer, og giver ikke villig Afkald på, hvad man har opnået ved at sætte Livet på Spil. Det er den største Tåbelighed på Kvindevis at agte det ringe, man har erhvervet sig ved Mandemod og Kæmpehånd, og at byde Fjenden Skatte, han aldrig har gjort sig Håb om. Kan noget være usømmeligere end at foregribe Krigslykken ved at kaste Vrag på det Bytte, vi har vundet, og at give Slip på et sikkert Gode, vi har i vore Hænder, af Frygt for et tvivlsomt Onde? Endnu har vi ikke set noget til Skotterne, og så skulde vi så vort Guld på Markerne? Hvad vil man regne os for i Slaget, når vi, som er dragne ud for at søge Kamp, taber Modet ved den blotte Tanke om Kamp? Vil ikke vi, som har været en Skræk for Fjenden, gjøre os latterlige derved og sætte det Ry, vi har, til og få Foragt i Steden? Britterne vil undre sig over, at de er bleven slagne af Folk, som de nu ser slagne af den blotte Frygt. Skal vi ræddes for dem, vi før har gjort rædde? Skal vi ryste af Angst for dem, nu da vi ikke ser dem, medens vi kun agtede dem ringe, da vi stod Ansigt til Ansigt med dem? Vinde vi Bytte i hæderlig Kamp for at kaste det fra os af Frygt ? Skal vi vrage det Guld, vi har kæmpet for, blot for at undgå Kamp? Skal vi gjøre dem rige, som vi burde gjøre fattige ? Vi har vundet Bytte ved Tapperhed, skal vi nu kaste det bort af Fejghed? Kan der tænkes noget skammeligere end at give vort Guld til dem, vi bør mærke med vore Sværd? Man bør aldrig af Frygt give fra sig, hvad man har vundet ved Tapperhed. Hvad der er vundet i Kamp, bør kun tabes i Kamp. Lad Byttet koste dem lige så meget, som det har kostet os. Med Stål må vort Guld kjøbes. Bedre at dø en hæderlig Død end at gjøre sig foragtelig ved Begjærlighed efter at leve. Vort Liv får hastig Ende, Skam og Skjændsel følger os ud over Døden. Og hertil kommer, at når vi kaste vort Guld fra os, vil Fjenden så meget ivrigere forfølge os, som han tror, at Frygt har drevet os dertil. Desuden, hvad enten Lykken går os med eller imod, har vi ingen Grund til at være kjede af vort Guld; sejre vi, ville vi være glade ved at have det, blive vi slagne, efterlade vi os noget til at bekoste vor Jordefærd med". Således talte den gamle Kriger.

Krigerne tog imidlertid mere Hensyn til Kongens end til deres Stalbroders Ord og foretrak at følge Kongens Opfordring; de kappedes om at komme frem med, hvad de havde i deres Gjemmer af Guld og Gods, ja de læssede det Bohave og deslige af, som Hestene havde fået at bære på, og efter at de således havde tømt deres Lommer, havde de lettere ved at bære deres Våben. De rykkede nu længere frem, og Englænderne, som var efter dem, spredte sig for at samle Byttet, de havde strøet ud for alle Vinde. Da deres Konge så', at de var så overvættes ivrige efter at sanke Guldet op, bød han dem tage sig i Vare for, at de ikke fik Hænderne, som de skulde slå fra sig med, alt for fulde; de vidste nok, sagde han, at Sejr må vindes, før Skat kræves; derfor burde de vrage Guldet og forfølge dets Ejermænd, ikke tragte efter det blinkende Malm, men efter den strålende Sejr; bedre at gribe efter Hæder og Ære end efter Guld og Gods. Når de ret overvejede begge Dele, måtte de også skjønne, at Tapperhed er mere værd end Guld, thi Guldet tjener kun til udvortes Pryd, men Tapperhed giver både den indvortes og den udvortes Pryd Værd. Derfor skulde de vende deres Øjne fra Guldet, lade deres Griskhed fare og kun tænke på at kæmpe. Desuden måtte de indse, at når Fjenden havde kastet sit Guld bort, havde han gjort det med Vilje, han havde strøet det ud for at lokke dem i en Fælde, og ikke for at de skulde have Gavn deraf, og om Sølvet end skinnede nok så uskyldig, kunde de være visse på, at der stak Svig under, thi ingen skulde få ham til at tro, at de, som før havde drevet de tapre Briter på Flugt, nu selv flyede. Intet var desuden foragteligere end det Guld og Gods, der blot gjør den, som grisk griber efter det, til Træl, medens han bilder sig ind, at det gjør ham rig. Det var Danskernes Agt med Død og Undergang at straffe dem, som de syntes at byde deres Guld, så hvis de tog det, vilde de blot snart efter komme til yderligere at berige Fjenden; lod de sig dåre af det Gulds Glans, som lå der på Alfarvej. vilde de ikke blot gå Glip af det, men også miste, hvad de endnu havde tilbage. Hvad Nytte var det til at sanke det op, som de strax vilde blive nødte til at give Slip på igjen? Men hvis de nu ikke lod dette Guld vinde Sejr over dem, vilde de sikkert vinde Sejr over Fjenden. Derfor burde de hellere som tapre Mænd hige efter Ære end nedværdige sig ved Griskhed, ikke lade sig trække ned af Havesyge, men med ophøjet Mod gribe efter Æren; med Våben, ikke med Guld, skulde der kæmpes.

Da Kongen havde endt sin Tale, tog en engelsk Ridder til Orde, idet han viste alle, hvorledes han havde hele Favnen fuld af Guld. "Din Tale røber to Ting, Konge", sagde han, "for det første, at du er bange, og for det andet, at du ikke under os det godt, eftersom du af Frygt for Fjenden forbyder os at røre Guldet og hellere vil, at vi, dine Krigsfolk, skal være fattige end rige. Kan noget være styggere end sådant et Sindelag? Kan noget være dummere end sådant et Forbud? Vi ser vort eget Guld og Gods ligge her, og det skulde vi betænke os på at tage! Skulde vi nu, da det kommer tilbage af sig selv, lade det ligge, som vi drog ud for at tage tilbage med Våben i Hånd, og rede til at kjøbe tilbage med vort Blod ? Skulde vi betænke os på at tage, hvad der med Rette tilhører os? Hvem er mest ræd, den, der kaster det fra sig, han har vundet, eller den, der ikke tør sanke det op? Se, her har Lykken givet os tilbage, hvad Nøden tvang os til at give Slip på. Dette Bytte tilhører os, ikke Fjenden, Danskerne har ikke bragt Guld til England, men ført Guld bort derfra. Skal vi nu da vi kan få det igjen for intet, kaste Vrag på, hvad vi nødig og nødtvungne lod tage fra os? Det er skammeligt at se surt til sådan en Lykkens Gunst og Gave. Kan der tænkes noget tåbeligere end at begjære forbudent Guld og Gods, der holdes under Lås og Lukke, og ikke agte det, der ligger på Alfarvej, for værd at tage op? Skal vi lade hånt om det, der ligger lige for vore Øjne, og gribe efter det, vi har ondt ved at få fat på? Skal vi holde Hænderne fra det, der er lige til at tage, og søge det, der er langt borte og i fremmedes Vold? Hvornår skal vi gjøre Bytte hos andre, når vi lade det, der hører os til, gå fra os? Gid Guderne aldrig må blive mig så gramme, at jeg skal lade mig tvinge til, når jeg har Favnen fuld af Guld og Gods, som jeg har arvet efter min Fader og Bedstefader, at kaste den Byrde fra mig, som jeg bærer med så god Ret. Jeg kjender nok Danskernes Umådelighed; de var aldrig rendt fra fulde vinfade, om ikke Frygt havde drevet dem dertil, de giver hellere Slip på Livet end på Vinen. I det Stykke har vi nu ikke noget at lade dem høre, hvad det angår, er vi ikke bedre end de. Men sæt nu også, at deres Flugt er forstilt, så må de dog først tage en Dyst med Skotterne, inden vi kan vente dem her tilbage. Aldrig skal dette Guld få Lov til at ligge her i Skarnet og trædes under Fødder af Svin og vilde Dyr, så må det da hellere komme Folk til nytte. Desuden, når vi tager den Krigshærs Bytte, der har overvundet os, bringer vi Sejrherrens Lykke over på vor Side, thi hvilket sikrere Varsel om Sejr kan vi få end at gjøre Bytte, før end vi slås, og uden Sværdslag at indtage Fjendens Lejr, som han er rømmet fra? Det er bedre at sejre ved at indjage Skræk end ved Hjælp af Sværdet".

Næppe havde Ridderen endt sin Tale, før alle var i fuld Gang med rundt omkring at samle det røde Guld op. Man måtte forundre sig over deres hæslige Griskhed, det var en umådelig Havesyge, man her fik at se. De rev Græs op sammen med Guldet, kivedes og stredes indbyrdes, glemte helt Fjenden og lod Sværdet skille Trætten, ænsede hverken Frændskab eller Stalbroderskab, alle var besatte af Havesyge, at holde Venskab brød ingen sig længer om.

Imidlertid var Frode draget den lange Vej igjennem Skoven, som gjør Skjel imellem England og Skotland og bød sine Folk gribe til Våben. Da Skotterne så' hans Fylking og kom under Vejr med, at Danskerne var langt bedre rustede end de, som blot havde lette Kastespyd, flygtede de, inden Slaget var begyndt. Frode, som var bange for, at Englænderne skulde kaste sig over ham, forfulgte dem ikke ret langt, og så stødte Ulvildes Mand Skotte til ham med en stor Hær; han var i sin Iver for at bringe Danskerne Undsætning kommen helt oppe fra Skotlands yderste Grænser. Efter hans Råd opgav Frode at forfølge Skotterne, drog tilbage til England og tog tappert det Bytte igjen, som han snildelig havde givet Slip på. Lige så rolig han havde ladet det i Stikken, lige så let fik han det igjen. Nu angrede Englænderne, som måtte bøde for deres Havesyge med deres Blod, at de havde taget den Byrde på sig, de ærgrede sig over, at de havde brugt deres Arme i Havesygens Tjeneste uden at have fået noget ud deraf, og skammede sig over, at de ikke havde fulgt Kongens Råd, men deres egen Lyst til Guld og Gods.

Derefter drog han imod London, den navnkundigste By i Landet, og da han på Grund af dens Mures Fasthed ikke kunde tage den med Storm, brugte han List i Steden for Vold og lod udsprede, at han var død. Da Daleman, som var Høvedsmand i London, spurgte denne falske Tidende, tog han imod Danskernes Tilbud om at overgive sig, tilbød dem en Englænder til Høvding og gav dem Lov til at komme ind i Byen, for at de selv kunde vælge sig en af Flokken. Medens de lod, som om de var meget optagne af dette Valg, omringede de ham hemmelig ved Nattetid og dræbte ham.

Efter den Bedrift vendte Kongen tilbage til Danmark, hvor en Mand ved Navn Skate gjorde Gjæstebud for ham, for at han i Gammenslag kunde kvæge sig efter Krigens Besværligheder; men medens Frode sad til Bords der på de efter kongelig Skik med guldindvirkede Tæpper belagte Hynder, blev han æsket til Kamp af en Mand, som hed Hunding, og skjønt han havde sat sin Hu til at gjøre sig til gode ved Gildebordet, var han dog gladere ved Kampen, der forestod, end ved Maden og Mjøden, han havde for sig, gik i Holmgang og sejrede. Han fik dog i den Dyst et farligt Sår, men da en anden Kæmpe ved Navn Hagen også æskede ham til Holmgang, var han alligevel strax rede og hævnede sig på ham ved at dræbe ham, fordi han havde forstyrret hans Ro. To af sine Kammersvende, der var bleven åbenbart overbeviste om, at de stræbte ham efter Livet, lod han binde til store Stene og styrte i Havet for således, ved at give deres Legeme en svær Byrde at slæbe på, at straffe dem for den svare Synd, de havde villet tage på deres Samvittighed. Det hedder sig, at Ulvilde ved den Lejlighed gav ham en Kjortel, som Jærn ikke kunde bide på, så at han, når han bar den, var usårlig. Vi bør heller ikke glemme at fortælle, at Frode havde for Skik at drysse sin Mad over med stødt og malet Guld, hvilket han brugte som et Middel imod de mange Forsøg, der af hans Frænder blev gjort på at forgive ham.

Da Frode omsider angreb Kong Regner i Sverige, som falskelig beskyldtes for at pønse på Forræderi imod ham, omkom han, ikke for Fjendehånd, men kvalt af Hede i Kroppen og sine tunge Våben. Han efterlod sig tre Sønner, Halvdan, Ro og Skate.

Halvdan, Ro og Skate

Disse tre Brødre havde ikke noget at lade hverandre høre, hvad Dyd angik, de var lige griske efter Herredømmet, hver for sig higede de blot efter at blive Konge, Broderkjærlighed lagde ingen Bånd på dem; når man bærer alt for stor Kjærlighed til sig selv, går Kjærligheden til andre jo bort, man kan ikke på én Gang pleje sin egen Ærgjerrighed og pleje Venskab med andre. Halvdan, som var den ældste af dem, besmittede sin Kongebyrd ved Niddingsdåd, dræbte Ro og Skate og banede sig således Vej til Tronen ved Brodermord, og for at der ikke skulde savnes noget Vidnesbyrd om, hvor grum han var, lod han alle deres Tilhængere gribe og, efter først at have holdt dem i Fængsel, hænge. Hvad der var mest at undres over ved ham, var, at, skjønt han ikke gjorde andet hele sit Liv igjennem end øve Grumhed, var Lykken ham så god, at han ikke blev slået ihjel, men døde af Alderdom.

Ro og Helge

Halvdans Sønner vare Ro og Helge. Ro siges at have bygget Roskilde, som Kong Svend Tveskjæg senere udvidede og fik flere til at bosætte sig i. Ro var lille og spædlemmet, Helge høj og anselig. De delte Riget således imellem sig, at Helge fik Havet at råde over, og han angreb og overvandt strax med sin Flåde Kong Skalk i Venden. Da han havde underlagt sig hans Rige, flakkede han om på Havet vidt og bredt. Han var barsk og grum, men hans Letfærdighed var ikke mindre end hans Grumhed; han var så hengiven til Ukyskhed, at det ikke er let at sige, hvad der brændte stærkest i ham, Overmod eller Løsagtighed. Ved Øen Thorø voldtog han en Jomfru, der hed Thora, og avlede med hende en Datter, som han senere gav Navnet Yrsa. Han overvandt ved Byen Stade Sachserkongen Syriks Søn Hunding i Slag, og derpå æskede han ham til Holmgang og fældede ham, hvorefter han til Amindelse om denne Sejr antog Tilnavnet Hundings-Bane. Han fratog Sachserne Jylland og satte Heske, Eyr og Ler til Høvedsmænd over det. Han gav i Sachsen den Lov, at der skulde gives samme Bøde for en frigiven Træls som for en fribårens Drab, som om han derved klarligen vilde give til Kjende, at i Tyskland var alle lige trællefødte og at det stod lige slet til med alles Frihed der, så at den ene ikke havde noget at lade den anden høre.

Da han en Gang igjen på et Vikingstogt kom til Thorø, udpønsede Thora, som endnu stadig sørgede over sin tabte Jomfruære, et skammeligt Anslag til Hævn for den Tort, han havde tilføjet hende. Hun sendte nemlig med Overlæg sin Datter, der nu var mandvoxen, ned til Stranden og magede det så, at hendes Fader fik legemlig Omgang med hende. Hvorvel han nu således lod sig dåre af en svigefuld Vellysts Tillokkelser, må man dog ikke derfor tro, at han havde sat al Ære og Retsindighed til Side, thi i sin Uvidenhed om, hvem hun var, havde han en god og gyldig Undskyldning for sin Misgjerning, men hvad skal man sige om den tåbelige Moder, som, for at hævne Tabet af sin egen Ære, tillod, at Datteren mistede sin, og ikke brød sig om sin Datters Kyskhed, når hun blot kunde få ham, der i sin Tid havde røvet hendes Jomfruære, til at gjøre sig skyldig i Blodskam. Hvilket grumt Kvindehjærte! for at straffe Kvindeskjænderen lod hun sig så at sige skjænde igjen, thi ved det, hun gjorde, syntes hun jo snarere at forøge den Uret, der var øvet imod hende, end at formindske den efterdi hun ved den gjerning, der skulle skaffe hende Hævn, begik en Misgjerning, og da hun vilde råde Bod på den Skade, hun havde lidt, føjede skammelig Uret til den, idet hun handlede som en ond Stifmoder imod sit Barn og for at udslette sin egen Skam ikke skånede hende for Vanære. Der kan jo ingen Tvivl være om, at hun må have haft en nedrig Sjæl, når hun var i den Grad skamløs, at hun ikke bluedes ved at søge Trøst for den Uret, der var bleven øvet mod hende, i sin Datters Skjændsel. Det var en stor Misgjerning, men én Ting sonede den: det Barn, der blev Frugten af den, bødede ved sin Lykke Brøsten, så lige så sørgelig den måtte siges at være, lige så glædelig blev den i sine Følger. Yrsa blev nemlig Moder til Rolv, der aftvættede den Plet, som klæbede ved hans Fødsel, ved en Række Bedrifter, hvis strålende Herlighed til alle Tider skal prises og roses i de højeste Toner. Det kan nemlig føje sig så, at Sorg vendes til Glæde, at det, der begynder i Skam, ender i Ære. Lige så skjændselsfuld Faderens Vildfarelse var, lige så lykkelig en Udgang fik den altså, idet hans ypperlige Søn sonede den ved sit Levneds strålende Herlighed.

Imidlertid døde Kong Regner i Sverige, og kort efter døde hans Dronning Svanhvide af en Sot, hun havde fået af Sorg, så at hun fulgte sin Mand i Døden, som hun ikke havde villet skilles fra ham i Livet; det går nemlig for det meste så, at de, der nære en overvættes Kjærlighed, attrår at følge den i Døden, som de elskede, medens han var i Live. Efter dem kom deres Søn Hødbrod til Styret. Han gav sig for at udvide sit Rige i Krig mod Østerleden, og efter at have anrettet et umådeligt Mandefald avlede han Sønnerne Adils og Hød, hvem han til Fosterfader gav en Mand ved Navn Gevar, som han havde knyttet til sig ved store Velgjerninger. Den Sejr, han havde vundet i Østerleden, var ham ikke nok; han angreb derfor Danmark og fældede Kong Ro efter at have holdt Slag med ham tre Gange. Da Helge fik Nys herom, bød han sin Søn Rolv holde sig inde på Lejreborgen, for at Rigens Arving kunde være i Sikkerhed, hvorledes det så end gik ham selv. Derefter sendte han for at fri Landet fra fremmedes Herredømme Drabanter om til Byerne med Påbud om at dræbe de Høvedsmænd, Hødbrod havde sat over dem; selv slog han Hødbrod og hele hans Flåde og fældede ham og tog således blodig Hævn for den Uret, der var øvet ikke blot imod hans Broder, men også imod hans Fædreland. Dette skaffede ham Tilnavnet Hødbrods-Bane, ligesom han efter at have fældet Hunding var bleven kaldt Hundings-Bane. Derhos straffede han Svenskerne, som om de ikke havde lidt nok i Krigen, ved at give dem de foragteligste Kår, idet han indførte den Lov, at der for ingen Fortræd, som tilføjedes en Svensker, måtte gives lovlige Bøder. Derpå fattede han, skamfuld over den Misgjerning, han i sin Tid havde begået, Lede til sit Fædreland og drog atter til Østerleden, hvor han døde. Nogle mene, at der er bleven gjort ham Bebrejdelser for hans Brøde, og at han har taget sig dem så nær, at han frivillig søgte Døden ved at styrte sig i sit Sværd.

Rolv Krage

Efter Helge fulgte hans Søn Rolv, en ypperlig Mand både i Henseende til Legemets og Sjælens Gaver, lige så udmærket ved Dyd og Tapperhed, som stor og fager af Skikkelse. Da Sverige på den Tid var Lydland under Danmark, søgte Adils, Hødbrods Søn, på en snild Måde at skaffe sit Fædreland Friheden ved at ægte Rolvs Moder Yrsa, for at få sin Stifsøn til for Svogerskabets Skyld at eftergive ham den Skat, han havde at udrede, hvilket også lykkedes ham. Han hadede og afskyede fra Barnsben af al Gavmildhed og var så nærig, at han anså det for en Skam at have Ry for at være rundhåndet. Da Yrsa fik Øjnene op for den smudsige Gjerrighed, han var befængt med, og derfor gjærne vilde være ham kvit, holdt hun det for rådeligst at bruge List og skjulte med stor Snedighed den Svig, hun pønsede på. Hun lod nemlig, som om hun hadede sin Søn, opmuntrede flittig sin Mand til at gjøre Oprør for at gjøre sig fri og fik ved Løfter om store Gaver Rolv til at komme til Sverige. Hun mente nemlig bedst at kunne nå sine Ønskers Mål ved, når Sønnen havde fået Stiffaderens Guld, at løbe bort med Kongens Skatte, så at han ikke blot mistede den, der skulde have delt hans Leje, men også sine Skatte, idet hun holdt for, at der ikke var nogen bedre Måde at straffe ham for hans Gjerrighed på end at røve ham hans Rigdom. Dette hendes snedige Anslag, som hun i alle Måder havde udpønset med den største Snildhed, var ikke let at opdage, fordi hun skjulte sin Lyst til at blive fri for Manden under Skinnet af at tragte efter Frihed, men hvor forblindet må han alligevel ikke have været, når han kunde tro, at Moderen stræbte Sønnen efter Liver, og ikke skjønnede, at det var hans egen Ulykke, hun pønsede på. Ja, tåbelig må han have været, siden han ikke forstod, at hans Hustrus utrættelige Anstrængelser under Skin af Had til Sønnen gik ud på at slippe fri for Manden, og eftersom man ikke bør fæste Lid til nogen Kvinde, var hans Tillid til hende des tåbeligere, jo lettere det faldt ham at bilde sig ind, at hun var svigefuld imod sin Søn og tro imod ham. Tilskyndet af de store Løfter drog Rolv nu til Adils, men da han og Yrsa så længe havde været borte fra hinanden og var komne ud af den daglige Omgangs Vane, kjendte hans Moder ham ikke strax. Han bad hende for Spøg om noget at stille sin Sult på, og da hun svarede, at Mad måtte han bede Kongen om, viste han hende en Rift i sin Kjortel og bad hende om at sy den sammen. Da hun vendte det døve Øre til, sagde han: "Svært er det at finde sandt og oprigtigt Venskab, når Moderen nægter sin Søn Mad, og Søsteren ikke vil sy om sin Broder". Således straffede han hende for hendes Vildfarelse og fik hende til at skamme sig over sin Mangel på Venlighed. Da Adils, medens de sad til Bords, ankede over, at han sad ved Siden af sin Moder, og kaldte det Løsagtighed, eftersom det var uhøvisk, at Broder og Søster sad sammen, svarede Rolv, at det var al Ære værd, at kjærlig Moder lå ved Sønnens Bryst, idet han således forsvarede sig imod det Angreb, der var blevet gjort på hans Uskyldighed, ved at minde om det Bånd, hvormed Naturen havde knyttet dem så inderlig til hinanden. Da Gjæsterne spurgte ham, hvilken Slags Mod han satte højest, svarede han: "Tålmod", og da de spurgte Adils, hvilken Dyd han især lagde Vind på, svarede denne: "Rundhåndethed". De forlangte nu, at den ene skulde give en Prøve på sit Mod, den anden på sin Rundhåndethed, Rolv først. Han måtte sætte sig hen ved Ilden, og den Side, Ilden hedede stærkest, skjød han Skjoldet for, og efter således at have dækket den ene Side, væbnede han den anden med Tålmod, det var det eneste Værn, han havde til den. Det var nu meget snildt af ham at bruge Skjoldet til at skjærme sig imod Heden, så at det nu måtte tjene ham til Værn imod den, ligesom ellers imod de susende Spyd. Men da Heden, der var hvassere end noget Spyd, ikke kunde komme nogen Vegne med den Side, der var skjærmet af Skjoldet, tog den fat på den, der var udækket. En Terne, der stod tæt ved Arnen og så', hvor ulidelig Heden sved hans Sideben, tog da Spundset ud af en Tønde, så dens Indhold gjød sig ud over Ilden og fik Bugt med den, så denne Væde, der kom så betimelig, slukkede Branden, da den kun var nået halvvejs med at gjøre Fortræd. Rolv fik stor Berømmelse for det store Tålmod, han havde vist. Nu blev Adils opfordret til at vise sin Rundhåndethed, og det hedder sig, at efter at han havde givet sin Stifsøn rige Gaver, føjede han, for at give Topmål, en umådelig svær Halskjæde til.

På Gjæstebudets tredje Dag søgte Yrsa nu Lejlighed til at sætte sin Svig i Værk, lod, uden at hendes Mand anede noget derom, de kongelige Skatte læsse på Vogne, sneg sig hemmelig ud af Borgen og gav sig i Nattens Dæmring på Flugt tillige med sin Søn. Adils satte imidlertid strax efter dem, og da hun ikke nærede ringeste Håb om, at de kunde fortsætte deres Flugt, bød hun i sin Angst sine Folk kaste Guldet fra sig; det gjaldt Pengene eller Livet, forsikrede hun, det eneste Middel til Frelse var at give Slip på Guldet, kun ved at lade det i Stikken kunde de fortsætte deres Flugt. De måtte altså betjene sig af det samme Middel, som det hed sig, at Frode i sin Tid havde bjærget Livet ved i England. Der lå heller ikke megen Vægt på, sagde hun, at de lod Svenskerne tage tilbage, hvad der hørte dem til, når det, der sinkede deres Forfølgelse, blot hjalp dem selv til Flugt, det måtte snarere regnes for at give fremmed Gods tilbage end for at lade sit eget i Stikken. For at komme så meget hurtigere af Sted adlød de ufortøvet Dronningens Bud, tømte deres Lommer og lod Fjenderne rives om Byttet. Somme påstå, at Yrsa beholdt Guldet, og at det, hun strøede ud til sine Forfølgere, ikke var andet end forgyldt Kobber, og det kan jo være troligt nok, at et Kvindfolk, der pønsede på så store Gjerninger, også kunde have lavet noget uægte Stads til for at kaste det for Fjenderne, så det falske Skin fik dem til at tage det for ægte Varer. Da Adils så' Halskjæden, han havde givet Rolv, ligge imellem de andre gyldne Smykker, kunde han ikke få Øjnene fra denne sin Gjerrigheds kjæreste Skat og lagde sig i sin Griskhed på Knæ for at tage den op. Ved således at se ham ligge der i Støvet lo Rolv ad ham, der blev slagen med sine egne Gaver, idet han nu begjærlig tog tilbage, hvad han i Træskhed havde givet bort. Medens Svenskerne frydede sig over deres Bytte, skyndte Danskerne sig af al Magt til deres Skibe, lagde alle Kræfter i ved Årerne og slap således bort. Det hedder ellers om Rolv, at hvad man så end bad ham om, havde han for Skik med redebon Gavmildhed strax at give det fra sig ved den første Anmodning, så at ingen nogen Sinde havde nødig at bede anden Gang; han vilde nemlig hellere komme Anmodningens Gjentagelse i Forkjøbet ved strax at tilstå Gaven end forringe dens Værd ved at lade den vente for længe på sig. Derfor søgte også Kæmper i Mængde til ham, thi Tapperhed anspores af Ros og næres ved Gaver.

Ved denne Tid gjorde en Mand ved Navn Agnar, Ingels Søn, stort Gilde for at fejre sit Bryllup med Rolvs Søster Rude. Kæmperne holdt sig lystige der med alskens Larm og Lystighed, og blandt andet kastede de jævnlig svære Knogler i Hovedet på en, som hed Hjalte. Det traf sig nu så, at sådan en Knokkel gik fejl og ramte Hjaltes Sidemand Bjarke voldsomt i Hovedet, og denne Forhånelse tillige med Smerten gjorde ham så vred, at han kastede Knoglen tilbage til den, der havde sendt den, med sådan Kraft, at Ansigtet kom til at vende bagud og Nakken fremefter, så han til Straf for sit vrange Sind fik Hovedet vendt. Dermed fik denne forsmædelige og overmodige Leg en brat Ende, og Kæmperne brød op fra Borgen. Brudgommen, der var vred over den Uret, han mente, der var tilføjet Gjæsterne, besluttede at gå i Tvekamp med Bjarke og tage Hævn over ham, fordi han havde forstyrret Lystigheden. Da Tvekampen skulde til at begynde, blev der længe tvistet om, hvem af dem det første Hug tilkom, thi når der i gamle Dage blev holdt Tvekamp, gjaldt det ikke om at få skiftet så mange Hug som muligt, men man huggede i en bestemt Orden og tog sig god Tid imellem Huggene; få, men drøje Hug, det var, hvad det kom an på, deres Styrke mere end deres Antal vandt man Hæder ved. Agnar fik nu Fortrinet på Grund af sin høje Byrd, og han hug til med sådan Kraft, at han kløvede den øverste Del af Bjarkes Hjælm og sårede ham oven i Issen, og Sværdet blev siddende fast i en af Midteråbningerne i Hjælmen. Nu skulde Bjarke til at hugge, og for at kunne give Sværdet større Sving støttede han Foden på en Stub og hug med sit ypperlige Sværds hvasse Eg Agnar midt over. Somme siger, at Agnar leende opgav Ånden, for at ingen skulde mærke, at det gjorde ondt. Da de andre Kæmper nu ivrig krævede Hævn, beredte Bjarke dem en lignende Død, han havde nemlig et ualmindelig langt og sjælden skarpt Sværd, som han kaldte Blad. Da han nu gik bort stolt af disse Bedrifter, vandt han en ny Sejr over et af Skovens Dyr, en umådelig stor Bjørn, der kom ham i Møde i Tjørnekrattet; han fældede den med sit Spyd og bød sin Stalbroder Hjalte sætte Munden til Såret og drikke Dyrets Blod som en Styrkedrik, thi man troede, at en sådan Drik gav Kræfter. Ved disse udmærkede Bedrifter vandt Bjarke de ypperste Mænds Venskab og kom også i stor Gunst hos Kongen, der gav ham sin Søster Rude til Ægte, så han som Sejrens Løn fik den overvundnes Brud. Derefter drog han imod Adils, som stadig tirrede Rolv, overvandt ham og gjorde det helt af med ham. Rolv satte nu en meget kløgtig ung Mand ved Navn Hjartvar til Høvedsmand i Sverige, imod at han lovede at betale ham årlig Skat, og for at bøde på, at han således ikke helt var sin egen Herre, gjorde han ham til sin Svoger, idet han gav ham sin Søster Skuld til Ægte.

Her vil jeg nu indskyde en morsom Tildragelse. En ung Mand ved Navn Vøgg kom til Rolv og stod længe og betragtede nøje og med stor Beundring Kongens anselige Skikkelse, og så spurgte han spøgende, hvad det var for en Krage, Naturen i sin Ødselhed havde gjort så overvættes stor, med hvilke skjemtsomme Ord han hentydede til Kongens usædvanlig høje Skikkelse. Ordet Krage betyder nemlig på Dansk et Træ med stynede Grene, som man, ved skiftevis at flytte Fødderne fra den ene Grenstump til den anden, kan klatre opad, til man når helt op til Toppen, ligesom ad en Stige. Det Ord greb Rolv strax og tog Krage til Tilnavn og lønnede Vøgg for hans Skjemt med en svær Armring. Vøgg satte den strax på sin højre Arm, som han holdt i Vejret, medens han holdt den venstre på Ryggen, for at det skulde se ud, som om han skammede sig over den, og således gik han om og så' ganske latterlig ud, som han gik der og sagde, at den, som længe havde fristet Fattigmands Kår, var glad for ringe Gave. Da han blev spurgt, hvorfor han bar sig således ad, svarede han, at hans venstre Hånd, der ingen Stads havde at prale med, ved Synet af den højre skammede sig over sin Fattigdom. Dette snilde Svar indbragte ham en Armring til, lige så god som den første, thi Rolv sørgede for, at den Hånd, han holdt skjult, lige så godt kom i Vejret som den anden. Vøgg undlod ikke at give Vederlag for Gaven, han aflagde nemlig det højtidelige Løfte, at om Rolv blev dræbt, vilde han hævne hans Død på hans Banemænd. Man må nemlig vide, at det i gamle Dage var Skik, at Ædlinge, der tog Tjeneste ved Hove, strax når de tiltrådte den, som en højtidelig Indledning til deres Læretid aflagde Løfte til Kongen om at øve en eller anden Stordåd.

Imidlertid holdt Skuld det for en Skam, at hendes Mand skulde være skatskyldig, og gav sig til at ruge over onde Planer. Hun forestillede Hjartvar, hvilke skammelig slette Kår de havde, og at han burde afkaste Trældomsåget, og indgav ham, da hun først havde fået ham til at spinde Rænker, de grummeste Anslag til Forræderi, idet hun foreholdt ham, at man burde agte Friheden højere end Slægtskab.

Hun ladede hemmelig Skibe med store Mængder af alskens Våben, og bød Hjartvar sejle til Danmark, som om han kom for at betale den sædvanlige Skat, men Meningen var, at han ved Nattetid skulde overfalde og dræbe Kongen. Med Skibene fulde af denne falske Last drog han til Byen Lejre, som Rolv havde bygget og smykket med kongelig Pragt, så at den både som grundlagt af Kongen og som Kongesæde langt overgik de andre Byer i de tilgrænsende Landsdele. Rolv tog gladelig imod Hjartvar, var helt optagen af Gildebordets Glæder og drak vældig, medens hans Gjæster imod Sædvane var bange for at drikke sig en ordentlig Rus. Da Danskerne lå i deres sødeste Søvn, begyndte Svenskerne, som ingen Ro kunde få for deres Iver efter at tage fat på deres Niddingsdåd, at liste sig ud af deres Sengekamre; de hentede de Våben, de havde skjult om Bord på Skibene, væbnede sig i Stilhed og gik så op til Kongeborgen, hvor de brød ind i Kamrene og dræbte de sovende for Fode. Adskillige vågnede og satte sig, forfærdede over dette pludselige Myrderi og endnu fortumlede af Søvnen, til Modværge imod den Fare, de knapt kjendte, idet de på Grund af Nattens Mørke ikke kunde skjelne, om det var Venner eller Fjender, de havde for sig. Det traf sig så, at Hjalte, der var en af Kongens ædleste Hirdmænd, just den Nat hemmelig var gået ud på Landet, hvor han havde en Slegfred. Da han i det fjærne hørte Våbengnyet, foretrak han strax, skjønt han knapt kunde tro sine egne Øren, Tapperhed for Vellyst og vendte sig fra Elskovs søde Tillokkelser til Krigens barske Farer. Hvor glødende må ikke denne Kæmpes Kærlighed til sin Konge have været, eftersom han hellere vilde sætte sit Liv på Spil i åbenbar Fare end bevare det for Vellyst, skjønt han til Undskyldning for, at han ikke mødte, kunde foregive, at han ikke vidste noget om, hvad der var på Færde. Da han vilde til at gå, spurgte Frillen ham, hvor gammel en Mand hun skulde vælge, i Fald hun mistede ham. Hjalte bød hende komme hen til ham, som om han vilde hviske noget til hende, og i sin Harme over, at hun spurgte ham til Råds om hans Eftermand, skar han Næsen af hende for ved dette skammelige Sår at straffe hende for hendes letfærdige Spørgsmål og ved at skamfere hendes Ansigt lægge en Dæmper på hendes løsagtige Sind. Og efter at have gjort det sagde han, at nu kunde hun vælge frit efter sin Lyst.

Derpå skyndte han sig tilbage til Byen, brød ind i Trængslen, hvor den var tættest, og sårede og fældede mange Fjender. Da han kom forbi Kammeret, hvor Bjarke endnu lå og sov, bød han ham vågne og kvad:

Vågner alle
Venner af Rolv,
vågner alle
Ædlingens Mænd.
Tid er ej længer
ledig at ligge,
Dag er oppe,
Dåd os vinker.

Hører mig, herlige
Helte alle,
ætstore Mænd,
som aldrig flyede.
Ej jeg jer vækker
til Vin eller Viv,
men til Hildes
hårde Leg.

Hver, som Kongens
Ven sig kalder,
gribe sit Sværd
og svinge det kjækt.
Hæder og Ære
hente vi vil,
ingen er ræd
af Rolvs Kæmper.

Ved denne Tiltale vågnede Bjarke og kaldte på sin Svend Skalk, som han tiltalte sålunde:

Skalk, stat op
og skaf os Varme,
Ild vist ulmer
end under Asken.
Lad Luer lystigt
lyse på Arnen;
valne Hænder
ej Ven bør rækkes.

Atter kvad Hjalte:

Tid det er
at takke med Dåd
vor gjæve Drot
for gode Gaver,
for Tyske Sværd
og svenske Skjolde,
for røde Ringe,
Rolv os gav.

I Fredens Tid
fuldt op vi fik,
nu lønne som kjække
Kæmper vi Kongen.
Om Skæbnen skifter,
gjør ingen Skjel,
hans Ve som hans Vel,
Venner, vi dele.

Mindes I, Mænd,
hvad ved Mjøden vi loved,
når glade vi sad
og gjorde os Gammen?
Aldrig, svor vi,
svigte vi Rolv,
til Sejr eller Fald
vi tro ham følge.

Danedrotten
Dåd vi skylde,
hver, som god
og gjæv vil nævnes.
Ve den fejge
Nidding, som flyr,
når Kongen trænger
til trofast Følge.

Derfor Sværd
fra Lænden, Svende,
med hårde Hænder
hug på Fjenden.
Bryst mod Bryst
vi kjækt ham byde,
som Ørn i Luften
med Ørne mødes.

Sløvt ej Svensken
Sværdet svinger,
stovt og støt
han stævner imod os;
hans Guldhjælm glimter,
hans Glavind gungrer,
med Hådingsord
han Dansken håner.

Ej for Gøters
Flok vi grue,
ræddes ej
for svenske Rænker.
Ve dig, Hjartvar,
ve din Viv,
at hun dig fik
til Falskhed lokket.

Snart vor sidste
Stund er kommen,
Drotten har alt
Døden fundet.
Hævn som Helte
den Herre god,
slå ned for Fode
i Fjendeflokken.

Rude, hør mig,
Søster til Rolv,
kom ud, til Kamp
jeg dig nu kalder.
Med sledne Brynjer
og sløve Sværd
stå vi endnu
stærke i Striden.

Rude, hør mig,
Rolv er falden,
Bod du får ej
for Broderbane.
Men Hævn skal du få
i fulde Måder;
med Sværd og Øxer
vi Svenskerne fælde.

Efter at have anrettet et stort Blodbad blandt Fjenderne kom Hjalte for tredje Gang til Bjarkes Hus, og da han nu troede, det var Frygt, der gjorde ham så opsat på at sove, talte han ham hårdt til for hans Fejghed:

Sen er du, Bjarke,
sover du end?
Bliver du her,
så brænder du inde.
Kom hellere ud
og hævn din Drot,
hjælp mig at brænde
de svenske Bjørne.

Borgen er fuld
af fangne Fjender,
nu svider vi dem
til Tak for Svig.
Resten vi mærker
med røde Vunder,
hævne vor dyre,
døde Drot.

Mindes du Rolv,
da vi Rørik slog,
ham, som grisk
på Guld kun tænkte?
Hæder og Ære
han aldrig ænsed,
blev rød og ræd,
da Rolv han mødte.

Ej til Kamp
han Krigsfolk rusted,
rasled kun
med røde Ringe.
Gyldne Dynger
bød han Drotten,
om han Fred
ham unde vilde.

Ej dog af Skjoldungen
Skånsel han kjøbte,
flux vi fældte
den fejge Usling.
Tog så vor Drot
det dyre Malm,
gavmild han gav det
til sine gjæve.

Herligt var det
Helten at se,
når Sværdene sang
og Pile sused;
altid forrest
i Farens Stund,
rap som Hjorten
gik Rolv i Striden.

Slagen nu ligger
Lejredrotten
på blodig Val
med Vunder dybe.
Smile jeg så' ham
for sidste Gang
som fordum, da Guld
han ved Fyris såede.

Stævner da støt
i Striden frem
at hævne vor herlige
Heltekonge.
For tredje Gang, Bjarke,
jeg byder og beder:
kom dog, kom,
til Kamp jeg dig kalder!

Nu svarede Bjarke og kvad:

Råb ej så højt,
du raske Svend,
meget af Munden
mærker jeg, har du;
snart skal Syn
for Sagn vi få,
om du har Mod
som Mund og Mæle.

Stakket Stund
du end dig styre,
Først må Brynjen
Brystet dække,
Sværdet jeg
ved Siden spænder,
så min Hjælm her er jeg, Hjalte.

Ej jeg nægter,
nødig vil jeg
ryges ud
som Ræv af Hulen;
Dåd jeg dog også
Drotten skylder,
for hvad godt
han mig har gjort.

Fremmed var jeg
og frændeløs
da jeg kom til
Danekongen.
Fylker tolv
jeg fik at styre,
Guld og Gods
gav mig Kongen.

Brynjen vi kaste,
blotte Brystet,
skynde os frem
med Skjoldet på Ryggen,
storme stolt
til blodigt Stævne,
hævne vor kjære
Herres Fald.

I Hjartvars Blod
vil Blad jeg bade,
Agnars Bane
mit bolde Glavind.
Med Høding mit Hoved
Agnar hug,
til Blad ham mejed
midt over Midjen.

Stærk og stolt
han stod i Striden,
til Blad ham bed,
og bleg han segned.
Fagert Minde
Agnar fik,
leende Helten
Livet lod.

Nys en anden
Ædling jeg vog,
ung af År,
af gammel Adel.
Våben ej
og Værge hjalp ham,
Brynjen brast,
da Blad den bed.

Svenske Svende,
prøv mit Sværd,
Bryst som Bag
dets Egge bider!
Hjartvar, kom
med dine Kæmper,
Blad vil læskes
i dit Blod.
Stadig stævner

fler til Striden,
sløvt ej deres
Sværd de svinge;
trende Hug
jeg tror jeg får,
hver Gang Blad
en Fjende bider.

Fagert Følge
får Kong Rolv,
Flok af ædelbårne Fjender.
Vældig voxer
Valen om mig,
døde Mænd
i Dynger ligge.

Ej jeg ser
den yske Svend,
som så stolt
til Strid mig stævned.
Er han flygtet
fejgt for Fjenden,
skjønt med tolv Mands
Liv han trodsed?

Hjalte kvad:

Liden Hjælp
har Hjalte her,
støt dog står han
end i Striden.
Sværd og Spyd
omkring mig suse,
drøje Kår
mig Kampen byder.

Ej mit Skjold
mig skjærmer mer,
ej en Spån
de spared af det.
Glad jeg ser dig,
gamle Ven,
kom du sent,
for syv du hugger.

Bjarke kvad:

Last mig ej,
for jeg vente dig lod,
tit man tvungen
tøver, Hjalte.
Nys en Svenskers
Sværd mig bed,
kløved som et
Klæde Brynjen.

Se jeg gad nu
Sejerfader
Odin, ham
med det ene Øje.
Ser du ham, Rude,
sig mig det flux,
vis mig ham,
som Valen ejer.

Rude kvad:

Med Hammerens Tegn
du tegne dig, Bjarke,
se så under
Armen, jeg bøjer.
Odin, da ser du,
Sejerfader,
vis og vældig,
Valens Ejer.

Bjarke kvad:

Frigg, om din Husbond
se jeg får,
jeg sværger, hans Skjold
skal ej ham skjærme;
ej skal hans høje
Hest ham hjælpe,
levende rider han
ej fra Lejre.

Valens Ejer
på Valen jeg fælder,
thi Rolv er falden
og faldne hans Mænd.
Ej dog jeg kalder
det onde Kår
at falde i Kamp
ved sin Konges Side.

Mens Liv os undes,
et vi attrå,
at dø i Dåd,
som Døgnet ej døder.
Ved Kongens Hoved
jeg lægger mig hen,
lig du, Hjalte.
som Lig ved hans Fødder.

Da skal de se
når de syne Valen,
at Livet vi gav
for Guld, vi fik.
Lad Ravn og Ørn
kun æde vort Lig,
vor Drot, som sig sømmer,
i Døden vi fulgte.

Disse Taler har jeg særlig af den Grund gjengivet på Vers, at et dansk Kvad af samme Indhold endnu lever i Mindet hos mange, der er fortrolige med Oldtidens Tildragelser.

Svenskerne sejrede, og hele Rolvs Krigerskare faldt, den eneste Ungersvend, der overlevede Kampen, var Vøgg; så højt skattede nemlig Kong Rolvs Mænd hans herlige Egenskaber, at de, da han var falden, alle attråede at dø og holdt det for større Gammen at følge ham i Døden end at leve.

I sin Glæde lod Hjartvar strax efter Kampen anrette et Gjæstebud for ved et Gilde at fejre sin Sejr. Da han var bleven mæt og drukken sagde han, at det undrede ham, at der, så mange Krigsfolk Rolv havde, ikke var én af dem, der havde bjærget sig ved at fly eller lade sig tage til Fange; det var grant at se, sagde han, med hvor stor Troskab de havde elsket deres Konge, siden de ikke vilde overleve ham; ilde var det, at der ikke var en eneste af dem tilbage, der kunde træde i hans Tjeneste, Folk som dem, sagde han, vilde han så inderlig gjærne have. Da Vøgg så blev ført frem for ham, blev han så glad, som om han havde fået en kostbar Gave, og spurgte, om han vilde tage Sold hos ham. Da han svarede Ja, rakte Hjartvar ham sit dragne Sværd, men Vøgg vilde ikke tage ved Odden, han vilde have Fæstet, således plejede Rolv at byde sine Kæmper Sværdet, sagde han. Det var nemlig i gamle Dage Skik, at den, der vilde give sig i Kongens Tjeneste, lagde Hånden på Sværdets Hjalte og svor ham Troskab. Da han således havde fået Fæstet fat, jog han Odden igjennem Hjartvar og fuldbyrdede således den Hævn, han havde lovet Rolv og så stolt og glad var han over den Bedrift, at han ivrig opfordrede Hjartvars Krigere til at støde til, da de styrtede ind på ham, idet han sagde, at hans Glæde over,at han havde dræbt Voldsmanden, var større end hans Harme over, at han selv skulde lade Livet. Sålunde blev Gjæstebudet forvandlet til Ligfærd og Sejrsjublen til Gråd og Klage over den døde. Altid bør denne Mand mindes med berømmeligt Eftermæle, han, som kjækt holdt sit Løfte og frivillig gik i Døden efter ved sin Dåd at have bestænket Gildebordet med Voldsmandens Blod. Hans Sjæls fyrige Mod gøs ikke tilbage for Drabsmændenes Hænder, da han så' det Sted, hvor Rolv plejede at sidde, rødnet af hans Morders Blod. Sålunde vandt og mistede Hjartvar Riget på en og samme Dag, thi Fals slår sin egen Herre på Hals, og længe får man ikke Gavn af, hvad man har erhvervet ved Synd og Svig, og sålunde gik det til, at Svenskerne, kort efter at de var bleven Herrer i Danmark, ikke kunde bjærge Livet, thi Sjællænderne kom over dem og fældede dem som et skyldigt Sonoffer for den hedenfarne Konge. Således straffer Skæbnen som oftest dem, der farer frem med Svig og Falskhed.

Tredie Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Hød og Balder

Rørik, Hardvendel og Fenge

Hød og Balder

Adils' Broder Hød, der, som før meldt, var Kong Gevars Fostersøn, tog nu efter Hjartvar Styret i begge Riger. For at det, som timedes ham, bedre kan forstås, vil jeg begynde fra Begyndelsen af; thi det, som tildrog sig i de sidste År af hans Liv, træder smukkere og fyldigere frem, når man ikke forbigår de første i Tavshed. Da Hødbrod var bleven fældet af Helge, tilbragte hans Søn Hød sin Barndom hos sin Fosterfader Kong Gevar, og da han var kommen til Skjels År og Alder, overgik han i Legemsstyrke sine Diebrødre og jævnaldrende, og derhos var han vel forfaren i alskens Idrætter, såsom Svømning, Bueskydning og Brydning; han var så smidig, som han efter sin Alder kunde være, og lige så øvet, som han var stærk. I Henseende til Sjælens Evner og Anlæg var han langt forud for sine unge År. I at spille på Luth og Lyre havde han ikke sin Overmand, og Hakkebræt og Lire og alskens Strængeleg var han også dreven i, så han ved sine Toner kunde vende Menneskenes Følelser, som han vilde, og forstod at vække Glæde eller Sorg, Medlidenhed eller Harme i deres Sjæle, så han snart kildrede deres Øren, snart fyldte dem med Skræk. Gevars Datter Nanna fandt Behag i alle disse Ynglingens Færdigheder og fattede Elskov til ham. Man ser jo nemlig tit, at unge Mænds Dyder er nok til at vække Møers Attrå, og at de tager til Takke med Bravhed, selv hvor det skorter på Tække, thi Elskovs Veje er mangfoldige; til nogle baner et smukt Ansigt Vej, til andre Dyd og atter til andre Idrætter; nogle vinder Kjærlighedens Gunst ved høvisk Væsen, nogle ved Fagerhed, og modige Mænd sårer ikke Pigehjærter mindre end smukke Mænd.

Men nu hændte det, at Odins Søn Balder fik Nanna at se, en Gang hun var i Bad, og dette Syn fyldte ham med uslukkelig Elskov; hendes dejlige Legemes Herlighed og hendes strålende Fagerhed tændte hans Sjæl i Brand, thi intet opflammer Lidenskaben så stærkt som Fagerhed. Da han nu frygtede for, at Hød især vilde stå hans Attrå imod, besluttede han at dræbe ham, for at han uhindret kunde tilfredsstille sin utålmodige Elskovs Trang.

Ved samme Tid fo'r Hød på Jagten vild i Tågen og kom til et Sted, hvor nogle Skovmøer havde deres Jomfrubur. De hilste ham ved Navn, og han spurgte da, hvem de var, hvortil de svarede, at de rådede for Lykken i Krig, thi de var tit usynlig til Stede i Kampen og ydede hemmelig deres Venner Hjælp til at vinde den attråede Sejr, de kunde nemlig, efter som de fandt for godt, berede Sejr eller Nederlag, sagde de. Derhos fortalte de ham, hvorledes Balder var bleven opflammet til Elskov ved at se hans Diesøster Nanna i bad, men formanede ham til, hvor grumt han end havde Årsag til at hade ham, ikke at udæske ham til Kamp, thi han var en Halvgud, der i Løndom var runden af guddommelig Sæd. Så snart Hød havde fået dette at vide, forsvandt Huset pludselig, og han stod ene under åben himmel, uden Tag over Hovedet, midt ude på Marken. Han undrede sig især over Pigernes pludselige Flugt, over Stedets Omskiftelighed og over, at Huset var et rent Skyggebillede; han vidste nemlig ikke, at hvad der var foregået omkring ham, blot var Blændværk og tomt Gjøglespil.

Da han kom hjem, fortalte han Gevar, hvorledes han var faret vild, og hvorlunde der var bleven drevet Gjæk med ham, og bejlede derhos strax til hans Datter. Hertil svarede Gevar, at han med Glæde vilde føje ham, hvis han ikke var bange for at pådrage sig Balders Vrede ved at give ham et Afslag, thi han havde først været hos ham i samme Ærind, og hans Legem var så stærkt og helligt, at Sværd ikke bed på det. Han vidste nu alligevel ét Sværd, sagde han, der kunde give Balder Banesår, men det var godt gjemt; det tilhørte en Skovtrold ved Navn Miming, og han havde også, en Armring, der ved en hemmelig og vidunderlig Magt bevirkede, at dens Ejermands Rigdom stadig voxede, men Vejen til Stedet, hvor disse Ting fandtes, var ufarbar og fuld af Hindringer, så det var ikke let for noget Menneske at komme derhen; på største Delen af den herskede der desuden til Stadighed en usædvanlig stærk Kulde. Derfor skulde han spænde Rener for sin Vogn, for at de hurtig kunde føre ham over de i Frost stivnede Fjælde. Når han var kommen til stedet, skulde han rejse sit Telt således vendt fra Solen, at dets Skygge faldt på Hulen, Miming holdt til i, og at det selv ikke lå i Skygge, for at Mørket ikke skulde skræmme Trolden fra at gå ud. På den Måde vilde han kunne få fat i Armringen og Sværdet, af hvilke den første skaffede Rigdom, det andet Sejr, så at begge Dele var kostelige Klenodier for den, som ejede dem. Således talte Gevar, og Hød var ikke sen til at gjøre, som han sagde, rejste sit Telt på den Måde, der var bleven ham anvist, og tilbragte Nætterne med at ligge på Lur og Dagene med at gå på Jagt, så han hverken Nat eller Dag fik Søvn i sine Øjne, men delte Døgnet imellem at gruble over Tingene og at skaffe Midler til Livets Ophold. Som han således en Nat igjennem sad mat og døsig med Sindet opfyldt af Bekymringer så' han Troldens Skygge falde over sit Telt; han kastede sit Spyd efter ham, så han faldt, og da han ikke mægtede at fly, bandt han ham og afæskede ham med de grummeste Trusler Sværdet og Armringen. Trolden var ikke sen til at kjøbe sit Liv ved at give ham, hvad han forlangte, thi det gælder for alle, at Livet går fremfor alt andet, intet plejer at være de dødelige dyrebarere end det. Med de vundne Klenodier vendte Hød nu hjem, glad over sit lille, men kostelige Bytte.

Da Geld, Kongen i Sachsland, fik Nys om, at Hød havde vundet disse Klenodier, eggede han ved jævnlige Overtalelser sine Mænd til at fratage ham dette herlige Bytte, og omsider gav de efter og udrustede i al Skyndsomhed en Flåde. Gevar, som var fremsynet og overmåde forfaren i Spådomskunsten, havde forudset dette, kaldte Hød for sig og bød ham, når han kom i Slag med Geld, tålmodig at tage imod hans Pile og ikke begynde at afskyde sine, før han så', at Fjenden ikke havde flere tilbage, og så skulde han desuden bruge Stavnleer og med dem hugge Skibene i Stykker og trække Hjælmene og Skjoldene fra Krigerne. Hød fulgte hans Råd, og det stod han sig ved. Han bød sine Mænd rolig finde sig i Gelds første Angreb og blot dække sig med Skjoldene, thi i den Dyst skulde Sejren vindes ved Tålmodighed, sagde han. Fjenden sparede nu ikke i nogen Måde på Spyd og Pile og blev blot des hidsigere til at overdænge Hød med sine Kastevåben, jo tålmodigere han mærkede, at han tog imod dem; kun få af dem gav sår, en Del af dem blev siddende i Skjoldene, en Del i Skibsplankerne, og adskillige gik helt forgjæves og gjorde slet ingen Fortræd. Høds Krigere havde nemlig gjort, som deres Konge bød, og dannet en fast Skjoldborg, som Pilene tørnede imod, øg adskillige af dem prellede med et svagt Stød af imod Skjoldbulerne og faldt i Vandet. Da hele Gelds Forråd var sluppet op, og han så', at Fjenden med stor Ivrighed sankede hans egne Våben op og sendte ham dem tilbage, lod han et rødt Skjold hejse op i Mastetoppen, hvilket var Fredstegn, og bjærgede Livet ved at overgive sig. Hød tog imod ham med et mildt Ansigt og venlige Ord og besejrede ham ikke mindre ved sit høviske Væsen end ved sin snildhed.

Ved den samme Tid sendte Helge, Kongen i Helgeland, Gang efter Gang Bud til Finnernes og Bjarmernes Konge Guse for at bejle til hans Datter Thora, eftersom den, der véd med sig selv, at han står på svage Fødder, er nødt til at søge Støtte hos andre. Det var nemlig ellers på den Tid Skik, at unge Mænd, når de bejlede, selv talte deres Sag, men Helge havde en Skade i Munden, som gjorde, at han undså sig for at bruge den hjemme, endsige blandt fremmede, eftersom man jo helst vil dølge sine Lyder, thi jo mere åbenbare Legemsbrøst er, des tungere er de at bære. Guse lod kun hånt om denne hans Bejlen og svarede, at den, der stolede så lidt på sig selv, at han måtte lade andre bejle for sig, ikke var værdig til at indtræde i Ægtestand. Da Helge fik det Svar, bad han så mindelig Hød, som han vidste havde en sleben Tunge, om at tage sig af hans Sager og lovede i sin Iver til Gjengjæld at gjøre alt, hvad han forlangte af ham. Hød lod sig bevæge ved den unge Mands indtrængende Bønner, rustede en Flåde og drog med den til Norge for at sætte igjennem med Magt, hvad han ikke kunde opnå ved Ord. Da han med den sødeste Veltalenhed havde talt Helges Sag, sagde Guse, at han vilde spørge sin Datter, hvad hun mente derom, for at det ikke skulde se ud, som om han med stræng faderlig Myndighed på Forhånd havde afgjort Sagen imod hendes Vilje, og da han lod hende kalde og spurgte, om hun vilde have den Mand, der bejlede til hende, og hun svarede Ja, fæstede han hende til Helge. Således fik Hød ved sin søde og flydende Veltalenhed Guse til at lukke Ørene op, skjønt han før havde stoppet dem til, for hvad han bad om.

Medens dette gik for sig i Helgeland, drog Balder med Våben i Hånd ind i Gevars Land for at kræve Nanna til Brud. Da Gevar sagde, at han måtte spørge Nanna, hvad hun selv mente om den Ting, talte han Pigen til med de fagreste og sødeste Ord, og da han ingen Vegne kunde komme dermed, vilde han endelig vide, hvad Grunden var til hendes Afslag. Hun svarede, at en Gud ikke kunde ægte et Menneske, det forbød den overvættes Forskjel på deres Natur; Guderne gjør jo endogså undertiden selv Ende på sådanne Ægteskaber og bryder Båndet imellem Folk, der er så ulige stillede; der kunde heller ikke finde nogen stadig Forening Sted imellem Væsener af så vidt forskjellig Art, eftersom Småfolks Lykke altid bliver krank hos Storfolk. Rigdom og Armod kunde ikke bo under Tag sammen, og der kunde ikke sluttes nogen fast, gyldig Pagt imellem den rige Fugl og den fattige Fugl. Endelig kunde det, der hører Jorden til, ikke spændes sammen med det, der hører Himlen til, imellem dem havde Tingenes indbyrdes stridige Natur ved deres Oprindelse sat et uoverstigeligt Skjel, eftersom der er en uendelig Afstand imellem et dødeligt Menneske og en i Herlighed strålende Guddom. Med sådanne Spidsfindigheder afviste hun Balders Bønner og gav snildt Grunde for sin Vægring ved at indlade sig på dette Ægteskab.

Da Hød fik dette at vide af Gevar, beklagede han sig stærkt for Helge over Balders Frækhed. Ingen af dem vidste ret, hvad der var at gjøre, og de lagde længe Råd op sammen. I Modgang er det altid godt at have en Ven at tale med, thi selv om det ikke afvender Ulykken, lindrer det dog Sorgen. Efter at de havde drøftet forskjellige Anslag, fik Modet Overtaget, og de gav sig til at holde Søslag med Balder. Det blev en Kamp imellem Guder og Mennesker, thi Odin og Thor og hele Gudernes hellige Hærskare stred for Balder, så i den Dyst brødes guddommelige og menneskelige Kræfter med hinanden. Hød, hvis Brynje intet Sværd kunde bide på, brød ind i Gudernes tætteste Fylkinger og fo'r så drabeligt frem, som det er muligt for et Menneske over for Guder. Men Thor svang sin tunge Kølle således, at ethvert Skjold den ramte, splintredes, og opfordrede lige så stærkt Fjenderne til at gå imod ham som sine Stalbrødre til at værge sig; intet Våben eller Værge holdt Stand imod hans Slag, hvad han ramte knustes, hverken Skjolde eller Hjælme stod sig mod hans vældige Kølle, ingen var så stor eller stærk, at han jo måtte bukke under for ham. Sejren vilde da også være tilfalden Guderne, hvis ikke Hød, da hans Fylking begyndte at vige, hurtig var løbet frem og havde gjort Køllen ubrugelig ved at hugge Skaftet over på den. Da Guderne havde mistet det Våben, gav de sig strax på Flugt. Man skulde ikke tro, at Guder kunde overvindes af Mennesker, hvis de gamle ikke forsikrede det, men for Resten var de jo mere Guder af Navn end virkelige Guder, vi kalde dem blot så, fordi Hedningerne gjorde det, ikke fordi de virkelig var det.

Balder reddede sig ved at løbe sin Vej, og Sejrherrerne sønderhuggede nogle af hans Skibe og borede Resten i Sænk; ikke tilfreds med at have overvundet Guder lod de deres Grumhed gå ud over, hvad der var tilbage af Flåden, og styrede deres ulyksalige Krigslyst ved at ødelægge den; Medgang øger jo for det meste Overmodet. Havnen, hvor Slaget stod, minder endnu ved sit Navn om Balders Flugt. Sachserkongen Geld, der faldt i det samme Slag, gav Hød en herlig Ligfærd; han lod bygge et Bål til ham af Skibe og lagde ham der oven på Ligene af hans Skibsfolk og lod ikke blot en prægtig Gravhøj opkaste over hans Aske, Resterne af det kongelige Lig, men fulgte det også til Jorden med alle Æresbevisninger. Derefter vendte han, for at ikke yderligere Gjenvordigheder skulde trække hans Giftermål i Langdrag, tilbage til Gevar og holdt sit med Længsel attråede Bryllup med Nanna, hvorpå han efter at have skjænket Helge og Thora rige Gaver, førte sin Brud hjem til Sverige, i lige så høj Grad æret af alle på Grund af Sejren, som Balder var bleven til Latter ved sin Flugt.

Da de svenske Stormænd en Stund efter drog til Danmark for at betale Skat, fik Hød, der for sin Faders udmærkede Fortjenesters Skyld var bleven kåret til Konge af sine Landsmænd, en Prøve på Lykkens Ustadighed, thi han blev overvunden i et Slag af Balder, som han selv kort i Forvejen havde overvundet, og måtte flygte til Gevar, så at den Sejr, han havde vundet som Undersåt, blev ham fravristet som Konge. Efter at have vundet denne Sejr lod Balder for at skaffe Vand, hans Krigere kunde læske deres Tørst med, grave dybt i Jorden i Håb om at finde nye Kilder; Vandet vældede også frem, og de tørstige Krigere satte Mundene til de sprudlende Væld rundt omkring. Man holder for, at Navnet på disse Kilder endnu lever i Folkemunde, så at Sporene af dem endnu ikke er helt udslettede, skjønt det fordums Væld nu er udtørret. Om Nætterne blev Balder stadig så stærkt plaget af Marer i Nannas Skikkelse, at han faldt i en Sot, der tog således på ham, at han ikke kunde støtte på Benene, hvorfor han begyndte at vænne sig til at age i Vogn eller Kærre, når han færdedes ude. Så stærkt var hans Hjærte opfyldt af Elskov, at han næsten helt svandt hen, og han syntes, at Sejr ingen Ting havde at betyde for ham, når den ikke bragte ham Nanna som bytte.

Frø bosatte sig nu også som Gudernes Statholder ikke langt fra Upsal, hvor han i Steden for den gamle Måde at ofre på, der havde været brugt i så mange Hundrede År og af så mange Folk, indførte en ny sørgelig og gruelig Slags Ofre; han bragte nemlig Guderne vederstyggelige Ofre ved at lade Mennesker slagte til deres Ære.

Imidlertid havde Hød fået at vide, at Danmark var uden Høvding, idet Rolv var bleven dræbt af Hjartvar, som strax havde måttet bøde derfor med Livet. Her havde Tilfældet bragt ham, hvad han knapt havde kunnet håbe, sagde han, thi både havde Rolv, som han selv burde have dræbt, fordi Rolvs Fader Helge havde rådet hans Fader Hødbrod Bane, nu fået sin straf af en anden, og ved en uventet Lykkens Gunst havde der nu også åbnet sig en Lejlighed for ham til at bemægtige sig Danmark, thi når man rigtig undersøgte Forfædrenes Stamtavler, viste det sig, at han havde lovligt Arvekrav på dette Rige. Derpå drog han til Sjælland med en stor Flåde for at benytte sig af den Gunst, Lykken i Øjeblikket bød ham, og bemægtigede sig Havnen Isøre; her mødte den danske Almue ham og kårede ham til Konge, og da han kort efter fik at vide, at hans Broder Adils, som han havde sat til at herske over Sverige, var død, forenede han Sverige med Danmark. Adils fik forøvrigt et skammeligt Endeligt; thi da han i sin Hjærtensglæde over Rolvs Død fejrede denne med et Gjæstebud, drak han så overstadig, at han pludselig døde og således ved en styg Død måtte bøde for sin hæslige Umådelighed, så at han i sin overvættes Glæde over en andens Død selv voldte sin egen.

Da Hød var draget hjem til Sverige, kom Balder også til Sjælland med en Flåde, og da han både havde Ry for at være en berømmelig Kriger og en ypperlig Høvding, gik Danskerne strax ind på alt, hvad han forlangte, og lod ham tage Styret. Så vægelsindede var vore Forfædre! Hød drog da atter fra Sverige og begyndte en farlig Krig med ham. En svar Dyst blev det, de førte om Overtaget thi de var begge opsatte på at vinde Riget, og Enden blev, at Hød måtte fly; han tyede over til Jylland, hvor han slog sig ned i en lille By, som han opkaldte efter sit Navn. Da Vinteren var leden, drog han ganske alene over til Sverige igjen, stævnede sine Stormænd til sig og sagde, at han var kjed af Livet nu, da det var gået så skjævt for ham, at Balder to Gange havde sejret over ham. Derpå tog han Afsked med dem alle, søgte hen til vanskelig tilgængelige Egne, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, og vankede om i Udørkener, hvor ellers aldrig noget Menneske satte sin Fod. Det går jo nemlig gjærne så, at den, som hjemsøges af Sorg, han ingen Trøst kan finde for, tyr til fjærne og afsides Steder, som om det kunde hjælpe til at fordrive Sorgen, og at den, der har tunge Bekymringer, ikke kan finde sig i at færdes blandt Mennesker, så højt elsker Sorgen Ensomhed, og den, som er syg på Sjælen, finder mest Behag i Snavs og Urenlighed. Hød havde haft for Skik at sidde på Toppen af et meget højt Bjærg og afgive sine Kjendelser, når Folk kom og rådspurgte ham, og de, som nu søgte ham forgjæves der, klagede over hans Ørkesløshed, alle skjældte med de hårdeste Ord over hans Fraværelse.

Men da Hød en Stund havde vanket om i vildsomme Egne og var kommen igjennem en Skov, hvor Mennesker ellers aldrig færdedes, kom han til en Hule, hvor nogle ukjendte Møer holdt til, som viste sig at være de samme, som i sin Tid havde givet ham hans Kjortel, som Våben ikke bed på. Da de spurgte, hvorfor han var kommen did, fortalte han dem, hvor ulykkelig det var gået ham i Krigen, sagde, at de havde sveget ham, og begyndte at jamre sig over den kranke Skæbne, han havde haft, og den Vånde, han var i, og at beklage sig over, at det havde føjet sig helt anderledes for ham, end de havde lovet. Dertil svarede Skovmøerne, at skjønt han kun sjælden var gået af med Sejren, havde han dog voldt sine Fjender lige så stort Tab, som han selv havde lidt, og ikke anrettet mindre Mandefald blandt dem end de blandt hans Folk. Forøvrigt var Sejren ham vis, dersom han kunde få fat i en overmåde sød Spise, som Balder havde opfundet til at øge sine Kræfter med; kunde han blot berøve sin Fjende denne styrkende Mad, vilde intet falde ham svært.

Da Hød hørte det, fik han strax igjen svært Mod på at kriges med Balder, skjønt det måtte tykkes såre vanskeligt at angribe Guder med Jordiske Våben. Der var også dem af hans Folk, som holdt for, at det ikke vilde være rådeligt for ham at give sig i Krig med Guder; men så umådelig ophidset var hans Sind, at al Ærbødighed for deres ophøjede Væsen var forsvundet af det; thi hos tapre Mænd får ikke altid Fornuften Bugt med Hidsigheden, stundom får Dumdristigheden Overtaget over Besindigheden. Måske har Hød også betænkt, at de ypperste Mænds Magt tit står på de svageste Fødder, og al liden Tue kan vælte stort Læs.

Balder samlede nu Danskerne og rykkede imod Hød for at holde Slag med ham. Da der var faldet en umådelig Mængde, næsten lige mange på hver Side, gjorde Natten Ende på Kampen. Omtrent ved den tredje Nattevagt gik Hød, uden at nogen vidste det, ud for at udspejde Fjenden; thi han kunde ikke sove for den Bekymring, den overhængende Fare holdt ham i, som det jo for det meste går, at Sindets overvættes Bevægelse hindrer Legemet i at finde Hvile, og Sjælens Uro ikke tillader Legemet at falde til Ro. Da han var kommen ind i Fjendens Lejr, fornam han, at de tre Møer, der bragte Balder den hemmelighedsfulde Spise, havde forladt Lejren. Han kunde følge deres Spor i Duggen og løb efter dem og kom således omsider til det Hus, de holdt til i. Da de spurgte, hvem han var, sagde han, at han var Harpespiller, og gav dem strax Syn for sagn, thi da de rakte ham en Harpe, og han havde stemt den, slog han Strængene og spillede således for dem, at han kildrede deres Øren med de lifligste Toner. Disse Møer havde tre Snoge, hvis Gift de plejede at blande i den styrkende Spise, de lavede til Balder; de fik dem til at gabe, og så randt der en Mængde Edder fra dem ned i Spisen. De to af Møerne vilde i deres Venlighed have budt Hød at spise af den; men den ældste af dem forbød dem det og sagde, at det vilde være Svig imod Balder, om de øgede hans Fjendes Kræfter. Han sagde dertil, at han ikke var Hød selv, men hans Stalbroder, og Møerne var da så venlige ikke blot at lade ham nyde noget af Spisen, men også at skjænke ham et dejligt skinnende Bælte, som bragte Sejr i Kamp.

Da han nu gik samme Vej tilbage, som han var kommen ad, mødte han Balder og sårede ham således i Siden, at han blev liggende halv død. Da dette spurgtes, gjenlød hele Høds Lejr af hans Krigeres Fryderåb, og Danskerne kærede og klagede over den Skæbne, der var overgået Balder. Da denne grant skjønnede, at det led mod Døden med ham, begyndte han, opflammet af de Smerter, hans Sår voldte ham, Dagen efter Kampen igjen, og medens den rasede, lod han sig i en Bærestol føre om i Slaget, for at han ikke skulde få Ord for at have søgt en uhæderlig Død i sit Telt. Natten efter åbenbarede Hel sig for ham i en Drøm og sagde, at Dagen efter skulde han hvile i hendes Favn. Og det var intet tomt Drømmevarsel, thi da Tredjedagen var leden til Ende, døde Balder af de overvættes Pinsler, hans Sår voldte ham. Hans Krigsfolk holdt en kongelig Ligfærd efter ham og opkastede en Høj over ham. Denne Høj gav nogle Mænd i vore Dage - deres Formand hed Harald - sig en Gang ved Nattetid til at grave i, fordi de som Følge af det Ry, der gik af den Begravelse, der i gammel Tid havde fundet Sted, håbede at finde Skatte i den; men de blev pludselig slagne af Skræk og opgav deres Forehavende. Det syntes dem nemlig, som der pludselig fra Højens Top, som de havde gravet igjennem, brød en vældig brusende Vandstrøm frem, der med den voldsomste Fart overskyllede Markerne nedenfor og rev alt med, hvad der kom i Vejen for den. Forskrækkede over dens Voldsomhed kastede de deres Hakker og tog flugten til alle Sider i den Tro, at det frembrydende vand vilde rive dem bort med sig, i Fald de længere vedblev med deres Forehavende. Således drev den Skræk, dette Steds Skytsånder pludselig indjog de unge Mennesker, dem til at opgive deres Griskhed og tænke på deres Frelse og lærte dem at lade de Skatte, de higede efter, i Stikken og at tage Vare på deres Liv. Det er nu sikkert nok, at denne fremvældende Vandstrøm var et Blændværk og ingen Virkelighed, ikke opstået i Jordens Indvolde, men frembragt ved Gjøglekunster; thi Naturen lader ikke Kilder vælde frem på slige tørre Steder, men siden den Tid har alle som Følge af Rygtet om den Gravning ladet Højen ligge i Fred. Derfor ved man ikke, om der er Skatte gjemt i den, eftersom der ikke siden Haralds Tid er nogen, der har dristet sig til at grave i dens dunkle Grund.

Odin søgte nu, uagtet han ansås for den øverste Gud, til Spåmænd og Sandsigere og alle andre, som han havde hørt lagde sig efter at se ind i Fremtiden, for at få at vide, hvorledes han skulde tage Hævn for sin Søn; thi sådan en ufuldkommen Gud har for det meste menneskelig Bistand nødig. En Finne ved Navn Rostjov forudsagde ham da, at han med Rind, en Datter af Ruthenernes Konge, skulde avle en anden Søn, der skulde hævne sin Broders Bane, thi Guderne havde bestemt, at deres Medbroder skulde hævnes af denne sin endnu ufødte Broder. Da Odin havde hørt det, trak han Hatten ned over Øjnene, for at ingen skulde kjende ham, og drog til den nævnte Konge og gav sig i Krigstjeneste hos ham. Kongen gjorde ham til sin Krigsøverste, og med den Hær, han fik at råde over, vandt han den herligste Sejr over Fjenden, og som Følge af den Tapperhed, han havde vist i Kampen, blev han en af Kongens allerbedste Venner og blev overøst ikke mindre med Gaver end med Æresbevisninger. Kort Tid efter drev han ganske alene Fjendernes Fylking på Flugt og vendte tilbage ikke blot som Budbringer om dette vidunderlige Nederlag, men også som den, der havde anrettet det. Alle undrede sig over, at en Mands Kræfter havde været nok til at vinde så stor en Sejr over utallige, og da han nu, stolende på den Fortjeneste, han således havde indlagt sig, hemmelig åbenbarede Kongen sin Elskov, tog denne med den største Velvilje imod hans Bejlen, men da han så, glad herover, bad Pigen om et Kys, gav hun ham en Kindhest i Steden.

Hverken den Spot eller den Skade, denne Forsmædelse havde bragt over ham, fik ham imidlertid til at opgive sit Forehavende. Året efter kom han nemlig, eftersom han ikke med Skam vilde opgive, hvad han til at begynde med havde været så opsat på, tilbage til Kongsgården i en anden Dragt. De, han traf på, skulde nu have ondt ved at kjende ham igjen, thi sine virkelige Ansigtstræk havde han udvisket med Smuds, og han havde dækket sin gamle Skikkelse med et Lag af Uhumskhed. Han kaldte sig Rost og sagde, at han var dreven i Smedehåndværket, og ved at smede adskillige Ting i Kobber med stor Kunstfærdighed lagde han i den Grad sin Dygtighed for Dagen, at Kongen gav ham en Mængde Guld og bød ham gjøre Kvindesmykker deraf. Han smedede da alskens Smykker, og så forærede han Pigen et Armbånd, der var endnu kunstfærdigere gjort end alt det andet, og nogle lige så herlige Ringe. Men lede lader sig ikke overvinde, hvor megen Umag man end gjør sig derfor; da han bad Rind om et Kys, fik han en Næsestyver; thi Gaver agtes kun ringe, når den, som giver dem, er ilde lidt; kjærkomment er kun, hvad der rækkes af Vennehånd, så hvad Gaven er værd for den, der får den, kommer for det meste an på, hvem Giveren er. Den stivsindede Pige tvivlede ikke om, at den gamle havde en Ræv bag Øret og ved sin foregivne Gavmildhed kun vilde opnå at få sin Lyst styret, så hun må have været lige så skarpsindig som ubøjelig, eftersom hun opdagede, at der lå Svig bag hans venlighed, og at hans Gavmildhed dækkede over uhøviske Lyster. Hendes Fader gav hende mange onde Ord, fordi hun ikke vilde tage ham til Mand, men hun, som kun med Afsky kunde tænke på at gifte sig med en Gamling, sagde, at Piger ikke burde forhaste sig med at tage en Mand i Favn, så længe de var unge, og gav således sin Ungdom til Påskud for sin Uvilje imod dette Giftermål.

Men Odin, som vidste, at intet hjælper Kjærligheden til at nå sit Mål mere end Udholdenhed, drog for tredje Gang til Kongen, skjønt han nu to Gange havde lidt den Tort at blive så forsmædelig afvist. Han påtog sig atter en ny Skikkelse og gav sig denne Gang ud for at være forfaren i alskens krigerske Idrætter, hvilket ikke blot Elskov, men også Lyst til at aftvætte den Forsmædelse, han havde lidt, drev ham til; de, der i gamle Dage var drevne i Gjøglekunster, formåede således med Lethed at påtage sig forskjellige Skikkelser og give sig ud for hvad det skulde være; de kunde foruden deres naturlige Udseende give sig Skin af at have hvilken Alder de vilde, og Gamlingen gav da nu de fornøjeligste Prøver på sin Kunst ved frejdig at give sig i Dystridt med de dygtigste. Men heller ikke dette kunde bøje Pigens stride Sind; thi den, som først har fattet stærk Lede til en, lader sig sjælden vende til Elskov. Da han, inden han red bort, vilde tage et Kys fra hende, gav hun ham sådant et Puf, at han gik forover og slog Hagen i Jorden; men så rørte han strax ved hende med et Stykke Bark, hvorpå der var ristet Tryllevers, og deraf blev hun ligesom helt vanvittig, og med den ringe Hævn for den Forsmædelse, hun nu så mange Gange havde tilføjet ham, lod han sig nøje.

Odin opgav dog endnu ikke sit Forehavende; thi den Tro, han havde til sin Højhed, indgjød ham stadig Håb; han klædte sig i Kvindeklæder og drog ufortrøden til Kongen for fjerde Gang. Kongen tog ham i sin Tjeneste, og han viste sig ikke blot som et flittigt Tyende, men var også noget rå af sig; da han imidlertid gik i Kvindeklæder, troede de fleste, at han virkelig var en Kvinde. Han kaldte sig Vegge og gav sig ud for at forstå sig på Lægekunsten og gav også de største Prøver på sin Dygtighed deri. Omsider fik han Tjeneste i Dronningens Fruerstue som Prinsessens Terne og blev sat til at to hendes Fødder om Aftenen, så han havde Lejlighed til at klappe hende både på Lægge og Lår. Og eftersom Lykken er omskiftelig, skjænkede Tilfældet ham nu, hvad han ikke havde kunnet opnå ved List. Det hændte nemlig at Pigen blev syg og måtte søge Lægehjælp, og for at komme sig måtte hun kalde den til Hjælp, som hun havde vraget, og lade sig frelse af den, hun bestandig havde båret Afsky for. Efter at han på det nøjeste havde undersøgt Sygdommens kjendetegn, foreskrev han hende en Lægedrik, for at hun så hurtig som muligt kunde få Bugt med den, men den var så besk, sagde han, at hun ikke vilde kunne gå den Kur igjennem, hvis hun ikke lod sig binde, thi det gjaldt om at drive Sygdomsstoffet ud af hende, og det sad dybt inde. Da hendes Fader hørte det, bød han strax, at Pigen skulde bindes i sin Seng og tålmodig finde sig i alt, hvad Lægen gjorde ved hende; han lod sig nemlig narre af Kvindedragten, som den gamle betjente sig af til at skjule sin hårdnakkede Snedighed med. Sålunde fik Odin Lejlighed til at sætte sin Vilje igjennem med hende, thi da han så' sit Snit, lod han Lægedom være Lægedom og styrede sin Lyst, førend han tænkte på at jage Feberen på Flugt, idet han benyttede sig af hendes Svaghed, eftersom han af Erfaring vidste, at når hun var rask, kunde han ingen Vegne komme med hende. Jeg må dog hertil uden Fortrydelse bemærke, at der er to Meninger om den Ting; thi somme sige, at da Kongen så', hvor Lægen led af Elskov, og at han ingen Vegne kom til Trods for alle de Anstrængelser, han gjorde sig både legemlig og åndelig, syntes han, at han ikke burde narres for sin vel fortjente Løn, og gav ham Lov til hemmelig at favne Pigen. Så vidt kan en Faders Ukjærlighed over for sit Afkom gå, når Vreden får Bugt med den naturlige Mildhed. Da Datteren siden gjorde Barsel, skammede han sig da også og fortrød sin Vildfarelse.

Da Guderne, som havde deres Hovedsæde i Byzanz, skjønnede, at Odin havde besmittet sin guddommelige Værdighed ved således på forskellig Måde at have sat sin Anseelse til, besluttede de at udelukke ham af deres Forsamling; de fratog ham ikke blot Herredømmet, men skilte ham også ved den Ære og Tilbedelse, han var Gjenstand for hjemme, og jog ham i Landflygtighed, idet de anså det for bedre, at deres skammelige Høvding mistede sin Magt, end at den almindelige Gudsdyrkelse vanhelligedes, og de, som var uskyldige, blev indviklede i en andens Brøde og kom til at bøde for, hvad han havde forbrudt. De indså nemlig, at de, som de havde forført til at yde dem guddommelig Ære, foragtede dem i Steden for at adlyde dem, da det blev bekjendt, hvilken Tort der var overgået den øverste Gud, at de skammede sig over dem i Steden for at tilbede dem, anså Gudsdyrkelsen for Helligbrøde og de fastsatte højtidelige Tempelskikke for barnagtige Tossestreger. De havde så at sige Døden for Øjnene, var opfyldte af Frygt og mente, at den enes Synd vilde komme over alles Hoved, og for at han ikke skulde drive den almindelige Gudsdyrkelse i Landflygtighed, dømte de derfor ham dertil og gjorde ikke blot en Mand ved Navn Oller til deres Høvding, men tildelte ham også guddommelig Værdighed, som om det var lige nemt at gjøre en Mand til Høvding og til Gud. Og skjønt de foreløbig, kun havde kåret ham til Ypperstepræst, gav de ham fuld guddommelig Ære og Myndighed, for at han ikke skulde få Ord for blot at forvalte en andens Embede, men i alle Måder være hans lovlige Efterfølger, og for at gjøre hans Anseelse fuldkommen, gav de ham også Odins Navn, for ved den Gunst, det nød, at forebygge Misfornøjelse med den skete Forandring. Da Oller havde indtaget Forsædet i Gudernes Råd i en halv Snes År, ynkedes de omsider over de tunge Kår, Odin fristede i sin Landflygtighed, og mente, at nu var han bleven straffet hårdt nok, hvorfor de atter drog ham op af Skarnet og indsatte ham i hans fordums Herlighed, eftersom Tiden nu også havde udvisket den Skamplet, han havde fået på sig, skjønt somme mente, at han var uværdig til nogen Sinde mere at nyde guddommelig Anseelse, fordi han ved sine Forklædninger og ved at påtage sig Kvindegjerning på det forsmædeligste havde skamskjændet sit Guddomsnavn. Der er da også dem, som siger, at han kjøbte sin tabte Værdighed igjen i dyre Domme ved at smigre for somme af Guderne og formilde somme ved Gaver, og at det kostede ham svære Penge igjen at opnå den Hæderspost, han havde beklædt. Om man vil vide, hvor meget han gav derfor, får man spørge dem, der har bragt i Erfaring, hvor meget en Guddomsbestilling koster; jeg må bekjende, at jeg ikke ved det så nøje. Da Oller var bleven fordreven fra Byzanz af Odin, drog han til Sverige, hvor han, som om han var kommen til en helt ny Verden, søgte at bringe sit Ry på Fode igjen; men Danskerne slog ham ihjel. Rygtet fortæller, at han var så dreven i Trolddomskunster, at han, når han skulde over Havet, i Steden for Skib betjente sig af en Knokkel, som han havde ristet Galdresange på, og at han på den Måde kom lige så hurtig af Sted, som om han havde roet sig frem.

Da Odin igjen havde opnået sin guddommelige Værdighed, vandt han sådan Ære og Anseelse, at dens Glans bredte sig over alle Lande, så alle Folk anså ham for Lyset, der var vendt tilbage til Verden, og der ikke var noget Sted på hele Jordens Kreds, hvor man ikke bøjede sig for hans Guddomsmagt. Da han fik Nys om, at hans Søn Bue, som han havde avlet med Rind, lagde sig ivrig efter Krigsvæsenet, kaldte han ham for sig, bød ham mindes sin Broders Død og opfordrede ham til hellere at tage Hævn over Balders Banemænd end kriges med Folk, der ingen Ting havde gjort ham, eftersom Kamp sømmer sig bedst og bringer mest Held, når den har en Guderne velbehagelig Grund i et retfærdigt Ønske om Hævn.

Imidlertid spurgtes det, at Gevar svigefuldt var bleven tagen af Dage af sin Statholder Gunne. Hød rustede sig da af alle Kræfter for at hævne hans Død, fangede Gunne, kastede ham på et Bål og brændte ham levende til Straf for, at han ved Nattetid var kommen bag på Gevar og havde brændt ham inde. Efter således at have hævnet sin Fosterfaders Død satte han hans Sønner Herlet og Gerit til at råde over Norge.

Derefter stævnede han sine Stormænd til Tinge og sagde dem, at i den Krig, han nu skulde til at føre med Bue, vilde han komme til at lade Livet, hvilket ikke var noget, han havde en usikker Formodning om, men havde tilforladelige Spåmænds Ord for. Han bad dem derfor om at lade hans Søn Rørik blive Konge efter ham, for at ikke onde Mennesker skulde mage det så, at Kongemagten gik over til fremmede og ukjendte Slægter; han vilde føle større Glæde ved at vide, at hans Søn skulde være hans Eftermand, end Sorg ved Tanken om sin nær forestående Død, sagde han. Det føjede de ham strax i, og derefter holdt han Slag med Bue og faldt. Men Bue havde ingen Glæde af Sejren; thi han blev så hårdt såret, at hans Krigere måtte skiftes til at bære ham på Skjold hjem fra Slaget, og Dagen efter døde han under stor Pine af sit Sår. Den ruthenske Hær holdt en prægtig Ligfærd efter ham, opkastede en mægtig Gravhøj over hans Lig og gav den Navn efter ham, for at så ypperlig en Ungersvend ikke alt for hurtig skulde gå Efterslægten af Minde.

Rørik, Hardvendel og Fenge

Kurerne og Svenskerne fik nu i Sinde at angribe Danmark, som de hvert År plejede at bringe Skat, som om Høds Død havde løst dem fra deres Skatskyldighed; det gav også Slaverne Mod til at falde fra, og flere andre Folk blev fra Undersåtter til Fjender. For at afværge denne Uret kaldte Rørik Danskerne under Våben, mindede dem om Forfædrenes Bedrifter og opflammede dem ved kraftig Formaning til at vise sig som tapre Mænd. For ikke at føre Krig uden at have en Høvding, som de så', de ikke kunde undvære, valgte Fjenderne sig en Konge, og efter at have lagt to Afdelinger af deres Hær i Skjul rykkede de frem i åben Mark med Resten. Men Rørik lod sig ikke nare af deres List. Da han så', at hans Flåde var kommen ind i en snæver og grund Vig, lod han den føre af Grunden og ud på Dybet, for at Fjenden ikke skulde angribe den fra forskjellige Sider, medens den sad fast i Dyndet. Derhos bød han en Del af sine Folk om Dagen at holde sig i Skjul, hvorfra de uventet skulde falde over Fjenderne, når de angreb hans Skibe, så kunde det være, sagde han, at de selv faldt i den Grav, de havde gravet for ham. De Fjender, der lå i Baghold, vidste ikke, hvor forsigtig Danskerne havde båret sig ad, og var ubesindige nok til at gjøre et Udfald og blev alle dræbte. Resten af Slaverne, som ikke vidste noget om det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, kunde ikke begribe, hvorfor Rørik tøvede så længe, og efter at de længe havde ventet på ham i Tvivl og Uvished, og det Dag for Dag faldt dem besværligere, besluttede de omsider at angribe ham med deres Flåde.

Der var iblandt dem en Mand, som udmærkede sig ved sin høje Væxt og var en stor Troldkarl. Da de fik Øje på Danskernes Rækker, sagde han til dem: " Lad en Kamp på Tomandshånd gå forud for det almindelige Nederlag, for at de manges Fare kan forebygges ved, at nogle få opofrer sig. En sådan Dyst vil jeg ikke undslå mig for, om nogen af jer drister sig til at gå imod mig, men jeg forlanger, at der skal stilles ét Vilkår, som jeg vil udtrykke således: Sejrer jeg, er vi for Fremtiden fri for Skat, bukker jeg under, udredes Skatten som hidtil til eder, så at jeg enten som Sejrherre befrir mit Fædreland for Trældomsåget eller, i Fald jeg bliver overvunden, lægger det på det. Hvordan Lykken end føjer sig, byder jeg mig selv som Borgen og Sikkerhed for, at det bliver, som jeg har sagt". En af Danskerne, hvis Mod var større end hans Legemsstyrke, spurgte, da han hørte det, Rørik, hvad den skulde have i Løn, som optog den Kamp, der udæskedes til. Rørik havde sex Armbånd, der dannede en uopløselig Knude, idet de var således snoet ind i hverandre, at de ikke kunde skilles ad; dem lovede han den, der turde påtage sig den Dyst, men Ungersvenden, som ikke stolede på Lykken, svarede: "I Fald jeg kommer godt derfra, Kong Rørik, vil jeg overlade til din Gavmildhed at lønne mig derfor og lade dig selv bestemme Sejrens Pris; men hvis det nu ikke går efter Ønske, hvad Løn mener du da at skylde den overvundne, hvis Lod enten bliver den grumme Død eller tung Skjændsel, thi det er de Følgesvende, Svagheden plejer at få, det er de Overvundnes Sold, hvad andet end den største Vanære venter dem ? Hvad Løn udredes der, hvad Tak ydes der den, der ikke vinder Tapperhedens Løn ? Hvem fletter Kranse til den, der bukker under i Strid, hvem rækker ham Sejrspris? Tapperhed, ikke Afmagt tilkjendes Prisen, og den, der ikke har Lykken med sig, vinder ingen Hæder; Tapperhed får Ros og Ære, Uheldet følges enten af en uhæderlig Død eller af et Liv i Skjændsel. Jeg ved ikke, til hvilken Side Krigslykken vil vende sig, og vil derfor ikke dumdristig anmasse mig til at begjære en Løn, om hvilken jeg ikke ved, om den med Rette tilkommer mig, thi den som ikke er vis på Sejren, hør ikke tilegne sig Sejrherrens visse Løn. Så længe det er uvist, hvad Udfald Sagen får, vil jeg ikke kræve Sejrskransen, som om jeg havde fortjent den; jeg vil ikke tage imod Guld og Gods, der lige så godt kan blive mig Dødsens som Livsens Sold. Det er Dårskab at gribe efter umoden Frugt og at ville plukke den, før man ved, om man har Ret dertil. Denne min Hånd skal enten bringe mig Sejr eller Død". Efter at have talt sålunde hug han til Fjenden med sit Sværd, men hans Lykke var ringere end hans Mod, thi han blev slået tilbage og faldt for det første drøje Hug. Det var et bedrøveligt Syn for Danskerne, men Slaverne gjorde stor Stads af deres sejrrige Landsmand og tog imod ham med festlige Danse. Dagen efter tren han igjen frem for Danskerne og udæskede dem ligesom forhen, hvad enten nu den nys vundne Sejr havde gjort ham hovmodig, eller han var begjærlig efter at vinde en ny; thi han troede, at det var Danskernes tapreste Mand, han havde fældet, og at ingen anden af dem havde Mod til at kæmpe med ham. Han stolede på, at han ved den ene Kæmpes Fald havde lammet hele Hærens Kræfter og tænkte, at intet mere vilde falde ham vanskeligt, hvad han så end prøvede på, thi intet nærer Hovmod mere end Held, og Medgang er den kraftigste Spore for Overmod.

Det gik Rørik nær til Hjærte, at én Mands Frækhed skulde lamme hele Hærens Mod, at Danskerne, der havde vundet så stor Navnkundighed ved deres Sejre, ikke blot blev overmodig behandlede, men ligefrem skammelig ringeagtede af dem, de fordum havde overvundet, og at der iblandt så mange Krigere ikke fandtes nogen, der havde så frejdigt Mod eller så stærk en Hånd, at han fik Lyst til at ofre sin Velfærd for sit Fædreland. Denne Danskernes skammelige Sendrægtighed rådede en Mand ved Navn Ubbe Bod på ved sin Højsindethed. Han var større og stærkere end de fleste og dygtig i Trolddomskunster. Han spurgte også med velberåd Hu om, hvad han skulde have i Kampløn, og Kongen lovede ham Armbåndene. "Hvor kan jeg stole på dit Løfte", sagde Ubbe, "når du selv beholder Kampprisen i Hænde i Steden for at give en anden den i Forvaring? Lad en komme hid og tage den i sin Varetægt, for at du ikke siden skal tage dit Løfte tilbage; thi urokkelig Vished om Kampens Løn opflammer Kæmpernes Mod". Det er nu sikkert nok, at han blot sagde dette for Spøg, thi kun Tapperhed drev ham til at afværge sit Lands Forsmædelse; men Rørik, som troede, at det var Griskhed, der lagde ham de Ord i Munden og ikke vilde have Skin af imod kongelig Sæd at ville tage sin Gave tilbage eller at tilbagekalde sit Løfte, vilde da, som han stod der på Skibet, med et vældigt Kast slynge Armbåndene over til ham. Det mislykkedes nu for ham på Grund af den store Afstand, han satte for lidt Kraft på, så Armbåndene nåede ikke så langt hen, som de skulde, og faldt i Vandet, og heraf fik han Tilnavn og blev kaldt Rørik Slyngebånd. Dette gav Anledning til, at Ubbe gav et stort Bevis på sin Tapperhed; thi det, at han gik glip af sin Løn ved, at den gik til Bunds, fik ham ikke til at opgive sit dristige Forehavende, for at det ikke skulde få Udseende af, at hans Tapperhed var i Gjerrighedens Sold. Derfor higede han ivrig efter at komme til at slås og viste, at han var mere opsat på at gjøre, hvad hæderligt var, end optagen af Vindesyge, at han satte Tapperhed over Griskhed, og at den tillidsfulde Fortrøstning, han havde, ikke havde sin Grund i Håb om Belønning, men i Højsind. Der blev strax afstukket en Kreds, Krigerne flokkedes om den, Kæmperne tørnede sammen med Bulder og Gny, og Tilskuerne råbte deres forskjellige Ønsker om Stridens Gang i Munden på hverandre. De to Kæmper var Fyr og Flamme og gav hinanden Hug på Hug, til de faldt, så Kampen og begges Liv fik Ende på én Gang; jeg tænker, at Lykken føjede det så, for at ingen af dem skulde få Ære og Gammen af den andens Død. Men dette Udfald fik Oprørerne til at falde til Føje over for Rørik, og de betalte atter Skat som hidtil.

Ved samme Tid satte Rørik Brødrene Hardvendel og Fenge, hvis Fader Gervendel havde været Høvedsmand i Jylland, ved Styret samme Steds. Efter at han havde været Høvedsmand i tre År, havde Hardvendel vundet så stor Navnkundighed ved sine Vikingetog, at Kong Koll i Norge, der var skinsyg på ham for hans Bedrifter og Ry, kom på de Tanker, at det vilde være en stor Hæder for ham, om han ved at overvinde ham kunde fordunkle den Glans, der vidt og bredt stod om denne Vikings Navn. Efter at have sejlet vidt og bredt omkring og spejdet efter ham stødte han omsider på hans Flåde. Der lå en Ø midt ude i Havet, og ved den havde de to Vikinger lagt til med deres Skibe, hver på sin Side af den. Kysten var så fager, at de begge fik Lyst til at gå i Land, og Egnens Dejlighed lokkede dem længere og længere ind i Landet, hvor de vankede om i de grønne Lunde og Skove, og der traf det sig så, at de mødte hinanden ganske ene. Hardvendel tog da først til Orde og spurgte Kong Koll, hvilken Måde han helst vilde slås med ham på; selv syntes han bedst om at der var så få med dertil som muligt, sagde han; Tvekamp var bedre end nogen anden Slags Kamp skikket til at vinde Sejr ved Tapperhed; thi i den havde man kun sit eget Mod at stole på, eftersom fremmed Hjælp var udelukket. Koll undrede sig over Ungersvendens kjække Ord og svarede: "Eftersom du overlader til mig at vælge hvorledes vi skulle kæmpe, mener jeg, at vi gjør bedst i at slås på Tomandshånd uden Forstyrrelse af andre; thi både kræver den Kamp måde mest Mod og fører hurtigst til Sejr, det er vi ganske enige om, og den Mening er vi komne til af os selv, hver for sig. Men eftersom Udfaldet er uvist, bør vi love at behandle hinanden høvisk, og ikke lade os således rive med af vor Lidenskab, at vi undlader at vise hinanden den sidste Ære. Vort Sind er nu opfyldt af Had, men det bør dog også have Plads til Kjærlighed, at den, når Tiden kommer, kan afløse Naget, thi ihvorvel der er Splid imellem vore Sjæle, bør dog Naturens Ret forsone os, den knytter et Bånd imellem os, hvor stor den Avind end er, som skiller os ad. Lad det derfor være en hellig Aftale imellem os, at den, som sejrer, sørger for den overvundnes Ligfærd; thi det er Høviskhedens sidste Pligt, som ingen retsindig Mand unddrager sig. Begge vore Hære skulle uden Nag i Endrægtighed røgte dette Hverv. Efter Døden bør al Avind være forbi, ved Graven bør Fjendskabet høre op. Lad os ikke være så grumme, at vi forfølge hinanden hinsides Graven, om der end var Had imellem os i levende Live, Det vil være en Ære for Sejrherren, at han giver den overvundne en prægtig Ligfærd; thi den, der giver sin døde Fjende, hvad der tilkommer ham, vinder de efterlevendes Kjærlighed, og den, der beflitter sig på at vise Høviskhed imod den hedengangne, overvinder de levende ved sin Kjærlighedsgjerning. Der er også en anden ikke mindre sørgelig Skæbne, nemlig at man undertiden vel beholder Livet, men bliver lemlæstet; den, hvem det overgår, mener jeg, man bør være lige så villig til at tage sig af som den, Døden rammer. Det hænder ofte, at man slipper fra Kampen med Livet, men efter at have sat sin Førlighed til, og det regnes for en tungere Skæbne end Døden; thi når man er død, er alting glemt, men Krøblingen kan ikke slippe bort fra sit lemlæstede Legeme. Den Ulykke bør der også rådes Bod på. Lad os derfor være enige om, at dersom en af os bliver lemlæstet, får han af den anden ti Mark Guld i Skadeserstatning; thi byder Kjærlighed os at ynkes over andres Ulykker, hvor meget mere bør man da ikke ynkes over sine egne? Enhver bør sørge for sit Legems Tarv; den, der undlader det, er for Selvmorder at regne".

Efter at de havde givet hinanden Hånden herpå, begyndte de Kampen; hverken det, at de mødtes for første Gang, eller den vårgrønne Skovs Fagerhed afholdt dem fra at krydse Sværd med hinanden. Hardvendel, som i sin overvættes Hidsighed var mere opsat på at angribe sin Fjende end på at skjærme sit eget Legeme, kastede Skjoldet og svang Sværdet med begge Hænder. Hans Dristighed fik sin Løn; thi efter at han havde hugget så længe på Kolls Skjold, at der ikke var stort tilbage af det, hug han den ene Fod af ham, og det blev hans Banesår. Som aftalt var, gav han ham en kongelig Ligfærd og lod opkaste en prægtig Høj over ham. Derefter forfulgte og dræbte han hans Søster Sela, der også var vel forfaren i alt, hvad der hørte til Viking og Krigsvæsen.

Efter i tre År at have øvet de største Heltebedrifter skjænkede Hardvendel Rørik de Våben og alt det udsøgte Bytte, han havde taget, for at komme så meget højere i hans Gunst, og Kongen fattede da også så stort Venskab for ham, at han gav ham sin Datter Gerut til Ægte, med hvem han avlede en Søn Amlet.

Den store Medgang, Hardvendel havde, vakte hans Broder Fenges Avind, så han besluttede at tage ham af Dage. Så lidt kan Dyden være tryg; selv over for den gjælder det, at Frænde er Frænde værst. Da han så' Lejlighed dertil, betænkte han sig ikke på at følge sit Hjærtes grumme Lyst og besudle sine Hænder med sin Broders Blod, og til Brodermord føjede han så Blodskam, idet han ægtede sin myrdede Broders Hustru. Det går jo nemlig for det meste så, at når en har begået en Forbrydelse, er han strax rede til at begå en ny, idet den ene driver ham til den anden. Så fræk og snedig var han derhos til at dække over sin skjændige Gjerning, at han gav det Udseende af, at han havde begået sin Misgjerning i en god Mening og smykkede Brodermordet med Kjærlighedens Navn, idet han foregav, at skjønt Gerut var så blid af Sind, at hun ikke gjorde nogen den ringeste Fortræd, havde hendes Husbond båret det voldsomste Had til hende, og at han havde dræbt sin Broder for at frelse hende, fordi det tyktes ham uværdigt, at så blid en Kvinde, der ikke havde den ringeste Smule Galde i sig, skulde finde sig i hans grumme Hårdhed. Den Løgn forfejlede da heller ikke sin Hensigt; thi høje Herrer, som ikke så sjælden skjænke Smigrere deres Gunst og holde Øretudere i Ære, er det ikke svært at få til at tro på en Løgn. Således betænkte Fenge sig ikke på med lige forbrydersk Sind at gjøre sig skyldig i en dobbelt Ugudelighed ved at besmitte sin Broders Ægteseng efter først at have myrdet ham.

Da Amlet så' det, fandt han det ikke rådeligt at bære sig fornuftig ad for ikke derved at vække Mistanke hos sin Farbroder; han stillede sig derfor an, som om han var tåbelig og i højeste Måde havde taget Skade på Forstanden, og ved dette snilde Påfund skjulte han ikke blot, hvad der boede i ham, men reddede også sit Liv. Han lå stadig hjemme ved sin Moders Arne og døsede i Skarnet og smurte sig til over hele Kroppen med alskens Uhumskhed, så han var fæl at se, og Trækkene i hans Ansigt, der var dækket af Smuds, var prægede af den latterligste Fjollethed, ligesom alt, hvad han sagde, lød helt forrykt, og alt, hvad han tog sig for, vidnede om fuldstændig Sløvhed; kort sagt, man skulde ikke tro, han var et Menneske, men et latterligt Uhyre, der var helt fra Sans og Samling. Stundom, når han sad ved Arnen og ragede i Asken med Hænderne, lavede han Trækroge, som han så hærdede i Ilden og krummede i Enderne, så de kunde hægtes tæt sammen. Da han en Gang blev spurgt, hvad det var, han tog sig for, svarede han, at han lavede hvasse Spyd til at hævne sin Fader med, hvilket Svar vakte ikke liden Lystighed, thi alle anså dette hans Arbejde for latterligt og ørkesløst, skjønt netop det siden hjalp ham til at fuldbyrde sit Forsæt. Den Snildhed, der i Virkeligheden var i dette Svar, vakte nu imidlertid først Mistanke hos dem, der så' dybere i Tingene, om at han var klogere, end han så' ud til, thi den Flid og Omhu, hvormed han arbejdede på så ringe Ting, tydede på en Sindrighed, som han holdt hemmelig, og man kunde heller ikke tro, at den, der forstod at bruge sine Hænder så snildt, havde Skade på Forstanden. Han plejede også at samle disse svedne Kjæppe i en Dynge og at gjemme dem på det omhyggeligste, og somme påstod derfor, at hans Forstand var god nok, men at han dulgte sin Kløgt under påtagen Enfoldighed og rugede over dybe Planer, som han snildelig skjulte. De mente, at den bedste Måde at komme under Vejr med hans Listighed på var på et hemmeligt Sted at lade ham møde en dejlig Kvinde, der så skulde prøve på at forlokke ham til Elskov, thi Trangen til Elskov er så heftig, at den ikke lader sig skjule, den vilde være for stærk til, at han kunde holde den i Tømme ved Snildhed, og hvis hans Galskab var forstilt, vilde han, når Lejlighed gaves, strax give efter for sin Lyst. Der blev da sat nogle Folk ud på ham, som skulde ride langt ind i Skoven med ham og hemmelig være til Stede, når han blev sat på den Prøve. Det traf sig så, at der blandt dem var en, som havde haft Amme sammen med Amlet, og som ikke havde glemt den Kjærlighed, der havde været imellem dem i deres fælles Barndoms Dage; for ham betød Mindet om deres fordums Samliv mere, end hvad der nys var blevet ham pålagt, og han fulgte med Amlet blandt de beskikkede Mænd mere for at give ham et Vink end for at lokke ham i Fælden, thi han tvivlede ikke om, at der vilde times ham det værste, dersom han ved det ringeste Tegn gav til Kjende, at han var ved sin Fornuft, og især hvis han for deres Øjne hengav sig til Elskov. Det indså Amlet nu også godt selv, og da man bød ham stige til Hest, satte han sig med Vilje således op, at han vendte Ryggen til Hestens Hoved og Ansigtet til Halen, og på denne lagde han Bidslet, som om det var hans Mening at styre Hestens Fart ved den. Ved dette snilde Påfund skuffede han Farbroderens Anslag og undgik Snaren. Det var ellers et nok så latterligt Syn, da Hesten løb af Sted uden Tømme med en Rytter, der styrede den ved Halen.

Da de på Vejen mødte en Ulv i et Krat, og hans Ledsagere sagde, at det var en Ung Hest, sagde Amlet, at Fenge havde alt for få af den Slags gående imellem sit Kvæg, hvorved han på en lige så stilfærdig som vittig Måde ønskede ondt over, hvad der hørte hans Farbroder til. Da de hertil bemærkede, at det var meget forstandigt svaret, sagde han, at han med Vilje havde udtrykt sig således, for at man ikke i nogen Måde skulde kunne sige om ham, at han fo'r med Løgn. Det var ham nemlig om at gjøre kun at sige, hvad han mente, derfor sagde han det på en så sindrig Måde, at man ikke kunde sige, han løj, og heller ikke på Grund af den sindrige Iklædning få fat i hans virkelige Mening.

Nede ved Strandbredden så' de Roret af et strandet Skib, og hans Ledsagere sagde da, at det var en svært stor kniv, de der havde fundet. "Ja, sagde han, "den skal have en ualmindelig stor Skinke at skære i", hvorved han tænkte på Havet, som Rorets Størrelse passede godt til. Da de kom forbi nogle Sandklitter og gjorde ham opmærksom på dem med den Bemærkning, at det var noget dejligt Mel, svarede han, at det jo også var malet af Stormen og Havets Skum, og da hans Ledsagere roste dette Svar, sagde han selv, at det var meget klogt sagt. Da de med Vilje havde forladt ham, for at han så meget dristigere kunde følge sin Lyst, mødte han ligesom ved et Tilfælde på et afsides Sted den Kvinde, hans Farbroder havde sat ud på ham, og han vilde sikkert strax have taget hende i Favn, hvis ikke hans Diebroder havde givet ham et lønligt Vink om, at der var Forræderi med i Spillet. Efter at denne havde overvejet, hvorledes han bedst skulde bære sig ad med hemmelig at advare ham og få ham til at styre sin farlige Lyst, havde han nemlig fundet på at anbringe en Avne, han fandt på Jorden, under Bagen af en Bremse, som han så gjennede lige hen til det Sted, hvor han vidste Amlet var, og dermed gjorde han ham, som ikke anede Uråd, en stor Tjeneste; Amlet var nemlig lige så snild til at forstå Advarslen som den anden til at finde på den, thi da han så' Bremsen med Avnen på Bagen, skjønnede han strax, at det var et hemmeligt Vink om, at der var Ulve i Mosen. Da han nu således havde fået sin Mistanke vakt og Skræk i Blodet, tog han, for at kunne være tryggere, Kvinden med hen til et afsides Sted, hvor der var fuldt op af Moser, og der fuldbyrdede han sin Hensigt og bad hende derhos på det indstændigste om ikke at røbe det til nogen, hvilket hun var lige så villig til at love ham som han ivrig til at bede hende derom; thi hun var bleven opfostret sammen med ham og holdt derfor overmåde meget af ham.

Da Amlet kom hjem, og de alle for Løjer spurgte ham, om han så havde fået sin Elskov styret, svarede han ja, han havde hvilet i Pigens Favn, og da de videre spurgte, hvor det var gået for sig og hvilke Bolstre de havde hvilet på, svarede han, at de havde ligget på en Hestehov, en Hanekam og nogle Loftsfelter, han havde nemlig, for ikke at blive nødt til at lyve, taget lidt af hver af disse Ting med, da han gav sig ud på denne Fristefærd. Dette Svar vakte da også almindelig Latter, skjønt hans spøgefulde Ord ikke sagde andet, end hvad sandt var. Da de nu også spurgte Pigen, svarede hun, at der ikke havde været noget imellem dem, og det troede de så meget villigere, som ingen af dem, der havde været med, vidste noget om, hvad der var foregået; men han, som havde givet Bremsen Avnen at flyve med, sagde, for at Amlet kunde vide, at det var ham, der havde frelst ham ved sit snilde Påfund, at han nylig ganske særlig havde været betænkt på hans Tarv. Amlet gav ham et lige så snildt Svar; thi for at han kunde vide, at han var ham taknemlig for det Vink, han havde givet ham, sagde han, at han nok havde set, at der kom noget flyvende i fuld Fart med et Strå på Ryggen og en Avne i Bagen. De andre var ved at revne af Latter over det Svar, men Amlets Ven glædede sig over hans Forstand.

Da han nu således havde narret dem alle, og ingen kunde få hans Forstandskiste dirket op, sagde en af Fenges Venner, der var klogere i sine egne Tanker end i Virkeligheden, at det ikke lod sig gjøre ved almindelig Snedighed at få en Forstand, der var så godt gjemt, frem for Dagens Lys, han var alt for stædig, til at man kunde komme nogen Vegne med ham ved at stille ham på lette Prøver, hans Snedighed var så mangfoldig, at det ikke kunde nytte at bruge simple Midler. Derfor havde han nu ved at granske dybt over Tingene udfundet en sindrigere Fremgangsmåde, som det ikke var svært at følge, og som sikkert vilde føre til, at de kom på det rene med, hvad de søgte at få at vide. Fenge skulde nemlig lade, som om han for en vigtig Sags Skyld var nødt til at rejse bort, og så skulde Amlet lukkes ind i Sovekammeret til sin Moder, efter at der først, uden at nogen af dem vidste det, var stillet en Mand på Lur i en Krog derinde for at give nøje Agt på, hvad de talte sammen; dersom Amlet var ved sin Forstand, vilde han nemlig ikke tage i Betænkning at tale rent ud til Moderen, thi hendes Ærlighed vilde han ikke være bange for at stole på. For at vise, at han lige så fuldt var Mand for at føre sin Plan igjennem som for at finde på den, tilbød han selv at påtage sig den Spejdertjeneste. Fenge blev glad over dette Forslag og drog bort under Påskud af, at han skulde på en lang Rejse. Manden, som havde fundet på dette Råd, havde lønlig listet sig ind i Kammeret, hvor Amlet skulde være sammen med sin Moder, og skjult sig i Halmen, Gulvet var strøet med. Men Amlet fandt også Udvej til at undgå den Snare. Da han frygtede for, at der var Lurere, bar han sig først ad på sin sædvanlige vanvittige Måde, galede som en Hane, baskede med Armene, som om det var Vinger, og sprang omkring i Halmen for at prøve, om der lå nogen gjemt i den. Da han mærkede noget ligesom en Klump under Fødderne, stak han i det med sit Sværd, gjennemborede det og trak så Manden frem af hans Skjul og slog ham ihjel, derpå huggede han hans Lig i Stykker, kogte Stumperne og kastede dem i Kulen til Æde for Svinene, så Uslingens Krop fik sit Leje i Skarn og Uhumskhed, Efter at han således havde fået Lureren af Vejen, gik han atter ind i Kammeret, og da hans Moder nu begyndte at græde og jamre sig over hans Forrykthed, sagde han: "Hvorfor søger du, skammelige Kvinde, at skjule din grove Synd med falske Tårer, du, der som en fræk Skjøge skjænder og besudler dit Leje, idet du fuld af Ukyskhed favner din Husbonds Morder og med de væmmeligste Kjærtegn slesker for den, der har undlivet din Søns Fader? Således tager Hopper imod de Hingste, der har overvundet dem, de før holdt sig til; det er umælende Dyrs Natur snart i Flæng at parres med en, snart med en anden, og du viser jo noksom ved at bære dig ad som de, at du har glemt din første Mand. Jeg stiller mig ikke uden Grund an, som om jeg var forrykt, thi jeg tvivler ikke om, at han, der har myrdet sin Broder, også vilde fare frem med samme Grumhed imod andre Frænder. Derfor er det bedre, at jeg har Udseende af at være gal end af at være klog; ved at lade, som om jeg er rent forrykt redder jeg Livet. I mit stille Sind pønser jeg dog stadig på at hævne min Fader; men jeg passer mit Snit, jeg venter på gunstig Lejlighed dertil. Hver Ting må have sin Tid og sit Sted. Over for en falsk og grum Mand må man gå mere snedig til Værks. Du har derfor ikke nødig at jamre dig over min Forrykthed, med mere Føje burde du græde over din egen Skjændsel, snarere sørge over, at din egen Sjæl er i Ulave, end over at andres er det. Og glem så for Resten ikke at holde Tand for Tunge". Ved således at overdænge sin Moder med hårde Ord fik han hende til at vende tilbage til Dyd og Ærbarhed og til at indse, at hendes fordums Kjærlighed var mere værd end den Vellyst, hun havde givet sig hen til.

Da Fenge vendte tilbage, og Spejderen ingen Steds var at finde, lod han længe på det ivrigste søge efter ham, men alle sagde, at de hverken havde hørt eller set noget til ham. De spurgte også for Spøg Amlet, om han ikke havde Færten af, hvor han var bleven af; han svarede, at han var gået i Kulen og gået til Bunds der, og så havde Svinene ædt ham med alt det Skarn, han havde fået på sig. Skjønt hans Ord indeholdt en Tilståelse af Sandheden, lo de dog blot ad den, fordi den lød som Vanvid.

Fenge havde nu imidlertid stadig en stærk Mistanke om, at hans Stifsøn pønsede på Svig, og vilde derfor gjærne tage ham af Dage, men da han ikke selv turde gjøre det af Frygt både for hans Bedstefader Røriks og hans Moders Vrede, besluttede han, for selv at kunne lade, som han var uden Skyld, at få en anden til at gjøre det og lade Kongen af England myrde ham, idet han, opsat, som han var, på at skjule sin Grumhed, hellere vilde bringe Skjændsel over sin Ven end pådrage sig selv Vanry. Ved sin Bortrejse pålagde Amlet lønlig sin Moder, når der var gået et År, at tjælde Hallen med Tæpper og holde hans Gravøl, som om han var død; til den Tid lovede han at komme tilbage. I Følge med ham var to af Fenges Hirdmænd, der havde Brev med til Kongen af England, i hvilket det pålagdes ham at lade den medfølgende unge Mand dræbe - det var indristet i en Trækjevle, hvilket i gamle Dage var en meget almindelig Måde at skrive Brev på. Medens de sov, ransagede Amlet deres Gjemmer og fik fat i Brevet, og da han havde læst det, skrabede han Indholdet ud og ristede noget helt andet i Stedet, idet han satte sine Rejsefællers Navne i Steden for sit eget og anmodede om, at de måtte blive ombragte. Og ikke nok med, at han således friede sig selv fra Døden og lod den komme over de andres Hoveder, tilføjede han falskelig en Anmodning i Fenges Navn, om at Kongen af England vilde give den højst forstandige unge Mand, han sendte ham, sin Datter til Ægte.

Da de kom til England, og Sendemændene fik Foretræde for Kongen, overrakte de ham Brevet, som de troede skulde bringe en anden Døden, men som i Virkeligheden indeholdt deres egen Dødsdom. Kongen lod som ingen Ting og tog venlig og gjæstfrit imod dem, men Amlet agtede det kongelige Måltid, der anrettedes for dem, så ringe, som om det var den simpleste Mad, vendte sig med en Afholdenhed, som alle undrede sig over, fra Bordets rige Overflod og vilde hverken spise eller drikke. Alle så' med Forundring på, at denne fremmede unge Mand bar sådan Afsky for det kongelige Bords lækre og med Overdådighed tillavede Retter, som om det havde været grov Bondekost. Da Måltidet var til Ende og Gjæsterne gik til Ro, lod Kongen en Mand skjule sig i deres Sovekammer for om Natten at erfare, hvad de talte sammen. Da Amlets Rejsefæller nu spurgte, hvorfor han, da de sad til Bords, ikke havde villet røre Maden, som om det havde været Gift, svarede han, at Brødet var besmittet med Blod, Øllet smagte af Jærn, Flæsket stod der Stank af som af Menneskelig, det havde været en død Mands Ådsel for nær og var blevet fordærvet deraf. Han sagde endvidere, at Kongen havde Trælleøjne, og at Dronningen i tre Ting havde båret sig ad som en Trælkvinde, og smædede således nok så meget dem, der havde ladet Maden lave, som Maden selv. Hans Stalbrødre skjændte nu på ham, fordi han nu igjen kom med sit gamle Vanvid, og begyndte at spotte ham og give ham spydige Ord, fordi han lastede, hvad han burde rose, klagede over, hvad godt var, førte usømmelig Tale om så ypperlig en Konge og en Kvinde af så høviske Sæder, og ved sine forsmædelige Ord tilføjede dem den største Tort, skjønt de begge var al Ære værd.

Da Kongen fik dette at vide af sin Drabant, sagde han - og ved de få Ord viste han, hvor kløgtig han var -, at enten måtte dette Menneske have mere Forstand end andre, eller han måtte være forrykt. Han lod derpå sin Foged kalde og spurgte, hvor han havde Brødet fra. Da Fogden svarede, at det var lavet af deres egen Bager, spurgte Kongen, hvor Kornet, det var bagt af, havde voxet, og om der var Tegn til, at nogen var bleven slået ihjel der, og Fogden sagde da, at der tæt ved Kongsgården var en Mark, der var fuld af gamle Ben af slagne Mænd, så det var tydeligt nok, at der i gamle Dage havde fundet et stort Mandefald Sted, og der havde han i Håb om at få overmåde mange Fold ladet Vårsæden så, fordi der var mere Grøde i Jorden der end anden Steds, og det kunde jo derfor nok være, at Brødet havde fået nogen Afsmag af de rådne Ben. Da Kongen hørte det, skjønnede han, at det var rigtigt, hvad Amlet havde sagt, og han vilde nu også have at vide, hvor Flæsket kom fra. Fogden sagde da, at hans Svin som Følge af, at der ikke var blevet passet tilstrækkelig på, var slupne ud og havde ædt det forrådnede Lig af en Røver, så det kunde måske være, at det var deraf deres Kjød smagte fordærvet. Da Kongen var kommen på det rene med, at Amlet også havde haft Ret i dette, spurgte han, hvad Øllet var brygget af, og da Fogden svarede, at det var brygget af Spelt og Vand, lod han grave dybt i det Kildevæld, Fogden viste ham, og der fandt de en Mængde rustne Sværd, som man holdt for havde givet Vandet Afsmag. Andre siger, at det var Mjøden, Amlet lastede, fordi han, da den blev øst op, fandt nogle Bier i den, der havde ædt af en død Mands Ister, og så var den dårlige Smag gået over i Mjøden fra Honningen. Da Kongen nu således så', at det havde sin Rigtighed med den Afsmag, Amlet havde anket over, og yderligere, da han spurgte ham, hvad han mente med de nedsættende Ord, han havde sagt om hans Øjne, fik at vide, at han havde sigtet til en Plet, der hvilede på hans Herkomst, talte han hemmelig med sin Moder og spurgte hende, hvem der var Fader til ham. Da han, efter at hun havde svaret, at hun ikke havde haft Samkvem med andre end Kongen, truede hende med, at han nok skulde få Sandheden ud af hende ved Hjælp af Pinebænken, tilstod hun, at det var en Træl, der var Fader til ham, og af denne aftvungne Bekjendelse fik han således at vide, hvorledes det forholdt sig med den Plet på hans Herkomst, Amlet havde hentydet til. Men medens han skammede sig over sin lave Byrd, glædede han sig på den anden Side over den unge Mands Kløgt, og han spurgte ham nu, hvorfor han havde tilføjet Dronningen den Tort at sige, at hun bar sig ad som en Trælkvinde. Men da han nu således besværede sig over, at hans Gjæst om Natten havde talt nedsættende om hans Hustrus Høviskhed, fik han at vide, at hendes Moder virkelig var en Trælkvinde, thi Amlet sagde, at de tre Ting, han havde ment, da han lastede hende for at bære sig ad som en Trælkvinde, var for det første, at hun på sådanne Kvinders Vis svøbte Hovedet ind i sin Kåbe, for det andet, at hun kiltrede sin Kjortel op, når hun gik, og for det tredje, at hun stangede sine Tænder og tyggede Madresterne, og for at han kunde se, at hun ikke blot havde Trællelader, men også var af Trællebyrd, fortalte han ham, at hendes Moder var bleven taget til Fange og gjort til Trælkvinde.

Kongen fik nu sådan Ærbødighed for hans Klogskab, som om det var guddommelig Visdom, han var begavet med, og gav ham sin Datter til Ægte, og alt, hvad han sagde, tog han, som om det kom fra Himlen. Hans Ledsagere lod han i Henhold til sin Vens Anmodning hænge Dagen efter. Amlet lod, som om han blev fortrydelig over denne Vennetjeneste, som om det var en Uret, der var sket ham, og Kongen gav ham da i Mandebod noget Guld, som han senere lod smelte og hemmelig støbe ind i nogle hule Træstokke.

Da han havde været i England et År, bad han om Lov til at rejse og vendte hjem, og af alle de Skatte, Kongen havde givet ham, tog han ikke andet med end Stokkene med Guldet i. Da han kom til Jylland, afførte han sig sine fine Klæder og aflagde sit høviske Væsen og antog i Steden derfor med Vilje atter de latterlige Lader, han tidligere havde båret til Skue, og da han bedækket med Smuds trådte ind i Hallen, hvor de var ved at holde hans Gravøl, vakte det den største Forbavselse hos alle, at Rygtet altså havde løjet ham død. Deres Forskrækkelse forvandledes imidlertid omsider til Lystighed, og Gjæsterne gjorde Løjer med hverandre. fordi de holdt Gravøl efter ham, som om han var død, og så stod han levende iblandt dem. Da de spurgte ham, hvor hans Stalbrødre var, viste han dem Stokkene, han havde med, og sagde, at her var de begge to, og det er jo ikke så lige at sige, om dette Svar var mest sandfærdigt eller morsomt, thi skjønt de fleste anså det for tåbeligt, var det jo overensstemmende med Sandheden, for så vidt som han i de dødes Sted viste dem den Mandebod, han havde fået for dem. Derpå gav han sig til at hjælpe Mundskjænkene for at få Lystigheden bedre i Gang imellem Gjæsterne og drak dem flittig til, og for at hans side Kjortel ikke skulde hindre hans Gang, bandt han den op med sit Sværdbælte, og Sværdet trak han jævnlig ud af Skeden og sårede sig med dets od i Fingerspidserne, hvorfor nogle af Gjæsterne slog en Jærnnagle igjennem det og Skeden, så at det ikke kunde drages. For så meget tryggere at kunne bane Vejen for sit Anslag skjænkede han flittig for Hirdmændene, fik dem til at tømme det ene Horn efter det andet og overvældede dem alle således med Drik, at de af Drukkenskab ikke kunde stå på Benene og lagde sig til at sove i Borgen og således brugte Gildehallen som Sovekammer. Da han nu så', at de var lette at overliste, og at Lejligheden til at udføre hans Forsæt var kommen, hentede han de Kjæppe, han i sin Tid havde lavet til, frem fra Stedet, hvor han havde forvaret dem, og gik atter ind i Huset, hvor Hirdmændene lå hulter til bulter på Gulvet og brækkede sig, alt medens de sov Rusen ud. Han skar Båndene over, der holdt Tæpperne fast, som hans Moder efter Aftale havde tjældet Hallens Vægge med indvendig, og da de faldt ned over de snorkende Mænd, stak han Kjæppene med Krogene i dem og filtrede det hele så uløselig sammen, at ingen af dem, der lå under det, kunde rejse sig, hvor meget de end anstrængte sig. Derpå stak han ild på Huset, Flammerne tog hurtig til i Styrke, så Ilden bredte sig og snart omspændte hele Borgen og fortærede den med alle dem, der var i den hvad enten de nu stadig lå i dyb Søvn, eller de forgjæves søgte at rejse sig. Derpå gik han ind i Fenges Sovekammer, hvor Kongen var bleven båren ind af sine Mænd, rev Sværdet, der hang ved hans Seng, til sig og hængte sit eget i Stedet for. Så vækkede han sin Farbroder og sagde ham, at hans Hirdmænd var ved at brænde op, og at Amlet var kommen, rustet med sine gamle Kroge og opsat på at tage den Hævn, han havde til gode for sin Faders Drab. Da Fenge hørte det, sprang han ud af Sengen og blev fældet, da han savnede sit eget Sværd og forgjæves søgte at drage det, der hang i dets Sted.

En modig Mand og værdig til et evigt Eftermæle var Amlet, som snildelig gav sig Udseende af at være en Tåbe og ved en beundringsværdig godt påtagen Galskab holdt sin overmenneskelige Kløgt skjult og ikke blot ved sin Snildhed fik bjærget Livet, men også ved dens Hjælp fandt Lejlighed til at hævne sin Fader, så det må stå uafgjort hen, om han ved således snildt at vare sig selv og kjækt at hævne sin Fader lagde mest Mod eller Klogskab for Dagen.

Fjerde Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Amlet og Viglet

Efter at Amlet havde fældet sin Stiffader, anså han det, da han frygtede for, at det ikke var sikkert, hvorledes hans Landsmænd vilde dømme om hans Dåd, for rådeligst at skjule sig, indtil han var kommen på det rene med, hvorledes den jævne Almue vilde gå til Værks. Folk i Nabolaget, som om Natten havde set Ildebranden, kom næste Morgen, opsatte på at få at vide, hvorledes det hang sammen, og fandt Borgen sunken i Aske, og da de ransagede den endnu varme Brandtomt, fandt de ikke andet end uformelige Levninger af brændte Lig. Så grådig havde Ilden fortæret alt, at der ikke var Spor at opdage af, hvorledes denne store Ulykke var opstået. Fenges Lig fandtes også med blodige Klæder og gjennemboret af et Sværd. Nogle opfyldtes af åbenlys Harme, andre af Sorg og nogle af hemmelig Glæde. Nogle græd over deres Herres Død, andre glædede sig over, at der var gjort Ende på det med Broderblod besudlede Voldsherredømme. Således vakte Kongens Død forskjellige Følelser hos de tilstedeværende.

Da Amlet så', at Almuen holdt sig rolig, fattede han Mod til at forlade sit Skjul, sammenkaldte dem, om hvem han vidste, at de bevarede hans Fader i trofast Minde, gik frem på Tinge og holdt følgende Tale:

"I gode Mænd, i Fald I sørge over Hardvendels ynkelige Død, kan I ikke sørge over den Ulykke, I her har for Øje. I, siger jeg, som har bevaret eders Troskab imod Kongen, eders Kjærlighed til Landsens Fader, kan ikke sørge derover. I se her en Brodermorders, ikke en Konges Lig. Det var i Sandhed et ganske anderledes sørgeligt Syn, da I så' vor Konge ynkelig myrdet af den skjændigste, jeg vil ikke sige Broder, men Brodermorder. Ja, med tårefulde Øjne så' I Hardvendels sønderhuggede Legeme, hans Lig bedækket med talrige dræbende Sår. Hvem tvivler om, at hans grumme Bøddel berøvede ham Livet for at kunne berøve Fædrelandet dets Frihed? Den samme Hånd gav ham Døden og eder Trællekår. Hvem skulde da kunne være så afsindig at foretrække Fenges Grumhed for Hardvendels Kjærlighed? Husk, med hvilken Livsalighed Hardvendel sørgede for eder, hvor retfærdig han handlede imod eder, hvor ømt han elskede eder. Husk, at I mistede den mildeste Konge, den retfærdigste Fader, og i hans Sted fik en Voldsmand, en Brodermorder, at I blev berøvet eders Ret, at alt blev besudlet, at Fædrelandet blev besmittet med Skjændselsgjerninger, at I måtte bøje eders Nakker under Åget, at den fri Selvbestemmelsesret blev tagen fra eder. Og nu er alt dette forbi, da I se, at dets Ophavsmand ligger på sine Gjerninger, at Brodermorderen har fået Straffen for sine Forbrydelser. Hvilket blot nogenlunde forstandigt Menneske, som ser dette, vil anse det, der er en Velgjerning, for en Uret? Hvem, som er ved sin Fornuft, vil beklage, at Forbrydelsen er kommen over Forbryderens eget Hoved ? Hvem vil begræde den blodbestænkede Bøddels Fald eller sørge over den grumme Voldsmands retfærdige Død? Her ser I den, der har øvet denne Dåd. Jeg tilstår, at jeg har taget Hævn både for min Fader og mit Land. Den Gjerning, som det lige så fuldt var eders Skyldighed at gjøre, har jeg gjort. Hvad det sømmede sig for eder at gjøre sammen med mig, har jeg fuldbyrdet alene. Føj hertil, at jeg ingen Hjælper har haft ved denne berømmelige Dåd, ingen har ydet mig en Håndsrækning dertil, skjønt jeg godt ved, at I, om hvem jeg ikke tvivler på, at I har bevaret eders Troskab imod Kongen, eders Kjærlighed til Landsens Fader, gjærne vilde have hjulpet mig i denne Sag, i Fald jeg havde bedet eder derom. Men jeg foretrak at straffe disse Misdædere uden at udsætte eder for Fare, jeg anså det ikke for rigtigt at lade andre lægge Skuldre til denne Byrde, som jeg mente mine egne var stærke nok til at bære. Jeg har holdt de andres Bålfærd, kun Fenges Krop har jeg overladt til eder at brænde, for at I dog derved kan tilfredsstille eders Begjærlighed efter en retfærdig Hævn. Skynd eder derfor, rejs et Bål og brænd den ugudelige Krop, steg de vanhellige Lemmer, spred den forbandede Aske, lad den flyve for alle Vinde, ingen Urne, ingen Gravhøj skal gjemme de skjændige Rester af hans Ben. Lad der ikke blive Spor tilbage af Brodermorderen, hans fule Krop skal ikke finde noget Hvilested inden for vort Fædrelands Grænser, den skal ikke forpeste Omegnen, hverken Hav eller Land skal besmittes ved at gjemme dette forbandede Ådsel. Resten har jeg sørget for, kun dette ene har jeg overladt til eder som en Kjærlighedsgjerning. Det er den Ligfærd, der tilkommer Voldsmanden, således bør Brodermorderen stedes til Hvile. Han har røvet Fædrelandet Friheden, hans Aske bør ikke gjemmes i dets Skjød.

"Og nu! hvorfor skal jeg rippe op i mine Gjenvordigheder? hvorfor skal jeg opregne mine Ulykker, fortælle om mine Sorger, som I kjender fuldt så godt som jeg selv ? Min Stiffader stræbte mig efter Livet, min Moder agtede mig ringe, mine Venner spottede mig, således sled jeg kummerlig Tiden, levede alle mine Dage i Sorg og tilbragte mit Liv i Utryghed, fuld af Frygt og omspændt af Farer. Kort sagt, hele min Levetid har jeg tilbragt på den ynkeligste Måde i den yderligste Modgang. I sukkede tit i Løndom over mig og klagede i eders stille Sind over, at jeg var berøvet min Fornuft, så at min Fader ikke blev hævnet og Brodermorderen ikke straffet. Det var mig et lønligt Tegn på eders Kjærlighed, at jeg så', at Mindet om Kongemordet endnu levede i eders Sind. Hvem er så klippehård, hvem har et sådant Stenhjærte, at ikke Medfølelse med mine Lidelser må smelte det og Medynk med mine Gjenvordigheder gjøre det blødt? I må have Medlidenhed med eders egen Fostersøn, I må røres over mine Ulykker, alle I, som ikke har besmittet eders Hænder med Hardvendels Drab. Forbarm eder også over min ulykkelige Moder, og glæd eder over, at eders fordums Dronnings Vanære er udslettet, hun, som tog sin Husbonds Broder og Morder i Favn og blev tvungen til at give sit Legeme til Pris for en dobbelt Skjændsel. For at dølge den Hævn, jeg pønsede på, måtte jeg skjule min Forstand, jeg var ikke virkelig vanvittig, men stillede mig kun så an. Under en påtagen Forryktheds Skin arbejdede min Forstand på store Planer. Om den har udrettet noget, om jeg nu endelig har nået Målet, må I afgjøre, jeg overlader til eder at dømme i denne vigtige Sag. Træd Brodermorderens Aske under Fødder, vis eders Foragt for den Mands jordiske Levninger, som besudlede sin myrdede Broders Hustru og bedrev Utugt med hende, som forbrød sig imod sin Herre og Konge og skammelig forrådte ham, som påførte eder det hårdeste Voldsherredømme, berøvede eder Friheden og føjede Blodskam til Brodermord. Mig, der har fuldbyrdet en så retfærdig Straf, mig, der har arbejdet på en Guderne så velbehagelig Hævn, bør I modtage med ædelt Sind, yde mig den Hyldest, der tilkommer mig, og styrke mig ved at se på mig med milde Øjne. Jeg har aftvættet Fædrelandets Skam, jeg har udslettet min Moders Skjændsel, jeg har omstyrtet Voldsherredømmet, jeg har fældet Brodermorderen, jeg har undgået min Farbroders lumske Efterstræbelser ved at sætte List imod List; levede han endnu, vilde Tallet på hans Forbrydelser voxe fra Dag til Dag. Jeg sørgede over den Uret, der blev øvet både imod vort Fædreland og min Fader, og fældede ham, der herskede grumt over eder og med større Overmod, end det sømmede sig for Mænd at finde sig i. Påskjøn den Velgjerning, jeg har vist eder, ær min Forstand og giv mig Riget, i Fald jeg har fortjent det; I har i mig den Mand, der har gjort eder så stor en Tjeneste, en ikke vanslægtet Arving til min Faders Magt, ikke en Morder, men Rigets lovlige Arvtager og Brodermordets Guderne velbehagelige Hævner. I skylder mig, at I har fået eders Frihed tilbage, at eders Plageånds Herredømme er til Ende, Undertrykkerens Åg afkastet, Brodermorderens Trone omstyrtet, Enevoldsherredømmets Scepter trådt i Støvet. Jeg har udfriet eder af Trældom, skjænket eder Friheden, gjenoprettet eders Anseelse, hævdet eders Ære, fældet Voldsherskeren og knust Bødlen. Det står nu til eder at gjøre Gjengjæld, I kan selv bedømme, hvad jeg har fortjent, af eders Dannished kræver jeg min Løn".

Ved denne Tale bøjede den unge Mand alles Sind og rørte nogle til Medynk, andre endogså til Tårer, og da deres Sindsbevægelse havde lagt sig, kårede de ham ivrig og enstemmig til Konge, thi alle satte stort Håb til hans Snille, efterdi han med den dybeste Kløgt havde udpønset så stor en Bedrift og fuldført den med så utroligt Arbejde, og mange undrede sig over, at han i så lang en Tid havde kunnet holde så snildt et Anslag skjult.

Da Amlet havde fået alt dette udrettet i Danmark, sejlede han med tre prægtigt udrustede Skibe til England for at besøge sin Hustru og Svigerfader, og han tog i sin Tjeneste og med sig på Toget de skjønneste Ungersvende med de herligste Våben, så at, ligesom han før havde været ussel og uanselig i hele sin Optræden, udfoldede han nu i alle Måder stor Pragt, og havde han før lagt Vind på Armod, lagde han sig nu efter Glans og Herlighed. Han havde også ladet sig gjøre et Skjold, på hvilket han havde ladet male ypperlige Billeder, der fremstillede alle hans Bedrifter lige fra hans første Ungdomsdage, og dette Skjold, som han bar ligesom et Vidnesbyrd om sine store og gode Egenskaber, indbragte ham megen Berømmelse. Der så' man afmalt Hardvendels Mord, Brodermorderens Blodskam, den skjændige Farbroder og den tåbelige Brodersøn, de krøgede Kjæppe, hvorledes Stiffaderen fattede Mistanke og Stifsønnen forstillede sig, de Fristelser, han blev ført i, Pigen, der blev sat ud på ham, den gabende Ulv, Roret, de fandt, Klitten, de kom forbi, Skoven, de gik ind i, Bremsen med Avnen, hvorledes Ynglingen forstod Vinket og førte sine Ledsagere bag Lyset ved at favne Pigen på et afsides Sted. Man så' også der afmalt Kongeborgen, Dronningens Sammenkomst med sin Søn, hvorledes Lureren blev dræbt, Liget kogt og kastet i Kulen, hvor Svinene åd det. Man så', hvorledes Amlet opdagede sine sovende Rejsefællers Hemmelighed, skrabede Skriften ud og skrev andet i Stedet, hvorledes han ved Gjæstebudet væmmedes ved Maden og Øllet, lastede Kongens Ansigt og Dronningens kejtede Lader, hvorledes Sendemændene blev hængte og Ynglingen holdt Bryllup, hvorledes han sejlede tilbage til Danmark, hvor hans Gravøl holdtes, hvorledes han i sine Rejsefællers Sted fremviste Stokkene, hvorledes han gjorde Tjeneste som Mundskjænk, hvorledes han med Vilje sårede sig i Fingrene med Sværdet, hvorledes der blev rammet en Nagle igjennem det, hvorledes Gjæsternes Lystighed voxede, og Dansen gik vildere og vildere, hvorledes Tæpperne blev kastede over de sovende Mænd og fæstede med Krogene, så de ikke kunde rede sig ud af dem, hvorledes han stak Ild på Huset og brændte Gjæsterne inde, hvorledes Borgen sank sammen fortæret af Ilden, hvorledes han gik ind i Fenges Sovekammer, tog hans Sværd og hængte sit eget ubrugelige i dets Sted, samt hvorledes Kongen faldt for sit eget Sværd i Stifsønnens Hånd. Alt dette havde en dygtig Kunstner afmalet på hans Skjold med den ypperligste Kunstfærdighed, således at Ting og Begivenheder var gjengivne på den livagtigste Måde. Hans Ledsagere havde også, for at tage sig så meget prægtigere ud, guldbelagte Skjolde.

Kongen af England tog imod dem med kongelig Pragt og overmåde venlig. Da de sad ved Måltidet, spurgte han ivrig, om Fenge levede og led vel, og han fik da af sin Svigersøn at vide, at det var til ingen Nytte at forhøre sig om hans Helsen, eftersom han var bleven dræbt, og da han så fremdeles ivrig spurgte om, hvem der var Drabsmanden, fik han at vide, at den, der meldte hans Død, også havde dræbt ham. Da Kongen hørte det, blev han målløs af Forbavselse, thi han vidste med sig selv, at han i sin Tid havde lovet Fenge at hævne hans Død, de havde nemlig svoret at hævne hinanden. På den ene Side stod hans Ømhed for Datteren og hans Kjærlighed til Svigersønnen, på den anden hans Venskab for Fenge og derhos den dyre Ed, hvormed de gjensidig hellig havde forpligtet sig, og som det vilde være en Skjændsel at bryde. Omsider fik Troskaben imod hans Ed Overtaget, så han ikke ænsede Slægtskabets Bånd, men besluttede at opfylde sin hellige Pligt på sin Svigersøns Bekostning. Men da det også ansås for en Skjændsel at krænke Gjæstevenskabets Love, så' han helst, at en anden udøvede Hævnen i hans Sted, så at det, skjønt han hemmelig var Ophavsmand til Dåden, kunde tage sig ud, som om han var uskyldig. Han skjulte derfor sin Svig og sin Iver efter at komme ham til Livs under et venligt og elskværdigt Væsen, og da hans Hustru nylig var død af Sot, bad han Amlet om at påtage sig en Sendefærd for ham og bejle til en anden på hans Vegne; han var nemlig så glad over hans ypperlige Forstand, sagde han. Rejsen gjaldt Skotland, hvor der var en Dronning, som han var stærkt opsat på at få til Ægte, sagde han. Sagen var, at han vidste, at hun ikke blot af Blufærdighed ikke vilde opgive sin Jomfrustand, men også var så grum og overmodig, at hun ligefrem bar Had til sine Bejlere og straffede hver den på Livet, der søgte at vinde hendes Gunst, så at der ikke var én af hendes mange Friere, der ikke havde måttet bøde med Livet for sin Bejlen.

Skjønt det var et farligt Hverv, der blev pålagt ham, vilde Amlet ikke undslå sig for at påtage sig det, og han gav sig altså på Rejsen, idet han dels stolede på sine egne Folk, dels på dem, Kongen af England gav ham med. Da han var kommen ind over den skotske Grænse og ikke var langt fra Dronningens Borg, gik han ind på en Eng ved Vejen for at lade Hestene bede lidt, og da han frydede sig over Stedets Fagerhed, og en yndig rislende Bæk gav ham Lyst til at sove, lagde han sig til Hvile efter at have stillet Folk på Post, som skulde holde Udkig. Da Dronningen fik Nys herom, sendte hun ti unge Mænd ud for at udspejde, hvem disse fremmede var, og hvad de havde for. En af dem, som var snildere end de andre, skuffede Vagtposterne, sneg sig helt hen til Amlet og listede Skjoldet fra ham, som han havde lagt under sit Hoved, da han lagde sig til at sove, og så forsigtig bar han sig ad, at hverken Amlet eller nogen af de mange andre sovende Mænd vågnede derved, og således kunde han ikke blot bringe sin Dronning Bud, men også sikkert Jertegn. Også Brevet, Amlet havde med, listede han med samme Behændighed op af Buddiken, han forvarede det i. Da han havde bragt Dronningen disse Ting. så' hun nøje på Skjoldet og fandt ud af hele Sammenhængen med de Billeder, der var malede på det, og skjønnede, at dets Ejer, som hun snart kunde vente Besøg af, var den Mand, som med så stor Snildhed havde hævnet sin Faders Død. Hun læste også Brevet, hvori Kongen begjærede hende til Ægte, og da hun var led ved at gifte sig med en gammel Mand, men nok havde Lyst til en ung, slettede hun Indholdet ud og skrev et helt andet Brev fra Kongen af England til hende, så det så' ud. som han selv havde sat sit Navn og sit Segl under, hvad hun havde skrevet; det gik ud på, at han bad hende gifte sig med Overbringeren, og for at Skjoldet kunde tjene til Bekræftelse på Brevet og Brevet til Forklaring af Skjoldet, beskrev hun også i Brevet hans Bedrifter, som hun havde lært at kjende ved at se på Skjoldet. Derpå bød hun Spejderne bringe begge Dele tilbage og lægge dem på deres Plads igjen for således at narre Amlet på samme Måde, som hun havde set, at han havde narret sine Rejsefæller.

Imidlertid havde Amlet opdaget, at Skjoldet var blevet listet bort under hans Hoved, og han lukkede da strax igjen Øjnene og lod, som han sov, for derved at få det tilbage, som han havde mistet, medens han virkelig sov; thi han tænkte, at da Skjelmen var kommen så godt fra det første Skjelmsstykke, vilde han så meget snarere komme igjen og prøve på et nyt. Det tog han da heller ikke fejl i, og da Spejderen kom listende for at lægge Skjoldet og Brevet tilbage, hvor han havde taget dem, sprang han op, greb ham og lod ham binde. Derpå vækkede han sine Ledsagere og begav sig op til Dronningens Borg, hilste hende fra sin Svigerfader og overrakte hende Brevet med hans Segl under. Da Hærmdrude - således hed Dronningen - havde læst det, roste hun i høje Toner Amlets Snildhed og Bedrifter; Fenge havde fået sin velfortjente Straf, sagde hun, og Amlet havde med utrolig Skarpsindighed udført en Gjerning, som man ikke noksom kunde berømme, idet han ikke blot med ubegribelig Kløgt havde udpønset en Plan til at hævne sin Faders Død og sin Moders Skjændsel, men også ved sine prisværdige Bedrifter havde taget Riget fra den, der idelig havde stræbt ham efter Livet. Derfor undrede det hende også, at en Mand af så udmærket Forstand havde kunnet begå en sådan Fejl med Hensyn til sit Ægteskab, at han, hvis Berømmelse næsten overgik alle andre Menneskers, havde fået en så simpel og uanselig Ægtefælle; thi hendes Forældre var trællebårne, om end Lykken havde føjet det så, at de bar kongeligt Skrud, og når det gjaldt om at vælge sig en Hustru, burde en klog Mand ikke se efter Skjønhed, men efter ædel Byrd. Derfor burde den, der rettelig vilde søge sig en Ægtefælle, se på Slægten og ikke lade sig dåre af et smukt Ansigt, som kun er et Lokkemiddel, der tit som en falsk Sminke gjør det af med den oprindelige hvide Lød. Der var imidlertid en, som var hans Jævning i ædel Byrd, og som han kunde få, hun var selv nemlig både så rig og af så fornem Herkomst, at hun kunde være ham en jævnbyrdig Hustru, som han hverken overgik i kongelig Magt og Myndighed eller i Henseende til berømmelige Forfædre, thi hun var Dronning og kunde, hvis hendes Kjøn ikke var i Vejen, godt gå og gjælde for Konge, ja, hvad der var endnu vissere, den, hun værdigede at gjøre til sin Husbond, blev Konge, sammen med sin Hånd skjænkede hun ham Riget; her svarede Kongespiret og Hustruen til hinanden. Heller ikke måtte det regnes for nogen ringe Gunst, at hun, som plejede at skille sig af med sine Bejlere med Sværdet, selv bød ham sin Kjærlighed. Hun bad ham derfor om at lægge Vind på at tækkes hende og give hende sin Tro, idet han mere så' på ædel Byrd end på Skjønhed. Og med de Ord faldt hun ham om Halsen.

Han blev glad over Jomfruens venlige Tale, gjorde Gjengjæld med at kysse og favne hende og sagde, at hendes Vilje var hans. Så blev der gjort Gjæstebud, hvortil deres Venner og de skotske Stormænd blev budne, og Brylluppet blev holdt. Derefter drog han med sin Brud til England, og en stor skotsk Hær lod han følge tæt bag efter, for at han kunde betjene sig af den, i Fald man pønsede på Forræderi imod ham. Da han var kommen hjem til England, kom Kongens Datter, som han var gift med, ham i Møde. Skjønt hun havde god Grund til at klage over, at han krænkede hende ved at føre hende sin Slegfred på Halsen, fandt hun det dog uværdigt at lade Hadet til hende få Overtaget over Kjærligheden til sin Husbond, sagde hun, Hun kunde heller ikke være sin Mand så fjendsk, at hun kunde dølge de Rænker, hun vidste man spandt imod ham, thi hun havde i sin Søn et Pant på deres Ægteskab, og Hensynet til ham måtte pålægge hans Moder at elske sin Husbond. "Lad ham hade sin Moders Medhustru", sagde hun, "jeg vil elske hende. Ingen Gjenvordighed skal slukke min Kjærlighed til dig, ingen Avind få Bugt med den, så at jeg ikke åbenbarer, hvad der er udpønset til din Fortræd, og røber de Rænker, jeg har opdaget. Tag dig derfor i Agt for min Fader, efterdi du har søgt din egen Fordel på Sendefærden og omgået hans Ønske, som sendte dig, ved egenmægtig at tilegne dig alt Udbytte deraf". Af denne hendes Tale ser man klarlig, at Kjærligheden til hendes Husbond var stærkere i hende end Kjærligheden til hendes Fader.

Medens hun talte således, kom Kongen af England og tog tilsyneladende på det kjærligste imod sin Svigersøn og bød ham til Gjæstebud for under Skin af Velvilje at skjule den Svig, han pønsede på. Amlet, som jo nu vidste, hvad han bar i sit Skjold, lod sig ikke mærke med, at han følte sig utryg, men tog to Hundrede Ryttere med, trak en Brynje på under Klæderne og efterkom Indbydelsen; thi han vilde hellere udsætte sig for Fare ved at tage imod Kongens forstilte Venlighed end vise den fra sig på en Måde, han kunde have Skam af, i den Grad var det ham i alle Måder magtpåliggende at holde på sin Værdighed. Da han nu kom ridende ind i Porthvælvingen, der havde begge Fløjene åbne, gik Kongen løs på ham og vilde have gjennemboret ham med sit Spyd, hvis det ikke var prellet af på Brynjen. Nu fik han kun et let Sår og red så tilbage til det Sted, hvor han havde pålagt de unge Skotter at vente på ham; derpå sendte han sin ny Hustrus Spejder, som han havde taget til Fange, op til Kongen og lod ham fortælle, hvorledes han hemmelig havde taget Brevet til Dronningen ud af Buddiken, det var forvaret i, så at han skjød Skylden over på Hærmdrude og fuldstændig frikjendte Amlet for at have begået noget Forræderi. Kongen betænkte sig imidlertid ikke på ivrig at forfølge Amlet, der var flygtet, og dræbte største Delen af hans Folk, så da Amlet Dagen efter vilde holde Slag med ham for at bjærge Livet, mistvivlede han om, at han kunde gjøre tilstrækkelig Modstand med den Styrke, han havde. For tilsyneladende at gjøre sin Hær større, end den var, tog han da sine faldne Krigeres Lig, stillede nogle af dem op med Pæle til Støtte, bandt andre fast til store Sten, satte andre op på Heste, som om de var levende, og ordnede dem fuldt rustede, som de var, i Fylking og Slagorden, som om de var rede til at holde Slag, og der var ikke færre på de dødes Fløj end i de levendes Skare. Det var et sælsomt Syn, da de døde stod rede til at rykke i Slag, som om de, der alt havde måttet lade Livet, atter skulde til at vove en Dyst, men dette Påfund kom sin Ophavsmand til gode; thi da Solens Stråler spillede på Dødningerne, tog de sig ud som en vældig Hær; Gjøglebillederne af de faldne Krigere bevirkede nemlig, at det så' ud, som om Hæren var lige så mandstærk som før, så at man måtte tro, at det Nederlag, den havde lidt, ikke i mindste Måde havde mindsket den. Da Englænderne så' det, flyede de, inden Kampen var begyndt, og således blev de overvundne af de døde, som de havde overvundet, da de var i Live, og jeg ved ikke, om man skal sige, at denne Sejr mest skyldtes Lykken eller Forstanden. Kongen, som var noget senere til at give sig på Flugt, blev dræbt af de fremstormende Danske. Efter at have vundet denne Seje og gjort et stort Krigsbytte og hærjet i England drog Amlet til Danmark med sine to hustruer.

Imidlertid var Rørik død, og Viglet, som havde taget ved Riget, pinte og plagede med stor Frækhed Amlets Moder på alle Måder og berøvede hende al kongelig Magt og Myndighed, idet han besværede sig over, at hendes Søn ved at bemægtige sig Herredømmet i Jylland havde krænket Lejrekongens Ret, eftersom det tilkom ham at give og fratage, hvem han vilde, sådan Værdighed. Dette tog Amlet med så stor Selvbeherskelse, at han endogså skjænkede Viglet det bedste af det Bytte, hans Sejr havde indbragt ham, og således gjengældte hans Bagvadskelse med Velgjerninger. Men da han siden fandt Lejlighed til at hævne sig, påførte han ham Krig og overvandt ham og blev således fra en hemmelig til en åbenbar Fjende. Fjaler, der var Høvedsmand i Skåne, drev han i Landflygtighed, det hedder sig, at han skal være flyet til et Sted, der hed Undensaker, men som ingen nu om Stunder kjender. Da Viglet, som havde samlet friske Kræfter i Skåne og Sjælland, derpå ved Sendemænd lod ham æske til Kamp, skjønnede han med sin vidunderlige Kløgt, at han var stedt imellem to vanskelige Kår, af hvilke det ene vilde bringe ham Skjændsel, det andet Fare, thi han vidste, at i Fald han tog imod Udfordringen, gik det på Livet løs, og at hvis han afslog den, var hans Krigerære beskæmmet, men da han, der stadig havde Dyden for Øje, overvejede Sagen, fik dog Ærekjærheden Overtaget, og hans store Attrå efter at vinde Hæder fik Bugt med Frygten for at lide et Nederlag, at han ikke ved frygtagtig Sky for Døden skulde sætte den sikre Ærens Glans, han havde vundet, over Styr. Han skjønnede også, at der næsten er lige så stor Forskjel på et uhæderligt Liv og en herlig Død som på Ære og Skjændsel. Men Hærmdrude elskede han så højt, at han nærede større Bekymring for hendes tilstundende Enkestand end for sin egen Død og gjorde sig al Umag for at finde et nyt Giftermål til hende, inden han drog i Krig, hvorfor Hærmdrude erklærede, at hun havde Mands Mod og Hjærte og højt og helligt lovede, at hun ikke engang vilde skilles fra ham i Kampens Hede; det var en ussel kvinde, sagde hun, der var bange for at følge sin Husbond i Døden. Dette sjældne Løfte holdt hun dog kun dårligt, thi da Amlet i Jylland var falden i Slaget ved Viglet, overgav hun sig til ham og lod ham tage hende i Favn. Således gjør Lykkens Ustadighed det af med alle Kvindeløfter, Tidernes Omskiftelse gjør dem til intet, og tilfældige Omstændigheder svækker Kvindens Troskab, der altid står på svage Fødder. Ligesom hun er hurtig til at love, er hun sen til at holde sine Løfter. Hun lader sig lokke og hilde af sine Lyster, og glemmende det forbigangne giver hun sig stadig med åndeløs Begjærlighed til hovedkulds med Griskhed at hige efter noget nyt.

Sålunde omkom Amlet, som, hvis Lykken havde været ham lige så huld, som Naturen havde været gavmild imod ham, vilde være bleven Guderne lig i strålende Glans og ved sine herlige Egenskaber have overgået Herkules i Bedrifter. Hans Grav vises i Jylland på en Mark, som bærer hans Navn. Viglet døde af Sot efter i Fred og Ro at have stået for Styret i mange År.

Vermund og Uffe

Efter Viglet fulgte hans Søn Vermund. Han levede i lange Tider i den største Tryghed, medens Landet nød en langvarig lykkelig Freds Velsignelser. I sin Ungdom fik han ingen Børn, men på hans gamle Dage, da han havde levet så mange År uden Afkom, var Lykken ham så god at skjænke ham en Søn, der blev kaldt Uffe. Han overgik alle sine Jævnaldrende i Størrelse og Førlighed, men gik i sin tidlige Ungdom for at være så sløv og tåbelig, at han syntes helt uskikket til at tage Vare både på sine egne og Landets Sager; han plejede nemlig i sin Opvæxt hverken at lege eller på anden Måde more sig og var så ligegyldig for alt, hvad der ellers fornøjer Menneskenes Børn, at han aldrig lukkede Munden op, og at man aldrig så' et Smil på hans Læber. Men var han anset for dorsk i Ungdommens Dage, fik han siden den Foragt, man nærede for ham, til at slå om til Berømmelse, og lige så stort et Drog han havde været, lige så lysende et Forbillede blev han i Henseende til Klogskab og Tapperhed. I Betragtning af hans Dvaskhed lod hans Fader ham ægte en Datter af Frovin, Jarlen i Slesvig, fordi Svogerskabet med denne udmærkede Mand kunde blive ham til den største Nytte, når han en Gang skulde stå for Styret. Frovin havde også to unge Sønner med de herligste Anlæg, Kette og Vig, hvis ypperlige Egenskaber Vermund gjorde Regning på ikke mindre end Faderens skulde komme hans Søn til gode i Fremtiden.

På den Tid herskede i Sverige en Konge ved Navn Adils, en navnkundig og tapper Mand. Efter at han hårdt havde hjemsøgt sine Naboer vidt og bredt med Krig, lagde han sig med største Iver efter adskillige nye Ting for ikke ved Ro og Lediggang at sætte den Berømmelse til, han havde vundet ved sin Tapperhed. Således havde han blandt andet for Skik hver Dag at gå alene ud iført sin prægtige Rustning, dels fordi han på Krigsvæsenets Område ikke kjendte noget herligere end stadig at omgås med Våben, dels for at vinde yderligere Berømmelse ved den Idræt. Det var for Resten lige så meget Selvtillid som Ærgjerrighed, der drev ham dertil, thi han mente, at der ikke var den Ting i Verden, som var så grum, at han havde nødig at være bange for, at den skulde knække hans Mod, i Fald han mødte den.

Adils satte med sin Hær over til Danmark og stævnede Frovin til Slag i Slesvig, og da der var faldet mange på begge Sider, hændte det, at de to Høvdinger tørnede sammen, og Slaget blev da fortsat som en Tvekamp, idet de ved Siden af det Udfald, Kampen i sin Helhed fik, også vilde afgjøre Sagen ved en Tvekamp, thi de var begge lige ivrige efter at få det afgjort på denne Måde, for at de kunde vise, hvad de duede til ved egne Kræfter uden deres Folks Hjælp. Enden blev, at Adils, efter at de havde givet hinanden mange Hug, sejrede og fældede Frovin, hvorpå han splittede og tilintetgjorde Danskernes Skarer og således til sin særlige Sejr over Frovin føjede en almindelig Sejr over hans Hær. Derpå drog han tilbage til Sverige, hvor han ikke blot lod Frovins Død afmale blandt sine øvrige tapre Bedrifter, men også fik for Skik at prale af den, så han ved sit Ordgyderi satte den Hæder til, han havde vundet ved denne Bedrift, thi det tager sig stundom nok så smukt ud beskedent at tie om sin Tapperhed som at bralle op om den.

Vermund tildelte Frovins Sønner den samme Værdighed, som deres Fader havde haft, og viste således sin for Fædrelandet faldne Vens Børn sin Gunst, som billigt var. Dette bevægede Adils til atter at påføre Danmark Krig. Han kom derfor igjen, dreven af den Selvtillid, den forrige Dyst havde givet ham, og det var ikke nogen lille Hær, han havde med, men hele Sveriges kampføre Styrke, som om han vilde bemægtige sig hele Danmarks Rige. Dette lod Frovins Søn Kette sin Høvidsmand Folke melde Vermund, som den Gang opholdt sig på Jellinggård. Folke traf Kongen ved Måltidet sammen med hans Venner og forrettede strax sit Ærind og opmuntrede dem ved at sige, at nu var den Krig for Hånden, som de så længe havde attrået, nu kom den af sig selv Vermunds Ønske i Møde, eftersom der nu bød sig en Lejlighed til at slå Fjenden, og han havde det i sin Magt, i Fald han ønskede det, at vinde en fuldkommen Sejr. Det var derfor en stor og uventet Lykkens Gunst, Kongen længe havde sukket efter, der skjænkedes ham ved det, som nu var sket. Adils var nemlig kommen med en utallig Hob Svenskere, som om han på Forhånd var ganske vis på Sejr, og da der ingen Tvivl kunde være om, at Fjenden vilde foretrække at dø fremfor at fly, tilbød der sig ved denne Krig en gunstig Lejlighed til at hævne det Nederlag, de nylig havde lidt.

Vermund sagde, at han havde røgtet sit Hverv som Sendemand som en flink og kjæk Mand, og bød ham slå sig ned lidt og kvæge sig ved et Måltid Mad, eftersom det ikke var godt at rejse fastende. Da han svarede, at han ikke havde Stunder til at spise, sagde Kongen, at han i alt Fald skulde slukke sin Tørst, og da han havde gjort det, bød Kongen ham beholde Guldbægeret, han havde drukket af, thi når man er træt og varm af at gå er det nemmere at drikke af et Bæger end af den hule Hånd, og det smager også bedre, end når man må hjælpe sig med Hånden. Den unge Mand blev glad både over den anselige Gave og over de venlige Ord, der fulgte med, og aflagde det Løfte, at før vilde han drikke lige så stort et Mål af sit eget Blod, end Kongen skulde se ham vende Ryg i Slaget. Vermund sagde, at så kjækt et Løfte var fuldt Vederlag, og havde endnu mere Glæde af at have givet ham Gaven end Folke af at have fået den. Han fik da også Syn for Sagn, at han ikke havde haft mere af Munden, end han stod ved i Slaget; thi da det var i Gang, og de forskjellige Skarer stormede løs på hverandre, hændte det, at Folke og Adils tørnede sammen og en stakket Stund kæmpede med hinanden. Det gik Svenskerne ilde, og de gav sig på Flugt ligesom deres Høvding. Adils blev nemlig også såret og flyede til sine Skibe. Da Folke nu mødig og tørstig af sine Sår og det Arbejde, han havde haft, og ikke mindre tørstig af Heden end af Anstrængelsen havde opgivet at forfølge Fjenden, samlede han sit eget Blod op i sin Hjælm og drak det for at læske sig, og sålunde ydede han rigeligt Vederlag for Bægeret, han havde fået af Kongen. Da Vermund hændelsesvis kom til og så' det, roste han ham i høje Toner, fordi han havde holdt sit Løfte. Folke svarede, at store Løfter burde man altid holde, og ved disse Ord priste han jo selv sin Dåd lige så højt som Vermund.

Da Danskerne nu, som det plejer at gå efter et Slag, havde afført sig deres Rustninger, og, medens de hvilede sig, talte om forskjellige Ting, sagde den slesvigske Jarl Kette, at det højlig undrede ham, at Adils havde set sit Snit til at slippe bort, da der dog var så mange Ting, der hindrede ham deri, så meget mere, som han havde været første Mand i Slaget og den sidste til at fly og derhos var den af alle Fjenderne, som det lå Danskerne mest på Sinde at få fældet. Hertil svarede Vermund, at han måtte vide, at der i enhver Krigshær er fire Slags Krigere. Den første er dem, der holder til Råde med deres Tapperhed, slår drabelig løs på dem, der står dem imod, men undser sig ved at forfølge de flygtende; det er nemlig Folk, som ved lang Tids Øvelse i Krigsvæsenet har erhvervet sig sikkert Ry for Tapperhed og som ikke sætter deres Ære i de overvundnes Flugt, men i at overvinde dem, det gjælder om at overvinde. Så er der en anden Slags Krigere, som stoler på deres Mod og Legemsstyrke, men ikke kjender det ringeste til Barmhjærtighed, de hugger med lige så grumt Raseri løs på Fjendens Ryg som på hans Bryst; det er nemlig Folk, som henrevne af ungdommelig Hidsighed higer efter at indvi deres Krigerbane ved Heltebedrifter, Folk, som både deres Ungdom og deres Ærgjerrighed sætter i Fyr og Flamme, og som med lige stor Sorgløshed giver sig i Kast med, hvad der er ret, og hvad der er uret. Den tredje Slags er dem, som står og trykker sig midt imellem Angst og Skam, som Angsten hindrer i at gå frem, og som for Skams Skyld ikke tør gå tilbage; det er Folk af fornem Herkomst, men det er også det eneste, de udmærker sig ved, de tæller med i Fylkingen, men styrker den ikke og gjør ikke Fjenden mere Fortræd med deres Våben end med deres Skygger, så de er kun med i Flokken for et Syns Skyld; da de med Tiden skal arve store Midler og mere udmærker sig ved deres Herkomst end ved Mod, gjør deres forventede Velstand dem opsatte på at bjærge Livet, og det driver dem til at blive fejge i Steden for at lægge sig efter, hvad stort og ædelt er. Så er der endelig nogle, der blot giver sig Udseende af at slås, men som i Virkeligheden ikke gjør det, de holder sig i de bageste Rækker og er de første til Flugt og de sidste til Kamp; de sikre Tegn på Frygt røber deres Ynkelighed, de søger stadig med Flid at slippe bort fra det hele og slæber sig frygtsomt og sendrægtig af Sted efter de kæmpende. Dette må man anse for Grunden til, at Kongen kunde redde sig ved at fly, thi han blev ikke forfulgt af den første Slags Krigere, der ikke lægger an på at hindre de overvundne i at fly, men blot på at sikre Sejren og derfor slutter sig tæt sammen i Fylkingerne for at danne et tilstrækkeligt Værn om den nyvundne Sejr, så at den kan blive fuldstændig afgørende. Den anden Slags Krigere, der er opsatte på at hugge ned for Fode alt, hvad der kommer på deres Vej, har ladet Adils slippe uskadt, ikke af Mangel på Mod, men på Lejlighed, det har ikke skortet dem på Dristighed til at gjøre ham den Fortræd, de kunde, men de har ikke set deres Snit dertil. Den tredje Slags Folk, som, medens Slaget står på, tripper forskrækkede omkring og hindrer deres egne Stalbrødres Fremgang, har, selv om de har haft Lejlighed til at gjøre Kongen Fortræd, ikke haft Mod til at prøve derpå. Sålunde gjorde Vermund Ende på Kettes Forundring og sagde, at det virkelig var af de Grunde, han havde anført, at Adils havde bjærget sig.

Adils flyede nu hjem til Sverige, hvor han gjorde umådeligt Væsen af, at han havde dræbt Frovin, og uafladelig brovtede af denne Bedrift, ikke fordi han tog sig det Nederlag let, som han havde lidt, men for ved at tale om sin tidligere Sejr at bøde på den Sorg, hans Flugt i det sidste Slag voldte ham. Herover blev Kette og Vig, som rimeligt var, opbragte, og de tilsvor da hinanden, at de vilde hævne deres Fader, men da de mente, at de ikke kunde gjøre det ved ligefrem at påføre Adils Krig, iførte de sig en lettere Rustning, drog alene til Sverige og gik ind i en Skov, hvor de af Rygtet havde hørt, at Kongen plejede at færdes uden Ledsagere, og der gjemte de deres Våben. Da de nu under Foregivende af, at de var Rømningsmænd, havde talt en stakket Stund med Adils, og han spurgte dem, hvor de havde hjemme, svarede de, at de var fra Slesvig, og at de var dragne hjemmefra for et Drabs Skyld. Kongen troede, at det Drab, de talte om, var et, de havde begået, og anede ikke, at det var et, de havde svoret at begå; de var nemlig opsatte på at føre ham bag Lyset med dette træske Svar, da han frittede dem, så at de sandfærdige Ord, de sagde, bragte ham i Vilderede og gav ham et falsk Indtryk ved, at Sandheden skjultes under det, de fortav; thi i gamle Dage holdt fornemme Folk det for det værste, de kunde gjøre, at lyve. Så sagde Adils, at han gad vide hvem Danskerne holdt for var Frovins Banemand, hvortil Kette svarede, at man ikke tilfulde vidste, hvem Æren for denne store Bedrift måtte tilskrives, så meget mere som det var vitterligt for alle, at han faldt i Slaget. Det var ingen Nytte til, sagde så Adils, at tilskrive andre Frovins Drab, thi han havde selv fældet ham i Tvekamp. Derpå spurgte han, om Frovin havde efterladt sig Afkom, og da Kette svarede, at der var to Sønner efter ham, sagde han, at han havde stor Lyst til at vide, hvor gamle og hvor store de var. Kette sagde da, at de på det nærmeste var af deres Størrelse og Førlighed og også lige gamle med dem. "Hvis de havde deres Faders Mod og Manddom", sagde Adils, "måtte jeg belave mig på en hård Dyst". Derpå spurgte han, om de tit talte om deres Faders død, hvortil Kette svarede, at det jo ingen Nytte var til at tale om, hvad der ikke kunde ændres, og at blive ved at besvære sig over en Ulykke, der ikke kunde rådes Bod på, med hvilke Ord han gav til Kjende, at man ikke bør foregribe sin Hævn med Trusler.

Da de så', at Kongen hver Dag gik ene ud for at øve sine Kræfter, tog Brødrene deres Våben og fulgte efter ham. Da Adils så' dem, blev han stående, fordi det tyktes ham uhæderligt at fly for dem, når de trængte ind på ham. Da de nu sagde, at de kom for at hævne Frovin, som han havde dræbt, så meget mere som han så hovmodig brovtede af, at han havde været ene om det, sagde Adils, at de skulde tage sig i Agt for, at de ikke for at søge Hævn med tåbelig Dumdristighed indlod sig på en Kamp, som deres Kræfter ikke forslog til, og at de ikke i deres Iver efter at fælde en anden selv kom til at bide i Græsset og af overilet Begjærlighed efter Hæder forspildte de herlige Gaver, Naturen havde skjænket dem. De burde derfor skåne deres håbefulde Ungdom og ikke letsindig styrte sig i Døden. De burde tillade ham at give Mandebod for deres Faders Drab og anse det for en stor Ære at få Ord for at have tvunget en Høvding som ham til at give Bod og så at sige at have skræmmet ham dertil; for Resten sagde han ikke dette, fordi han var bange, men fordi han ynkedes over deres Ungdom. Hertil svarede Kette, at det ingen Nytte var til, at han spildte Tiden med al den Snak og søgte at dæmpe deres Attrå efter så retfærdig en Hævn ved at love dem Penge; han bød ham gå frem og kæmpe med ham på Tomandshånd, i Fald han duede til noget; thi han vilde selv stole på sine Kræfter og ikke have Hjælp af sin Broder, for ikke at få det Vanry på sig, at Kampen var ulige. Som det jo nemlig er ubilligt, at to kæmper mod èn, holdt de gamle det for en Skjændsel, og en Sejr, der blev vunden på den Måde, fik man ingen Ros for, den ansås snarere for at bringe Vanære end Hæder; thi at to overvandt èn, holdtes for en let Sag og en stor Skam. Adils var imidlertid så overmodig, at han opfordrede dem begge til at gå imod ham på èn Gang; da han ikke kunde få dem til at opgive deres Lyst til at slås, sagde han, vilde han mage det så for dem, at de kunde slås nogenlunde trygt. Kette afviste dog bestemt denne Skånsomhed og sagde, at han hellere vilde dø end tage imod den, fordi han mente, at den Måde at slås på, som Adils tilbød, vilde blive regnet ham til Last. Da han nu hidsig angreb Adils, vilde denne føre Kampen lemfældig og hug blot ganske lempelig med Sværdet på hans Skjold og tænkte mere på blot at bjærge sig end på at forsvare sig, så det havde Fynd og Klem. Da dette havde varet en stakket Stund, opfordrede han ham igjen til at tage Broderen til Hjælp og sagde, at han ikke havde nødig at skamme sig ved at søge Bistand hos en anden, han så' jo, at han ikke var Mand for ene at fuldføre sit Forsæt. Da Kette stadig sagde Nej, sagde Adils, at så vilde han ikke skåne ham længere, og det var ikke tomme Trusler, thi nu angreb han ham af al Magt. Kette tog imidlertid imod ham med så vældigt et Hug, at hans Hjælm kløvedes, og han fik et Sår i Hovedet. Opbragt herover - thi Blodet strømmede ud af Issen på ham - gav han Kette det ene vældige Hug efter det andet, så han sank i Knæ. Dette kunde Vig, som tænkte mere på sin Kjærlighed til Broderen end på Skik og Vedtægt, ikke holde ud at se på, han satte sin Skamfølelse til Side for Hensynet til Broderen og anfaldt Adils, idet han foretrak at skjærme Broderen i hans Afmagt for at stå ledig og se til, hvilket han imidlertid havde mere Skam end Ære af, idet han ved at komme Broderen til Undsætning overtrådte Lovene for Tvekamp og derfor mere var ham til Nytte end til Ære med sin Hjælp, da han på den ene Side gav efter for sin Kjærlighed til Broderen, på den anden Side pådrog sig Vanære. Således fik de med større Hast end Hæder Bugt med Adils, og for at gjøre det almindelig bekjendt, huggede de Hovedet af ham, hængte Liget over en Hest og førte det ud af Skoven til den nærmeste Landsby, hvor de overgav det til Byfolkene og sagde, at det var Frovins Sønner, der havde hævnet deres Faders Død på Svenskekongen. Da de kom hjem til Danmark og meldte denne Sejr, tog Vermund imod dem med stor Ære, idet han mente, at det var en såre nyttig Gjerning, de havde gjort, og mere så' på den Ære, det var at have fældet en sådan fjende, end på det Vanry, de havde pådraget sig, og ikke holdt det for en Skam, at de havde dræbt Voldsmanden; men det blev et Mundheld udenlands, at Adils' Bane brød gammel Kæmpevane.

Da Vermund af Ælde mistede Synet, sendte Sachserkongen, som mente, at Danmark nu var hovedløst, Bud til ham, at han skulde overlade ham Styrelsen af Riget, som han nu på Grund af sin Alder ikke var tjenlig til at styre, for at hans alt for langvarige Herskesyge ikke skulde gjøre det både lov- og værgeløst. Hvorledes skulde den vel kunne regnes for Konge, hvis Ånd var omtåget af Alderdom, og hvis Syn i lige så høj Grad var formørket af Blindhed. I Fald han vægrede sig og havde en Søn, der turde gå i Tvekamp med hans, skulde han gå ind på, at den, der gik af med Sejren, fik Riget, men hvis han afviste begge disse Forslag skulde han få at mærke, at han ikke vilde lade det blive ved Formaninger, men sætte sin Vilje igjennem med Våben, så at han tvungen skulde komme til at give ham, hvad han ikke vilde give ham frivillig. Da Vermund hørte dette, sukkede han dybt og svarede, at det var en stor Skam at smæde ham for hans Alderdom, da han ikke havde pådraget sig den Ulykke at blive gammel ved i sin Ungdom fejgt at sky Kamp, og ikke mindre utilbørligt var det at laste ham for hans Blindhed, eftersom den Lyde for det meste følger med Alderdommen, det var en Ulykke, man snarere burde ynke end håne ham for. Med større Ret kunde man lægge Sachserkongen til Last, at han ikke, hvad der havde sømmet sig bedre, hellere afventede en gammel Mands Død end krævede Riget af ham, eftersom det var bedre at blive en død Mands Efterfølger end at plyndre ham, medens han var i Live. Men for at han ikke skulde få Ord for som en gal Mand at afstå sin gamle Friheds Herlighed til en fremmed Magt, vilde han selv tage imod Udfordringen. Hertil svarede Sendemændene, at de vidste, at deres Konge vilde holde det for en Tort at kæmpe med en blind Mand, eftersom en så latterlig Kamp snarere vilde blive anset for en Skam end for en Hæder; det sømmede sig bedre, at begge Kongers Ætlinger afgjorde Sagen. Da Danskerne ved at høre dette blev ganske målløse og i deres Bestyrtelse ikke vidste, hvad de i en Hast skulde svare, trådte Uffe, der tilfældigvis var til Stede, frem og bad, som om han efter at have været stum pludselig havde fået Mæle, sin Fader om Lov til at give Svar på Tiltale. Da Vermund nu spurgte, hvem det var, der havde bedt om Lov til at tale, og hans Hirdmænd svarede, at det var Uffe, sagde han, at det var nok, at fremmede i deres Hovmod drev Spot med hans Ulykke, hans egne burde ikke således håne ham; men Hirmændene blev ved at forsikre, at det virkelig var Uffe, og Kongen sagde da, at hvem han så end var, skulde det stå ham frit for at sige, hvad han havde på Sinde. Uffe sagde da til Sachserne, at det tjente til intet, at deres Konge krævede Riget, thi det havde såvel sin egen Konge som tapre Mænds Våben og Snille til Værn. Desuden havde Kongen også en Søn, der var Arving til Riget, og han vilde lade dem vide, at han ikke blot vilde kæmpe med deres Konges Søn alene, men samtidig med en hvilken som helst af deres gjæveste Landsmænd, han vilde tage med. Da Sendemændene hørte det, gav de sig til at le, idet de holdt hans Ord for tom Pral. Stedet og Tiden for Kampen blev dog ufortøvet fastsat, men alle de, der var til Stede, undrede sig højlig over, at Uffe så uventet havde talt og udæsket Sendemændene, og vidste ikke, hvad de mest skulde undres over, at han havde talt, eller at han havde talt så frejdig.

Da Sendemændene var dragne bort, roste Vermund den, der havde svaret dem, fordi han havde lagt så stor Tillid til sit Mod for Dagen, at han havde udæsket ikke én, men to, og sagde, at han hellere vilde afstå Riget til ham, hvem han så var, end til en overmodig Fjende, men da alle vidnede, at det virkelig var hans Søn, der med ophøjet Selvtillid havde givet et stolt Svar på Sendemændenes hovmodige Tiltale, bød han ham komme nærmere, for at han ved at føle på ham med Hænderne kunde overtyde sig om, hvad han ikke kunde se med sine Øjne. Efter at han omhyggelig havde befølt ham og af Lemmernes Størrelse og Former havde skjønnet, at det var hans Søn, begyndte han at fæste Lid til, hvad de sagde, og spurgte ham, hvorfor han med største Flid havde skjult sin herlige Stemme og i hele sin Levetid givet sig ud for målløs og afholdt sig fra alt Samkvem, hvortil der kræves Tale, så at man måtte tro, at han fuldstændig manglede Mæle og var stum fra Fødselen af. Hertil svarede Uffe, at det hidtil havde været ham nok, at hans Fader førte Ordet, og at han ikke havde haft nødig at bruge sit Mæle før nu, da han mærkede, at hans Landsmænds Sindighed blev bragt i Knibe af fremmedes Mundkådhed. Da Kongen fremdeles spurgte, hvorfor han havde udæsket to i Steden for én, svarede han, at han havde foretrukket den Kampmåde for ved en enkelt Mands Dåd at udslette den Tort, det var for Danskerne, at der havde været to om at fælde Adils, og for ved en ny Prøve på Tapperhed at aftvætte den gamle Skamplet; således burde den Skjændselsdåd bringes i Glemme ved en ny Hæder. Vermund sagde, at det var vel betænkt alt sammen, og bød ham øve sig i Våbenbrug, som han havde lagt sig alt for lidt efter. Da der nu blev bragt Våben, viste det sig, at han var for før til at kunne bruge andres Brynjer, de var alle for snævre til hans brede Bryst, så han sprængte Ringene, og der var ikke èn at finde, som passede ham. Til sidst, da han ved sit Legemes voldsomme Bevægelser også sprængte sin Faders Brynje, bød Vermund, at den skulde skæres op i venstre Side og spændes sammen, det gjorde ikke så meget, sagde han, at den gabede i den Side, hvor Skjoldet dækkede ham. Han bød ham nu med største Omhu vælge sig et Sværd, som han trygt kunde bruge. Der blev bragt adskillige, men så snart Uffe tog om Fæstet og prøvede dem, brast de alle, der var ikke ét iblandt dem, som var så stærkt, at det ikke sprang i Stumper og Stykker, første Gang han svang det. Kongen havde imidlertid et Sværd, som hed Skrep og var så ualmindelig hvast, at det med ét Hug kløvede, hvad det skulde være; der var ikke den Ting, som var så hård, at den kunde stå sig for dets Egg. Men da Vermund mistvivlede om, at hans Søn vilde blive til noget, havde han gravet det dybt ned i Jorden for ikke at efterlade det til andre, eftersom han ikke undte nogen anden det. Da de nu spurgte ham, om han ikke havde et Sværd, der passede til Uffes Kræfter, sagde han, at han havde et, som passede, hvis han blot kunde finde det Sted, hvor han i sin Tid havde gravet det ned. Han bød dem føre ham ud på Marken, og ved hele Vejen at spørge sig for hos dem, der ledede ham, fik han omsider Kjending på Stedet, lod Sværdet grave op og gav sin Søn det. Da Uffe så', hvor medtaget det var af Rust ved at have ligget så længe i Jorden, tvivlede han om, at det duede, og spurgte, om han ikke skulde prøve det ligesom de andre; det var altid bedst at prøve et Sværd, før man skulde bruge det, sagde han, men Vermund svarede, at hvis det også sprang i Stykker, når han svang det, var der intet, der var stærkt nok til hans Kræfter, så det var bedst at lade være, da man ikke kunde vide, hvorledes det vilde gå.

Da den aftalte Tid kom, begav de sig til Kamppladsen. Det var en Holm i Floden Ejderen, som man kun til Skibs kunde komme over på. Uffe begav sig ene derover, Sachserkongens Søn havde en vældig Kæmpe med; på begge Flodens Bredder var der fuldt af Mennesker, som var ivrig opsatte på at se, hvad der skulde gå for sig. Medens nu alle stod og stirrede over på Holmen, satte Vermund sig ud på Broens yderste Ende; det var nemlig hans Agt at kaste sig i Floden, hvis det føjede sig så, at Uffe blev overvunden; thi han vilde hellere følge ham i Døden end opleve den Sorg at se sit Land gå til Grunde. Begge de unge Sachsere angreb nu Uffe, men da han ikke stolede på sit Sværd, bødede han blot for Huggene med Skjoldet og besluttede tålmodig at føle sig frem for at komme på det rene med, hvem af dem han især burde tage sig i Agt for, for at han i alt Fald kunde gjøre det af med ham med èt hug. Vermund, som troede, at den Tålmodighed, hvormed han tog imod deres Hug, kom af Svaghed, rykkede lidt efter lidt længere ud på Broens skrå Kant for, i Fald Sønnen fik sin Bane, at søge Døden ved at styrte sig ud, men Lykken holdt sin Hånd over den gamle Mand, der elskede sin Søn så højt. Uffe opfordrede nemlig Kongesønnen til at angribe ham med større Iver og øve en udmærket tapper Bedrift, der svarede til hans høje Herkomst, for at ikke hans Stalbroder, der var af ringe Byrd, skulde få Ord for at overgå ham i Tapperhed, og dernæst bad han Kæmpen, for at prøve hans Mod, om kjækt at følge sin Herre efter og formanede ham til ved herlig Våbendåd at vise sig verdig til den Tillid, Kongesønnen havde vist ham ved at vælge ham alene frem for alle andre til Stalbroder i Kampen. Kæmpen kunde for Skams Skyld ikke andet end efterkomme Opfordringen og rykkede ham nærmere på Livet, hvorpå Uffe hug ham tværs over med sit første Hug. Da Vermund hørte det, kom der Liv i ham, det kunde han høre var hans Søns Sværd, sagde han, og spurgte, hvor på Lav det drabelige Hug havde ramt, hvortil hans Hirdmand svarede, at Uffe ikke havde ramt noget enkelt Sted, men hugget hele Karlen lige tværs over, og så rykkede Vermund bort fra Kanten og satte sig længere ind på Broen, thi nu var han lige så opsat på at leve, som han før havde været på at dø. Nu opfordrede Uffe, som nok gad gjøre det af med den anden fjende på samme Måde som med den første, med kraftige Ord Kongesønnen til at hævne sin Stalbroder, der var gået i Døden for ham, ved at fælde hans Banemand som et Sonoffer for hans Drab. Da han nu blev nødt til at efterkomme hans Opfordring og rykkede nærmere, udsøgte Uffe sig omhyggelig et Sted, hvor han vilde føre sit Hug, og da han var bange for, at Sværdeggen var for spinkel i Forhold til hans Kræfter, vendte han den anden Side til og hug ham midt over. Da Vermund hørte det, sagde han, at nu hørte han for anden Gang Lyden af Skrep, og da det blev sagt ham, at nu havde hans Søn fældet begge Fjenderne, brast han i Gråd af overstrømmende Glæde og udgjød således i Fryd de Tårer, Sorgen ikke havde kunnet afpresse ham. Medens Sachserne opfyldte af Sorg og Skam under bitre Klager holdt deres Kæmpers Ligfærd, modtog Danskerne Uffe med Jubel. Således blev Skammen over Adils' Død udslettet ved Sachsernes Beskæmmelse.

Da Sachsenland således var kommet under Danmark, kom Uffe, som man havde troet ikke engang var Mand for tilbørlig at herske over ét Land, til at stå for Styret i begge Riger efter sin Fader. Adskillige kalde ham Olaf, og på Grund af sin Sagtmodighed fik han Tilnavnet den Spage. Hans senere Bedrifter er ved Forfædrenes Forsømmelighed ikke bleven tilbørlig optegnede, men det må antages, at de er bleven ypperligere og ypperligere, efter at han havde gjort så berømmelig en Begyndelse. I Anledning af den korte Omtale af hans Bedrifter vil jeg gjøre opmærksom på, at vort Lands Fattigdom på Skribenter har unddraget vore berømmelige Mænd meget af den Hæder og Ihukommelse, de havde Krav på. Havde Lykken føjet det så, at Latinen allerede i gamle Dage havde været i Brug i vort Land, vilde vi nu have haft utallige Bøger om danske Mænds Bedrifter at læse i.

Dan II og Huglet

Uffe blev efterfulgt af sin Søn Dan, som efter at have ført Krige i fremmede Lande og ved talrige Sejre udvidet sit Herredømme fordunklede den Hæderens Glans, han havde opnået, ved hæslig Hoffærdighed og vanslægtede således fra sin berømmelige Faders ædle Sind, at ligesom denne udmærkede sig frem for andre ved sin Sagtmodighed, foragtede han alle andre, opblæst af Hovmod og Indbildskhed. Han satte også de Skatte, han havde arvet efter sin Fader, såvel som dem, han selv havde gjort til Bytte i fremmede Lande, skammelig over Styr, idet han bortødslede de Midler, han burde have brugt til at vedligeholde sin Krones Glans med. Således kan Børn undertiden vanslægte fra deres Forfædre og blive ligesom Skiftinger. Efter ham kom Huglet, der i et Søslag skal have fældet to svenske Voldsmænd, Hømod og Høgrim.

Frode II

Efter Huglet fulgte Frode kaldet den Stærke, hvilket Tilnavn han svarede til både i Henseende til Legeme og Sjæl. Efter i Krig at have fældet ti norske Jarler begav han sig til den Ø, der siden fik Navn efter ham, for til sidst at angribe selve Kongen af Norge, som hed Froger og udmærkede sig ved to Ting, idet han var ikke mindre navnkundig for Tapperhed end for Rigdom; han bragte sit Rige i stor Anseelse ved ridderlige Øvelser og var lige så fremragende ved Legemsidrætter som i Henseende til Værdighed. Han var, efter hvad nogle siger, en Søn af Odin, og da han bad de udødelige Guder om at skjænke ham en Gunst, lovede de ham, at han kun skulde kunne overvindes af den, der, medens Kampen stod på, kunde tage Støvet under hans Fødder op med sin Hånd. Da Frode hørte, at Guderne havde begavet ham med sådan Styrke, udæskede han ham til Tvekamp for at prøve, hvad List formåede over for denne Gudernes Gave. Han lod nemlig til at begynde med, som om han ikke forstod sig på Krigsvæsen, og bad ham, som han vidste ved Øvelse og Erfaring var dreven deri, om at undervise ham. Froger glædede sig over, at hans Fjende ikke blot anerkjendte ham som sin Mester, men endogså bad ham om Vejledning, og sagde, at det var forstandigt af ham som et ungt Menneske at ty til en gammel Mands Erfaring, thi hans Ansigt, der var helt frit for Skrammer og Ar, viste noksom, at han ikke var synderlig forfaren i den Slags Ting. Han afridsede derpå, for at begynde Undervisningen med at bestemme Pladserne, de skulde indtage, på Jorden lige over for hinanden to Firkanter, en Alen på hver Led, og da han havde gjort det, tog hver af dem Plads i sin. Så bad Frode ham, om han ikke vilde bytte Våben og Plads med ham, hvilket Froger ikke var sen til at gå ind på, thi Frodes Våben stak ham i Øjnene med deres Glans, hans Hjalte var nemlig belagt med Guld, og hans Brynje og Hjælm var også overordentlig strålende og kostbare. Frode tog nu Støv op på det Sted, Froger havde stået på, i den Formening, at han derved havde fået Forjættelse om Sejren, hvilket han heller ikke tog fejl i, thi han fældede strax Froger og vandt således ved så ringe et Fif det største Ry for Tapperhed; thi hvad ingen før havde mægtet at udrette ved Styrke, nåede han ved Snildhed.

Dan III

Så blev Dan Konge. Da han gik i sit tolvte År, kom der Sendemænd til ham fra Sachserne, som overmodig bød ham Krig, hvis han ikke vilde betale Skat til dem. Hans Æresfølelse drev ham til at foretrække Kamp for at betale Skat, til hellere at falde som en tapper Mand end leve som en fejg Usling. Da han således havde valgt at kæmpe, lagde han ind i Elben med så mange Skibe, vel bemandede med ungt Mandskab, at man lettelig kunde gå over Floden på de sammenbundne Stævne som på en Bro, og Følgen heraf blev, at Sachserkongen måtte underkaste sig de Kår, han selv havde foreskrevet Danskerne.

Fridlev

Fridlev med Tilnavnet den Raske tog ved Styret efter Dan. Medens han var Konge, sluttede Hvyrvil, der var Høvedsmand i Holand, Forbund med Danskerne og angreb Norge. Han øgede ikke lidet den Hæder, hans Bedrifter alt havde skaffet ham, ved at overvinde Rusla, en Jomfru, der kappedes med Mænd i krigerske Idrætter, og han indlagde sig således Manddomsære ved at bekæmpe en kvindelig Fjende. Hendes fem Stalbrødre, Brodde, Bild, Buge, Fanning og Gunholm, der var Sønner af Finn, sluttede han Fostbroderskab med for deres store Bedrifters Skyld. Stolende på Venskabet med dem overhuggede han med Sværdet det Forbund, han havde sluttet med Danskerne, og tilføjede dem derved så meget større Skade, som han sveg dem; thi Danskerne tænkte ikke på, at han så pludselig fra Ven skulde blive til Fjende. Så let kan somme Folk slå om fra Kjærlighed til Had. Man skulde næsten tro, at vi i vore Dage har taget Skikken op efter den Mand, eftersom vi ikke holder det for syndigt og foragteligt at fare med Løgn og Svig. Da Hvyrvil havde lagt til Land ved den søndre Side af Sjælland, angreb Fridlev ham i en Havn, som siden fører Navn efter ham. I dette Slag kæmpede Krigerne, ivrige, som de var, efter at indlægge sig Ære, så tappert, at næsten alle på begge Sider blev på Valpladsen, eftersom kun ganske få unddrog sig Faren ved at fly, og ingen af Hærene vandt Sejr, men begge led lige stor Skade, i den Grad var alle mere opsatte på at vinde Hæder end på at bjærge Livet. De af Hvyrvils Folk, der var blevne i Live, bandt om Natten Resterne af deres Flåde sammen, for at Skibene kunde blive tilhobe; men samme Nat huggede Bild og Brodde de Tove, deres Skibe var bundne med, over og sejlede lønlig bort fra de andre, idet de for at undgå Fare lod deres Brødre i Stikken og således mere lod sig lede af Frygt end af Broderkjærlighed. Da det blev Dag, og Fridlev så', at kun Hvyrvil, Gunholm, Buge og Fanning var tilbage efter det store Nederlag, deres Fæller havde lidt, besluttede han ene at kæmpe med dem alle, for at de ilde medtagne Rester af hans Hær ikke igjen skulde blive nødte til at udsætte sig for Fare. Foruden sit modige Hjærte havde han også en Kjortel, som Sværd ikke bed på, at sætte sin Lid til. Den bar han både i Slag og Enekamp som Beskyttelse for sit Liv. Han kom lige så heldigt fra sit Forehavende, som han kjækt gav sig i Lag med det; thi da Gunholm, efter at Hvyrvil, Buge og Fanning var faldne, døvede hans Sværd ved Galder, som han havde for Skik, slog han ham så tit med Fæstet, at han lod Livet derved, men ved så ivrig at holde om Odden overskar han Senerne i sin Hånd således, at han bestandig siden havde krogede Fingre.

Da han en Gang belejrede Dublin, en By i Irland, og skjønnede, at Murene var for stærke til, at han kunde tage den med Storm, betjente han sig af den samme List som i sin Tid Hading og bød sine Folk binde Svampe, de stak Ild i, til Svalernes Vinger, så de stak Husene i Brand, da de søgte til deres Reder. Da Byfolkene nu fik travlt med at slukke og var mere optagne af at få Bugt med Ilden end af at vare sig for Fjenden, indtog han Dublin. Da han derpå i England mistede en stor Del af sine Mænd i Slag og skjønnede, at det vilde falde ham svært at nå ned til Strandbredden, lod han de faldnes Lig stille op og ordne i Fylking, så det så' ud, som om der var lige så mange som før, og det ikke var til at se, hvor stort Skår hans Hær havde lidt. Dette berøvede ikke blot Fjenden Lysten til at slås, men drev ham endogså på Flugt.

Femte Bog

Frode III

Da Fridlev var død, tog Danskerne enstemmig hans syv År gamle Søn Frode til Konge, og på Tinge besluttede de, at der skulde beskikkes ham Formyndere, medens han var Barn, for at Riget ikke skulde gå til Grunde som Følge af Kongens Mindreårighed; så højt ærede nemlig alle Fridlevs Minde og Navn, at de vilde give hans Ætling Riget til Trods for hans store Ungdom. Efter foregået Valg blev det overdraget Brødrene Vestmar og Koll at stå for Kongens Opdragelse, og derhos blev Isulf og Åge tillige med otte andre berømmelige Mænd, som alle havde fuldt op af Tapperhed og Visdom og udmærkede sig ved mange både legemlige og åndelige Fortrin, betroede til ikke blot at være Kongens Formyndere, men også til at stå for Styret på hans Vegne. Således blev Danriget styret af Stedfortrædere, medens man ventede på, at Kongen blev Mand for selv at råde.

Koll havde en Hustru, der hed Gotvar, og som havde så umådelig fræk en Tunge, at hun stoppede Munden på alle og enhver, hvor godt de så end var skårne for Tungebåndet, thi hun var dreven i at skjændes og aldrig forlegen, når hun skulde skifte Ord med nogen; når hun skjændtes, holdt hun sig nemlig ikke til Spørgsmål alene, men holdt også ud til det sidste med at svare igjen. Ingen kunde hamle op med hende, skjønt hun kun var en Kvinde; thi hendes Mund var som et Kogger fuldt af Pile. Somme tog hun Vejret fra med en Strøm af grove ord, andre ligesom hildede hun i et Net af Stiklerier og kvalte dem i et Spind af Spidsfindigheder, i den Grad dreven var det Kvindemenneske. For øvrigt var hun lige dygtig til at få Folk til at gå i Spænd sammen og til at skille dem ad, begge Dele besørgede hun med sin hvasse Tunge, hun kunde både sætte Splid imellem Folk og få dem forligte, det kom hende ud på et, så tvetunget var hun.

Vestmar havde tolv Sønner, af hvilke de tre hed Grep, de var nemlig Trillinger, og det fælles Navn skulde betegne den fælles Fødsel; de var overmåde dygtige til at slås både med Næverne og med Sværd. Til Høvding for Flåden havde Frode sat en nær Frænde ved Navn Odd. Koll havde tre Sønner. Kongens Søster hed Gunvør, hun kaldtes på Grund af sin Dejlighed med Tilnavnet den Fagre.

Da Vestmars og Kolls Sønner endnu var ganske unge og hidsige af Sind, vendte deres Selvtillid sig til Letsindighed, så de slog sig på Uterlighed og uhøviske Sæder og besudlede sig med skammelige Gjerninger; de bar sig nemlig så frækt og tøjlesløst ad, at de skjændede andre Folks Hustruer og Døtre og syntes at have bidt Hovedet af al Skam. De holdt sig hverken fra gifte eller ugifte Kvinder, ingen kunde vide sin Seng sikker for dem, og der var næsten ikke det Sted i Landet, hvor deres Løsagtighed ikke havde sat Spor. Ægtemændene levede i stadig Frygt, og Hustruerne blev skjændede. Vold og Uret herskede alle Vegne, Ærbødigheden for Ægteskabet tabte sig, og Voldtægt blev almindelig; Løsagtighed blev øvet i Flæng uden Hensyn til Ægteskab, kun øjeblikkelig Vellyst søgte man. Årsagen til alt dette var Ørkesløshed; thi da de intet andet havde at bruge deres Legemer til, gav de dem i deres Lediggang Lasten i Vold. Omsider hørte den ældste af de tre, der hed Grep, tilsyneladende op med sin Vildskab, idet han nemlig dristede sig til at søge en Havn for sin omflakkende Vellyst i Kjærlighed til Kongens Søster. Det var jo nu heller ikke, som det skulde være, thi ligesom han burde have haft Skamfølelse nok til at holde sin ustadige og vildfarende Vellyst i Tømme, var det dumdristigt af en af den Stand som han at begjære en Kongedatter. Hun blev så forskrækket over hans ublu Bejlen, at hun for at være sikker for Overlast lukkede sig inde i et Jomfrubur med en Vold omkring, og der blev beskikket hende tredive Svende, som stadig skulde holde Vagt om hende.

Da Frodes Hirdmænd nu i høj Grad savnede kvindelig Hjælp, eftersom de hverken havde noget at sy nye Klæder af eller kunde bøde de gamle, formanede de indstændig Kongen til at gifte sig. Han undskyldte sig i Førstningen med sin unge Alder, men til sidst gav han efter for deres indtrængende Opfordringer. Da han nu var opsat på at få at vide af dem, der således havde tilskyndet ham, hvem de mente var tjenlig for ham at indlade sig i Ægteskab med, priste de i højeste Grad en Datter af Hunnerkongen. Det vilde Frode nu ikke høre Tale om, og da de trængte ind på ham for at få Grunden dertil at vide, sagde han, at han havde hørt af sin Fader, at det ikke var heldigt, at en Konge søgte så langvejs bort efter en Hustru i Steden for at tage hende fra et af Nabolandene. Da Gotvar hørte det, skjønnede hun, at Kongen snildelig søgte at slippe fra sine Venner ved Udflugter, og for at styrke hans tvivlrådige Sind og stive hans Selvtillid af sagde hun: "For de unge sømmer det sig at gifte sig, de gamle venter Graven på; for Ungdommen går alt efter Ønske og føjer Lykken sig, den hjælpeløse Alderdom går ned ad Bakke mod Graven. Håbet følger Ungdommen, Oldingen går uden Håb mod Døden. Ungdommen er i Fremrykning og lader intet ufuldbyrdet, når den tager fat". Da han af Agtelse for disse hendes Ord bad hende om at påtage sig Bejlerfærden for ham, undslog hun sig først under Påskud af sin høje Alder og sagde, at hun på Grund af sin Alderdoms Svaghed ikke kunde påtage sig så vanskeligt et Hverv, men omsider gik hun ind derpå, da Kongen sagde, at det var en Tjeneste, der var Løn værd, og tog en Guldkjæde frem, som han lovede hende som Belønning for Sendefærden - den var mere til Pryd end til Nytte og bestod af Led med ophøjet Arbejde, imellem hvilke der var Billeder af Konger, som ved en indvendig Snor kunde trækkes sammen eller fra hverandre. Også Vestmar og Koll tillige med deres Sønner fandt han for godt at give hende med på Færden, fordi han mente, at de ved deres Kløgt vilde undgå den Tort at få et Afslag.

De rejste altså sammen med Gotvar, og Hunnerkongen gjorde først et tre Dages Gjæstebud for dem, førend de fik Lov til at komme frem med deres Ærind; således var det nemlig i gamle Dage Sæd at tage imod Gjæster. På Gildets tredje Dag kom Prinsessen frem og gjorde sig behagelig for Sendemændene ved sin venlige Tale, og hendes fornøjelige Nærværelse forhøjede ikke lidet Gjæsternes Glæde ved Gildet. Medens Bægrene blev flittig tømte, åbenbarede Vestmar hende i skjemtsomme Ord deres Ærinde for i Fortrolighed at lære Jomfruens Sindelag at kjende, idet han, for at hun ikke skulde få Anledning til at give ham et Afslag, foregreb Sendefærdens Ærinde i Ord, der var beregnede på at vække Latter, og under Gjæsternes Bifald dristede sig til at begynde en spøgefuld Samtale med hende. Hun sagde, at hun kun agtede Frode ringe, fordi det skortede ham på Hæder og Berømmelse. I gamle Dage ansås nemlig ingen for værdig til at ægte fornemme Kvinder, med mindre han ved glimrende og udmærkede Bedrifter havde vundet stor Navnkundighed; Ørkesløshed regnedes for den største Lyde hos en Bejler, og intet lagdes ham mere til Last end Mangel på Berømmelse; havde man blot fuldt op af den, ansås man for rig på alt andet, og Jomfruerne beundrede ikke så meget deres Elskeres Skjønhed som deres herlige Bedrifter. Da Sendemændene nu mistvivlede om at nå deres Mål, overlod de til Gotvars Klogskab at prøve på at føre Sagen videre. Hun søgte nu ikke blot ved Ord at få Bugt med Jomfruen, idet hun forsikrede, at Frode brugte venstre Hånd lige så færdig som højre og var overmåde dygtig både til at svømme og kæmpe, men hun bryggede også en Elskovsdrik, og da Jomfruen havde fået den, forvandledes hendes Hårdhjærtethed til Attrå, hun opgav sin Ringeagt og fattede i Stedet derfor Elskov og Lyst til Frode. Derpå bød Gotvar Vestmar og Koll med deres Sønner at gå lige til Kongen og på ny fremføre deres Ærind, og hvis han gjorde Vanskeligheder, skulde de forebygge et Afslag ved at æske ham til Kamp.

Vestmar gik nu op på Kongeborgen med sit væbnede Følge og sagde, at Kongen enten måtte opfylde deres Bøn eller kæmpe med dem. "Vi har besluttet hellere at falde med Ære end at vende Hjem med uforrettet Sag for ikke ved at lide den Tort at få et Afslag og ikke opnå, hvad vi har sat os for, at pådrage os Vanære i steden for den Hæder, vi har håbet at vinde. Nægter du os din Datter, må du derfor slås med os, ét af to må du vælge. Vi vil enten dø eller have, hvad vi begjærer. Kan vi ikke opnå et glædeligt Udfald hos dig, vil vi i alt Fald have et sørgeligt. Frode vil blive gladere ved Budskabet om vor Død end ved, at vi bringer ham et Afslag", og uden at sige mere truede han med at gjennembore Kongen med sit Sværd. Kongen sagde, at det stred imod hans kongelige Værdighed at kæmpe med sin Undermand, og at det ikke sømmede sig, at Folk af ulige Stand skiftede Hug som Ligemænd, og da Vestmar ikke holdt op med at æske ham til Kamp, sagde Kongen, som nu vaklede imellem Frygt for Kampen og Undseelse ved at undslå sig for den, så han ikke vidste, hvad han skulde gjøre, til sidst, at så fik han spørge Jomfruen selv om hendes Mening; i gamle Dage lod Forældrene nemlig deres giftefærdige Døtre frit vælge, hvem de vilde giftes med. Da Vestmar nu således var henvist til at forfare, hvad der var Jomfruens Hjærtensmening, og vidste, at, ligesom enhver Kvinde er ustadig af Sind, er hun omskiftelig med Hensyn til, hvad hun sætter sig for, tog han fat på Sagen med så meget større Fortrøstning, som han vidste, at Kvinderne er vankelmodige i deres Ønsker. Hvad der bestyrkede ham i hans Tillid og øgede hans Håb om, at hans Bestræbelser vilde lykkes, var den Omstændighed, at den uerfarne Jomfru var overladt til sig selv, og at en Kvinde, når hun får Lov til at råde sig selv, er let at lokke med søde og fagre Ord, så hun ikke blot uden Vanskelighed lader sig omstemme, men endogså har Hast med at føje sig. Faderen fulgte selv ind med Sendemændene for at komme fuldstændig på det rene med sin Datters Mening. Hun, hvis Hjærte allerede var opfyldt af Elskov til Bejleren som Følge af Elskovsdrikkens lønlige Virkning, svarede, at hun håbede at finde mere godt hos Frode, end Rygtet havde at melde, eftersom han havde en så udmærket Fader at slægte på, og Æblet jo ikke plejer at falde langt fra Stammen; derfor huede den unge Mand hende vel ikke så meget på Grund af hans nuværende Ypperlighed som på Grund af den, hun ventede, han med Tiden vilde opnå. Kongen undrede sig over dette Svar, men da han ikke kunde fratage Pigen den Frihed han havde givet hende, lovede han, at Frode skulde få hende, og derpå samlede han Mundforråd i Mængde og udstyrede sig på det prægtigste og gav sig strax i Følge med Sendemændene på Vej til Danmark i den Formening, at ingen bedre egnede sig til Brudefører end Brudens Fader. Frode tog med den største Glæde imod sin Brud og viste også sin kongelige Svigerfader al mulig Ære og gav ham, da Brylluppet var holdt, ved Afskeden kostelige Gaver, både i Guld og Sølv.

Frode levede nu i tre År med Hanunde, således hed Hunnerkongens Datter. Der herskede i den Tid den mest velsignede Fred i Landet, men Kongens Hirdmænd, som deres ørkesløse Levned havde gjort frække, gjorde sig, med den af Freden avlede Tøjlesløshed, skyldige i de skammeligste Misgjerninger. Somme pinte de ved at hejse dem i Vejret med Reb og lade dem svaje frem og tilbage ligesom en Bold, andre lagde de slibrige Bukkeskind i Vejen for, og når de så kom gående, trak de med skjulte Reb uforvarende Skindene bort under Fødderne på dem, så de faldt over Ende; atter andre klædte de af og piskede dem på forskjellig Måde; somme hængte de til Spot og Spe op på Søm med Strikker, andre brændte de med Fakler Hår og Skjæg af, atter andre sved de med Gløder på Steder, som man ikke taler om for høviske Øren. Jomfruer fik ikke Lov til at gifte sig, førend de havde skjændet dem. Fremmede Folk kastede de Ben i Hovedet på; andre nødte de til at drikke så overstadig, at de satte deres Helsen til derved. Ingen fik Lov til at gifte sin Datter bort, førend han havde kjøbt deres Gunst og Bevågenhed, og ingen Mand fik Lov til at indgå Ægteskab, førend han ved Skjænk og Gave havde erhvervet sig deres Samtykke. Og ikke blot Jomfruer, men også gifte Koner lod de på den skammeligste Måde i Flæng deres tøjlesløse Vellyst gå ud over. De var frække og rasende som galne Hunde. Fremmede og Gjæster overøste de med Skjældsord i Steden for at tage sømmelig imod dem. Så mange tirrende Forhånelser fandt disse frække og kåde Karle på, i den Grad nærede den Frihed, der herskede i Kongens Umyndighedsår, Ubesindigheden, thi intet fremmer i så høj Grad Uvornhed som det, at Straffen lader vente på sig. Denne Hirdmændenes tøjlesløse Frækhed bragte Kongen i Vanry ikke blot blandt fremmede, men også blandt Landsens egne Folk, thi Danskerne våndede sig under dette overmodige og grusomme Herredømme.

Grep lod sig ikke nøje med Kvinder af ringe Stand, men gik i sin Formastelighed så vidt, at han holdt til med Dronningen og således var lige så utro mod Kongen som voldsom i sin Færd over for andre. Denne Skjændsel tog efterhånden mere og mere til, og Mistanken om, hvorledes det stod til, sneg sig i Stilhed frem blandt Menigmand, førend Kongen fik noget at vide derom; thi Grep straffede hver den på Livet, som i mindste Måde ymtede om den Ting, så han fik skræmmet alle fra at angive ham, men efter at man først havde begyndt at mumle om hans Forbrydelse, bredte Rygtet sig dog snart; thi det er vanskeligt at få Folk, som ved Besked om en andens Misgjerning, til at lægge Dølgsmål på den.

Gunvør havde mange Bejlere, og Grep bad nu for at få Lejlighed til ved List at hævne sig over, at hun havde afvist ham, om Tilladelse til at tage Skjøn over dem, idet han sagde, at den bedste ikke var for god til Prinsessen, og skjulte sit Nag, for at det ikke skulde mærkes, at det var det, der drev ham til at søge dette Hverv. Kongen gav ham strax Lov til at undersøge, hvad de unge Mænd duede til, og under Påskud af, at han vilde gjøre Gjæstebud for dem, samlede han alle Gunvørs Bejlere, lod dem dræbe og deres afhuggede Hoveder stille op rundt om Prinsessens Jomfrubur andre til Skræk og Advarsel. Alligevel gjorde dette intet Skår i den Gunst, han stod i hos Frode, hvem han vedblev at omgås med samme Fortrolighed som hidtil; thi han indførte den Skik, at når nogen vilde have Kongen i Tale, skulde han betale derfor, idet han ikke fik Adgang til ham uden at bringe ham en Gave; det gik nemlig ikke an, sagde han, at stede nogen for så stor en Konge på den gamle vante Vis, det burde kun tilstås dem, der lagde den største Iver for Dagen i Henseende til at bejle til hans Gunst. Ved denne forstilte Kjærlighed til Kongen søgte han at dæmpe det Vanry, hans Grumhed havde pådraget ham; Menigmand sukkede og klagede i Løndom over således at blive pint og plaget; men ingen turde åbenlyst kære over de onde Tider eller driste sig til offentlig at føre Klage over den Overlast, der øvedes, og jo lønligere man bar sin Sorg og Kvide, des dybere skar den i Hjærtet.

Da Kong Gøter af Norge spurgte dette, stævnede han sine Krigsfolk til Tinge og sagde, at Danskerne var ilde tilfreds med deres Konge og gjærne vilde have en anden, om der bød sig Lejlighed dertil; han havde derfor besluttet at falde ind i Danmark med en Hær; Landet kunde let indtages, når det blev angrebet; thi Frode var lige så gjerrig, som han herskede grumt over det. Men så rejste en Mand ved Navn Erik sig og tog til Orde imod ham. "Det er en bekjendt Sag", sagde han, "at det for det meste går så, at den mister sit eget, der står efter andres, og at den, der vil have både i Pose og Sæk, går glip af begge Dele. Det skal være en stærk Fugl, der skal tage fra en anden, hvad den har i Kløerne. Du stoler forgjæves på den Avind, Landsens Folk bærer til ham, thi sligt hører for det meste op, når Fjenden kommer. Selv om Danskerne nu synes at være splidagtige, bliver de dog strax enige om at tage imod Fjenden. Ulv gjør usåttes Svin forligte. Enhver vil hellere have en Landsmand end en fremmed til at stå for Styret, og ethvert Land sætter større Pris på at have en af sine egne end en Udlænding til Konge. Kong Frode vil derfor heller ikke vente på dig hjemme, men tage imod dig uden for sit Land. Ørne rives med Kløerne, og Næbbet plejer Fuglene også at bruge. Du ved selv, at vis Mand bør være betænkt på ikke at komme til at angre, hvad han tager sig for. Du har jo fuldt op af gjæve Mænd; hold du dig derfor i Ro, du kan jo ved andre på det nærmeste forfare, hvad Krigen vil bringe; lad dine Krigere prøve, hvad Lykke du har. Tag selv i Fred Vare på din Velfærd, og før din Sag igjennem uden at udsætte dig selv for Fare. Det er bedre, at Tjeneren sætter Livet til end Herren. Betjen dig af dine Krigsfolk som Smeden af sin Tang; han bruger den for ej at brænde sine Fingre, sålunde skal du også betjene dig af dine Folk til at skåne og skjærme dig selv". Sålunde talte Erik, og Gøter undrede sig over, at han, som hidtil havde været anset for enfoldig, havde givet så fyndigt og smukt et Svar, og gav ham Tilnavnet den Veltalende, idet han mente at burde hædre ham for det udmærkede Snille, han havde lagt for Dagen; thi hans Broder Roller havde hidtil ved sin store Ypperlighed stillet ham i Skygge. Erik bad ham lade en Gave følge med i Navnefæste, thi den, som gav en anden Navn, burde heller ikke forsømme at give ham en Gave, sagde han, og Kongen gav ham da et Skib, som Skibsfolkene kaldte Skrot. Erik og Roller var Sønner af en Kæmpe ved Navn Regnar, men de havde hver sin Moder, thi Rollers Moder, som hed Krage, var Stifmoder til Erik.

Det blev da med Gøters Samtykke overdraget en Mand ved Navn Ravn at hærje Danskerne med Sørøveri. Odd, som på den Tid nød størst Anseelse i Danmark som Viking, gik imod ham. Han var så dreven i Trolddom, at han kunde fare over Havet uden Skib og tit ved sine Galdresange rejste sådan Storm, at Fjendens Skibe forliste, og for at undgå at give sig i Kamp med Vikinger satte han Havet således i Oprør ved sin Trolddomskunst, at Fjenderne led Skibbrud. Lige så grum han var imod Kjøbmænd, lige så mild var han imod Bønder; thi han agtede dem, som kjørte Ploven, langt højere end dem, der drev Handel, og foretrak langt dem, der nærede sig ved ærligt Bondearbejde, for dem, der lagde sig efter smudsig Vinding. Så snart han nu var kommen i Slag med Nordmændene, forblindede han ved sine Galdresange deres Øjne således, at det tyktes dem, at der stod Stråler af Danskernes dragne Sværd, og at der føg Gnister af dem, som om der var Ild i dem, hvilket skar dem således i Øjnene, at de ikke engang kunde holde ud at se de dragne Klinger; thi deres Blik kunde ikke tåle Glansen af disse sælsomme Lyn. Ravn og en stor Del af hans Folk faldt, og det, at kun sex Skibe vendte tilbage til Norge var et Vidnesbyrd for den norske Konge om, at Danskerne ikke var så lette at få Bugt med. Han fik nu også at vide, at Frode kun kunde stole på sine Kæmper, men at Menigmand var ilde tilfreds med det Voldsherredømme, der rådede i Landet.

Roller, som havde Lyst til at se sig om i Verden og lære noget nyt at kjende, aflagde nu det Løfte, at han vilde gjæste Kong Frode for at komme til Kundskab om, hvor vidt dette var sandt. Erik sagde, at skjønt der ikke var noget at sige på hans Væxt og Førlighed, var det dog et uforstandigt Løfte, han havde aflagt, men til sidst, da han så', hvor urokkelig han blev ved sit Forsæt, aflagde han det samme Løfte. Kongen lovede, at han vilde give dem til Rejsefæller, hvem de selv vilde vælge. De tvende Brødre drog først hjem til deres Fader for at bede ham om Mundforråd, og hvad de ellers havde nødig på så lang en Rejse. Den gamle Mand tog kjærlig imod dem, og næste Dag tog han dem med ud i Skoven, for at de kunde se hans Kvæg, thi det havde han meget af; han viste dem også en Skat, han for længe siden havde gravet ned i Jorden, og den gav han dem Lov til at tage så meget af, som de vilde, og det var de ikke senere til at tage imod, end han til at byde dem, så de gravede Skatten op og tog så meget, de lystede. Imidlertid gjorde deres Skibsfolk sig til gode eller øvede deres Kræfter inden for en Dæmning, de havde opkastet, somme ved at springe og somme ved at løbe, somme kastede med store Sten, somme skjød med Bue, og således øvede de sig i forskjellige Idrætter. Somme af dem havde også drukket sig en Rus, som de nu sov ud. Faderen sendte nu Roller hjem, for at han skulde se efter, hvorledes det stod til der, og da han så', at der stod Røg op af det Hus, hans Moder var i, gik han did og kigede lønlig ind ad en lille Sprække og så' da Moderen stå og røre i en Grød, hun kogte i en grim Gryde; han så' også tre Snoge, der hang over Gryden i en tynd Snor, og at der af deres Munde dryppede Edder ned i Grøden; de to var sorte, den tredje havde hvide Skjæl og hang lidt højere end de andre, thi den havde Snoren i Halen, de andre om Bugen. Han skjønnede, at det var noget Trolddomsvæsen, og tav stille med, hvad han havde set, for ikke at få Ord for at beskylde sin Moder for at være en Hex; han vidste nemlig ikke, at Snogene var uskadelige, og hvor stor Kraft de gav Grøden. Regnar og Erik kom nu til, og da de så' Røgen fra Hytten, gik de lige ind og satte sig til Bords, og Krage satte et Fad for sin Søn og sin Stifsøn, at de begge kunde lange til det. Maden i det havde nu forskjellig Farve, ved den ene Side var den sort med gule Pletter, ved den anden hvid, hvilket hidrørte fra de to forskjellige Slags Snoge. Så snart de blot havde spist en lille Smule af den, drejede Erik i en Fart Fadet således, at den sorte, men kraftige Side af Grøden kom over til ham, og Roller fik den hvide, der først havde været sat for Erik, thi denne skjønnede nok, at ved den Mad var det ikke Farven, men den Kraft, der var i den, det kom an på; og for at Roller ikke skulde mærke, at der stak List bag den Omdrejning, sagde han, at således plejede et Skib at gå over Stag, når Søen gik højt, og det var jo snildt nok af ham således at skjule sin List ved den Tale om Skibet.

Ved at styrke sig med denne herlige Spise opnåede Erik som Følge af den Kraft, der var i den, den højeste menneskelige Visdom; thi Grøden var så utrolig stærk, at den gjorde ham kyndig i alle mulige Videnskaber, så at han endogså kunde tyde, hvad Dyrene sagde, thi ikke blot alle menneskelige Ting blev han grundig hjemme i, men han forstod også hvad Dyrene mente med de lyde, de gav fra sig, og derhos blev han begavet med en så sirlig og pyntelig Veltalenhed, at han stadig, hvad hans Tale end drejede sig om, prydede den med vittige Ordsprog. Da Krage kom ind og så', at Fadet var vendt, og at Erik havde spist den bedste Del af Grøden, blev hun mod i Hu over, at den Lykke, hun havde beredt sin Søn, var falden i Stifsønnens Lod, og begyndte sukkende at bede ham om aldrig at svigte sin Broder, hvis Moder havde overvældet ham med en så uhørt Lykke, idet han ved det ene kraftige Måltid havde opnået den højeste Grad af Forstand og Veltalenhed og derhos det Held altid at få Sejr i Kamp. Hun sagde også, at Roller så nogenlunde var Mand for at lægge en Plan, og at han heller ikke skulde komme til at gå glip af Virkningerne af den Mad, der var tiltænkt ham, og derhos lagde hun ham på Sinde, at når den yderste Nød krævede det, skulde de strax få Hjælp, blot de påkaldte hende, thi hun rådede over guddommelig Magt, sagde hun, idet hun i visse Måder var udrustet med overjordiske Egenskaber og så at sige var en Slags Søster til Guderne. Erik svarede, at hans eget Hjærte drev ham til at stå sin Broder bi, "det er en ond Fugl, som besudler sin egen Rede", sagde han. Krage var nu nok så fortrydelig over sin egen Uagtsomhed som over den Modgang, hendes Søn havde haft, thi det ansås i gamle Dage for en stor Skam for en Skjelm at lade sig narre.

Derpå fulgte hun sammen med sin Mand Brødrene ned til Havet, hvor de gik om Bord i ét Skib, og snart efter stødte der to andre til dem. Da de nåede den danske Kyst og havde sendt Spejdere ud, fik de at vide, at der ikke langt fra dem lå syv Skibe. Erik bød da to Mænd, som kunde tale Dansk, afføre sig deres Klæder og begive sig did for nøje at udforske alt, idet de for Odd beklagede sig over, at det var Erik, der havde udplyndret dem, og så skulde de forsigtig liste sig tilbage og melde ham, hvad de havde skaffet sig at vide. Odd tog vel imod dem, og de opsporede med stor Snildhed alt, hvad han havde for. Han havde bestemt at komme uventet bag på Fjenderne ved Daggry for så meget hurtigere at kunne gjøre det af med dem, når de endnu lå i deres Sengetøj, thi på den Tid af Døgnet plejede Folk at være mere dvaske og tunge i Kroppen, sagde han. Han bød også sine Mænd lade Skibene med Sten, der egnede sig til at kaste med, og fremskyndede derved sin egen Undergang. Ved Midnatstid listede Spejderne sig bort og bragte Erik Bud om, at Odd havde fyldt Skibene helt med Sten, han havde ladet udsøge til at kaste med, og meldte derhos alt, hvad de ellers havde fået at vide. Da Erik nu helt var på det rene med, hvad der var for Hånden, og skjønnede, at han havde for få Skibe, anså han det for rådeligst at tage Vandet til Hjælp for at berede Fjenden Undergang. Han gik derfor i en Båd og lod sig lydløst ro hen til de fjendtlige Skibe og lod ganske stille bore Huller i Plankerne lige nede i Vandgangen, og da det var gjort, vendte han lige så lydløst tilbage; han bar sig i det hele taget så forsigtig ad, at ingen af Vagten mærkede, hverken at han kom eller gik. Da han roede bort, bragte Vandet, der trængte ind igjennem Hullerne, lidt efter lidt Odds Skibe til at synke, og da Vandet overalt stod højt i dem, var de lige ved at gå til Bunds, hvortil Vægten af Stenene, de var fyldt med, ikke bidrog lidet. Rorbænkene stod allerede under Vand, og Rælingen lå lige i Vandspejlet, da Odd, som så', at Skibene på det nærmeste var ved at gå til Bunds, bød sine Folk øse den umådelige Masse Vand, de havde taget ind, ud med Øsekarrene. Medens Søfolkene nu var ivrig i Færd med at værne de synkende Skibe imod det indstrømmende Vand, kom Fjenden over dem, og da de nu greb til Våben, trængte Vandet stærkere ind, så da de lavede sig til at kæmpe, blev de nødte til at svømme. Det var Vandet og ikke Våben, der førte den Kamp for Erik, Havet, som han selv havde åbnet Vejen for og givet Lejlighed til at gjøre Fortræd, stred for ham, så han syntes ligefrem at kæmpe på Afstand, idet han havde mere Nytte af Vandet end af Sværdet og fik kraftig Bistand af Havet. Hans List skaffede ham Sejr, thi de af Bølgerne overskyllede Skibe kunde ikke stå sig i Kamp. Odd og hans Mænd blev dræbte, og de, der holdt Vagt, blev fangne, så at ingen slap bort, som kunde bringe Bud om Nederlaget.

Da Erik havde vundet denne Sejr, skyndte han sig bort og lagde ind under Øen Læsø, og da han ingen Levnedsmidler fandt der, sendte han to af sine Skibe hjem med Byttet, for at de kunde bringe ham Levnedsmidler til et År til. Selv sejlede han bort med kun ét Skib for at søge Lejlighed til at træffe Kongen. Da han havde lagt til ved Sjælland, gik Søfolkene i Land og gjorde Strandhug rundt om på Kysten, thi enten måtte de skaffe sig noget at leve af eller udsætte sig for at sulte. Det Kvæg, de dræbte, flåede de Huderne af og lagde Kroppene ned i Skibet. Da de, som ejede Dyrene, spurgte, hvad der var sket, skyndte de sig at sætte efter Røverne med en Flåde; men da Erik mærkede, at de var efter ham, lod han Kroppene sænke ned i Vandet ved Tove med Bojer ved og skjulte dem således. Da Sjællandsfarerne nu kom, gav han dem frit Lov til at ransage Skibet for at se, om der var noget af det, de søgte; Krogene om Bord på et Skib var for snævre til, at man kunde holde noget skjult der, sagde han. Da de nu ingen Steds fandt noget, overførte de deres Mistanke på andre og holdt dem, der virkelig havde begået Røveriet, for uskyldige deri; thi da de ikke fandt Spor af Byttet, mente de, at det måtte være andre, der havde tilføjet dem den Fortræd, og lod de skyldige fare. Da de var sejlet bort, lod Erik atter Kroppene tage op af Vandet.

Imidlertid havde Kong Frode spurgt, at Odd og hans Folk var faldne, thi skjønt man ikke vidste, hvem det var, der havde tilføjet dem dette Nederlag, gik der stort Ry deraf. Somme sagde dog, at de havde set tre Skibe lægge til Land og de samme Skibe sejle bort igjen nordpå. Erik lagde nu ind i en Havn ikke langt fra det Sted, hvor Frode holdt til, og lige som han gik fra Borde, snublede han og faldt, hvilket han tog som et lykkeligt Varsel, idet han sagde, at efter denne ringe Begyndelse vilde der følge de Ting, som var bedre. Da Grep havde spurgt, at han var kommen, skyndte han sig ned til Strandbredden, thi han havde hørt, at han var godt skåren for Tungebåndet, og var opsat på at prøve hans Ordkløgt, thi Grep selv var mindre veltalende end fræk i sin Mund og overvandt alle med sin ublu Tunge. Han begyndte da også Ordskiftet med Skjældsord, idet han tiltalte Erik sålunde:

Tosse, Tåbe,
hvad tænker du på?
Sig, hvem du est
og hveden du kommer?
Hvorhen gjælder Rejsen?
Hvi gjæster du os?
Hvem er din Fader,
og hvor har du hjemme?

Bedste Mænd
bliver hjemme,
frister ej Lykken
i fremmed Land.
At rømme af Landet
lidet båder,
velkommen vorder
ej fremmed Voldsmand.

Erik kvad:

Regnar mig avled,
min Æt jeg ej dølger,
ordsnild at blive
bedst mig huer;
også på Visdom
lægger jeg Vind,
fremmedes Sæder
jeg frister og fritter.

Tåben ej mægter
Måde at holde,
véd ej sin frække
Vilje at styre.
Båd, som ros,
så rask ej farer
som Snekken, der flyver
for fulde Sejl.

Stormvejr Vandet
vældig pisker,
værre Løgn dog
Landet hærjer.
Hånd på Roret
Havet tæmmer,
Løgnen lægger
Landet øde.

Grep kvad:

Hanen på Møddingen
stinker af Møg,
værre Stank
der står af din Tale.
Ørkesløst er det
Ord at spilde
på ublu Skalk
og Skjændegjæst.

Erik kvad:

For Sandhed jeg agter
de gamle Ord:
Fals sin Herre
slår på Hals;
Ulven er nær,
hvor dens Øren ses;
ingen tror
troløs Mand.

Grep kvad:

Angre skal du
din ublu Tale,
Ugleskrig
mig ilde huer.
Frække Dreng,
jeg dræber dig flux,
Ulv og Ørn
dit Ådsel slide!

Erik kvad:

Altid den rædde
ilde spår;
ond Mand arges,
som han ældes;
hvo Kongen sviger,
kan Kæmper ej tro;
farlig er Ulv
i Fårefold.

Grep kvad:

Med Løgn du farer
og løs Tale,
ej har jeg bolet
med Kongens Brud.
Tro min unge
Drot jeg tjente,
derfor han gav mig
Guld og Ære.

Erik kvad:

Den Hund, som rammes
af Snærten, hyler;
god Samvittighed
er en Guds Gave;
den lider ej vel,
som gjør Træl til sin Ven;
sjælden er Trællen
tro mod sin Herre.

Hertil vidste Grep ikke, hvad han passende skulde svare, og han gav derfor sin Hest af Sporerne, men da han kom hjem, fyldte han Kongeborgen med Skrig og Skrål, sagde, at han var bleven overvunden i Ordkamp, og kaldte alle Krigsfolkene til Våben, som om han med væbnet Magt vilde hævne det Nederlag, han havde lidt med Munden, han svor nemlig på, at han vilde gjøre disse fremmede til Ravneføde. Kongen rådede ham til at slå koldt Vand i Blodet. "Hastigt Mod, sjælden god", sagde han, "Hastværk er for det meste Lastværk; hovedkulds Råd, hovedkulds Gjerning; det sømmer sig endelig heller ikke, at mange går mod få; og klog Mand lægger Tømme på sin Harme og siger 'Gjemt er ikke glemt'." Således nødte Kongen Ungersvenden til at lade sin hidsige Vrede vige for Fornuften, men det lykkedes ham dog ikke at bringe den forbitrede Ordkæmpes ophidsede Sind mere til Ro, end at han i sin Ærgrelse over, at det var gået ham så ilde i Munddysten, erklærede, at han i alt Fald vilde have Lov til at hævne sig med Trolddom, siden han ikke måtte gjøre det med Våben. Da det var blevet ham tilladt, lavede han sig til igjen at begive sig ned til Strandbredden med en Flok udsøgte Troldmænd. Først ofrede han en Hest til Guderne og satte dens afhuggede Hoved på en Stage efter at have spilet Gabet op på det ved at sætte Pinde ind imellem Kjæverne i Håb om, at Erik af Forskrækkelse over dette fæle Syn skulde opgive sit Forehavende; han troede nemlig, at han og hans Folk var så uvidende og tåbelige Mennesker, at han kunde skræmme dem bort med Hestehovedet. Da Erik nu kom op imod dem og på Afstand fik Øje på Hestehovedet, forstod han strax, hvad Meningen var med disse fæle Anstalter, og bød sine Folk tie stille og tage sig vel i Agt, så de ikke i Ubetænksomhed lod noget Ord slippe sig af Munden, for at de ikke ved ubesindig Tale skulde give Trolddommen Lejlighed til at virke; skulde det blive nødvendigt at sige noget, skulde han nok føre Ordet for dem alle, sagde han. De var allerede komne så langt frem, at der kun var en Å imellem dem, da Troldmændene stillede Stagen med Hovedet på op helt nede ved Åbredden for at skræmme ham fra at gå over Broen, men han gik ikke des mindre uforfærdet ud på den og sagde: "Den Skæbne, denne Byrde har at bringe, komme over den, som bærer den! bedre Held følge os! Ilde gå det dette troldpak! den ulykkesvangre Byrde knuse den, som bærer den, men os skjærme alt, hvad godt er!" Og som han bad, så blev det; thi strax faldt Hestehovedet af, og Stagen væltede og knuste den, der bar den. Således blev alle Trolddomsanstalterne til intet ved en eneste Besværgelses Magt.

Da Erik var nået lidt længere frem, kom han i Tanke om, at fremmede skulde medbringe Gaver til Kongen. Han tog derfor et Stykke Is, han fandt på Vejen, og gjemte det omhyggelig under sin Kjortel for at bringe Kongen det som Gave. Da han kom til Kongeborgen, gik han selv først ind og bød sin Broder gå bag efter ham. Kongens Trælle havde for at drive Gjæk med ham bredt en glat Hud over Dørtærskelen, og da han trådte på den, rykkede de hastig i Rebet, de havde bundet i den, så han vilde være faldet, hvis Roller, som gik bag efter ham, ikke havde grebet ham i sin Favn, da han snublede. "Bar er broderløs Bag", sagde Erik, da han således var nær ved at falde. Da Gunvør lod Kongen vide, at sligt Uvæsen burde han ikke tillade, svarede han, at det var en dårlig Sendemand, der ikke kunde vare sig for Svig, idet han således lod den hånedes Uagtsomhed gjælde som Undskyldning for Forhånelsen.

I Hallen brændte der et Bål, hvilket i Betragtning af Årstiden nok kunde gjøres nødigt; thi Midvinter var lige netop forbi. På den ene Side af det sad Kongen, på den anden hans Kæmper. Da Erik tog Plads blandt dem, begyndte de at hyle på den skrækkeligste Måde. Kongen bød dem holde op med den Støj og sagde, at Mennesker ikke burde hyle som Dyr, og Erik tilføjede, at det var Hundeskik, som det gamle Ord siger: 'Når én Hund tuder, tuder de alle'; ved deres Lader røbede de alle deres Herkomst og vedkjendte sig hver for sig den Slægt, de var af. Da Koll, som havde at tage Vare på de Gaver, Folk bragte Kongen, spurgte, om han havde noget med til ham, kom han frem med Isen, som han havde gjemt på Brystet, og da han rakte ham den tværs over Bålet, lod han den med Vilje falde i Ilden, så det så' ud, som om det var ham, der skulde tage imod den, der tabte den ud af Hånden. Alle de tilstedeværende så' den strålende Klump og troede, at det var et Stykke rent Metal, der var faldet i Ilden. Erik påstod, at det var sket ved dens Uagtsomhed, der skulde tage imod den, og spurgte, hvad Straf han skulde have, fordi han havde forspildt Kongens Gave. Frode spurgte Dronningen om hendes Mening, og hun svarede, at det ikke gik an, at Kongen brød den Lov, han selv havde givet, og som fastsatte, at den, der forspildte de Gaver, der bragtes ham, skulde straffes på Livet. De andre sagde også, at den Straf, Loven fastsatte, ikke burde eftergives, og da det således blev foreholdt Kongen, at han var nødt til at lade den udføre, lod han Koll hænge.

Derpå begyndte Frode at tiltale Erik sålunde: "Sig frem, du, som brasker så kåd og overmodig med dine pyntelige Talemåder, hvorfra du kommer, og hvorfor du er kommen hid". "Jeg drog ud fra Rennesø", sagde Erik, "og så satte jeg mig ved en Sten". Frode: "Hvor begav du dig så hen derfra?". Erik: "Jeg drog bort fra Stenen på en Bjælke og satte mig igjen ved en Sten". Frode: "Hvorhen styrede du så Kåsen, og hvor lå du om Natten?". Erik: "Fra Stenen kom jeg til en Klippe, og der lå jeg også ved en Sten". Frode: "Det var en svær Mængde Sten og Klipper". Erik: "Der er flere Sandskorn". Frode: "Hvad tog du dig for, og hvor begav du dig så hen?" Erik: "Da jeg drog fra Klippen på mit skridende Skib, mødte jeg et Marsvin". Frode: "Der kom du med noget nyt, skjønt der er nok både af Klipper og Marsvin i Havet; men jeg gad vide, hvad Vej du så tog". Erik: "Fra Marsvinet kom jeg til et andet Marsvin". Frode: "Der var mange Marsvin dèr". Erik: "Der er flere af dem i Havet". Frode: "Så gad jeg vide, hvor Vejen førte dig hen, da du drog fra Marsvinene". Erik: "Jeg kom til en Træbul". Frode: "Og hvor drog du så hen?" Erik: "Fra Træbullen til en Træstub". Frode: "Der må være svært mange Træer på det Sted, eftersom du kalder alle de Steder, du gjæstede, for Træer". Erik: "Der er flere i Skovene". Frode: "Hvor begav du dig så hen?" Erik: "Jeg trængte stadig frem til Skovenes Egebuller, men da jeg holdt Rast dèr, kom der Ulve, som havde mættet sig med Menneskelig, og slikkede Spydspidserne; dér faldt Odden af Kongens Spydstage, og det er Fridlevs Sønnesøn". Frode: "Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal forstå din Tale, thi du har forvirret min Forstand med dunkle Ord". Erik: "Jeg har fortjent en Belønning af dig for den Ordleg, der nu er til Ende, eftersom jeg på en forblommet Måde har sagt dig Ting, som du ikke tilfulde har forstået; thi da jeg talte om Spydsodden, meldte jeg dig Odds Drab, som jeg øvede med egen Hånd". Da Dronningen nu også erklærede, at han havde sejret i Veltalenhed, og tilkjendte ham Sejrens Pris for sin Ordsnildhed, tog Kongen strax et Armbånd af sin Arm og rakte ham det som den fastsatte Pris, og så sagde han: "Jeg gad høre dig selv gjøre Rede for dit Ordskifte med Grep, eftersom han ikke undså sig for åbent at vedgå, at han havde fundet sin Overmand". "Han blev slagen med Blusel, da jeg skyldte ham for Hor", sagde Erik, "eftersom han ikke kunde sige noget til sit Forsvar og måtte tilstå, at han var din Hustrus Boler". Så vendte Frode sig til Hanunde og spurgte, hvad hun sagde til den Beskyldning, og hun tilstod ikke blot med Ord sin Brøde, men Skamrødmen, der farvede hendes Kinder, var også et åbenbart Vidnesbyrd om, at hun var skyldig. Kongen, som ikke blot hørte hendes Ord, men også så' Vidnesbyrdet på hendes Åsyn, men som ikke ret vidste, hvorledes han skulde straffe hende, overlod til hende selv at idømme sig den Straf, hendes Brøde fortjente. Medens hun nu i Erkjendelse af, at det var hendes egen Brøde, hun skulde holde Dom over, længe betænkte sig på, hvilken Straf hun skulde fastsætte, sprang Grep frem og vilde gjennembore Erik med sit Spyd for ved Anklagerens Død at redde sit eget Liv, men Roller faldt over ham med draget Sværd og gav ham det Banesår, han havde tiltænkt Erik. "Frænde er Frænde næst, når Nød er på Færde", sagde Erik. "I Nød skal man kjende sine Venner", sagde Roller. "Jeg tror", sagde Frode, "at det vil gå jer, som det gamle Ord siger: "stakket Stund glæder Hånd sig ved Hug'." "Den bør ej lastes, hvis Gjerning hans retfærdige Sag undskylder", sagde Erik, "thi der er lige så stor Forskjel mellem, hvad jeg og Grep har gjort, som mellem Nødværge og Overfald."

Greps Brødre sprang nu forbitrede op og svor på, at enten vilde de tage Hævn over hele Eriks Flåde eller slås med ham og ti af hans Kæmper. "Svage Folk må fare med Lempe", svarede Erik; "den, som har et døvt Sværd, må kun hugge i, hvad der er blødt og lindt, og den, som har en sløv Kniv, må hjælpe sig med at skære i Ledemodene. Eftersom nu den, der er ilde stedt, gjør bedst i at forhale Ulykken, og intet er heldigere i Modgang end at få Udsættelse, med hvad der ikke kan være andet, begjærer jeg tre Dages Henstand til at forberede mig i, forudsat at Kongen vil overlade mig Huden af en nyslagtet Oxe". "Den, som falder på en Hud, fortjener at få en Hud", sagde Frode, idet han åbenbart skosede Erik, fordi han før var snublet. Men da Erik havde fået Huden, lod han lave Såler af den til sig og sine Folk og overstrøg dem med Tjære, som han dryssede Sand i, for at de lettere skulde stå fast. Efter at have overvejet, hvilket Sted han vilde have til Kampplads, erklærede han omsider, at han vilde slås på Isen, eftersom han var ganske ukjendt med Krigsvæsen på Landjorden, sagde han. Det blev de da enige om, og Kongen tilstod dem Våbenstilstand, for at de kunde træffe deres Forberedelser og bød Vestmars Sønner trække sig tilbage, thi det sømmede sig ikke at jage en Gjæst ud af Huset, om han så havde gjort sig aldrig så ilde fortjent. Derpå forhørte han sig om, hvad det blev til med den Straf, han havde overladt til Dronningen selv at idømme sig, men da hun, i Steden for at gjøre det, bad om Forladelse for sin Forseelse, og Erik sagde, at man ofte gjorde bedst i at tilgive Kvinders Fejltrin, og at man ikke burde straffe dem, når Forbedring kunde afvende Gjentagelse af Brøden, tilgav Kongen Hanunde. Da Mørket begyndte at falde på, sagde Erik: "Hos Gøt er det Skik, at Krigerne, når de skal have noget at leve af, ikke blot bliver bænkede, men de får også hver sin bestemte Plads anvist", og Kongen viste dem da til Sæde på sine Kæmpers Pladser. Så bar Tjenerne Maden frem, men Erik, som godt vidste, at Kongen var så høvisk, at han ikke lod Levninger sætte på Bordet, spiste kun en Bid af hvert Stykke, han tog, og kastede så Resten og kaldte hele Retter for Stumper. Da det som Følge heraf blev småt med Retterne, bar Tjenerne andre frem for de sultne og skamfulde Gjæster, så der gik lige så meget med til dette ringe Måltid, som der kunde have været gjort stort Gilde med. Så sagde Kongen: "Har Gøts Kæmper for Skik at kaste Maden fra sig som gnavede Skorper, når de lige har rørt den, og at kaste Vrag på helt friske Retter, som om det var de sidste Rester?" Erik: "Der er ikke noget at sige på Sæd og Skik i Gøts Gård, dèr går alt høvisk til". Frode: "Så ligner din Sæd og Skik ikke din Herres, og du viser, at du ikke har lagt dig efter alt, hvad som godt og forstandigt er, thi den, som ikke vil træde i de ældres Fodspor, bærer sig ad som en Oprører og Landstryger". Erik: "Klog Mand bør lade sig belære af den, som er klogere, thi Kundskab øges ved Undervisning og Velopdragenhed ved Lærdom". Frode: "Hvad Lærdom skal jeg uddrage af al din overflødige Snak?" Erik: "Nogle få trofaste er et tryggere Værn om Kongen end mange Forrædere". Frode: "Vil du da vise os større Troskab end de andre?" Erik: "Det er ondt at båse for ufødt Fæ, og hart er ufødt Hest at binde ved Krybbe. Du har endnu ikke prøvet alting. For Resten plejer man hos Gøt at få noget at drikke til Maden. Når Mad og Drikke følges ad, har Gjæsterne Gammen". Frode: "Aldrig har jeg truffet nogen, der var frækkere til at kræve Mad og Drikke!" Erik: "Få tænker på tiendes Tarv eller sørger for dens Fornødenheder, som ikke lukker Munden op". Kongen bød nu sin Søster bære Drikken om i et stort Bæger. Erik greb hendes højre Hånd tillige med Bægeret, hun bød ham, og sagde: "Skulde du ville vise mig den Villighed, ædle Konge, at skjænke mig dette? Må jeg beholde, hvad jeg holder i Hånden, som en uigjenkaldelig Gave?" Kongen, som troede, det blot var Bægeret, han bad om, svarede, at det måtte han gjærne, men Erik drog Jomfruen til sig, som om han havde fået hende tillige med Bægeret. Da Kongen så' det, sagde han: "Hvor Dåren er inde, giver han Tegn fra sig; hos os plejer Jomfruer at have deres fri Vilje ubeskåren". Så lod Erik, som om han vilde skære Hånden af Pigen med sit Sværd, efterdi han havde fået den sammen med Bægeret. "Har jeg taget mere, end du har givet, eller hvis det er galt af mig at beholde det hele, så har jeg i alt Fald Ret til at tage en Del". Da Kongen skjønnede, at han var kommen galt af Sted med det Løfte, gav han ham Pigen; thi han vilde ikke bøde på sin Uagtsomhed ved at vise sig upålidelig og sætte noget af sin Værdighed til ved ikke at holde, hvad han havde lovet, skjønt det snarere må tilskrives moden Overvejelse end Ustadighed, når man tilbagekalder et tåbeligt Løfte.

Da nu den til Kampen fastsatte Tid var kommen, lod han ham gå ned til sine Skibe imod at love at komme igjen. Erik og hans Mænd gik ud på den tillagte Sø, og da de stod godt fast på deres Såler, fældede de Fjenden, som vaklede og gled, thi Frode havde bestemt, at ingen måtte komme nogen af Parterne til Hjælp, om de så var aldrig så ilde farne. Efter således at have vundet Sejr vendte Erik tilbage til Kongen. Gotvar var nu meget kjed af, at hendes Sønner var komne så ulykkelig af Dage, og opsat på at hævne dem, hvorfor hun sagde, at hun havde Lyst til at holde en Mundkamp med Erik, hun vilde sætte en svær Halskjæde op imod ham, når han til Gjengjæld vilde sætte sit Liv på Spil, således at han vandt Kjæden, i Fald han sejrede, eller skulde lade Livet, i Fald han kom til kort. Det gik Erik ind på, og Gunvør fik Halskjæden i Forvaring. Gotvar gjorde ham da på Vers et så grovt og skammeligt Spørgsmål, at det ikke lader sig sige for høviske Øren, men han gav hende så grovt Svar på Tiltale, at hun helt tabte Mælet derved og blev nødt til at lade ham, hun havde tænkt sig skulde af med Livet, få Guldkjæden, så i Steden for at få Hævn over sine Sønners Drabsmand måtte hun af med en kostbar Gave til ham; hendes Ulykke blev således blot så meget større, og sin Ondskab kom hun ingen Vegne med, thi først mistede hun sine Børn, og så kunde hun ikke stå sig imod Erik i Grovhed og mistede både den kostelige Kjæde og den Løn, hun havde ventet for sin Veltalenhed; sine Sønners Banemand måtte hun berige, ham, der havde gjort hende barnløs, måtte hun belønne og fik ikke anden Mandebod for sine Sønner end den Tort at have trukket det korteste Strå i Ordkampen og at blive fattigere på Gods. Da Vestmar så' det, besluttede han at prøve Kræfter med Erik, der havde vist sig at være den stærkeste i Munden, og han satte da det Vilkår, at den, der sejrede, skulde have den overvundnes Liv, så at de begge satte Livet på Spil. Erik vilde ikke vægre sig ved at tage imod det Vilkår for ikke at få Ord for at være stærkere i Munden end i Hånden. Kampen gik for sig på den Vis, at de kæmpende fik en Krans, der var flettet af Vidjer eller Reb, og den skulde de så trækkes om og med Hænder og Fødder søge at vriste fra hinanden, og den, som var den stærkeste og fik revet den fra den anden, tilkjendtes Sejrens Pris. Da Erik nu tog fat i Kransen, rykkede han så voldsomt til, at han rev den ud af Hænderne på Vestmar. Da Frode så' det, sagde han: "Ondt er med Overmand Tov at trække", "Ja", sagde Erik, "især når man er skjævhalset eller skrutrygget", og i det samme satte han Foden frem og brød Halsen og Ryggen på den gamle Mand. Sålunde opnåede Vestmar ikke den Hævn, han tragtede efter, men fik samme Skæbne som de, han vilde hævne, og måtte lade Livet ligesom de, hvis Død han vilde have Oprejsning for.

Frode pønsede nu på at gjennembore Erik ved at kaste en Dolk efter ham, men Gunvør, som mærkede, hvad hendes Broder havde i Sinde, varede sin Fæstemand for Faren, idet hun sagde, at kun den var vis, som varede sig vel. Erik forstod snildelig denne Advarsel og skjønnede, at der var Svig på Færde; han sprang strax op og sagde: "Klog Mand skal Sejr fange, men Fals slår sin Herre på Hals", idet han således på en fin Måde skosede ham, der pønsede på Svig imod ham. I det samme kastede Kongen Dolken efter ham, men da han bøjede sig til Siden, ramte den ham ikke, men gik ind i Væggen lige overfor. "Gaver skal man række sine Venner og ikke kaste dem til dem", sagde Erik; "god var din Gave. om du havde ladet Skeden følge med". Kongen trak da strax Skeden op af sit Bælte og gav ham den, som han bad; thi hans Fjendes Sindighed nødte ham til at lade sit Had fare; således formildede Eriks snilde Forstillelse ham, og det Våben, han havde kastet efter ham i en ond Hensigt, gav han ham nu i Venlighed, og ved at lade, som han ikke forstod den Uret, Kongen vilde øve imod ham, forvandlede han den til en Velgjerning og fik Dolken, der skulde have bragt ham Døden, som en ærefuld Gave; thi hvad Frode havde gjort for at volde ham Fortræd, gav han Skin af, at det skyldtes hans Ædelmodighed. Derefter gjorde man sig til gode. Men om Natten vakte Gunvør i al Stilhed Erik og sagde, at de måtte fly, "bedst er med hel Vogn hjem at age, mens Legen er god", sagde hun. Han gik da med hende ned til Stranden, hvor Kongens Flåde just lå trukken på Land, og den gjorde han ubrugelig ved at tage Planker ud af Skibssiderne og sætte løse Planker ind i Stedet, så den skete Skade ikke kunde ses, og derpå lod han det Skib, han og hans Mænd gik om Bord i, lægge lidt fra Land. Da Kongen nu vilde til at forfølge ham med sine ødelagte Skibe, stod Vandet snart helt op til Tofterne i dem, og skjønt han var temmelig besværet af sin Rustning, måtte han give sig til at svømme ligesom de andre og blev mere opsat på at bjærge sit eget Liv end på at forfølge andre. Stævnene sank under Vand, og Bølgerne skyllede ind og drev Rorfolkene fra Tofterne. Da Roller og Erik så' det, sprang de ufortøvet og uden at ænse nogen Fare i Vandet og svømmede hen og bjærgede Kongen, der lå og drev om, han havde allerede været tre Gange under Vandet, da Erik fik Tag i hans Hår og trukket ham op. De andre skibbrudne druknede eller nåede med Nød og næppe ind til Land. De tog de våde Klæder af Kongen og gav ham tørre på i Stedet; han kastede gjentagne Gange en Mængde Vand op; Stemmen syntes også at svigte ham, han lå blot stadig og gispede. Omsider fik han dog igjen Varme i Kroppen, og det bragte Liv i de af Kulden stivnede Lemmer, så han kunde sidde, men han havde endnu ikke Styrke til at rejse sig. Lidt efter lidt fik han dog sine gamle Kræfter igjen, og da de omsider spurgte ham, om han vilde have Liv og Fred, førte han Hånden op til Øjnene og søgte at få de lukkede Øjenlåg op, og da han efterhånden var kommen rigtig til Kræfter og havde fået Stemmen i sin Magt igjen, tog han til Orde og sagde:

"Ved det Lys, som mine Øjne opfanger imod min Vilje, ved Himlen, som jeg kun har liden Glæde af at skue, beder og besværger jeg eder, at I ikke vil lade mig se den længer. Det er til ingen Nytte, at I har frelst mig, thi jeg vil dø. Siden det blev nægtet mig at omkomme i Bølgerne, vil jeg i det mindste falde for Sværdet. Ingen har overvundet mig, før jeg nu viger for din Kløgt, Erik, så meget ulykkeligere som jeg, der hidtil ikke har kunnet besejres af berømmelige Mænd, nu har måttet bukke under for en Mand af ringe Herkomst, hvilket er noget, en Konge i høj Grad må skamme sig over. Alene det er Grund nok for en Høvding til at søge Døden, thi det sømmer sig, at intet huer ham bedre end Æren; savner han den, savner han alt; thi det ypperste, en Konge kan eje, er et berømmeligt Navn. Stor Forstand og Veltalenhed var mig forundt, men begge disse Fortrin, som jeg syntes at udmærke mig ved, har jeg nu mistet, og jeg er så meget ulykkeligere, som det er en Bonde, der har overvundet mig, som overvandt Konger. Hvorfor skjænker du den Livet, hvis Ære du har røvet? Min Søster, mit Rige, Guld og Gods og andet Boskab og hvad der er mere værd end alt dette, min Anseelse har jeg mistet og er i lige så mange Måder ulykkelig, som du må holdes for at være lykkelig. Hvorfor skal jeg overleve så stor en Skjændsel? Hvilken Lykke skulde Friheden kunne bringe mig, som kunde udslette Fangenskabets Vanære? Hvad vil Fremtiden bringe mig, den vil jo kun være præget af Fortidens Ulykke og kan kun avle langvarig Græmmelse. Hvad nytter det, at Livet forlænges, når det kun bringer sørgelige Minder? For den, der har Sorg i Sinde, er intet kjærere end Døden. Lyksalig er Døden, når en Mand ønsker sig den, thi den røver ham ikke Livets Sødhed, men tilintetgjør hans Lede ved det. I Medgang klynger man sig til Livet, i Modgang søger man helst Døden. Intet Håb om bedre Tider driver mig til at hænge ved Livet. Hvad skulde vel helt kunne gjenoprette min knuste Lykke? Og nu vilde jeg allerede have glemt alt dette, hvis I ikke havde bjærget mig, da mit Liv var i Fare. Om du end gav mig mit Rige tilbage og min Søster og mit Guld og Gods, min Navnkundighed kan du dog ikke skaffe mig igjen. Intet, som er flikket sammen, får nogen Sinde den Glans, det havde, medens det var uskadt; i lange Tider vil Rygtet mindes, at Frode var Fange. Jeg har desuden fortjent at falde for eders Hænder, når I betænker al den Tort, jeg har gjort jer; drager I eder til Minde, hvor megen Fortræd jeg har voldt jer, vil I angre det, i Fald I nu gjør vel imod mig; overvejer I, hvor grumt jeg har faret frem imod jer, vil I skamme Jer over at have hjulpet en Fjende. Hvorfor vil I skåne den, der har forsyndet sig imod jer? Hvorfor lægger I ikke Hånd på eders Forfølger? Det er ikke mer end billigt, at den Skæbne, jeg havde tiltænkt jer, overgår mig selv. Jeg tilstår, at hvis I var komne i min Magt, som jeg nu er i eders, vilde jeg ingen Barmhjærtighed have vist jer. Er jeg end uskyldig, for så vidt som jeg intet har fået gjort jer, er jeg i alt Fald skyldig, for så vidt som det ikke er Viljen dertil, det har skortet mig på. Jeg beder jer om at lade Viljen til at gjøre Fortræd komme over mit Hoved, den regnes jo dog stundom for at veje lige så meget som Gjerningen. Nægter I mig at falde for eders Sværd, vil jeg være Mand for at give mig Døden med egen Hånd".

Hertil svarede Erik: "Guderne forbyde, at du skulde blive ved så tåbeligt et Forsæt, Guderne forbyde, at du skammeligt skulde gjøre Ende på det berømmeligste Liv! De tillader sandelig ikke, at den, som over for andre er god og gjæv, over for sig selv bliver en unaturlig Morder. Lykken har fristet dig for at prøve, hvorledes dit Sind er, når det gjælder om at skikke sig i Modgang, den har ikke styrtet dig i Undergang, den sætter dig blot på Prøve; du er ikke bleven ramt af nogen Sorg, som Lykken ikke siden kan udslette; den har kun givet dig en Advarsel, men ikke vendt sig fra dig. Ingen viser Mådehold i Medgang, når han ikke har lært at bære Modgang, og desuden skjønner man først ret på det gode, man har, når man har lært det onde at kjende; den Gammen, der kommer efter bitre Kår, er så meget fornøjeligere. Vil du hade Livet, fordi du en Gang har fået en Dukkert og er bleven våd? Når Vandet kan tage Modet fra dig, hvordan vil du så rolig kunne stå for Sværdet? Hvem vil ikke snarere regne dig det til Ære end til Skam, at du svømmede bort i fuld Rustning? Hvor mange vilde ikke prise sig lykkelige, om de ikke var mere ulykkelige end du? Kongemagten har du, din Åndskraft står i sin fulde Blomst, din Alder er ved at modnes, du kan håbe at udrette langt mere, end du har udrettet. Vær dog aldrig så letsindig, at du ikke blot skyr Modgang, men endogså i Utålmodighed over den får Lyst til at kaste dit Liv bort. Den kalder jeg den kvindagtigste Mand, der af Frygt for Modgang taber Modet til at leve. Det er ikke vis Mand, der har for Skik at unddrage sig Modgang ved at berøve sig Livet. At hade en anden er tåbeligt, men at hade sig selv er Vanvid; den Harme, der bliver en selv til Fortræd, duer ikke. Dersom du selv søger Døden, fordi du har lidt Uret, eller fordi dit Sind er kommet i en Smule Oprør, hvem skal da hævne dig? Hvem er så afsindig, at han vil hævne sig for Lykkens Ustadighed ved selv at gå i Døden? Hvem er så lykkelig, at han ikke en eller anden Gang rammes af Modgang? Du har levet uforstyrret og stadig haft Lykken med dig, og nu, da en Smule Modgang gjør dig Vejen lidt knudret, vil du tage Livet af dig for at spare dig for den Smerte. Hvordan skal du i Fremtiden kunne bære alvorlig Modgang, når du taber Tålmodigheden over for så lidt. Den har intet smagt, som aldrig har smagt Sorgens Kalk; den, som aldrig har prøvet det tunge, vil ikke kunne nyde det lette med Måde. Vil du, som burde være et Mønster på Mod, stå som et Billede på Fejghed? Vil du, som stammer fra den kjækkeste Fader, lægge den største Svaghed for Dagen? Vil du vanslægte således fra dine Forfædre, at du bliver svagere end en Kvinde? Du er endnu ikke bleven moden Mand og er allerede mæt af Livet? Hvem har nogen Sinde båret sig således ad? Kan du, der har en så berømmelig Farfader, og hvis Fader aldrig blev overvunden, ikke holde Stand imod en Smule Modvind? Nej, du har dine Forfædres Natur og gode Egenskaber; ingen har overvundet dig, det er blot din egen Ubesindighed, der har voldt dig Fortræd. Vi har udrevet dig af en Fare, ikke sat vor Fod på din Nakke. Vil du agte vort Venskab for Uret og lønne os med Had i Steden for at takke os? Du burde lade dig forsone ved den Tjeneste, vi har vist dig, og ikke blive vred over den. Guderne lade dig aldrig blive så rasende, at du går i Rette med den, der har frelst dig, som om han havde forrådt dig. Skal det gode, vi har gjort dig, regnes os til Last; skal de Tjenester, vi gjør dig, pådrage os din Vrede? Vil du anse den, du skylder Tak for dit Liv, for din Fjende? Vi gjorde dig nemlig ikke fra fri Mand til Fange, men kom dig til Hjælp, da du var i Nød. Og se, dit Guld og Gods og andet Boskab giver jeg dig tilbage. Mener du, at det var overilet af dig at trolove din Søster med mig, så lad hende ægte, hvem du vil, jeg har ikke rørt hende. For øvrigt er jeg villig til at gjøre Krigstjeneste under dig, om du så vil. Tag dig i Agt for uden Grund at fremture i din Vrede. Du har intet tabt, din Frihed har intet Skår lidt, du vil i mig finde en lydig Tjener og ikke en bydende Herre. Du råder for mit Liv, jeg tager imod en hvilken som helst Dom, du vil fælde over mig. Vær forvisset om, at du kan gjøre det samme her som i din Kongeborg, du har den samme Magt og Myndighed her som der; bestem for vort Vedkommende her, hvad du vilde have bestemt der, vi er rede til at gjøre din Vilje".

Sålunde talte Erik, og denne hans Tale formildede Kongen både over for ham selv og over for hans Fjende. Da nu alt var blevet godt og fredeligt imellem dem, lagde de atter til Land. Kongen bød, at Erik og hans Søfolk skulde hentes med Vogne, og da de kom op til Borgen, lod han stævne Ting, og på dette trolovede han sin Søster med Erik og gav ham et Herred at styre. Dernæst sagde han til Erik, at han var bleven led ved sin Dronning og havde Lyst til at få Kong Gøters Datter, hvorfor han måtte skikke Sendemænd op til ham, og den Sendefærd kunde ingen bedre påtage sig end Erik, eftersom intet tyktes at falde ham vanskeligt; Gotvar vilde han lade stene ihjel, fordi hun havde været Hanundes Medviderske og fortiet den Brøde, hun havde begået imod ham; Hanunde vilde han sende hjem til hendes Fader, for at hun ikke, når hun blev i Danmark stadig skulde stå ham efter Livet. Erik gik ind på det alt sammen og lovede ham sin Bistand til at få det udført, kun, sagde han, var det bedre, at Dronningen, når han havde forstødt hende, blev gift med Roller, af hvem han ikke havde Grund til at frygte noget, hvilket Råd Frode tog ærbødig imod, som om det var en himmelsk Åbenbaring. Dronningen gav på Kvindevis, for at det ikke skulde se ud, som om hun blev tvungen, strax efter og sagde, at der ikke fandtes den Ting i Verden, som det var nødvendigt at sørge over, og at al Sorg for det meste beroede på Indbildning, og for øvrigt burde man ikke tage sig en Straf nær, som man havde fortjent. Så holdt da Brødrene Bryllup på èn Gang, idet den ene ægtede Kongens Søster, den anden hans forskudte Dronning.

Derpå sejlede de til Norge og tog deres Hustruer med; thi hverken den forestående lange Rejse eller Frygt for de Farer, Fremtiden kunde bære i sit Skjød, kunde få dem til at skilles fra deres Mænd; de vilde hænge fast ved dem som Fjer ved Uld, sagde de. De fik nu at vide, at Regnar var død, og at Krage havde giftet sig igjen med en Mand, der hed Brak; så kom de i Tanker om deres Faders Skatte og grov dem op. Rygtet var imidlertid gået forud for Erik, og Kong Gøter havde spurgt al den Lykke, han havde haft, og da han nu fik at vide, at han selv var kommen, blev han bange for, at han i sin Selvtillid skulde finde på det værste imod Nordmændene, og han udpønsede da det Råd at tage hans Hustru fra ham og give ham sin Datter i Stedet; hans Dronning var nemlig død, og der var ingen, han var mere opsat på at ægte end Frodes Søster. Da Erik fik Nys om, hvad han havde i Sinde, sammenkaldte han sine Folk og sagde, at hans Lykke endnu ikke var klar af alle Skjær, men for Resten håbede han, at ligesom et Knippe falder fra hinanden, når der ikke er bundet om det, således vilde også den Straf, man ikke var bunden til, ved at man havde forskyldt den, hurtig blive til intet; den Erfaring havde de nylig gjort hos Frode, hvor de havde set Guderne hjælpe dem til at skjærme deres Uskyldighed under de vanskeligste Omstændigheder, og når de fremdeles bevarede den, burde de håbe på lignende Bistand, hvad Modgang der så end mødte dem. Nu, sagde han, skulde de en stakket Stund lade, som de flyede; når Gøter først angreb dem, vilde de nemlig have gyldigere Grund til at slås med ham; thi det var hver Mands Ret at slå fra sig, når det gik på Livet løs, og det var sjældent, at nogen kom godt fra en Kamp, han havde indladt sig i med Folk uden skjellig Grund, derfor skulde de først egge Fjenden til at angribe dem, for at de kunde have så meget gyldigere Grund til at falde over ham. Mere sagde Erik ikke, så gik han hjem for at besøge Brak. Derpå vendte han sig til Gunvør og spurgte hende, for at prøve hendes Troskab, om hendes Hu stod til Gøter; det var jo uværdigt, sagde han, at en Pige af kongelig Byrd var gift med en ringe Mand. Hun begyndte strax at besværge ham ved alle Guder om at sige hende, om det var hans Spøg eller Alvor, og da han sagde, at det var hans Alvor, svarede hun: "Du vil altså bringe den største Skam over mig ved at forlade mig og lade mig, hvem du vandt kjær som Jomfru, sidde som Enke. Tit lyver Rygtet, dig har jeg gjort mig falske Tanker om. Jeg troede, jeg havde ægtet en trofast Mand, nu skjønner jeg, at den, jeg håbede at kunne lide fuldt og fast på, er ustadigere end Vinden", og da hun havde sagt det, brast hun i heftig Gråd. Det huede Erik vel, at hans Hustru tog så stærkt på Veje, Han omfavnede hende strax og sagde: "Jeg vilde blot vide, hvor stor din Troskab var. Intet uden Døden har Ret til at skille os ad, men Gøter har nu alligevel i Sinde at røve dig fra mig og tage din Kjærlighed som en Fribytter. Når han nu har fuldbyrdet sit Røveri, skal du lade, som om det er sket med din gode Vilje, men trække Brylluppet ud, til han har givet mig sin Datter i dit Sted; når det sker, vil Gøter og jeg så holde Bryllup på en og samme Dag. Så må du sørge for, at vi kommer til at holde Gjæstebud i to forskjellige Stuer, som støder op til hinanden med en Væg imellem, for at du ikke, når du har mig for Øje, skal støde Kongen for Hovedet ved at se for koldsindig på ham. Det, jeg har i Sinde skal nok vise sig i Stand til at gjøre Røverens Anslag til intet". Derpå bød han Brak at lægge sig i Baghold i Nærheden af Kongeborgen med en udsøgt Skare af hans gjæveste Mænd, så at han kunde komme ham til Hjælp, når det gjordes nødigt.

Derpå tog han Roller med og gav sig, idet han lod, som han var bange, på Flugt på sit Skib med sin Hustru og alt sit Boskab for at lokke Kongen ud. Da han så', at Gøter satte efter ham med sin Flåde, sagde han: "Se, hvorlunde Svigens Bue afskyder Forræderiets Pil!", råbte strax på sine Søfolk og lod Skibet vende. Da Gøter var kommen tæt hen til ham og spurgte, hvem der var Styrismand om Bord, svarede han, at det var Erik. Så råbte Kongen over til dem og spurgte, om det var ham, der ved sin vidunderlige Veltalenhed målbandt alle andre, og Erik svarede da, at han selv i sin Tid havde givet ham Tilnavnet den Veltalende, og at han ikke havde fået det Kjendingsnavn for ingenting. Så lagde de begge til Land på det nærmeste Sted, og da Gøter havde hørt Eriks Ærind, sagde han, at han havde Lyst til Frodes Søster og gjærne vilde give ham sin Datter i Stedet, for at han ikke skulde fortryde, at han afstod sin Hustru til en anden, det var ikke mer end billigt, sagde han, at Sendemanden fik Udbyttet af Sendefærden, han vilde gjærne have Erik til Svigersøn, når han selv ved at få Gunvør kunde komme i Svogerskab med Frode. Erik priste i høje Toner Kongen for hans Venlighed og gik ind på hans Forslag; det, her tilbød sig af sig selv, sagde han, var jo mere, end han kunde have ønsket, at Guderne vilde skjænke ham, men Kongen burde dog først spørge Gunvør om, hvad hun mente og vilde. Da nu Kongen gjorde sig behagelig for hende, lod hun, som det huede hende vel, og syntes villig til at tage imod hans Bejlen, hun bad ham blot så mindelig om at lade Erik holde Bryllup før hende; det passede bedst, at Kongen holdt sit, når hans først var overstået, særlig for at ikke Mindet om hendes første Ægteskab skulde gjøre hende led ved sit ny, når hun giftede sig igjen. Det var heller ikke så godt, sagde hun, at holde begge Bryllupper på èn Gang. Kongen blev henrykt over hendes Svar og gik ind på, hvad hun forlangte. De ypperlige Lærdomme og Indfald, Erik kom med i de Samtaler han havde med ham, var ham også til så megen Fornøjelse og Vederkvægelse, at han ikke nøjedes med at give ham sin Datter, men også overlod ham Litharfylke, idet han mente, at han for Svogerskabets Skyld burde vise ham en Velgjerning. Krage, som Erik havde fået til at følge med på Grund af hendes Tryllekyndighed, lod, som hun havde dårlige Øjne og holdt Kåben op for Ansigtet, så at hun var ganske ukjendelig, eftersom der ikke var det mindste af hendes Hoved at se. Når nogen spurgte, hvem hun var, svarede hun, at hun var Gunvørs Søster; de havde samme Moder, men hver sin Fader, sagde hun.

Da de kom hjem til Gøter, blev Eriks Bryllup med Alvilde - således hed hans Datter - fejret ved et stort Gilde. Kongen og Erik spiste hver i sin Stue med en Væg imellem, og begge indvendig helt tjeldede med vævede Tæpper. Gunvør sad hos Gøter, og Erik havde Krage på den ene Side og Alvilde på den anden. Medens de nu sad der i Gammenslag, listede Erik lidt efter lidt, uden at nogen af Gjæterne mærkede det, en Fjæl ud af Væggen, så der blev en Åbning så stor, at et Menneske kunde slippe igjennem den. Derpå begyndte han, medens de spiste, ivrig at spørge Bruden, om hun ikke hellere vilde giftes med Frode end med ham, så meget mere som en Kongedatter, når man ret betænkte, hvad et Ægteskab er, burde have en Husbond, der var lige så højbåren som hun selv, for at ikke den ene Ægtefælles Ringhed skulde gjøre Skår i den andens Værdighed. Da hun svarede, at hun ikke vilde indlade sig i noget Ægteskab, som hendes Fader ikke gav sit Minde til, lovede han hende, at hun skulde blive Dronning og komme til at overgå alle andre Kvinder i Rigdom, og det Håb, han indgav hende om at vinde Guld og Gods, så vel som den Hæder, der tyktes hende at være at vinde derved, fik hende da til at gå ind på hans Forslag, som hun før havde afvist. Det hedder sig også, at Krage skal have givet hende en Drik, som vakte Elskov til Frode i Jomfruens Sind.

Efter Måltidet gik Gøter ind til Erik og Bryllupsgjæsterne, for at Lystigheden skulde blive så meget større. Så snart han var gået ud, smuttede Gunvør, som det var blevet hende pålagt, ind gjennem Hullet i Væggen, hvor Fjælen var taget ud, og satte sig ved Siden af Erik. Da Gøter nu så' hende sidde der, undrede han sig såre og begyndte ivrig at spørge, hvorledes hun var kommen did, og hvad det skulde betyde. Hun sagde, at hun var Gunvørs Søster, og at det var den store Lighed, der var imellem dem, som fik Kongen til at tage fejl af dem. Da Kongen for at overbevise sig herom strax gik ind i sin egen Stue, smuttede Gunvør tilbage ad den samme Smugvej, hun var kommen ad, og sad atter synlig for alle på sin forrige Plads. Gøter vilde knapt tro sine egne Øjne og gik atter ind til Erik opfyldt af den stærkeste Tvivl om, hvorvidt han havde set rigtig, men der så' han atter Gunvør, der også var vendt tilbage ad sin egen Vej. Således fandt han, hver Gang han gik fra den ene Stue ind i den anden, stadig den, han søgte, og var helt forpint af Forundring over ikke at se to Ansigter, der lignede hinanden, men ét og det samme på begge Steder, thi det tyktes ham ganske umuligt, at to Mennesker kunde ligne hinanden i den Grad, at de ikke var til at skjelne fra hinanden. Da Gjæstebudet omsider var til Ende fulgte han sin Datter og Erik til Brudekammeret og gik selv i Seng anden Steds.

Erik lod nu imidlertid Alvilde, som Frode skulde have, ligge for sig selv og narrede Kongen ved som sædvanlig at gå i Seng med Gunvør. Gøter sov ikke den Nat for at gruble frem og tilbage over det Puds, der var blevet spillet ham, og som han slet ikke forstod, thi han kunde stadig ikke komme fra, at det ikke var to Kvinder, der lignede hinanden, han havde set, men én og den samme, så han blev så usikker og tvivlrådig i sit Sind, at han tog selve det for Vildfarelse, som han virkelig havde set. Omsider faldt det ham ind, at der måske havde været nogen Svig på Færde med Væggen, men da han lod den omhyggelig undersøge, viste det sig, at der ikke var Spor af Brud at finde på den, hele Stuen var ganske uskadt og i Orden, thi Erik havde om Natten, inden han lagde sig til Ro, lukket Åbningen i Væggen, for at man ikke skulde opdage hans List. Så lod Kongen to Mænd liste sig ind i Eriks Sovekammer for at spejde og bød dem skjule sig bag Tæpperne og nøje give Agt på alt, og hvis de fandt Erik sammen med Gunvør, skulde de dræbe ham. Da de nu havde listet sig derind og skjult sig i Krogene bag Tæpperne, så' de Erik og Gunvør ligge i hinandens Arme, men da de troede, at de endnu kun halvsov, ventede de på, at de skulde falde dybere i Søvn, for så at have bedre Lejlighed til at begå deres Forbrydelse. Da de nu hørte Erik snorke højt, og deraf skjønnede, at han sov fast, styrtede de strax frem med dragne Sværd for at myrde ham. Erik vågnede ved deres lumske Angreb, og da han så' de truende Sværd over sit Hoved, nævnede han sin Stifmoders Navn, som hun i sin Tid havde sagt han skulde, når han var i Fare, og det fornam han strax hjalp ham i Nøden, thi hans Skjold, der hang højt oppe på en Bjælke, faldt ned over ham og skjærmede ligesom med beråd Hu hans værgeløse Legeme, så at Stimændene ikke kunde gjennembore ham. Erik undlod ikke at benytte sig af sit Held, men greb sit Sværd og huggede begge Fødderne af den nærmeste Stimand; den anden gik Gunvør ikke mindre hidsig løs på med et Spyd og gjennemborede ham, og viste således, at hun havde Mands Mod, skjønt hun af Skabning var Kvinde.

Efter at Erik sålunde havde undgået dette Baghold, begav han sig ned til Havet og gjorde sig rede til at sejle bort endnu samme Nat, men Roller gav ved at blæse i sin Lur dem, der havde fået Befaling til at holde Vagt i Nærheden, Tegn til at bryde ind i Kongeborgen. Da Kongen hørte det, troede han, det betød, at Fjenden var ved at falde over ham, og flyede skyndsomst bort på sit Skib. Imidlertid bemægtigede Brak og de, der var brudt ind i Borgen med ham, sig Kongens Gods og førte det ned på Eriks Skibe; næsten den halve Nat gik med at plyndre. Da Kongen om Morgenen fik at vide, at de var flygtede, var det hans Agt at forfølge dem, men en af hans Venner lagde ham på Sinde, at han ikke burde foretage sig noget over Hals og Hoved, for at han ikke skulde overile sig; det var nødvendigt at træffe større Forberedelser, sagde han, og det kunde ikke nytte at forfølge de flygtende til Danmark med få Folk. Men ikke engang dette kunde få Kongen, der ikke kunde tåle at tænke på det Tab, han havde lidt, til at styre sit hidsige Sind, thi intet havde opbragt ham mere, end at hans egne Folk havde lidt det Nederlag, han havde tænkt at berede andre. Han sejlede bort og kom til en Havn, som nu hedder Øm, hvor han fik Modvind, og Levnedsmidlerne slap op, og tyktes det ham da bedre, siden de ikke kunde undgå Døden, at de faldt for Sværd end døde af Sult. Hans Skibsfolk greb da til Våben og fremskyndede Døden ved at hugge løs på hverandre. Kongen og nogle af hans Mænd søgte op på Klipperne og slap bort. Opkastede Høje stå som Vidnesbyrd om dette Nederlag. Imidlertid tilendebragte Erik heldig sin Sejlads, og Frode holdt Bryllup med Alvilde.

Derpå kom der Bud om, at Slaverne var faldne ind i Landet, og det blev da besluttet, at Erik skulde bekæmpe dem med otte Skibe, thi Frode tyktes endnu for lidet forfaren i Krigsvæsenet. Erik, som aldrig undslog sig for nogen som helst Manddomsgjerning, påtog sig med Glæde dette Hverv og førte det tappert til Ende. Da han fik at vide, at Vikingerne havde syv Skibe, sejlede han imod dem med kun ét af sine, de andre lod han omgive med Forskansninger af Træ og beklæde med afskårne Grene. Da han så sejlede frem for nøjere at udspejde den fjendtlige Flådes Antal, og Slaverne satte efter ham, flyede han skyndsomst tilbage til sine egne Folk, men Fjenderne, som ikke vidste noget om det Baghold, han havde lagt for dem, og som var opsatte på at fange Flygtningen, trak hurtig og uafladelig på Årerne, thi Eriks Skibe kunde ikke tydelig ses, da de tog sig ud som en løvrig Skov. Da Slaverne havde vovet sig ind i en snæver Vig, så' de sig pludselig omringede af Eriks Flåde; først troede de, forbavsede over det usædvanlige Syn, at det var en sejlende Skov, men så fik de Øjnene op for, at der stak Svig bag Løvet. For sent angrede de nu, at de ikke havde passet bedre på, og prøvede på at sejle tilbage ad den samme Vej, som de så uforsigtig havde vovet sig ind på, men medens de lavede sig til at vende Stævnene, så' de Fjenden entre dem. Erik trak imidlertid sit Skib på Land og kastede med Slynger Sten på dem. Således faldt de fleste af Slaverne, og fyrretyve blev fangne og opgav senere Ånden under alskens Pinsler, martrede af deres Lænker og af Sult.

Imidlertid havde Frode for at gjøre et Tog til Slavernes Land samlet en stor Flåde såvel i Danmark som i Nabolandene. Det mindste Skib i den havde tolv Mand om Bord og havde lige så mange Årer. Erik drog nu efter at have befalet sine Mænd at vente tålmodig på ham af Sted for at møde Frode og meddele ham det Nederlag, han havde tilføjet Slaverne, og da han undervejs så' et Vikingeskib, der var løbet på Grund og ikke kunde komme flot igjen, sagde han, som altid plejede at have et Fyndord på rede Hånd, når der hændte et eller andet: "Fattig Mand har kun èn Lykke, og den er tynd". Derpå stævnede han derhen med sit Skib og gjorde det af med Vikingerne, som søgte at få deres Skib flot ved Hjælp af Stager og havde fuldt op at gjøre med at bjærge det. Da det var gjort, gav han sig atter på Vej til Frode, og da han vilde glæde Kongen med en Hilsen, der bragte Bud om Sejren, råbte han: "Hil være ham, der stifter velsignet Fred". Kongen sagde, at han vilde ønske, han måtte få Ret i, hvad han sagde, og at tit spåede vis Mand sandt, hvortil Erik svarede, at han visselig havde Ret, thi liden Sejr varslede om større, og små Ting forjættede tit store. Derpå rådede han Kongen til at dele sin Styrke, sende det jydske Rytteri over Land og Resten af Hæren ad den korte Søvej. Havet var nu så fuldt af Skibe, at Havnene ikke kunde rumme dem, der var ikke Plads nok på Kysterne, til at Folkene kunde slå Lejr, og Pengene forslog ikke til at kjøbe Levnedsmidler for, og Landhæren skal have været så stor, at den for at kunne skyde Gjenvej siges at have jævnet Bjærge med Jorden, gjort Moser og Kjær farbare, fyldt Fordybninger op med Jord og de største Kløfter med Sten.

Imidlertid sendte Slavernes Konge Strutnik Bud og bad om Våbenstilstand, men Frode nægtede ham Tid til at ruste sig, man burde ikke ved at tilstå sin Fjende Våbenstilstand give ham Lejlighed til at samle Kræfter, sagde han; desuden havde han hidtil ikke taget Del i Krigsbedrifter, nu burde han ikke, da han havde begyndt derpå, trække Tiden ud med en tvivlsom Venten, thi den, som kommer godt fra sit første Krigstog, kan gjøre sig Håb om lige så god Lykke for Fremtiden; enhver vil nemlig af Kampens Begyndelse tage Varsel om dens videre Fremgang, thi Held i Begyndelsen af Krigen plejer at forjætte Held i Fremtiden. Erik roste den Klogskab, han havde lagt for Dagen i sit Svar, og sagde, at Legen burde fortsættes ude, som den var begyndt hjemme, hvorved han hentydede til, at det var Danskerne, der var bleven udæskede af Slaverne. Efter at have sagt dette, holdt han et overmåde heftigt Slag med Slaverne, i hvilket Strunik og de tapreste Mænd af hans Folk faldt, hvorpå Resten overgav sig. Frode sammenkaldte nu Slaverne og lod ved Herolder forkynde, at hvis der var nogen iblandt dem, som havde lagt sig efter at røve og stjæle, skulde de strax melde sig, thi den Slags Folk vilde han lønne med de største Hædersbevisninger. Ligeså bød han. at de, der var dygtige i Trolddomskunster, skulde træde frem, så vilde han belønne dem. Det var Løfter, Slaverne syntes godt om; nogle af dem var mere optagne af Håbet om Belønning end forsigtige og røbede sig selv, førend nogen anden kunde angive dem; deres store Begjærlighed efter Vinding narrede dem, så at de satte Undseelsen til Side for Fordelen og holdt deres Forbrydelser for at være Ære værd. Da de frivillig havde meldt sig, sagde Frode: "Denne Pest bør I selv rense eders Land for, Slaver", og derpå bød han strax Bødlerne at gribe dem og Landsens Folk at klynge dem op i de højeste Galger. Man skulde næsten tro, at der var flere til at lide Straffen end til at fuldbyrde den. Således udryddede den snilde Konge næsten hele det slaviske Folk ved at nægte dem, der havde tilstået sig skyldig i Forbrydelser, den Tilgivelse, han skjænkede de overvundne Fjender. Således fik Begjærligheden efter en ufortjent Belønning sin fortjente Straf, og Griskheden efter en uforskyldt Løn fik den Løn, den havde forskyldt. Jeg skulde mene, at de med Rette blev ombragte, eftersom de havde kunnet bjærge Livet, om de havde tiet stille, og selv kaldte Faren ned over sig ved at tale.

Kongen, som vandt stor Anseelse ved denne nys vundne Sejr, besluttede nu for ikke at vise sig mindre opsat på Retfærdighed end på Krig at omdanne sin Hær ved at give den ny Love, af hvilke nogle er i Brug endnu, medens senere Tider har afskaffet andre og sat ny i Stedet. Han fastsatte:

at enhver Høvding ved Byttets Deling skulde have en større Del end de andre Krigere. Høvidsmændene, som i Slaget plejede at gå lige bag efter Bannerne, skulde for deres Værdigheds Skyld have det Guld, der blev gjort til Bytte, de menige Krigere skulde nøjes med Sølvet; Våbnene skulde tilfalde Kæmperne, de tagne Skibe skulde Landsens Folk have, thi de tilkom dem, der havde at bygge og udruste Skibe.

Ingen måtte holde noget, der hørte til Huset, under Lås og Lukke; mistede han noget, skulde han have det dobbelt erstattet af Kongens Kasse. Holdt nogen noget forvaret i lukket Kiste, skulde han bøde en Mark Guld til Kongen.

Den, som skånede en Tyv, skulde selv lide Tyvs Straf.

Den første, der gav sig på Flugt i Slag, skulde være uden for Lands Lov og Ret.

Da han kom tilbage til Danmark, bestemte han, for ved gode Foranstaltninger at råde Bod på den Fordærvelse, Grep havde fremkaldt ved sine ryggesløse Sæder,at Kvinderne skulde have Lov til at ægte, hvem de selv vilde, og ikke måtte tvinges til at tage nogen Mand. Således sørgede han ved Lov for, at en Kvinde holdtes for lovformelig gift, selv om hendes Fader ikke havde givet sit Samtykke til hendes Ægteskab.

Giftede en fri Kvinde sig med en Træl, måtte hun dele hans Kår, mistede sin Frihed og gik over i Trællestanden.

En Mand skulde ægte den Kvinde, han havde forført, hvem hun så end var.

En Horkarl skulde af den lovlige Husbond lemlæstes, for at Kyskhed ikke skulde tilintetgjøres ved skjændig Løsagtighed.

Røvede en Dansk fra en anden Dansk, skulde han give ham det røvede dobbelt tilbage og kjendes skyldig i Brud på Freden.

Dersom nogen bragte stjålet Gods til anden Mands Hus, og denne tog imod ham og lukkede Døren efter ham, skulde Hæleren have alt sit Gods forbrudt og prygles offentlig på Tinge som medskyldig i Tyvens Forbrydelse.

Enhver, der rømte af Landet og blev Landets Fjende eller førte Avindskjold mod Landsens Folk, skulde straffes på Liv og Gods.

Dersom nogen af Gjenstridighed var sen til at udføre Kongens Bud. skulde han straffes med Landsforvisning. (Det var nemlig Skik, når der pludselig var Krigsfare for Hånden, at sende en Træpil, der så' ud, som om den var af Jærn, om fra Mand til Mand som Budskikke.)

Gik nogen menig Mand i Slaget frem foran Høvidsmanden i første Række, blev han, i Fald han var Træl, fri Mand; var han Bonde, blev han Adelsmand, var han adelig født, blev han Høvding. (Så stor Løn vandt de kjække i gamle Dage, i den Grad mente vore Forfædre, at Adelskab tilkom de tapre, thi de holdt for, at en Mands Tapperhed ikke burde være en Følge af den Lykke, der var bleven ham til Del, men at hans Lykke burde være en Følge af hans Tapperhed.)

Ingen Retstrætte måtte indledes med noget edeligt Løfte eller med Væddemål. Den, som forlangte af en anden, at han skulde indgå sådant Væddemål, skulde betale ham en halv Mark Guld eller lide hård Legemsstraf. (Kongen forudså nemlig, at sådant kunde give den største Anledning til Strid.)

Enhver Strid skulde afgjøres med Sværdet, thi det tyktes ham ærefuldere at kæmpe med Våben i Hånd end at mundhugges. Satte nogen af de kæmpende sin Fod uden for den forud afstukne Kreds, skulde han betragtes som overvunden og gå glip af det, Striden drejede sig om. Dersom en Mand af Folket af en eller anden Grund gav sig i Kamp med en Kæmpe, skulde han gå imod ham fuldt rustet, men Kæmpen måtte kun bruge en Stok af en Alens Længde.

Dræbte nogen Udlænding en Dansk, skulde to Udlændinge undgjælde derfor med Livet.

Imidlertid samlede Gøter en Hær for at tage Hævn over Erik, og Frode sejlede da til Norge med en stor Flåde. Da de begge havde lagt til ved Rennesø, sendte Gøter, skræmmet af det store Ry, der gik af Frode, Sendemænd til ham for at bede om Fred. Erik svarede dem: "Skamløs er den Røver, der først søger Fred eller vover at tilbyde gjæve Mænd den, thi den, som vil opnå noget, må kæmpe for det. Slag bør mødes med Slag, og Avind fordrives med Avind". Da Gøter, som stod noget derfra og gav nøje Agt, hørte dette Svar, råbte han, så højt han kunde: "Hver Mand kæmper for det gode i Forhold til, som han mindes Velgjerninger". Hertil svarede Erik: "Dine Velgjerninger har jeg gjengjældt dig ved at give dig gode Råd", hvorved han sigtede til, at ypperlige Råd er mere værd end nogen som helst Gave, og for at vise, at Gøter havde lønnet hans gode Råd med Utak, sagde han: "Da du vilde røve mig Hustru og Liv, gav du kun et slet Exempel til Efterfølgelse. Mellem os får kun Sværdet Lov til at dømme". Gøter angreb derpå den danske Flåde, men det gik ham ilde, thi han faldt i Slaget. Siden skjænkede Frode Roller hans Rige, der omfattede syv Fylker. Det Fylke, som Gøter i sin Tid havde givet Erik, overlod denne også Roller. Efter at have øvet disse Bedrifter tilbragte Frode tre År i den dybeste og tryggeste Fred.

Imidlertid havde Hunnerkongen, da han fik Nys om, at Frode havde forskudt hans Datter, sluttet Forbund med Olimar, Kongen i Østerleden, og i Løbet af to År rustet en Krigshær imod Danskerne. Frode samlede da også en Hær, ikke blot af Landsens egne Folk, men også af Nordmænd og Slaver. Da Erik, som han havde sendt ud for at udspejde Fjendens Hær, ikke langt fra Rusland traf på Olimar, der var bleven sat til Høvidsmand for Flåden, medens Hunnerkongen anførte Landhæren, tiltalte han ham sålunde:

Sig, hvad betyder
alle de Snekker?
Pønser på Orlog du,
Olimar Konning?

Olimar svarede:

Frode jeg søger,
Fridlevs Søn.
Hvo er du,
som mig vover at fritte?

Erik kvad:

Aldrig fanger du
Sejr over Frode,
ingen står sig
i Strid med ham.

Olimar kvad:

En Gang får
den første være,
tit, hvad mindst
man venter, times,

hvorved Kong Olimar gav til Kjende, at ingen bør sætte alt for stor Lid til Lykken. Erik red nu ind i Landet for at udspejde Hunnernes Hær. Da den gik forbi Erik, og han red forbi den, så' han den første Fylking, da Sol stod op, den sidste, da Sol gik ned, og han spurgte derfor Folk, han mødte undervejs, hvem der rådede for så mange Tusind Krigsfolk. Da Hun - således hed Hunnerkongen - fik Øje på ham og hørte, at han havde påtaget sig en Spejders Hverv, spurgte han, hvad han hed, og Erik sagde da, at han gik under Navn af Allevegne mødt og ingen Sted funden. Kongen lod nu en Tolk hente og spurgte, hvad Frode tog sig for, hvortil Erik svarede: "Frode bier aldrig hjemme på en fjendtlig Hær; ikke har han for Skik at tøve i sin Borg, til Fjenden kommer, thi den, der tragter efter en andens Højhed, må våge og være på sin Post hele den udslagne Nat. Sent fanger sovende Mand Sejr; liggende Ulv finder sjælden Ådsel". Da Kongen skjønnede, hvor dreven han var i at pryde sin Tale med Fyndord, sagde han: "Her har vi måske den Erik, der, efter hvad der er kommet mig for Øre, falskelig har anklaget min Datter", hvorpå han strax bød sine Mænd gribe ham. Men Erik sagde, at det ikke sømmede sig, at der var flere om at gribe én, og ved de Ord formildede han ikke blot Kongen, men gjorde ham endogså villig til at tilgive ham, om det end ikke er til at tage fejl af, at det mere var List end Velvilje, der lå bag ved den Tilgivelse; thi når han lod ham slippe, var det især, for at han skulde jage Skræk i Frode ved at fortælle ham, hvor stor en Hær han havde. Da Erik kom tilbage, og Frode bød ham gjøre Rede for, hvad han havde fået at vide på sin Spejderfærd, sagde han, at han havde set sex Konger, hver med sin Flåde, som hver talte fem Tusind Skibe, hvert med tre Hundrede Mand ved Årerne. Hvert Tusind af hele Skaren bestod af fire Fløje, og da der var tre Hundrede på hver Fløj, måtte hvert Tusind regnes til tolv Hundred. Da Frode nu kom i Tvivl om, hvad han skulde stille op imod så mange, og ivrig så' sig om efter Forstærkning, sagde Erik: "Dristigt Mod står gjæv Mand bi; Bjørn må bedes med bidske Hunde; Bulbidere må vi have, ikke fejge Fugle", og så gav han Frode det Råd at samle sin Flåde. Da den var rustet, sejlede de mod Fjenden. De Øer, der ligger imellem Danmark og Østerleden, indtog de og underlagde sig dem. Da de sejlede videre, stødte de på nogle Skibe af den ruthenske Flåde, og da Frode holdt det for en Skam at angribe dem, fordi de var så få, sagde Erik: "Krummer er også Brød; falden Mand bliver sjælden fed, og den bider ej, som i Bælg er bunden". Ved den Tale fik han Kongen til at lade være med at skamme sig ved at angribe dem og fik ham til at angribe de få med mange ved at forestille ham, at man må sætte Undseelsen til Side for det, man har Nytte af.

Derpå sejlede de imod Olimar, som på Grund af den Sendrægtighed, hans Flådes store Talrighed medførte, hellere vilde oppebie Fjenden end angribe ham; Ruthenernes Skibe var nemlig klodsede og på Grund af deres Størrelse vanskelige at ro. Men heller ikke hans Mandskabs store Mængde blev ham til Både, thi Ruthenerne havde mere deres Styrke i deres usædvanlige Talrighed end i Tapperhed, og den lille håndfaste Skare Danske sejrede over dem. Da Frode vilde sejle hjem, stødte han på sin Sejlads på en uhørt Hindring; Havet var nemlig helt opfyldt med Masser af Lig af faldne Mænd såvel som af Stumper af Skjolde og Spyd, der omtumledes af Bølgerne, så at Havnene ikke blot var trange, men også fulde af Stank. Skibene blev stikkende fast og kunde ikke komme frem for Lig, og de kunde ikke engang støde de rådne Lig, der lå og drev om, bort med Årerne eller drive dem bort med Stager, uden at der strax, så snart de havde fået et af Vejen, strax kom et andet drivende og tørnede imod Skibene. Man kunde næsten sige, at de var komne i Krig med de døde, at de måtte føre en ny Kamp med afsjælede Legemer.

Kong Frode lod nu de Folkeslag, han havde overvundet, sammenkalde og gav den Lov, at enhver Husfader, der var falden i den Krig, skulde højlægges med sin Hest og alt sit Våbenskrud. Hvis nogen Gravrøver af skammelig Havesyge forgreb sig på nogen af de døde, skulde han ikke blot bøde for det med Livet, men hans Lig skulde kastes for Markens vilde Dyr og ikke have nogen hæderlig Jordefærd. Det tyktes ham nemlig billigt, at den, som skjændede en andens Aske, selv ikke blev stedet til Jorden, men at hans Lig blev behandlet på samme Måde, som han havde behandlet en andens. En Høvidsmands Lig skulde brændes på et Bål, der var rejst på hans eget Skib, men ti Styrismænds Lig skulde brændes på èt Skib; enhver Jarl eller Konge, der var falden, skulde brændes på sit eget Skib. Så omhyggelige Forskrifter gav han angående de faldnes Jordefærd for at forebygge, at de blev jordede uden Forskjel. Alle Ruthenernes Konger med Undtagelse af Olimar og Dag var nu faldne. Han foreskrev også Ruthenerne at føre Krig på de Danskes Vis og forbød dem at tage sig nogen Hustru, uden at kjøbe hende, thi han mente, at det Ægteskab, man tilkjøbte sig, vilde blive mere at lide på. Endvidere fastsatte han, at den, som dristede sig til at voldtage en Jomfru, skulde straffes med at lemlæstes eller bøde for sin Brøde med tusind Mark Sølv. Derhos bestemte han, at den, der havde Lyst til Krigsvæsenet og attråede Navn af prøvet Kriger, skulde angribe èn Mand, holde Stand over for to, måtte kun trække sig lidt tilbage for tre, men havde ikke nødig at skamme sig ved at fly for fire. Han påbød også de Konger, han havde undertvunget, en ny Vedtægt angående Krigsfolkenes Lønning. Enhver Huskarl skulde have tre Mark Sølv om Året, en menig eller hvervet Kriger to, en menig, der havde udtjent sin Tid, kun en. Ved denne Lov krænkede han imidlertid Tapperheden idet han kun tog Hensyn til Soldaternes Stand og Vilkår og ikke til deres Mod; i det Stykke kan man laste ham for at have taget fejl, eftersom han gav dem, der stod ham nærmest, Fortrinet for dem, der havde Fortjenester at rose sig af.

Kongen spurgte nu Erik, om Hunnerhæren kunde måle sig i Styrke med Olimars Flåde. Erik kvad da:

Ingen, tror jeg,
tælle den mægter,
Havet ej rummer den,
heller ej Jorden.
Skoven tyktes mig
tændtes i Brand,
da deres Lejrbål
lyste i Natten.

Af gungrende Hovslag
gnyede Jorden,
Vognene rumled
som rullende Torden,
tungt den tætte
Trængsel trådte,
Jorden gav sig,
når frem den gik.

Femten Bannere
flagre jeg så'
af hundred Faner
fulgtes hvert Banner,
Trop med hver Fane
holdt tyve Mærker,
med hvert et Hærtegn
en Høvding fulgte.

Da Frode spurgte, hvad han skulde stille op imod så mange, rådede han ham til at sejle hjem og lade Fjenden gå til Grunde ved sin egen Masse. Han fulgte Rådet og var ikke mindre villig til at følge det end Erik til at give det. Hunnerne rykkede frem gjennem uvejsomme Ørkener og Ødemarker, hvor der ingen Steds var Levnedsmidler at opdrive, og der begyndte at blive Fare for almindelig Hungersnød, thi Egnen var øde og sumpig, og der var ingen Udvej at finde til at afhjælpe Nøden. Omsider, da de havde slagtet og fortæret Trækdyrene, så de hverken havde noget at kjøre med eller noget at spise, spredte de sig, men deres Omstrejfen blev dem til lige så stor Fortræd som Hungersnøden. De skånede hverken Heste eller Æsler, ja holdt sig ikke engang fra Ådsler eller Uhumskheder. Til sidst sparede de ikke engang Hundene, intet var så modbydeligt, at de ikke tog til Takke dermed, da det var på det sidste med dem, thi intet er for grumt, når man er stedt i den yderste Nød. Så hjemsøgte en almindelig Farsot de af Sult medtagne Mennesker; uden Ophør blev Ligene begravede, alle var angst for at dø, og ingen havde Medlidenhed med de døende, thi Angsten havde gjort det af med al menneskelig Følelse. Først rømmede de så lidt efter lidt i hele Fylkinger, senere i små Flokke ad Gangen. Også Spåmanden Ugg rømte fra Kongen; han var en Mand, hvis Alder ingen kjendte, men ældre end noget andet Menneske var han. Han søgte som Rømningsmand til Frode og åbenbarede ham alt, hvad Hunnerne tog sig for.

Imidlertid stødte Hedin, der var Konge over en ikke ringe Del af Norge, til Frodes Flåde med hundrede og halvtredsindstyve Skibe. Han udsøgte tolv af dem og sejlede helt hen til Flåden med et Skjold i Mastetoppen som Tegn på, at det var Venner, der kom. Det var en stor Forstærkning, han bragte Frode, og denne fattede det største Venskab for ham. Hedin og Hild, den jydske Småkonge Høgnes Datter, en Jomfru, der gik stort Ry af, fattede senere Kjærlighed til hinanden; inden de endnu havde set hinanden, havde deres Navnkundighed nemlig optændt dem til gjensidig Elskov, og da de fik Lejlighed til at se hinanden, kunde ingen af dem få Øjnene fra den anden, så stærk var den Elskov, der lænkebandt deres Blikke.

Imidlertid fordelte Frode sine Krigsfolk rundt om i Byerne og samlede omhyggelig det nødvendige Forråd til Brug om Vinteren, men hvor megen Umag han end gjorde sig, forslog hans Midler ikke til at underholde hans kostbare Hær, og den kom næsten i lige så stor Nød som Hunnernes. For at hindre fremmede i at strømme til sendte han derfor en Flåde til Elben under Anførsel af Revil og Mevil, som skulde passe på, at ingen satte over Floden. Da Vinteren var leden til Ende, besluttede Hedin og Høgne at drage på Vikingetog sammen, Høgne vidste nemlig ikke af, at hans Stalbroder elskede hans Datter. Høgne var såre velskabt, men stivsindct, Hedin var også velskabt, men lille af Væxt. Da Frode så', at det Dag for Dag blev vanskeligere for ham at underholde sin Hær, sendte han Roller til Norge, Olimar til Sverige, Kong Ønev og Glomer, der var en stor Viking, til Orknøerne for at skaffe Levnedsmidler og lod hver især tage sine egne Krigsfolk med. Frode havde tredive Konger i sit Følge, som dels var hans Venner, dels hyldede ham som deres Overherre. Da Hun hørte, at Frode havde sendt en Del af sine Krigsfolk bort, samlede han en ny Hær. Høgne trolovede sin Datter med Hedin, efter at de først havde tilsvoret hinanden, at hvis en af dem blev dræbt, skulde den anden hævne ham.

Om Efteråret vendte de, der var bleven sendt ud for at skaffe Levnedsmidler, tilbage, men de var rigere på Sejrvindinger end på Levnedsmidler. Roller havde nemlig gjort Fylkerne Nordmøre og Søndmøre skatskyldige efter at have fældet deres Konge Arnthor. Olimar havde indlagt sig den største Navnkundighed ved at undertvinge fremmede Lande; han havde overvundet Thor Lange, Konge over Jemteland og Helsingland, og to andre ikke mindre mægtige Høvdinger samt underlagt sig Estland, Øland og Kurland og Øerne ud for den svenske Kyst; han vendte hjem med syv Hundrede Skibe, dobbelt så mange, som han var sejlet bort med. Ønev og Glomer samt Hedin og Høgne havde underlagt sig Orknøerne; de vendte hjem med ni Hundrede Skibe. Nu var der kommet Penge nok ind vidt og bredt fra til at bestride Udgifterne med og fuldt op af Bytte, så nu var der rigeligt nok til Krigsfolkenes Underhold. Tyve Riger var bleven underlagt Frodes Herredømme, hvis Konger i Forbindelse med de tredive tidligere nævnte kæmpede sammen med Danskerne. I Tillid til denne Styrke begyndte han Kampen med Hunnerne; allerede den første Dag rasede den så voldsomt, at der faldt så mange, at Ruslands tre største Floder var dækkede af Lig som af Broer, så at man kunde gå over dem, og så langt man i tre Dage kunde ride, var Jorden oversået med Lig, så langt strakte Myrderiets Spor sig. Da Slaget havde varet i syv Dage, faldt Kong Hun, og da hans Broder, der hed lige sådan, så', at Hunnernes Fylking begyndte at vige, betænkte han sig ikke på at overgive sig med hele sin Hær. Efter det Slag underkastede et Hundrede og halvfjerdsindstyve Konger, som dels var Hunner, dels kæmpede sammen med Hunnerne, sig Kong Frode, hvilket Tal Erik havde gjort Rede for, den Gang han nævnede, hvor mange Bannere og andre Hærtegn de havde, da Frode spurgte ham, hvor stor Hunnerhæren var. Frode stævnede nu Kongerne til Tings og pålagde dem, at de for Fremtiden skulde leve under én og samme Lov; Olimar satte han over Holmegård, Ønev over Kønugård, den fangne Kong Hun gav han Sachsland og Revil Orknøerne; en Mand ved Navn Dimar satte han for Styret i Helsingland, Jarnberaland og Jæmteland samt begge Laplandene, og Dag gav han Herredømmet over Estland. Hver af disse Mænd pålagde han at udrede en bestemt Skat, idet han gjorde deres Underdanighed til Betingelse for sin Gunst. Frodes Rige omfattede nu imod Øst Rusland og nåede mod Vest til Rhinen.

Imidlertid bagvaskede onde Tunger Hedin hos Høgne og beskyldte ham for at have haft Samkvem med Hild, før end de havde haft Bryllup, hvilket den Gang af alle Folkefærd ansås for en stor Brøde. Høgne lånte lettroende Øre til denne Løgn og løse Tale og angreb med sin Flåde Hedin, der opkrævede Skat til Kongen hos Slaverne, men han blev overvunden i Slaget og flyede til Jylland. Således blev den af Frode indstiftede Fred først forstyrret af indvortes Krig, og Landsens egne Folk var de første til at bryde Kongens Lov. Frode sendte derfor Bud til dem og stævnede dem begge for sig og udspurgte dem nøje om Grunden til deres Fjendskab. Da han var kommen på det rene med den, afsagde han sin Kjendelse i Overensstemmelse med den Lov, han havde givet, men da han skjønnede, at ikke engang det kunde forsone dem, idet Faderen hårdnakket vedblev at kræve sin Datter tilbage, bestemte han, at Striden skulde afgjøres med Sværdet, thi det syntes at være det eneste Middel til at få Ende på den. I denne Kamp fik Hedin et svært Sår, men da han alt havde mistet en Mængde Blod, og Kræfterne begyndte at svigte ham, blev hans Fjende uventet greben af Mildhed, thi Høgne, som havde det fuldstændig i sin Magt at dræbe ham, ynkedes over hans Fagerhed og Ungdom og lod sin Grumhed vige for Mildhed, og for ikke at dræbe den unge Mand, der var lige ved at drage sit sidste Suk, holdt han sit Sværd tilbage. Det ansås nemlig i gamle Dage for en Skam at berøve en svag Yngling eller en afmægtig Livet; i den Grad tog Oldtidens Kæmper i deres Tapperhed Hensyn til alle Ærens Bud. Således blev Hedin da ved sine Stalbrødres Bistand ført tilbage til sine Skibe og frelst ved sin Fjendes Ædelmodighed. Syv År efter kæmpede de atter ved Hedinsø og gav hinanden Banesår. Høgne vilde have kunnet prise sin Lykke, hvis han i sin Tid havde været grum og ikke mild imod Hedin da han havde overvundet ham. Så stærkt, siges der, brændte Hild af Attrå efter sin Husbond, at hun om Natten skal have vakt de faldne til Live ved Galdresange, for at de kunde fortsætte Kampen.

På den Tid kom Alrek, Kongen af Sverige, i en svar Krig med Gest Blinde, Gøternes Konge. Gest Blinde, der var den svageste af dem, søgte til Frode og tilbød, at han vilde overgive sig og sit Rige til ham, om han vilde hjælpe ham. Han fik strax Skalk Skåning og Erik med til Hjælp og vendte tilbage med Forstærkning. Han havde besluttet at angribe Alrek med hele sin Styrke, men Erik holdt for, at de først burde gå imod hans Søn Gunthjov, der var Høvding over Vermland og Soløerne, thi, sagde han, de af Stormen trætte Søfolk burde sejle til den nærmeste Kyst, og dertil kom, at rodløst Træ sjælden trives. De angreb da Gunthjov, som faldt, og hvis Gravhøj endnu minder om hans Navn. Da Alrek hørte, at hans Søn var bleven dræbt, ilede han did for at hævne ham, og efter at have fået Øje på Fjenden sendte han Bud efter Erik og mindede ham i en hemmelig Samtale om det Forbund, der havde været imellem deres Fædre, og bad ham om ikke at kæmpe sammen med Gest Blinde. Det vægrede Erik sig på det bestemteste ved, og Alrek bad da om Lov til at slås med Gest Blinde, idet han mente, at en Tvekamp var at foretrække for et almindeligt Slag. Hertil svarede Erik, at Gest Blinde var uskikket til at slås på Grund af sin høje Alder, og gav ikke blot den, men også hans svage Helbred til Påskud, men han vilde gå i Kamp med ham i hans Sted, sagde han, thi det var en Skam, om han vilde undslå sig for at gå i Tvekamp for den, han var kommen for at føre Krig for. Så holdt de ufortøvet Tvekamp. Alrek faldt, men Erik blev hårdt såret, og da det var vanskeligt at skaffe Lægemidler, varede det længe, før han fik sin fulde Førlighed igjen. Der var kommen Frode et falsk Rygte for Øre om, at han var falden, og Sorg derover pinte Kongens Sind svarlig, men Erik forjog hans Sorg ved sin velkomne Hjemkomst; han meldte ham nemlig, at Sverige, Vermeland, Helsingland og Soløerne ved hans Bestræbelser var bleven underlagt Frodes Rige. Frode gjorde ham strax til Konge over de Folk, han havde overvundet, og gav ham derhos Helsingland og begge Laplande, Finland og Estland imod at betale årlig Skat. Ingen svensk Konge før ham hed Erik, men fra ham gik Navnet over til de senere.

På den Tid herskede Alf i Hedemarken; han havde en Søn der hed Asmund. I Vigen herskede Bjørn, hans Søn hed Asvid. Så hændte det, at Asmund, der havde en ulykkelig Lidenskab for Jagt, da han en Gang var ude for at bede Dyr eller sætte Snarer for dem, blev overfalden af Tåge og kom bort fra sine Jægere, ind på en afsides Sti, og vankede om på de øde Åse uden Hest og Klæder og uden anden Føde end Svampe og Jordfrugter. Omsider kom han til Kong Bjørns Borg. Da de to Kongesønner havde været sammen en liden Stund, tilsvor de hinanden til Stadfæstelse af deres Venskab, at den af dem, som overlevede den anden, skulde lade sig begrave med den døde, thi så stærkt var Forbundet imellem dem og så stort deres Venskab, at ingen af dem vilde leve længere, når den anden var død.

Frode samlede nu en Hær fra alle de Lande, der lød under ham og sejlede med sin Flåde til Norge, medens Erik skulde føre Landhæren, thi som det går med Menneskenes Griskhed, jo mere han havde, des mere attråede han, og selv den ødeste og vildeste Del af Verden kunde han ikke afholde sig fra at angribe på uretmæssig Vis, i den Grad plejer stigende Velstand at øge Begjærligheden. Nordmændene, som opgav alt Håb om at kunne forsvare sig, og ikke trøstede sig til at sætte sig op imod Frode, begyndte for største Delen at fly til Halogaland. Også en Jomfru ved Navn Stikla flyede af Landet for at bevare sin Kyskhed, idet hun foretrak Krig for Brudefærd.

Imidlertid døde Asvid af Sot og blev begravet i en Hule med Hund og Hest, og Asmund lod sig som Følge af det Venskab, de havde tilsvoret hinanden, levende begrave sammen med ham, idet der blev lagt Føde ned med ham, som han en Stund kunde holde Livet oppe med. Nu kom Erik, som var draget op igjennem Landet med Hæren, til Asvids Grav, og da Svenskerne tænkte, at der var Skatte i den, brød de den op med Hakker; der viste sig da en Hule for dem, som var dybere, end de havde ventet, og for at få den undersøgt måtte de have en til at lade sig hejse ned i den med et Tov om Livet. Der blev ved Lodkastning udtaget en af de raskeste Ynglinge dertil. Da Asmund så' ham blive hejset ned i en Kurv med et Tov ved, kastede han strax Manden ud og satte sig selv i Kurven og gav så dem, der stod ovenfor og styrede Tovet, Tegn til, at de skulde hejse ham op. Da de i Forventning om en stor Skat trak Kurven op og så' en ukjendt Skikkelse i den, blev de forskrækkede over hans sælsomme Udseende, kastede Tovet og flyede til alle Sider i den Tro, at det var den døde, der var stået op af Graven, thi Asmund så' gruelig ud i Ansigtet og syntes helt bedækket med noget fælt noget, ligesom levret Blod. Han søgte at kalde de flygtende tilbage og gav sig til at råbe til dem, at de uden grund var bange for et levende Menneske. Da Erik så' ham, undrede han sig især over hans blodige Ansigt, thi Blodet randt i Strømme ned ad det. Asvid var nemlig hver Nat bleven levende igjen og havde i sin stadige Kamp med ham revet det venstre Øre af ham, så det var et fælt Syn at se det ulægte, blodige Sår. Da de omstående bød ham fortælle, hvorledes han havde fået det Sår, kvad han:

Sært jer synes,
at Lød jeg savner?
Levende Mænd
blandt Lig ej trives!
Ondt er i Verden
ene at være,
sårt er Venners
Hjælp at savne.

I Hulens Hvælving
mit Huld jeg misted,
dens Mulm og Mørke
mit Mod mig røved.
I Dødsens Angst
med Draugen jeg brødes,
når han til Liv
om Natten vågned.

Hårde Tag
tog jeg med Asvid,
fælt han mig flænged,
så Blodet flød.
Sært jer synes,
at Lød jeg savner?
Levende Mænd
blandt Lig ej trives.

Sin Hest han åd
og Hunden med,
fo'r så i mig
og vilde mig fælde;
hans Negle mig rev,
så Blodet randt,
mit Ansigt han flænged
og flåede mit Øre.

Ej dog uhævnet
ondt jeg led,
hans Hoved med Sværdet
fra Halsen jeg skilte.
Sært jer synes,
at Lød jeg savner?
Levende Mænd
blandt Lig ej trives.

Imidlertid var Frode kommen med sin Flåde til Halogaland, hvor han, for at få et Skjøn over sit Mandskabs Styrke, som ikke syntes at kunne måles med Tal, bød sine Krigere opkaste en Høj, således at hver Mand bar en Sten til den. Den samme Måde at tælle Hæren på benyttede også Fjenden, og Højene bærer endnu Vidnesbyrd derom for enhver, som ser dem. Her holdt Frode Slag med Nordmændene, og det blev en stræng Dag. Om Natten besluttede man sig på begge Sider til at trække sig tilbage. Ved Daggry kom Erik til ad Landevejen. Han rådede Kongen til at begynde Kampen igjen. I den Dyst mistede Danskerne så mange Skibe, at der af tre Tusind kun siges at være bleven hundrede og halvfjerdsindstyve tilbage, men Nordmændene led et så umådeligt Mandefald, at Rygtet fortæller, at der ikke var Folk nok til en Femtedel af Bygderne.

Efter at Frode havde vundet denne Sejr, var det hans Attrå at stifte Fred blandt alle Folk, så at enhver kunde have sit Gods i Sikkerhed for Tyve, og at der efter Krigen blev Fred i alle hans Riger. Han hængte derfor en Armring op på en Klippe, som kaldes Frodes Klippe, og en anden i Vigen, efter at han havde holdt Ting med Nordmændene og ladet dem vide, at de hang der for at prøve den Ærlighed, han havde påbudt, og truet med, at han vilde straffe alle Fylkets Høvdinger, hvis de blev stjålne. Således hang Guldet, uden at nogen passede på det, midt på alfar Vej til største Fare for Høvdingerne og til Fristelse for alle rovbegjærlige Folk, eftersom det var så let et Bytte. Frode bestemte også, at Søfolk skulde have frit Lov til at tage og bruge Årer, hvor de fandt dem, og at den, der skulde over en Flod, frit måtte bruge den Hest, han fandt nærmest ved Vadestedet, men skulde stige af, så snart dens Forben rørte Land, medens Bagbenene endnu var i Vandet, - han mente nemlig, at sådanne Tjenester snarere måtte skrives på Menneskelighedens Regning end regnes for Uret -; men den, der efter at være kommen over Floden, vovede at benytte Hesten længere, skulde have sit Liv forbrudt. Han bød også, at ingen måtte holde sit Hus eller sin Kiste aflåset eller gjemme noget under Lås og Lukke; alle Tab lovede han tredobbelt Erstatning for. Han bestemte også, at det skulde være lovligt, når man var på Rejse, at tilegne sig så megen Føde af anden Mands Forråd, som var nok til ét Måltid; tog nogen mere end det Mål, skulde han anses for skyldig i Tyveri. Tyv skulde nagles til Galgen med Jærnspiger gjennem Senerne, og en Ulv skulde hænges ved Siden af ham, for at det kunde ses, at et slet Menneske var at regne for lig med et vildt Udyr, idet de led samme Straf. Hæleren skulde have samme Straf som Tyven. Frode levede nu der i Landet i syv År i den lykkeligste Fred og fik en Søn Alf og en Datter Øvura.

I de Dage hændte det, at en svensk Kæmpe ved Navn Arngrim kom til Frode efter i Tvekamp at have fældet Skalk Skåning, fordi han en Gang havde røvet et Skib fra ham. Over al Måde opblæst af den Bedrift formastede han sig til at begjære Frodes Datter til Ægte, og da han mærkede, at Frode vendte det døve Øre til, bad han Erik der rådede for Sverige, om at stå ham bi. Erik rådede ham da til for at vinde Frodes Gunst at indlægge sig Fortjeneste ved at øve en eller anden ypperlig Dåd og vove en Dyst med Egder, Kongen i Bjarmeland, og Thengil, Kongen i Finmarken, thi de var de eneste, der unddrog sig Danmarks Herredømme, som alle andre lød under, og han drog da ufortøvet did med sin Hær. Finnerne er de Folk, som bor yderst mod Nord, og den Del af Verden, de har slået sig ned på, er knapt til at leve i eller Jorden der til at dyrke. De er såre dygtige til at kaste med Spyd, i det Stykke overgår intet andet Folk dem i Færdighed: de bruger i Kampen store og brede Pile; de lægger megen Vind på Galder og er dygtige Jægere. De har ikke faste Boliger, men flakker om og slår sig ned, hvor de har fældet Vildt; de løber på Skier over de snedækte Åse. Disse Folk angreb og underkuede Arngrim nu for at vinde Berømmelse. Da de havde tabt Slaget og gav sig på Flugt, kastede de tre Småsten bagud og magede det så, at det for Fjenden så' ud, som det var lige så mange Bjærge, og da de således havde forblændet Arngrims Øjne, kaldte han sine Folk, der forfulgte Fjenden, tilbage i den Tro, at mægtige Fjælde lå hindrende i Vejen for dem. Da Finnerne Dagen efter atter kæmpede og blev slagne, kastede de Sne på Jorden og gav det Udseende af en stor Flod, og Svenskerne lod sig atter forblænde og føre bag Lyset, thi det bares dem for, som de hørte et mægtigt Vand bruse, og da Sejrherrerne blev bange for dette tomme Gjøglebillede, lykkedes det Finnerne at flygte. Tredje Dag begyndte de Kampen på ny, og nu havde de ikke længer noget, der kunde hjælpe dem til at fly, så da de så', at deres Fylking begyndte at vige, underkastede de sig Sejrherren. Arngrim pålagde dem at betale Skat og Skyld således, at der blev holdt Mandtal over Finnerne, og så skulde der hvert tredje År for hver tiende Mand udredes i Skat en Slæde læsset med Dyreskind. Derefter æskede han Bjarmelandskongen Egder til Tvekamp og fældede ham og pålagde så Bjarmerne at udrede et Skind for hvert Hoved. Derpå vendte han rig på Bytte og Sejrstegn tilbage til Erik, som fulgte med ham til Danmark og fyldte Frodes Øren med Lovtaler over den unge Mand og forestillede ham, at den, der havde udvidet hans Rige til Verdens yderste Grænser, vel var Kongens Datter værdig, og da Frode betænkte, hvor stor Fortjeneste, han havde indlagt sig, anså han det ikke for upassende at kaldes Svigerfader til den Mand, der havde vundet Navnkundighed viden om i Verden ved så store Bedrifter.

Arngrim avlede med Øvura tolv Sønner, hvis Navne jeg vil nævne:

Brand og Bjarre,
Brodd, Hjarrande,
Tand og Tyrfing,
to Haddinger,
Hjørvard, Hjarvard,
Hrane, Angantyr.

De havde fra Ungdommen af lagt sig efter Vikingefærd, og da de en Gang alle på ét Skib sejlede til Øen Samsø, stødte de under Land dér på to Skibe, som tilhørte Vikingerne Hjalmar og Ørvarodd. De angreb dem og ryddede dem for Folk, men da de ikke var visse på, at de havde fået fældet Styrismændene med, bandt de de faldnes Lig hvert til sin Toft og så' da, at de, som de søgte, ikke var imellem dem. Det blev de kjede af og agtede nu ikke den Sejr, de havde vundet, for at være et Halmstrå værd, thi de vidste, at de vilde komme til at udsætte sig for langt større Fare i den Kamp, der nu forestod. Hjalmar og Ørvarodd var nemlig gåede i Land for i Skoven at hugge sig et nyt Ror, da de havde mistet det ene af dem, de havde, i en Storm, som ilde havde medtaget deres Skibe, og de var nu i Færd med af en stor Træstamme, de havde fældet, at lave sig et nyt med deres Øxer. De tog det på deres Skuldre og bar det ned til Skibene uden at ane noget om det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, og da de nu blev angrebne af Øvuras Sønner, som dryppede af de dræbtes nys udgydte Blod, blev de nødte til at kæmpe to imod mange; såre ulige var den Kamp, thi der var tolv imod to, men Sejren rettede sig ikke efter Tallet, thi alle Øvuras Sønner faldt. Hjalmar fik de fældet, men Ørvarodd bar Sejren hjem, og han var den eneste af hele den store Flok, Skæbnen lod blive i Live; med utrolig Anstrængelse havde han svunget det vældige, endnu ikke helt tilhugne Ror mod sine Fjender med sådan Kraft, at han med ét Slag knuste dem alle tolv.

Således blev Vikingeflokkene ved at færdes på Havet, skjønt Frode havde fået al egentlig Krigsstorm til at lægge sig. Dette var det, som især tilskyndede ham til at angribe Vesterlandene, thi hans eneste Tragten gik ud på at udbrede Fred. Han lod da Erik kalde, samlede alle de Rigers Flåder, der var ham underlagte, og sejlede til England med utallige Skibe. Da Kongen på den Ø skjønnede, at han ikke kunde måle sig med ham i Styrke, thi Havet syntes helt spærret af Skibe, gik han til Frode under Foregivende af, at han vilde overgive sig, og begyndte ikke blot at smigre ham og gjøre Stads af hans Storhed, men lovede også at give sig og sit Rige ind under Danskerne, Folkenes Betvingere, og tilbød at udrede Skat og Skyld og hvad anden Afgift, de forlangte, og til sidst indbød han dem gjæstfrit til sig. Frode blev glad over Brittens Høviskhed, skjønt det vakte hans Mistanke om, at der stak Svig under, at Fjenden så villig og uden Tvang lovede alt og var så rask til at overgive sig, førend der var ført Krig, hvilket sjælden plejer at være ærlig og oprigtig ment. Han frygtede også for Gjæstebudet, at der, når deres Ædruelighed blev hildet i Drukkenskabens Snarer, skulde blive øvet lønligt Forræderi imod dem. Hertil kom, at der var buden så få Gjæster, at de ikke syntes trygt at kunne efterkomme Indbydelsen, og det tyktes dem også tåbeligt at betro deres Liv til Fjender, hvis Ærlighed de ikke havde prøvet. Da Kongen fik Nys om, at de ikke ret vidste, hvad de skulde beslutte sig til, kom han igjen til Frode og bød ham til Gilde med fire og tyve Hundrede Mand; før havde han kun opfordret ham til at komme med tolv Hundrede. Skjønt Frode, efter at Tallet på de indbudne således var blevet øget, nok turde trøste sig til at komme til Gjæstebudet, opgav han dog ikke sin Mistanke og sendte hemmelig Folk ud, som skulde strejfe om på Egnens afsides Steder og, hvis de på deres Spejderfærd opdagede noget Baghold, strax lade ham det vide. De gik derfor ind i Skoven, og da de stødte på en Lejr af væbnede Mænd, som hørte til den engelske Hær, standsede de først tvivlrådige, men da de kom fuldkommen på det rene med, hvorledes det hang sammen, skyndte de sig tilbage; Teltene var nemlig sorte, som overstrøgne med Beg, for at man ikke skulde blive opmærksom på dem, når man kom i Nærheden af dem. Da Frode fik det at vide, lagde han også et Baghold bestående af en stærk Skare af sine Hirdmænd, for ikke uforsigtig at gå til Gjæstebudet uden at være sikker på at have betimelig Hjælp ved Hånden. Da de havde lagt sig i Skjul, lod han dem vide, at, når de skulde komme ham til Hjælp, vilde han give Tegn dertil ved at lade blæse i Luren. Derpå begav han sig til Gjæstebudet med det fastsatte let bevæbnede Følge. Hallen var udstyret med kongelig Pragt, overalt tjeldet med Skarlagentæpper virkede med vidunderlig Kunstfærdighed og Pragt, Bjælkevæggene var prydede med Purpurforhæng, Gulvet belagt med så prægtige Tæpper, at man knapt turde træde på dem. Fra Loftet blinkede og skinnede mange Lygter og Olielamper, og Røgelsekarrene udsendte de sødeste Dampe svangre med den fineste Vellugt. Langs med alle Væggene stod en Række af prægtige Borde besatte med mangfoldige Retter; Bænkene var prydede med guldindvirkede Hynder og Stolene fulde af Puder. Det var, som om den ærefrygtindgydende Hal smilede til Gjæsterne, og der var i al den Herlighed intet at opdage, som ikke var en Lyst for Øjnene, eller som ikke lugtede godt. Midt i Hallen stod et Kar, som rummede en umådelig Mængde Drikke, så man let kunde fylde Bægrene, og der var mere end nok til, at alle de mange Gjæster kunde få deres Tørst slukket. Purpurklædte Tjenere gik om ordnede i Rækker med gyldne Bægre og kredensede høvisk Drikken, og det skortede heller ikke på Horn af vilde Oxer, i hvilke de bød Drikken om. Bordene strålede af gyldne Skåler og bugnede under skinnende Bægre, af hvilke de fleste funklede med indlagte Ædelstene. Der herskede overalt den største Overdådighed, på Bordene var der Overflod af kostelige Retter og af Bægere, som flød over af forskjellige Drikke; de nøjedes heller ikke med at drikke Vinen ren og ublandet, men lavede en herlig Drik tilsat med alskens Safter hentede vidt og bredt fra. Fadene prangede med de kosteligste Retter, som for det meste bestod af Vildt, skjønt der heller ingen Mangel var på Retter tillavede af Tamdyrs Kjød. Englænderne tog sparsommere til Drikken end Danskerne, thi den Tryghed, disse følte, gav dem Mod på at drikke sig en Rus, medens hine havde mindre Lyst til at hengive sig til Drukkenskab, fordi de pønsede på Forræderi. Danskerne, som, med mine Landsmænds Tilladelse, er vante til om Kap at tømme Bægrene til Bunds, drak altså vældig. Da Englænderne så', at de var bleven overmåde beskjænkede, begyndte de at liste sig bort fra Gildet, og, medens Gjæsterne blev siddende i Hallen, anstrængte de sig af alle Kræfter for at spærre Hallens Døre ved at skyde Slåer for og på alle andre Måder, og derpå gav de sig til at stikke Ild på Huset. Da Ilden begyndte at tage fat, dundrede de indespærrede Danskere på Dørene, men det var ingen Nytte til, de kunde ikke få dem op, og så gik de løs på Væggen for at bane sig en Udvej gjennem den. Da Englænderne så', at den gav sig under Danskernes kraftige Angreb, stemte de sig imod den af alle Kræfter og støttede den vaklende Masse ved at anbringe svære Gjenstande op ad Ydersiden, for at de indespærrede ikke skulde slippe ud, når den ramlede sammen, men til sidst gav den efter for Danskerne, der var de stærkeste, thi jo større Faren blev, des mere anstrængte de sig, og nu var det en let Sag for de indespærrede at bryde ud. Så bød Frode, at der skulde blæses i Luren for at hidkalde den Skare, han havde lagt i Baghold, og tilkaldt ved Lurens skingrende Toner fangede den Forræderne i deres egen Snare og fældede både den engelske Konge og en utallig Mængde af hans Folk. Således ydede Hirdmændene Frode en dobbelt Tjeneste, idet de både frelste hans Mænd og fældede hans Fjender.

Imidlertid havde Irerne, forskrækkede over det stadig voxende Ry, der gik af Danskernes Tapperhed, lagt Fodangler af Jærn ud for at gjøre det vanskeligere at trænge ind i deres Land og for at formene dem Adgang til deres Kyster. Irerne bruger en let Rustning, der er nem at skaffe til Veje; de rager Håret af sig, så de er helt skallede i Nakken, for at man ikke skal kunne gribe dem i Håret, når de flygter; de vender Spydspidserne imod dem, der angriber dem i Ryggen, og plejer med Flid at vende Odden af deres Sværd imod deres Forfølgere, de kaster også for det meste Spydene bagud, thi de er mere drevne i at sejre ved at flygte end ved at kæmpe, så når man tror, at man har vundet Sejr over dem, er der Fare på Færde. Men Frode var forsigtig og vogtede sig vel for alt for ivrig at forfølge så svigefuld en Fjende. Han fældede Folkets Høvding Kjarval i Slaget. Dennes Broder overlevede ham, men tabte Modet til at gjøre Modstand og overgav Riget til Frode, som uddelte det Bytte, der var taget, blandt sine Krigsfolk for at vise, at han var fri for al Havesyge og overdreven Begjærlighed efter Gods og kun tragtede efter at vinde Hæder.

Efter at have sejret over Englænderne og vundet Bytte i Irland vendte Frode tilbage til Danmark, og i tredive År var der slet ingen Krig. I den Tid blev det danske Navn berømt i næsten alle Lande på Grund af det overordentlige Lov, Danskerne havde på sig for Tapperhed. I den Hensigt at forlænge Varigheden af sit Riges Glans og give den evig Fasthed lod Frode sig det først være magtpåliggende at vise forøget Strænghed imod Tyveri og Røveri, som han anså for en indvortes Syge og Landeplage; når Folkene var bleven fri for dem, mente han, vilde de kunne nyde Livet mere i Ro, så at Fredens stadige Udbredelse ikke hæmmedes og hindredes af nogen Ondskab. Han drog også Omsorg for, at ingen hjemlig Farsot fortærede Landet, når Fjenderne holdt sig i Ro, og at ingen hjemlig Uredelighed gik i Svang, efter at der var opnået Fred udadtil. Endelig lod han i Jylland, der så at sige var hans Riges Hoved, ophænge en såre tung Armring på alfar Vej, for ved at stille et så kosteligt Bytte til Skue at sætte den Retskaffenhed, han havde påbudt, på Prøve, og skjønt det fristede de uredelige Sjæle og pinte de onde, gik dog Frygten for den utvivlsomme Fare af med Sejren. Så stor var Frodes kongelige Myndighed, at selv Guld, der var lagt frem, så enhver kunde tage det, var så sikkert, som om det lå gjemt bag de stærkeste Låse. Dette usædvanlige Påfund skaffede sin Ophavsmand stor Berømmelse. Efter at have anrettet Nederlag viden om i Verden og alle Vegne vundet Sejr satte han sig for at skaffe alle Mennesker Ro, for at Fredens Glæder kunde afløse Krigens Grumhed, og for at Mandslættets Ophør kunde blive Begyndelsen til Lykke, og han drog også Omsorg for, at alles Ejendom blev beskyttet af det Værn, hans Lov ydede, for at ikke det, udenrigs Fjender havde måttet lade i Fred, skulde blive ranet af Røvere hjemme.

På den Tid kom Alverdens Forløser til Verden for at frelse Menneskene, idet han fandt sig i at iklæde sig et Menneskes Skikkelse; Krigens Luer var da slukkede, og alle Lande nød den dybeste Fred og Ro. Man holder for, at en så vidt strakt, alle Vegne så ligelig fordelt og ingen Steds på Jorden afbrudt Fred ikke så meget var knyttet til et jordisk Rige som til hin guddommelige Fødsel, og at det var Himlens Vilje, at denne usædvanlige Tidens Velgjerning skulde være et Vidnesbyrd om, at alle Tiders Ophav var nærværende.

Imidlertid fristede en Kone, der var forfaren i Trolddom, og som mere satte Lid til sine Kunster end frygtede Kongens Strænghed, sin Søns Griskhed for at få ham til at stjæle Armringen, idet hun lovede ham, at han nok skulde slippe ustraffet derfra, eftersom Frode på det nærmeste gik på Gravens Rand og kun slæbte svagelige Rester af et affældigt Liv om i et faldefærdigt Legeme. Da han som Svar på Moderens Opfordringer fremhævede den store Fare, der var forbunden med at følge dem, bød hun ham være ved godt Mod, enten skulde en Søko føde en Kalv, sagde hun, eller der skulde indtræffe en anden Hændelse, som skulde hindre Kongen i at straffe ham. Ved denne Tale forjog hun Sønnens Frygt og fik ham til at efterkomme hendes Opfordring. Da han havde begået Forbrydelsen, ilede Frode, som om der var tilføjet ham den værste Forsmædelse, i største Hidsighed og Vrede hen for at rive Konens Hus ned, efter først at have sendt Folk derhen, som skulde gribe hende og hendes Børn og føre dem for ham. Dette vidste Konen forud, og hun førte da Fjenderne bag Lyset ved et Blændværk, idet hun forvandlede sig til en Hoppe, og da Frode kom til, påtog hun sig Skikkelse af en Søko, der gik og græssede på Strandbredden; sine Sønner fik hun til at se ud som Kalve, mindre end hun. Kongen undrede sig over dette Særsyn og bød sine Mænd omringe dem, så de ikke kunde slippe ud i Vandet igjen. Derpå steg han af Vognen, som han betjente sig af på Grund af sit gamle Legemes Svaghed, og satte sig undrende på Jorden. Moderen, der havde påtaget sig Skikkelse af det største af Utyskerne, anfaldt nu Kongen og stangede ham i den ene Side. Dette Sår blev hans Bane, så lidt kom hans Død til at svare til hans Storhed. Hans Krigere, som tørstede efter at hævne hans Død, kastede nu Spyd efter Utyskerne og gjennemborede dem, og da de var dræbte, så' de, at det var Menneskelig med Dyrehoveder, og således blev Gjøglespillet, de havde drevet, åbenbart.

Således døde Frode, den navnkundigste Konge i hele Verden. Efter at have taget Indvoldene ud saltede hans Hirdmænd Liget og gjemte det så i tre År, thi de var bange for, at Landsdelene skulde falde fra, når det blev bekjendt, at Kongen var død, og især var de opsatte på at holde hans Død hemmelig for de fremmede, for ved at lade, som om han endnu var i Live, at kunne holde sammen på Riget, hvis Grænser for længst var bleven udvidede så stærkt, og i Kraft af Kongens fordums Myndighed at kræve den sædvanlige Skat og Skyld af Undersåtterne. De førte derfor hans afsjælede Legeme om, ikke som et Lig på Båre, men på en Vogn som en svag og kraftesløs Olding, som hans Krigere skyldte at vise den Tjeneste. Så stor Stads gjorde hans Venner af ham, selv efter hans Død. Men da Liget omsider begyndte at opløses, så de ikke kunde nære sig for Stank, og Forrådnelsen ikke var til at standse, begrov de det med kongelig Pragt ved Værebro i Sjælland og gjorde vitterligt, at Frode havde ønsket at dø og blive begravet dèr i sit Riges anseligste Landsdel.

Sjette Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Hjarne og Fridlev

Frode IV

Ingild

Hjarne og Fridlev

Da Frode var død, troede Danskerne fejlagtig, at Fridlev, der blev opfostret i Rusland, var død, og da Riget allerede syntes at vakle af Mangel på en Arving og ikke syntes vedblivende at kunne holdes til Kongeslægtens Hånd, tyktes det dem, at den var værdigst til Kongespiret, som til Frodes Forherligelse satte et Lovkvad som Indskrift på hans endnu friske Grav og i et fagert Eftermæle overgav den døde Konges Ry til Efterkommerne. En Mand ved Navn Hjarne, som var såre forfaren i dansk Skjaldskab, digtede da for at sætte den berømmelige Mand et herligt Æreminde, og også ansporet af den store Pris, på sin vante Vis et kunstløst Vers, der på det nærmeste lød sålunde:

Længe førte de
Frode om Land,
da Drotten dyre
i Døden var dånet.
Langt Liv ønsked
hans Landsmænd Frode;
her gjemmer Graven
bag Grønsvær den gjæve.

Da han havde kvædet dette Vers, lønnede Danskerne Skjalden med Kronen og gav således Danmark for en Gravskrift, skjænkede hele det store Rige som Løn for at sætte nogle få Bogstaver sammen; for så godt Kjøb kom han til den store Pris. Denne overordentlig høje Løn for et lidet Kvad overgik endogså den navnkundige Digterløn, Cæsar gav; den guddommelige Julius nøjedes nemlig med at skjænke den, der havde beskrevet og forherliget hans Sejrvindinger over hele Jorden, en By, men her skjænkede Almuens ødsle Gavmildhed en Bonde et helt Rige; ja ikke engang Africanus kunde måle sig med Danskerne i Rundhåndethed, da han lønnede den, der havde bevaret Mindet om hans Bedrifter, thi han vejede blot den omhyggelig udarbejdede Bog op med Guld, men her skaffede nogle få kunstløse Vers en Bonde Kongespiret.

I de samme Dage døde Erik, der var Høvidsmand i Sverige, af Sot. Da hans Søn Halfdan, som tog Styret i Faderens Sted, tabte Modet over de mange Anfald, tolv Brødre, der stammede fra Norge, gjorde på hans Land, og ikke formåede at straffe deres Voldsgjerninger, søgte han til Fridlev, som da opholdt sig i Rusland, i Håb om at få Hjælp af ham. Han kom til ham med bønlige Lader, græd over, at han var slagen og knust af en udenlandsk Fjende, og klagede ynkelig over den Fortræd, der var gjort ham. Af ham fik Fridlev at vide, at hans Fader var død, og idet han opfyldte hans Bøn om Hjælp, drog han til Norge med Våbenmagt. De før omtalte Brødre byggede på den Tid, efter at deres Forbundsfæller havde svigtet dem, på en Ø, der var omflydt af den strideste Strøm, en såre høj Vold og udvidede også deres Forskansninger til den flade Slette, og stolende på dette Tilflugtssted gjorde de jævnlig Udfald og hærjede Landsens Folk. De havde nemlig også bygget en Bro, ad hvilken de fra Øen kunde komme over på Fastlandet; den var gjort fast til Fæstningens Port, og de kunde med Tove styre den således, at den drejede sig ligesom om et Hængsel og snart gav Overgang over Floden, snart, når man hemmelig trak i Tovene, gik op og gjorde Tjeneste som Portfløj. Disse Mænd havde alle Mod i Brystet, var unge og stærke, smukke at se til og navnkundige for de Sejre, de havde vundet over Kæmper og Folkeslag, og havde fuldt op af Bytte. Jeg anfører nogle af deres Navne - de øvrige er i Tidens Løb gåede i Glemme: Gerbjørn, Gunbjørn, Arnbjørn, Stenbjørn, Esbjørn, Thorbjørn og Bjørn. Den sidst nævnte skal have haft en udmærket skabt Hest, der var så rap til at bruge Benene, at medens de andre ikke kunde svømme over Floden, banede den alene sig Vej gjennem de brusende Hvirvler uden at blive træt. Vandfaldet styrter nemlig så hurtig og stejlt ned, at Kræfterne svigter Dyrene, når de skal svømme der, så de for det meste drukner. Det strømmer nemlig fra Bjærgenes højeste Toppe ned ad Skrænterne, tørner mod Klipperne, brydes og falder så med vældig Brusen ned i Dalenes Dyb, og da det stadig stødes tilbage af Klipperne, der spærrer Vejen for det, beholder det bestandig samme Fart, så i hele Kløftens Længde strømmer det over af hvidt Skum, idet Bølgerne alle Vegne piskes på samme Måde. Men hvor det, efter at have væltet sig igjennem Snævringerne imellem Klipperne, vider sig ud og bliver roligere, danner det den nævnte Ø af en Klippe, der ligger i Vejen for det. På begge Sider af Øen skyder der en stejl Fjældkam ud bevoxet med mange Træer af alle Slags, der skjuler Floden, så at den ikke kan ses i Frastand. Bjørn havde også en usædvanlig vild Hund, et skrækkelig glubsk Bæst, som det var farligt for Mennesker at være sammen med og som tit ganske alene havde taget Livet af tolv Mand, men da dette mere er noget, jeg har hørt, end noget, jeg virkelig ved Besked om, må andre dømme om, hvor vidt det er sandt. Den skal, efter hvad jeg har hørt sige, i sin Tid have været Jætten Offots Yndlingshund og vogtet hans Kvæg på Græsgangene.

Disse unge Mænd plejede nu at gjøre Røvertog i Omegnen og anrettede ofte stort Blodbad. I Steden for at føre et skikkeligt Levned plyndrede de Huse, slog Kvæg ned, røvede alt, gjorde stort Bytte, brændte Husene af, når de havde plyndret dem, og myrdede Mænd og Kvinder i Flæng. Fridlev kom over dem, da de uforsigtig havde gjort et Udfald, og nødte dem alle til at fly til deres Fæstning; den overordentlig stærke Hest tog han, thi i Hastværket og Forskrækkelsen lod dens Herre den blive tilbage på den anden Side af Floden for at komme hurtigere af Sted, han turde nemlig ikke tage den med over Broen. Fridlev gjorde nu vitterligt, at hvis nogen dræbte nogen af de tolv Brødre, vilde han veje Liget op med Guld. Tilskyndede af Håbet om denne Belønning, men dog ikke så meget drevne af Havesyge som af Tapperhed, gik nogle af Kongens Kæmper lønlig til Fridlev og lovede at påtage sig denne Gjerning og enten at sætte Livet til eller bringe Røvernes afhuggede Hoveder. Fridlev roste dem for deres Tapperhed og for det Løfte, de gjorde ham, men bød dem vente og gik så ved Nattetid ned til Floden med kun én Ledsager, han agtede nemlig ved sin Tapperhed at komme Hjælpen i Forkjøbet for ikke at få Udseende af mere at måtte stole på andres Kræfter end på sine egne. Derpå slog han sin Ledsager ihjel ved at kaste en Mængde Sten på ham og kastede det afsjælede Legeme i Vandet efter at have givet det sine Klæder på og selv iført sig den dræbtes, for at det, når man så' Liget, skulde tage sig ud, som om det var Kongen, der var omkommet. Han tappede også med Flid Blod af Hesten, hans Ledsager havde redet på, og overstænkede den dermed, for at man, når den vendte tilbage til Lejren, skulde tro, at han selv var bleven dræbt. Derpå gav han sin Hest af Sporerne og drev den midt ud i Hvirvlerne, og da han var kommen over Floden, steg han af den og søgte ved Hjælp af Stiger at komme over Volden, der skjærmede Fæstningen. Da han var nået op til Toppen og kunde få fat i Brystværnet med Hænderne, steg han sagte over det, og uden at de, som holdt Vagt, mærkede det, listede han sig på Tåspidserne stille hen til Huset, hvor Røverne sad og holdt Måltid. Da han var nået frem til Hallen, tog han Stade under Bislaget, der ragede frem over Døren. Stolende på deres Fæstnings Styrke følte de Unge Mennesker sig så trygge, at de fik Lyst til at tage sig en Rus, thi de troede, at den stride Strøm gjorde den helt utilgængelig, da man hverken syntes at kunne svømme over den eller sætte over med Både, og det heller ingen Steder var muligt at vade over. Bjørn fortalte nu, opfyldt af Drikkelagets Lystighed, at han i Drømme havde set et Dyr komme op af Vandet og spy uhyggelige Flammer ud af Munden, så at alt blev hyllet i Ild; de burde derfor ransage hver en Krog på Øen, sagde han, og ikke stole så stærkt på Stedets Sikkerhed, at de ved at føle sig alt for trygge uforvarende gik deres Undergang i Møde. Ingen Fægstning var så stærk blot ved sin Beliggenhed, at det naturlige Værn var tilstrækkeligt, når Mennesker ikke hjalp til. De skulde tage sig meget i Vare for, at den Advarsel, hans Drøm havde givet, ikke skulde gå i Opfyldelse og blive efterfulgt af en endnu sørgeligere Ulykke. De gik da alle ud af Fæstningen og ransagede omhyggelig Øen i hele dens Omkreds, og da de fandt Hesten, sluttede de, at Fridlev var druknet i Floden; de førte med Glæde Hesten inden for Porten, som om den bragte Bud om Kongens Død, thi de troede, at den havde kastet sin Rytter af og var svømmet over. Bjørn, som endnu havde Skræk i Blodet ved Tanken om den Drøm, han havde haft om Natten, opfordrede dem imidlertid til at holde Vagt, eftersom de endnu ikke syntes med Sikkerhed at kunne opgive deres Mistanke om, at der var Fare på Færde. Derpå gik han ind i sit Sovekammer for at lægge sig til Ro, men Mindet om hans Drøm rugede stadig dybt i hans Sjæl. Imidlertid var den Hest, som Fridlev, for at få Folk til at tro, at han var død, havde besprængt med Blod, som han dog kun havde taget lige under Huden, blodbestænket sprængt ind i hans Krigsfolks Lejr. De gik strax ned til Floden, og da de fandt Trællens Lig med de fine Klæder på, troede de, at det var Kongens, som den brusende Hvirvel havde ført ind til Bredden; hvad der især bidrog til denne Fejltagelse, var, at det forslåede Legeme var opsvulmet, Huden flået og stødt af Stenene og Trækkene i det blege og blodløse Ansigt ganske udviskede. Harmfulde herover gik nu de Kæmper, som nylig havde lovet Fridlev at påtage sig at ombringe Røverne, helt ned til den på Grund af sin stride Strøm så farlige Flod, for at det ikke skulde få Udseende af, at de besudlede den Hæder, de havde vundet ved at aflægge deres Løfte, ved fejgt at undlade at holde det. De andre fulgte deres modige Forbillede og gik lige så ivrige ned til Floden rede til at finde sig i det værste, i Fald de ikke fik hævnet deres Konge. Da Fridlev så' dem, skyndte han sig at hisse Broen over til Fastlandet ned, og da han havde fået Kæmperne over til sig, dræbte han ved første Angreb dem, der holdt Vagt. Derpå angreb han også de andre og fældede dem den ene efter den anden med Undtagelse af Bjørn, som han, da han ved omhyggelig Pleje var bleven helbredet for sine Sår, imod helligt Løfte gjorde til sin Stalbroder, thi det tyktes ham bedre at nyde godt af hans Hjælp end at brovte af hans Død. Han sagde også, at det var skammeligt, at en sådan Tapperhedens Blomst skulde brydes i sin fejreste Vår og dø en alt for tidlig Død.

Da Danskerne, som tidligere havde fået falske Tidender om, at Fridlev var død, nu erfor, at han var undervejs, sendte de Folk ud for at hente ham hjem og bød Hjarne opgive Herredømmet, som han formentlig kun udøvede foreløbig og som Stedfortræder. Men han kunde ikke få sig til at give Afkald på så stor en Værdighed og foretrak at ofre Livet for Æren frem for at trække sig tilbage til Menigmands dunkle Kår. Han besluttede derfor at forsvare sin nuværende Stilling med Våbenmagt for ikke berøvet sin kongelige Værdighed at blive nødt til at gjenoptage den Lod, Skæbnen tidligere havde tildelt ham. Således blev Landet splittet og bragt i Røre af en Opstands voldsomme Rystelser. Nogle stod nemlig på Hjarnes Side, andre erkjendte på Grund af Frodes udmærkede Fortjenester Fridlevs Ret, og Menigmand vidste ikke, hvad han skulde bestemme sig for, idet nogle ærbødig bøjede sig for det bestående, andre for Mindet om Fortiden. Men Hensynet til Frodes Minde fik dog Overvægten, og dets Herlighed skaffede Fridlev mest Gunst; thi de fleste af dem, der så' dybere i Tingene, mente, at den bondefødte Mand burde fjernes fra Tronen, eftersom han uden Fødselsret kun ved Lykkens Gunst var nået til en Højhed, han ikke havde kunnet gjøre sig Håb om, og for at ikke den, som beklædte den med Urette, skulde stænge den retmæssige Arving til Værdigheden ude. Men Fridlev bød de Danskes Sendemænd vende tilbage og opfordre Hjarne til enten at afstå Riget eller holde Slag med ham. Det tyktes Hjarne tungere end Døden at sætte Lysten til Livet over Æren og at søge Sikkerhed på Hæderens Bekostning; han holdt derfor Slag med Fridlev, men blev fuldstændig slagen og flygtede til Jylland, og efter atter at have samlet en Skare Krigsfolk angreb han på ny Sejrherren, men hans Mænd blev alle fældede, og han flyede ganske ene, som den Ø, der har fået Navn efter ham, bærer Vidne om. Da han nu skjønnede, at Lykken ikke altid svarer til Kækheden, og efter det dobbelte Nederlag, han havde lidt, så' sig berøvet næsten alle sine Tropper, slog han sig på Svig og drog til Fridlev, efter at have gjort sit Ansigt ukjendeligt, i den Hensigt at vinde hans Fortrolighed og så søge Lejlighed til at dræbe ham. Kongen tog imod ham, og i nogen Tid skjulte han sit Forsæt under Trælledonts Skin, thi han udgav sig for at være Saltsyder og gjorde det laveste Arbejde sammen med de Trælle, der var sat til de smudsigste Sysler; han var også altid den sidste til at sætte sig til Bords og vilde aldrig bade sig, for at ikke hans mange Ar skulde røbe ham, når han viste sig nøgen. Da Kongen for at berolige den Mistanke, han havde fattet til ham, tvang ham til at gå i Bad og kjendte sin Fjende på Arrene, sagde han: "Sig mig, du skjændige Røver, hvorledes vilde du have handlet med mig, dersom du klarlig var kommen på det rene med, at jeg stræbte dig efter Livet?" Hertil svarede den bestyrtede Hjarne: "Når jeg havde grebet dig, vilde jeg have æsket dig til Tvekamp, for at du kunde få bedre Lejlighed til at gjøre Beskyldningen til intet". Fridlev tog ham strax på Ordet, æskede ham til Tvekamp, fældede ham og begrov Liget i en Høj, der bærer den faldnes Navn.

Kort efter opfordrede Fridlevs Mænd ham til at tænke på at indgå Ægteskab for at få Afkom, men han holdt det for bedst at forblive i ugift Stand og anførte som Vidnesbyrd derfor sin Fader Frode, hvis Hustru ved sin Letsindighed havde påført ham så stor Vanære. Til sidst gav han dog efter for alles vedholdende Bønner og skred til at skikke Sendemænd til Kong Amund af Norge for at bejle til hans Datter. En af dem, Frok hed han, omkom undervejs i Bølgerne, og ved hans Død skete der et sælsomt Vidunder, thi da Bølgerne slog sammen over ham, vældede der Blod op fra Dybet og lagde en usædvanlig rød Farve over hele Havets Overflade, således at den efter kort forinden at have været hvid af Skummet, som Stormen piskede, nu svulmede med purpurrøde Bølger og sås antage en Farve, der stred imod dens Natur. Amund afslog uvægerlig Kongens Bejlen og behandlede Sendemændene på en hånlig Måde, og Grunden dertil var, sagde han, den Underkuelse, hvormed Frode fordum så hårdt havde trykket Norge. Men Frogerd, således hed Amunds Datter, tog ikke blot Hensyn til Fridlevs Herkomst, men ærede hans berømmelige Gjerninger og gav sig til at bebrejde sin Fader, at han lod hånt om at tage en Mand til Svigersøn, som i alle Måder var en fuldkommen Ædling, hvem det ikke skortede på Tapperhed og hvis Byrd var ulastelig. Hun tilføjede også, at det vidunderlige Udseende, Havet havde antaget, da Bølgerne pludselig forvandledes til Blod, tydede hun som et Varsel om Nederlag for Norge og Forjættelse om Sejr for Danmark. Da Fridlev nu søgte ved Udholdenhed at få ham til at tage sit Afslag tilbage og atter skikkede Sendemænd derop for at bejle til hende, blev Amund vred over, at han hårdnakket blev ved at bede om, hvad han en Gang havde sagt Nej til, og lod Sendemændene dræbe for ved denne Grumhed at lægge en Dæmper på den frække Bejlers Iver. Da Rygtet om denne Overlast nåede Fridlev, tog han Halfdan og Bjørn med sig og sejlede til Norge. Amund rustede sit Lands Stridskræfter imod ham og sejlede ham i Møde med en Flåde. Fjorden, hvor de to Flåder mødtes, hedder Froksund. Her forlod Fridlev ved Nattetid sin Lejr for at spejde, og da han hørte en usædvanlig Lyd tæt ved sig som om der blev slået på Kobber, standsede han og så' op og hørte da tre Svaner synge over sit Hoved og kvæde følgende Kvad:

Hedins Snekker
Havet pløjer,
brede Bove
Brådsø bryder;
Træl imedens
tømmer Guldskål,
frådser fro
og fræk sig tér.

Herrekår
det kaldes må,
når Træl har Kongens
Søn til Tjener.
Sært kan Skæbnen
skifte Lykken,
Herrekår
med Trællekår.

Og efter at Fuglene havde kvædet det, faldt der et Bælte ned fraoven, hvorpå der var ristet Runer, som tolkede Kvadets Mening. Det var nemlig så, at Kongen i Thelemarken, som hed Hedin, havde en Søn, som en Jætte, der havde påtaget sig menneskelig Skikkelse, havde røvet, medens han gik og legede; han satte ham til at ro og sejlede med sit Skib over til den anden Bred, just som Fridlev på sin Spejderfærd kom forbi. Kongen kunde ikke finde sig i, at han lod den fangne Dreng trælle for sig, og hans Hu stod til at fratage Røveren hans Bytte. Drengen sagde til ham, at først og fremmest måtte han tale Jætten til med grove Ord, han vilde lettere få Bugt med ham, hvis han først tirrede ham med Nidvers. Fridlev kvad da:

Est du en Jætte,
som ingen kan kue,
du, som dit Hoved
mod Himlen støder?
Hvi svinger du da
så svagt et Sværd
og løfter en Lanse
så let og lille?

Snart skal jeg sløve
dit svage Sværd,
fejge Fæ,
jeg fælder dig flux;
du usle Øg,
som Mod ej ejer,
for mig som skjælvende
Skygge skal fly.

Krop du har,
men Kryster er du;
lidet dit Mod
dit Legem ligner.
Hæder og Ære
har du forlist,
blandt gjæve Mænd
du intet gjælder.

Da han havde kvædet det, huggede han en Fod og en Hånd af Jætten, drev ham på Flugt og befriede Fangen. Derpå gik han til Næsset, hvor Jætten havde sit Bo, og førte alt det Guld og Gods bort, som han havde i sin Hule. Glad over dette Bytte lod han den befriede Dreng ro sig over Havet og kvad gladelig dette Kvad:

Amund, du sov,
mens Sværd vi svang,
fejg du var,
mens Fjenden vi fælded.
Trolden vi tæmmed
og tog hans Guld;
nu sæle vi sejle
på salten Vove.

Glad lad os trække
på Årerne, Gut,
til Dagen rødmer
de rørte Vande.
Frogerd skal spørge,
at Sejr vi fik,
så bliver hun Helten
huld og god.

Dagen efter fandt der et stort Sammenstød sted imellem Tropperne, og Fridlev holdt et stort og blodigt Slag med Amund, og det både til Lands og til Vands, thi ikke blot var der opstillet Fylkinger i åben Mark, men de angreb også hinanden med deres Krigsflåder. Kampen førtes med stor Blodsudgydelse, og da Bjørn så', at hans Fylking begyndte at vige, løste han sin store Hund og pudsede den på Fjenden for ved Hundebid at vinde den Sejr, han ikke kunde opnå med Sværdet. Dette påførte Fjenden et forsmædeligt Nederlag, thi en hel Fylking tog Flugten, da Hunden angreb den med Tænderne. Det er ikke let at sige, om de havde mest Skam eller Skade af den Flugt, thi Nordmændenes Konge måtte jo skamme sig over sin Hær, eftersom Fjenden kunde gjøre det af med den ved Hjælp af et Dyr, og man kan ikke lægge Fridlev til Last, at han for at bøde på sine Krigeres svigtende Tapperhed tog en Hund til Hjælp. I det Slag faldt Amund. Hans Tjener An med tilnavnet Bueskytte æskede Fridlev til Tvekamp, men Bjørn, der jo var af ringere Byrd end Kongen, vilde ikke, at denne skulde kæmpe med en ufrels Mand, og æskede derfor selv An til Kamp. Da Bjørn havde spændt sin Bue og lagde en Pil på Strængen, gjennemborede en Pil, som An udskjød, Enden af Buestrængen; strax efter fulgte en anden Pil, der gjennemborede hans Knoer, og så en tredje, der borede sig ind i Pilen, der lå på Strængen. An, som var overmåe dygtig til at skyde med Bue på langt Hold, havde nemlig med Vilje blot beskadiget sin Fjendes Våben for at vise ham, at han kunde handle ligeså med ham selv og derved få ham til at opgive sit Forsæt. Bjørn tabte imidlertid ingenlunde derfor Modet, Han lod hånt om al Legemsfare og tog Kampen op med uforfærdet Mod og uden at fortrække en Mine og syntes hverken at give An noget efter i Færdighed eller at have mistet noget af sit sædvanlige Mod. Han lod sig i ingen Måde rokke fra sit Forsæt og gav sig uforfærdet i Kamp med sin Fjende. Da de begge gik sårede ud af den, holdt de senere med lige stor Attrå efter Berømmelse en anden, ligeledes på Agdarnæs.

Da Amund var falden, og Fridlev således var bleven befriet for sin værste Fjende og havde opnået en dyb og tryg Fred, bøjede han sit barske Sind til Elskov, og efter at have vendt sine Tanker did rustede han en Flåde for at vinde den Brud, der fordum var bleven ham nægtet. Omsider gav han sig ud på Færden, men flåden blev overfalden af Vindstille, og han brød derfor ind i Bygderne for at søge Levnedsmidler. Dér tog en Mand ved Navn Grubbe gjæstfrit imod ham, og hans Datter tog han til Slegfred og avlede med hende en Søn, der blev kaldt Olaf. Da der var gået en Stund, fik han Frogerd til Ægte. Da han sejlede hjem igjen til Danmark, havde han kun en lidet heldig Rejse og blev dreven ind til Kysten af en ukjendt Ø. Her åbenbarede en Mand sig for ham i Drømme og opfordrede ham til at hæve en Skat, der var gravet ned i Jorden, og angribe Dragen, der vogtede den; for at skjærme sig imod dens Edder skulde han hylle sig i en Oxehud og værge sig imod Tændernes giftige Bid med et Skjold, der var overtrukket med Skind. For at prøve, om dette Drømmesyn havde talt sandt, angreb han Dragen, da den kom op af Vandet, og kastede længe forgjæves Spyd mod dens skjællede Side, thi Spydene prellede af imod den hårde Skal, der dækkede dens Legem. Men Dragen snoede sig mangefold, rykkede Træerne, den slog sin bugtede Hale om, op med Rode og hulede ved sine mange Vridninger Jorden helt ned til den faste Klippe, så der på begge Sider blev Banker, ligesom man på sine Steder ser to Høje lige over for hinanden med en Dal imellem. Da Fridlev nu skjønnede, at den øverste Del af Utyskets Krop ikke var til at få Bugt med, gik han løs på den underste og borede Sværdet ind i Lysken, så Edderen væltede ud af Udyret, der vred sig i Dødskamp. Da Dragen var død, grov han Skatten op af dens underjordiske Bo og lod den føre bort på sine Skibe.

Ved Nytårstid fik Fridlev, skjønt det holdt hårdt, stiftet Forsoning imellem Bjørn og An, der gjentagne Gange havde holdt Tvekamp, og fik dem til at slutte Venskab i Steden for at hade hinanden. Han betroede dem også sin tre År gamle Søn Olaf til Opfostring. Han gjorde An til sin Hirdmand og gav ham sin Slegfred Juride, Olafs Moder, til Ægte, idet han mente, at hun roligere vilde finde sig i, at han forskjød hende, når hun blev gift med sådan en Kæmpe og kom til at hvile i hans kraftige Arm i Steden for i Kongens.

Det var Skik i gamle Dage at adspørge Nornerne om, hvilken Skæbne der var beskåren Børnene. Fridlev vilde da også have at vide, hvad Lykke der ventede hans Søn Olaf, og efter højtidelig at have aflagt sine Løfter gik han ind i Gudernes Tempel for at bede. Da han så' ind i Helligdommen, så' han tre Møer sidde hver på sin Stol. Den første af dem var mild af Sind og lovede Drengen Fagerhed og fuldt op af Yndest blandt Menneskene; den anden skjænkede ham som sin gode Gave en overordentlig Gavmildhed, men den tredje, der var mere ondsindet og misundelig, lod hånt om sine Søstres enstemmige Godhed og var opsat på at forringe deres Gaver, hvorfor hun føjede Nærighedens Lyde til Drengens øvrige Egenskaber, og idet de andre Velgjerninger således skæmmedes ved denne usalige Lydes Gift, føjede det sig så, at Olaf formedelst disse Gavers Forskjel fik et Tilnavn, der bar Vidne om, at hos ham var Gavmildhed parret med Karrighed. Sålunde gik det til, at denne Lyde, der knyttede sig til hans Velgjerninger, gjorde Skår i den oprindelige Ædelmodigheds Liflighed.

Da Fridlev vendte tilbage fra Norge og drog igjennem Sverige, påtog han sig af sig selv en Sendefærd og skaffede Halfdan, der endnu var ugift, Hedins Datter, som han i sin Tid havde frelst fra et Uhyre, til Ægtefælle. Imidlertid havde hans Hustru Frogerd født Frode, som fik sit Tilnavn af sin overvættes Gavmildhed. Formedelst Mindet om den Lykke, der havde hersket under hans Bedstefader, hvem hans Navn mindede om, var Frode allerede fra Vuggen og sin spæde Barndom af så elsket af alle, at han hverken fik Lov til at gå eller stå på Jorden, men stadig sad på Skjødet af Folk og blev kysset og klappet og således ikke blev givet en enkelt til Opfostring, men så at sige opfostredes af alle i Fællesskab.

Frode IV

Fridlev døde, da Frode gik i sit tolvte År, og Underkongerne i Sachsen, Sverting og Hanef, unddrog sig da den unge Konges Herredømme og prøvede åbenlyst på at gjøre Oprør. Han overvandt dem i Slag og pålagde som Straf de overvundne Folk som Tegn på Trældom at betale en Skilling for hvert Hoved. Han gik nemlig så vidt i sin Gavmildhed, at han fordoblede den Sold, Krigerne havde haft fra gammel Tid af, hvilket den Gang var en helt ny Måde at vise sig gavmild på. Og han gav sig ikke på onde og egenmægtige Fyrsters Vis Lasternes lave Tillokkelser i Vold, men stræbte ivrig efter, hvad der var nærmest til at indbringe ham Hæder, efter at gjøre alle delagtige i sin Rigdom, efter at overvinde andre i Rundhåndethed, efter at være den første i Venlighed og, hvad der er det vanskeligste, at få Bugt med Misundelsen ved ædelt Sind. Af den Grund vandt denne Yngling også inden føje Tid så stor Navnkundighed hos alle, at der ikke blot gik lige så stort Ry af ham som af hans Forfædre, men at hans Berømmelse endogså overgik, hvad de ældste Frasagn havde at melde om Fortidens Konger.

På den Tid kom en Mand ved Navn Stærkodder, Storværks Søn, der enten på Grund af sine Kræfter, eller fordi Lykken var ham god, var undsluppen alene fra et Skibbrud, i hvilket hans Stalbrødre omkom, til Frode og blev modtagen af ham som Gjæsteven formedelst sin utrolige Ypperlighed både i Henseende til Legeme og Sjæl. Efter at han en Stund havde været hos Frode og for hver Dag, der gik, var bleven stateligere udstyret, gav Frode ham omsider et prægtigt Skib og gav ham det Hverv som Viking at våge over Landets Kyster. Han havde nemlig af Naturen fået et Legeme, der overgik andre Menneskers i Ypperlighed, og hans Mod svarede i den Grad dertil, at man holdt for, at han ikke veg Pladsen for noget Menneske, hvad Tapperhed angik. Hans Navnkundighed strakte sig så vidt, at der endnu den Dag i Dag går det berømmeligste Ry af hans Bedrifter og af hans Navn. Ikke blot hos vore Fædre stod der nemlig Glans af hans udmærkede Manddomsgjerninger, men også i alle Dele af Sverige og Sachsen havde han vundet sig det herligste Ry. Efter hvad Sagnet melder, skal han være kommen til det Land, som Sverige grænser til imod Øst, hvor nu de barbariske Ester og andre Folkefærd vidt og bredt bo i Mængde. Et fabelagtigt og almindelig udbredt Sagn fortæller Ting om hans Fødsel, som strider imod sund Fornuft og ikke på nogen Måde står til Troende. Det hedder sig nemlig, at han skal have været af Jætteslægt, og at hans Nedstamning fra Utyskerne skal have røbet sig ved, at han havde en usædvanlig Mængde Hænder, men så hedder det sig fremdeles, at Guden Thor afrykkede de fire, som Naturen i sin overstrømmende Gavmildhed havde givet ham for meget, efter først at have revet Senernes Sammenføjninger over, så at han, efter at de Hænder, der gjorde ham til et Utyske, var tagne bort, kun havde to tilbage, og at hans Legeme, der før var svulmet op til jætteagtig Størrelse og som Følge af Hændernes unaturlige Antal så' ud som en Jættes, fra da af blev tvunget ned i en bedre Skikkelse og holdt inden for menneskelig Størrelses Grænser. Der var nemlig i gamle Dage Folk, som var drevne i Trolddomskunster, nemlig Thor og Odin og adskillige andre, som med sære Koglerier forstod at lave Øjenforblindelse og derved vandt de enfoldige Sjæle og begyndte at gjøre Krav på guddommelig Rang. Det var især Norge, Sverige og Danmark, de hildede i den tåbeligste Lettroenheds Garn, og som de, ved at anspore disse Lande til at yde dem Tilbedelse, besmittede med deres Bedrageri. Virkningerne af deres Løgne gik nemlig så vidt, at alle andre ærede en vis guddommelig Magt i dem, holdt dem for at være Guder eller i Pagt med Guderne, opsendte højtidelige Bønner til disse Trolddoms Ophavsmænd og omfattede en vanhellig Vildfarelse med den Ærefrygt, der skyldes den sande Religion. Deraf kommer det, at Ugedagene hos os fører Navn efter dem, medens det er vitterligt, at de gamle Romere opkaldte Dagene hver for sig enten efter deres Guders Navne eller efter de syv Planeter. Af selve Navnene på Dagene fremgår det imidlertid tydeligt, at de, der dyrkedes af vore Forfædre, ikke var de samme, som de gamle Romere kaldte Jupiter og Mercurius, eller som Grækenland og Latium ydede en af Overtro opfyldt Hyldest. De Dage, som hos os kaldes Thors eller Odins Dag, kalde de nemlig Jupiters eller Mercurius'. Dersom vi nu i Henhold til den anførte Fortolkning antage Thor for Jupiter og Odin for Mercurius, følger deraf, hvis vore Forfædre, som almindelig holdt for, at Thor var Odins Søn, stå til Troende, at Jupiter var Mercurius' Søn. Men da Romerne nu tværtimod forsikrer, at Mercurius er Jupiters Søn, bliver der ikke andet for, hvis de har Ret i deres Påstand, end at vi må antage, at Thor har været en anden end Jupiter og Odin forskjellig fra Mercurius. Der er dem, som mener, at de Guder, som vore Forfædre dyrkede, kun havde Gudenavnet til fælles med dem, der dyrkedes i Grækenland og Latium, men at de, da de så omtrent var jævnbyrdige med disse i Værdighed, lånte Dyrkelsen tillige med Gudenavnet fra dem. Dette må være nok sagt om Danmarks Guder i gamle Dage. Jeg har kortelig fremsat dette i al Almindelighed, for at Læserne klarlig kan se, hvilken Gudsdyrkelse vort Fædreland havde, da den hedenske Overtro herskede her. Nu tager jeg Tråden op igjen, hvor jeg slap den. De gamle fortæller, at Stærkodder, som jeg omtalte ovenfor, lod sine Bedrifters Førstegrøde tjene Guderne til Behag, idet han dræbte den norske Konge Vikar. Hermed hang det efter nogles Sigende således sammen: Da Odin i sin Tid vilde, at Vikar skulde dø en ynkelig Død, men dog ikke åbenlyst vilde undlive ham, skjænkede han Stærkodder, som allerede udmærkede sig ved sin usædvanlige Størrelse, ikke blot Manddomsmod, men også Evne til Skjaldskab, for at han skulde være så meget villigere til at være ham behjælpelig med at fuldbyrde Kongens Drab, thi det håbede han af ham til Tak for den Ære, han viste ham. Af samme Årsag skjænkede han ham også tre Mands Levetid således, at han i hver af dem skulde begå en Niddingsdåd; for disse Ugjerningers Skyld forlængede han således hans Liv. Stærkodder drog strax til Vikar, dvælede en Stund hos ham og skjulte det Forræderi, han pønsede på, under påtagen Underdanighed. Omsider drog han på Vikingetog sammen med ham. Da de et Steds længe blev hjemsøgte af voldsomme Storme, der i den Grad hindrede Sejladsen, at de måtte ligge stille største Delen af Året, mente de, at der måtte Menneskeblod til for at forsone Guderne. De lagde derfor Lodder i en Krukke, og Lodden faldt da således, at Kongens Liv krævedes som Offer. Stærkodder lavede da en Løkke af Vidjer og lagde den om Halsen på Kongen; han skulde blot tilsyneladende lide Døden og hænge en stakket Stund, sagde han, men Løkken var så fast, at den gjorde sin Skyldighed, så Vejret gik fra Kongen, medens han hang, og inden Dødskampen endnu var endt, røvede Stærkodder ham med sit Sværd den Smule Liv, han havde tilbage, og åbenbarede således sin Troløshed, da han burde have bragt ham hjælp. Jeg anser det ikke for fornødent at drøfte det Sagn, der går ud på, at de smidige Vidjer pludselig hærdedes, så Løkken blev, som om den var af Jærn. Derpå bemægtigede han sig Vikars Skib og sejlede, i den Agt at lægge sig efter Vikingsfærd, til en Mand, der hed Bemund og var den ypperste Viking i Danmark; Bemunds Stalbroder Frakk var nemlig bleven kjed af Vikingelivets Besværligheder og havde trukket sig ud af Samlaget med ham imod efter Aftale at udrede en Sum Penge. Stærkodder og Bemund lagde så megen Vind på Ædruelighed, at de, efter hvad der fortælles, aldrig nød nogen rusende Drik, for at ikke Afholdenheden, der er det Bånd, som holder fastest på Tapperheden, skulde lægges øde af Overdådighed. Efter at have hærjet vidt og bredt trængte de ind i Rusland for også at underkue det, og Landsens Folk, som ikke turde fortrøste sig til deres Mure eller Våben, søgte at standse Fjendernes Fremgang ved at lægge usædvanlig spidse Fodangler i Vejen for dem for på den Måde at standse dem, hvis Fremgang de ikke på anden Måde kunde hindre, og for at Jorden lønlig kunde såre dem i Fodsålerne, som de var bange for at møde med deres Hær i åbent Slag. Men ikke engang en sådan Hindring formåede at holde Fjenden tilbage, thi Danskerne var listige nok til at gjøre Russernes Værk til spildt Umage. De tog nemlig strax Træsko på og trådte med uskadte Fødder på Spidserne under deres Fodsåler. Disse Fodangler var således indrettede, at de havde fire forskjellige Spidser, som var således anbragte, at de, til hvilken Side de end faldt, stadig stod fast på tre Ben. Derpå trængte de ind i de tætte og uvejsomme Skove og drev Russernes Fyrste Flokke bort fra de Smuthuller imellem Bjærgene, han havde søgt Tilflugt til, og her gjorde de så meget Bytte, at der ikke var én af dem, som ikke vendte tilbage til Flåden belæsset med Guld og Sølv.

Da Bemund var død, blev Stærkodder formedelst sin Tapperhed til kaldt af Bjarmelandskæmperne, og blandt dem øvede han mange mindeværdige Bedrifter, hvorpå han drog til Sverige, hvor han lod Hvile falde på sig i syv År hos Frøs Sønner. Omsider drog han fra dem til Hakon, Statholderen i Danmark; da han opholdt sig i Upsal, på den Tid Ofringerne fandt Sted, blev han nemlig led ved de kvindagtige Danse, Bifaldet, Gjøglerne høstede ved deres Skuespil, og Bjældernes blødagtige Lyd, hvoraf det fremgår, hvor fjærnt hans Sind var fra al Yppighed, eftersom han ikke engang kunde holde ud at se derpå, i den Grad er Blødagtighed Tapperheden imod. Desårsag sejlede han sammen med Hakon til Irland, for at selv de fjerneste Riger i Verden ikke skulde undgå at føle Danskernes Våben. På den Tid var der en Konge på Øen, som hed Huglet. Skjønt han havde et velfyldt Skatkammer, var han dog så befængt med Gjerrighed, at han, da han en Gang forærede et Par Sko bort, som en kunstfærdig Håndværker sirlig havde udstafferet, tog Båndene af og således forvandlede Gaven til en Hån og ved denne stygge Adfærd forringede dens Værdi således, at han fik Had til Tak for den. Han plejede da heller aldrig at vise Gavmildhed imod nogen gjæv Mand, men gjorde kun godt imod Gjøglere og Pudsenmagere, thi da han selv var en lumpen Sjæl, var det i sin Orden, at han søgte fortrolig Omgang med andre lumpne Sjæle, og at han, der var besmittet med Laster, lokkede og sleskede for Folk af samme Slags. To Ædlinger af udmærket Tapperhed havde han dog, Geigad og Svibdag, der ved deres herlige Krigsbedrifter lyste imellem deres blødagtige Stalbrødre som Ædelstene på en Mødding. De var da også de eneste til at forsvare Kongens Skatte. Da Kampen imellem Huglet og Hakon begyndte, brød Gjøglerne, hvis Letsindighed også gjorde deres Legemer svage, i deres Forfærdelse Rækkerne og tog skammelig Flugten, og det var al den Tak, Kongen fik af dem for de Velgjerninger, han havde bevist dem, men Geigad og Svibdag holdt ene Stand imod de mange fjendtlige Krigere og kæmpede med en så utrolig Tapperhed, at de ikke syntes at gjøre to Mands Gjerning, men en hel Hærs. Geigad tilføjede Hakon, der trængte hårdt ind på ham, et så vældigt Sår i Brystet, at det øverste af Leveren blev hugget af. Det var også ved den Lejlighed, at Stærkodder, da han trængte ind på Geigad med sit Sværd, fik et svart Sår i Hovedet; han sagde senere i et Kvad, at værre Sår havde han aldrig fået, thi skjønt Huden udenpå groede sammen igjen over det kløvede Hoved, blev der siddende en slem Buldenskab i Såret underneden. Da Huglet var overvunden og fældet og Irlænderne drevne på Flugt, lod Stærkodder alle dem af Gjøglerne, der var bleven fangne, piske, thi han mente, at det sømmede sig bedre at straffe en Flok Gjøglere på en latterlig Måde ved at lade dem miste deres Hud end ved at fare så grumt frem imod dem at lade dem straffe på Livet. Således lod han den lumpne Bande, der drev Gjøglerhåndværk, lide en forsmædelig Straf og nøjedes med at revse den med vanærende Piskeslag. Derpå bød Danskerne, at Kongens Skatte skulde tages ud af Skatkammeret i Byen Dublin og overgives til almindelig Plyndring, thi så store Skatte fandtes der, at ingen brød sig synderligt om, at de blev ligelig delte.

Derefter blev Stærkodder sammen med Slavernes Fyrste Vine sendt ud for at hindre Østerlændingerne i at falde fra. De kæmpede med Kurlænderne, Semberne, Sangalerne og til sidst med alle Østerlændingernes Hære og vandt vidt og bredt berømmelige Sejre. En Kæmpe ved Navn Visin, som der gik stort Ry af, havde i Rusland slået sig ned på et Fjæld, der hedder Anefjæld, og hjemsøgte Landene nær og fjærn med alskens Udstyr. Han havde for Skik at døve Od og Egg på ethvert Våben blot ved at se på det, hvis Årsag han, da han havde mistet al Frygt for Sår, blev så dumdristig, at han endogså bortførte anselige Mænds Hustruer i Mændenes Påsyn og voldtog dem. Opbragt ved Rygtet om disse Skjændselsgjerninger drog Stærkodder til Rusland for at dræbe denne Ildgjerningsmand og da han mente, at ingen Kamp var så hård, at han jo nok skulde bestå den, udæskede han Visin til Tvekamp og fældede ham efter at have berøvet ham den Fordel, hans Kunster gav ham. Han havde nemlig overtrukket sit Sværd med en ganske tynd Hud, så at det ikke var til Syne for Troldmanden, og hverken hans Trolddomskunsters Magt eller hans vældige Kræfter hjalp Visin noget, han måtte ligge under for Stærkodder. Derefter overvandt han i Byzanz, stolende på sine Legemskræfter, i Tvekamp en Kæmpe ved Navn Tanne, der havde Ord for at være uovervindelig, og drev ham i Landflygtighed til ukjendte Egne af Verden, og da ingen Vanskæbne nu havde været mægtig nok til at kunne unddrage hans Kræfter Sejren, drog han til Polen og overvandt der i Tvekamp en Kæmpe, som Danskerne kalder Vaske, men Tyskerne med nogen Forandring af Bogstaverne Wilzce.

Imidlertid begyndte Sachserne at pønse på Frafald og særlig at overveje, hvorledes de uden at indlede sig i åben Krig kunde få Bugt med Frode, der hidtil var uovervunden i Krig. Da de mente, at det bedst lod sig gjøre ved at holde Tvekamp med ham, skikkede de Sendemænd til ham, der skulde udæske ham, eftersom de vidste, at han stadig var rede til at udsætte sig for enhver Fare, og at hans ædle Sjæl ikke vilde undslå sig for nogen som helst Udfordring. De mente, at det var bedst at angribe ham nu, da de hørte, at Stærkodder, hvis Tapperhed de fleste var bange for, havde Ærind anden Steds. Men medens Frode tøvede med Svaret, som han sagde, han måtte tale med sine Venner om, vendte Stærkodder hjem fra Vikingetog, og han havde især det at indvende imod denne Udfordring, at det sømmede sig kun for Konger at holde Kamp med deres Ligemænd; det gik ikke an, sagde han, at de indlod sig på det med Mænd af Folket; det var bedre, at han, der var af ringere Byrd, tog den Dyst på sig. Sachserne gik da til Hame, der havde Ry for at være deres ypperste Mand i alle Legemsidrætter, gjorde ham mange Løfter og bød ham hans egen Vægt i Guld, hvis han vilde påtage sig den Tvekamp. Kæmpen lod sig lokke af det meget Guld, og i krigersk Optog ledsagede de ham til den bestemte Kampplads. Danskerne fulgte i krigersk Skrud Stærkodder, der skulde gå i sin Konges Sted, samme Steds hen. Hame, som i Tillid til sin Ungdom lod hånt om sådan en vissen og affældig Olding, foretrak at tage Tag med ham fremfor at angribe ham med Våben. Da han gik løs på ham, vilde han have kastet ham til Jorden, hvis ikke Lykken, som ikke vilde, at den gamle Mand skulde overvindes, havde hindret, at der skete ham nogen Fortræd. Det hedder sig nemlig, at, da Hame slog sin Næve i ham, sank han således sammen under den, at han, støttende sig på Knæene, berørte Jorden med sin Hage. Men denne sin Vaklen tog han glimrende Oprejsning for, thi da han igjen fik rettet sig i Knæhaserne og fik Hånden fri, så han kunde få draget Sværdet, kløvede han Hame midt igjennem. Mange Jordegodser med tresindstyve Trælle på hvert blev Sejrens Løn. Efter Hames Fald blev Danskernes Herredømme over Sachserne så ublu, at de nødte dem til som Trældomstegn at betale en Skilling om Året for hvert af deres Lemmer, der var en Alen langt. Det huede Hanef ilde, og opfyldt af Begjærlighed efter at få den Skat afskaffet pønsede han på Krig. Urokkelig Kjærlighed til hans Fædreland fyldte ham for hver Dag, der gik, mere og mere med Medynk med de undertrykte, og opsat på at give Livet hen for sine Landsmænds Frihed lagde han ikke Skjul på sin Lyst til at gjøre Oprør. Frode førte Tropper over Elben og fældede ham ved Byen Hannover, der er opkaldt efter ham. Sverting derimod, som ikke var mindre bedrøvet over sine Landsmænds Nød, talte ikke om den Ulykke, der var overgået hans Fædreland, men rugede endnu mere hårdnakket end Hanef over en Plan til dets Befrielse. Man hører jævnlig Folk være i Tvivl om, hvor vidt han bør roses eller lastes for dette sit Forsæt, men jeg betragter det rent ud som forbryderisk, fordi det hidrørte fra en forræderisk Attrå efter at gjøre Oprør, thi skjønt det syntes overmåde godt at søge at skaffe sit Fædreland Friheden, burde man dog ikke stræbe efter at opnå den ved Svig og Forræderi, og da nu Svertings Dåd rent ud var uhæderlig, kan den heller ikke kaldes god; thi det er smukkere åbenlyst at angribe den, man vil til Livs, og at tilfredsstille sit Had åbenlyst end at skjule den Lyst til at gjøre Fortræd, man i Virkeligheden føler, under påtagen Venlighed. Men hvad der avles af Forbrydelse, er der ingen Ære ved, og det bærer kun kortvarig og hurtig affaldende Frugt. Thi ligesom det er en falsk Sjæl, der med hemmelige Kunster dækker over sit fule Forræderi, således er det også i sin Orden, at hvad der er Svig ved, er usikkert og skrøbeligt. Det er jo nemlig bekjendt nok, at Fals for det meste slår sin egen Herre på Hals, og således gik det også med Sverting, efter hvad Rygtet melder. Da han nemlig havde besluttet at overfalde Kongen under Påskud af at gjøre Gilde for ham og brænde ham inde, overraskede Kongen ham og fældede ham, om han end selv også måtte lade Livet for Svertings Hånd. Det føjede sig altså så, at den enes Forbrydelse voldte begges Død, og skjønt Svigen nåede sit Mål over for Fjenden, slap dens Ophavsmand dog ikke ustraffet derfra.

Ingild

Efter Frode fulgte hans Søn Ingild. Han vendte sit Sind fra alt, hvad godt og hæderligt var, vanslægtede fra sine Forfædre og gav sig helt og holdent de frækkeste Udsvævelsers Tillokkelser i Vold, så at han helt vendte sig fra, hvad rigtigt og godt var, og hengav sig til Lasten i Steden for til Dyden og forsømte, efter at have overskåret alle Afholdenhedens Sener, sine Kongepligter og blev Ypperlighedens skidne Træl. Han lagde sig i Virkeligheden efter alt, hvad der strider imod og er uforeneligt med et sædeligt Liv. Den Hæder, hans Fader og Bedstefader havde vundet, besudlede han ved til Stadighed at hengive sig til den hæsligste Vellyst, Forfædrenes strålende Ære formørkede han ved de skammeligste Gjerninger. Han var nemlig i den Grad hengiven til Frådseri, at han hverken brød sig om at hævne sin Fader eller om at afværge den Uret, Fjenderne tilføjede Riget; når han blot kunde kildre sin Gane, mente han, at Mådehold og Selvbeherskelse ikke var noget at bryde sig om. Ved Dovenskab og Uvirksomhed besmittede han sit herlige Stamtræ, idet han førte et løsagtigt og vellystigt Liv, og hans Lyst var at styrte sin vanslægtede Sjæl, der vandrede ad Vildveje, som var langt borte fra dem, hans Fædre havde vandret ad, i Lasternes hæsligste Svælg. At træffe sit Valg imellem Fuglekræmmere, Køgemestre, Stegepander, de mangfoldige Steder, hvor der tilberedtes Midler til at kildre Ganen, de forskjellige Mestre til at stege og krydre Maden stod for ham som det, man vandt Hæder ved. Derimod Våbenfærdighed, Krigsvæsen eller Krig kunde han hverken selv finde sig i at uddanne sig i eller tåle, at andre lagde sig efter. Således forsømte han alle mandige Idrætter og lagde sig i Stedet for efter kvindelige, thi hans Ganes stadige Trang til at blive kildret gjorde ham indtagen i al Slags Køkkenos. Stadig ræbende af sin Rus og blottet for den mindste Smule Ædruelighed røbede han ved sin stinkende Ånde den ufordøjede Råddenskab, hans Bug var fuld af. Han var i sin Overdådighed lige så vederstyggelig, som Frode havde været ypperlig i Krig, i den Grad havde Ganens utidige og fordærvelige Pirring svækket hans Sjæl ved de stadige Nydelser. Stærkodder væmmedes så stærkt ved hans Umådeholdenhed, at han opgav Venskabet med ham og søgte Samlag med Svenskekongen Halfdan, idet han foretrak at tage sig noget for fremfor at gå ledig. Så stærkt var det ham imod blot at give sit Minde til Overdådighed. Svertings Sønner, som var bange for, at Ingild skulde hævne den Udåd, der var bleven øvet imod hans Fader, gav ham deres Søster til Ægte for ved denne gode Gjerning at forebygge Hævnen. De gamle siger, at hun fødte ham Sønnerne Frode, Fridlev, Ingild og Olaf, af hvilke somme dog påstår, at den sidste var Søn af hans Søster.

En Guldsmed af ringe Herkomst, men som var dreven i Smiger og udstyret med forskjellige af de Småegenskaber, hvorved Kvinders Attrå især vækkes, havde ved sit forelskede Væsen fået Kongens Søster Helga til at skjænke sig Gjenkjærlighed. Efter Kongens Død havde der nemlig ingen været, som ærede Faderens Fortjenester i hans Afkom, og hun havde derfor været uden Optugtelse og Formyndere. Da Stærkodder ved rejsendes stadig gjentagne Beretninger var kommen under Vejr hermed, kunde han ikke finde sig i, at Smedens Frækhed skulde gå ustraffet hen, thi ligesom han stadig mindedes de Velgjerninger, han havde nydt, var han altid rede til at straffe Frækhed. Han skyndte sig da med at give sig i Lag med at revse en så uhørt Frækhed, opsat på at gjengjælde den forældreløse Pige de Velgjerninger, hendes Fader havde vist ham. Han drog derfor gjennem Sverige og kom til Smedens Hus, hvor han tog Stade tæt ved Dørtærskelen efter at have trukket Hatten ned over Øjnene for ikke at blive kjendt. Smeden, som ikke var tilstrækkelig fortrolig med det gamle Ord: "Tit skjuler dårlig Kappe stærke Hænder", skjældte ham ud og bød ham skyndsomst forføje sig bort, han skulde få de sidste Stumper, der blev tilovers af det, Tiggerne fik at spise, sagde han. Den gamle Mand, hvis indgroede Selvbeherskelse gav ham Tålmodighed, havde imidlertid nok Lyst til at blive, hvor han var, og efterhånden komme på det rene med sin Værts Frækhed; hans Fornuft var nemlig større end hans Hidsighed og holdt hans stigende Vrede i Tømme. Så gik Smeden med åbenlys Frækhed hen til Pigen, smed sig i hendes Skjød og bød hende kæmme hans Hår med sine Jomfruhænder. Så tog han Skjorten til Side og forlangte, at hun skulde fange Lopper på ham, at hun, en Kvinde af den ypperste Byrd, uden at rødme skulde røre med sine Fingre ved hans skidne Skjorte. Så vovede han i den Tro, at han havde Lov til at gjøre, hvad hans Lyst drev ham til, at stikke sine lystne Hænder inden for hendes Kjortel og tage hende på Brystet, men hun havde ved at se nærmere til fået Kjending af den gamle Mand, som hun kjendte fra fordums Dage, og følte sig skamfuld; hun vilde ikke vide noget af den frække, vellystige Befamlen at sige og skubbede de ukyske Hænder til Side, hvorhos hun lod Smeden vide, at nu havde han Våben nødig, og bød ham holde op med sin lystne Leg. Stærkodder, som havde siddet ved Døren med Hatten ned over Øjnene, var allerede bleven så opbragt ved dette Syn, at han ikke længer kunde styre sig, men kastede sin Kappe og greb med højre Hånd om Sværdet for at drage det. Smeden, som ikke forstod sig på andet end Liderlighed, vaklede i pludselig Angst, og da han så', at nu trak det op til Slagsmål, opgav han alt Håb om at forsvare sig og så' den eneste Redning i Nøden i Flugt. Men nu var det lige så vanskeligt at slippe ud af Døren, som Fjenden passede på, som det var farligt at bie på Drabsmanden inde i Huset. Omsider var han nødt til at gjøre en Ende på sin Tøven, og han mente da, at en Fare, som der dog var en, om end ringe, Mulighed for at slippe igjennem, var at foretrække for en sikker og umiskjendelig Fare. Han greb da til Flugt, fordi det tyktes ham muligvis at kunne hjælpe, og fordi det var den nærmeste Vej til Frelse, skjønt det var hårdt nok, så stor Fare som der var derved; han opgav da sin Tøven som et Onde, der ingen Hjælp var at vente af, og som uundgåelig syntes at måtte medføre Fortræd. Men lige som han nåede Tærskelen, hug Stærkodder, der stod foran Døren, Bagdelen af ham, så han tabte Fodfæstet og faldt halv død om; den gamle mente nemlig, at han omhyggelig burde undgå at bruge sine berømmelige Hænder til at slå en lumpen Askepuster ihjel, og at Vanære vilde være en hårdere Straf for hans skamløse Elskov end Døden. Der er jo nemlig dem, som holder for, at den, der får et ordentligt Smæk, bliver værre straffet end den, der bliver slået helt ihjel. Således gik det til, at Pigen, som ingen Forældre havde til at tage sig af hende, for Fremtiden førte sig op som en vel optugtet Kvinde og så at sige overtog en omhyggelig Formynders Gjerning over sig selv. Men da Stærkodder så' sig om og skjønnede, at Husets Folk var bedrøvede over den Fortræd, dets Herre nys havde lidt, overdængede han den sårede med Hånsord og begyndte at kvæde, som følger, til hans Bespottelse:

Hvorfor sørger
I så såre?
Hvi så tyst
og trist i Hallen?
Kærer I for
kjælen Husbond,
som for Brynde
Bagen misted?

Blusser ej som
før hans Elskov?
Fik det med hans
Frækhed Ende?
Kom kun frem, du
Kvindedårer,
Ord vi vil
i Venskab vexsle.

Suk og sørg
ej længer, Svende,
hæng dog ikke
så med Hov'det.
Munter vil jeg
nu jer melde,
hvi jeg kom,
og hvad jeg så'.

Bud jeg fik
om Helgas Bejler,
fik i Sinde
selv at se ham;
mest får ukjendt
Mand at se,
derfor jeg mit
Åsyn dulgte.

Så' jeg da
et sælsomt Syn,
Smeden ind i
Hallen svansed;
let på Tå
omkring ham tripped,
smiled sødt
og smisked kjælent.

Fin han var
i al sin Fore,
Bæverskind
hans Kappe bræmmed,
Brogen var
med Guld baldyret,
på hans Sko
Karfunkler skinned.

Hans Hår med broget
Bånd var bundet,
kunstig kruset,
sirlig krøllet.
Strunk og stolt
han stod i Hallen,
Stormand kjendes
strax på Tøjet.

Han, den usle
Askepuster,
Kongebarn
for Jævning kaldte.
I Jomfruskjød
den Skjelm sig slængte:
"Kæm mit Hår,
min hulde Brud.

"Kløe føler
jeg i Kroppen,
lysk mig lidt,
og lop mig, kjære",
famled så
med lystne Fingre
frækt på hendes
fulde Barm.

Strax dog Møen
Stærkod kjendte:
"Væk med Hånden!
Var dig Svend
Stærkod, tror jeg,
står ved Døren,
Ve og Vunder
vist dig venter".

Ej den Askepuster ænsed
Kongebarnets
kloge Tale:
"Frygt dog ej
en fattig Stavkarl,
Helte bærer
Helteskrud".

Flux af Balgen
fløj mit Glavind,
kløved brat
hans brede Bag.
Kongebarnet
fik en Kindhest,
Blod i stride
Strømme nøs hun.

Græd hun da
for al sin Gammen,
Blod og Tårer
brat blev blandet;
endt er nu
den usle Elskov
med den brødefulde Brynde.

Af dit Bryst jeg
Blodet kryster,
glæd dig, Mø,
det ej er Mælk.
Som en Træl jeg
flux dig solgte,
bar du under
Hjærte Barn.

Kostbar Skat
er Kvindes Rygte;
sky selv Skin,
som kan det skjænde.
Klaffer knuser
mangen Kvinde,
giv til Klaffer
aldrig Grund.

Tåbelig
og tosset var du,
lidt din Ære
kun du ænsed,
da du kyssed
slig en Karl,
elsked slig en
Askepuster.

Aldrig mer
din Æt du glemme;
husk, at du er
Frodes Datter
Runden at så
ædel Rod,
bør du kun
en Konge kåre.

Smed som Smed
jeg smæder ej,
højt jeg mangen
Smed vil hædre,
når han smeder
Sværd og Spyd,
hvasse Våben
værd at bære.

Lidet dog
den Smed jeg lider,
som kun smeder
gyldne Smykker.
Tit det røde
Guld han rapser,
Kryster jeg ham
altid kalder.

Sålunde kvad Stærkodder og havde lige så megen Fornøjelse af sine Ord som af sin Gjerning. Derefter vendte han tilbage til Halfdan, trådte med største Venskab i hans Tjeneste og aflod aldrig fra krigerske Idrætter, så han stadig vendte sin Sjæl fra Vellyst og lod den være helt optagen af Krig og Orlog.

Ingild havde to Søstre, Helga og Åse, af hvilke den første var fuldt giftefærdig, medens den anden var yngre og endnu ikke mandvoxen. En Nordmand ved Navn Helge fik Lyst til at bejle til Helga og sejlede til den Ende til Danmark. Han havde udstyret sit Skib med den største Pragt, Sejlene var guldbaldyrede, Masterne forgyldte og Tovværket purpurfarvet. Da han kom til Danmark, lovede Ingild at opfylde hans Ønske, hvis han som Bevis på sit Ry dristede sig til at tage en Dyst op med de Kæmper, der blev stillet imod ham. Det Vilkår havde Helge intet imod, han vilde gjærne gå ind på den Overenskomst, svarede han, og Fæstensøllet blev da drukket med stor Højtidelighed. Nu fortælles der, at i de Dage var ni Sønner af en Høvding på Sjælland voxet til og udmærkede sig frem for andre i Henseende til Styrke og Mod. Den ældste af dem hed Angantyr, og da han, som også bejlede til Pigen, nu erfor, at hun, som var bleven nægtet ham, var bleven lovet Helge, udæskede han ham til Kamp for at jage sin Ærgrelse bort med Sværdet. Helge gik ind på at give Møde, og det blev efter begges Ønske bestemt, at Kampen skulde finde Sted på Bryllupsdagen; det ansås nemlig af alle for en Skam og Skjændsel, når nogen vægrede sig ved at møde, når han var bleven æsket til Kamp, og på den ene Side ængstedes Helge derfor af Tanken om den Skam, det vilde være, om han holdt sig tilbage fra Kampen, og på den anden Side af Frygt for at tage sig den Dyst på, han holdt nemlig for, at det var ubilligt og i Strid med de almindelige Vedtægter for Holmgang, når det nu havde fået Udseende af, at han havde lovet ene at tage Kampen op med ni Mand. Da han nu grublede over dette, sagde hans Fæstemø, at han nødvendigvis måtte have Hjælp, og opfordrede ham til at afholde sig fra en Kamp, han ikke syntes at kunne få andet end Død eller Skam ud af, så meget mere som han ikke havde gjort nogen fast Aftale med dem, han skulde slås med, om hvor mandstærke de havde Lov til at møde. Han skulde derfor undgå den Fare og sørge for sin Sikkerhed ved at bede Stærkodder, som holdt til ovre hos Svenskerne, om at komme ham til Undsætning, han plejede altid at hjælpe Folk, der var stedt i Vånde, og førte tit ved at tage en Hånd i med Ting, der så' bedrøvelige ud, til en lykkelig Ende. Dette Råd huede Helge vel, og med et lidet Følge begav han sig da til Sverige. Da han kom til Upsal, som er den ypperste By i det Land, blev han selv udenfor, men sendte en ind, som skulde føle sig for hos Stærkodder ved at hilse ham høvisk og byde ham til Gjæst ved Frodes Datters Bryllup. Den Høflighed tog Stærkodder nu såre fortrydelig op, som om det ligefrem var en Fornærmelse; han så' hvast på den unge Mand og sagde, at hvis han ikke havde nævnt hans dyrebare Frodes Navn, skulde han være kommen til at bøde, fordi han kom med sådan tåbelig Besked til ham og bildte sig ind, at Stærkodder havde for Skik som en Hofnar eller Snyltegjæst at løbe efter Osen fra et fremmed Kjøkken for fin Levemådes Skyld. Da Tjeneren kom tilbage med den Besked, begav Helge sig til Kongeborgen, hilste den gamle i Frodes Datters Navn og bad ham være hans Stalbroder i den Kamp, han var bleven udæsket til, han mente nemlig, at hans egne Kræfter ikke vilde forslå dertil, eftersom der ikke i den Aftale, der var bleven gjort, var bleven truffet nogen sikker Bestemmelse om, hvor mange han skulde slås med. Da Stærkodder havde fået at vide, når og hvor Kampen skulde stå, optog han ikke blot hans Begjæring vel, men satte Mod i ham ved at love ham sin Bistand og bød ham drage tilbage til Danmark med sit Følge, selv vilde han så skyde Gjenvej did ad Lønstier, sagde han. Helge drog da bort, og nogle Dage efter gav Stærkodder sig på Vej, og kan man tro, hvad Rygtet fortæller, skal han have skyndt sig så stærkt, at han på én Dag tilbagelagde lige så stort et Stykke Vej som de, der var rejst forud for ham, brugte tolv Dage til, så det traf sig så, at begge Parter nåede Vejende på én og samme Tid og mødtes ved Ingilds Hus. Da Stærkodder nu der, som om han kunde være en af Tjenerne, gik langs ad Bordene, hvor Gjæsterne sad bænkede, opmuntrede de før omtalte ni Mand hverandre til den forestående Kamp, idet de med hæslige Lader udstødte gruelige Hyl i Munden på hverandre og rendte frem og tilbage som Gjøglere, ja, der er dem, som siger, at de gjøede ad den nys ankomne Kæmpe som olme Hunde. Stærkodder skjældte på dem, fordi de skabte sig så latterlig ved at skære Ansigter og gjorde sig til Nar ved således at tage Munden fuld og gabe op; det var fra sligt, sagde han, at kvindagtige Mænd i deres tøjlesløse Blødagtighed fik deres frække Liderlighed. Da han så blev spurgt, om han havde Mod til at slås, svarede han, at de kunde stole på, at han havde Kræfter til at tage det op ikke blot med én, men med så mange, de vilde stille imod ham, og da de ni hørte det, gik det op for dem, at det måtte være ham, som de havde hørt vilde komme langvejs fra for at hjælpe Helge. For at Brudekammeret kunde være under så meget sikrere Bevogtning, påtog Stærkodder sig nu også frivillig at holde Vagt ved det, og efter at have trukket Døren til, skød han et Sværd for i Stedet for Slå og stillede sig så selv på Post og sikrede således Brudeparrets Nattero. Da Helge vågnede og havde fået Søvntungheden rystet af sig, kom han i Tanker om sit Løfte og iførte sig sine Hærklæder, men da han så', at der endnu var en stakket Stund igjen, før den mørke Nat var leden, og han vilde vente til Daggry, lagde han sig atter i Sengen og gav sig til at gruble over den farlige Sag, der var så nær for Hånden, og så listede Søvnen sig atter over ham i sin Sødhed, så at han faldt i en dyb Slummer. Da Stærkodder ved Daggry kom ind og fandt ham sovende i sin Hustrus Arme, vilde han ikke forstyrre ham i hans søde Søvn ved barsk og brat at rive ham ud af den, for at det ikke skulde se ud, som om han vækkede ham af Fejghed og således afbrød deres ny søde Pagt. Han holdt altså for, at det var smukkere ene at gå Faren i Møde end at skaffe sig en Stalbroder ved at forstyrre andres Lyst, og gik stille sin Vej ud på den Hede, som på vort Sprog hedder Rolyng, hvor han uden at ænse Fjendernes Komme satte sig under Skrænten af en Høj udsat for Vind og Sne, og, som om det var mildt Forårsvejr, afførte han sig sine Klæder og gav sig til at fange Lopper; om det så var den Purpurkåbe, han nylig havde fået af Helga, kastede han den over Tornebuskene, for at ingen skulde kunne sige, at han med noget Klædningsstykke skjærmede sig imod det rasende Haglvejrs Pile. Nu kom Kæmperne hen til Højen fra den modsatte Side, søgte sig et Sted, hvor de kunde sidde i Læ for Vinden, og tændte et Bål til Værn mod Kulden. Da de ikke så' noget til Stærkodder, sendte de omsider en op på Toppen af Højen, for at han der oppe fra, ligesom fra et Vagttårn, tydelig kunde holde Øje med, når han kom. Da han var kommen helt op ad den høje Bakke, fik han nede på Skrænten Øje på en gammel Mand, som den faldende og fygende Sne havde dækket lige op til Skuldrene; han spurgte ham da, om det var ham, der skulde slås med dem, som de havde fået Løfte om, og da Stærkodder svarede Ja, det var ham, kom de andre til og spurgte, om han vilde slås med dem alle på én Gang eller med en ad Gangen. Hertil svarede Stærkodder: "Når en ynkelig Flok Hunde gjøer ad mig, plejer jeg at jage dem bort på en Gang, ikke én for én", hvorved han gav til Kjende, at han hellere vilde slås med dem alle end tage dem for enkeltvis, og at han holdt for, at de Fjender burde smædes med Ord før end med Sværd. Så begyndte Kampen, og han fældede sex af dem uden selv at blive såret, og skjønt de tre, der var tilbage, tilredte ham således med sytten Sår, at det meste af Indvoldene hang ud af Livet på ham, fældede han også dem ligesom deres Brødre. Da han nu således uden Indvolde og med svigtende Kræfter pintes af svar Tørst, krøb han i sin Attrå efter at få noget at drikke på Knæene ned til Åen tæt ved for at tage Vand af den, men da han så', at den var besmittet med Blod, væmmedes han ved dens Udseende og afholdt sig fra at drikke af det forpestede Vand. Angantyr var nemlig falden ud i Åløbet og havde farvet Vandet således med sit røde Blod, at det ikke så' ud som Vand, men som en rød Vædske, og Stærkodder holdt det derfor for hæderligere at miste sine Kræfter end at styrke dem med så led en Drik. Skjønt hans Kræfter næsten var slupne op, krøb han derfor på sine Knæ hen til en stor Sten, der lå i Nærheden, og lagde sig for en stakket Stund med Ryggen lænet op ad den; man ser endnu en Hulhed i Stenens Overflade, som om Vægten af den liggende Mands Legeme havde sat et tydeligt Mærke i den. Det Mærke tror jeg nu dog er kunstig frembragt af Mennesker, thi det tykkes mig hartad utroligt, at en Sten, der er så hård, at den ikke er til at skære i, således skulde kunne blive blød som Vox, at blot det, at en Mand rørte ved den, idet han lænede sig til den, skulde være nok til, at man kunde se, at et Menneske havde siddet der, og til at gjøre den hul for bestandig.

En Mand, som kom kjørende forbi i en Vogn og så' Stærkodder bedækket med Sår næsten over hele Kroppen, blev i lige høj Grad skrækslagen og forbavset ved dette Syn; han drejede af og kjørte hen til ham og spurgte, hvad Løn han kunde vente, i Fald han tog sig over at helbrede hans Sår. Stærkodder vilde nu hellere pines af sine svare Vunder end tage imod Hjælp af lumpne Folk, og han vilde derfor have Besked om Mandens Herkomst og hvad han levede af. Da han hørte, at han gjorde Tjeneste som Bysvend, lod han det ikke være nok med at foragte ham, men gav sig til at skjælde ham Huden fuld, fordi han satte al Hæder og Ære til Side og gav sig af med sådan en smudsig Bestilling, besmittede hele sit Liv med Vanære, holdt Fattigfolks Fortræd for egen Vinding, aldrig troede på nogens Uskyld, stadig var rede til at rejse uretfærdig Anklage imod alle og enhver, aldrig var gladere, end når der vederfores andre noget sørgeligt, og aldrig gjorde sig mere Flid med nogen Ting, end når det gjaldt om lumskelig at udspejde, hvad alle andre tog sig for, og svigefuldt søge Lejlighed til at gå i Rette med uskyldige Menneskers Måde at være på. Da Bysvenden var kjørt, kom der en anden, som ligeledes tilbød Hjælp og Lægedom; ham bød Stærkodder også ligesom den forrige gjøre Rede for sine Vilkår, og han sagde da, at han var gift med en anden Mands Trælkvinde og gjorde Markarbejde for hendes Herre for at kjøbe sin Kone fri. Heller ikke hans Hjælp vilde Stærkodder vide noget af at sige, fordi, sagde han, han burde skamme sig over sit Ægteskab, eftersom det var en Trælkvinde, han havde giftet sig med; havde der været nogen Ære i ham, vilde han i det mindste have holdt sig for god til at pleje Omgang med anden Mands Trælkvinde, men delt sin Ægteseng med en fribåren Kvinde. Hvor store Tanker må vi ikke gjøre os om denne Mands Højsind, eftersom han, skjønt han befandt sig i den største Livsfare, viste sig lige så stor i Henseende til at vrage Hjælp, som han havde vist sig i Henseende til at tage imod Sår! Da Manden var gået, kom en Kvinde forbi; hun gik hen til Stærkodder og vilde aftørre hans Sår, men han bød hende først gjøre Rede for sin Herkomst og hvad hun tog sig for, og hun sagde da, at hun var Trælkvinde og plejede at arbejde i Møllen. Da Stærkodder fremdeles spurgte, om hun havde Børn, og hun svarede, at hun havde et Pigebarn, bød den gamle hende gå hjem og give sin skrålende Tøs Bryst, thi han holdt det for ganske utilbørligt at tage imod Hjælp af en Kvinde af den laveste Stand; han vidste også, at hun duede bedre til at nære sit eget Kjød og Blod med Mælk end til at læge andre Folks Sår. Da hun var gået, kom en ung Mand kjørende. Da han så' Oldingen, kom han hen og vilde forbinde hans Sår, og da Stærkodder spurgte ham, hvem han var, svarede han, at han var en Bondesøn og selv gjorde Bondearbejde. Stærkodder priste hans Herkomst og sagde, at hans Gjerning var al Ære værd, thi Folk, som ikke kjendte til anden Vinding end den, de erhvervede sig i deres Ansigts Sved, måtte visselig synes at fortjene deres Livs Ophold ved ærligt Arbejde; han holdt også for, at Bondelivet med Rette burde foretrækkes for den mest glimrende Velstand, eftersom dets sunde og herlige Frugter sås at være fremspirede og udviklede i et tarveligt Livs Skjød, lige langt fra Pragt og Usselhed. Han vilde imidlertid ikke undlade at skjænke den unge Mand en Gave for hans Venlighed og gav ham derfor Kåben, han havde kastet over Tornebuskene, som Løn for den Agtelse, han havde vist ham. Bondesønnen kom da helt hen til ham, lagde de Dele af Maven, der var bleven afrevne, på Plads igjen og bandt de udfaldne Indvolde op med Vidjer. Derpå lagde han den gamle Mand op i Vognen og kjørte ham med den største Ærbødighed tilbage til Kongeborgen.

Imidlertid begyndte Helga at tale sin Mand til med såre varsomme Ord. Hun vidste, sagde hun, at Stærkodder, så snart han kom tilbage efter at have overvundet Kæmperne, vilde revse ham, fordi han ikke havde givet Møde; han vilde være af den Formening, at han mere havde givet efter for Fejghed og Lyst end holdt, hvad han havde lovet med Hensyn til den aftalte Kamp. Han burde derfor drabelig sætte sig til Modværge imod ham, thi dem, der viste sig tapre, plejede han at skåne, de fejge derimod hadede og afskyede han. Helge agtede ikke mindre på, hvad hun rådede ham til, end på, hvad hun forudsagde ham, og gjorde sig stærk både på Legeme og Sjæl, opsat på at vise Mands Mod og Hjærte. Da Stærkodder kom til Kongeborgen, sprang han uden at ænse den Smerte, hans Sår voldte ham, hurtig af Vognen, slog Døren til Brudekammeret ind med Næven og brød derind, som om hans Legeme var uskadt fra Top til Tå. Helge sprang da, som hans Hustru havde rådet ham, ud af Sengen og huggede ham med Sværdet i Panden, og da det så' ud til, at han vilde til at svinge Sværdet igjen, opsat på at give ham et Sår til, sprang Helga skyndsomst ud af Sengen, greb et Skjold og holdt det for og frelste således den gamle Mand fra den truende Død, thi Helge hug så drabelig til, at hans Sværd kløvede Skjoldet helt ned til Skjoldhulen. Således kom denne prisværdige Kvinde sin Ven til Hjælp med sin Snildhed og skjærmede med sin Hånd den, hun havde vildt Fortræd med sit Råd, og som hun værnede sin Husbond med Råd, værnede hun Oldingen med Dåd. Dette bevægede Stærkodder til at skjænke Helge Liver; når en Mand ved tydelige Beviser på Tapperhed lagde Mod og Mands Hjærte for Dagen, burde han spares, sagde han; thi den, hvis ædle Sjæl udmærkede sig ved sådant Mod til at værge for sig, havde ingenlunde fortjent Døden.

Stærkodder vendte tilbage til Sverige, inden der endnu var bleven gjort noget for at helbrede hans Sår med Lægemidler, og inden der var kommet Ar på noget af dem. Dér var Halfdan bleven dræbt af sine Medbejlere, og efter at have kuet visse Folks Oprør indsatte Stærkodder hans Søn Sigvard som Arving i hans Faders Herredømme. Hos ham blev han en Stund, men da det Rygte bredte sig, at Ingild, den svigefuldt dræbte Frodes Søn, var så lavsindet, at han i Steden for at straffe sin Faders Drabsmænd viste dem Godhed og Venskab, blev han, da han hørte det, optændt af Harme over så gruelig en Brøde, og i sin Sorg over, at en Yngling med så herlige Anlæg havde glemt, at han var Søn af så berømmelig en Fader, tog han en stor Sæk Kul på Nakken, som om det var en kostelig Byrde, og begav sig på Vej til Danmark. Når Folk, han mødte på Vejen, spurgte, hvorfor han bar på sådan en usædvanlig Byrde, svarede han, at de Kul vilde han bruge til at hvæsse Kong Ingilds Sløvhed med. Ad korte Gjenveje tilendebragte han hurtig sin Rejse, over Hals og Hoved, så at sige i ét Åndedræt, og da han omsider kom til Ingilds Hus, gik han, som han havde for Skik, op og satte sig på de ypperstes Bænk, thi hos det sidste Slægtleds Konger var han vant til at blive holdt i den højeste Anseelse. Da Dronningen kom ind og så' ham bedækket med Smuds og iført simple og snavsede Bondeklæder, fik hans hæslige Udseende hende til at tage sig det alt for let med at danne sig en Mening om Gjæsten, hun dømte Manden efter Klæderne, skjældte ham ud for hans Dumhed, at han havde taget Sæde over sine Overmænd og taget en Plads, han med sine Bondeklæder var uværdig til, og bød ham rømme den, for at han ikke skulde røre ved Hynderne med sine Klæder, der var uslere, end sømmeligt var. Hun tog nemlig i sin Uvidenhed om, at stundom lyser Sjælen herligere i et Højsæde end Klæderne, det for Dumhed og Frækhed, som han gjorde af Stolthed. Den tapre gamle Mand adlød, skjønt han blev fortrydelig over således at blive vist af, slugte med udmærket Selvbeherskelse Fornærmelsen, som hans Tapperhed så lidet havde fortjent og bar den Tort, der tilføjedes ham, uden at svare eller kny. Helt kunde han dog ikke skjule sin bitre Harme. Idet han nemlig rejste sig og gik ned i den nederste Ende af Hallen, kastede han hele sit Legemes Vægt så voldsomt imod Væggenes Egebjælker, at Huset var lige ved at ramle sammen ved den umådelige Rystelse, Bjælkerne fik. Således gav han med ubønhørlig Strænghed sin Harme Luft over for Dronningens fornærmelige Ord, opbragt ikke blot over, at han var bleven vist af, men også over den Tort, at hun havde revet ham i Næsen, at han var fattig. Da Ingild kom hjem fra Jagt, tog han ham nærmere i Øjesyn, og da han så', at han hverken så' sig fornøjet om eller viste ham Ærbødighed ved at rejse sig, skjønnede han af Rynkerne i hans Pande, at det var Stærkodder. Da han nemlig så' den hårde Hud, Krigerlivet havde givet hans Hænder, Arrene foran på Brystet og den hvasse Kraft i hans Blik, gik det strax op for ham, at en Mand, hvis Legeme bar Mærker af så mange Sår, ikke kunde have en svag Sjæl. Han skjændte derfor på sin Hustru og formanede hende strængt til at lade sin hovmodige Vrede fare, til ved Smiger og forekommende Betjening at formilde ham, hun havde skjældt ud, til at kvæge ham med Mad og Drikke og fornøje ham med venlig Tiltale; hans Fader, sagde han, havde i sin Tid sat denne Mand til at være hans Formynder, og han havde på den kjærligste Måde våget over ham i hans Barndom. Da hun nu for sent lærte Oldingens Sind at kjende, slog hun om fra Barskhed til Mildhed og gjorde ved ivrig at betjene ham Stads af den, hun havde krænket ved at vise ham bort og såret med grove Skjældsord; hun, som havde været en opbragt Værtinde, begyndte nu på det ivrigste at gjøre sig behagelig og søgte at formilde hans Vrede ved at vise sig opmærksom imod ham, så man bør regne hende hendes Vildfarelse så meget mindre til Last, som hun var hurtig til at opgive den, efter at hun var bleven vist til rette. Men hun kom alligevel til at bøde hårdt for den, thi det Sted, hvor hun havde beskæmmet den tapre gamle Mand ved at vise ham bort fra hans Sæde, fik hun senere at se bestænket med hendes dræbte Brødres Blod.

Om Natten holdt Ingild Måltid sammen med Svertings Sønner, og det blev det kosteligste Gilde, thi Bordene bugnede under herlige Retter. Han søgte ved venlig Opfordring at formå den gamle Mand til ikke at bryde for tidlig op fra Gjæstebudet, som om det var muligt at undergrave en sådan fast og stærk Dyd med kunstig tillavede Retters Tillokkelser. Men da Stærkodder havde taget dem i Øjesyn foragtede han sådan vellystig Nydelse og vilde ikke på nogen Måde rette sig efter fremmede Skikke, men med den Selvbeherskelse, han især havde sin Styrke i, gjorde han sig hård imod Yppighedens Fristelser og vilde ikke lade de lækre Sager, et Gjæstebud bød ham, gjøre Skår i den Navnkundighed, hans Krigsbedrifter havde indbragt ham. Hans Tapperhed elskede nemlig Tarvelighed og var en Fjende af Overflødighed i Nydelse af Mad og Drikke og hadede al Umådeholdenhed, thi den gav sig ingen Sinde Tid til i nogen Måde at lægge Vind på Overdådighed, men satte altid Vellyst til Side og gav Dyden den Ære, der tilkom den. Da han derfor så', at de gamle mådeholdne Sæder og al god og gammel Skik blev lagt øde af nymodens Yppighed og Overdådighed, vragede han de kostelige Spiser og bad om noget, der bedre passede for en Bonde. Idet han således foragtede Frådseri, nøjedes han med røget og harsk Mad og stillede sin Sult med den største Velbehag, jo tarveligere Maden var, for ikke at svække den sande Tapperheds Kraft ved at besmitte den med udenlandsk Vellysts falske Liflighed eller opgive den gamle Tarvelighed for nymodens Forgudelse af Ganen. Han var for øvrigt også vred over, at en og samme Slags Kjød blev anrettet både stegt og kogt ved samme Måltid, thi han holdt den Mad for vederstyggelig, som var gjennemtrukken med Køkkenos og som Dyrefederens Kunst havde indgnedet med mange forskjellige Blandinger. Ingild derimod lod hånt om de Forbilleder, Forfædrene havde givet, og tog sig større Frihed i Henseende til at ændre Bordskikkene, end de fra Fædrene arvede Sæder tillod, thi da han først havde givet sig Tysklands Sæder i Vold, skammede han sig ikke ved at give efter for dets kvindagtige Yppighed. Ikke så lidt Næringsstof for Overdådighed har vort Fædreland fået i sig fra den Mudderpøl. Derfra kom de kostelige Retter, de fine Køkkener, Kokkenes skidne Bestilling og alle Slags modbydelig Pølsemad; derfra kom den Tøjlesløshed i Klædedragt, vi har optaget, idet vi afveg fra den af Fædrene anviste Vej. Således har vort Land, der opelskede Mådehold som en medfødt Egenskab, tigget sig Overdådighed til hos sine Naboer, og dens Tillokkelser havde således betaget Ingild, at han ikke holdt det for Skam at gjengjælde Uret med Velgjerninger, og at Tanken om hans Faders ynkelige Død ikke afnødte ham et bittert Suk.

Dronningen vilde imidlertid ikke bryde op uden at have opnået sin Hensigt, og i den Tro, at hun bedst vilde kunne få Bugt med den gamle Mands Vrede ved Hjælp af Gaver, tog hun af sit eget Hoved et herlig forarbejdet Hovedbind og lagde det i hans Skjød, medens han sad og spiste, ivrig efter at kjøbe hans Velvilje, da hun ikke formåede at sløve hans Tapperhed. Stærkodder, hvis Harme over Fornærmelsen endnu ikke havde lagt sig, kastede hende Gaven i Ansigtet, thi det tyktes ham, at den Gave mere bar Vidne om Foragt end om Ærbødighed; og klogt var det af ham, at han ikke anbragte denne usædvanlige Kvindeskrud på sit arrede Hoved, der var vant til Hjælmen, vel vidende, at en Kvindes Pandebånd ikke bør sættes på en Mands Hoved. Således hævnede han sig på hende, fordi hun havde afvist ham, ved til Gjengjæld at afvise hende, lønnede Ringeagt med Ringeagt og viste sig næsten lige så stor i den Hævn, han tog over Forsmædelsen, som han havde vist sig i den Måde, hvorpå han bar den. Den gamle Krigers Sjæl, der var knyttet til Mindet om Frode med så mange uløselige Venskabsbånd og eggedes ved alle de mange og store Velgjerninger, den afdøde Konge havde vist ham, kunde ikke ved nogen Slags lokkende Smiger forføres til at opgive den Hævn, han havde foresat sig, men selv efter Kongens Død var han opsat på at yde ham den Tak, han skyldte ham for hans Velgjerninger, og at lønne den Godhed, han havde modtaget af den afdøde, hvis kjærlige Sind og gavmilde Venskab han havde nydt godt af, medens han levede. Så dybt bar han nemlig det sørgelige Billede af Frodes Drab indgravet i sit Hjærte, at Ærbødigheden for den berømmelige Høvding ikke kunde udrives af hans Sjæls Inderste, og at han af den Grund ikke betænkte sig på at give det gamle Venskab Fortrinet fremfor den nuværende Velgjerning. Hertil kom, at Mindet om den tidligere Forsmædelse ikke gjorde ham det muligt at føle nogen Taknemlighed for den påfølgende Venlighed, da han ikke kunde glemme den Tort, hans krænkede Æresfølelse havde lidt, thi Mindet om Fornærmelser såvel som om Velgjerninger plejer at sidde fastere i stærke end i svage Menneskers Sjæle. Han fulgte nemlig ikke deres Skik, som holder Trop med deres Venner i Medgang og forlader dem i Modgang, som mere dyrker Lykken end Venskabet og tænker mere på eget Tarv end på at vise Velvilje imod andre. Kvinden blev nu imidlertid hårdnakket ved sit Forsæt, og da hun skjønnede, at Oldingen ikke engang på den Vis kunde lokkes til at tage Del i Gildelystigheden, bød hun, for at fortsætte den Smiger, hun havde begyndt, med endnu mere overstrømmende Elskværdighed og for at gjøre endnu mere Stads af Gjæsten, en Fløjtespiller blæse et Stykke, det bedste, han kunde, idet hun vilde bøje hans stædige Harme ved Musik og ved Hjælp af kunstfærdig Velklang få Bugt med hans medfødte Barskhed. Men Fløjtens eller Strengenes Lokketoner formåede ikke at svække Mandens Standhaftighed, thi da han hørte dem, skjønnede han, at den Ære, der vistes ham, mere var for et Syns Skyld end præget af Kjærlighed, så man kunde fristes til at tro, at den skuffede Gjøgler snarere spillede for en Billedstøtte end for et Menneske, og han gjorde den Erfaring, at det er forgjæves at angribe en så overvættes Strænghed med Gjøglekunster, og at en sådan Kolos ikke lader sig rokke af tomt Mundsvejr. Udtrykket af hårdnakket Harme i Stærkodders Ansigt var nemlig i den Grad blevet forøget, at han i ingen Måde syntes mere bevæget end sædvanlig, thi den Strænghed, hans Løfter pålagde ham, var hverken bleven formildet ved Fløjtens Toner eller ved, hvad der kildrede Ganen, og han holdt for, at der burde lægges mere Vægt på hans modige og mandige Forsæt end på, hvad der kildrede Ørene, eller på Gjæstebudets Tillokkelser. Han kastede derfor det Ben, han havde gnavet, i Ansigtet på Gjøgleren, så de oppustede Kinder faldt sammen, da Luften voldsomt fór ud, og således gjorde han vitterligt, i hvor høj Grad hans Strænghed væmmedes ved det Bifald, Gjøglere søger, thi hans af Vrede tilstoppede Øren var ikke tilgængelige for nogen Påvirkning af Vellyst. Med denne Gave, der var Gjøgleren værdig, straffede han en usømmelig Gunstbevisning ved at lønne den med Skam til Tak, idet han på bedste Måde værdsatte Fløjtespillerens Fortjenester ved at skjænke ham et Ben at fløjte i og give ham et hårdt Stykke til Løn for hans bløde Triller. Det var da heller ikke let at sige, om Gjøgleren fløjtede eller græd højest; de bitre Tårer, han udgjød, var et Vidnesbyrd om, hvor liden Plads der er for Mod i blødagtige Hjærter; han havde nemlig helt og holdent givet sig Vellysten i Vold og aldrig lært at bære Modgang. Det Sår, han fik, varslede om det Blodbad, der yderligere skulde følge på ved det Gjæstebud. Stærkodder, hvis Sind stadig var opsat på Strænghed, og som stadig med urokkelig Barskhed pønsede på Hævn, væmmedes nemlig lige så meget ved Musiken, som andre frydedes ved den, og lønnede den Tjeneste, der huede ham ilde, med at beskjæmme Gjøgleren ved at kaste Ben efter ham, idet han vedkjendte sig, at han skyldte sin udmærkede Vens herlige Aske mere end sin skjændige Fostersøns skamløse Væsen. Derpå digtede og kvad han, for yderligere at håne Gjøgleren, på stående Fod en Vise om ham. Men Dronningen undrede sig såre over denne Dyd, som hun ikke havde mægtet at svække, og blev til sidst opfyldt af Beundring for ham, som hun forgjæves havde søgt at vinde ved Velgjerninger.

Men da Stærkodder så', at Frodes Drabsmænd var i Kongens højeste Gunst, røbede hans hvasse Blik den mægtige Harme, han følte, og hans Åsyn åbenbarede, hvad der rørte sig i hans Indre, idet den Strænghed, der lyste ud af hans Øjne, vidnede om den Storm, der lønlig rasede i hans Sjæl, og til sidst, da Ingild søgte at formilde ham ved at byde ham kongelige Retter, stødte han Maden fra sig, fordi han, der var fornøjet med simpel Husmandskost, væmmedes ved udenlandske Retter og vant, som han var, til almindelig Spise, ikke vilde kildre Ganen med Lækrerier. Da han blev spurgt, hvorfor han satte sådant et mørkt Ansigt op og ikke vilde nyde godt af den kongelige Velviljes Gunst, sagde han, at han var draget til Danmark for at træffe Frodes Søn og ikke en Mand, som stoppede sin grådige og forslugne Mave med en Mangfoldighed af kunstige Retter. Den tyske Overdådighed, som Kongen havde vænnet sig til, havde nemlig drevet ham til at lade Mad, som allerede var kogt, stege for at kunne mætte sig på lækre Sager. Derpå kunde han ikke dy sig for at gå i Rette med Ingilds Sæder og udøste al sin bitre Dadel over hans Hoved, fordømte hans Pligtforsømmelse, at han dvask af Overmættelse gav den af at æde opståede Tunghed Luft i hæslig Ræben, at han af Tyskerne lod sig lokke ind på Vildveje, der lå fjærnt fra al Afholdenhed, og var i den Grad blottet for Dyd, at han ikke engang tragtede efter den svageste Skygge af den. Men den største Skjændselsbyrde, han bar på, sagde han, var, at han ikke strax, da han blev våbenfør, havde tænkt på at hævne sin Fader, men satte Naturens Lov til Side og viste dem, der havde udgydt hans Faders Blod, Gunst og Bevågenhed, omfattede Folk, der havde fortjent det værste, med den inderligste Kjærlighed, og ikke blot undlod at straffe dem, han burde have straffet på Livet, men endogså holdt dem for værdige til den Ære at leve sammen med ham og sidde til Bords med ham. Derhos skal han have kvædet dette Kvad:

Yngling, som ej
Krigen ynder,
vige bør
for hvide Hår.
Ej man modig
Mand hør laste,
er han gammel
end og grå.

Mangen Mand
har Mod i Brystet,
har han end
i Håret Sne.
Tidens Tand,
som alt fortærer,
tærer ej
på tapres Mod.

Nu mig grådig,
Gjæst fortrænger
gjæv at se til,
grisk af Sind;
lækkersulten
kun ham lyster
sig med Mad
og Drik at mæske.

Anden Sæd
i Frodes Sal:
der til Højbords
Helten sattes,
bænkedes blandt
bolde Mænd,
ham først Mad
og Mjød blev buden.

Andre Tider,
andre Sæder,
nu i Krogen
Kæmpen sidder,
var vel dreven
helt på Dør,
om ej Væggen
var i Vejen.

Ej den gamle
Gjæst man hædrer;
Hirdmænd håner
Helten frækt.
Ej for sligt
jeg søgte hid,
men for nyt
hos jer at nemme.

Vide vil jeg,
hvorfor, Ingild,
du din Faders
Drab ej hævner.
Mat og mæt
du blot dig mæsker,
ligger på
den lade Side.

Sidste Gang
jeg så' dig, Frode,
fremvis i min
Hu jeg følte:
talt' er Danedrottens Dage,
snart for Fjendehånd han falder.

Og mens langt
af Led jeg vanked,
færdedes
i fjærne Lande,
fælded de
med Svig Kong Frode,
Ve mig, at jeg
borte var!

Havde Stærkod
stået hos,
hævnet flux
din Død han havde
eller delt
med Drotten Døden,
fro og frejdig
fulgt sin Konge.

Ikke drog jeg
hid til Danmark
for at feste
eller frådse;
hid fra Svears
Land jeg søgte
for at træffe
Frodes Søn.

Håbed herlig
Helt at se,
finder så
den frække Frådser.
Sandt du spåede,
Svears Konge:
Ædlest Drot
får uslest Søn.

Men er Ingild
end en Usling,
ej skal dog den
Ufærd times,
at de Skatte,
Frode samled,
falde skal
i fremmed Vold.

Ved disse Ord kom Dronningen til at ryste og tog det Pandebånd, hvormed hun på Kvindevis havde smykket sit Hår, af Hovedet og bød den opbragte Olding det, som om hun dermed kunde afvende hans Vrede. Stærkodder kastede det harmfuld, på den forsmædeligste Måde i Ansigtet på hende og kvad atter med høj Røst:

Giv ej mig
slig Kvindegave,
vil ej selv du
Smykket bære.
Hårbånd ej
for Helte passer,
sligt kun Kvindesjæle fryder.

Giv det heller
til din Husbond,
han vist glad
ved Gaven bliver;
kosteligt det
klæder en, som
rundt i stegte
Fugle roder.

Hil dig, Drot,
for herlig Dronning!
Krage søger
Mage, ser man!
Liderlig som
Skjøgen ligger
hun og boler
med sin Husbond.

Hun med Mad
som Svin ham mæsker,
Bordet under
Retter bugner;
stegt hun koger,
kogt hun steger,
som det er
hos Tysken Sæd.

Så' man før
en Konge frådse,
som nu Danedrotten frådser,
rage rundt
i rådne Fugle,
søbe Sovs
og Østersslim!

Spegekjød
er Heltekost,
Kæmpen ej
sin Gane kildrer.
Fårekjød
og saltet Flæsk
vi for Herremåltid holdt.

Ej af gyldne
Trug vi åd,
Vin og Most
var ej vor Drik;
sjælden fik vi
Mjød at smage,
Øl vi drak
til daglig Brug.

Frådser, har du
Frode glemt?
Skal ej Helten
hævnes, Ingild?
Så' man før
en Søn vel sidde
hos sin Faders
Fjendes Ætmænd?

Nidding den,
som nøjes vil
med Mandebod
for Fadermord!
Usling den,
som ærer dem,
han som Fjender
burde fælde.

Hører jeg
om herlig Stordåd
Skjalden højt
i Hallen kvæde,
skjuler jeg
med Skam mit Åsyn,
sørger over
Frodes Søn.

Bedst for dig,
om døv du blev,
slap for om
din Skam at mindes;
Drapa om
en Kæmpedåd,
nager tit
en Niddings Hjærte.

Som en Skygge
skal din Skjændsel
følge dig,
hvor end du færdes,
om du flyr
til fjærnest Østen,
eller fjærnt i
Vest dig fjæler.

Dvæler du
i Dybsens Grund,
holder du dig
skjult på Himlen,
hvor den kolde
Karlsvogn kjører,
altid skal
din Skam dig følge.

Hårdt mod Frode
Guder handled,
at de slig en
Søn ham gav.
Som i Skibskjøl
Skarn sig samler,
sanker Ingild
Laster sammen.

Ræd for, at din
Skam skal rygtes,
skal i Kroge
du dig skjule;
dorsk ved Arnen
skal du dvaske,
aldrig ses blandt
ædle Mænd.

Du, som fejg
din Fader glemte
og ej hævned
Heltens Drab,
er ej blandt
hans Æt at regne,
troløs jeg
og Træl dig kalder.

Let det var
dit Liv ut tage,
som det er
et Kid at kvæle
eller lidet
Lam at dræbe
med et Snit af
Slagterkniven.

Svertings Søn,
din bolde Svoger,
arver Danmark
efter dig;
han, hvis Søster
er din Slegfred,
Lønnen får
for Frodes Drab.

Hende som Hustru
og Dronning du hædrer
med røde Karfunkler
og kostbare Spanger.
Men Stærkod skammer sig
over din Skjændsel,
tænker med Sorg
på svundne Dage.

Frække Fjender
fester og frådser
i Frodes Hal
og frygter ej Hævn.
Gildere Gammen
ej gives mig kunde,
end om Svertings Æt
svam i sit Blod.

Ved sine eggende og manende Ord bevirkede han, at Kongens sløve og kolde Sjæl fængede, idet hans Bebrejdelser virkede som en Flintsten og slog Tapperhedens lyse Luer ud af den. I Førstningen vendte Ingild nemlig det døve Øre til, medens hans Fosterfader kvad, men ansporet af hans indtrængende Formaninger flammede Hævnlystens Ild omsider op i hans Sjæl, og han blev fra Svirebroder forvandlet til Fjende. Til sidst sprang han op fra sit Sæde og udøste al sin Vrede over sine Bordfæller, drog med blodtørstig Grumhed Sværdet mod Svertings Sønner og sigtede med blottet Klinge efter deres Struber, hvis Svælg han havde kvæget med Bordets Glæder. Han dræbte dem strax og druknede således Bordets hellige Ret i Blod, brød deres Forbunds skrøbelige Bånd og forvandlede et skammeligt Gjæstebud til ærefuld Blodsudgydelse; fra Gjæsteven blev han forvandlet til Fjende, fra Ypperlighedens usleste Træl til Hævnens grummeste Fuldbyrder. Stærkodders indtrængende Formaningstale blæste nemlig Liv i hans bløde og svage Ynglingesind, kaldte Modet frem af hans Sjæls Lønkroge og vakte det til Liv igjen og bevirkede således, at Ophavsmændene til det grummeste Mord fik deres vel fortjente Straf. Ynglingens Mod var nemlig ikke udslukt, det havde blot så at sige været flygtet bort, og nu havde Oldingen draget det frem for Lyset og drevet det til en Dåd, der var så meget større, som den havde ladet vente på sig; mere Ære var det jo at fylde Bægrene med Blod end med Vin. Hvilken Kraft må der ikke have været i denne Olding, som ved sine veltalende Formaninger uddrev den umådelige Lastefuldhed af Kongens Hjærte og efter at have nedbrudt Slethedens Skranker såede Dydens kraftigste Sæd i dens Sted! Selv stod han også Kongen bi og tog med lige så stor Iver Del i hans Dåd, lagde ikke blot selv den største Tapperhed for Dagen, men kaldte også den tilbage, der havde været udryddet af en andens Bryst. Da Dåden var øvet, tog han til Orde og kvad:

Hil og sæl,
min høje Herre,
nu jeg ser,
du Mod ej savner.
Længe tav du,
nu du taler
uden Ord
med ædel Dåd.

Lad os fælde
hele Flokken,
ikke én
vor Hævn skal undgå;
hver nu bøde,
hvad han brød;
længe nok dem
Livet undtes.

Væk med dem,
som alt vi vog,
ud af Hallen
med de Ådsler!
Ej på Bål
I skal dem bære,
læg dem ud
som Ulveføde.

Sig mig, Rota,
ræd Mands Rædsel,
har nu nok vi
hævnet Frode?
Syv Mand så' vi
slagne segne,
sone Frodes
Fald med Døden.

Hil dig, Ingild,
nu jeg hilser
dig som dådstæærk
Danedrot.
Aldrig har jeg
Håbet sluppet,
at du var
din Fader værdig.

Lyd mit Råd
og jag af Landet
flux din lede,
frække Dronning;
Ulveæt du
ellers avler
thi af ondt
kun ondt kan fødes.

Herlig var den
Tid, da Hakon
skjægløs jeg
i Striden fulgte.
Kun på Kamp
og Krig vi tænkte,
blide Kår vi
aldrig kjendte.

Hu og Krop vi
kraftig hærded,
lededes ved
løse Sæder,
mætted os,
men ej os mæsked,
herlig Idræt
kun os hued.

Alle Kongens
Kæmper klædte
sig i Hvergarn
eller Vadmel,
nøjedes med
Søvn om Natten,
Dagen brugte
vi til Dåd.

Andre Tider,
andre Sæder,
nu man frådser
frækt ved Bordet,
flunker flot
i fine Klæder,
løber om med
lange Lokker.

Lov og Ret
med List man bøjer,
øver Vold og
krænker Uskyld;
lysten skjemter
man med Skjøger,
Helten spydig
Spot man byder.

Fejg Mand ej
sin Skæbne flyr,
intet Skjold
mod Døden skjærmer;
hvor han sig
i Verden fjæler,
Dødsens Dag
og Dommen kommer.

Jeg, som stedse
Striden søgte,
skal i Fred
jeg fare heden?
sygne under
sodet Ås,
snarløs dø
i Sengehalmen?

Syvende Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Fra Sigar til Harald Hildetand

Harald Hildetand

Frode V

Folk, der er kyndige i gamle Sager, fortæller, at Ingild havde fire Sønner, af hvilke de tre faldt i Krig og kun Olaf blev Konge efter sin Fader; andre fortæller, at Olaf var Søn af Ingilds Søster, hvilket dog er uvist. Efterslægten ved kun liden Besked om hans Bedrifter, som Oldtidens Slør har skjult; kun det sidste Råd, hans Visdom indgav, har overlevet Glemselen. Da han lå på sit yderste, bød han nemlig af Omsorg for sine Sønner, Frode og Harald, at den ene skulde have Magt og Myndighed til Lands, den anden til Vands, og det ikke for bestandig, men således, at de skiftedes til at have den et År ad Gangen. Således blev Kongemagten delt lige imellem dem, men Frode, som først fik Herredømmet til Søs, kom i Vanry for de mange Nederlag, han led på sine Vikingetog. Grunden til, at det gik ham så ilde, var, at hans Søfolk var nygifte og foretrak de ægteskabelige Glæder for Besværlighederne ved Krigstjeneste uden for Landet. Da der var gået en Tid, tilfaldt Herredømmet til Søs den yngre Broder Harald, og han udsøgte sig, af Frygt for at lide samme Skuffelse som Broderen, Krigsfolk, der ikke var gifte. Hans Lykke svarede til det Valg, han havde gjort, thi han vandt som Viking lige så stor Berømmelse, som hans Broder havde fået Vanhæder, og derover blev Broderen misundelig på ham. Hertil kom, at deres Hustruer, Signe og Ulfhild, af hvilke den ene var Datter af Svenskekongen Sivard, den anden af Karl, Statholderen i Gøtland, jævnlig trættedes om, hvem af dem der var mest højbåren, og fik gjort Ende på Samkvemmet imellem deres Mænd, og Følgen blev, at, da Samlivet således var blevet brudt, delte Harald og Frode det Boskab, de havde fælles, og lagde mere Vægt på de trættekjære Kvinders onde Ord end på Broderkjærlighedens Pligter.

Frode mente nu også, at hans Broders Hæder bragte ham i Foragt, og han bød da en af sine Hirdmænd lønlig at ombringe ham, da han skjønnede, at hans Undermand i Alder overgik ham i Mod. Da Dåden var øvet, lod han hemmelig Gjerningsmanden myrde, for at denne hans Medvider ikke skulde røbe Forbrydelsen. Derpå bød han, for at gjøre det troligt, at han var uskyldig, og undgå at blive brændemærket for denne Udåd, at der skulde anstilles en omhyggelig Undersøgelse over, hvorledes det var gået til med den Ulykke, der så uventet havde voldt hans Broders Død. Men hvor mange Kunster han end gjorde, kunde han dog ikke hindre, at Menigmand i sit stille Sind gav ham Skylden. Da han senere en Gang spurgte Karl, hvem der havde dræbt Harald, svarede Karl, at det var falsk af ham at spørge om en Ting, som han godt selv vidste. De Ord blev Karls Død, thi Frode skjønnede, at han hemmelig havde bebrejdet ham Brodermord.

Derpå blev Harald og Halfdan, Haralds Sønner med Karls Datter Signe, stræbte efter Livet af deres Farbroder, men deres Fosterfædre udtænkte et snildt Middel til at frelse deres Liv. De bandt nemlig afhuggede Ulvekløer under deres Fodsåler og lod dem ved tit at løbe omkring opfylde Moradset i Nærheden af Huset, hvor de boede, og den snedækte Jord med deres Spor, for at det skulde se ud, som om der havde været Vilddyr på Færde. Derpå dræbte de nogle Trælkvinders Børn, rev deres Lig i Stykker og spredte deres sønderrevne Lemmer rundt om. Da man nu forgjæves søgte efter de to Knøse, fandt man de spredte Stumper af Ligene, fik Øje på Ulvesporene og så', at Jorden var bestænket med Blod; man troede da, at Drengene var bleven fortærede af grådige Ulve, og næsten ingen kunde tvivle over for et så håndgribeligt Bevis på, at de var bleven sønderrevne. Troen på det, man havde set, blev Knøsenes Værn. Deres Fosterfædre skjulte dem strax i en stor Steneg, for at der ikke skulde være noget Spor af, at de var i Live, og i lang Tid blev der bragt dem Føde under Foregivende af, at de var Hunde; de blev også kaldt ved Hundenavne, for at der ikke skulde komme noget ud om, at de blev holdt skjult. Kun Frode vilde ikke tro på, at de var døde, og han gik til en Kvinde, der var kyndig i Spådomskunst, og spurgte, hvor de var skjulte. Så kraftige var hendes Galdresange, at hun havde Ord for i lang Afstand at kunne se en Ting og drage den frem, om den så var aldrig så godt gjemt. Hun sagde at en Mand ved Navn Ragnar hemmelig havde påtaget sig at opfostre dem og for at skjule dem kaldte dem ved Hundenavne. Da de nu ved hendes Galdresanges overvættes Kraft så' sig dragne ud af deres Skjul og stadig trækkes nærmere og nærmere hen imod Sejdkvindens Øjne, lod de, for ikke at blive forrådte ved den Magt, denne forfærdelige Tvang havde over dem, en Regn af Guld, som de havde fået af deres Fosterfædre, falde i Skjødet på hende. Da hun havde fået denne Gave, lod hun, som hun pludselig blev syg, og faldt om som død. Da Tjenerne spurgte, hvad Grunden var til, at hun således pludselig var faldet sammen, sagde hun, at det var umuligt at udgranske, hvor Haralds Sønner var flyet hen, thi deres Magt var så stor, at den svækkede Virkningen selv af hendes kraftigste Sange; hun måtte derfor nøjes med en ringe Gave og kunde ikke vente nogen større Belønning af Kongen. Da Ragnar nu mærkede, at Rygtet om ham og hans Fostersønner begyndte at blive almindeligt i Folkemunde, drog han til Fyn med dem. Her blev han fanget af Frode og tilstod, at han havde skjult Knøsene, men bad Kongen om at skåne hans Myndlinger, som han havde berøvet deres Fader, han måtte ikke tro, der var nogen Lykke ved dobbelt Frændemord, sagde han. Ved disse Ord forvandlede han Kongens Grumhed til Skamfuldhed og lovede, at hvis de gjorde noget Opstyr i Riget, skulde han melde Kongen det. Således skaffede han sine Myndlinger Sikkerhed og levede mange År uden Frygt.

Da de var bleven voxne, drog de til Sjælland, og da deres Venner bød dem at hævne deres Fader, svor de, at enten de eller deres Farbroder skulde være Dødsens, inden der var gået et År. Da Ragnar fik Nys om det, gik han, tilskyndet af Erindringen om, hvad han havde lovet, ved Nattetid til Kongeborgen og sagde i al Stilhed, at han kom for, som han havde lovet, at meddele Kongen noget, men han vilde ikke have, at de vækkede Frode, thi Kongen vilde ikke vide af, at nogen vækkede ham, når han sov; gjorde nogen det, plejede han at straffe dem med Sværdet; for så grov en Forbrydelse ansås det i gamle Dage påtrængende at forstyrre en Konge i hans Søvn, når det ikke var nødvendigt. Da Frode om Morgenen fik dette at vide af Vagten, skjønnede han, at Ragnar var kommen for at bringe ham Bud om, at der var et Anslag i Gjære, og han samlede derfor en Krigsstyrke og besluttede at forekomme Svig ved Grumhed. Haralds Sønner havde ingen anden Udvej end at anstille sig som forrykte; da de pludselig så' sig overrumplede, begyndte de nemlig som forrykte Mennesker at bære sig ad, som om de blev forfulgte af onde Ånder, og da Frode troede, at de var besatte, opgav han sit Forehavende, idet han anså det for en Skam at angribe dem med Sværd, der syntes i Færd med selv at vende Sværdet imod sig. Men Natten efter brændte de ham inde, og sålunde fik han sin fortjente Straf for Brodermordet, thi efter at have angrebet Kongeborgen stenede de først Dronningen til Døde, og derpå tvang de, efter at have stukket Ild på Huset, Frode til at krybe ind i en for længst udgravet snæver Hule og søge Tilflugt i dens underjordiske Ganges Smuthuller. I denne Indespærring holdt han sig skjult, til han omkom kvalt af Røg og Dunster.

Halfdan og Harald

Da Frode var tagen af Dage, herskede Halfdan i henved tre År over Danmark; derpå overgav han Herredømmet til sin Broder Harald som Stedfortræder og hærjede som Viking med Vold og Magt på Øland og de nærliggende Øer, der skilles fra Sveriges Fastland ved et bugtet Sund. Her trak han om Vinteren sine Skibe på Land og omgav dem med en Vold, og tre År tilbragte han på dette Togt. Derpå angreb han Sverige og fældede Kongen i et Slag. Så vilde han tage en Dyst op med Kongens Dattersøn Erik, en Søn af hans Farbroder Frode, og da han havde fået at vide, at Eriks Kæmpe Hake var dreven i at døve Sværd med Galdresange, lavede han sig til at hugge med en vældig Kølle besat med Jærnknopper, som om han vilde overvinde Trolddomsmagten med Træets Kraft. Derpå satte han - thi han overgik alle andre ved sin udmærkede Tapperhed - midt under Fjendernes hidsigste Angreb Hjælmen på sit Hoved, kastede Skjoldet og svang med begge Hænder Køllen imod den Mur af Skjolde, der blev rejst imod ham, og ingen Hindring var så stærk, at den ikke blev slået i Stumper og Stykker af dens vældige Slag; også Kæmpen, der styrtede frem for at slås med ham, fældede han med et voldsomt Hug med sit Våben. Han tabte nu alligevel Slaget og flyede for at søge Lægedom for sine Sår til Helsingland til en Mand, der hed Vitolf, og som i sin Tid havde tjent Harald. Denne Mand havde tilbragt største Delen af sit Liv i Felten, men efter sin Høvdings sørgelige Død havde han trukket sig tilbage til denne øde Egn og søgte i Bondegjerning Hvile efter Krigens vante Idrætter. Selv var han ofte bleven ramt af Fjendens Spyd og Pile, og han havde erhvervet sig en ikke ringe Kyndighed i Lægekunsten ved stadig at måtte læge sine egne Sår; men hvis nogen søgte at opnå hans Hjælp ved at smigre for ham, plejede han i Steden for at helbrede ham at give ham noget, som hemmelig gjorde ham Skade, thi han holdt det for ædlere at true sig Velgjerninger til end at sleske sig dem til. Da Eriks Krigsfolk, opsatte på at angribe Halfdan, vilde til at gå løs på hans Hus, berøvede han dem Synet således, at de hverken kunde se Huset, skjønt det var tæt ved, eller finde Vej til det, i den Grad sløvede han deres Syn med en skuffende Tåge.

Da Halfdan ved Vitolfs Bistand var kommen helt til Kræfter igjen, tog han Thore, en Kæmpe af udmærket Dygtighed, med sig og erklærede Erik Krig. Da den fjendtlige Styrke rykkede frem, og han så', at den var hans overlegen i Antal, bød han, at en Del af hans Hær skulde skjule sig imellem Buskene ved Vejen for fra dette Baghold at gjøre det af med Fjenden, når han rykkede frem, hvor Vejen var snævrest. Dette forudså Erik, som havde undersøgt Vejen, han måtte rykke frem ad, og han mente derfor, at han måtte trække sig tilbage, for at han ikke, når han fulgte den foreskrevne Vej, ved Fjendernes Svig skulde komme i Klemme imellem de stejle Bjærges Krumninger. Det kom derfor til Kamp imellem dem i en Dal, der på begge Sider indesluttedes af stejle Bjærgskrænter. Da Halfdan så', at hans Fylking vaklede, klavrede han tillige med Thore op på en Klippe, hvor der var fuldt op af store Sten, og derfra væltede de løsrevne Klippemasser ned over Fjenden nedenunder og knuste hans Fylking ved deres Fald og Vægt. Således gjenvandt Halfdan med Sten den Sejr, hans Våben var gået glip af. På Grund af denne tapre Bedrift fik han Tilnavnet Bjærggram, der synes at være sammensat af Ordet Bjærg og et Ord, der betegner hans Vildhed. Han kom snart i så stort Ry blandt Svenskerne, at de holdt ham for at være en Søn af den store Thor, og at Folket viste ham guddommelig Ære og anså ham for værdig til, at man offentlig ofrede til ham. Men eftersom det plejer at falde de overvundne vanskeligt at slå sig til Ro, og de undertvungnes Frækhed bestandig higer imod, hvad der er dem forment, angreb Erik, medens han pønsede på at råde Bod på de Tab, hans Flugt havde påført ham, de Landsdele, Halfdan havde underlagt sig. Ikke engang Danmark undlod han at lade sin Grumhed gå ud over, idet han anså det for al Ære værd at hjemsøge den Mands Land, der havde fordrevet ham fra hans eget. Idet han således foretrak at påføre et andet Land Overlast frem for at vise den tilbage, der blev tilføjet hans eget, friede han Sverige fra Fjender, thi da Halfdan erfor, at hans Broder Harald var bleven slået af ham i tre Slag og fældet i det fjerde, blev han af Frygt for at miste Riget nødt til at forlade Sverige og vende hjem til Danmark, og således kom Erik så meget hurtigere igjen i Besiddelse af Herredømmet over Sverige, som han havde været let til at opgive det. Havde Lykken været ham lige så gunstig i Henseende til at bevare Herredømmet som i Henseende til at gjenvinde det, vilde den ikke have givet ham i Halfdans Vold. Med hans Tilfangetagelse gik det sålunde til: Da Halfdan var vendt tilbage til Sverige, skjulte han snedig sin Flåde og sejlede imod Erik med to Skibe. Erik angreb ham med ti, og ad forskjellige Krogveje sejlede han så tilbage til det Sted, hvor han havde sin Flåde skjult. Erik forfulgte ham for langt, og den danske Flåde kom frem på Havet. Erik blev omringet, men han afslog det Tilbud, der blev gjort ham om at beholde Livet på Betingelse af Trældom, han kunde ikke indlade sig på at sætte Livet over Friheden og foretrak Døden for Trællekår for ikke at få Ord for af Begjærlighed efter Livet at lade sig fra fri Mand gjøre til Træl og for ikke at blive den Mands underdanige Tjener, som Lykken for stakket siden havde gjort til hans Ligemand. Så lidt vil Tapperheden vide af at kjøbe Livet med Vanære. Han blev da lagt i Lænker og sendt bort til et Sted, hvor mange vilde Dyr holdt til, og fik således et Endeligt, som en sådan Sjælsstorhed ikke havde fortjent.

Halfdan, som nu var Herre over to Riger, smykkede det Ry, han havde vundet, med trefoldig Hæder; han var nemlig veltalende og forfaren i at digte på den fra Fædrene nedarvede Vis og ikke mindre udmærket til al Kæmpeidræt end til at håndhæve sin kongelige Magt og Myndighed. Men da han fik Nys om, at to dristige Vikinger, Toke og Amund, truede de omliggende Landsdele, angreb han dem og fældede dem i et Søslag, thi intet, holdt de gamle for, var mere værd at eftertragte end Berømmelse, som ikke vandtes ved Rigdoms Glans, men ved Våbendåd. De navnkundigste Mænd i gamle Dage lagde derfor Vind på at tage sig af Oprør og yppe Strid, hadede Lediggang, foretrak Krig for Fred, satte en Ære i Dyder og ikke i Rigdom og havde mest Glæde af Kamp og Krig, mindst af Gjæstebud.

Men Halfdan kom ikke længe til at savne en Medbejler. En Mand ved Navn Sivald, af såre berømmelig Herkomst, fortalte nemlig med Gråd og Klage de på Tinge forsamlede Svenskere, hvorlunde Frode og hans Dronning var komne af Dage, og vakte derved så stort Had til Halfdan hos næsten alle, at de Fleste gav deres Minde til, at han måtte gjøre Oprør. Han lod sig nu ikke nøje med at have opnået deres Stemmer, men bedårede i den Grad Folkets Sind ved sin Ærgjerrigheds Kunster, at han fik næsten alle med til at sætte Kongekronen på hans Hoved. Han havde syv Sønner, der var så drevne i Trolddomskunster, at de tit, når de pludselig blev grebne af voldsomt Raseri, hylede skrækkelig, bed i deres Skjolde, slugte gloende Kul og gik igjennem et hvilket som helst Bål, man tændte op for dem, og der var så intet andet Middel til at få Bugt med deres Afsindighed end enten at lægge dem i Lænker eller bringe dem Menneskeliv som Sonoffer. Dette Raseri indgav deres grumme Sind eller onde Ånder dem. Da Halfdan spurgte dette, medens han var optagen af Vikingetog, sagde han, at det var godt, at hans Krigsfolk, som hidtil havde raset imod fremmede, nu kom til at bruge Sværdene imod deres Landsmænds Kjød og Blod, og at de, som havde været vante til at lægge Vind på at udvide Riget, nu kom til at hævne den Uret, der var bleven øvet ved, at man havde bemægtiget sig det. Da han rykkede frem, skikkede Sivald Sendemænd til ham og opfordrede ham til, i Fald hans Bedrifter svarede til det Ry, der gik af dem, og han var så stor en Mand, som han havde Ord for at være, at møde ham og hans Sønner i Enekamp og skåne sin Hær ved selv at udsætte sig for Fare. Da Halfdan svarede, at det ikke var Lov, at mere end to skulde kæmpe med hinanden, sagde Sivald, at det var intet Under, at en ugift Mand, som ingen Børn havde, undslog sig for den Kamp, der bødes ham, eftersom hans kølige Natur havde gydt ham en led Kulde både i Kroppen og i Sjælen; Børn hørte sammen med deres Ophav, thi de var komne til Verden som Kjød af hans Kjød; han og hans Sønner måtte derfor regnes for én Mand, thi Naturen havde så at sige givet dem ét Legeme. Opbragt over denne skammelige Spot tog Halfdan mod Udfordringen for ved ypperlige Manddomsgjerninger at hævne den forsmædelige Bebrejdelse, der var bleven gjort ham, fordi han var ugift. Medens han nu vankede om i en skyggefuld Skov, rykkede han en Eg, der stod på hans Vej, op af Jorden med Rode og lavede sig en vældig Kølle af den ved blot at hugge Grenene af, og stolende på dette Våben digtede han følgende korte Kvad:

Knejsende jeg
Køllen bærer,
Køllen, som
skal knuse Fjenden.
Glade vist ej
Gøter vorder,
får de først
dens Hug at føle.

Hårdest Hals
dens Hug skal knække,
Pandebrask
som Glar den bryder,
vilde Voldsmænd
Ve den volder,
for dens Slag
skal Svensken segne.

Blod skal flyde,
Ben skal brydes,
hvor min svenske
Kølle svinges.
Sine Landsmænds
Liv den øder,
Frænde tit er
Frænde værst.

Efter at have kvædet dette gik han løs på Sivald og hans syv Sønner; deres svare Kræfter nyttede dem intet imod hans vældige Kølle, og han fældede dem alle.

På den Tid satte en Mand, som kom fra Helsingland og hed Hardben, en Ære i at røve og voldtage Kongedøtre; hvo, som vilde hindre ham i at tilfredsstille sin Lyst, slog han ihjel; han foretrak altid fornemme Jomfruer for dem af ringe Herkomst, og jo mere højbårne de Møer var, han krænkede, des mere Ære mente han, han havde af det. Ingen, som vovede at måle sig med ham i Tapperhed, slap ustraffet derfra; hans Krop var så stor, at den målte ni Alen i Længde. Han havde til Husfæller tolv Kæmper, som havde den Bestilling at binde ham for at dæmpe det Raseri, der kom over ham, hver Gang Kamplysten kom op i ham. Disse Mænd opfordrede Halfdan til at holde Tvekamp med Hardben og hans Kæmper, og han ikke blot lovede det, men lovede også med den største Selvtillid, at han nok skulde gå af med Sejren. Da Hardben hørte det, blev han strax greben af Raseri, bed Stykker ud af Skjoldranden, slugte brændende Kul, tog gloende Emmer i Munden og sank dem, så de gik helt ned i Indvoldene, løb uden at ænse nogen Fare gjennem knitrende Flammer, og til sidst, da han havde bedrevet alle Slags Grumheder, gjennemborede han i sit Raseri sex af sine Kæmper med sit Sværd. Det er uvist, om denne Afsindighed kom over ham som Følge af Kamplyst, eller den hidrørte fra medfødt Vildhed. Derpå gik han tillige med Resten af sine Kæmper løs på Halfdan, som knuste ham med en umådelig stor Hammer, og således gik han glip af Sejren og mistede oven i Kjøbet Livet, og både Halfdan, som han havde udæsket, og de Konger, hvis Døtre han havde taget med Vold, fik Hævn over ham.

Men Skæbnen bød stadig Halfdan uventet Anledning til Kamp, som om den aldrig kunde blive kjed af at sætte hans Kræfter på Prøve.

Det traf sig så, at en Finne ved Navn Egder på sine Vikingetog gjorde Strandhug hos Svenskerne, og Halfdan angreb ham da med tre Skibe - så mange, havde han nemlig fået at vide, at også Egder havde. Natten gjorde Ende på Kampen, inden han havde overvundet ham, men Dagen efter fældede han ham i Tvekamp. Så kom det ham for Øre, at en vældig Kæmpe ved Navn Grim under Trusel om Tvekamp bejlede til Thorhild, Datter af en Underkonge ved Navn Hød, og at hendes Fadcr havde kundgjort, at den, der ryddede Kæmpen af Vejen, skulde få Datteren til Ægte, og skjønt Halfdan var bleven gammel i ugift Stand, følte han sig ikke mindre tilskyndet ved Underkongens Løfte end ved Kæmpens Frækhed og begav sig til Norge. Da han kom did, udslettede han alle Mærker, man kunde kjende ham på, ved at sværte sit Ansigt med Snavs, og da han kom ind på Kamppladsen, drog han først sit Sværd. Da han vidste, at hans Fjende havde døvet det med sit Blik, kastede han det på Jorden, drog et andet af Balgen, gik løs på Grim med det og hug de yderste Led af hans Brynje og den nederste Del af hans Skjold igjennem. Grim undrede sig over, at han havde kunnet gjøre det, og sagde, at han ikke mindedes at have set nogen gammel Mand kæmpe taprere; derpå drog han sit Sværd og kløvede med et Hug Skjoldet, Halfdan holdt op imod ham. Da han ikke strax kunde få den højre Hånd trukket til sig efter Hugget, var Halfdan ufortøvet rede og skyndte sig at hugge den af med sit Sværd, men Grim greb ikke des mindre Sværdet med venstre Hånd, stak ham i Låret og gav ham således et ringe Sår som Hævn for, at han havde lemlæstet ham. Halfdan, som nu havde sejret, tillod den overvundne at kjøbe den Rest af Liv, han havde tilbage, for en Sum Penge, thi han vilde ikke have Ord for skammelig at tage de usle Rester af Liv fra en ukampfør og lemlæstet Mand, og herved viste han sig næsten lige så stor ved at skåne sin Fjende, som han havde vist sig ved at overvinde ham. Som Løn for sin Sejr fik han Thorhild til Ægte og avlede med hende en Søn Asmund, som de norske Konger holder det for en Ære at nedlede deres Herkomst fra, idet de således ordentligvis fører deres Æt op til Halfdan.

Så var der en Viking ved Navn Ebbe, som, skjønt han var af ringe Byrd, ansporet af den Selvtillid, han følte som Følge af sin Tapperhed, attråede et fornemt Giftermål. Han forlangte Sigrid, en Datter af Gøternes Konge Yngve, til Ægte og derhos Hælvten af Riget i Medgift. Halfdan hlev spurgt til Råds, om man skulde tilstå ham dette Giftermål, og han rådede da til, at man på Skrømt skulde gå ind derpå, så skulde han nok få det forpurret, lovede han. Han pålagde dem også at lade en Plads stå åben til ham ved Gjæstebudet. Yngve fulgte Rådet, og Halfdan aflagde da alt, hvad der vidnede om hans kongelige Værdighed, og påtog sig en fremmed og uanselig Skikkelse. Da han ved Naltetid indfandt sig til Bryllupsfesten, blev de, han mødte, forskrækkede for ham og undrede sig over, at der var kommen en Mand, som var større end andre Mennesker. Så snart han var kommen ind i Kongeborgen, mønstrede han alle dem, der var der inde, og spurgte, hvem det var, der sad næst ved Kongen. Da Ebbe nu svarede, at det var Kongens tilkommende Svigersøn, der sad ved Siden af ham, spurgte Halfdan ham med de harmfuldeste Ord, om han var afsindig eller besat af onde Ånder, siden han havde Frækhed nok til at mænge sin Slægts usle Smuds med en højbåren Æts Herlighed og dristede sig til at lægge sine Bondenæver på Kongeætten, og så nøjedes han ikke engang med at begjære hende, men vilde have Del i et fremmed Rige. Derpå udæskede han ham til Kamp og sagde, at han ikke fik sit Ønske opfyldt, før han havde sejret. Ebbe sagde, at Utysker sloges om Natten, Mænd om Dagen, men for at han ikke skulde undslå sig for Kampen under Påskud af, at det var Nat, svarede Halfdan hertil, at Månen skinnede så klart, at det var lyst som om Dagen. Således nødte han Ebbe til at slås og forvandlede Gildet til et Skuespil og fældede ham, så der blev Ligfærd i Steden for Bryllup. Da der var gået nogle År, drog han til Danmark, og da han ingen Børn havde, efterlod han sine Skatte til Yngve og bestemte, at han skulde være Konge efter ham. Yngve blev senere fældet i Krig af en Medbejler ved Navn Ragnald; han efterlod sig en Søn ved Navn Sivald.

Sivald

Sivald havde en Datter, der hed Syrithe og var så overvættes blufærdig, at skjønt hun formedelst sin Skjønhed havde en stor Mængde Bejlere, lod det til, at ingen af dem kunde få hende til blot så meget som at se på sig. Stolende på denne sin Selvbeherskelse bad hun sin Fader give hende den til Husbond, som ved sine fagre Ords Sødhed kunde opnå et Blik af hende. I gamle Dage plejede nemlig Pigernes Selvbeherskelse hos os mægtig at tæmme frække Mænds Blik, for at Sindets Renhed ikke skulde besmittes af den Frihed, Øjnene tog sig, og man lagde Vind på, at Ansigtets Blufærdighed bar Vidne om Hjærtets Kyskhed. Nu var der en Mand ved Navn Ottar, Ebbes Søn, som stadig brændte af Begjærlighed efter at bejle til denne Jomfru, hvad enten det nu var hans store Bedrifter eller Tillid til hans Veltalenhed og høviske Væsen, der opflammede ham, men skjønt han ved at opbyde alle sin Ånds Kræfter søgte at formilde hendes Blik, kunde han med al sin Kunst ikke få hende til at slå Øjnene op, og han drog bort undrende sig over hendes Strængheds uovervindelige Standhaftighed. Så var der en Jætte, som var opsat på det samme, og da han skjønnede, at han heller ingen Vegne kunde komme med hende, underkjøbte han en Kvinde, som efter at have vundet Jomfruens Fortrolighed en Tid lang tjente hende som Terne og omsider fik lokket hende langt bort fra hendes Faders hus ved listig at dreje om ad en Sidevej, hvorpå Jætten strax styrtede frem og bortførte hende til en Bjærgegns snævreste Afkroge. Andre holder for, at han selv falskelig påtog sig en Kvindes Skikkelse og ved stadig at øve sine listige Kunster fik Pigen lokket bort fra Hjemmet og så til sidst bortførte hende. Da Ottar spurgte det, gjennemsøgte han Bjærgets Afkroge for at finde Jomfruen, og da han havde fundet hende, slog han Jætten ihjel og førte hende bort med sig, men Jætten havde med sådan Flid bundet Pigens Hår, at de var helt filtret ind i hinanden og ligesom dannede en sammenhængende kruset Masse, så det næsten ikke var muligt at få den sammenfiltrede Hårknude løst op uden at bruge Kniven.

Ottar søgte atter ved at lokke for Pigen på forskjellig Måde at opnå et Blik af hende, og først efter at han længe forgjæves havde søgt at få hende til at slå sine ubevægelige Øjne op, opgav han sit Forehavende, da han ingen Vegne kunde komme; men krænke Pigen kunde han ikke få sig til, thi han vilde ikke på så styg en Måde sætte en Plet på så højbåren en Jomfru, Så vankede hun længe ad forskjellige Krogveje om i Ødemarkerne, til hun i Skoven kom til et Hus, hvor der boede en Ellekvinde af overmåde stor Væxt. Hun satte hende til at vogte sine Geder, men Ottar hjalp hende fri og fristede hende atter ved at kvæde sålunde:

Lad dig sige,
lyd mit Råd,
føj min Vilje,
vord min Viv;
bedre, Mø,
det vist dig båder
end at gjæte
Gygens Geder.

Bort fra Hexens
hus du fare,
fly nu flux
og følg mig, Mø.
Snart jeg på
min snelle Snekke
fører dig
til mine Frænder.

Vend til mig
dit Blik, du væne,
se, med Længsel
jeg dig søgte.
Blot et Blik
jeg beder om,
kan du nænne
det at nægte?

"Hvad har således forstyrret din Forstand og gjort dig så afsindig", sagde han, "at du hellere vil vogte fremmedes Hjord og regnes blandt Utyskers Trælkvinder end, som det sømmer sig, give dit Minde til at blive min Viv?" Men for at hendes kyske Sinds Standhaftighed ikke skulde komme til at vakle ved Synet af noget, af hvad der var om hende, holdt hun ikke des mindre urokkelig Øjnene nedslagne. Hvor stor må ikke Kvindernes Ærbarhed have været i de Tider, eftersom de ikke engang ved deres Elskers ivrigste Lokken kunne bevæges til at se blot ganske lidt op!

Da Ottar ikke engang ved de to gode Tjenester, han havde vist hende, kunde opnå et Blik af Jomfruen, vendte han skamfuld og bedrøvet tilbage til sin Flåde. Syrithe løb på sin vante Vis langt bort over Klipperne, og da det traf sig så, at hun på sin Omflakken kom til Ebbes Ganrd, udgav hun sig, skamfuld over sin Nøgenhed og Hjælpeløshed, for at være et Fattigmandsbarn. Ottars Moder skjønnede nu imidlertid alligevel, at hun var en ædelbåren Kvinde, til Trods for at hun var falmet og klædt i en fattig Kjortel, viste hende til Sæde på en Hædersplads og beholdt hende hos sig med en Venlighed, som var al ære værd, thi Jomfruens Dejlighed røbede hendes ædle Herkomst, og hendes Åsyn bar Vidne om hendes Æt. Da Ottar så' hende, spurgte han hende, hvorfor hun skjulte sit Ansigt med sin Kjortel, og for yderligere at prøve hendes Sindelag, foregav han, at han skulde have Bryllup og lod Syrithe bære Lyset, da han gik til Brudekammeret. Da Lyset næsten var brændt ned, og hun pintes mere og mere, alt som Flammen kom nærmere og nærmere, lagde hun en sådan Tålmodighed for Dagen, at hun ikke rørte Hånden, så man skulde tro, at hun ingen Smerte følte ved, at hun brændte sig; den Ild, der var i hendes Indre, dæmpede nemlig den udvortes Hede, og den glødende Attrå i hendes Sjæl holdt Flammen, som sved hendes Hud, Stangen.

Omsider bød Ottar hende give Agt på sin Hånd, og bly slog hun Øjnene op og så' på ham med sit milde Blik; det foregivne Bryllnp blev nu strax opgivet, og hun fulgte med ham til Brudesengen som hans Hustru. Senere fangede Sivald Ottar og hade i Sinde at lade ham hænge, fordi han havde skjændet hans Datter, men Syrithe gjorde da strax Rede for, hvorledes det var gået til med hendes Bortførelse, og skaffede ikke blot Ottar Kongens Gunst igjen, men fik også sin Fader til at ægte hans Søster.

Nogen Tid efter stod der på Sjælland et Slag imellem Sivald og Ragnald med udsøgte Krigere af udmærket Tapperhed på begge Sider. I tre Dage anrettede de et stort Blodbad, men så stor var Tapperheden på begge Sider, at det var uvist, hvorhen Sejren vilde vende sig. Da styrtede Ottar, hvad enten han nu var bleven kjed af den langvarige Kamp eller blev greben af Begjærlighed efter at vinde Hæder, med Dødsforagt ind på Fjendernes Fylking, hvor den var tættest, fældede Ragnald midt iblandt hans tapreste Krigere og skaffede således pludselig Danskerne Sejr. Dette Slag blev ellers mærkeligt ved den Fejghed, de anseligste Stormænd lagde for Dagen, thi hele Hæren blev greben af en sådan Rædsel, at fyrretyve af de tapreste Svenskere siges at have vendt Ryg og taget Flugten. Den ypperste iblandt dem, Stærkodderj plejede ellers ikke at lade sig for skrække, om det så gik nok så hårdt til, og Faren var aldrig så stor, men nu blev han greben af en sælsom Angst og foretrak at følge sine Stalbrødre på Flugten frem for at lade hånt derom. Jeg skulde næsten tro, at det var guddommelige Magter, der indjog ham denne Skræk, for at han ikke skulde bilde sig ind, at han var i Besiddelse af overmenneskelig Tapperhed. Således plejer de dødeliges Lykke aldrig at være fuldkommen. Alle disse Mænd gav sig i Tjeneste hos Hake, den største Viking i de Tider, som Vrag fra Krigen. der skylledes op til ham.

Sigar

Derpå blev Sigar Konge efter sin Fader Sivald. Han havde Sønnerne Sivald, Alf og Alger og en Datter, Signe. Alf, som overgik de andre i Mod og Fagerhed,gav sig i Vikingefærd. Hans Hår, der var ganske lyst, var omstrålet af en sådan Skjønhed, at det skinnede som Sølv. I de samme Dage skal der i Gøtland have været en Konge ved Navn Sivard, som havde to Sønner, Vemund og Østen, og en Datter, Alvilde, som så at sige lige fra Vuggen af var så ærbar, at hun stadig skjulte sit Ansigt med sit Slør for at undgå, at hendes Skjønhed vakte nogens Attrå. Hendes Fader satte hende i stræng Forvaring og lod hende opfostre en Drage og en Snog, for at dette Kryb, når det voxede til, kunde vogte hendes Kyskhed, thi det var ingen let Sag at bane sig Vej til et Kammer, som der var sat så farlig en Slå for. Han bestemte også, at, om nogen forgjæves søgte at skaffe sig Adgang dertil, skulde han strax halshugges og hans Hoved sættes på en Stage.

Den Frygt, der således var knyttet til dette dumdristige Foretagende, lagde en Dæmper på Ungersvendenes iltre Sind. Alf, Sigars Søn, fandt imidlertid, at det var desto berømmeligere at gjøre Forsøget, jo farligere det var; han meldte sig derfor som Bejler og fik Anvisning på at fælde Dyrene, der holdt Vagt uden for Jomfruens Bur, thi, som kundgjort var, tilkom det den, der besejrede dem, at tage hende i Favn. For ret at egge deres Raseri imod ham hyllede han sig i et blodigt Skind, og omgjordet med det jog han, så snart han var kommen inden for Indhegningens Port, et gloende Stål. som han holdt i en Tang, i Svælget på den gabende Drage og fældede den således. Derpå kastede han sit Spyd midt i Gabet på Snogen, der snoede og bugtede sig frem imod ham, og det blev dens Bane. Da han nu krævede den Løn, der var lovet for Sejren, sagde Sivard, at han kun vilde tage den til Svigersøn, som hans Datter selv frit valgte. Pigens Moder var den eneste, som ikke så' med gunstige Øjne på hans Bejlen, og udforskede i en hemmelig Samtale sin Datters Sind. Da denne ivrig priste ham for hans Tapperhed, gjorde hun hende hårde Bebrejdelser, fordi hun slappede sin Kyskhed og lod sig fange af lokkende Blikke og uden at spørge om hans Dyd med letfærdigt Sind kastede sine Øjne på Skjønhedens dårende Tillokkelser. Så fattede Alvilde Foragt for den danske Ungersvend, ombyttede sine Kvindeklæder med Mandsdragt og blev fra en over al Måde bly Jomfru til en grum Viking. Efter at have taget adskillige Piger, der var lige sådan sindede som hun, i sin Tjeneste kom hun tilfældigvis til et Sted, hvor en Flok Vikinger sørgede over Tabet af deres Høvding, som var falden i Kamp. Formedelst hendes Fagerhed gjorde de hende til deres Høvding. og hun udførte Bedrifter, der langt overgik, hvad man kunde vente af en Kvindes Mod. Alf gjorde mange møjsommelige Togter for at opsøge hende, og ved Vintertid traf det sig så, at han stødte på Blakmannernes Flåde. Vandet var på den Tid hårdt frosset, og Skibene var omgivne af en sådan Ismasse, at de ikke var til at få af Stedet, om man så trak på Årerne af alle Kræfter. Da den langvarige Frost bød de indespærrede en sikrere Vej, befol Alf sine Mænd at begive sig ud på Havets faste Flade med deres Sokkebroge på, efter at de havde taget deres glatte Sko af for bedre at kunne stå fast, når de løb over Ismarken. Blakmannerne troede, at de vilde tage Flugten, så hurtig deres Fødder kunde bære dem, og angreb dem derfor, men de kunde ikke stå fast på Benene, thi den glatte Is gjorde deres Gang usikker. Danskerne derimod gik med faste Fjed over det af Kulden stivnede Vand og overmandede deres Fjender, der var usikre på Benene. Efter at have overvundet dem satte de Kursen mod Finland. Da de dèr kom ind i en snæver Vig, sendte de Spejdere ud og fik da at vide, at havnen holdtes besat af nogle få Skibe. Alvilde var nemlig før end de sejlet ind i den samme snævre Vig med sin Flåde. Da hun nu så Skibe, hun ikke kjendte, langt borte, roede hun dem hurtig i Møde, thi hun holdt for, at det var bedre at angribe Fjenden end at bie på ham. Alfs Mænd syntes ikke om at angribe Fjendens Skibe med de få, de havde, men han svarede, at han vilde skamme sig, om nogen skulde komme og fortælle Alvilde, at han havde opgivet sit Forsæt, fordi der kom nogle få Skibe imod ham, man burde ikke lade sådan en Småting sætte en Plet på det Ry, man havde vundet ved store Bedrifter. Danskerne undrede sig ikke lidet over, hvor deres Fjender havde så fagre Legemer og så velskabte Lemmer fra. Da Søslaget begyndte, sprang Alf over i Alvildes Forstavn og gik frem helt til Bagstavnen, idet han fældede enhver, der stillede sig imod ham. Hans Stalbroder Borkar slog Hjælmen af Alvilde, og da han så', hvor glathaget hun var, skjønnede han, at her burde man kysse og ikke slås, lægge de grumme Våben til Side og handle med Fjenden på en blidere Måde. Alf blev glad over, at hun, som han med utrættelig Møje og under så mange Farer havde søgt til Lands og til Vands, nu uformodentlig førtes ham i Møde; han greb hende ivrig og nødte hende til igjen at ombytte Mandsdragten med Kvindeklæder, og siden fik han med hende en Datter Gyrithe. Borkar ægtede en af Alvildes Følge ved Navn Gro og fik med hende en Søn Harald, som den næste Slægt kaldte med Tilnavnet Hildetand.

For at nu ingen skal undre sig over, at det svage Kjøn lagde sig efter Krigsvæsen, vil jeg gjøre et lille Sidespring for kortelig at gjøre Rede for sådanne Kvinders Vilkår og Sæder. Der gaves i fordums Dage blandt Danskerne Kvinder, som omdannede deres kvindelige Skjønhed til mandigt Væsen og anvendte næsten al deres Tid på krigerske Idrætter, for at deres Tapperhed ikke skulle sløves ved Yppigheds Smitte. De hadede nemlig al Slags vellystig Levemåde og hærdede stadig Legeme og Sjæl ved Udholdenhed og Anstrængelse, og idet de gav Afkald på al kvindelig Svagheds Blødagtighed, tvang de Kvindesjælen til at lægge sig efter mandlig Grumhed og lagde så ivrig Vind på Krigsvæsenet, at man kunde fristes til at tro, de ikke længer var Kvinder. Det var især sådanne, som havde stærke Sjæle eller udmærkede sig ved slanke, høje Legemer, der plejede at slå ind på det Liv. Som om de glemte de Kår, de var fødte i, og foretrak Barskhed for kjælne Ord, bød de kamp i Steden for Kjærtegn, tørstede efter Blod og ikke efter Kys, lagde sig hellere efter Krigens end efter Kjærlighedens Idrætter og krystede Spyd i de Hænder, de burde have brugt ved Væven, tænkte ikke på Brudesengen, men på Døden, og angreb med hvasse Våben de Mænd, som de kunde have frydet med deres Skjønhed. Nu vender jeg tilbage fra denne Udflugt og tager Tråden op igjen.

Tidlig om Våren, da Alf og Alger atter havde givet sig ud på Vikingetog og afsøgte Havet i forskjellige Retninger, stødte de med hundrede Skibe på Underkongen Hamunds Sønner Helvin, Hagbard og Hamund. De yppede Kamp med dem, og kun Tusmørkets Tåge standsede deres af Blodbadet trætte Hænder, og Krigsmændene fik Befaling til at holde Fred om Natten. Dagen efter blev Freden fornyet og stadfæstet ved gjensidig Ed, thi så store Sår havde begge Parter fået i Gårsdagens Kamp, at der ikke kunde være Tale om at begynde igjen, så de, som lige stor Tapperhed havde udmattet, blev af Nødvendigheden drevne til at holde Fred. I de samme Dage bejlede Hildegisel, en Tysker af fornem Herkomst, stolende på sin Fagerhed og høje Byrd, til Sigars Datter Signe, men hun nærede den største Foragt for ham på Grund af hans Uanselighed, thi Mod havde han selv ingenting af og vilde helst grunde sin Lykke på andres Gjævhed. Det Ry, der gik af Hakes store Bedrifter, havde især bøjet hendes Hu til ham, thi hun havde større Tanker om de stærke end om de svage og beundrede ikke Skjønhed, men Bedrifter, vel vidende, at al Fagerheds Tillokkelse blegner i Sammenligning med Tapperhed og ingenlunde kan veje op mod den. Der gives nemlig Piger, som mere betages af deres Elskeres Navnkundighed end af deres smukke Udseende, som ikke dømmer efter det ydre, men efter det indre, og som kun Ærbødighed for en Mands Mod kan opflamme til at give ham deres Tro. Men da Hagbard nu kom til Danmark med Sigars Sønner og uden deres Vidende fik deres Søster i Tale, fik han hende til at love ham hemmelig at skjænke ham sin Elskov. Da senere Ternerne holdt Mandjævning imellem de gjæveste Mænd og sammenlignede deres Adkomster til Berømmelse, sagde hun, at hun foretrak Hake for Hildegisel, thi hos denne fandt hun intet andet, der var værd at prise, end hans Skjønhed, men hos hin vejede det gjæve Sind op imod det uskjønne Ansigt. Og ikke tilfreds med at have prist ham med jævne Ord, kvad hun denne Vise:

Favr og fin
ej Folk ham finder,
men som herlig
Helt han prises.
Mod og Manddom
Manden pryder
mest af alt
i mine Øjne.

Se, hvor stolt
hans Øje stråler,
Adel lyser
af hans Åsyn!
Om den anden
ej jeg véd
andet end,
at fager er han.

Kun en stakket
Stund det varer,
før hans Fagerhed
er falmet.
Vist jeg om
den anden ved:
aldrig ruster
Heltens Ry.

Mig ej flygtig
Skjønhed frister,
dårer mig
som mange andre.
Højt jeg priser
Heltens Manddom,
ænser ej
et fagert Ansigt.

Det bares dem, som var til Stede og hørte denne Vise, for, som kvad hun Hagbards Pris under Hakes Navn. Hildegisel blev gram i Hu over, at hun foretrak Hagbard for ham og fik ved Gaver en blind Mand ved Navn Bølvis lokket til at få Venskabet mellem Sigars og Hamunds Sønner vendt til Had. Kong Sigar plejede nemlig ved alt, hvad han tog sig for, at lytte til to gamle Mænds Råd, af hvilke Bølvis var den ene. De var så forskjellige i Sind, at den ene plejede at bringe Folk, der var Fjendskab imellem, til at fatte Venskab for hinanden, den anden lagde Vind på at sætte Splid imellem Venner og puste til llden, når der var Fjendskab imellem dem. Bølvis bagvaskede da først Hamunds Sønner for Sigars Sønner med løgnagtig og ondskabsfuld Tale; de plejede aldrig trofast at holde Fred og Stalbroderskab, sagde han, det var bedre at holde Styr på dem ved at kriges med dem end ved at slutte Forbund med dem. Ungersvendenes Pagt blev da brudt, og medens Hagbard var borte, angreb Sigars Sønner Alf og Alger Helvin og Hamund og fældede dem ved den Havn, som kaldes Hamunds Vig.

Hagbard kom så senere med friske Kræfter for at hævne sine Brødre og fældede dem i et Slag. Hildegisel slap fra det med et Spyd igjennem begge Arsballerne, hvilket gav Anledning til Spot over de tyske Stridsmænd, thi dette Sår var jo ikke blot stygt, men også skjændselsfuldt.

Derpå klædte Hagbard sig i Kvindeklæder, og som om han ingen Overlast havde tilføjet Sigars Datter ved at dræbe hendes Brødre, gik han ene til hende i Tillid til det Løfte, hun havde givet ham, idet han mere stolede trygt på hendes Troskab end nærede Frygt for Følgerne af sin Dåd. I den Grad lader vellystig Attrå hånt om Farer. Og for at have et Påskud for Rejsen udgav han sig for Hakes Skjoldmø og sagde, at han bragte Bud fra ham til Sigar. Da han om Aftenen fik sit Natteleje anvist blandt Ternerne, og Pigerne, som tvættede hans Fødder, tørrede dem, spurgte de, hvoraf det kom, at hans Ben var så lådne og hans Hænder så hårde at føle på. Han kvad da:

Sært, at I
kan spørge, Piger,
hvi min Sål
er sejg som Horn,
hvi min Læg
er grov og låden,
hvi min Hånd
er hård at kryste.

Strandens Sten
min Sål har slidt;
Vind og Vejr
på Huden virker.
Ej som I
jeg altid sad
stille i
en Fruerstue.

Snart jeg snelt
min Snekke sejled,
snart på Strand
jeg Strandhug gjorde,
stormed Borge,
brændte Byer,
aldrig Rør
og Lad jeg rørte.

Kun i Plader
jeg mig klædte,
bar som I
ej bløde Klæder;
altid Sværd
og Spyd jeg svang,
det gjør Huden
hård og ru.

Signe tøvede ikke med at støtte dette hans Udsagn med samstemmende Udtalelser. Det var rimeligt, sagde hun, at Hænder, der hyppigere havde med Sår end med Uld at gjøre og hyppigere var optagne af Kamp end af at sysle med Væven, havde et til deres Gjerning svarende Udseende og ikke var svage og bløde at føle på som andre Kvinders. De var jo hærdede dels af Krigens Anstrængelser, dels af Arbejdet til Søs. Hakes Skjoldmø gav sig jo nemlig ikke af med Kvindesysler, men var vant til med blodbestænket Hånd at svinge Lansen og kaste med Spyd. Intet Under derfor, at hendes Fodsåler var hærdede af de umådelige Vandringer, hun havde gjort, og at de ru Stene på Strandbredderne, hun så tit havde måttet gå på, havde slidt dem, så Huden på dem var bleven tyk og sejg og ikke var fin og blød at føle på som deres, eftersom de næsten aldrig gik ud, men stadig sad indelukkede i Borgen. Da Hagbard var kommen til at dele Seng med hende under Påskud af, at han burde hædres med det fornemste Leje, hviskede han til hende midt under de Gammensord, de vexlede:

Fagre Mø, som
fro jeg favner,
og som under
mig din Elskov,
vil du aldrig
Vennen svigte,
aldrig elske
anden Mand ?

Om din Fader
nu mig fanger,
vil med Hagbard
grumt han handle.
Flux mit liv
jeg da må lade,
mangt han har
på mig at hævne.

Først jeg dine
Brødre fælded,
nu med dig
jeg Leje deler;
aldrig efter
det han under
Hagbard Liv
og Livets Lykke.

Sig du væne,
hvad du vil,
når mit Liv
jeg nu må lade.
Tungt det falder
mig at tænke
dig i anden
Elskers Arm.

Hertil svarede Signe:

Aldrig anden
Mand jeg elsker,
andens Viv
jeg aldrig vorder.
Skal dit Liv du
lade, kjære,
følger jeg dig
flux i Døden.

Ene dig
jeg gav min Elskov,
Ingen før
i Favn mig tog;
aldrig skal os
Skæbnen skille,
Liv og Død
med dig jeg deler.

Om dig hvasse
Våben bider,
falder Signe
ved din Side;
hvad der end
din Død skal volde,
samme Lod
mig Livet røver.

Disse Ord oplivede således Hagbards Mod, at han havde mere Gammen af hendes Løfte end Frygt for den Fare, der ventede ham, når han skulde gå. Da Ternerne havde forrådt ham og Sigars Stridsmænd angreb ham, forsvarede han sig længe og kraftig og fældede adskillige at dem i Døren. Omsider blev han fangen og ført frem på Tinge, hvor Folkets Meninger var delte. Mange sagde nemlig, at han burde straffes på Livet for så stor en Misgjerning, men Bilvis, Bølvis' Broder, og andre fældede en bedre Dom; det var bedre at gjøre Brug af hans Tapperhed end at fare grumt frem imod ham, sagde de. Så trådte Bølvis frem og sagde, at det var onde Råd, som bød Kongen at tilgive, når han burde have Hævn. og med uværdig Medynk vilde mildne hans retfærdige Harme. Hvorledes skulde Sigar over for ham kunne bevæges af Tilbøjelighed til Skånsel eller Medynk, ham, som ikke blot havde berøvet ham den Trøst, han skulde have af sine to Sønner, men også havde påført ham Skjændsel ved at forføre hans Datter?

Denne Mening bifaldt de fleste, og så blev Hagbard da dømt til Døden, og der blev rejst en Galge, han skulde hænges i. Således gik det til, at den, som fra første Færd af næsten ingen Stemmer havde haft imod sig, blev straffet, fordi alles Grumhed vendte sig imod ham. Straks efter rakte Dronningen ham et Bæger og bød ham slukke sin Tørst, idet hun truede ham sålunde:

Ædle Helt,
du bolde Hagbard,
tag det Bæger,
jeg dig byder!
Ej bør rød
og ræd du ryste;
drik dig Mod til,
før du dør.

Ravne skal
dit Ådsel slide,
når i Galgen
højt det gynger,
mens din Sjæl
til Helhjem stævner
for blandt Skygger
sig at fjæle.

Ungersvenden tog Bægeret, hun bød ham, og svarede:

Bægeret, du
byder, Dronning,
vil jeg fro
og frejdig tømme.
Hel forgjæves
Hagbard venter,
glad jeg snart
til Valhal går.

Uden Hævn ej
heden går jeg,
barnløs snart
mit Ord du sander.
Sårt du dine
Sønner savner,
som mit gode
Glavind vog.

Således hævnede han sig for hendes Trusler ved at minde hende om, at han havde dræbt hendes Sønner, og derpå kastede han Bægeret i Ansigtet på hende, så Vinen randt ned ad det.

Imidlertid spurgte Signe sine grædende Terner, om de kunde få sig til at deltage med hende i, hvad hun havde sat sig for, og de lovede at gjøre alt, hvad deres Jomfru ønskede, og det gav de hende deres Ord på. Derpå sagde hun med grædende Tårer, at hun vilde følge den eneste Mand, hun havde delt sit Leje med, i Døden, og bød dem, så snart der blev givet Tegn fra Udkigstårnet, at stikke Ild på Huset med Fakler, og derhos skulde de lave Strikker af deres Hovedklæder og, idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder, kvæle sig med dem. Det gik de ind på, og for at de skulde blive mindre bange for Døden, gav hun dem Vin at drikke og drak dem selv til. Så blev Hagbard ført op på den Høj, som siden har båret Navn efter ham, for at hænges der. For nu at prøve sin elskedes Troskab bød han Knægtene hænge hans Kappe op i Galgen, det vilde more ham, sagde han, at se, hvorledes hans nær forestående Død vilde tage sig ud. De gjorde, som han bød, og Vagten i Udkigstårnet, som troede, at det var Hagbard, han så' hænge i Galgen, gav Tegnet til de i Borgen forsamlede Piger. Disse stak strax Ild på Huset og hængte sig, idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder. Da Hagbard så' Kongeborgen omspændt af Luer og det vel kjendte Jomfrubur brænde, sagde han, at han følte større Glæde over sin elskedes Troskab end Sorg over, at han skulde dø, og idet han opfordrede de hosstående til at dræbe ham, vidnede han i følgende Kvad, hvor lidet han ænsede Døden:

Hurtig, Svende,
hæng nu Hagbard!
glad han nu
i Døden går.
Signes Bur
nu lystig brænder;
se, hvor Luen
liflig lyser.

Sagn og Sang
skal Signe prise,
trofast Brud
har Bålet tændt,
Liv og Død
vi svor at dele,
holdt hun har,
hvad huldt hun loved.

Højt jeg love
må min Lykke,
at jeg fik
så ædel Brud.
Her var godt,
men bedre hisset;
aldrig skal
vi to nu skilles.

"Se", sagde han, "jeg hilser min forestående Død med Glæde; thi ikke engang blandt Skyggerne tilsteder Kjærligheden, at de elskendes Favntag ophører". Og medens han sagde det, hængte Knægtene ham. Men på det ingen skal tro, at alle Oldtidens Spor er helt forsvundne, bekræftes Troværdigheden af det, som nys er fortalt, endnu den Dag i Dag ved Vidnesbyrd på selve Stedet, thi både har Hagbard ved sin Død givet det Navn, og ikke langt fra Sigars By er der et Sted, hvor en Høj rager lidt op over Sletten og ved sin Jorddynge viser, at der har været et gammelt Bosted.

En Mand har også fortalt Absalon, at han havde set en Bjælke, der var funden der på Stedet, og som en Bonde havde stødt på med sit Plovjærn, da han pløjede Jorden.

Da Hake Hamundssøn spurgte denne Tidende og nu vilde vende sine Våben fra Irerne imod Danskerne for at hævne sin Broder, forlod Hake Sjællænder, Vigers Søn, og Stærkodder ham. De havde været hans Stalbrødre hele Tiden, siden Ragnald faldt, men nu følte den ene sig tilskyndet af Venskab, den anden af Hensynet til sin Herkomst, og således drev forskjellige Grunde dem begge til at handle på samme Vis. Fædrelandskjærlighed afholdt nemlig Hake fra at angribe Danmark, thi medens de andre førte Krig imod fremmede, vilde han være kommen til at kæmpe med sine Landsmænd.

Stærkodder derimod vilde ikke gå som Fjende imod den gamle Sigar, fordi han havde nydt Gjæstevenskab hos ham og således vilde være kommen til at lønne godt med ondt. Så stor Ærbødighed nærer nemlig somme for Gjæstevenskabet, at de ikke er at bevæge til at øve nogen Overlast imod dem, de mindes en Gang at have nydt Venlighed af. Men Hake, som regnede sin Broders Død for et større Tab end sine Kæmpers Frafald, samlede sin Flåde i den Havn, som hedder Hærvig, lod sine Krigsfolk gå i Land og opstillede sin Fylking af Fodfolk dèr, hvor nu den By, Esbern har bygget, med sine Forskansninger beskjærmer de omboende og formener vilde Barbarer Adgang. Derpå delte han sine Folk i tre Skarer og sendte to Tredjedele af Flåden i Forvejen til Åen Suså, idet han satte nogle få Mænd til at ro. Skibene skulde gjøre den vanskelige Sejlads op ad Åens Krumninger og i fornødent Fald komme Fodfolkene til Undsætning. Selv gik han med Resten til Fods og søgte for det meste ind i Skovene for ikke at blive set. Denne Vej, som i gamle Dage var opfyldt af store Skove, er nu til Dels tjenlig for Ploven og kun sparsomt bevoxet med Krat. For at de ikke, når de kom ud på åben Mark, skulde savne Træernes Skjul, bød han dem afhugge Grene og bære dem foran sig, og for at intet skulde besvære dem under deres hurtige Fremrykning, bød han dem derhos kaste en Del af deres Klæder samt deres Sværdskeder fra sig og bære Sværdene blottede. Til evigt Minde herom gav han en Høj og et Vadested Navn.

Ved således at rykke frem om Natten skuffede han to Vagtposter, men da han kom til den tredje, ilede Spejderen, som blev dette usædvanlige Syn var, strax til Sigars Sovekammer og sagde, at han havde en sælsom Tidende at melde, han havde set Løv og Buske gå som Mennesker. Da Kongen spurgte, hvor langt borte den gående Skov var, svarede han, at den var tæt ved, og Kongen sagde da, at dette Vidunder varslede hans Død. Derfor kaldes den Sump, hvor Grenene blev huggede af, i Folkemunde Helmosen. Da han var bange for, at der var for snæver Plads i Byen, forlod han den og søgte ud i åben Mark for at byde Fjenderne Slag der. Ved det Sted, som nu hedder Valbrønde, hvilket vil sige Ligbrønden, måtte han bide i Græsset, efter at Slaget var gået ham imod. Hake benyttede sig af sin Sejr til at fare frem med Grumhed og lod så stor en Misgjerning følge efter sin Lykke, at han, opsat på at dræbe i Flæng, hverken ænsede Byrd eller Kjøn. Han kjendte hverken til Medlidenhed eller Skam, men rødnede sit Sværd i Kvindeblod og dræbte grumt Mødre og Børn i det almindelige Blodbad.

Sivald, Sigars Søn, som hidtil havde holdt sig hjemme i sin Faders Hus, samlede nu, da han fik Nys om dette, en Hær for at tage Hævn over Hake. Denne, som blev forskrækket over det store Tilløb, Sivald fik, besluttede nu med Tredjedelen af Hæren at vende tilbage til Flåden i Hærvig og tage Vejen over Havet. Hans Stalbroder Hake med Tilnavnet den Hugprude, mente imidlertid, at han mere burde sætte Lid til den nys vundne Sejr end nære Frygt, fordi Hake drog bort, og, idet han foretrak Døden for Flugt, vilde han bevare Resten af Hæren. Han trak da Lejren lidt tilbage og ventede ved Byen Axelsted en liden Stund på, at Flåden skulde komme, idet han lastede sine Stalbrødre for deres Sendrægtighed, fordi det varede så længe, inden de kom. Flåden, der var bleven sendt ind i Åen, var nemlig endnu ikke kommen til den Havn, den efter Bestemmelsen skulde ankre op i. Sigars Fald og Kjærligheden til Sivald opflammede nu imidlertid Almuens Sind i den Grad, at begge Kjøn blev opsatte på Kamp, så at man ikke skal tro, at Kvinderne holdt sig tilbage fra at hjælpe til i Slaget. Næste Morgen mødtes Hake og Sivald, og Slaget varede i to Dage. Der blev kæmpet med den største Grumhed, begge Høvdinger faldt, og de, der var tilbage af Danskerne, sejrede. Men Natten efter, at Slaget var endt, nåede Flåden den bestemte Havn efter at være sejlet igjennem Suså. I gamle Dage var denne Å nemlig sejlbar, men nu er den så tilgroet og smal, at kun få Skibe kan komme ind i dens snævre og dorske Løb. Da Søfolkene ved Daggry så' deres Stalbrødres Lig, opkastede de for at jorde Høvdingen en anselig Høj, som endnu i vore Dage er navnkundig og kaldes Hakes Gravhøj. Pludselig kom så Borkar over dem med sine skånske Ryttere og huggede dem ned, og efter at have fældet Fjenderne besatte han Skibene, som nu var blottede for Rorfolk, og satte over Hals og Hoved med åndeløs Hast efter Hamunds Søn.

Han traf ham, og efter at det var gået Hake ilde i Slaget, flyede denne slagen af Skræk med tre Skibe til Skotland, hvor han to År efter døde.

Fra Sigar til Harald Hildetand

Alle disse Krige og Ulykker havde i den Grad svækket den danske Kongeslægt, at der nu kun var Gyrithe, Alfs Datter og Sigars Sønnedatter, tilbage af den. Da Danskerne ikke længer havde deres højbårne Fyrster til at stå for Styret, som de var vante til, overdrog de Herredømmet til Mænd af Folket og valgte sig Fyrster blandt Menigmand, satte Østmar over Skåne og Hunding over Sjælland, Hane gav de Herredømmet over Fyn og Rørik og Hother over Jylland, således at de skulde dele Magten og Myndigheden imellem sig. For at man nu ikke skal være uvidende om, hvem der blev Stamfader for den følgende Kongeslægt, falder det mig ind, at jeg nødvendigvis må gjøre et lidet Sidespring for at gjøre Rede for visse Ting.

Der fortælles da, at Gunnar, den tapreste blandt Svenskerne, en Gang af de vægtigste Grunde var bleven opbragt på Nordmændene og ved sine Bønner opnåede tilladelse til at angribe dem, men så misbrugte denne Tilladelse ved at udsætte sig for de største Farer. Det første af de Angreb, han havde sat sig for, rettede han imod Jæderen, hvor han fo'r frem med lld og Sværd; Bytte brød han sig ikke om, hans eneste Glæde var, at Veje og Stier overalt, hvor han fo'r frem, blev bedækkede med Lig og bestænkede med Blod, thi medens andre plejede at undgå Blodsudgydelse og at lægge mere Vind på at vinde Bytte end på at øve Manddrab, foretrak han Grumhed for Vinding og søgte helst at tilfredsstille sin Blodtørst ved at dræbe Mennesker, og tilskyndede ved denne Grumhed kom Landsens Folk den truende Fare i Forkjøbet ved at overgive sig. Da Nordmændenes Konge Ragnald, som var en højt bedaget Olding, hørte, hvorledes han fo'r frem, lod han grave en Hule og sin Datter Drot indelukke i den med passende Følge og Levnedsmidler for lang Tid. Også nogle Sværd, der var smedede med den største Kunstfærdighed, nedlagde han tillige med det kongelige Boskab i Hulen for ikke at sætte Fjenden i Stand til at tage og bruge det Sværd, som han så', han selv ikke kunde gjøre Brug af. Og for at man ikke skulde blive Hulen var på Grund af dens Højde, lod han Bakken oven over den jævne med Jorden. Derpå drog han i Krig, men da han med sine gamle Lemmer ikke kunde gå alene i Slaget, støttede han sig til sine Hirdmænds Skuldre og gik således ført og holdt oppe af andre. Han faldt i Slaget efter at have kæmpet med mere Iver end Held, og hans Land fik efter hans Død stor Grund til at skamme sig.

For at straffe det overvundne Folk for dets Fejghed på en usædvanlig styg Måde satte Gunnar nemlig en Hund til Høvding over det. Hvad skal vi vel tro, han har tilsigtet med dette, andet end at lade et hovmodigt Folk føle sig rigtig grundig straffet for sit Overmod ved at måtte bøje sine stive Nakker for en gjøende Hund. Og for at Forsmædelsen skulde være fuldstændig, indsatte han Jarler, som i Hundens Navn skulde varetage Landets Anliggender, og satte Stormænd af forskjellig Rang til stadig at våge over den. Han fastsatte også, at hvis en af Hirden fandt det forsmædeligt at vise sin Høvding Hyldest og ikke vilde være med til i dybeste Ærbødighed at følge den, når den rendte frem og tilbage, skulde han straffes med Lemlæstelse. Han pålagde også Folket dobbelt Skat og Skyld, idet der både skulde betales af Høstens Afgrøde og om Foråret. Således opnåede han ved at knække Nordmændenes Hovmod, at de ret tydelig fik at fornemme, hvilket Skår der var gjort i deres Stolthed, eftersom de så' sig tvungne til at bringe en Hund Hyldest. Da han hørte. at Kongens Datter var anbragt i et Skjulested langt borte, anspændte han al sin Sindrighed for at opspore, hvor hun var, og så skete det da, at han, som selv søgte efter hende sammen med andre, utydelig hørte en Lyd som af Hvisken, der kom langt borte fra under Jorden. Han gik langsomt videre og skjelnede nu tydeligere en menneskelig Stemme. Han befol da, at Jorden, de gik på, skulde graves op helt ned til den faste Klippe, og Hulen kom da pludselig for Dagen, og han så' dens bugtede Gange. Trællene, som søgte at forsvare de blottede Adgange til Hulen, blev dræbte og Pigen trukket ud af den tillige med de dèr forvarede Sager, men sin Faders Sværd havde hun med megen Omtanke gjemt på et endnu hemmeligere og sikrere Sted. Gunnar tvang hende nu til at være ham til Vilje, og hun fødte ham Sønnen Hildiger, som i den Grad slægtede sin Fader på i Henseende til Grumhed, at han altid var opsat på Manddrab, ikke tænkte på andet end på at slå Mennesker ihjel og altid led af en umættelig Blodtørst. Han blev da også til sidst landsforvist af sin Fader for sin ulidelige Grumhed, men da han strax fik et Jarledømme overladt af Alver, anvendte han fremdeles al sin Livstid på Krig og Orlog, fejdede på sine Naboer og anrettede Mandslæt iblandt dem, thi han opgav intet af sin vante Grumhed, fordi han var bleven landsforvist, og skiftede ikke Sind, fordi han havde måttet skifte Bosted.

Imidlertid havde Borkar fået Nys om, at Ragnalds Datter Drot med Vold var bleven tvungen til at ægte Gunnar, og han skilte da denne både ved Hustru og Liv og tog selv Drot til Ægte, hvilket hun ikke var uvillig til, thi det tyktes hende ret og billigt, at hun ægtede sin Faders Hævner, hun sørgede nemlig over sin Fader og kunde aldrig med Glæde være hans Banemand til Vilje. Med hende avlede Borkar en Søn Halfdan, som i sin første Ungdom havde ord for at være tåbelig, men senere blev berømmelig ved de mest strålende Bedrifter og vandt Ry for de ypperligste Egenskaber, der kan pryde en Mand. Medens han endnu var Dreng, gav en navnkundig Kæmpe, som han i Kådhed havde drevet Gjæk med, ham en Gang en Næsestyver, og han gik da strax løs på ham med en Stok, han havde i Hånden, og slog ham ihjel. Dette var et Varsel om det Ry, han skulde vinde ved sine Bedrifter; den Foragt, han tidligere havde været Gjenstand for, veg i Resten af hans Liv Pladsen for det mest strålende Ry. Den Handling indviede hans herlige Krigsbedrifters Storhed.

I de Dage hjemsøgte en ruthensk Viking ved Navn Rød skammelig vort Fædreland med Plyndring og Grumhed. Han var så glubsk, at, medens andre dog ikke kunde nænne at plyndre deres Fanger helt ind til Skindet, anså han det ikke for utilbørligt også at plyndre dem for de Klædningsstykker, der dækker de Dele af Legemet, som Blufærdigheden byder at skjule. Derfor plejer vi endnu at bruge Ordet Røde-Ran for at betegne et meget grovt og umenneskeligt Røveri. Han havde også stundom for Skik at anvende følgende Pinselsstraf: han gjorde den højre Fod rigtig fast på Jorden, og det venstre Ben bandt han til Grene, som i den Hensigt var bøjede, og når Grenene så blev slupne og sprang tilbage, flaktes Kroppen midt ad. Hane, Kongen på Fyn, vilde gjærne indlægge sig stor Hæder og Ære og prøvede derfor på at bekæmpe ham med sin Flåde, men måtte give sig på Flugt kun fuJgt af én Mand. Det er til Spot og Spe for ham, at det Ordsprog èr blevet gængs: "Hane er hjemme rigest". Nu kunde Borkar ikke længer holde ud at se på den Fortræd, hans Landsmænd led, og han angreb derfor Rød; de kæmpede sammen, og de omkom sammen. Efter hvad der fortælles, blev Halfdan hårdt såret i det samme Slag og var en Tid lang svag af de Sår, han havde fået. Et af dem havde på en temmelig iøjnefaldende Måde skæmmet hans Mund. Den knuste Del af Læben vår nemlig så svullen, at Kjødet ikke kunde gro ud og fylde den buldne Flænge. Dette skaffede ham et forsmædeligt Tilnavn, uagtet Sår forpå ellers snarere plejer at indbringe den, der får dem, Ros og ikke Skam. Så ondsindet kan den almindelige Mening undertiden tyde, hvad der i sig selv er Ære værd.

Da Gyrithe, Alfs Datter, imidlertid betænkte, at hun var den eneste, der var tilbage af Kongestammen, og der ikke fandtes nogen, som var hendes Jævning i Byrd, og som hun kunde ægte, aflagde hun Løfte om frivillig Kyskhed, idet hun anså det for bedre ikke at gifte sig end at ægte en Mand af Folket, og for at sikre sig inod Vold lod hun sit Jomfrubur bevogte af en udsøgt Skare Kæmper. En Gang traf det sig så, at Halfdan kom til hende, da Kæmperne, hvis Broder han selv som Dreng havde slået ihjel, var borte. Han sagde da til hende, at hun burde løse sit Jomfrubælte og ombytte Kyskhed med Elskov, at hun ikke burde give i den Grad efter for sit Ønske om at leve kysk, at hun lod hånt om ved at gifte sig at gjenoprette det forfaldne Kongedømme. Han bød hende tage ham, der var af overmåde ædel Byrd, i Betragtning som en, hun kunde gifte sig med, eftersom hun syntes kun at ville unde nogen sin Elskov af den Grund, han havde nævnet. Hertil svarede Gyrithe, at hun ikke kunde få sig til at parre den Rest, der var tilbage af Kongestammen, med en Mand af ringere Herkomst, og ikke nok med, at hun bebrejdede ham hans Byrd, men hun lagde ham også hans vanskabte Mund til Last. Halfdan sagde da, at hun havde sigtet ham for to Lyder, for det første, at hans Herkomst ikke var glimrende nok, for det andet, at han havde en Flænge som et Hareskår, der ikke vilde gro sammen; derfor vilde han nu ikke komme igjen for at bejle til hende, før han havde vundet så stor Berømmelse i Krig, at den gjorde begge disse Lyder til intet. Han bad hende også om ikke at unde nogen Mand at dele Leje med hende, før end hun havde spurgt sikre Tidender om, at han var kommen hjem, eller at han var død. Kæmperne, hvis Broder han forlængst havde dræbt, blev vrede over, at han havde talt med Gyrithe, og forfulgte ham til Hest. Da han så' det, bød han sine Stalhrødre skjule sig, thi han vilde ene tage imod Kæmperne, sagde han, og da hans Ledsagere tøvede og holdt for, at den Befaling vilde de have Skam af at adlyde, drev han dem bort med Trusler; Gyrithe skulde aldrig spørge, at han af Frygt unddrog sig en Kamp. Han fældede strax en Eg og tildannede den som en Kølle, kæmpede så ene med tolv og dræbte dem. Da de havde måttet bide i Græsset, vilde han ikke lade sig nøje med den Ære, han havde vundet ved så ypperlig en Bedrift, men fik, for at udføre endnu større Ting, af sin Moder de Sværd, der havde tilhørt hans Bedstefader, det ene hed Lysing, det andet Hviding på Grund af den Glans, der lyste af den hvasse Od. Da han spurgte, at der rasede en Krig imellem Svenskekongen Alver og Ruthenerne, drog han på stående Fod til Rusland, tilbød Landsens Folk dèr sin Bistand og blev af alle modtagen med den største Ære. Alver var ikke langt borte, de var kun skilte fra hinanden ved et lidet Stykke Vej. Alvers Stridsmand Hildiger, Gunnars Søn, udæskede Ruthenernes Kæmper til at slås med sig, men da han så' Halfdan træde frem og godt vidste, at han var hans Broder, fik Blodets Røst Overtaget over hans Tapperhed, og han sagde, at han, der havde Ry for at have fældet halvfjerdsindstyve Kæmper, ikke vilde slås med en lidet forsøgt Mand. Han bød ham først forsøge i det mindre, så kunde han bagefter gå over til Ting, der svarede til hans Kræfter. Dette sagde han ikke af Mistillid til sit Mod, men for at bevare sin Ærlighed, thi han var ikke blot meget tapper, men også forfaren i at døve Sværd med Galdresange. Da han nu betænkte, at Halfdans Fader var hans egen Faders Banemand, rørte der sig to Følelser i ham: Lyst til at hævne sin Fader og Kjærlighed til Broderen, og han holdt det derfor for rådeligere at unddrage sig Udfordringen end at begå en stor Brøde. Halfdan forlangte da, at en anden Kæmpe skulde gå imod ham i hans Sted, og fældede den, der mødte frem; det varede ikke længe, før end også Fjenderne tilkjendte ham Sejrskransen, og alle erklærede ham enstemmig for den tapreste af alle. Dagen efter forlangte han at slås med to og fældede dem begge, tredje Dagen vog han tre, fjerde Dagen fire, femte Dagen fem. Da ottende Dagen kom, og Tallet på dem, han sloges med, og de Sejre, han vandt, stadig var voxet i samme Forhold, fældede han elleve i én Dyst. NU skjønnede Hildiger, at det Ry, han havde vundet for sine Bedrifter, ikke var større end Halfdans Tapperhed, og han kunde nu ikke længer få sig til at nægte at kæmpe med ham. Da han var bleven dødelig såret af Halfdan med et Sværd, der var omviklet med Klude, kastede han sine Våben og tiltalte liggende på Jorden sin Broder sålunde:

Godt det er
en Gang at skifte
gode Ord
i Gammenslag.
Våben nu vi
lade hvile,
vexle Ord som
gode Venner.

Tid vi har
til sindig Tale,
lider end mit
Liv mod Enden.
Mig til Døden
Nornen dømte
dig hun Liv
og Lykke under.

Svensk og Dansk,
som krydsed Sværd,
begge samme
Moder bar.
Fandt end sent
vi først hinanden,
begge Drot vi
died, Broder.

Tungt, at Broder
Broder fælder;
glad jeg er, at
mig det gjaldt.
Vist jeg ved,
du sande vil,
ej jeg svang
mit Sværd med Lempe.

Se mit gode
svenske Skjold,
mangen Dåd
på det du skuer;
malet står der
mangen Sejr,
mange Fjender
som jeg fælded.

Se, i Midten
står min Søn,
ham jeg vog
imod min VilJe.
Svart hans Faders
Hjærte sved det
da mit Glavind
gav ham Døden.

Ilde Lykken
leger med os,
snart til Gråd
den Gammen vender.
Ingen bryder
Nornens Bud,
Skæbnen, hun os
skikker, får vi.

Da han havde kvædet dette, lastede Halfdan ham, fordi han først nu, da det var for sent, åbenbarede, at han var hans Broder. Han svarede, at han havde tiet for ikke ved at undslå sig for Kampen at skulle få Ord for at være fejg og ved at indlade sig på den få Ord for at have begået en Brøde, og medens han således søgte at undskylde sig, døde han. Men blandt Danskerne udbredte det Rygte sig, at Halfdan var falden for Hildigers Hånd. En Sachser af den fornemste Byrd, Sivard hed han, begyndte nu at bejle til Gyrithe, der var den eneste, som var tilbage af den danske Kongeæt. Hemmelig foretrak hun Halfdan for ham, og så stillede hun da sin Bejler det Vilkår, at hun ikke vilde ægte ham, før end han havde samlet Daneriget, der nu var splittet i Stumper og Stykker, til et Rige og med Våbenmagt givet hende tilbage, hvad der var ranet fra hende med Urette. Sivard prøvede forgjæves derpå, men da han havde bestukket alle dem, der havde noget at sige i den Sag, blev hun omsider trolovet med ham. Da Halfdan i Rusland fik dette at vide af Kjøbmænd, sejlede han så hurtig hjem, at han kom, inden Brylluppet var holdt. På Brylluppets første Dag bød han, inden han gik op til Kongeborgen, sine Mænd, at de ikke måtte forlade de Vagtposter, han havde anvist dem, før end de hørte Våbengny langt borte. Ukjendt af Gjæsterne gik han frem for Jomfruen, og for ikke at åbenbare sin Mening for flere ved at sige den rent ud i simple Ord nedlagde han den i et dunkelt og tvetydigt Kvad, som følger:

Da fra Danmark
bort jeg drog,
Kvinders Falskhed
ej jeg kjendte.
En jeg vog,
og to jeg vog,
tre og fire
så Jeg fældte.

Fem og sex
på Valen segned,
syv og otte
fulgte efter,
ni og ti
sig måtte neje,
elleve faldt
i sidste Omgang.

Ej for Rænker
ræd jeg var,
stolt jeg på
et Løfte stoled.
Tåbe tro
på Kvindetale,
lide trygt
på Kvindeløfter.

Hertil svarede Gyrithe:

Last mig ej
for sveget Løfte,
last kun Rygtet,
som har løjet.
Tung om Hjærtet
jeg det troede,
da det meldte,
du var død.

Hårdt de trygled
mig og trued,
nødig jeg
til sidst mig nejed.
Glad jeg nu
min Hånd dig giver,
aldrig svigter
jeg mit Ord.

"Ingenlunde har jeg brudt mit Løfte til dig", sagde hun, "om jeg end, ene, som jeg var, ikke mægtede at modstå så manges Overtalelser og vægre mig ved at gjøre, hvad de strængelig formanede mig til i Henseende til at modtage dette Ægteskabstilbud". Jomfruen havde endnu ikke fået talt ud, da Halfdan gjennemborede hendes Brudgom med sit Sværd, og ikke nøjet med at have fældet en Mand, fældede han største Delen af Gjæsterne. Da Sachserne vaklende frem og tilbage i Drukkenskab angreb ham, blev de ihjelslagne af hans Mænd, som nu kom til. Derefter ægtede Halfdan Gyrithe, men da han kom på det rene med, at hun var ufrugtbar, og han var i højeste Grad opsat på at få Afkom, drog han til Upsal for at opnå, at hun blev frugtbar, og der blev da svaret ham, at, om han vilde avle Børn, måtte han først bringe sin Broders Skygge et Sonoffer. Dette Bud adlød han, og så opnåede han, hvad han ønskede, idet han med Gyrithe fik en Søn, som han kaldte Harald. l hans Navn søgte han igjen at samle Daneriget og give det dets fordums Omfang, thi det var blevet splittet ved Høvdingernes Vold og Uret, og i en Krig på Sjæl land angreb han da en såre navnkundig Kæmpe ved Navn Vesete og faldt i Slaget. Da Gyrithe, som af Kjærlighed til sin Søn deltog i Slaget i Mandsklæder, så' det, tog hun Sønnen, der kæmpede ivrig, medens hans Stalbrødre flyede, på sine Skuldre og bar ham hen til en Lund i Nærheden. De fleste af Fjenderne var for trætte til at forfølge hende, men en at dem skjød en Pil igjennem Bagdelen på ham,medens han hang på hendes Ryg, og Harald syntes derfor, at hans Moder mere havde påført ham Skam end ydet bam Hjælp.

Harald Hildetand

Harald var såre fager og overmåde stor af Væxt, ligesom han overgik sine jævnaldrende i Kræfter og Legemsbygning. Odin, på hvis Bud han syntes at være bleven avlet, var ham så gunstig at love, at Jærn ikke skulde kunne volde ham nogen Mén, og som Følge heraf mægtede Våben, som sårede andre, ikke at tilføje ham nogen Skade. Han undlod da heller ikke at gjengjælde denne Velgjerning, thi, efter hvad der fortælles, skal han have lovet Odin Sjælene af dem, han fældede. Til Minde om sin Fader lod han nogle Runeristere indhugge hans Bedrifter på en Klippe i Bleking, som jeg allerede har omtalt i Fortalen. Derpå drog han, da han spurgte, at Vesete skulde holde Bryllup i Skåne, did i en Tiggers Skikkelse, og da Gjæstebudet om Aftenen var til Ende, og alle lå døvede af Drik og Søvn, sprængte han med en Bjælke Brudekammerets Væg. Vesete tilføjede ham ikke noget Sår, men slog ham sådan over Munden med en Knippel, at han mistede to Tænder derved; senere voxede der uventet et Par Kindtænder ud i Stedet og bødede på Skaden. Heraf fik han Tilnavnet Hildetand, som nogle siger, han fik, fordi han havde en Række fremspringende Tænder. Efter ved denne Lejlighed at have fældet Vesete fik han Herredømmet i Skåne. Derpå angreb han Hader i Jylland og fældede ham, og en Bys Navn hevarer stadig Mindel om hans Fald.

Derpå bemægtigede han sig Lejre, efter at have fældet Hunding og Rørik, og samlede atter det splittede Danerige i dets gamle Omfang. Så spurgte han, at Asmund, Kongen over Vigen, var bleven berøvet sit Rige af sin ældre Søster, og opbragt over en sådan Frækhed af en Kvinde, drog han, medens Krigen endnu var uafgjort, til Norge med et Skib for at komme Asmund til Undsætning. Da Slaget begyndte, gik han imod Fjenden iført en Purpurkåbe og med en guldbaldyret Hue på Hovedet, så at han snarere måtte siges at være pyntet til Fest end rustet til Kamp, således stolede han i Steden for på Våben på den lønlige Vished, han havde om, at Lykken var ham god. Men hans Mod svarede ikke til hans Dragt, thi skjønt han var våbenløs og kun iført sit kongelige Skrud, gik han frem foran de væbnedes Fylkinger, stillede sig blot i Kampen og udsatte sig for de største Farer. Spydene, der slyngedes imod ham, mistede al Evne til at volde ham Men, ret som om deres Odde var døvede, og da Fjenderne så', hvorledes han kæmpede våbenløs, trængte de ind på ham og var, om ikke for andet, så for Skams Skyld, nødte til at gå drabelig frem. Men Harald, som stadig var uskadt, fældede dem med sit Sværd eller nødte dem til at fly, og således gav han Asmund hans Rige tilbage, efter at han havde dræbt hans Søster. Da Asmund bød ham Sejrens Løn, sagde han, at Æren alene var Løn nok, og viste sig således lige så stor ved at afslå de Gaver, der bødes ham, som han havde vist sig ved at fortjene dem. Herved indgjød han alle lige så stor Beundring for sin Uegennyttighed som for sin Tapperhed, idet han erklærede, at Sejren skulde bringe ham Hæder og ikke Guld og Gods.

Imidlertid døde Svenskernes Konge Alver og efterlod sig Sønnerne Olaf, Yngve og Ingild. Yngve var ikke fornøjet med den Magt og Anseelse, der var gået i Arv til ham fra hans Fader, og for at udvide sit Rige erklærede han Danskerne Krig. Da Harald var opsat på at få Gudernes Mening at vide om, hvilket Udfald Krigen vilde få, kom der en overmåde stor gammel Mand, som kun havde et Øje og havde en låden Kappe på, til ham og sagde, at han hed Odin og forstod sig på Krigsvæsen, og han gav ham de nyttigste Anvisninger om, hvorledes han skulde opstille sin Hær i Slagorden, Han bød ham, når han skulde kæmpe til Lands, at dele hele sin Hær i tre Fylkinger, som han hver skulde ordne i tyve Rækker, men den midterste Fylking skulde desuden springe frem foran deandre to med tyve Mand opstillede i fem Rækker, og den ligesom de to andre skulde han give Form som Spidsen af en Kegle eller Kile, og på begge Sider af den skulde Fløjene gå skråt ud. Rækkerne i hver af Fylkingerne skulde han ordne således, at der, når Krigsfolkene stillede sig op, i den forreste Række skulde være to Mand og så kun én flere i hver af de følgende, således at der i anden række var tre, i tredje fire og således fremdeles; således skulde Forholdet holdes alle Rækkerne igjennem, indtil Fløjmændene i Midterfylkingens sidste Række kom i lige Linie med og sluttede sig tæt op til Sidefløjenes sidste række, og derfra skulde så hver Fylking fortsættes videre med ti Rækker. Bag disse Fylkinger skulle han opstille det unge Mandskab med Kastespyd og bag det igjen de gamle, som med deres prøvede Tapperhed skulde styrke deres Stalbrødres Kræfter, når de glippede; derefter, skulde en med Valpladsen vel kjendt Regnemester hertil føje Fløje af Slyngekastere, som skulde stå bag deres Stalbrødre og angribe Fjenden på langt Hold med deres Blider, og bag ved dem igjen skulde han i Flæng og uden Hensyn til Stand og Vilkår stille Folk af anhver Alder og Rang.

Bagtroppen skulde han derhos ordne i tre Kiler ligesom Fortroppen og med det samme Forhold i Rækkerne. Den bageste Del af denne vilde så, idet den stødte op til de foranstående , beskytte dem just derved, at den vendte til den anden Side. Men kom han i Søslag, skulde han udskille en Del af sin Flåde, som så, når han begyndte slaget, på mangfoldig Måde skulde fare hid og did omkring de fjendtlige Skibe. Efter at have tilegnet sig disse Regler i Krigskunsten kom han Svenskerne i Forkjøbet og fældede Yngve og Olaf, medens de endnu var ved at lave sig til at føre Krig. Da deres Broder Ingild sendte Bud til ham og under Påskud af, at det stod ilde til med hans Helsen, bad om Våbenstilstand, tilstod han ham hans Begjæring, for at hans Tapperhed, som havde lært at skåne dem, der havde Sorg og Kvide, ikke skulde få Udseende af at krænke den, der nu kun havde så krank en Lykke.

Da Ingild senere udæskede ham ved skammelig at røve hans Søster, mattede han ham længe ved at påføre ham en Krig, i hvilken Sejren snart hældede til den ene, snart til den anden Side, indtil han omsider sluttede Venskab med ham, idet han holdt det for bedre at have ham til Forbundsfælle end til Fjende.

Da han derefter spurgte, at der skulde være Krig om Kongedømmet imellem Trøndernes Konge Olaf og Jomfruerne Stikla og Rusla, blev han såre opbragt over disse Kvinders Frækhed og drog, uden at nogen vidste af det, til ham, forklædte sig således, at man ikke så hans fremstående Tænder, og angreb Jomfruerne. Han fældede dem begge og gav to Havne Navne, der mindede om deres. Ved den Lejlighed gav han et storartet Bevis på sin Tapperhed, thi uden at have andet på end en Skjorte, som man bærer den under Rustningen, stillede han sit Bryst blot for Fjendernes Våben. Da Olaf tilbød ham Løn for Sejren, afslog han den, så det var ikke let at sige, om han havde lagt størst Tapperhed eller Uegennyttighed for Dagen. Derpå angreb han en frisisk Kæmpe ved Navn Ubbe, som tit hærjede på Jyllands Kyster og anrettede stort Mandefald blandt Almuen, og da han ikke kunde få Bugt med ham med Våben, bød han sine Krigsfolk gribe ham med Hænderne, strakte ham til Jorden og lod ham binde og lægge i Lænker.

Således overvandt han på en forsmædelig Måde den, som han kort i Forvejen havde troet skulde tilføje ham et svært Nederlag.

Harald gav ham imidlertid sin Søster til Ægte og fik ham derved til at tage Krigstjeneste hos sig, og derpå gjorde han de Folk, der boede ved Rhinen, skatskyldige og udskrev Krigsfolk af de tapreste iblandt dem. Lidende på dem overvandt han Slavenland i Krig og bød, at dets Høvedsmænd Dal og Duk formedelst deres Tapperhed blot skulde tages til Fange og ikke dræbes. Efter at have taget dem i sin Tjeneste, underlagde han sig med Våbenmagt Aqvitanien og drog så strax efter til England, fældede Humbrernes Konge og tog alle de ypperste af det overvundne Lands Ungdom med sig; som den første iblandt dem regnedes Orm med Tilnavnet den Bretske. Rygtet om disse Bedrifter lokkede Kæmper til ham fra alle Dele af Verden, og dem samlede han i en Flok for sig, som han gav Sold. Hans Styrke øgedes således ved dette Tilløb, at han holdt alle Lande i den Grad i Ro ved den Frygt, hans Navn indgjød, at han betog alle deres Fyrster Modet til at kæmpe indbyrdes, og på Havet turde ingen tiltage sig noget Herredømme, uden at han gav sit Minde dertil, thi fra Arilds Tid af havde i Daneriget Herredømmet til Lands været adskilt fra Herredømmet til Vands.

Imidlertid døde Ingild i Sverige og eflerlod sig en ganske liden Søn, Ring, som han havde med Haralds Søster. Harald gav ham Formyndere og gjorde ham til Konge i hans Fædrenerige. Efter således at have underlagt sig Lande og Fyrster levede han halvtredsindstyve År i Fred. For at Krigsfolkenes Mod ikke skulde sløves til Dorskhed i denne lange Fredstid, bestemte han, at Kæmperne flittig skulde undervise dem i at give og afbøde Hug og Stød. Nogle af hans Kæmper var drevne i en mærkelig Måde at kæmpe på, idet de plejede at ramme Modpartens Øjenbryn med et Hug, som aldrig fejlede. Blinkede nogen af Frygt, når Hugget faldt, blev han strax jaget bort fra Hirden og afskediget af Krigstjenesten.

I de Dage drog Olaf eller Ole, en Søn af Sivard og Haralds Søster, fra Norge til Danmark opsat på at se sin Morbroder.

Eftersom det er vitterligt, at han først kom i Haralds Hird og efter Svenskekrigen fik Herredømmet over Danmark, hører det i visse Måder hid at fortælle, hvad Mindet har bevaret om hans Bedrifter. Da Ole havde nået sit femtende År i sin Faders Gård, gav han hartad utrolige Beviser på, hvilke ypperlige Gaver han besad både i Henseende til Sjæl og Legeme, og derhos var han så grum og vild af Åsyn, at han over for Fjenden udrettede det samme med sine Øjne som andre med Våben og skræmmede selv de modigste med sine hvasse og lynende Blikke. Da han havde spurgt, at Gunne, Høvedsmanden over Thelemarken, sammen med sin Søn Grim på Stimandsvis hærjede i Ødeskoven, der er opfyldt af tæt Krat og skumle Dale, blev han harmfuld over dette Uvæsen og bad sin Fader om at give ham Hund og Hest og sådanne Våben, som let kunde skaffes til Veje, idet han fordømte den Ungdom, der lod den Tid, der burde vies til Tapperhed, hengå i Ørkesløshed. Da han havde fået, hvad han bad om, ransagede han på det omhyggeligste den nævnte Skov og fandt da Spor dybt indtrykte i Sneen, som røbede, hvor Stimanden havde haft sin Gang. Ledet af dem kom han over et Bjærg og nåede til en overmåde stor Elv. Her hørte Menneskesporene, som han hidtil havde fulgt, op, og han besluttede da at sætte over Elven, men selve Vandets Masse, hvis Bølger rullede af Sted i rivende Fart, syntes at gjøre det umuligt at komme over, thi der var fuldt op af skjulte Skjær, så hele Elvelejet stod som i én skummende Hvirvel. Lysten til at komme hurtig af Sted fik imidlertid Overtaget i Oles Sind over Tanken om Faren, så hans Mod fik Bugt med hans Frygt, og hans Dumdristighed lod hånt om Faren, han anså intet for vanskeligt, når han havde Lyst dertil, og kom på sin Hest igjennem de brusende Hvirvler. Da han var kommen over Elven, kom han til nogle snævre Passer, som på alle Sider var omgivne af Moser, som det ikke var let at trænge ind i, fordi der var opkastet en Vold foran dem. Han førte sin Hest over Volden og så' da en Indhegning med mange Stalde. Opsat på at sætte sin Hest ind dèr, drev han en Flok af dem, der var der, ud, men så kom en Mand ved Navn Toke, Gunnes Træl, ud, opbragt over, at en fremmed var så fræk, og angreb ham hårdelig, men han afbødede hans Angreh blot ved at holde Skjoldet for. Ole syntes, det vilde være en Skam at dræbe ham med sit Sværd og han greb ham derfor og knuste hvert Ledemod i ham og kastede ham så ind i Huset, han var kommen så hæsblæsende ud af. Gunne og Grim blev strax rasende over denne Forsmædelse, kom ud hver af sin Dør og gik begge på en Gang løs på Ole uden at ænse hans Alder og Kræfter. Han sårede dem dødelig, og da deres Legemskræfter var helt udtømte, kvad Grim, skjønt han næsten var helt kraftesløs og knapt kunde drage sit sidste Suk, med sin sidste Rallen følgende Vise:

Mat og mødig
nu jeg mærker,
at i Døden
snart jeg dåner;
tungt og trægt
jeg tækker Vejret,
ud af Såret
Livet siver.

Dog en stakket
Stund endnu
vil vort Sværd
vi modig svinge,
at, vi, når
i Grav vi gjemmes,
må for Mod
og Manddom prises.

Sidste Slag
vi nu vil slå,
før vi skal
til Helhejm fare.
Med på Farten
skal vor Fjende!
Samme Grav
os alle gjemme!

Sålunde kvad Grim, og hans Fader, som vilde kappes med ham i ubetvingeligt Mod og føje sin Opfordring til sin Søns kjække Vise, kvad nu:

Vælder Blodet
end af Brystet,
er kun lidet
Liv os levnet,
kjækt vi til
det sidste kæmper,
at vort Ry
må evigt leve.

Sværd for sidste
Gang jeg svinger,
flux jeg nu
vor Fjende fælder,
Trende Lig
på Bål skal lægges,
samme Urne
Asken gjemme.

Da han havde kvædet dette, gjorde de begge, støttende sig på deres Knæ - thi den nær forestående Død havde udtømt deres Kræfter - en sidste Kraftanstrcengelse for at kæmpe med Ole, for at de kunde få deres Fjende med i Døden, thi at de skulde dø, ænsede de ikke, når blot han, som fældede dem, kom til at gjøre dem Følgeskab. Ole fældede den ene af dem med sit Sværd, den anden lod han sin Hund gjøre det af med. Men han vandt ikke denne Sejr, uden at den kostede ham Blod, thi han, som hidtil var forbleven uskadt, havde nu fået et Sår foran på Kroppen. Hans Hund slikkede ham flittig, og så kom han til Kræfter igjen. For at udbrede sikker Kundskab om sin Sejr hængte han Stimændenes Lig op i Galger, så de kunde ses vidt og bredt. Derhos bemægtigede han sig deres Borg og gjemte alt det Bytte, han fandt der, til Brug i Fremtiden.

På den Tid havde Brødrene Skate og Hjale's frække Overmod i den Grad taget Overhånd, at de røvede fagre Jomfruer fra deres Forældre og krænkede dem. Det traf sig nu så, at de fik i Sinde at røve Æse, en Datter af Olaf, Underkongen i Vermland, og de lod da hendes Fader vide, at hvis han ikke vilde give hende til Pris for dem, måtte han enten selv gå i Tvekamp til Værn for sit Barn eller stille en anden i sit Sted. Da Ole spurgte det, glædede han sig over den Lejlighed til Kamp, der her tilbød sig, og gik til Olafs Hus forklædt som Bonde. Han fik Plads blandt de nederste ved Bordet, og da han så', at hele Kongens Hus sørgede, kaldte han med Forsæt Kongens Søn hen til sig og spurgte, hvorfor de satte så bedrøvelige Ansigter op. Han svarede, at hvis der ikke snart kom nogen til Hjælp, vilde hans Søsters Kyskhed inden føje Tid blive krænket af nogle grumme Kæmper. Ole spurgte så, hvad Løn den vilde få, der satte sit Liv på Spil for Jomfruen, og da Sønnen spurgte Olaf derom, svarede denne, at den, der gik i Kamp for hans Datter, skulle få hende til Ægte. De Ord vakte i høj Grad Oles Lyst til at indlade sig på det Vovestykke.

Jomfruen havde for Skik at gå tæt hen til Gjæsterne og holde et Lys op for Ansigtet og tage dem nøje i Øjesyn for at danne sig et sikkert Skjøn om deres Sæder og Levemåde, som gjæstede dem, ja, man tror endogså, at hun af Ansigtets Mærker og Linier skjønnede deres Herkomst, hun så' på, og blot ved sit skarpe Syn kunde afgjøre, hvad Byrd enhver var af. Da hun nu kom hen til Ole og stod og så' på ham med sine forskende Øjne, blev hun slået af det usædvanlig gruopvækkende, der var i hans Blik, og faldt om næsten død, men da hendes Kræfter lidt efter lidt vendte tilbage, og hun igjen begyndte at trække Vejret friere, prøvede hun igjen på at se på Ungersvenden, og hun gled da pludselig og faldt forover, som om hun var helt fra sig selv. Tredje Gang prøvcde hun på at åbne sine lukkede og nedslagne Øjne, men faldt atter pludselig om ude af Stand ikke blot til at åbne Øjnene, men også til at stå på sine Fødder. I den Grad kan Forbavselse lamslå. Olaf spurgte nu, hvoraf det kom, at hun faldt så tit, og hun svarede, at hun var bleven slået af Gjæstens barske Blik, han var af Kongeæt, og hvis han kunde gjøre Røvernes Forsæt til intet, var han overmåde værdig til at blive hendes Husbond. De bad nu alle Ole om at blotte sit Ansigt - han havde nemlig trukket Hatten ned over det -, at de kunde se hans Træk. Han bød dem da alle aflægge deres Sorg og holde sig fra al Gråd og Kvide, og så blottede han sit Ansigt, og alle stirrede ivrig på ham undrende sig over hans store Fagerhed, thi hans Lokker var gule og skinnede som Guld. Øjnene holdt han lukkede for ikke at indjage dem Skræk, når de så dem. Så fattede de Mod igjen i Håb om bedre Tider, og det var, som om Gjæsterne vilde give sig til at danse og Hirdmændene til at hoppe og springe, idet den dybeste Sørgmodighed vejredes bort af overstrømmende Glæde og Munterhed. Således borttog Håbet Frygten, og Gjæstebudet fik et helt andet Udseende, og intet var, som det havde været fra første Færd af; således forjog en Gjæsts venlige Løfte den fælles Frygt af alles Sind. Imidlertid kom Hjale og Skate med ti Svende, som om de vilde bortføre Pigen lige på Stedet, og gjorde Ustyr overalt med Råben og Skrigen. Hvis Kongen ikke strax overgav dem Pigen, udæskede de ham til Kamp, sagde de. Ole besvarede strax deres Skrål med at love, at han vilde slås med dem; han stillede den Betingelse, at ingen lumsk måtte angribe nogen bagfra, medens Kampen stod på, der skulde kun kæmpes Ansigt mod Ansigt. Derpå fældede han med sit Sværd, som hed Løgthe, ene dem alle tolv, hvilket var en større Bedrift, end man skulde vente af ham efter hans unge Alder. For øvrigt fandt Kampen Sted på en Holm midt i en Mose, og ikke langt derfra ligger der en Landsby, som til Minde om denne Kamp bærer begge Hjale og Skates Navne i Forening.

Nu fik han altså som Sejrens Løn Pigen til Ægte, og da hun havde født ham en Søn Omund, fik han af sin Svigerfader Lov til at drage hjem og se til sin Fader. Da han havde fået at vide, at hans Land på Underkongen Thores Vegne blev angrebet af BlotToste og Ljotar, som også havde et Tilnåvn, ilede han did for at kæmpe med dem, kun fulgt af en Svend, der var forklædt som Kvinde. Da han ikke var langt fra Thores Borg, gjemte han sit Sværd i en hul Stok og lod sin Ledsager gjøre ligeså, og da han kom til Kongeborgen, skjulte han sit sande Åsyn under en falsk Skikkelse og gav sig Udseende af at være en affældig Olding. Han havde været Stodderkonge hos Sivard, sagde han, men Kongens Søn Ole havde ved sit stadige Had drevet ham i Landflygtighed. Så begyndte adskillige af Hirdmændene strax spotvis at hilse ham med Kongenavn, knæle for ham og række ham Hånden. Derpå bød han dem gjøre Alvor af, hvad de havde gjort for Spøg, drog Sværdet, han havde skjult i Stokken, og gik løs på Kongen. En Del hjalp Ole, idet de tog Spøgen for Alvor og ikke vilde bryde det Løfte, de spotvis havde givet, men adskillige brød sig ikke om det tåbelige Løfte og stillede sig på Thores Side, så der opstod en indbyrdes og tvivlsom Kamp. Omsider blev Thore overvældet og dræbt ikke mindre af sine egne Folks end af sin Gjæsts Våben, og Ljotar, der var bleven dødelig såret og skjønnede, at Sejrherren, Ole. var lige så skarpsindig som tapper til at øve Bedrifter, gav ham Tilnavnet den Flinke og spåede ham, at samme Slags Svig, som han havde anvendt over for Thore, også vilde blive hans Bane, thi der var ingen Tvivl om, at Forræderi blandt hans egen Husstand vilde fælde ham. Og med de Ord på Læberne opgav han pludselig Ånden. Vi ser altså, at den døendes sidste Ord med Spådomskløgt varslede Sejrherrens Død, som den med Tiden skulde times ham.

Efter disse Bedrifter begav Ole sig ikke til sin Fader, førend han havde skaffet ham Fred i hans Hus. Hans Fader gav ham Anførselen til Søs, og han fældede i Søslag halvfjerdsindstyve Søkonger, af hvilke Birvil og Hvirvil, Torvil, Nef og Onef, Redvard, Rand og Erand var de ypperste. Ved den Hæder og Ære, han således vandt, opflammede han mange Kæmper, hvis hele Digten og Tragten gik ud på at øve tapre Bedrifter, til at slutte Forbund med ham. Han dannede sig endog en Livvagt af ubændige Ungersvende, som brændte af Begjærlighed efter at vinde Hæder. I den optog han også Stærkodder og behandlede ham med den største Ære og viste ham større Venskab, end han selv havde Gavn af. Udrustet med sådanne Kræfter revsede han ved sin store Navnkundighed Nabokongernes Frækhed således, at han berøvede dem al Styrke til at føre Krig med hinanden og også betog dem al Lyst og Dristighed dertil.

Derefter drog han til Harald og fik også af ham Anførselen til Søs, og til sidst blev han sendt i Krigstjeneste hos Ring. På den Tid var der en Mand ved Navn Brun, som ene var indviet i og deltog i alle Haralds Råd og Anslag. Hver Gang Harald og Ring havde Brug for et hemmeligt Bud, plejede de at betro Hvervet til ham. Grunden til denne Fortrolighed var, at Harald og Brun var bleven opdragne sammen og havde leget sammen som Børn. Da han på en af sine stadige møjsommelige Rejser druknede i en Flod, påtog Odin sig hans Navn og Udseende og bragte ved at røgte de Sendelser, der blev ham overdragne, på forræderisk Måde den stærke Enighed, der var imellem Kongerne, til at vakle, og så stor var hans Falskhed i Henseende til at så Splid, at han på begge Sider avlede et så bittert Had imellem dem, der var knyttede til hinanden med Venskabs og Frændskabs Bånd, at det kun syntes at kunne stilles ved Krig. I Førstningen voxede Uenigheden imellem dem i Stilhed, indtil den hemmelige Avind brød åbenlyst frem, da det, de pønsede på hver for sig, kom for Dagen. Efter at Fjendskabet var erklæret, gik der syv År med at træffe Forberedelser til Krigen. Nogle siger, at Harald ikke handlede, som han giorde, dreven af Had eller af Skinsyge i Henseende til Kongemagten, men med Flid og af egen Drift hemmelig søgte en Anledning til at komme af med Livet, thi da han formedelst sin Alderdom og sin Strænghed var bleven Landsens Folk til Byrde, foretrak han at falde for Sværd fremfor at pines af Sygdom, vilde hellere opgive Ånden på Valpladsen end i Sengen og attråede en Død, der svarede til hans forbigangne Livs Bedrifter. For derfor at gjøre sin Død så meget berømmeligere og fare heden med et så meget større Følge stod hans Hu til at få mange til at gå i Døden sammen med ham, og han beredte sig derfor af egen Drift til Krig, for at der kunde være Stof til Mandsslæt. Af disse Grunde var han opsat på både selv at komme af med Livet og at skille andre af dermed, og for at Mandefaldet kunde blive lige stort på begge Sider, magede han det så, at begge Parter var omtrent lige mandstærke, idet han dog lod Ring have en noget større Styrke, fordi han helst så', at han gik ud af Kampen med Livet og som Sejrherre.

Ottende Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Bjørn, Harald og Gorm

Gøtrik

Harald Hildetand

Svenskekrigen er først bleven beskrevet i danske Vers af Stærkodder, som selv var en af Hovedmændene i den, og dens Historie er mere bevaret i mundtlig Overlevering end i Skrifter. Idet jeg nu har sat mig for at gjengive den Fremstilling, som han efter Fædrenes Skik gav i Modersmålet, på Latin, vil jeg først og fremmest opregne de ypperste Stormænd på begge Sider, thi den store Hob, som det ikke engang er muligt at give nøjagtigt Tal på, har jeg ingen Lyst til at opregne. Og først vil jeg da nævne dem, der stod på Haralds Side, og derefter dem, der tjente Ring.

Af de Høvdinger, der var stødt til Harald, var vitterlig de navnkundigste Svend og Sambar, Ambar og Elle, Rate Fynbo, Salgard og Ro, som førte Tilnavn efter sit lange Skjæg. Til dem kommer Skalk Skåning og Alf Aggessøn, Ølve Brede og Gnepja Gamle samt Gard, som grundlagde Byen Stang. Endvidere Haralds Frænder Blend, der havde hjemme i det yderste Thule, og Brand med Tilnavnet Billing. Til dem sluttede sig Thorny og Thorving, Tejt og Hjalte. Disse Mænd var sejlede til Lejre rustede til Kamp med Legemet, men de udmærkede sig også ved ypperlige Åndens Gaver, og til deres anselige Ydre svarede den Iver, hvormed de øvede sig i åndelige Idrætter; de afskjød nemlig Pile ikke blot med Buer, men også med Blider, kæmpede for det meste Mand for Mand med Fjenden og var også overmåde forfarne i at digte på Modersmålet. Så ivrig havde de lagt Vind på ligelig at øve Sjæl og Legeme. Men fra Lejre kom Hjort og Borg, Bele og Beigad, og til dem sluttede sig Barre og Toke. Fra Slesvig var Hake Huggenkind og Tymme Sejlmager komne under Anførsel af Hed og Visna, som Naturen havde givet Mands Mod i Kvindekroppe. Vebjørg var opfyldt af det samme Mod, og hende fulgte Bo Bramessøn og Brat Jyde, begjærlige efter Krig. I samme Flok var Orm den Bretske, Ubbe Friser, Are den Enøjede, Alf og Got. Efter dem nævnes Dal den Tykke og Duk Slaver. Visna, der var en såre hårdsindet Kvinde og overmåde forfaren i, hvad der hørte til Krigsvæsenet, var omgiven af en Flok Slaver, af hvilke Barre og Gnizle var de ypperste, men de andre i den Flok dækkede Legemet med små Skjolde og havde meget lange Sværd og himmelblå Skjolde, som de i Slaget enten kastede om på Ryggen eller gav til Trosknægtene, hvorpå de uden at dække Brystet og med Legemet udsat for alskens Fare med dragne Sværd stormede ind i Kampen. Som de ypperste blandt dem udmærkede sig Tolkar og Yme. Efter dem nævnes med Berømmelse Toke fra Jom samt Otrit, som førte Tilnavnet hin Unge. Hed, der var omgiven af de raskeste Mænd, førte en væbnet Skare i Striden; de ypperste blandt dem var Grimar og Grensle. Efter dem nævnes Ger Liflænder, Hame og Hunger, Humble og Bjarre som de tapreste blandt Kongerne. Disse Mænd holdt tit Tvekamp og havde Held med sig og vandt vidt og bredt herlige Sejre. Således æredes de Jomfruer, jeg har nævnet, ikke blot for deres Høviskhed, men også for Dygtighed til Kamp, og nu førte de deres Landkrigere i Slag. Således strømmede den danske Hær sammen Skare efter Skare. Der var syv Konger lige i Mod, men ikke på samme Side, idet nogle af dem havde sluttet sig til Harald, andre til Ring. På Haralds Side stod endvidere Høme og Hosathul, Him og Hasting og Hedin den Smækre, samt Dag med Tilnavnet Grenske og Harald Olafssøn. Fra Hadeland kom Hår og Herlev samt Hødbrod med Tilnavnet den Ubændige og tog Tjeneste i den danske Hær. Fra Imisland kom Humnehy og Harald; til dem sluttede sig Hake og Bemundssønnerne Sigmund og Serk, som alle kom Nord fra. Alle disse Mænd tjente Kongen, som viste dem gavmildt Venskab, thi han holdt dem højt i Ære og skjænkede dem guldprydede Sværd og kosteligt Krigsbytte. Der kom også gamle Gandalfs Sønner, som Harald viste stort Venskab, fordi de havde tjent ham fra gammel Tid af. Havet var opfyldt af den danske Flåde, der syntes at danne ligesom en Bro imellem Sjælland og Skåne; de, der vilde færdes imellem disse to Landsdele, havde en nem Vej til Fods over denne tætte Skibshob. Men Harald vilde ikke ruste sig til Krig, uden at Svenskerne vidste Besked derom, derfor skikkede han Sendemænd til Ring, der åbenlyst skulde erklære ham Fjendskab og gjøre almindelig kundbart, at Freden imellem dem var brudt. Dem bød han også i Forvejen forkynde Stedet, hvor Slaget skulde stå. Nu har jeg opregnet dem, der stod på Haralds Side.

På Rings Side opregnes Ulf, Agge, Vindar, Egil den Enøjede, Gøt, Hildir, Gute Alfssøn, Styr den Stærke og Sten fra Venern. Hertil kommer Gert den Raske og Grom Vermlænding. Så de, der havde hjemme ved den nordre Del af Elben, Saxe Splitter, Sal Gøtlænder, Thord Nikkende, Thrond med Næsen, Grunde, Odde, Grind, Tove, Koll, Bjarke, Høgne den Snilde, Rokar den Sorte. Disse Mænd anså det for under deres Værdighed at slå sig sammen med Hoben og sondrede sig ud fra den øvrige Hær i en Flok. Derhos nævnes Rane Hildessøn og Liud Gode, Svend den Skallede, Rethyr Falk og Rolf Kvindekjær. Til dem sluttede sig Ring Adilssøn og Harald fra Thoten, Valstén fra Vigen, Thorolf Digre, Thengil den Høje, Hun og Sølve, Birvil den Blege Borgar og Skumbar. Fra Thelemarken kom de tapreste, de, som havde mest Mod og mindst Overmod, Thorlev den Stædige, Thorkel Gotlænder, Grette den Onde, der holdt af at gjøre Indfald. Efter dem kom Had den Hårde og Roald Tå. Fra Norge nævnes Thrond Trønder, Toke fra Møre, Ravn Hvide, Hafrbjarne, Blig Braknæse, Bjørn fra Sogn, Find fra Fjordefylke, Besse fra Fjalar, Sivard Ornehoved, Erik Sagamand, Holmstén Hvide, Rut Tvivler, Erling Snog. Fra Jæderen kom Odd Engelskmand, Alf Vidførle, Ejnar Tykvom og Ivar den Drøje. Fra Island kom Mår den Røde, der var født og opfostret i det Landskab, som kaldes Midfjord, Grombar Gamle, Gram Bryndalk og Grim fra Skjære i Skagafjord. Dernæst Berg Spåmand med sine Følgesvende Brage og Ravnkel. Men blandt Svenskerne var de tapreste: Arvake, Keklukarl, Krok Bonde, Gudfast og Gunne fra Gislemark. De var Frænder af Guden Frø og Gudernes trofasteste Vidner. Også Yngve og Ole, Alver og Folke, Alriks Sønner, gik i Krigstjeneste hos Ring; de var raske på Hånden, rådsnare og meget nære Venner af Ring. De holdt også for, at Guden Frø var deres Slægts Stamfader. Blandt dem var også Sigmund fra Sigtun, en vældig Stridsmand på Tinge, dreven i at få Overenskomster om Kjøb og Salg bragt i Stand. Derhos Froste Tumling. Sammen med ham var Alf den Høje fra Upsal; han var flink til at kaste med Spyd og plejede at gå forrest i Slaget. Ole var omgiven af syv Konger, der var såre raske på Hånden og rådsnare, nemlig Holte og Hendil, Holmar, Lejf og Home og derhos Ragnald Ruthener, Radbards Sønnesøn, samt Sivald, der pløjede Havet med elleve Snekker, Læse, Pannoniernes Overvinder, hejsede gyldent Sejl på sin guldbeslagne Snekke, og Erik Helsing sejlede på et Skib, hvis Stævne var bugtede som en Drage. Tryggve og Torvil kom sejlende for sig selv med tolv Skibe hver. Forøvrigt var der i hele Rings Flåde to Tusind fem Hundrede Skibe, og den gotlandske Flåde ventede på den svenske i den Havn, som hedder Garnum.

Ring anførte Landhæren, Ole havde han sat til at stå for Styret på Flåden. Gotlænderne havde fået Tid og Sted berammet, hvornår de skulde møde Svenskerne imellem Vig og Verund. Da så' man vidt og bredt Snekker pløje Havet, og de fra Masterne udspændte Sejl hindrede Udsigten. Den svenske Flåde havde en heldig Sejlads og kom først til Kamppladsen, Danskerne havde ugunstigt Vejr at kæmpe med. Ring lod det Mandskab, der var om Bord på Flåden, gå i Land og lod det flokkevis opstille i Slagorden tillige med det, han selv havde ført over Land. Da Hæren begyndte at udfolde sig i videre Udstrækning over Sletterne, viste det sig, at den ene Fløj nåede helt til Verund. Kongen red selv omkring iblandt Mængden, der ikke havde Rede på Sted og Orden, og stillede alle de flinkeste og bedst rustede forrest under Anførsel af Ole, Regnald og Vivil; Resten af Hæren opstillede han på begge Fløjene ligesom i en Bue. Den højre bød han Yngve og Tryggve og Alrikssønnerne at tage sig af, over den venstre satte han Læse. Store Flokke af Ester og Kurer dækkede Hærens Flanker. Bagest stod Slyngekasterne.

Imidlertid var den danske Flåde efter i syv samfulde Dage at have sejlet for Medbør nået til den Stad Kalmar, og vel måtte man undre sig, når man så at sige vidt og bredt så' Havet sætte Sejl til for Vinden og Himlen skjules af de fra Ræerne bugnende Sejl; Flåden var nemlig bleven forøget med Slaver og Liflændere og syv Tusind Sachsere. Men til at føre og vejlede dem, der drog over Land, udvalgtes Skåninger, thi de var vejkjendte. Da den danske Hær nåede frem til Svenskerne, som stod rede til at tage imod den, bød Ring sine Krigsfolk tålmodig vente, til Harald havde opstillet sin Slagorden, og ikke blæse til Angreb, førend de så', at Kongen havde besteget sin Vogn ved Siden af Bannerne. Han håbede, sagde han, at en Hær, der satte sin Lid til en blind Mands Anførsel, let vilde blive slagen. Harald, som på Gravens Rand var bleven greben af Begjærlighed efter en andens Rige, var ikke mindre vidløs end blind; skjønt han, når han betænkte, hvor gammel han var, næsten burde lade sig nøje med en Grav, kunde han ikke få Magt nok. Fjenden havde letsindigt og frækt begyndt Krigen, Svenskerne var derfor nødte til at kæmpe for deres Frihed, deres Fædreland og deres Børn. Desuden var overmåde få af Fjenderne Danske, de fleste i deres Hær var Sachsere og andre blødagtige Folkefærd. Svenskerne og Nordmændene burde derfor betænke, i hvor høj Grad Nordboerne altid havde været Tyskere og Slaver overlegne. En Hær, som snarere syntes at bestå af sammenløbet Udskud end af en fast og pålidelig Krigsstyrke, var kun Foragt værd. Ved denne Tale opflammede han ikke lidet sine Krigeres Mod. Brun, som Harald havde befalet at opstille Hæren i Stedet for ham, ordnede den nu i Kilefylking, stillede Hed på højre Fløj, satte Hake over den venstre og lod Visna bære Banneret. Harald, der sad på sin Vogn, beklagede sig nu så lydelig, han kunde, over, at Ring lønnede de Velgjerninger, han havde vist ham, med Utaknemlighed. Han, der havde fået sit Rige som Gave af ham, påførte ham nu Krig. Ring havde hverken Medlidenhed med en gammel Mand eller skånede sin Morbroder, men satte alt Hensyn til Frændskab og nydte Velgjerninger til Side for sine egne Lidenskaber. Han bød derfor Danskerne mindes, at de altid havde vundet Berømmelse ved at sejre over fremmede, at de mere havde været vante til at herske over deres Naboer end til at adlyde dem, og opfordrede dem til ikke at finde sig i, at en så stor og strålende Hæder blev tilintetgjort ved et overvundet Folks Frækhed, eller tilstede, at det Rige, han havde vundet, da han stod i sin Ungdoms Vår, blev ham fratagen nu i hans affældige Alderdom.

Så gjaldede Lurerne, og Kampen begyndte af yderste Kraft på begge Sider. Man kunde fristes til at tro, at Himlen var falden ned på Jorden, at Skove og Sletter sank i Afgrunden, at alt blandedes imellem hinanden, at det gamle Kaos var vendt tilbage, at guddommelige og menneskelige Ting hvirvledes imellem hinanden af et rasende Uvejr, og at alt på én Gang styrtedes i Undergang. Da de begyndte at kaste med Spyd, fyldte Våbnenes ulidelige Klirren Luften med et utroligt Gny, Dampen fra Sårene lagde sig pludselig som en Tåge over Himlen, og Dagens Lys formørkedes af den tætte Spydhagl. Og Slyngekasterne udrettede heller ikke lidt i Slaget. Men da de med Hænderne eller med Blider havde bortskudt alle deres Kastevåben, sloges de i Nærkamp med Sværd og jærnbeslagne Køller, og da nåede Blodsudgydelsen sit Højdepunkt; Sveden begyndte at drive af de trætte Legemer, og Sværdenes Gny hørtes langt bort. Stærkodder, som er den første, der har beskrevet dette Slag på Modersmålet, kæmpede forrest i Fylkingen, og han fortæller, at han fældede Haralds Hirdmænd Hun og Elle, Hort og Burgha og hug den højre Hånd af Visna. Han siger også, at en Mand ved Navn Ro tillige med to andre, Gnepja og Gardar, blev sårede af ham og faldt i Slaget, og foruden dem Skalks Fader, som han ikke nævner ved Navn. Han fortæller endvidere. at han slog Hake, den tapreste af Danskerne, til Jorden, men at han til Gjengjæld blev så hårdt såret af ham, at han gik af Slaget med Lungen hængende ud af Brystet, at han fik Halsen halvt skåret over og mistede en Finger på den ene Hånd, og at et gabende Sår længe holdt sig åbent, som om det aldrig vilde sætte Ar eller kunde læges. Han vidner også, at Pigen Vebjørg kæmpede mod Fjenden og fældede Kæmpen Sote, og medens hun truede flere andre Kæmper med Døden, gjennemborede Thorkel fra Thelemarken hende med en Pil. Gotlænderne var nemlig så stærke til at spænde Buen, at deres Pile endogså gik igjennem Skjoldene, og intet var værre til at anrette Mandsslæt, Pilespidserne trængte igjennem Brynjer og Hjælme, som om det var den bare Krop, de ramte. Imidlertid havde Ubbe Friser, den raskeste af Haralds Krigsfolk og udmærket frem for andre i Henseende til Legemsvæxt, fældet fem og tyve udsøgte Kæmper, foruden at han havde såret elleve. Alle disse var af svensk eller gøtisk Herkomst. Derpå angreb han den forreste Fylking, trængte ind iblandt Fjenderne, hvor de stod tættest, og jog med Sværd og Lanse de skrækslagne Svenskere fra hinanden, så de flygtede til alle Sider, og det hele var nær ved at blive til almindelig Flugt, da Hagder, Rold og Grette angreb Kæmpen og kappedes med ham i Tapperhed, idet de satte sig for at forebygge det almindelige Nederlag ved at udsætte sig selv for Fare. Men angribe ham på nært Hold turde de dog ikke, de holdt sig i Afstand og skjød med Pile efter ham, og således blev Ubbe på langt Hold gjennemboret af en Mængde Pile, idet ingen dristede sig til at indlade sig i Håndmænge med ham. Der sad hundrede og fire og fyrretyve Pile i Kæmpens Bryst, inden Kræfterne svigtede ham og han bed i Græsset. Da først anrettede Thrønderne og Folkene fra Dalarne et vældigt Nederlag blandt Danskerne; Striden blussede nemlig op igjen som Følge af den store Kraft, Bueskytterne udfoldede, og intet voldte vore Landsmænd større Fortræd.

Men da Harald, som var blind af Ælde, hørte sine Folks klagende Mumlen, forstod han, at Lykken havde tilsmilet hans Fjender. Han kjørte i en med Leer besat Stridsvogn, på hvilken Brun forræderisk gjorde Tjeneste som Kusk, og nu bød han da denne skaffe sig at vide, hvorledes Ring havde opstillet sin Fylking. Brun trak lidt på Smilebåndet og sagde, at han havde opstillet sin Hær til Kamp i Kilefylking. Da Kongen hørte det, blev hans Sind uroligt, og såre forundret spurgte han, af hvem Ring kunde have lært at ordne sin Hær på den Måde, så meget mere som det var Odin, der havde opfundet den Opstilling og lærte den fra sig, og ingen andre end han havde fået Undervisning af ham i denne ny Måde at ordne Fylkingen på. Da Brun ingen Ting svarede hertil, gik det op for Kongen, at han var Odin selv, og at Guden, som fordum havde været ham så huld, nu havde påtaget sig en anden Skikkelse for enten at komme ham til Undsætning eller unddrage ham sin Hjælp. Han begyndte da strax ivrig at bønfalde ham om at lade den afgjørende Sejr tilfalde Danskerne, som han før havde været huld, og at øve sin Velgjerning imod dem fuldt ud, så Enden kom til at svare til Begyndelsen, og til Gjengjæld lovede han at vie alle de faldnes Sjæle til ham. Men Brun lod sig ingen Måde bevæge af hans indtrængende Bønner, han stødte pludselig Kongen ud af Vognen, så han styrtede til Jorden, rev i Faldet hans Kølle fra ham, svang den mod hans Hoved og dræbte ham med hans eget Våben. Omkring Kongens Vogn lå der utallige Lig af slagne Kæmper, den uhyggelige Dynge gik helt op over Hjulene, ja, Lighoben nåede helt op til Vognstangen. Af Rings Hær var der nemlig faldet henved tolv Tusind Ædlinger og af Haralds henved tredive Tusind for ikke at tale om de mange af Almuen, der havde måttet lade Livet.

Da Ring spurgte, at Harald var død, gav han Tegn til, at hans Fylking skulde opløses, og bød sine Mænd holde inde med Kampen. Derpå sluttede han Fred og Stilstand med Fjenderne efter at have mindet dem om, at nu, da de havde mistet deres Høvding, var det ørkesløst at kæmpe længer, og så bød han Svenskerne søge rundt omkring i de hulter til bulter liggende Dynger af Lig efter Haralds, for at det kongelige Lig ikke skulde gå glip af de Gravofre, der tilkom det, og Folk begyndte da ivrig at lede imellem Ligene. Der gik en halv Dag med at søge efter det, og da det omsider blev fundet tillige med Køllen, lod Ring for at forsone Haralds Ånd, Hesten, han red på, spænde for Kongens Stridsvogn, prydede den med et gyldent Sadeldækken og indviede den til ham. Derpå aflagde han højtidelige Løfter og tilføjede en Bøn om, at Harald på den Ganger måtte ride til Underverdenen forud for dem, der havde fulgt ham i Døden, og hos dens Fyrste opnå rolige Boliger for sine Stalbrødre og sine Fjender. Så lod han rejse et Bål og bød Danskerne sætte deres Konges guldprydede Skib op derpå. Og da Ilden fortærede Liget på Bålet, gik han omkring blandt de sørgende Stormænd og opfordrede dem indtrængende til gavmildt at nære den ved med rund Hånd at kaste Våben og Guld og alt, hvad de ellers havde af Klenodier, ind i den for at hædre en så stor og af alle så fortjent Konge. Han bød også, at det brændte Ligs Aske skulde lægges i en Urne og føres til Lejre og der bisættes på kongelig Vis med hans Hest og Våben. Ved således fuldt ud at give sin Morbroder den Ære efter Døden, der tilkom ham, vandt han Danskernes Hjærter og vendte deres Had til Kjærlighed. De bad nu, om Hed måtte blive sat over det, der var tilbage af Riget, men for at Fjendernes svigtende Kræfter ikke strax skulde voxe til igjen, skilte han Skåne fra Danmark og satte Ole til at råde for det, og lod blot Hed stå for Styret på Sjælland og i de øvrige Dele af Riget. Således lagde den omskiftelige Lykke Daneriget under Svenskernes Vælde. Og her ender Fortællingen om Bråvallaslaget.

Ole

Sjællænderne, som havde haft Harald til Konge, og hvis Sind Erindringen om deres fordums Lykke stadig foresvævede, fandt imidlertid, at det var en Forsmædelse at lade sig foreskrive Love af en Kvinde; de henvendte sig derfor til Ole og bad ham om ikke at tåle, at de, der havde været vante til at tjene den navnkundigste Konge, nu skulde være en Kvinde underdanige; de lovede derhos, at de vilde falde fra hende og underkaste sig ham, om han vilde gribe til Våben for at fri dem fra deres forsmædelige Kår. Ole var ikke sen til at opfylde deres Bøn, fristet såvel af Mindet om hans Forfædres Berømmelse som af Krigernes Hyldest. Han stævnede derfor Hed til sig og nødte hende mere ved Trusler end ved Våbenmagt til at afstå alle de Landsdele, hun rådede over, med Undtagelse af Jylland, og Jylland gjorde han endda skatskyldigt for ikke at give en Kvinde fri Rådighed over et Rige. Han avlede nu også en Søn, som han gav Navnet Omund. Men så forfaldt han til Grumhed og blev så uretfærdig en Konge, at alle de, som tidligere havde fundet det forsmædeligt at lade sig beherske af en Dronning, nu fortrød, at de havde skammet sig over at stå under hende, og tolv Høvdinger begyndte at lægge Råd op imod hans Liv, hvad enten det nu var deres Fædrelands Ulykke, der drev dem dertil, eller de af anden Grund var fjendtlig sindede imod Ole. Blandt dem var Hlenne, Atyl, Thott og Vithne, af hvilke den sidst nævnte var af dansk Afstamning, skjønt han var Høvedsmand over Slaverne. Da de ikke stolede på, at deres egne Kræfter eller Kløgt vilde forslå til den Dåd, fik de for Penge Stærkodder til at være med. Han lod sig overtale til at øve Dåden med sit Sværd og besluttede for at røgte det blodige Hverv, han havde påtaget sig, at angribe Kongen, medens han var i Bad. Han gik ind til ham, medens han var ved at tvætte sig, men blev strax slået af hans hvasse Blik og hans Øjnes stadige Bevægelighed og flimrende Glans, hans Lemmer lammedes af hemmelig Angst, han standsede, trådte et Skridt tilbage og lod Hånden synke og opgav sit Forsæt. Således kunde han, der havde trådt så mange Høvdingers og Kæmpers Våben under Fødder, ikke udholde en enkelt våbenløs Mands skarpe Blik. Men Ole, som godt vidste, hvilken Magt hans Åsyn havde, tilhyllede det og bød ham trine nærmere og melde, hvad han havde at melde, thi han var på Grund af gammelt Stalbroderskab og lange Tiders fortrolig Omgang den sidste, han vilde have mistænkt for Forræderi. Men Stærkodder sprang med draget Sværd ind på Kongen, gjennemborede ham og hug ham i Halsen, da han prøvede på at rejse sig. Hundrede og tyve Pund Guld fik Stærkodder i Løn, men senere sørgede han, naget af Anger og Skam, så bitterlig over den Udåd, han havde begået, at han ikke kunde holde sine Tårer tilbage, blot den kom på Tale, i den Grad skammede han sig, da han var kommen til sig selv igjen, over sin grumme Brøde. Han dræbte også til Straf for den Misgjerning, han havde begået, nogle af dem, der havde tilskyndet ham til den, og hævnede således den Dåd, han selv havde lånt Hånd til.

Omund

Danskerne gjorde nu Oles Søn Omund til Konge, idet de mente, at de burde tage mere Hensyn til hans Faders ædle Byrd end til, hvad han havde gjort sig fortjent til af dem. Efter at han var bleven voxen, stod han i ingen Måde tilbage for sin Fader i Henseende til Bedrifter, han lagde nemlig Vind på at nå eller overgå dem, Ole havde øvet. I de Dage herskede en Mand ved Navn Ring over en Del af Nordmændene, og det store Ry, der gik af hans Datter Æse, fik Omund, som just så' sig om efter en Kone, til at kaste sine Øjne på hende. Men en særegen Ejendommelighed hos Ring gjorde Skår i hans Håb om et heldigt Udfald af sin Bejlen, han attråede nemlig kun til Svigersøn en Mand af prøvet Tapperhed, thi han satte lige så stor Ære i Våbendåd, som andre sætter i Velstand. For at vinde Navnkundighed på den Vis og få Ry for Tapperhed søgte Omund derfor at opnå sit Ønske ved Hjælp af sine Stridskræfter og sejlede til Norge med en Flåde i den Hensigt at angribe Rings Rige under Påskud af, at han havde Arveret dertil. Odd, Underkongen på Jæderen, tog venlig imod ham og erklærede, at Ring visselig havde bemægtiget sig Omunds Fædrenearv og klagede over, at han jævnlig øvede Overlast imod ham selv. Ring var imidlertid på Vikingetog i Irland, så det var et Land uden Høvding, Omund angreb, og han skånede derfor, hvad der hørte Menigmand til, gav Rings særlige Gods til Pris for Plyndring og dræbte hans Frænder. Odd havde også sluttet sig til Omund. Men hvor mange og mangfoldige Bedrifter denne end øvede, kunde han aldrig få sig til at tilføje Folk, der var ham underlegne i Antal, Overlast, thi han huskede stadig på, at han, som havde den tapreste Fader, burde sejre i sine Krige ved Tapperhed og ikke ved Antallet af Krigsfolk. Imidlertid kom Ring hjem fra sit Vikingetog, og da Omund spurgte det, begyndte han at bygge et meget stort Skib, hvorfra han ligesom fra en Fæstning kunde angribe Fjenden ovenfra med Kastespyd. Han gjorde Athyls Sønner Homod og Thole til Stavnboer på det og gjorde den ene af dem til Styrmand og satte den anden til at værge Stævnen. Det skortede hverken Ring på Kløgt eller Dygtighed til at tage det op med dem, han lod nemlig kun en ringe Del af sine Folk stille til Skue og magede det så, at Fjenden skulde angribes i Ryggen. Da Omund af Odd havde fået Kundskab om dette snedige Anslag. sendte han Folk ud, der skulde gjøre det af med dem, der var lagt i Baghold, og bød Athyl Skåning angribe Ring. Han var mindre heldig i at adlyde dette Bud end rask til at give sig i Lag dermed, han tabte Slaget og led et sådant Nederlag, at han måtte fly til Skåne. Efter at Omund med Odds Bistand igjen havde fået samlet Stridskræfter, lod han sin Flåde udfolde sig for at holde Søslag. Samtidig gik Athyl, som i Drømmesyner havde fået sikker Kundskab om Krigen i Norge, hurtigst muligt under Sejl for at gjøre godt igjen, hvad han havde forbrudt ved sin Flugt, og stødte til Omunds Glæde til ham, lidt før Slaget skulde begynde. Stolende på hans Hjælp gav Omund sig i Lag med det og havde lige så meget Held med sig, som han gik tillidsfuld til det, thi i den Dyst, han selv tog, vandt han den Sejr, som hans Mænd var gået glip af. Dødelig såret så' Ring på ham med sine bristende Øjne, og efter at have vinket ham hen til sig med Hånden, så godt han kunde, thi Stemmen svigtede ham, bad han ham indstændig om at blive hans Svigersøn og forsikrede, at han med Glæde gik i Døden, når han efterlod sin Datter sådan en Husbond. Han døde, inden han kunde få Svar, og Omund udgjød Tårer over hans Død. Han gav Homod, hvis trofaste Bistand han havde nydt godt af i Krigen, den ene af Rings Døtre til Ægte og ægtede selv den anden.

I de samme Dage havde Jomfru Rusla, som i Henseende til ypperlige Krigsbedrifter viste større Mod, end Kvinder plejer at lægge for Dagen, i Norge ført hyppige Kampe med Sin Broder Thrond, om hvem der skulde have Overherredømmet. Da hun ikke kunde finde sig i, at Omund herskede over Nordmændene, erklærede hun alle, der lød under Danmark, Krig. Da Omund fik Bud herom, sendte han sine dygtigste Mænd ud for at undertrykke dette Oprør, men Rusla overvandt dem og blev så hovmodig af sin Sejr, at hendes Sind opfyldtes af overdrevne Forhåbninger, og hun satte sin Hu til at bemægtige sig Overherredømmet i selve Danmark. Hun angreb først Halland, hvor hun blev modtagen af Homod og Thole, som Kongen havde sendt did, og overvunden måtte hun ty til sin Flåde. Kun tredive af hendes Skibe lykkedes det at slippe bort, de øvrige blev tagne af Fjenden. Da hun var undsluppen Danskerne, blev hun angrebet af sin Broder Thrond, som blev overvunden af hende og mistede hele sin Hær og måtte flygte over Dovrefjæld uden en eneste Følgesvend, og således omskiftede hun, som kort i Forvejen havde måttet vige for Danskerne, nu Flugt med Sejr ved at overvinde sin Broder. Da Omund spurgte det, sejlede han igjen til Norge med en stor Flåde, og det første, han gjorde, var at lade Homod og Thole, som han sendte til Thelemarken ad en hemmelig Gjenvej, ophidse Folkene der til at rejse sig imod hendes Herredømme, og Følgen blev, at Rusla blev fordreven fra Riget af Almuen og tyede ud på Øerne i Håb om at kunne bjærge sig der, og da Danskerne kom, vendte hun Ryg og flyede uden Sværdslag. Kongen forfulgte ivrig den flygtende, opbragte hendes Flåde på Havet og tilintetgjorde den fuldstændig og vandt en afgjørende Sejr over Fjenderne uden Blodsudgydelse og gjorde herligt Bytte. Rusla, der var sluppen bort med nogle ganske få Skibe, pløjede Bølgerne af alle Kræfter, og medens hun søgte at undslippe Danskerne, stødte hun på sin Broder og blev dræbt af ham. Således plejer uforudsete Farer at volde størst Fortræd, og de Ulykker, man mindst frygter, gjør Tilfældet ofte værre end dem, der truer. Kongen gav Thrond et Høvdingdømme til Løn, fordi han havde fældet sin Søster, Resten af Landet gjorde han skatskyldig, og derpå vendte han hjem til Danmark.

På den Tid var Thore og Bjørn, Ruslas ypperste Kæmper, på Vikingetog ved Irland. De havde i sin Tid svoret at hævne deres Herskerinde, og da de nu spurgte hendes Død, skyndte de sig til Omund og æskede ham til Holmgang, hvilket det fordum ansås for en Skam for en Konge at afslå, thi i gamle Dage regnedes en Fyrstes Navnkundighed mere efter Våbendåd end efter Rigdom. Homod og Thole trådte nu frem og bød sig til at kæmpe med dem, der udæskede Kongen. Omund priste dem højlig derfor, men vægrede sig i Førstningen for Skams Skyld ved at tage imod deres Hjælp, men til sidst gav han efter for sine Mænds mange Bønner og fandt sig i, at andre forsøgte Lykken i hans Sted. I den Kamp, hedder det sig, bed Bjørn i Græsset, og Thore slap fra det hårdt såret. Da han var kommen sig af sine Sår, tog Kongen ham strax i sin Tjeneste og gjorde ham til Jarl over Norge. Derpå krævede han ved Sendemænd den sædvanlige Skat af Slaverne, men de tirrede ham ikke blot ved at dræbe Sendemændene, men også ved at angribe Jylland. Han overvandt da i et Slag syv Konger og stadfæstede ved sin Sejr den vante Ret til Skat.

Stærkodder var nu bleven affældig som Følge af sin høje Ælde, og man holdt for, at han nu havde udtjent som Krigsmand og Kæmpe. For at han nu ikke for sin Alderdoms Skyld skulde miste sin fordums Hæder, mente han, det vilde være ypperligt frivillig at søge Døden og af egen Drift fremskynde den. Han, som så tit havde bestået herlige Kampe, holdt for, at det vilde være skammeligt at dø Strådød, og for at forøge den Navnkundighed, han havde vundet i sit forbigangne Liv, foretrak han at falde for en hvilken som helst fribåren Mands Hånd frem for at vente på en sendrægtigt kommende naturlig Død. Så forsmædeligt ansås det i gamle Dage for at være for dem, der gav sig af med Krigsvæsen, at dø på Sottesengen. Da han nu altså var affældig og hans Øjnes Lys slukket, og han var led ved at leve længer, bar han, for at kjøbe en til at blive hans Drabsmand, det Guld han havde tjent ved at dræbe Ole, hængende om Halsen, idet han mente, at den bedste Måde, hvorpå han kunde sone det Højforræderi, han havde begået, vilde være at betale den samme Løn, han havde fået for at dræbe Ole, for selv at blive dræbt og at udrede det Guld, han havde fået for en andens Død, som Betaling for sin egen, thi det, tyktes ham, var den smukkeste Brug, han kunde gjøre af den Løn, han havde tjent på så skammelig Vis. Omgjordet med to Sværd vaklede han af Sted støttende sine kraftesløse Skridt med to Stokke, og da en Almuesmand så' ham, tyktes det ham overflødigt, at den gamle Mand havde to Sværd, hvorfor han spottende bad ham om at give ham det ene af dem. Stærkodder vakte Håb hos ham om, at han vilde gjøre hvad han bad om, og bød ham komme nærmere, og så drog han det ene Sværd og gjennemborede ham. Det så' en Mand ved Navn Had, der var ved at bede vilde Dyr med sine Hunde - hans Fader var den Hlenne, som Stærkodder i sin Tid dreven af Anger over sit ugudelige Mord på Ole havde dræbt -, og nu opgav han sin Jagt og bød to af sine Følgesvende spore deres Heste af alle Kræfter og ride ind på den gamle Mand for at skræmme ham. De sprængte af Sted, men da de vilde ride tilbage, stoppede Stærkodder dem med sine Stokke, og de måtte bøde med Livet. Had blev såre forskrækket ved at se dette og red nærmere, og han kjendte da den gamle, men denne kjendte ikke ham. Så spurgte Had, om han vilde tuske et Sværd bort for en Vogn, hvortil Stærkodder svarede, at i gamle Dage plejede han at revse Spottefugle, og aldrig havde frække Folk fornærmet ham ustraffet, men hans blinde Øjne kunde ikke skjelne Ynglingens Træk, og derfor kvad han denne Vise, der skulde kundgjøre, hvor harmfuld han var:

Altid fremad
Floden flyder,
sådan lider
Livets Løb.
Stund, som svandt,
for stedse svandt,
og til sidst
er Døden sikker.

Gammel Mand
har liden Gammen,
dumme Øjne,
døve Øren,
Ælde lammer
alle Lemmer,
sløver Vid
og slapper Viljen.

Grumt har Tidens
Tand mig gnavet,
frem i Mørke
jeg mig famler.
Tungt og trægt
jeg Jorden træder,
støtte må mig
tvende Stave.

Glemt af alle
er den gamle;
før hans Ry
om Lande fløj.
Ikkun Had
måske mig husker;
måtte jeg
dog ham blot møde!

Grant jeg mindes,
gjæv han var,
trofast Ven
mod sine Venner,
ej sit Guld
for dem han gjemte,
og for Fjender
ej han flyede.

Så for mig
det Nornen maged,
at mit Liv
i Kamp er ledet;
altid glad jeg
svang mit Glavind,
Gammen var mig
Slagets Gny.

Stovt jeg stod
i Stridens Stævne,
flokkevis jeg
Fjender fælded;
Ulv og Ørn
jeg Ådsler skaffed,
Hæder vandt jeg
mig ved Hug.

Skjold og Hjælm
jeg sønder hugged,
selv blev ej
for Sår jeg sparet;
end den Mand
jeg mindes grant,
som mig kraftig
Issen kløved.

Had svarede og kvad:

Skal jeg så dig
skue, Skjald,
dig, som kvad
om Kamp og Konger?
Sig mig, hveden
hid du vandred,
hvorhen fører
dig din Vej?

Sært din Skæbne
nu er skiftet;
hvor er Kæmpens
kjendte Kræfter?
Mat du vakler
hen ad Vejen,
støtter dig på
tvende Stave.

Som på Vandet
Vind og Vove
tumler med
den tunge Skude,
så har Livet
leget med dig,
liden Lyst
det har dig levnet.

Bedst, mig tykkes,
nu du bytter
mod en Vogn
dit hvasse Våben;
aldrig Sværd
du svinger mer,
giv du mig
dit gode Glavind.

Bedre vil
en Vogn dig både
end de Stave,
som dig støtter.
Giv dit Sværd mig
med det gode,
vil med Magt
du ej det miste.

Stærkodder svarede:

Tåbe, tomme
Ord du taler!
uden Løn
bør Hjælp man yde.
Vandre på min
Fod jeg vil,
ej mit Sværd
til dig jeg sælger.

Skam dig, at du
håned Skjalden,
som bør højt
i Ære holdes!
Smukt en gammel
Helt at smæde,
som har Ros og
Ry fortjent!

Give dig
mit gode Glavind!
Er det Våben
du vel værdig?
Kun en bold
og ædel Kæmpe
svinge skal
mit hvasse Sværd.

Ej for fejge
Folk det passer,
ej for Folk,
som Vellyst fryder.
Mæsk din Bug
med Mad og Mjød;
bedre det
end Kamp dig båder.

Tit på Hjælme
tungt det faldt,
da med Oles
Søn jeg drog.
Hvem jeg mødte
på min Vej,
gol med Gny
mit Glavind over.

Fly jeg Kurlands-
flokken lærte,
da den spændte
Snarer for os.
Tungt på Træsko
Dansken trådte,
skarpe Pigge
ej ham skaded.

Hame vog jeg
- hårdt han hug -,
Ynk jeg voldte
Estlandsynglen;
Svarlig skreg
Sangalers Skare,
da jeg fulgte
Flebaks Søn.

Hårdt det holdt
at bjærge Ho'det
fra de Mænd
i Thelemarken,
brast da både
Hjælm og Brynje,
Hårdt de Smedes
Hamre hugged.

Over Tysken
Hævn jeg tog,
da jeg Svertings
Sønner fælded,
gjæsted dem
i Gammenslag,
hævned glad
den gode Frode.

Fager Mø
jeg modig værned,
Brødre syv
i Græsset bed.
Jorden dèr
mit Blod fik drikke,
aldrig Græs
der groede siden.

Så med Ker
til Søs jeg kæmped,
Vaske vog jeg,
fælded Visin,
fælded Lers
de fire Sønner,
kued alle
Bjarmlands Kæmper.

Fangede så
Irers Fyrste,
tog Dublins
de dyre Skatte.
Aldrig går det
vist i Glemme,
hvad jeg øved
på Bråvalla.

Længe nok
du lyttet har,
dog kun lidt
fik du at vide.
Aldrig fik min
Tale Ende,
om jeg skulde
alt fortælle.

Sålunde kvad Stærkodder. Da han endelig af deres Samtale skjønnede, at Had var Hlennes Søn, og således kom på det rene med, at den unge Mand var af fornem Herkomst, bød han ham sin Hals til Hug, idet han opmuntrede ham til ikke at være bange for at tage Hævn over sin Faders Banemand, og derhos lovede han, at når han gjorde det, skulde han få det Guld, han havde fået af Hlenne. Og for end yderligere at ophidse ham imod sig, skal han have kvædet sålunde:

Had, din Fader,
bør du hævne,
jeg med Vold
og Vilje vog ham.
For hans Bane
selv jeg byder
dig mit Liv
og Løn derhos.

Længe var jeg
led ved Livet,
men kun Helt
skal Helten fælde.
Føj mig nu
og dræb din Fjende,
glad i Døden
går den gamle.

Trøsket Træ,
som ej kan trives,
vige bør
for Træ, som voxer.
Fældes vil jeg,
før jeg falder,
sød er Død,
som selv man søger.

Med disse Ord tog han Pengene op af Pungen og rakte ham dem. Had, der lige så meget ansporedes af Begjærlighed efter at komme i Besiddelse af Guldet som af Lyst til at hævne sin Fader, lovede, at han vilde gjøre, som han bad, og ikke afslå den Løn, han bød ham. Stærkodder rakte ham ivrig sit Sværd. strakte Halsen frem og opmuntrede ham til at hugge til uden Frygt og til ikke at bruge Sværdet som en Kvinde, og lod ham derhos vide, at når han, efter at have fuldt byrdet Drabet, sprang imellem Hovedet og Kroppen, inden denne faldt, vilde Våben ikke bide på ham; men om han sagde dette for virkelig at belære ham eller for at straffe ham for Drabet, er ikke let at sige, thi det kan godt være, at Legemets Masse vilde have knust ham, når han sprang. Had svang Sværdet af al sin Magt og hug Hovedet af den gamle. Da det afhuggede Hoved faldt til Jorden, skal det, efter hvad der fortælles, have bidt i Græsset, så at Mundens Glubskhed endnu i Dødens Stund bar Vidne om hans Sinds Grumhed. Had, som frygtede for, at der stak Svig under Stærkodders Løfter, vogtede sig imidlertid vel for at springe; havde han været letsindig nok til at gjøre det, vilde han måske være bleven knust af Liget, idet det faldt, og således være kommen til at bøde med sit eget Liv, fordi han havde dræbt den gamle. Dog vilde han ikke lade så vældig en Kæmpe ligge ubegravet og lod derfor hans Lig jorde på den Slette, der hedder Rolyng.

Sivard

Omund døde, efter hvad jeg har erfaret, overmåde rolig under den dybeste Fred og efterlod sig to Sønner og lige så mange Døtre. Den ældste Søn Sivard arvede Riget, medens hans Broder Budle endnu var spæd. På den Tid havde Svenskekongen Gøtar fattet en grænseløs Elskov til den ene af Omunds Døtre på Grund af det Ry, der gik af hendes overordentlige Dejlighed, og han overdrog da en Mand ved Navn Ebbe, Sibbes Søn, det Hverv som hans Sendemand at bejle til Jomfruen. Han røgtede sit Hverv forstandigt og bragte velkomment Bud med tilbage om, at Pigen gav sit Samtykke. og der var nu ikke andet, han ønskede, end at komme til at holde Bryllup, men da Gøtar var bange for at holde det blandt fremmede, bad han om, at hans Brud måtte blive sendt over til ham, idet han atter benyttede sig af Ebbe, den samme Sendemand, som han havde skikket til Danmark første Gang.

Da Ebbe nu kun med et ganske lidet Følge drog igjennem Halland, søgte han Nattely i en Landsby, hvor to Brødre havde deres Huse liggende lige over for hinanden med en Flod imellem. Disse Brødre havde for Skik at myrde dem, de gjæstfrit havde modtaget, idet de snedig forstod at skjule deres røveriske Færd under Venligheds Maske. De havde hængt en aflang Bjælke ligesom en Perse og forsynet med en Jernegg op i den øverste Del af Huset, hvor den var gjort fast med skjulte Kjæder, og ved Nattetid plejede de så at fire den ned ved at give los på Kjæderne og skære Hovederne af dem, der lå neden under den. På den Måde havde de med dette Hængeværk halshugget adskillige. Efter at Ebbe og hans Mænd havde nydt et rigeligt Måltid, redte Tjenerne et Leje til dem ved Arnen, således at de ved Hjælp af den lumske Bjælke kunde hugge Hovederne af dem, som de lå der med dem op imod Ilden. Da de var gået, bød Ebbe, som nærede Mistanke til den Indretning, de havde hængende over Hovederne på sig, sine Stalbrødre at lade, som om de sov, og så skifte Plads, det vilde både dem overmåde vel, sagde han. Der var imidlertid nogle iblandt dem, som ikke hørte med til Ebbes Følge, og som ikke brød sig om det Bud, de andre lød, men blev liggende ganske rolig der, hvor de fra først af havde lagt sig. Da det så var begyndt at blive mørk Nat, blev den svære hængende Indretning firet ned af dem, der var sat til at passe den, og idet den slap ud af Båndene, der holdt den, og med stor Kraft faldt til Jorden, slog den dem, der lå under den, ihjel. Da nu de, hvem det pålå at udføre denne Misgjerning, kom med Lys for at forvisse sig om, hvorledes det var gået, så' de, at Ebbe, for hvis Skyld de især havde gjort det, forsigtig havde forebygget Faren. Han angreb dem strax, og de måtte bøde med Livet for, hvad de havde gjort. I det gjensidige Blodbad mistede Ebbe også sine Ledsagere, men han fandt en Båd og slap på den over den af Isflager opfyldte Flod og bragte Gøtar Bud om det Nederlag, han havde lidt, i Steden for om Udfaldet af sit Ærinde.

Gøtar skjønnede, at dette var sket på Sivards Anstiftelse, og beredte sig til at hævne den Uret, der var tilføjet ham, med Våbenmagt. Sivard blev overvunden af ham i Halland og flyede, efter at Fjenderne havde taget hans Søster til Fange, til Jylland. Her vandt han et Slag imod Slavernes Almue, der havde vovet sig til Kamp uden at have nogen Høvidsmand, og den Sejr skaffede ham lige så megen Ære, som hans Flugt havde bragt ham Skam. Men da de, som han havde slået, dengang de ingen Høvidsmand havde, kort efter fik en Anfører, blev han overvunden af dem i et Slag på Fyn. Han kæmpede gjentagne Gange med dem i Jylland, men havde stadig Uheld med sig, og Enden blev, at han efter at have mistet Skåne og Jylland kun havde den midterste Del af Riget tilbage ligesom Dele af en fortæret, hovedløs Krop. Hans Søn Jarmerik faldt tillige med sine små Søstre i Fjendens Hænder, og den ene af Pigerne blev solgt til Nordmændene, den anden til Tyskerne, thi i gamle Dage plejede Giftermål at være Gjenstand for Salg. Daneriget, som var blevet udvidet med så meget Mod, navnkundigt ved Forfædrenes store Bedrifter og styrket ved så mange Sejre, blev således ved én Mands Fejghed fra den mest strålende Lykke og den mest blomstrende Tilstand drevet så langt ud i Skjændsel, at det nu selv måtte udrede Skat, i Steden for at det før havde opkrævet den. Men Sivard, som så tit var bleven slagen og havde måttet fly på den skammeligste Måde, kunde ikke udholde at holde Statens søndrede Ror i sin Hånd under de forsmædelige Kår, Landet nu var stedt i, efter at Forfædrene havde vundet så megen Hæder, og for at han ikke ved at leve længere skulde sætte den sidste Rest af Ære til, skyndte han sig at søge en hæderlig Død på Valpladsen, thi Attrå efter at afkaste al Bekymring gjorde hans Sjæl, der ikke kunde glemme Ulykken, led ved Livet; i den Grad havde hans Begjærlighed efter at slippe bort fra sin Skam gjort ham Dagens Lys forhadt. Efter at have samlet Krigsfolk erklærede han derfor en Mand ved Navn Simon, der under Gøtars Overhøjhed var Høvidsmand i Skåne, åbenlys Krig, og idet han drev den igjennem med hårdnakket Letsindighed, endte han efter at have fældet Simon sit Liv under et stort Blodbad blandt sine Fjender. Befri Fædrelandet for den Tynge at måtte betale Skat kunde han dog ikke.

Budle og Jarmerik

Imidlertid holdtes Jarmerik tillige med sin jævnaldrende og Diebroder Gunn i Fængsel hos Slaverkongen Ismar. Omsider blev han tagen ud af Fængslet og sat til Agerbrug og måtte gjøre Bondearbejde. På Grund af den Dygtighed, hvormed han røgtede denne Gjerning, blev han forflyttet til Opsynsmand over Kongens Trælle. Da han også røgtede dette Hverv med den største Redelighed, blev han optagen blandt Kongens Hirdmænd, og da han på Hofmandsvis lagde overordentlig Høviskhed for Dagen, blev han snart en af Kongens Venner og fik den første Plads i hans Fortrolighed, og ved sine Fortjenester nåede han således ligesom Trin for Trin fra de laveste Kår op til Ærens højeste Tinde. For ikke at henleve sin Ungdom i Sløvhed og Dorskhed øvede han sig i krigerske Idrætter og udviklede ved Flid de Gaver, Naturen havde skjænket ham. Alle holdt af Jarmerik, kun Dronningen nærede Mistillid til ham. Så meldte Rygtet pludselig, at Kongens Broder var død. Ismar vilde give ham den prægtigste Begravelse, og for at gjøre så meget større Stads af hans Ligfærd lod han med kongelig Rundhåndethed berede et Gjæstebud. Jarmerik, hvem ellers Omsorgen for Husvæsenet påhvilede sammen med Dronningen, begyndte imidlertid at se sig om efter en Udvej til Flugt, hvortil den Omstændighed, at Kongen var borte, syntes at byde Lejlighed. Han var nemlig på det rene med, at, skjønt han levede i Glans og Herlighed, vilde han dog kun vedblive at være Kongens usle Træl og så at sige leve af Nåde og andres Velgjerninger. Han mente derhos, at skjønt han nød de største Æresbevisninger hos Kongen, var Friheden at foretrække for al Gammen, og han brændte af den største Begjærlighed efter at se sit Fædreland og sin Slægt. Men da han vidste, at Dronningen havde sørget for tilstrækkelige Vagtposter, for at ingen af Fangerne skulde undløbe, sørgede han for ved List at nå, hvad han ikke kunde nå med Magt. Han tog derfor en af Bast og Vidjer flettet Kurv af Form som et Menneske, af den Slags, som Bønderne plejer at bruge til at skræmme Fuglene fra Kornet med, lagde en levende Hund i den, afførte sig sine Klæder og klædte Kurven på med dem, for at den skulde få så meget større Lighed med et Menneske. Derpå brød han Kongens eget Skatkammer ned, tog Pengene ud deraf og gjemte dem på Steder, som kun han kjendte. Imidlertid havde Gunn, som han havde pålagt at skjule, at han var borte, båret Kurven ind i Borgen og fået Hunden til at gjø, og da Dronningen spurgte, hvad der var på Færde, sagde han, at det var Jarmerik, der var gået fra Forstanden og råbte op. Da hun så' den menneskelignende Kurv, lod hun sig narre af Ligheden og bød, at det forrykte Menneske skulde kastes ud af Huset. Gunn bar da Kurven udenfor og lagde den i Sengen, som om det var hans Stalbroder, der var helt rasende. Da det lakkede ad Nat, muntrede han Skildvagterne og beværtede dem rigelig med Mad og Vin, og da de sov, skar han deres Hoveder af og lagde dem ned imellem Benene på dem for at gjøre deres Død så meget forsmædeligere. Dronningen vågnede ved Støjen og styrtede til Døren nysgjerrig efter at få at vide, hvad Grunden dertil var, og da hun uforsigtig stak Hovedet udenfor, gjennemborede Gunn hende med sit Sværd, inden hun fik set sig for. Da hun fornam sit Banesår, segnede hun om, rettede Blikket mod sin Banemand og sagde: "Havde jeg fået Lov til at beholde Liv og Helsen, skulde ingen Svig hjælpe dig ustraffet ud af Landet", og den Slags Trusler udstødte hun mange af imod sin Banemand, inden hun døde. Derpå stak Jarmerik sammen med Gunn, hans Forbundsfælle ved denne berømmelige Dåd, hemmelig Ild på Teltet, hvor Kongen ved Gjæstebudet fejrede sin Broders Ligfærd, og alle var overvældede af Drik. Da Ilden greb om sig vidt og bredt, rystede nogle Rusen af sig, steg til Hest og satte efter Ophavsmændene til Branden, da de havde set, hvem det var. Men de to Ynglinger sprængte først af Sted på de Heste, de havde taget, og til sidst, da det lange Ridt havde mattet Dyrene, flygtede de videre til Fods. Da Forfølgerne næsten havde indhentet dem, blev en Flod, de kom til, deres Frelse. Der var nemlig en Bro over den, og for at sinke Forfølgerne overhuggede de, inden de gik over den, Plankerne ind til Midten, så den ikke blot ikke kunde bære nogen Vægt, men var lige ved at styrte sammen. Da de var komne over, skjulte de sig omhyggelig i en mørk Afgrund. Slaverne, der satte efter dem, så' ikke den Fare, der truede dem, men red uforsigtig ud på Broen, og da Plankerne ramlede sammen under Vægten af Hestene, styrtede de i Floden. Da de svømmede ind til Bredden, blev de modtagne af Gunn og Jarmerik og enten druknede eller blev dræbte. Således udførte de to Ungersvende med en så overordentlig Snildhed, som om de ikke var bortløbne Trælle, men gamle kløgtige Mænd, en Bedrift, der var større, end man kunde vente efter deres Alder, og udførte heldig deres sindrigt udtænkte Plan. Da de nåede Strandbredden, tog de et Skib, som de tilfældigvis traf på, og sejlede ud på Dybet. Da Barbarerne, som forfulgte dem, så' dem sejle, søgte de at kalde dem tilbage ved at råbe til dem, at hvis de vendte om, lovede de dem, at de skulde blive Konger, thi efter hvad der var almindelig Vedtægt fra Arilds Tid af, skulde den, der dræbte en Konge, være hans Efterfølger. Medens de flygtede, døvede Slaverne længe deres Øren med uafbrudt at råbe deres træske Løfter efter dem.

På den Tid herskede Budle, Sivards Broder, som Stedfortræder over Danskerne, men da Jarmerik kom hjem, nødte de ham til at overgive Riget til ham, så han fra Konge blev Undersåt. I de samme Dage dræbte Gøtar Sibbe, som han skyldte for at have krænket hans Søster. Opbragte over Sibbes Død tyede hans Frænder jamrende til Jarmerik og lovede, at de for at få Hævn for deres Frænde vilde angribe Gøtar sammen med ham. Og de holdt, hvad de lovede, thi efter ved deres Bistand at have fældet Gøtar bemægtigede Jarmerik sig Sverige. Da han nu herskede over to Folk, påførte han i Tillid til sin forøgede Magt Slaverne Krig. Fyrretyve slaviske Fanger lod han hænge, hver med en Ulv ved Siden af sig. Den Straf blev tidligere anvendt for Frændemord, nu vilde han, at den skulde anvendes over for Fjenderne, for at man af dette Fællesskab med grumme Vilddyr kunde skjønne, hvor rovgriske de havde været over for Danskerne. Efter også at have underlagt sig Landet lagde han Besætninger på passende Steder. Derpå drog han videre og anrettede Nederlag blandt Semberne, Kurlænderne og adskillige andre af Østerledens Folkefærd; Slaverne holdt for, at nu, da Kongen var optagen på denne Måde, var der Lejlighed for dem til at gjøre oprør, og efter at have dræbt de Høvdinger, han havde sat over dem, hærjede de Danmark. Jarmerik opsnappede, da han vendte tilbage fra Vikingetog, deres Flåde og ødelagde den, og ved den Bedrift øgede han end yderligere den Hæder, han havde vundet ved sine tidligere Sejre. Deres Stormænd tog han for øvrigt Livet af på en Måde, som det var en Ynk at se på; han trak nemlig først Remme igjennem deres Haser, og så bandt han dem til vilde Tyres Klove og pudsede Bulbidere på dem, så de blev slæbt over Stok og Sten ud i Sumpe og Moradser. Det tog Modet fra Slaverne, og de bøjede sig i Angst og Bæven for Kongens Myndighed. Efter at Jarmerik nu var bleven beriget med Bytte fra så mange Folkefærd, lod han med beundringsværdig Kunstfærdighed opføre en Bygning på en høj Klippe for at have et sikkert Sted at gjemme det på. Han opkastede en Høj af Græstørv og lagde Grunden med en Mængde Klippeblokke; den nederste Del omgav han med en Vold, i Midten var der Kamre og øverst Brystværn, og helt rundt omgav han den med en uafbrudt Række Vagtposter. Fire overmåde store Porte, en på hver Side, gav uhindret Adgang, og i dette prægtige Hus opdyngede han alle sine Skatte. Efter således at have ordnet sine Sager hjemme vendte han atter sin Hu til fremmede Lande. Han begyndte igjen at sejle og var ikke sen til at holde Søslag med fire hellespontiske Brødre, gamle forfarne Vikinger, som han mødte på Havet. Efter at have kæmpet med dem i tre Dage holdt han inde med Kampen imod at få deres Søster og Hælvten af den Skat og Skyld, de havde lagt på dem, de havde overvundet.

Derpå kom Bikke, en Søn af Liflændernes Konge, efter at være undsluppen fra det Fangenskab, de nys omtalte Brødre holdt ham i, til Jarmerik, men han havde nu alligevel ikke glemt den Uret, denne havde øvet imod ham ved i sin Tid at have berøvet ham hans Brødre. Han blev venlig modtagen af Jarmerik og fik snart en afgjørende Stemme ved alle hans hemmelige Rådslagninger. Da han mærkede, at han i alle Ting kunde få Kongen til at gjøre, hvad han sagde, forledte han ham, når han spurgte ham til Råds, til de afskyeligste Ting og drev ham til at begå Forbrydelser og Skjændselsgjerninger, og således søgte han snedig at skade Kongen under Skin af at være ham en tro Tjener. Det var især hans nærmeste Frænder, han ophidsede ham imod, idet han således søgte ved List at opnå den Hævn for sine Brødre, som han ikke kunde skaffe sig med Magt, og Enden blev, at Kongen, som lagde sig efter de skidneste Laster i Steden for efter Dyd, blev almindelig forhadt på Grund af de Grusomheder, han begik efter sin troløse Rådgivers Tilskyndelse. Endogså blandt Slaverne udbrød der Oprør imod ham, og for at dæmpe det lod han trække Reb igjennem Benene på dem af deres Høvdinger, han havde fanget, hvorpå han lod dem sønderrive af Heste, som trak hver til sin Side. Således omkom deres Fyrster ved at få deres Legemer splittede ad til Straf for deres Halsstarrighed, og det holdt Slaverne i fast og urokkelig Underdanighed.

Imidlertid greb Jarmeriks Søstersønner, der var fødte og opdragne i Tyskland, støttende sig på den Adkomst, de havde til Riget efter deres Bedstefader, til Våben imod deres Morbroder, idet de påstod, at det lige så godt tilkom dem som ham. Han ødelagde deres Fæstninger i Tyskland med Krigsmaskiner, belejrede eller indtog adskillige af deres Byer og jævnede endog nogle af dem med Jorden og vendte hjem til Danmark med en Sejr, som intet Blod havde kostet ham. Så kom de hellespontiske Brødre med deres Søster, for at han, som aftalt var, kunde holde Bryllup med hende. Da det var fejret, drog han atter efter Bikkes Tilskyndelse til Tyskland, fangede i et Slag sine Søstersønner og betænkte sig ikke på at lade dem hænge. Han samlede derpå Landets Stormænd under Påskud af, at han vilde gjøre Gilde for dem, og lod dem dræbe på samme Måde.

Kongen satte sin Søn Broder, som var født ham i et tidligere Ægteskab, til at have Opsigt med sin Stifmoder, og det Hverv røgtede han med den største Årvågenhed og Samvittighedsfuldhed, men Bikke beskyldte ham hos hans Fader for at have bedrevet Ukyskhed med hende, og for at give det Udseende af, at det ikke var nogen falsk Anklage, underkjøbte han Folk til at aflægge falsk Vidnesbyrd. Da Anklagen var bleven fremsat i sin fulde Udstrækning, og Broder ikke kunde anføre noget til Støtte for sit Forsvar, bød hans Fader sine Venner fælde Dom over den overbeviste Misdæder, idet han holdt for, at det vilde være mindre stridende imod hans faderlige Følelser at lade andre idømme Sønnen den Straf, der tilkom ham, end at gjøre det selv. De kjendte alle for Ret, at han burde landsforvises, med Undtagelse af Bikke, han gyste ikke tilbage for at fælde en grummere Dom, at han skulde lade sit Liv; den, der havde begået en så skammelig Forbrydelse, burde hænges, sagde han; men for at ingen skulde tro, at det var hans Faders Grumhed, der voldte det, skulde han, når han havde fået Strikken om Halsen, holdes oppe af Tjenere med en Bærestang. sagde han, så at de, når de blev trætte og slap Byrden, så at sige blev skyldige i den unge Mands Død og ved deres Brøde friede Kongen fra Beskyldning for at have dræbt sin Søn. Hvis den anklagede ikke fik sin Straf, tilføjede han derhos, vilde han pønse på Anslag imod sin Faders Liv. Bolersken Svanhild burde for at komme af med Livet på så forsmædelig en Måde som muligt trædes ihjel af Dyr. Kongen fulgte Bikkes Råd og lod sin Søn hænge, men lod de omstående støtte ham med en Planke, så han ikke kvaltes, og da Strikken således ingen Skade gjorde ham, idet den kun trykkede Halsen ganske lidt, så' det ud, som om Straffen kun fuldbyrdedes for et Syns Skyld. Men Dronningen lod han binde til Jorden med de stærkeste Bånd for at lade hende søndertræde af Heste. Hun skal, efter hvad der fortælles, have været så fager, at selv Hestene gyste tilbage for at søndertræde så dejlige Lemmer med deres smudsige Hove. Det bares Kongen for, som om dette måtte være et Vidnesbyrd om hans Hustrus Uskyldighed, og greben af Anger over sin Vildfarelse skyndte han sig at løse den falskelig anklagede. Imidlertid kom Bikke hastig til og sagde, at når hun lå med Ansigtet opad, skræmmede hun Hestene med sin grufulde Galdren, de kunde kun træde hende under Fødder, når hun lå næsegrus. Han vidste nemlig godt, at hendes Fagerhed var hendes Frelse. Efter at Dronningen var bleven lagt, som han sagde, blev Hesteflokken dreven frem og satte de mange Hove dybt i hendes Legeme, og sålunde døde Svanhild. Imidlertid gik den Hund, Broder plejede at have med sig, hen til Kongen, idet den ligesom klagede sig og syntes at græde over den Straf, dens Herre led, og hans Falk, som blev bragt til Kongen, begyndte med Næbbet at plukke Fjerene helt af på Brystet. Kongen tog dens Nøgenhed som et Varsel om, at han vilde blive barnløs, og for at forebygge dette Varsel sendte han skyndsomst Folk hen at løse hans Søn af Strikken, thi han tog den fjerløse Fugl som et Forbud om, at han vilde komme til at gå barnløs i sin Grav, i Fald han ikke tog sig i Agt. Da Broder var bleven befriet fra Døden, blev Bikke ræd for, at han vilde blive straffet for sin Anklage, og han skyndte sig derfor til de hellespontiske Brødre og meldte dem, at Kongen havde ladet Svanhild lide en forsmædelig Død. Da de satte Sejl til for at hævne deres Søster, vendte han tilbage til Jarmerik og sagde ham, at Hellespontierne lavede sig til at påføre ham Krig. Kongen holdt for, at det var sikrere at kæmpe bag Mure end i åben Mark, og trak sig tilbage til den faste Borg, han havde bygget, og for at kunne udholde en Belejring dér fyldte han de indre Rum med Forråd og besatte Brystværnene med væbnede Mænd. Borgens øverste Tinder var helt rundt smykkede med Skjolde, der funklede af Guld. Nu traf det sig så, at Hellespontierne, da de skulde dele det Bytte, de havde gjort, dræbte en stor Hob af deres Mænd, som de beskyldte for at have gjort sig skyldige i Underslæb. Da de nu som Følge af denne indbyrdes Strid havde fældet så mange af deres Krigsfolk, mente de, at det vilde overstige deres Kræfter at indtage Borgen, og de søgte derfor Hjælp hos en Troldkvinde ved Navn Gudrun: hun magede det så, at Kongens Stridsmænd pludselig blev slagne med Blindhed og gav sig til at slås indbyrdes. Da Hellespontierne så' det, rykkede de frem med et Stormtag og besatte de forreste Adgange til Portene. Derpå rev de Stolperne op og brød ind i Huset, hvor de fældede Fjendens blinde Skarer. Under det Ustyr kom Odin til og kastede sig midt ind iblandt de kæmpende, hvor Trængslen var størst, og gjengav ved sin guddommelige Magt Danskerne, som han altid havde omfattet med faderlig Kjærlighed, det Syn, som Trolddomskunster havde berøvet dem, og derhos gav han dem Anvisning på, at de, skjønt Hellespontierne plejede at hærde deres Legemer imod Våben ved Galdresange, kunde fælde dem ved at overdænge dem med Sten. Således gjorde begge Hære det gjensidig af med hinanden. Jarmerik mistede begge Ben og begge Arme, og den afstumpede Krop rullede om blandt Ligene. Efter ham blev Broder Konge, men det var han kun lidet skikket til.

Snie

Efter Broder tog Sivald Styret. Hans Søn Snie lagde sig, da hans Fader blev gammel, ivrig efter Vikingefærd og ikke blot bevarede han Riget, men gjengav det, mindsket, som det var blevet, dets gamle Omfang. Da han var bleven Konge, gjorde han Ende på Kæmperne Eskil og Alkils Frækhed og forenede ved denne Sejr atter Skåne, der længe havde været unddraget Danmarks Overhøjhed, med Riget. Omsider blev han betagen af Elskov til Gøtekongens Datter, og hun gjengjældte hans Kjærlighed. Så skikkede han hemmelig Sendemænd til hende for at få Lejlighed til at komme sammen med hende, men de blev fangne af Pigens Fader, som lod dem hænge til Straf for den Sendefærd, de så letsindig havde påtaget sig. Snie, som var opsat på at hævne dem, faldt ind i Gøtland, og da Kongen dér mødte ham med sin Hær, opfordrede de før nævnte Kæmper ham til at lade Sagen afgjøre ved Holmgang mellem begge Kongernes Kæmper. Snie stillede da den Betingelse, at hver af Kongerne enten skulde miste sit eget Rige eller vinde den andens, efter som Lykken var hans Kæmper imod eller med, så at den overvundnes Rige blev Sejrens Løn. Enden blev, at Gøtekongen trak det korteste Strå som Følge af, at det gik hans Kæmper ilde, og måtte afstå sit Rige til Danskerne. Da Snie fik at vide, at Gøtekongens Datter efter sin Faders Tilskyndelse var bleven ført bort og gift med Svenskekongen, sendte han en Mand i pjaltede Klæder, der plejede at gå om og tigge på Alfarvej, til hende for at forfare hendes Sind. Da han på Tiggeres Vis havde lagt sig tæt ved Dørtærskelen, fik han tilfældigvis Dronningen at se, og han sagde da med sagte Stemme: "Snie elsker dig". Hun hørte, hvad han sagde, men lod, som om hun ingenting hørte, og hverken så' sig tilbage eller vendte om, men gik videre ind i Borgen, og da hun strax efter kom tilbage, sagde hun med så sagte Stemme, at han næsten ikke kunde høre det: "Jeg elsker den, der elsker mig", og derefter gik hun videre ud af Hallen. Tiggeren blev glad over, at hun havde givet Tilsagn om Gjenkjærlighed, og da han Dagen efter sad ved Døren, og Dronningen kom, sagde han på sin vante kortfattede Måde: "Til Ønskets Opfyldelse kræves der et Sted". Hun opfattede også denne Gang Meningen af hans snilde Ord og gik videre, idet hun fuldstændig lod som ingenting. Da hun lidt efter gik forbi ham igjen, sagde hun, at hun snart kom til Bøkesøre, thi did havde hun bestemt sig til at fly. Da Tiggeren havde fået det at vide, spurgte han igjen på sin sædvanlige snilde Måde for at få Rede på, hvornår hun vilde holde sit Løfte, og hun var lige så snild som han og lige så dunkel i sin Tale og svarede ham så kortfattet, hun kunde, at det vilde blive først på Vinteren. Hendes Ledsagere, som havde opfattet enkelte Ord af denne Elskovstale, troede, at det, der i Virkeligheden var Udslag af den største Snildhed, var fuldstændig Dårekistesnak. Da Snie havde fået Besked af Tiggeren, bortførte han Dronningen på et Skib, da hun var gået ud under Påskud af at ville i Bad, efter at han først havde taget hendes Mands Skatte. Siden var der jævnlig Krig imellem ham og Svenskekongen, idet denne søgte at få sin lovlige Hustru tilbage og hin at holde fast på sin ulovlige Elskov, og Udfaldet var tvivlsomt, thi Sejren vendte sig snart til den ene Side, snart til den anden.

På den Tid blev Markernes Afgrøde fordærvet som Følge af overmåde dårligt Vejr, og der blev svar Dyrtid. Da Almuen som Følge af Levnedsmidlernes Knaphed led hårdt af Hungersnød, pålagde Kongen, der ivrig grublede over, hvorledes han skulde kunne hjælpe på de strænge Tider, Folket Ædruelighed, thi han havde lagt Mærke til, at der gik mere med til at slukke Drankernes Tørst, end de sultne fik. Han forbød derfor Gjæstebud og bød, at der ikke måtte brygges Øl af Korn, idet han ved at forbyde overflødigt Drikkeri mente at kunne tage Bråden af Hungersnøden, og at der kunde skaffes fuldt op af Mad, når Folk tørstede.

Nu var der en Mand, som var meget opsat på at fugte sin Hals og derfor var overmåde kjed af, at alt Drikkeri blev forbudt. og så fandt han da med stor Snedighed på en ny Måde at tilfredsstille sin Lyst på og brød det almindelige Påbud om Afholdenhed ved selv at hengive sig til Drukkenskab, idet han for den Fornøjelses Skyld anvendte et på en Gang latterligt og skarpsindigt Middel. Han tilfredsstillede nemlig sin Lyst til at drikke sig fuld ved at slikke den forbudne Drik i sig dråbevis. Da han nu for den Sags Skyld blev stævnet for Kongen, erklærede han, at der ikke kunde tænkes noget mere ædrueligt Menneske end ham, eftersom han holdt sin Begjærlighed efter at drikke i fulde Drag i Tømme ved den sindrige Opfindelse, han havde gjort, i Retning af at drikke lidt ad Gangen, og han vedblev at værge sig imod den Beskyldning, der var rejst imod ham, ved at skyde sig ind under, at han blot søbede. Så blev det under Trusler forbudt ham ikke blot at drikke, men også at søbe, men han kunde ikke aflægge sin Vane, og for at nyde den ulovlige Drik på en lovlig Måde og ikke lade nogen anden råde over sin Hals dyppede han Skorper i Øl, spiste Brødet, der var helt gjennemtrukket med Øl, og trak den attråede Rus i Langdrag ved at spise langsomt, og således nåede han den forbudne Overmættelse på en Måde, der ikke syntes at stride imod Forordningen. Så hårdnakket og rasende var hans Drikfældighed, at han satte Livet på Spil for sine Udsvævelsers Skyld og uden en Gang at lade sig skræmme af Kongens Trusler stivede sin ubesindige Lyst af, så den lod hånt om al Fare. For anden Gang blev han stævnet for Kongen anklaget for at have handlet imod Forordningen, men selv da undlod han ikke at forsvare, hvad han havde gjort, idet han gjorde gjældende, at han ingenlunde havde brudt de Love, Kongen havde givet, eller ved de Nydelser, han havde hengivet sig til, krænket det Bud, han havde udstedt om Mådeholdenhed, særlig når man tog i Betragtning, at den Beskrivelse af Afholdenhed, der gaves i Forordningen om Ædruelighed. syntes at gjøre det utvivlsomt, at det var forbudt at drikke Øl, men ikke at spise det. Kongen svor nu ved Rigets Bedste og kaldte alle Guder til Vidne derpå, at hvis han nogen Sinde igjen vovede sligt, skulde han undgjælde derfor med Livet. Han holdt imidlertid for, at Døden ikke var nær så hård som Ædruelighed, og at det var lettere at give Afkald på Livet end på overstadig Drik, og han kogte atter Korn i Vand og gjærede Øllet, og da han nu ikke længer håbede at kunne anføre noget yderligere til Forsvar eller Undskyldning for sin Drikfældighed, gav han sig den åbenlyst i Vold, satte Dumdristighed i Steden for sin tidligere Snildhed og tømte frejdig sit Bæger, idet han hellere vilde vente på den Straf, Kongen vilde give ham, end blive ædruelig. Da Kongen nu spurgte ham, hvorfor han så mange Gange havde formastet sig til at gjøre, hvad der var forbudt, svarede han: "Det er ikke så meget min Drikfældighed som Velvilje over for dig, Konge, der er Skyld deri. Jeg tænkte nemlig på, at en Konges Ligfærd må fejres med et Gilde, og for at der nu ikke formedelst Kornmangel skal savnes Øl ved det Gilde, der skal fejres, når du dør, har jeg brygget den forbudne Drik. så det er mere Omtanke end Drikfældighed, der har drevet mig dertil. Jeg tvivler nemlig ikke om, at du dør af Sult før end nogen anden, så at du bliver den første, der skal begraves, thi du har selvfølgelig udstedt denne usædvanlige Mådeholdsforordning, fordi du var bange for, at det først vilde komme til at skorte dig selv på Føde. Det er dig selv og ikke andre, du tænker på, når du indlader dig på at påbyde sådant Gnieri". Mandens vittige Spot bragte Kongen til at opgive sin Vrede og skamme sig i Stedet for, og da han så', at den Forordning, han havde udstedt for det almene Vels Skyld, indbragte ham Spot, lod han Hensynet til Almenhedens Tarv fare og tilbagekaldte Forordningen, idet han hellere vilde opgive sin Hensigt end pådrage sig sine Undersåtters Harme.

Hvad enten det nu kom af, at Jorden fik for lidt Regn, eller den var for udmarvet, var Markerne, som jeg alt har sagt, golde og gav kun liden Grøde, så det skortede Landet på Levnedsmidler, og det mattedes af Hungersnød, og da det Forråd, der var, kun forslog lidt, var der ingen Udvej til at fjærne Hungersnøden. Så blev der efter Forslag af Åge og Ebbe vedtaget en Folkebeslutning om, at de gamle Folk og Småbørnene skulde slås ihjel, kort sagt alle, der ikke var kraftige nok til at bære Våben, skulde sendes ud af Landet, så at kun de stærke og kraftige fik Lov til at blive der, og ingen andre end dygtige Krigere og Jordbrugere måtte blive boende i deres Huse og Fædrenehjem. Da de bragte deres Moder Gambaruk denne Tidende, skjønnede hun, at Ophavsmændene til denne skammelige Beslutning havde søgt Redning i en Forbrydelse; hun fordømte, hvad der var vedtaget på Tinge, og sagde, at man ikke burde af hjælpe Nød ved at dræbe sine nærmeste; et hæderligere Råd og langt tjenligere for deres Sjæles og Legemers Velfærd vilde det være, om de uden at tilsidesætte de Hensyn, de skyldte Forældre og Børn, ved Lodkastning bestemte, hvem der skulde drage af Landet. Og dersom Loddet traf affældige Oldinger, skulde de stærke byde sig til at drage i Landflygtighed i deres Sted og frivillig påtage sig at bære denne Byrde for de svage. De, der kunde få sig til at kjøbe Livet for Brøde og Ugudelighed og lade en så uretfærdig Bestemmelse gå ud over deres Forældre og Børn, var ikke værd at leve, thi de satte Grumhed i Kjærlighedens Sted, og alle de, for hvem Kjærlighed til deres eget Liv havde mere at sige end Kjærlighed til deres Forældre og Børn, gjorde sig kun ilde fortjente af Fædrelandet. Dette Forslag blev forelagt Folkeforsamlingen, og de fleste stemte for det. Der blev altså trukket Lod om, hvorledes hver især havde at forholde sig, og de, som Loddet traf, dømtes til at drage af Landet. Således skete det, at de, som ikke af egen Drift havde villet bøje sig for Nødvendigheden, nu blev nødte til at føje sig efter Lykkespillets Dom. De sejlede først til Bleking og dernæst forbi Moring og lagde så til Land ved Gotland, hvor de, som også Paulus Diaconus vidner, på Gudinden Friggs Tilskyndelse skal have antaget Navnet Longobarder, som det Rige, de siden stiftede, blev opkaldt efter. Omsider lagde de til ved Rügen, hvor de forlod deres Skibe og begyndte deres Tog over Fastlandet. De drog igjennem mange Lande, som de hærjede, og efter at have anrettet Nederlag vidt og bredt søgte de sig omsider Bopæle i Italien og ombyttede Folkets gamle Navn dér med deres eget.

Imidlertid blev Danmark som Følge af, at Agerdyrkningsarbejdet mindskedes og Plovfurerne blev overgroede, mere og mere som et Skovland at se til, mistede næsten helt det oprindelige smukke Grønsvær og blev bedækket med tætte og fæle Skove, der voxede op. Dette bærer da også Markerne endnu den Dag i Dag Vidne om, thi disse, som fordum var frugtbart Agerland, ses nu at være opfyldte med Træstammer, og hvor fordum Agerdyrkerne grov dybt i Jorden og spredte de store Græstørv, der voxer nu Skov, som dækker Jorden, der endnu bærer Spor af at have været dyrket i gamle Dage. Havde den ikke ligget udyrket, øde og overgroet i lange Tider, havde ét og samme Jordsmon ingenlunde således kunnet blive delt imellem de Furer, Ploven har draget, og Træernes faste Rødder. Også de Høje, som Folk i gamle Dage havde opkastet på den flade Mark for at begrave døde, er nu overgroede med Skov. Man kan også spredt i Skovene se talrige Dynger af Sten, som i sin Tid var spredte over Markerne i hele deres Udstrækning, men som Bønderne omhyggelig havde samlet og lagt i Dynger, for at de ikke skulde hindre dem i at pløje alle Vegne, idet de foretrak, at et lille Stykke Jord gik til Spilde, fremfor at hele Marken var tung at arbejde i. Af det Arbejde, som Bønderne den Gang havde gjort for lettere at kunne dyrke Jorden, kan man altså slutte, at Befolkningen i Oldtiden var talrigere end senere Tiders, som nøjes med små Marker og holder Agerdyrkningsarbejdet inden for snævrere Grænser, end man gjorde i gamle Dage. Den nulevende Slægt undrer sig derfor over, at den i Steden for en Jord, som i gamle Dage var mægtig at bære Korn, har fået en, som kun er skikket til at frembringe Olden, og over, at der i Steden for Plovstjerten og Kornmarkerne er kommet et Land bevoxet med Træer. Dette, som jeg har fortalt så sandfærdigt, som jeg har kunnet, må være nok om Snie.

Bjørn, Harald og Gorm

Efter Snie fulgte Bjørn, og efter ham kom Harald til Styret. Hans Søn Gorm vandt ikke ringe Navnkundighed blandt Danskernes Høvdinger i gamle Dage ved sine modige Bedrifter. Han lagde sig nemlig efter en ny Måde at lægge sin Kjækhed for Dagen på, idet han foretrak at anvende det Mod, der var gået i Arv til ham, på at udforske Naturens Hemmeligheder fremfor at øve det på Krigsbedrifter, og ligesom andre Konger tilskyndedes af Krigsiver, således drev hans Hjærtens Attrå ham til at granske alle de underfulde Ting, han enten selv stødte på, eller som Rygtet meldte om. Og da han var opsat på at se fremmede og usædvanlige Ting, holdt han særlig for, at han måtte undersøge et Rygte, der var kommet til ham fra Islænderne om en vis Gejrrøds Gård. De fortalte nemlig jævnlig utrolige Ting om de store Skatte, han havde samlet dèr, men Vejen did var opfyldt af alskens Farer og næsten utilgjængelig for Mennesker, hed det sig. Efter hvad Folk, som havde prøvet det, forsikrede, måtte man nemlig sejle over Havet, der ligger uden om Jorden, lade Solen og Stjærnerne bag sig og vandre ned i Kaos, til man til sidst kom til Steder, hvor der intet Lys var, men herskede stadigt Mørke. Men han kuede i sit ungdommelige Sind Frygten for de Farer, der truede, ikke så meget af Begjærlighed efter Bytte som af Lyst til at vinde Hæder, thi han håbede, at hans Berømmelse vilde øges meget, om han vovede sig i Lag med et ganske uprøvet Foretagende. Tre Hundrede Mænd erklærede, at de nærede samme Ønske som Kongen, og han gjorde Thorkil, der havde bragt Rygtet, til Fører på Toget, eftersom han var stedkjendt og vidste Besked om de Egne, det gjaldt om at komme til. Han vægrede sig ikke ved at påtage sig dette Hverv, men bød, at Skibene, for at de kunde modstå det Havs usædvanlige Barskhed, de skulde sejle over, skulde bygges stærkere end ellers og forsynes med Tovværk med mange Knuder og beslås tæt med Nagler, samt at de skulde lades rigelig med Levnedsmidler og overdækkes med Oxehuder, der kunde beskytte det indre af dem imod Søerne, der væltede ind over dem. Så gav de sig på Rejsen med kun tre Skibe med hundrede udsøgte Mænd i hvert.

Men da de kom til Halogaland, var det forbi med Medbøren, og de tumledes om hid og did på Havet, udsatte for en vanskelig Sejlads' Farer. Omsider, da de var fuldstændig blottede for Levnedsmidler, så de endogså savnede Brød, måtte de fordrive Sulten med en Smule Grød. Efter at der var gået nogle Dage, hørte de Stormen brage og buldre langt borte, som om den var ved at overskylle Klipper. Så skjønnede de, at der måtte være Land i Nærheden, og en ung Mand, som var overordentlig smidig, fik da Befaling til at klatre op i Mastetoppen for at holde Udkig, og han meldte, at der var en stejl Ø i Sigte. Glade stirrede alle med begjærlige Øjne efter Landet, han pegede på, idet de ivrig ventede på den Tilflugt, det forjættede Land bød dem. Da de omsider var nåede i Land, gik de ad såre høje Stier over Skrænter, der spærrede Vejen for dem, op på en højere liggende Del af det. Så sagde Thorkil, at de ikke måtte tage mere af det Kvæg, der i Mængde løb omkring på Strandbredden, end hvad der behøvedes til at stille deres Sult én Gang; gjorde de det, vilde Landvætterne hindre dem i at drage bort. Men Søfolkene, der var mere opsatte på at sørge for, at de kunde mætte sig en Tid lang, end på at gjøre, hvad han bød, satte det Råd, han gav dem for deres Sikkerheds Skyld, til Side for Lysten til at frådse og fyldte Skibenes tomme Lastrum med Kroppe af slagtede Oxer. Dyrene var meget lette at fange, thi de viste ingen Frygt, men flokkedes undrende ved det uvante Syn af Mændene. Natten efter kom en Mængde Utysker flyvende og slog sig ned på Kysten, råbte op, så det gjaldede i hele Skoven, og omringede og besatte Skibene. Et af dem, som var større end de andre og væbnet med en stor Knippel, gik på sine Fødder over Dybet, og da det kom tæt hen til dem, begyndte det at råbe, at de ikke fik Lov til at sejle bort, førend de havde sonet den Uret, de havde begået ved at slagte Oxerne, og udleveret en Mand for hvert Skib som Erstatning for Gudernes Kvæg. Thorkil føjede sig efter Utyskets Trusler for at frelse alle ved at ofre nogle få og udleverede tre Mand, som blev udtagne ved Lodkastning.

Da det var gjort, fik de Medbør og sejlede til det yderste Bjarmeland. I dette Land hersker der stadig Kulde, det er bedækket med såre høj Sne, ikke engang Sommerhedens Magt virker på det, Korn voxer der ikke, og der er fuldt op af vilde Dyr, som man sjælden ser andre Steder. Der er mange Elve, hvis Vand vælter brusende og skummende af Sted på Grund af de mange Klipper, der findes i Elvelejerne. Her lod Thorkil Skibene trække på Land og bød Folkene opslå deres Telte på Strandbredden, nu var de komne til et Sted, sagde han, hvorfra der kun var et lille Stykke Vej til Gejrrød. Han forbød dem derhos at indlade sig i Samtale med nogen, hvem der så kom; der var intet, som gav Utyskerne mere Magt til at gjøre Fortræd, end når Fremmede ikke tiltalte dem med fornøden Høflighed, og derfor var det det sikreste, at hans Kammerater tav stille; han alene kunde trygt tale, fordi han allerede kjendte dette Folkefærds Sæder og Skikke. Da Mørket begyndte at falde på, kom der en usædvanlig stor Mand og blandede sig imellem Søfolkene, som han hilste ved Navn. De blev alle forskrækkede, men Thorkil sagde, at ham skulde de tage gladelig imod, det var Gudmund, Gejrrøds Broder, som på det kjærligste beskjærmede alle, som landede der, imod enhver Fare. Da Gudmund spurgte, hvorfor de andre var så tavse, svarede han, at de var ganske ukyndige i Sproget og skammede sig ved at tale et Sprog, de ikke kunde. Så indbød Gudmund dem til at være hans Gjæster og lod dem sætte sig op på Vogne. Som de nu kjørte, så' de en Flod, som der førte en Guldbro over. Den var de opsatte på at komme over, men han holdt dem tilbage og sagde, at den Flod dannede Skjellet imellem Menneskenes og Utyskernes Verden, længere end til den havde ingen dødelig Lov til at komme. Så kom de til deres Vejvisers Hus. Der tog Thorkil sine Stalbrødre til Side og formanede dem til at bære sig ad som forstandige Mænd over for de forskjellige Slags Fristelser, Skæbnen førte dem i Møde; de skulde afholde sig fra de fremmedes Mad og mætte sig med deres egen; de skulde sætte sig afsides fra de indfødte og ikke sidde ved Siden af nogen af dem, medens de sad til Bords. De, der nød af den Mad, vilde nemlig miste deres Hukommelse og for bestandig komme til at leve i et hæsligt Samkvem med Utyskernes gyselige Skarer. Ligeledes formanede han dem til at afholde sig fra deres Tjenestefolk og deres Bægere. Ved Bordene stod Gudmunds tolv udmærket vel begavede Sønner og lige så mange såre fagre Døtre. Da han så', at Kongen kun nød, hvad hans egne Folk bød ham, bebrejdede han ham, at han afviste hans Venlighed, og klagede over, at han krænkede sin Gjæsteven, men Thorkil var ikke i Forlegenhed for en passende Undskyldning. Han sagde nemlig, at Folk, der spiste Mad, de ikke var vante til, for det meste plejede at blive alvorlig syge deraf, og at det ikke så meget var af Mangel på Taknemlighed for den Høflighed, en fremmed viste ham, som af Iver for at bevare sin Helbred, at Kongen sørgede for sine legemlige Fornødenheder på den Måde, han var vant til, og lod sin egen Mad sætte frem for sig. Han måtte derfor ingenlunde optage det som Foragt, der blev gjort af fornuftig Lyst til at fri sig for Sygdom. Da Gudmund så', at Gjæsterne ved deres Nøjsomhed gjorde de svigefulde Anstalter, han havde truffet, til intet, besluttede han, da han ikke kunde få Bugt med deres Afholdenhed, at gjøre det af med deres Kyskhed og opbød ivrig al sin Sindrighed for at svække den. Han tilbød Kongen en af sine Døtre til Ægte og lovede de andre, at de skulde få de Kvinder af hans Husstand, de vilde have. De fleste var tilbøjelige til at gå ind derpå, men Thorkil forebyggede ved sine heldbringende Formaninger, at de faldt for den Fristelse, ligesom han havde gjort over for de andre, idet han med vidunderlig Sikkerhed forstod på én Gang at optræde som en forsigtig Gjæst og som en munter Bordfælle. Fire af Danskerne foretrak Vellyst for Velfærd og tog imod Tilbudet. Samkvemmet med Kvinderne berøvede dem Forstanden og Mindet om Fortiden og gjorde dem vanvittige; siden den Tid skal de, efter hvad der siges, ikke have været ved deres fulde fem. Havde de holdt sig inden for tilbørlig Selvbeherskelses Grænser, vilde de i Hæder og Ære have målt sig med Herkules, deres Mod vilde have overgået Kæmpers, og de vilde til evig Tid bevares i Mindet som udmærkede Mænd, der havde udført beundringsværdige Bedrifter for Fædrelandet. Gudmund, som fremdeles fastholdt sit Forsæt og stadig pønsede på Svig, gav sig nu til at rose sin Haves Dejlighed og søgte at lokke Kongen der ned for at nyde af dens Frugter, opsat på at få Bugt med hans standhaftige Forsigtighed ved Hjælp af Øjenslyst og hvad der kunde friste Ganen. Thorkil bestyrkede ligesom før Kongen imod dette falske Påfund; han afviste denne forstilte Venlighed under Påskud af, at han måtte påskynde sin Rejse. Da Gudmund skjønnede, at Thorkil i alle Måder var kløgtigere end han, opgav han Håbet om at føre sin Svig igjennem, kjørte dem alle over på den anden Flodbred og lod dem rejse videre Da de drog videre, så' de ikke langt borte en skummel og vanrøgtet By, som mest lignede en dampende Sky. På Stager, der var opstillede rundt omkring på Brystværnet, var der anbragt afhuggede Mandehoveder. Foran Porten lå overordentlig glubske Hunde, som bevogtede Indgangen. Thorkil kastede et Horn besmurt med Fedt til dem, at de kunde slikke på det, og således slap han billig til at dæmpe deres rasende Glubskhed. Indgangen gjennem Portene var anbragt højt oppe; de klavrede derop ad Stiger og kom med Besvær ind ad den. Det Indre af Byen var fuldt af mørke og hæslige Spøgelser, og det var ikke let at sige, hvad der var gyseligst, at se eller høre disse skrigende Skikkelser; alt var vederstyggeligt, og råddent Skarn plagede de nysankomnes Næser med en utålelig Stank. Så kom de til Klippehuset, som Rygtet sagde var Gejrrøds Borg. De besluttede at stige op på dets snævre og gruopvækkende fremspringende Brystværn, men ved selve Indgangen standsede de forfærdede og kunde ikke gå et Skridt længer. Da Thorkil så', hvor forsagte de var, fik han dem ved mandig Tiltale til at opgive deres Betænkeligheder ved at gå ind og formanede dem til at holde Styr på sig selv og ikke røre ved noget af, hvad der fandtes i Huset, selv om det kunde være fornøjeligt at eje det, eller det så' godt ud; de skulde holde deres Sind fjærnt fra al Begjærlighed så vel som fra Frygt, måtte ikke attrå, hvad der kunde være fornøjeligt at tage, og ikke være bange for, hvad der var gyseligt at se, skjønt de vilde komme til at færdes imellem nok af begge Dele. Greb de grisk efter noget, vilde deres Hænder pludselig blive som bundne fast, og de vilde ikke kunne rive dem løs fra det, de havde rørt ved, de vilde ligesom være knyttede til det med et uopløseligt Bånd. Derhos pålagde han dem at gå ind i Orden, fire ad Gangen. Broder og Buk var de første, som prøvede at gå ind, og med dem fulgte Thorkil og Kongen, og så kom de øvrige ordnede i Rækker. Indenfor var Huset forfaldent alle Vegne og opfyldt af en stærk og hæslig Damp, og man så' fuldt op af alle Ting, som kunde såre Øje eller Hjærte. Dørstolperne var besmurte med ældgammel Sod, Væggene bedækkede med Smuds, Loftet var lagt af Spyd, Gulvet bedækket med Snoge og overstænket med alskens Uhumskhed, alt frembød et så usædvanligt Skue, at det indjog de indtrædende Skræk; men frem for alt pinte den stadige lede Stank deres Næser. Blodløse spøgelseagtige Uhyrer sad på Jærnstole, og Siddepladserne var adskilte fra hverandre med Blygitre; ved Dørtærsklerne holdt gyselige Dørvogtere Vagt. Nogle af disse gjorde Larm med sammenbundne Stokke, andre havde en grim Leg for, idet de fra begge Sider trak i en Gedehud. Her formanede Thorkil dem igjen og pålagde dem ikke i letsindig Griskhed at strække Hænderne ud efter forbudne Ting. De gik videre gjennem et Brud i Klippen, og ikke langt derfra så' de en gammel Mand med gjennemboret Krop sidde på en Forhøjning lige over for det Sted, hvor der var brudt noget bort af Klippen, og på Stole ved Siden af sad tre Kvinder, hvis Legemer var fulde af Bylder, og som så' ud, som om de havde mistet al Kraft i Ryggen. Thorkil, som vidste god Besked om, hvorledes det hang sammen, fortalte sine nysgjerrige Stalbrødre, at Guden Thor i længst forsvundne Tider, da han var bleven tirret af Jætternes Frækhed, havde jaget en gloende Stålstang igjennem Brystet på Gejrrød, der kæmpede med ham, og så var Stangen fløjet videre og havde sønderrevet Fjældet og gjennembrudt dets Sider; men Kvinderne, sagde han, havde han ramt med sin vældige Tordenkile, og til Straf, fordi de havde angrebet den nævnte Gud, havde de fået Ryggen knækket. Da de gik derfra, så' de syv Tønder ombundne med Guldbånd, hvori der hang store Sølvringe forbundne med dem ved talrige Led. Ved dem lå der en i begge Ender guldbeslået Tand af et sjældent Vilddyr; ved Siden af den lå der et stort Bøffelhorn, kunstfærdig udskåret og prydet med udsøgte strålende Ædelstene, og ved Siden af det igjen lå der et overordentlig tungt Armbånd. Opflammet af tøjlesløs Begjærlighed greb en af Mændene med sine griske Hænder efter Guldarmbåndet uden at ane, at der skjulte sig den største Fare under det herlige Metals Glans, og at dødbringende Ulykke lurede bag det strålende Bytte. En anden, som heller ikke kunde styre sin Begjærlighed, strakte sine rystende Hænder ud efter Hornet, og en tredje, som heller ikke kunde styre sine Fingre, tog, for at kappes med de andre i Mod, Tanden på Skulderen. Det Bytte, de havde gjort, var lysteligt at se til og så' tillige ud til at være godt at have, thi det var fagert og tillokkende at skue. Men Armbåndet blev til en Slange, der med sine hvasse Gifttænder sårede ham, der bar det; Hornet forlængede sig og blev til en Drage, der tog Livet af den, der bar det, og Tanden forvandlede sig til et Sværd, der borede sin Od i Hjærtet på den, der bar den. De andre blev bange for, at de skulde få samme ulykkelige Skæbne som deres Stalbrødre, mente, at de uskyldige vilde omkomme ligesom de skyldige, og turde ikke engang håbe, at deres Uskyldighed sikrede dem. Så førte Døren til et andet Værelse dem ind i et snævert Rum, hvor der åbenbarede sig et endnu rigere hemmeligt Skatkammer fuldt af Våben, der var for store til at passe til Legemer af Menneskestørrelse. Imellem dem sås en Kongekåbe med tilhørende prægtig Hat og et vidunderlig skjønt forarbejdet Bælte. Thorkil blev så betagen af Beundring ved Synet af disse Ting, at han gav sin Begjærlighed frie Tøjler og opgav den Selvbeberskelse, han havde sat sig for; han, som så tit havde formanet andre, kunde nu ikke holde sin egen Attrå i Tømme, men greb Kappen, og dette letsindige Forbillede fik alle de andre til også at vove sig til at plyndre. Men så rystedes Huset i sin dybeste Grund og begyndte pludselig at vakle som i Bølgegang, og Kvinderne råbte, at de alt for længe havde tålt disse skjændige Røvere, og pludselig sprang de, som de før havde anset for halv døde eller livløse Spøgelser, op fra deres Sæder, som om de adlød Kvindernes Skrig, og gik voldsomt løs på de fremmede, og de andre Utysker udstødte hæse Brøl. Så tog Broder og Buk deres Tilflugt til den Idræt, de var gammelkjendte med; de angreb Spøgelserne, der trængte ind på dem, med Pile alle Vegne fra, og med deres Buer og Slynger drev de Utyskernes Fylking tilbage. Intet andet Middel kunde være virksommere til at drive dem tilbage end det, men alligevel frelste denne Bueskydning kun tyve af hele Kongens Følge, de andre blev sønderrevne af Utyskerne. De, der var slupne derfra, gik tilbage til Floden, hvor Gudmund færgede dem over; han modtog dem i sit Hus, men hvor længe og hvor meget han end bad dem om at blive, kunde han ikke få dem til det, og til sidst lod han dem da drage bort efter at have givet dem Gaver. Her vogtede Buk kun lidet på sig selv, hans Selvbeherskelse slappedes, og han aflagde den Dyd, han hidtil havde været i Besiddelse af, thi han fattede en ubetvingelig Elskov til en af Gudmunds Døtre og favnede hende, men det Favntag blev hans Undergang, thi pludselig begyndte det at hvirvle rundt i hans Hjærne, og han mistede Erindringen om, hvad der hidtil var sket. Således blev den ypperlige Helt, der havde sejret over så mange Utysker og fået Bugt med så mange Farer, overvunden af Elskov til en Jomfru og lod sin Sjæl fjærne sig fra Dyden og gå under Vellystens usle Åg. Af Ærbødighed imod Kongen fulgte han ham på Vej, da han drog bort, men da han skulde over Vadestedet med sin Vogn, sank Hjulene dybt i, og han blev greben af de stærke Hvirvler og omkom. Kongen begræd sin Vens Død og skyndte sig at sejle bort. I Førstningen gik hans Rejse heldig, men så blev de tumlet om af Modbør; hans Folk omkom af Sult, og der var kun få tilbage af dem; så vågnede Frygten for Guderne i hans Sind, og han tog sin Tilflugt til at aflægge Løfter til Guderne, idet han holdt for, at i den yderste Nød var der kun Hjælp at finde hos dem. De andre anråbte forskjellige Guder og mente, at de burde ofre til flere Guder, men selv bad han og bragte Sonofre til Udgårdsloke, og så opnåede han det gunstige Vejr, han ønskede.

Da han kom hjem og betænkte, hvor mange Have han havde befaret, og hvor mange Besværligheder han havde gjennemgået, mente han, at han burde holde sin af Anstrængelser trætte Sjæl borte fra alle Gjenvordigheder, og tog sig derfor en Dronning fra Sverige og gav sig i Steden for at drive sine tidligere Sysler i Lag med i Ro og Mag at tænke. Han levede således længe i den største Fred og Ro, men da hans Liv næsten var ledet til Ende, og han i Kraft af de rimelige Grunde, visse Folk anførte derfor, var kommen til Erkjendelse af, at Sjælene er udødelige, drøftede han stadig i sit stille Sind under allehånde Overvejelser, hvilke Boliger han vilde komme til, når hans Sjæl forlod Legemet, eller hvilken Løn man gjorde sig fortjent til ved ivrig Tilbedelse af Guderne.

Medens han nu grublede over dette, kom nogle Mænd, som ikke var vel sindede imod Thorkil, til ham og sagde, at det blev han nødt til at rådspørge Guderne om; Vished i så vigtig en Sag, der overgik menneskelig Forstand. og som det ikke var let for de dødelige at komme på det rene med, måtte man søge hos de himmelske Sandsigere. Derfor måtte han stemme Udgårdsloke gunstig for sig, og det var ingen mere skikket til end Thorkil. Der var også nogle, som beskyldte ham for at lægge Råd op imod Kongen og stræbe ham efter Livet. Da Thorkil nu så', at det var bestemt, at han skulde udsætte sig for den yderste Fare, bad han om at få dem, der havde forklaget ham, med som Ledsagere på Rejsen. Da de, som havde bagvasket en uskyldig Mand, så', at den Fare, de havde beredt en anden, faldt tilbage på dem selv, søgte de at tage deres Råd tilbage, men det hjalp ikke, at de tudede Kongen Ørene fulde, han nødte dem til at give sig ud på Sejladsen under Thorkils Anførsel og hånede dem oven i Kjøbet, fordi de var bange. Således vender det onde, man udpønser imod en anden, sig for det meste med Nødvendighed imod Ophavsmanden selv. Da de mærkede, at de med Nødvendighed dreves ud i denne uundgåelige Fare, spændte de Oxehuder over Skibet og fyldte det rigeligt med Levnedsmidler.

Så sejlede de og kom til et Sted, hvor der ingen Sol var og heller ingen Stjærner, hvor der intet Dagslys fandtes, men en evig Nat rugede. Efter at de længe havde sejlet under denne usædvanlige Himmel, slap deres Ved op, så de ikke havde noget at nære Ilden med, og da de ikke kunde koge deres Mad, stillede de deres Sult med rå Føde. Men adskillige af dem, der gjorde det, blev farligt syge af den ufordøjelige Mad, de fyldte sig med, thi først blev Maverne efterhånden slappede som Følge af den uvante Kost, og så bredte Smitten sig videre, og Sygdommen angreb selve Livskraften, og således voldte Umådeholdenhed både i den ene og i den anden Retning Fortræd, thi ligesom det var skadeligt at faste, således var det farligt at tilfredsstille sin Spiselyst, så de kunde ikke spise trygt, og det holdt hårdt at afholde sig derfra. De var allerede ved at opgive alt Håb om Frelse, da der pludselig - ligesom Buestrængen lettest brister, når den spændes stærkest -, lyste dem en uventet Forjættelse om Hjælp i Møde. De så' nemlig pludselig et Bål skinne ikke langt borte, og det gav atter de fortvivlede Mænd Håb om at bevare Livet. Thorkil, der anså det for et af Himlen sendt Middel til Frelse, besluttede at tage noget Ild fra det, og for at være sikrere på at kunne finde tilbage til sine Stalbrødre gjorde han en Ædelsten fast i Toppen af Skibsmasten, for at den med sin Glans kunde tjene som Kjendingsmærke. Da han var kommen i Land, fik han Øje på en Hule i en snæver Kløft, som en smal Vej førte hen til. Han bød sine Ledsagere vente udenfor og gik selv ind i Hulen, hvor han så' to sorte, overmåde store Mænd, som med deres Næser, der så' ud som Horn, var i Færd med at holde Ilden ved lige med alt, hvad de kunde få fat på. Indgangen var hæslig at se til, Dørstolperne rådne, Væggen sort af Smuds, Loftet snavset og Gulvet fuldt af Slanger, så alt stødte i lige høj Grad Øje og Sind. Den ene af Jætterne hilste på ham og sagde, at han havde indladt sig på et yderst vanskeligt Foretagende ved i sin brændende Attrå efter at besøge en fremmed Gud og med nysgjerrig Granskning at ransage en Egn uden for Verden. Han vilde imidlertid anvise ham, ad hvilke Veje han skulde drage for at fuldbyrde den Rejse, han havde sat sig for, dersom han kunde sige tre Fyndord hvert med en Sandhed i. Så sagde Thorkil: "Ingen Steds, hvorhen jeg kom, så' jeg Folk med slige Næser. - Aldrig var jeg noget Sted, hvor så nødig jeg gad være. - Bedst den Fod mig tykkes nu, som kan først herfra mig bære". Jætten frydede sig over Thorkils Kløgt og roste hans Fyndords Sandfærdighed; derpå sagde han, at han først måtte rejse til et Land, hvor intet Græs kunde gro, og som var hyllet i tæt Mørke; men inden han kunde nå sit Bestemmelsessted, måtte han først sejle i fire Døgn og stadig ro. Der vilde han så kunne besøge Udgårdsloke, som havde opslået sin skidne Bolig i fæle og hæslige Huler. Thorkil blev meget forskrækket ved at høre, at der blev pålagt ham så lang og farlig en Sørejse, men det usikre Håb fik Overtaget over den Frygt, han i Øjeblikket følte, og han bad om en Brand. "Ja", sagde Jætten, "vil du have Ild, må du sige tre Fyndord til". Så sagde Thorkil: "Godt Råd bør følges, kommer det end fra ringe Mand. - Så langt har jeg letsindig vovet mig ud, at, om jeg kan slippe hjem, har jeg først og fremmest mine Ben at takke for min Frelse. - Stod det mig frit for at vende om, skulde jeg vel vogte mig for at komme her igjen".

Derpå bragte han Ild til sine Stalbrødre, og så fik han gunstig Bør og kom fjerde Dagen efter til Havnen, han søgte, og så' da for sig et Land, hvor en stadig Nat gjorde Afvexling af Lys og Mørke umulig. Han kunde næsten ingen Ting se, men skimtede dog en usædvanlig stor Klippe. Opsat på at undersøge den bød han sine Ledsagere, der holdt Vagt udenfor, at slå Ild med Flintesten og tænde et Bål i Indgangen som et hensigtsmæssigt Værn imod onde Ånder. Derpå lod han nogle andre bære en Fakkel foran ham og klemte sin Krop ind igjennem Hulens snævre Svælg og så' da alle Vegne imellem en Mængde Slanger, der krøb omkring, talrige Jærnstole. Dernæst faldt hans Øjne på en langsomt rindende Flod, hvis Vand sagtelig gled hen over Sandbunden. Den gik han over og kom så til en Hule, der skrånede lidt mere nedad, og fra den åbnede der sig for de indtrædende en mørk og fæl Hal, i hvilken de så' Udgårdsloke sidde bunden på Hænder og Fødder med umådelig store Lænker; hvert af hans stinkende Hovedhår var så stort og stivt som et Spyd af Korneltræ. Med sine Stalbrødres Bistand rykkede Thorkil, for at man så meget snarere skulde tro på hans Bedrifter, et at dem ud af Hagen på ham, hvilket han fandt sig i, og strax blev der så voldsom en Stank, at ingen af dem, der stod hos, kunde trække Vejret uden at stoppe Næsen til med Kappen. Med Nød og næppe slap de ud, overspyede af Slangerne, der fo'r imod dem fra alle Sider. Kun fem af Thorkils Ledsagere nåede om Bord på Skibet med deres Høvedsmand, de andre blev dræbte af Edderen. De onde Ånder satte rasende efter dem og spyede fra alle Sider deres Edder ned på dem, men Søfolkene skjærmede sig med deres Huder og kastede Edderen, der blev spyet ud over dem, tilbage. En af dem, som vilde se ud, blev ramt i Hovedet af Edderen, og strax blev det skilt fra Halsen, som om det var hugget af med et Sværd. En anden kigede ud under Huderne, og da han tog Øjnene til sig igjen, var han blind. En tredje stak Hånden ud for at slå sin Kappe til Side, og da han tog Armen til sig igjen, var Hånden borte som Følge af Edderens Kraft. De andre anråbte forgjæves Guderne om at være dem gunstigere, men så bad Thorkil til hele Verdens Gud og ikke blot bad til ham, men bragte ham også Ofre, og så varede det ikke længe, før de havde den samme Himmel over sig som før og efter en heldig Sejlads nåede lysere Himmelstrøg. Det bares dem for, som om de var komne til en helt anden Verden og nåede til selve Indgangen til den af Mennesker beboede Verden. Omsider lagde han til Land ved Tyskland, som da havde antaget Kristendommen, og hos Folket der lærte han Begyndelsesgrundene til den sande Gudsdyrkelse. Efter at næsten alle hans Stalbrødre var omkomne dèr som Følge af den uvante Luft, de havde indåndet, rejste han tilbage til Danmark, kun ledsaget af to, som den grumme Skæbne havde sparet. Al den Uhumskhed, han var bleven oversmurt med, havde gjort hans Skikkelse og oprindelige Ansigtstræk i den Grad ukjendelige, at ikke engang hans Venner kunde kjende ham; men da han havde fået Snavset vasket af sig, kjendte de ham, og Kongen blev overordentlig opsat på at høre, hvorledes hans Sendefærd var løbet af. Men hans Fjender havde endnu ikke opgivet deres Avind, og nogle af dem sagde, at Kongen vilde dø en brat Død, så snart han lyttede til, hvad Thorkil fortalte. Kongen var så meget mere tilbøjelig til at fæste Lid til dette Udsagn, som en Drøm, der falskelig havde forudsagt ham det samme, havde gjort ham lettroende. Der blev derfor på Kongens Bud lejet Folk, som skulde dræbe Thorkil om Natten. Dette fik han på en eller anden Måde Færten af, og uden at nogen vidste det, stod han op af sin Seng og lagde en svær Træblok i sit Sted, og da han havde gjort det, huggede de lejede Mordere løs på Træblokken, og således gjorde han Kongens svigefulde Anslag til intet. Dagen efter trådte han frem for Kongen, da denne sad ved Måltidet, og sagde: "Jeg tilgiver din Grumhed og forlader dig din Vildfarelse, at du i Steden for at takke mig har besluttet at straffe mig, der bringer gode Tidender hjem fra min Sendefærd. Du, for hvem jeg har sat Livet på Spil under så mange Gjenvordigheder og rendt Panden imod så mange Farer, og som jeg håbede taknemlig vilde lønne mig for mine Bedrifter, du, og du alene, skjønner jeg, vil straffe mig grumt for min Tapperhed. Men jeg giver Afkald på at hævne mig og nøjes som Straf for den Krænkelse, du har tilføjet mig, med den Skam, du må føle i dit Hjærtes inderste - hvis en utaknemlig kan føle Skam. Jeg gjør dig ikke Uret ved at sige, at du overgår alle onde Ånder i Grumhed og alle Vilddyr i Vildhed, når jeg, som er sluppen fra så mange Utyskers lumske Angreb, ikke har kunnet være sikker for Angreb af dig". Kongen fik nu Lyst til at høre alt af hans egen Mund, og i Erkjendelse af, at det ikke var let at stå Skæbnen imod, bød han ham fortælle i ret Orden alt, hvad der var hændet ham. Han lyttede begjærlig til alt, hvad han fortalte, indtil Talen kom på hans Gud; at han blev ilde omtalt, kunde han ikke finde sig i; han kunde ikke tåle, at det blev lagt Udgårdsloke til Last, hvor led han var, og det skar ham i den Grad i Hjærtet at høre, hvor fæl han var bleven, at han ikke kunde holde det ud og opgav Ånden midt under Fortællingen. Således kom han, medens han ivrig dyrkede en falsk Gud, til Erkjendelse af, hvor Usalighedens Fængsel i Sandhed er. Stanken af det Hår, Thorkil havde plukket ud af Jættens Skjæg til Vidnesbyrd om sine store Bedrifter, bredte sig også imellem de tilstedeværende og dræbte mange af dem.

Gøtrik

Da Gorm var død, blev hans Søn Gøtrik Konge. Han udmærkede sig ikke blot ved Tapperhed, men også ved ædelt Sind, og det er ikke let at sige, om hans Tapperhed var større end hans Mildhed, thi han tøjlede i den Grad sin Barskhed med Venlighed, at de to Ting syntes at holde hinanden i Ligevægt hos ham.

På den Tid kom der til Kong Gøt af Norge to Islændere, Bjørn og Ræv, og Kongen forærede Ræv, som han gjorde mest Ære af og viste størst Fortrolighed, en svær Armring. En af Hirdmændene gav sig, da han så' det, til med store Ord at rose Gavens Anselighed og sagde, at Gøt ikke havde sin Lige i Godhed. Men skjønt Ræv skyldte Kongen Tak for den Velgjerning, han havde modtaget af ham, kunde han dog ikke godkjende de store Ord, hvormed Hirdmanden så overdrevent priste ham, og sagde, at Gøtrik var mere gavmild end Gøt. For at knuse Smigrerens tomme Påstand vilde han hellere aflægge Vidnesbyrd om den fraværendes Gavmildhed end løgnagtig sleske for den Velgjører, han stod Ansigt til Ansigt med; og for det andet holdt han for, at det var langt bedre at blive beskyldt for Utaknemmelighed end at støtte en tom og pralende Ros ved at istemme den, og at man hellere burde gjøre Indtryk på Kongen ved alvorlig Sandhed end ved løgnagtig Smiger. Ulv - således hed Hirdmanden - blev imidlertid ikke blot ved med stædig at fastholde sine Lovtaler over Kongen, men vilde endogså lade det komme an på en Prøve og foreslog Ræv, at de skulde vædde. Ræv drog så med hans Samtykke til Danmark, hvor han traf Gøtrik siddende på sin Trone i Færd med at betale sine Krigere deres Sold. Da Kongen spurgte, hvem han var, svarede han, at man kaldte ham den lille Ræv. Det lo somme af, og somme undrede sig derover, men Gøtrik sagde: "Det hører sig til, at en Ræv tager sit Bytte med Munden", og med de Ord tog han en Ring af sin Arm, kaldte Manden hen til sig og stak ham den i Munden. Ræv satte den straks på sin Arm og holdt denne, prydet med Guld, som den nu var, op til Beskuelse for alle, men den anden Arm holdt han skjult, som fordi den intet Smykke havde, og til Løn for hans Snildhed skjænkede Kongen ham med sin enestående Rundhåndethed en Ring til, der ikke stod tilbage for den første. Det blev han såre glad over, ikke så meget på Grund af Gavens Anselighed, som fordi han vandt det Væddemål, han havde indgået. Da Kongen hørte om Væddemålet, glædede han sig over, at han havde vist sig gavmild imod ham mere ved et Tilfælde end med Forsæt, og sagde, at han havde mere Fornøjelse af at give ham Gaven, end han havde af at modtage den. Så drog Ræv tilbage til Norge, og da Hirdmanden ikke vilde betale det tabte Væddemål, slog han ham ihjel og fangede Gøts Datter, som han gav til Gøtrik.

Efter at Gøtrik, som også kaldes Godfred, havde kæmpet i fremmede Lande og øget sin Hæder og Styrke ved det Held, der fulgte hans Våben, foretog han sig blandt andre mindeværdige Ting også at pålægge Sachserne den Lov med Hensyn til Skatten, de havde at udrede, at hver Gang der foregik Kongeskifte i Danmark, skulde deres Høvdinger afgive hundrede hvide Heste til den ny Konge ved hans Tronbestigelse, og når der foregik Høvdingskifte hos Sachserne, skulde den ny Høvding ligeledes, strax når han overtog Magten, udrede denne Skat og ved således at vise sin Lydighed bøje sig for Danmarks Vælde, idet han anerkjendte vort Lands Overherredømme og højtidelig tilkjendegav sin Underkastelse. Og Gøtrik nøjedes ikke engang med at undertvinge Tyskland, men skikkede Ræv som offentlig Sendemand til Sverige for at søge at vinde det. Svenskerne turde ikke tage Livet af ham med åbenlys Vold, men vovede sig til at gjøre det lumskelig, idet de dræbte ham med en Sten, medens han sov; de hængte nemlig en Møllesten op over ham og skar så Tovene, den hang i, over og lod den falde ned på hans Hals. Som Bod for denne Brøde blev det bestemt, at hver af dem, der havde haft Del i den, skulde betale tolv Mark Guld til Gøtrik og alle andre hver en Unze. Den Afgift kaldte de Ræveskat.

Imidlertid skete det, at Frankernes Konge Karl overvandt Sachserne i Krig og ikke blot nødte dem til at antage Kristendommen, men også til at underkaste sig hans Herredømme. Da Gøtrik spurgte det, angreb han de ved Elben boende Folkefærd og søgte igjen at lægge Sachsen ind under sit Rige som i gamle Dage, thi Sachserne holdt ivrig fast på det Åg, Karl havde lagt på dem, og foretrak det romerske Herredømme for det danske. Karl havde just den Gang trukket sin sejrrige Hær tilbage hinsides Rhinen og afholdt sig derfor fra at angribe den fremrykkende Fjende, som om Floden, der lå imellem dem, hindrede ham deri, og da han besluttede sig til at gå over den igjen for at gjøre det af med Gøtrik, fik han Bud fra Pave Leo i Rom om at komme did og beskytte Byen. Han efterkom denne Opfordring og overdrog sin Søn Pipin at føre Krigen imod Gøtrik, så at Pipin, medens Karl selv kæmpede med en Fjende langt borte, skulde tage Vare på den Krig, han var kommen i med sin Nabo; thi optagen, som han var, af Bekymringer til to Sider, måtte han dele sin Stridsmagt for at få tilstrækkelige Midler til at møde Kravene fra begge Sider. Imidlertid vandt Gøtrik en herlig Sejr over Sachserne, og efter at have samlet ny Stridskræfter og fået tilvejebragt en talrigere Hærstyrke besluttede han at hævne sig ikke blot på Sachserne, men på alle Tyskerne for den Uret, de havde begået imod ham ved at afkaste hans Herredømme. Først underlagde han sig med sin Flåde Frisland. Dette Land er meget lavt, og når det rasende Hav bryder gjennem Digerne, der er opkastede som Værn imod Bølgerne, plejer hele Vandmassen at skylle ind over de åbne Marker. Gøtrik pålagde Friserne en Skat, der mere var usædvanlig end hård; jeg vil kortelig gjøre Rede for, hvorledes den udrededes. Der blev bygget et Hus, som var to Hundrede og fyrretyve Fod langt og delt i tolv Rum, hvert på tyve Fod, så at de tilsammen strakte sig i den angivne Længde. I den øverste Ende af dette Hus sad Kongens Skatmester, og i den nederste Ende lå der ret ud for ham et rundt Skjold. Når Friserne nu kom for at betale Skat, måtte de kaste Pengestykkerne hver for sig i Skjoldets Hulhed, og kun dem, som Skatmesteren langt borte, som han sad, tydelig hørte klinge, tog han for gode og regnede med i den kongelige Skat, så at han kun regnede det for Skat, der blev betalt med Pengestykker, som han på Frastand hørte falde i Skjoldet; de, hvis Klang var svag, så at den ikke nåede hans Øren, blev ganske vist også lagt i Skatkammeret, men de blev ikke regnet med i Skatten. Da adskillige Pengestykker ikke gav så tydelig Klang, at Skatmesteren kunde høre den, blev Følgen, at adskillige, som kom for at betale den Skjærv, de havde at erlægge, måtte af med mange flere Penge, end det egentlig tilkom dem at betale. Denne Skattebyrde skal Karl senere have fritaget dem for. Efter at være draget igjennem Frisland besluttede Gøtrik, da Karl allerede var vendt tilbage fra Rom, at trænge ind i de fjærnere Dele af Tyskland, men så blev han svigefuldt angreben af en af sine egne Mænd og faldt for Forræderens Sværd. Da Karl spurgte det, sprang han op med overstrømmende Glæde og tilstod, at noget glædeligere end denne Begivenhed aldrig var faldet i hans Lod.

Niende Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Olaf, Heming og Sivard

Ragnar Lodbrog

Ragnar Lodbrogs Sønner

Olaf, Heming og Sivard

Da Gøtrik var død, blev hans Søn Olaf Konge. Opsat på at hævne sin Faders Død betænkte han sig ikke på at indvikle sit Fædreland i Borgerkrig, idet han satte Hensynet til, hvad han skyldte det almene, til Side for sine sønlige Følelser. Da han var død, blev hans Lig lagt i en Høj, der blev opkastet tæt ved Lejre, og som bærer hans Navn.

Efter ham fulgte Heming, om hvem jeg ikke har fundet andet, der er værd at berette, end at han sluttede Fred med Kejser Ludvig og stadfæstede den med Ed. Men den avindsyge Tid har måske skjult mange udmærkede Bedrifter af ham, skjønt de gjorde ham navnkundig i hans Levetid.

Efter dem blev Sivard med Tilnavnet Ring Konge. Han var en Søn af en Konge i Norge, der hed lige sådan, og Gøtriks Datter. Det var Skåningerne og Sjællænderne, der hjalp ham til MagtEn, thi hans Søskendebarn Ring, der ligeledes var Gøtriks Dattersøn, havde Jylland, så Herredømmet over Riget var delt, og som om de to Landsdele ikke var værd at regne for noget formedelst deres Lidenhed, begyndte fremmede Folk ikke blot at ringeagte dem, men også at angribe dem. Sivard gik løs på dem med større Forbitrelse end på sin Medbejler til Riget, og da han foretrak Krig med udvortes Fjender for Borgerkrig, forsvarede han i fem År standhaftig sit Fædreland mod alskens Farer; han vilde nemlig hellere finde sig i, at der blev gjort Skår i hans Herredømme hjemme for så meget lettere at råde Bod på den Skade, der kom ude fra. Derfor greb Ring, som var begjærlig efter den Del af Landet, han rådede for, Lejligheden og søgte at tilrive sig Herredømmet over hele Riget og betænkte sig ikke på at volde den Mand Fortræd i hans eget Land, som vågede over det uden for det; han angreb nemlig de Landsdele, han rådede for, og lønnede ham således med Utaknemmelighed for det Forsvar, han førte for det fælles Fædreland. Så gav nogle af Sjællænderne, der var Sivard såre hengivne, for at lægge deres oprigtige Troskab imod den fraværende for Dagen, hans Søn Ragnar Kongenavnet, skjønt han knapt var kommen ud af Vuggen endnu, ikke fordi de ikke vidste, at han endnu var uskikket til at være Konge, men fordi de ved at føre så kosteligt et Pant frem vilde ophidse Sivards sløve Forbundsfællers Sind imod Ring. Men da Ring spurgte, at Sivard imidlertid var vendt hjem fra sit Krigstog, angreb han Sjællænderne med en stor Hærstyrke og lod dem vide, at, hvis de ikke overgav sig, blev de dræbte. Sjællænderne, som kun havde Valget imellem Skam og Fare og som nærede Mistillid til deres Kræfter, fordi de var så få, bad om Våbenstilstand, for at de kunde overveje Sagen. Den blev tilstået dem, men da det ikke tyktes dem muligt at blive Sivard tro, og det tyktes dem uhæderligt at give sig under Ring, vaklede de længe bekymrede imellem Frygt og Skam. Da ikke engang de gamle kunde finde Råd i denne Sag, tog Ragnar, som tilfældigvis var til Stede i Forsamlingen, Ordet og sagde: "En kort Bue skyder Pilen af i Hast. Skjønt jeg måske kan synes med drengeagtig Dumdristighed at foregribe de ældres Tale, beder jeg jer om at tilgive mig, i Fald jeg fejler, og at bære over med mig, i Fald jeg fører umoden Tale. Men den, der giver kloge Råd, bør ikke afvises, selv om han ellers ikke synes at være synderlig Ære værd. Nyttige Lærdomme bør optages med lærvilligt Sind. Eftersom det nu på den ene Side er skammeligt at brændemærkes som Rømningsmand og Overløbere og på den anden Side letsindigt at vove, hvad der overstiger ens Kræfter, og vi altså er på det rene med, at det er lige galt, hvilken af Delene vi vælger, bør vi lade, som vi går over til Fjenden og så rømme fra ham i Tide, så snart vi ser vort Snit dertil. Det er bedre ved forstilt Eftergivenhed at forebygge Fjendens Vrede end ved at vægre os at give ham Våben i Hænde til at angribe os skarpere med; thi hvad andet gjør vi, når vi unddrager os den stærkeres Herredømme, end selv at give ham Våben til at skære Halsen over på os med? Den virksomste Svig udklækkes ofte af dunkle Råd, og Ræv må man fange med List". Ved dette forstandige Råd gjorde han på én Gang Ende på deres Vaklen og tilførte den fjendtlige Hær en Styrke, som skulde blive til dens egen Skade. Forsamlingen, som i lige høj Grad undrede sig over dette Barns Veltalenhed og Kløgt, greb med Begjærlighed dette overordentlig snilde Forslag, som syntes langt at overgå, hvad man kunde vente sig efter hans Alder. De gamle, som ikke selv havde kunnet finde på Råd, skammede sig ikke ved at lyde et Barns Råd, som, hvor liden end den var, der gav det, var fuldt af den største Visdom. Men af Frygt for at udsætte den, der havde givet dem dette Råd, for umiddelbar Fare bragte de ham til Norge, for at han kunde blive opfostret der. Kort efter angreb Sivard Ring og holdt Slag med ham; han fældede Ring, men fik selv et Ulivssår, som han døde af efter få Dages forløb.

Ragnar Lodbrog

Efter ham blev Ragnar Konge. På den Tid fældede Svenskekongen Frø den norske Konge Sivard, indespærrede hans Frænders Hustruer i et Skjøgehus og udbød dem offentlig til Beskjæmmelse. Da Ragnar spurgte det, drog han til Norge opsat på at hævne sin Bedstefader. Da han kom did, ilede adskillige af disse Kvinder, som enten nylig havde måttet give deres Legemer til Pris eller frygtede for, at der snart vilde blive gjort Vold på deres Kyskhed, ivrig til hans Lejr i Mandsklæder og erklærede, at de vilde foretrække Døden for Skjændsel. Han, som vilde hævne den Tort, der var bleven tilføjet Kvinderne, skammede sig da heller ikke ved at benytte de Kvinders Hjælp, hvis Forsmædelse han vilde hævne, imod Ophavsmanden til denne Skjændighed. Blandt dem var også en Skjoldmø ved Navn Ladgerd, som havde Mands Mod i Brystet, skjønt hun kun var en Jomfru, og med Håret udslået over Skuldrene kæmpede i første Række. Alle beundrede hendes uforlignelige Bedrifter - Håret, der flagrede hende ned ad Ryggen, røbede nemlig, at hun var en Kvinde -, og da Ragnar havde fældet sin Bedstefaders Drabsmand, udspurgte han flittig sine Krigere om denne Pige, som han havde lagt Mærke til forrest i Fylkingen, og tilstod, at han havde denne ene Kvinde at takke for Sejren. Da han havde fået at vide, at hun var af ædel Byrd blandt Nordmændene, bejlede han indtrængende til hende ved Sendemænd. Hun foragtede hemmelig hans Bejlen, men lod, som hun vilde føje ham, og efter at hun ved løgnagtige Svar havde fået sin forelskede Bejler til at tro, at han vilde få sit Ønske opfyldt, befol hun, at en Hund og en Bjørn skulde bindes i Forstuen til hendes Hus, idet det var hendes Agt at beskytte sit Kammer mod den ivrige Elsker ved Hjælp af disse to glubende Dyr. Men Ragnar, som blev glad over det gunstige Svar, gik om Bord på sit Skib, sejlede over Havet og begav sig, idet han bød sine Ledsagere at blive tilbage i Guldalen - således hedder en Dal der på Egnen -, ene til Pigens Hus. Der blev han modtagen af de glubske Dyr, men det ene gjennemborede han med sit Spyd, det andet greb han i Struben, drejede Halsen om på det og kvalte det og fik så Jomfruen som Løn for den overvundne Fare. I sit Ægteskab med hende fik han to Døtre, hvis Navne ikke er bleven bevarede i Erindringen, og en Søn Fridlejf, og i tre År holdt han sig i Ro og Gammen.

Jyderne, som er et trodsigt Folkefærd, troede, at han formedelst det Giftermål, han nys havde indgået, aldrig vilde vende tilbage, og de sluttede derfor Forbund med Skåningerne og prøvede på at angribe Sjællænderne, som med inderlig Hengivenhed bevarede deres Troskab imod Ragnar. Da Ragnar spurgte det, udrustede han tre Hundrede Skibe, og efter at være sejlet hjem med gunstig Vind tilintetgjorde han ved Landsbyen Hvideby Skåningerne, der vovede at holde Slag med ham, og da Vinteren var leden, kæmpede han sejrrig med Jyderne, der boede ved Limfjorden, et Sund i den Del af Landet. Efter for tredje og fjerde Gang at have overvundet Skåningerne og Hallænderne vendte han sin Hu til Kong Herrøds Datter Thora, som han attråede at ægte, og forskjød Ladgerd. Han troede nemlig ikke, hans Hustru var til at stole på, eftersom han mindedes, hvorlunde hun i sin Tid havde sat to grumme Vilddyr ud på ham for at berede ham Døden. Imidlertid havde Svenskekongen Herrød bragt sin Datter nogle Slanger til Opfostring, som hans Ledsagere havde fundet, da han en Gang var på Jagt i Skoven. Hun adlød strax sin Faders Bud og fandt sig i med sine Jomfruhænder at opfostre dette Øglekuld, ja hun sørgede endogså for, at de hver Dag fik en hel Oxekrop at æde sig mætte på, uden at ane, at hun ved at opføde dem beredte Landet en Ulykke. Da de var bleven fuldvoxne, afsved de nemlig hele Omegnen med deres pestsvangre Ånde, og Kongen, som nu fortrød sin enfoldige Gjerning, lod kundgjøre, at den, der friede Landet for denne Plage, skulde få hans Datter til Ægte. Mange Ungersvende indlod sig forgjæves på dette farlige Foretagende, ikke mindre tilskyndede af Tapperhed end af Elskov. Da Ragnar af Folk, som rejste imellem Landene, fik Nys om dette, bad han sin Fostermoder om at give ham en ulden Kappe og et Par meget lodne Broge, som kunde skjærme ham imod Slangebidene; han mente nemlig, at han til Beskyttelse måtte have lodne Klæder, og for lettere at kunne røre sig i dem tog han dem tillige bløde og bøjelige. Da han på sit Skib var kommen til Sverige, og det faldt i med Frostvejr, dykkede han sig med Vilje i Vandet og lod de våde Klæder Stivfryse for at gjøre dem mere uigjennemtrængelige. Således påklædt tog han Afsked med sine Ledsagere, idet han opfordrede dem til at være Fridlejf tro, og gik ene op til Kongeborgen. Da han fik Øje på den, spændte han Sværd ved Lænd og tog et Spyd med Svingrem i sin højre Hånd. Da han så gik videre, kom en usædvanlig stor Slange glidende frem imod ham, og i dens Spor fulgte en anden, der var lige så stor. De gjorde alt, hvad de kunde, snart for at knuse Ungersvenden med deres Halers Bugtninger, snart for uafladelig at overgyde og overspy ham med deres Edder; Hirdmændene, der var krøbne i sikkert Skjul, så' imidlertid til i Frastand som rædde Småpiger, og Kongen selv flyede ligeledes rædselsslagen med nogle få Mænd til et snævert Kammer. Men Ragnar, som stolede på sine frosne Klæders Hårdhed, gjorde Slangernes giftige Angreb til Skamme ikke blot med sine Våben, men også ved Hjælp af Klæderne, og holdt ene under utrættelig Kamp Stand imod de to Gab, der uafladelig spyede Edder på ham, thi deres Tænder afbødede han med Skjoldet og Edderen med Klæderne. Til sidst slyngede han med kraftig Hånd Spydet imod de to Udyr, der angreb ham, borede det igjennem Hjærtet på dem begge og førte således Kampen lykkelig til Ende. Kongen så' nysgjerrig på hans Påklædning, og da han så', hvor lodden og grov den var, men især den nederste Del af den og allermest Brogene, gav han ham skjemtvis Tilnavnet Lodbrog. Han indbød ham også til Gjæstebud med ham selv og hans Venner, for at han kunde kvæge sig efter de overstandne Besværligheder, men Ragnar sagde, at han først måtte se til sine Kammerater, som han havde ladet blive tilbage. Han gik da bort og vendte tilbage med dem, alle prægtig klædte i Anledning af Gjæstebudet, de skulde til, og omsider, da det var til Ende, fik han den for Sejren fastsatte Løn. Med Thora fik han to herligt begavede Sønner, Radbard og Dunvat, og de fik Brødrene Sivard, Bjørn, Agnar og Ivar.

Imidlertid afsatte Jyderne og Skåningerne opflammede af en uslukkelig Oprørslue Ragnar og overgav Herredømmet til en Mand ved Navn Harald. Ragnar sendte Bud til Norge og bad om venlig Hjælp imod dem, og Ladgerd, hvis gamle Kjærlighed endnu levede stærk og standhaftig i hende, sejlede da skyndsomt til Danmark tillige med sin nye Husbond og sin Søn og bragte ham, som i sin Tid havde forskudt hende, en Flåde på hundrede og tyve Skibe. Da Ragnar mente, at han havde al den Hjælp nødig, han kunde få, opbød han til Værn Folk af enhver Alder, satte svagelige Folk sammen med stærke og betænkte sig ikke på at stikke Drenge og Oldinge ind i de stærkes Fylkinger. Han søgte først at knuse Skåningerne og holdt et vældigt Slag med Oprørerne på den Slette, der kaldes Uldager. Dér viste Ivar, som kun var syv År gammel, at han havde en fuldvoxen Mands Kraft i en Drengs Legeme, men Sivard blev, medens han angreb Fjenden Ansigt til Ansigt, såret og faldt næsegrus til Jorden. Da hans Stalbrødre så' det, gav de sig opfyldte af den største Ængstelse til at se sig om efter, hvorhen de kunde fly, så det kom ikke blot til at gå ud over Sivard, men nedslog næsten hele Ragnars Hærs Mod. Men Ragnar styrkede atter ved mandig Dåd og Opmuntring sine forfærdede Mænds sunkne Mod og drev dem til at prøve på at sejre, just som de var ved at blive overvundne. Ladgerd, som i sit spæde Legeme havde et uforligneligt Mod, dækkede også med det Forbillede, hun gav på glimrende Tapperhed over Krigsfolkenes Tilbøjelighed til at give sig på Flugt; thi hun gjorde en Svingning og faldt uventet Fjenden i Ryggen, så den Skræk, der var opstået blandt hendes Stalbrødre, gik over i den fjendtlige Hær. Til sidst måtte Haralds Hær vige, og efter at hans Folk havde lidt et stort Nederlag, flyede han. Da Ladgerd kom hjem fra Slaget, gjennemborede hun om Natten sin Husbonds Strube med et Spyd, hun havde skjult under sin Kjortel, og så tilegnede hun sig hele hans Magt og Værdighed, thi denne overmodige Kvindesjæl holdt det for fornøjeligere at have Herredømmet uden Husbond end at dele hans Kår.

Sivard blev ført til en By i Nærheden, hvor han lod sig pleje af Læger, men de var fuldstændig ved at fortvivle, thi det skrækkelige Sår gjorde alle de Lægemidler, de anvendte, til Skamme. Men så så' de en Mand af forbavsende Størrelse gå hen til den syges Seng, og han lovede Sivard, at hvis han vilde indvi alle de Mænds Sjæle, han fældede i Kamp, til ham, skulde han strax blive karsk. Han lagde heller ikke Dølgsmål på sit Navn, han hed Roster, sagde han. Da Sivard skjønnede, at han ved at give et ringe Løfte kunde opnå et stort Gode, gik han ivrig ind på, hvad Manden forlangte. Så strøg Oldingen pludselig med Hånden den blå Plet, der var en Følge af Forrådnelsen i Såret, bort, og der kom strax Ar på det. Til sidst dryssede han Støv i Øjnene på ham, og så gik han. Der kom pludselig Pletter på Øjnene, og til Forbavselse for dem, der så' det, fik disse Pletter den største Lighed med små Snoge. Jeg skulde næsten tro, at Ophavsmanden til dette Under har villet åbenbare den Grumhed, Ungersvenden skulde lægge for Dagen i Fremtiden, ved det umiskjendelige Vidnesbyrd, hans Øjne bar om den, for at den mest iøjnefaldende Del af hans Legeme ikke skulde savne en Forjættelse om hans senere Liv. Da den gamle Kone, som tilberedte hans Lægemidler, så' ham få disse Snogemærker i Ansigtet, blev hun greben af en usædvanlig Skræk for Ungersvenden, dånede og faldt om. Herfra stammer Sivards vidt kjendte Tilnavn Snogøje.

Imidlertid døde Ragnars Hustru Thora af en hidsig Sygdom, hvilket voldte ham, som elskede sin Hustru højt, overordentlig bitter Sorg. Da han holdt for, at han bedst kunde forjage den ved Arbejde, besluttede han at søge Trøst i Idrætter og dulme sin Smerte ved Anstrængelser. Idet han derfor for at drive sin Kummer på Flugt og finde Trøst tænkte på Krigsbedrifter, bød han, at enhver Husfader skulde bringe ham det af sine Børn, han satte mindst Pris på, eller en Slave, der var upålidelig og doven til sit Arbejde, for at han kunde komme i Krigstjeneste hos ham. Skjønt denne Forordning kun syntes lidet skikket til at fremme hans Formål, viste han dog, at de ringeste Danske overgik de tapreste Mænd blandt andre Folkefærd, og de unge Mennesker havde stor Nytte deraf, idet de, som således udvalgtes, kappedes om at aftvætte det Dorskhedsmærke, der var blevet sat på dem. Han bestemte derhos, at enhver Retstrætte skulde pådømmes af tolv godkjendte Ældste; alle andre Retsmidler afskaffedes, og det tilstededes hverken Sagsøgeren eller Sagvolderen at tale sin Sag. Denne Forordning havde det gode ved sig, at den gjorde det umuligt letsindig at yppe Retstrætter, og han mente derved tilstrækkelig at have forebygget, at onde Mennesker falskelig anklagede nogen. Derefter påførte han England Krig og sårede og fældede i et Slag Hame, som var Konge dèr og Fader til Ella, en såre ædel Ungersvend. Derpå fældede han Jarlerne over Skotland, Petland og de Øer, som kaldes Sudrøerne eller de sydlige Øer, og satte sine Sønner Sivard og Radbard over disse Landsdele, der nu havde mistet deres Høvding. Efter også med Magt at have berøvet Norge dets Konge bød han dette Land lyde Fridlejf, og ham satte han også over Orknøerne, som han berøvede deres egen Jarl.

Nogle af Danskerne, som i deres halsstarrige Had imod Ragnar hårdnakket vedblev at pønse på Oprør, sluttede sig imidlertid til Harald, som hidtil havde været i Landflygtighed, og søgte at bringe hans kuldkastede Lykke på Fode igjen. Ved denne Fremfusenhed vakte de hele Borgerkrigens Frækhed imod Kongen og indviklede ham i Farer hjemme, da ingen Fare truede ham ude fra. For at holde dem i Ave drog Ragnar imod dem med en Flåde bemandet med danske Øboer, tilintetgjorde Oprørernes Hær og drev Harald, den slagne Hærs Høvedsmand, på Flugt til Tyskland og nødte ham til forsmædelig at aflægge den Værdighed, han frækt havde tiltaget sig. Han nøjedes heller ikke med simpelt hen at ombringe Fangerne, men foretrak at pine dem til Døde, så at de, han ikke kunde få til at opgive deres Troløshed, ikke engang fik Lov til at opgive Ånden uden at blive straffede med den største Grumhed. For øvrigt fordelte han deres Jordegodser, der var flygtede sammen med Harald, blandt sine Krigsfolk, idet han mente, at deres Fædre blev så meget hårdere straffede, når de så', at den Ære at tage Arv efter dem blev dem til Del, som de havde forstødt, medens de, som de holdt mere af, gik glip af deres Fædrenearv. Men ikke engang det var nok til at slukke hans Hævntørst, han besluttede oven i Kjøbet at angribe Sachsen, fordi han troede, at det var hans Fjenders Tilholdssted, og at Harald var tyet dertil. Han bad sine Sønner om at stå ham bi og angreb Karl, som just da opholdt sig ved sit Riges Grænse dèr. Efter at Ragnar havde opsnappet hans Skildvagter og listet sig forbi de udstillede Vagtposter, troede han, at Resten vilde være let at gjøre, og håbede, at det vilde gå rask fra Hånden, men så kom der pludselig en med guddommelig Spådomsgave udrustet Kvinde, som om hun var en fra Himlen sendt Sandsigerske eller Fortolkerske af den guddommelige Vilje, og advarede Karl med heldbringende Forkyndelse og forebyggede ved sin lykkelige Spådom den truende Fare, idet hun lod ham vide, at Sivards Flåde havde lagt til ved Floden Seines Munding. Kejseren lånte opmærksomt Øre til hendes Ord, og da han tydede dem som et Budskab om, at Fjenden var i Landet, sørgede han for, at de Barbarer, hvis Komme således var blevet meldt ham, blev holdt i Ave ved, at han gik imod dem og holdt Slag med dem. I det Slag, han holdt med Ragnar, havde han ikke så meget Held med sig, som man skulde have ventet efter den Forsigtighed, hvormed han belavede sig på Faren. Han, næsten hele Europas utrættelige Overvinder, der var draget gjennem så stor en Del af Verden og alle Vegne havde vundet de største og mest strålende Sejre, så' nu den Hær, der havde overvundet så mange Stater og Folkefærd, vende Ryg i Slaget og blive slået af en lille Flok fra en enkelt Landsdel.

Da Ragnar efter at have pålagt Sachserne Skat fik sikker Tidende fra Sverige om, at Herrød var død, og derhos fik at vide, at hans Sønners Arv efter deres Bedstefader blev forholdt dem ved hans Efterfølger Sørles Svig, bad han Bjørn, Fridlejf og Radbard om at slå sig sammen med ham, - thi Regnald, Hvidsærk og Erik, hans Sønner med Svanløg, havde endnu ikke nået våbenfør Alder -, og drog til Sverige. Da Sørle mødte ham med sin Hær, lod han Ragnar vælge, om der skulde holdes almindeligt Slag eller Tvekamp, og da han valgte Tvekamp, stillede Sørle en Kæmpe af udmærket Mod ved Navn Skard tillige med hans syv Sønner til Holmgang med ham. Ragnar tog sine tre Sønner med; de kæmpede i begge Hæres Påsyn, og Ragnar gik ud af Kampen som Sejrherre. Bjørn fik, fordi han havde tilføjet Fjenden et Nederlag uden selv at lide nogen Skade, et Tilnavn, som han beholdt alle sine Levedage, og som forkyndte, at hans Sider var så hårde, som om de var af Jærn. Denne Sejr gav Ragnar Tillid til, at han vilde overvinde enhver Fare, og han angreb da Sørle og fældede ham og alle de Krigsfolk, han førte i Marken. Han skjænkede Bjørn Herredømmet over Sverige som Løn for hans udmærkede Tapperhed, og så afholdt han sig i nogen Tid fra Krig og holdt sig i Ro. Han fattede nu stor Elskov til en Kvinde, og for lettere at komme i Besiddelse af hende søgte han ivrig at vinde hendes Fader ved at vise ham den største Velvilje, indbød ham ofte til Gjæstebud og behandlede ham så med den yderste Høflighed, rejste sig ærbødig op, når han kom, og hædrede ham ved at bænke ham ved sin Side, glædede ham tit med Gaver og stundom med de venligste Ord. Da Faderen indså, at al den Ære ikke blev ham til Del for hans egne Fortjenesters Skyld, grundede han over, hvad Grunden dertil vel kunde være, og kom så på det rene med, at hans Konges stiltiende Bevågenhed hidrørte fra Kjærlighed til hans Datter, idet han skjulte sin Attrå for hende under Skin af Venlighed imod ham. For nu at gjøre Elskerens Snildhed til Skamme vogtede han så meget omhyggeligere på hende, just fordi han mærkede, at han eftertragtede hende med hemmelig Attrå og stor Halsstarrighed. Men Ragnar, som til sin Glæde havde fået sikkert Bud om, at hun gav ham sit Ja, begav sig ud til den Gård, hvor hun holdtes i Forvaring, og idet han gik ud fra, at intet er umuligt for Elskov, gik han ene til en Bonde i Nabolaget og bød sig til Gjæst hos ham. Næste Morgen byttede han Klæder med Kvinderne og kom i Kvindedragt til sin elskede, medens hun var ved at spinde, og for ikke at røbe sig var han snild nok til også at give sig i Lag med denne Kvindesyssel, skjønt hans Hænder ikke var øvede i Kunsten; om Natten fik han så sin Vilje med Pigen og favnede hende. Da det lakkede ad Tiden, da hun skulde føde, og hendes tiltagende Sværhed røbede, at hun havde sat sin Kyskhed til, trængte Faderen, som ikke var sikker på, hvem hans Datter havde ladet sig besvangre af, hårdt ind på hende for at få hende til at sige, hvem hendes ukjendte Forfører var, og da hun hårdnakket påstod, at hun ikke havde haft andre i Sengen hos sig end sin Terne, overlod han til Kongen at få Sagen oplyst. Ragnar kunde ikke finde sig i, at den uskyldige Terne skulde lade en så usædvanlig Beskyldning sidde på sig, og skammede sig ikke ved at tilstå sin egen Brøde for at godtgjøre en andens Uskyldighed. Ved denne ædle Adfærd både gjendrev han den falske Beskyldning, at en Kvinde havde avlet Barnet, og opnåede, at et latterligt Rygte ikke kom ud blandt onde Tunger. Han lyste Barnet, hun skulde føde, i Kuld og Kjøn og sagde, at han vilde, det skulde kaldes Ubbe. Da Drengen omtrent var bleven voxen, lagde han til Trods for sin Ungdom en moden Mands Forstand for Dagen, thi han elskede sin Moder, fordi hun havde givet sig hen til en højbåren Mand, men nærede ingen Ærbødighed for sin Fader, fordi han havde nedladt sig til en Elskov, der var under hans Værdighed.

Derefter rustede Ragnar sig til et Tog imod Hellespontierne, stævnede Danskerne til Tinge og lovede, at han vilde give Folket overmåde heldbringende Love; han fastsatte, at medens enhver Familiefader hidtil skulde afgive den af sine Sønner, han agtede ringest, til Krigstjeneste, skulde han nu ruste sin kraftigste Søn eller sin pålideligste Træl. Da det var gjort, drog han ledsaget af sine Sønner med Undtagelse af Ubbe af Sted og angreb og underlagde sig Hellespontierne og deres Konge Dian efter at have overvundet dem i adskillige Slag, og til sidst fældede han Kongen efter at have påført ham en Mængde Ulykker. Hans Sønner Dian og Daxon, der var gifte med Ruthenerkongens Døtre, fik deres Svigerfader til at hjælpe dem med Krigsfolk og tog sig med den største Iver for at hævne deres Fader. Da Ragnar så', hvor umådelig stor deres Hær var, tvivlede han om, at hans Krigsstyrke var tilstrækkelig, og bød, at nogle Kobberheste skulde sættes på Hjul, så de kunde føres af Sted, kjøres omkring på Vogne, som let kunde drejes, og af al Magt drives ind iblandt Fjendernes tætteste Skarer. Dette bidrog så meget til at splitte Fjendernes Fylking, at Håbet om Sejr mindre syntes at bero på Krigsfolkene end på disse Indretninger, som med deres uimodståelige Masse knuste alt, hvad der kom i Vejen for dem. Den ene af Høvdingerne blev dræbt, den anden flyede, og hele Hellespontiernes Hær gav sig på Flugt. Skytherne, med hvem Daxon også var nær beslægtet på mødrene Side, skal også være blevne tilintetgjorte i det Nederlag. Deres Land fik Hvidsærk. Ruthenerkongen, som ikke stolede på sine Kræfter, skyndte sig i Tide at unddrage sig Ragnars frygtelige Våben ved Flugt.

Da Ragnar havde været på Vikingefærd på det nærmeste i fem År og hurtig havde bragt alle andre Folkefærd til at underkaste sig, fik han at vide, at Bjarmerne, som han nylig havde overvundet, men hvis Underkastelse ikke var til at stole på, åbenbart unddrog sig hans Herredømme. Da de fik Nys om hans Komme, fik de ved deres Galdresange Himlen til at stå dem bi og drev de ophidsede Skyer op til et voldsomt Uvejr. Det hindrede en Stund Danskerne i at sejle, og så slap Levnedsmidlerne op for dem. Da Uvejret pludselig hørte op, sved den mest brændende Hede dem med sin Brand, og den Plage var ikke lettere at holde ud, end den stærke Kulde havde været, således plagede et ulykkebringende Overmål i begge Retninger skiftevis deres Legemer og ødelagde dem ved sin overvældende Styrke først til den ene Side og så til den anden, og hertil kom så Blodgang, der gjorde det af med de fleste, så Danskerne, som ingen Vegne kunde komme som Følge af Vejrets farlige Beskaffenhed, omkom i Massevis af den Legemssot, der opstod overalt. Da Ragnar mærkede, at den Magt, hvormed Vejret holdt ham tilbage, snarere var kunstig end naturlig, sejlede han videre, så godt han kunde, og kom til Kurernes og Sembernes Land, hvor man viste hans Myndighed den højeste Grad af Ære som den mest hæderkronede Sejrherres Magtfuldkommenhed. Denne Hyldest gjorde Kongen endnu mere opbragt på Bjarmerne for deres Overmod, og han søgte at hævne den Foragt, de havde vist hans kongelige Myndighed, ved uventet at angribe dem. Deres Konge, hvis Navn ikke kjendes, blev rædselslagen ved dette Fjendernes pludselige Indfald, og da han ikke turde indlade sig i Kamp med dem, flyede han til Matul, Kongen i Finmarken. Stolende på dennes Bueskytters udmærkede Dygtighed fortrædigede han ustraffet Ragnars Hær, der overvintrede i Bjarmeland. Finnerne plejer nemlig at løbe hurtig på glatte Træskinner og farer af Sted til hvilken Side de vil, så man holder for, at de er i Stand til efter Behag at nærme eller fjærne sig; så snart de nemlig har gjort Fjenden Fortræd, flyver de bort med samme Hastighed, som de kom med, de er ikke længere om at trække sig tilbage end om at rykke frem. Deres Behændighed så vel som den Dygtighed, hvormed de forstår at bruge deres Skier, gjør dem derfor udmærket skikkede både til at angribe og til at flygte. Man kan tænke sig, hvor Ragnar den Gang må have undret sig over sin kranke Lykke, da han, som i sin Tid havde besejret Romerriget, da det stod på sit Højdepunkt, nu så' sig styrtet i den største Fare af en våbenløs og uordnet Hob. Han, som på den mest udmærkede Måde havde gjort det af med den romerske Krigsstyrkes mest glimrende Pryd og den herligste Anførers ypperlige Krigsfolk, måtte vige for en rå og vild Hobs usle og fattige Udrustning. Han, hvis Krigshæder hidtil det tapreste Folkefærds Magt ikke havde formået at mindske, kunde nu ikke stå sig imod en lille Flok af et foragteligt Folk. Således gik det til, at han med den Krigsstyrke, med hvilken han på det tapreste havde gjort det af med Verdens berømteste og prægtigste Hær og med Krigsmagtens tungeste Våben, at han med den Hær, med hvilken han i åben Mark havde gjort Ende på så mange Fodfolks, så mange Lejres og så mange Hestfolks Våbenbrag, måtte finde sig i at angribe en ussel og ukjendt lille Folkehob hemmelig og ligesom på Stimandsvis. Således gik det til, at han ikke skammede sig ved at plette sin strålende Hæder, som han havde vundet åbenlyst og ved Dagens Lys, med Svig i Nattens Mørke og i Steden for at holde sig i åben Tapperhed tog sin Tilflugt til hemmelige Baghold. Det blev lige så nyttigt, som det tog sig stygt ud. Han glædede sig ikke mindre over Finnernes Flugt end i sin Tid over Karls og tilstod, at han havde fundet større Kræfter hos dette Folk, der var blottet for alt, end hos den bedst udrustede Krigsstyrke; thi det faldt ham lettere at holde Stand over for Romernes tungeste Våben end over for de pjaltede Finners Pile. Da Bjarmernes Konge var dræbt og Finnekongen jaget på Flugt, lod Ragnar til evig Amindelse om sin Sejr sine Bedrifter indriste på Klippetoppene.

Imidlertid lod Ubbe sig af sin Morfader Esbern forlede til formastelig at tragte efter Kongemagten, satte den Ærbødighed, han skyldte sin Fader, til Side og gjorde Fordring på Kongekronen for sit eget Hoved. Da Ragnar af de svenske Jarler Kelther og Thorkil fik Nys om denne Frækhed, sejlede han i største Hast til Gotland. Da Esbern mærkede, at de to nævnte Mænd var Ragnars Sag hengivne med sjælden Troskab, søgte han ved at tilbyde dem Belønninger at få dem til at svigte Kongen, men de holdt ubøjelig fast ved, hvad de havde sat sig for, og sagde, at deres Vilje rettede sig efter Bjørns, hvorhos de lod ham vide, at der ikke var en eneste Svensker, som vilde vove at gjøre noget, der var ham imod. Så var Esbern ikke sen til at prøve sig frem hos ham ved at skikke Sendemænd til ham med de fagreste Ord. Han erklærede, at han aldrig vilde hælde mere til Forræderi end til Trofasthed og anså det for den største Skjændsel at foretrække en troløs Broders Gunst for den retsindigste Faders Kjærlighed; Sendemændene lod han hænge til Straf, fordi de havde opfordret ham til så svar en Brøde, og Svenskerne straffede på samme Måde de øvrige, der hørte til Sendemændenes Følge, med Døden for deres strafværdige Opfordring. Da Esbern skjønnede, at hans underfundige og hemmelige Anstalter kun havde liden Fremgang, samlede han åbenlyst Krigsfolk og skred uden Omsvøb til Krig. Men Ivar, der var Høvedsmand over Jylland, erklærede, at ingen af Parterne i denne ugudelige Strid kunde være Guderne velbehagelig, og han unddrog sig derfor fra den syndige Krig ved frivillig at drage i Landflygtighed. Ragnar angreb Esbern i det Sund, som hedder Grønsund, og fældede ham; den dræbtes afhuggede Hoved bød han skulde stilles op i Forstavnen til Skræk for Oprørerne. Ubbe flygtede, men begyndte atter Krigen på Sjælland og angreb sin Fader. Da hans Fylking var splittet ad, og han ene blev angreben fra alle Sider, fældede han så mange af den fjendtlige Hær, at Fjendernes Lig dyngede sig op og dannede som det stærkeste Bolværk om ham, inden for hvilket det var en let Sag for ham at hindre sine Angribere i at komme ham nær. Til sidst blev han dog overvældet af Fjendens tætte Skarer, fangen og ført bort for at lægges i Lænker; med umådelig Kraft sprængte han Lænkerne og rystede dem af sig, men da han søgte at bryde og afkaste de Bånd, som så blev lagt på ham, var det ham ikke muligt at slippe af sit Fangenskab. Da Ivar fik Nys om, at Oprørerens Straf havde gjort Ende på Urolighederne i Landet, vendte han hjem til Danmark, hvor Ragnar modtog ham med den største Ære, fordi han, medens denne grumme Strid rasede, i hvilken Fader og Søn stræbte hinanden efter Livet, havde lagt den største Frændekjærlighed for Dagen.

Imidlertid fik Daxon, som længe forgjæves havde søgt at overvinde Hvidsærk, der stod for Styret i Skythien, til sidst denne lokket i en Fælde under Påskud af, at han vilde slutte Fred med ham. Han blev gjæstevenlig modtaget af Hvidsærk, men havde en Skare væbnede Mænd i Beredskab, som han lod kjøre ind i Byen under Foregivende af, at de vilde drive Handel, og som så ved Nattetid skulde angribe hans Værts Hus. Hvidsærk anrettede et sådant Nederlag blandt denne Stimandsskare, at han var omgiven af en hel Dynge Lig af Fjender, så at de for at tage ham til Fange måtte sætte Stiger til. Tolv af hans Stalbrødre blev ligeledes fangne af Fjenden på samme Måde, og da det blev stillet dem frit for at vende hjem til deres Fædreland, erklærede de, at de vilde ofre deres Liv for Kongen og foretrak at dele en andens Fare for at trække sig ud af den, de selv var stedte i. Men Daxon blev så greben af Medlidenhed ved Synet af Hvidsærks overvættes Fagerhed, at han ikke kunde bære det over sit Hjærte at bryde denne Knop, der var ved at folde sig ud til den herligste Blomst. Han bød ham ikke blot Livet, men også sin Datter til Hustru med Hælvten af Riget i Medgift, idet han hellere vilde skåne ham på Grund af hans Fagerhed end straffe ham på Grund af hans Tapperhed. Men så sjælsstor var Hvidsærk, at han ikke brød sig det ringeste om et Liv, der skjænkedes ham af Nåde, han afslog Tilbudet om at slippe for al Straf, som om det var en Velgjerning, der kun var såre lidet værd, holdt selv fast på sin Dødsdom og sagde, at Ragnar vilde være lemfældigere med den Hævn, han vilde tage for sin Søn, i Fald han fik at vide, at han selv havde fået Lov til at vælge sin Dødsmåde. Hans Fjende undrede sig over denne Fremfusenhed og lovede, at han skulde blive ombragt på den Måde, han selv bestemte. Den Tilladelse tog Ungersvenden imod som en stor Velgjerning, og han bad om, at han måtte blive bunden og brændt tillige med sine Stalbrødre.

Daxon var ikke sen til at opfylde hans indstændige Bønner om at måtte komme af med Livet og lod ham ombringe på den Måde, han bad om som om en Gunst. Da Ragnar spurgte dette, var han nær ved at sørge sig til Døde; han klædte sig ikke blot i Sørgeklæder, men lagde sig også i sin store Bedrøvelse til Sengs og gav sin Smerte Luft i Suk og Klager. Hans Hustru, som havde mere end Mands Mod, bebrejdede ham hans Svaghed og styrkede hans Mod ved mandig Opmuntring, kaldte hans Sjæl tilbage fra Sorgen og opfordrede ham til af al Magt at øve Krigsbedrifter; det var rimeligere, sagde hun, at en tapper Fader sonede sin Søns blodbestænkte Aske med Våben end med Tårer; og hun formanede ham til ikke i kvindagtig Sorg at pådrage sig lige så megen Vanære ved Gråd, som han før havde vundet Hæder ved Tapperhed. Hendes Ord gjorde Ragnar bange for, at han ved kvindagtig Sorg kunde sætte den Navnkundighed, hans Tapperhed tidligere havde skaffet ham, på Spil, han aflagde sine Sørgeklæder og de andre Tegn på Sorg, og i Håb om snarlig Hævn vakte han atter sit slumrende Mod. Således kan stundom de svage Sjæle styrke de stærke. Han overdrog til Ivar at tage Vare på Riget, omfavnede med faderlig Kjærlighed Ubbe, som atter var kommen i Gunst hos ham som i fordums Dage, og så sejlede han med sin Flåde til Rusland, fangede Daxon og sendte ham betynget med Lænker til Udgård for at holdes i Forvaring der. Det er vitterligt, at Ragnar ved denne Lejlighed behandlede sin kjæreste Søns Drabsmand med den største Mildhed og Lemfældighed, idet han for at opnå den Hævn, han attråede, lod sig nøje med at sende den skyldige i Landflygtighed fremfor at lade ham dræbe. Denne Mildhed bragte Ruthenerne til at skamme sig ved yderligere at rase imod en Konge, som de ikke engang ved bitter Uret kunde drive til at ombringe sine Fanger. Det varede heller ikke længe, før Ragnar atter skjænkede ham sin Gunst og gav ham tilbage til hans Land, imod at han lovede hvert År at overrække ham Skatten knælende og barbenet ledsaget af tolv af Landets Ældste, som ligeledes skulde være barbenede. Han holdt det nemlig for bedre at gå lemfældig til Værks over for en fangen og ydmygt bedende Mand end at svinge den blodige Øxe og vilde hellere til Stadighed bøje den stolte Nakke under Trældomsåget end hugge den over én Gang for alle. Da han drog bort derfra, satte han sin Søn Erik med Tilnavnet Vejrhat over Sverige. Her fik han at vide, at medens Fridlejf og Sivard var på Krigstog med ham, havde Nordmændene og Skotterne svigagtig overdraget Kongeværdigheden til to andre, og han gjorde det da først af med ham, der havde tilrevet sig Magten i Norge, og gav dette Rige til Bjørn.

Derpå drog han sammen med Bjørn og Erik til Orknøerne, som han hærjede, og omsider lagde han til Land ved Skotlands Grænser, og efter at have udmattet Skotternes Konge Murial ved et tre Dages Slag fældede han ham, men hans Sønner Dunvat og Radbard blev efter at have kæmpet ypperlig dræbte af Fjenderne, så den Sejr, deres Fader vandt, var bestænket med deres Blod. Da han kom hjem til Danmark, fik han at vide, at hans Hustru Svanløg imidlertid var død af Sot, og strax søgte han Trøst for Sorgen i Ensomhed og stængte tålmodig sin syge Sjæls Kummer inde bag sit Hus' Vægge. Denne bitre Sorg fik imidlertid Ende, da Ivar pludselig vendte hjem, fordreven fra sit Rige.

Gallerne havde nemlig jaget ham bort og svigagtig overdraget Kongemagten til en Mand ved Navn Ella, Hames Søn. Ragnar tog Ivar med som Vejviser, eftersom han var stedkjendt der i Landet, sejlede did med sin Flåde og kom til den Havn, som hedder Norwich. Der udskibede han sine Krigsfolk, og efter et Slag, der trak ud i tre Dage, drev han, efter at der var flydt en Mængde engelsk og såre lidt dansk Blod, Ella, der havde stolet på Gallernes Tapperhed, på Flugt. Efter at have dvælet et År dèr som Sejrherre kaldte Ragnar sine Sønner til Hjælp og drog til Irland, og efter at have dræbt Kongen dèr, Melbrik, belejrede, stormede og indtog han Dublin, der var helt opfyldt med Barbarernes Skatte. Dèr lå han i Lejr et År, og så sejlede han igjennem Middelhavsstrædet og trængte frem helt til Hellespont, idet han drog igjennem de mellemliggende Riger og alle Vegne vandt de berømmeligste Sejre, og Skæbnen ingen Steds afbrød hans stadige og heldige Fremgang.

Imidlertid havde Harald med Bistand af nogle Danske, som kun havde liden Lyst til at følge Ragnar på hans Krigstog, igjen begyndt Uroligheder i Riget og anmasset sig Kongenavnet. Da Ragnar vendte tilbage fra Hellespont, mødte han ham med Våbenmagt, og da det gik Harald uheldig, drog denne, som indså, at hans Hjælpekilder hjemme var udtømte, til Kejser Ludvig, som den Gang opholdt sig i Mainz, for at bede ham om Hjælp. Ludvig, som var opfyldt af den største Iver for at udbrede den sande Tro, stillede Barbaren et Vilkår, idet han lovede ham Hjælp, hvis han vilde gå ind på at antage Kristendommen, thi der kunde ingen Hjærternes Enighed være imellem Folk, som havde forskjellig Tro; enhver, som søgte Hjælp, måtte derfor først have samme Religion, og man kunde ikke være fælles om store Bedrifter, når man var uenig om, hvorledes man skulde dyrke Gud. Denne Kejserens Beslutning skaffede både hans Gjæst Frelsen og ham selv Ry for Fromhed; så snart Harald højtidelig havde ladet sig døbe, hjalp han ham strax med sachsiske Krigsfolk, og stolende på dem lagde Harald med Umage og Bekostning Vind på at bygge en Kirke i Landskabet Slesvig, som han viede til Gud. Således tog han sit Forbillede i Henseende til den hellige Gudsdyrkelse fra de romerske Kirkeskikke; han erklærede Hedningernes Vildfarelser for vanhellige, nedbrød deres Templer, jog Offerpræsterne i Landflygtighed, afskaffede deres Præsteskab og var den første, som indførte Kristi hellige Lære i sit barbariske Fædreland og lagde Vind på den sande Gudsdyrkelse efter at have forkastet Afgudernes, og endelig iagttog han med den samvittighedsfuldeste Omhu alt, hvad der kunde tjene Religionen til Beskyttelse. Men han havde mere Fromhed end Held med sig ved det, han således begyndte på, thi Ragnar kom over ham, krænkede de Kirkeskikke, han havde indført, gjorde den sande Religion fredløs, gjenindsatte den falske i dens gamle Plads og lod dens Skikke komme til deres gamle Ære og Værdighed. Men Harald måtte gå i Landflygtighed og gjorde sig skyldig i Helligbrøde, thi han, der havde givet et lysende Forbillede ved at begynde på at indføre den sande Lære, var den første til at svigte den, og efter at have gjort sig berømmelig ved sin Fromhed blev han en skjændig frafalden.

Imidlertid begav Ella sig til Irland, hvor han ombragte alle dem, der med Troskab hang ved Ragnar, med Sværdet eller på anden Måde straffede dem. Da Ragnar angreb ham med sin Flåde, straffede den Almægtige ham i sin retfærdige Vrede åbenlyst for den Foragt, han havde vist Religionen, thi han blev fangen og kastet i Fængsel, og hans syndige Legeme blev givet Slanger at æde, og Øglerne frådsede ynkeligt i hans Indvolde. Hans Lever blev fortæret, og en Slange gnavede som en grum Bøddel på selve hans Hjærte. Da kvad han med modig Røst om alle sine Bedrifter, og da han havde opregnet dem alle, tilføjede han:

"Om Grisene vidste,
hvad Galten må lide,
til Strid de stævned
og stormed Stien".

Af de Ord skjønnede Ella, at der endnu var nogle af hans Sønner i Live, og han bød da, at Bødlerne skulde holde op og Slangerne tages bort, men da Svendene ilede til Ormegården for at udføre Kongens Befaling, var Ragnar allerede kommen den i Forkjøbet ved sin Død. Må vi ikke sige om denne Mand, at to Norner havde delt hans Skæbne imellem sig? Den ene skjænkede ham en velbeholden Flåde, et mægtigt Rige og de vældigste Kræfter til Vikingefærd; den anden påførte ham hans Berømmelses Tilintetgjørelse, hans Krigsfolks Fald og den beskeste Død, idet Bødlen så' de giftige Øgler flokkes om ham og frådse i det Hjærte, som havde holdt urokkelig Stand over for enhver Fare. Af ham, som fra at være den herligste Sejrherre sank ned til usle Fangekår, kan vi lære, at ingen skal stole for trygt på Lykken.

Ragnar Lodbrogs Sønner

Ivar fik Budskabet om Ragnars Død, da han just var ved at se på de offentlige Lege, men han fortrak ikke des mindre ikke en Mine og så' i ingen Måde mere nedslået ud end sædvanlig, han holdt ikke blot Budskabet om Faderens Død hemmeligt ved at skjule sin Sorg, men han forbød endogså det ved Rygtet skrækslagne Folk at gjøre Larm eller gå bort, før Legene var til Ende. Han bevarede sit muntre Ansigt for ikke at afbryde Legen og vendte ikke Blikket fra den offentlige Lystighed for at dvæle ved sin egen Sorg, for at han ikke ved pludselig at gå over fra den største Munterhed til den dybeste Bedrøvelse skulde få Ord for mere at vise sig som en sørgende Søn end som en munter Høvding. Da Sivard modtog Budskabet, jog han i sin Bestyrtelse, mere opfyldt af Kjærlighed til Faderen end af Følelse af sin egen Lidelse, det Spyd, han tilfældigvis holdt i Hånden, dybt ned i Foden, idet han i sin Sorgs Hårdhed ikke ænsede legemlig Smerte, thi for lettere at kunne udholde det Sår, der var blevet tilføjet hans Sjæl, lagde han an på at såre en Del af sit Legeme hårdt, hvorved han på én Gang viste sin Tapperhed og sin Sorg og bar sin Skæbne som en lige så bedrøvet som standhaftig Søn. Bjørn sad og kastede Tærninger, da Budskabet om Faderens Død blev bragt ham, og han knugede Tærningen, han holdt om med Hånden, så voldsomt, at han klemte Blodet ud af Fingrene, så det sprøjtede ud på Bordet, hvorved han gav til Kjende, al Lykkens Kast var mere lunefuldt end Tærningens, han spillede med. Da Ella spurgte det, skjønnede han, at den af de tre Brødre, som ingen sønlig Kjærlighed havde lagt for Dagen, havde båret Faderens Død med størst Sjælskraft, og at han derfor måtte tage sig mest i Agt for Ivars Tapperhed. Men Ivar drog til England, og da han indså, at hans Flåde ikke var stærk nok til at holde Slag med Fjenden, foretrak han List for Dumdristighed og anvendte sin Snildhed over for Ella, idet han som Pant på, at der skulde være Fred imellem dem, forlangte så megen Jord, som han kunde omspænde med en Hestehud. Han fik, hvad han forlangte, thi Kongen sagde, at det kun var en ringe Begjæring, og glædede sig over, at så mægtig en Fjende bad om lidt og ikke om meget, thi en lille Hud kunde jo kun spænde om et lille Stykke Land. Men Ivar skar Huden ud i tynde Strimler og omspændte med den et Stykke Land, der var så stort, at han kunde bygge en By derpå. Nu angrede Ella sin Ødselhed og skjønnede for sent, hvor meget mere der var i en Hud, når den blev skåren i Strimler, end når den var hel, thi den Hud, han havde troet vilde omspænde et lille Stykke Jord, så' han nu indtage en stor Landstrækning. Men Ivar førte så rigelige Levnedsmidler ind i Byen, han byggede, at den kunde udholde en Belejring, idet han lagde Vind på, at den lige så godt skulde kunne værge sig imod Hungersnød som imod Fjenden.

Imidlertid kom Sivard og Bjørn til med en Flåde på fire Hundrede Skibe og erklærede Kongen åbenlys Krig og æskede ham til Slag. Da det var holdt til den fastsatte Tid, og de havde fanget Kongen, bød de, at der skulde ristes en Ørn på hans Ryg, idet det var dem en Gammen at gjøre det af med deres grummeste Fjende ved at mærke ham med Billedet af den grummeste Fugl, og de lod sig ikke nøje med at riste Såret i hans Ryg, men de dryssede Salt på det blodige Kjød. Efter at Ella således havde måttet lade Livet, drog Bjørn og Sivard hjem til deres Riger. Ivar rådede for England i to År. Imidlertid havde Danskerne stadig gjort Oprør og yppet Krig og overdraget Herredømmet til to Mænd af Kongeslægten, Sivard og Erik. Ragnars Sønner angreb dem i Forening med en Flåde på sytten Hundrede Skibe ved Slesvig og gjorde det af med dem efter et halvt Års Kamp. Gravhøjene står endnu som Vidnesbyrd derom. Det Sund, i hvilket Kampen stod, blev ikke mindre navnkundigt ved Sivards Død. Nu var næsten hele Kongestammen uddød med Undtagelse af Ragnars Sønner. Efter at Bjørn og Erik var vendt hjem, satte Ivar og Sivard sig fast i Danmark for at lægge fastere Tøjler på Oprørerne og satte Agnar over England. Opbragt over, at Englænderne forjog ham, foretrak han med Sivards Bistand at udrydde sit Lands Indbyggere og lade Markerne ligge brak og udyrkede, frem for at det skulde opføde en overmodig Slægt, og lod den hæsligste Goldhed brede sig over Øens fedeste Agerland, idet han sagde, at det var bedre at herske over en Ørken end over et hovmodigt Land. Da Erik derpå var bleven dræbt i Sverige som Følge af en vis Østens Ondskab, og Agnar vilde hævne hans Død, udgjød han sit eget Blod over Fjenden, medens han ivrig søgte at hævne en anden, og medens han var opsat på at revse sin faldne Broders Drabsmand, ofrede han Broderkjærligheden sit eget Liv.

Så overtog Sivard med et almindeligt Landstings Samtykke sit Fædrenerige, men efter alle de Nederlag, han havde anrettet vidt og bredt, lod han sig nøje med den Navnkundighed, han vandt hjemme, og vilde hellere have Ord for at være udmærket i Fredens end i Krigens Gjerninger; han opgav at lægge sig efter Krigsvæsen og blev efter at have været den grummeste Hærmand Fredens omhyggeligste Vogter og søgte nu lige så meget sin Ære i Fred og Ro, som han før havde holdt for, at den beroede på Sejrenes Mængde. Lykken begunstigede denne Omskiftelse af hans Idrætter, så at ligesom han ikke angreb nogen, var der heller ingen, der øvede Fjendtligheder imod ham.

Erik Barn

Sivard efterlod sig ved sin Død en ganske liden Søn, som snarere måtte siges at have arvet hans Sind end Riget og den Fred, han havde indstiftet. Haralds Broder Erik brød nemlig uden Hensyn til Drengens spæde Alder ind i Landet med en Skare Oprørere og bemægtigede sig Kronen uden at skamme sig ved at angribe det Barn, der var Rigets retmæssige Konge, og tilrive sig en Magt, der ikke tilkom ham - han viste sig jo så meget uværdigere til Kronen, som han ikke undså sig ved at røve den fra en, der ikke kunde forsvare sig. Han skilte altså ham af med Kongemagten og sig selv med al Dyd, og idet han angreb et Barn i Vuggen, drev han al Mandighed ud af sit Hjærte, thi hvor Begjærlighed og Ærgjerrighed brændte, var der ingen Plads for Frændekjærlighed. Men denne Hjærteløshed hævnede Himlen i sin Vrede, thi der kom Krig imellem ham og Haralds Søn Guttorm, og den endte brat med et stort Mandefald; de omkom begge tillige med utallige andre, og den danske Kongestamme, der var svækket ved det grummeste Mandsslæt, var nu indskrænket til den eneste Søn, Sivard havde efterladt sig.

Så vandt han da Kongemagten ved at miste sine Frænder, så det var til større Gavn for ham, at de blev dræbte, end om de var blevne i Live. Han opgav det Forbillede, hans Fader havde givet, og trådte i sin Bedstefaders Fodspor, thi lige på en Gang viste det sig, at han var i højeste Grad ivrig til at drive Vikingefærd. Gid han ikke også var optrådt som en letsindig Arving af Ragnars Ånd i Henseende til at udrydde Kristendommen! Han pinte og plagede nemlig stadig alle fromme Mennesker, berøvede dem deres Gods og drev dem i Landflygtighed. Men det tjener til intet at gå i Rette med ham for hans første Tid, eftersom jeg må prise hans sidste Dage, thi det Liv, som begynder skammelig, men ender smukt, er mere værdigt til Ros end det, som begynder på en Måde, der fortjener Anerkjendelse, men løber ud i Synd og Brøde. Ansgars heldbringende Formaninger fik nemlig Erik til at aflægge sit vanhellige Sinds Vildfarelser, han sonede, hvad han i sit Overmod havde forbrudt, og viste sig lige så ivrig til at udøve Fromhed som tidligere til at foragte den, så han optog ikke blot en mere heldbringende Lærdom med lærvilligt Sind, men aftvættede også ved den Renhed, der var over Slutningen af hans Liv, de Pletter det havde fået i Begyndelsen. Ved sin Død efterlod han sig en Søn Knud, som han havde med Guttorm Haraldsøns Datter.

Knud

Han var endnu kun et Barn, så både han og Riget trængte til en Formynder. Men da det tyktes de fleste, at det både var besværligt og let kunde vække Avind at påtage sig dette Hverv, besluttede man at udtage en Mand dertil ved Lodkastning, thi de viseste Danskere var bange for i så vigtig en Sag selv at træffe et Valg, stolede mere på Skæbnen end på deres egen Mening og vilde hellere lade Valget komme an på et Træf end på moden Overvejelse. Så skete det da, at en vis Ennignup, en Mand af den største og mest ufordærvede Dyd, blev nødt til at tage dette byrdefulde Hverv på sine Skuldre, og da han havde tiltrådt Styrelsen, som Lodkastningen havde tildelt ham, tog han ikke mindre Hensyn til hele Rigets Tilstand end til Kongens unge Alder, hvorfor da også nogle, som ikke er synderlig kyndige i Historien, har tildelt ham en Plads midt i Kongerækken. Da Knud efter at have trådt sine Børnesko var voxet op til Mand, fjærnede han dem, der havde vist ham den Velgjerning at opfostre ham, og blev efter at have været en Knøs, man næsten havde opgivet alt Håb om, en over al Forventning gjæv Mand. Kun den ene Ting ved ham må man begræde, at han døde uden at have antaget Kristendommen.

Frode

Kongemagten gik strax efter over til hans Søn Frode. Hans Lykke, som øgedes ved Våbendåd og Krig, nåede et sådant Mål, at han atter lagde de Lande, der i sin Tid var faldne fra Danmark, under det gamle Åg og tvang dem til Lydighed som i fordums Dage. I England, som alt en Stund havde været kristnet, tog han imod den hellige Dåb, og da det var hans Attrå, at den Frelse, han selv havde vundet, også skulde blive hans Folk til Del, bad han Agapetus, som den Gang var Pave i Rom, om at lade Danmark oplære i Kristendommen. Men han oplevede ikke at få sit Ønske opfyldt, thi han døde, inden Sendemændene fra Rom var komne; hans Hensigt var visselig bedre end hans Held, og for sit fromme Forsæt opnåede han lige så stor Løn hisset som andre for, hvad de får udrettet.

Gorm Engelskmand

Efter Frodes Død kom hans Søn Gorm, som førte Tilnavnet Engelskmand, fordi han var født i England, på Tronen dèr på Øen, men den Lykke var mindre varig end rask til at falde i hans Lod, thi da han drog fra England til Danmark for at ordne Sagerne dèr, blev et langvarigt Tab Følgen af en kortvarig Fraværelse. Englænderne, som holdt for, at alt Håb om at opnå Friheden beroede på hans Fraværelse, pønsede på almindeligt Frafald fra Danskerne og tog over Hals og Hoved Mod til sig og gjorde Oprør. Men jo mere Englænderne hadede og foragtede ham, des mere trofast holdt Danskerne fast ved ham, så da han begjærlig efter Herredømmet strakte begge Hænder ud efter de to Lande, fik han det ene, men mistede uigjenkaldelig det andet, thi han gjorde aldrig noget kjækt Forsøg på at vinde det tilbage. Så vanskeligt er det at holde sammen på store Riger.

Harald

Derpå blev hans Søn Harald Konge i Danmark. Efterslægten har halvvejs glemt ham og har ingen ypperlige Bedrifter at melde om ham, fordi han mere lagde Vind på at bevare Kongemagten end på at udvide den.

Gorm den Gamle

Nu blev Gorm Konge, en Mand, som bestandig var fjendtlig sindet imod Kristendommen og opsat på at tage al Ære fra de Kristne, som om de var de vederstyggeligste Mennesker. Alle, der bekjendte sig til den Tro, pinte han med al den Fortræd af forskjellig Slags, han kunde, og blev ikke træt af at forfølge dem med Bagvaskelser. Ja, for at gjenindføre det gamle Hedenskab i Templerne jævnede han den Kirke, som fromme Mennesker havde bygget på Byen Slesvigs Grund, fuldstændig med Jorden, som om det var en vanhellig Bolig for Ugudelighed, og straffede således dem, han ikke havde pint og plaget, med at rive deres Gudshus ned. Skjønt han havde Ord for at have en overmåde anselig Skikkelse, svarede hans Sjæl kun lidet til Legemet. Han var nemlig så at sige så mæt af at herske, at han nøjedes med at bevare sin kongelige Magt og Myndighed uden at bryde sig om at udvide den, holdt det for bedre at værne om det, han havde, end at strække Hånden ud efter andres og var mere opsat på at passe på det, som hørte ham til, end på at forøge det ved at erhverve mere.

Da Rigets Ældste opfordrede ham til at gifte sig, begjærede han den engelske Konges Edelreds Datter Thyra til Ægte. Hun, som overgik andre Kvinder i Alvor og Dygtighed, stillede sin Bejler det Vilkår, at hun først vilde gifte sig med ham, når hun fik Danmark i Morgengave. Det gik han ind på, og så blev hun trolovet med ham. Den Nat, da hun for første Gang besteg det ægteskabelige Leje, bad hun på det indstændigste sin Brudgom, om han i tre Nætter vilde lade hende i Fred. Hun vilde nemlig ikke have Samkvem med ham, før end en Drøm havde givet hende Varsel om, hvorvidt hendes Ægteskab vilde blive frugtbart, og under Skin af Kyskhed opsatte hun derfor sin Indvielse i Ægteskabets Hemmeligheder, idet hun skjulte sit Forsæt, at lære sit Afkom at kjende, under Blufærdighedens Slør og med påtagen Ærbarhed ventede med at have ægteskabeligt Samkvem med sin Husbond, til hun havde udforsket, hvad Lykke hun vilde have med at forplante Ætten. Somme holder dog for, at når hun lod sin Husbond vente på Ægtesengens Glæder, var det fordi hun ved sin Afholdenhed vilde formå ham til at antage Kristendommen. Skjønt den unge Mand brændte af Elskov til hende, foretrak han dog at give efter for hendes Afholdenhed hellere end for sin egen Attrå, holdt for, at det var sømmeligere at bekæmpe sin Elskovslyst end at nægte sin elskede, hvad hun med Tårer bad ham om, thi han anede ikke, at det var af Beregning, hun bad ham derom, men troede, det kom af Blufærdighed, og således blev han, der burde have favnet hende som Husbond, hendes Kyskheds Vogter for ikke lige ved Begyndelsen af sit Ægteskab at få det Mærke på sig, at han var så hengiven til Vellyst, at hans Attrå var stærkere end hans Ærbarhed. Og for ikke at foregribe den Elskov, Møen formente ham, flyttede han sig ikke blot langt til Side fra hende, men lagde oven i Kjøbet sit dragne Sværd imellem dem, så at han delte Lejet imellem sig og sin Brud. Men den Gammen, han frivillig havde givet Afkald på, havde han kort efter af en frydefuld Drøm, thi da han var falden i Søvn, bares det ham for, at der kom to Fugle ud fra hans Hustrus Skjød, den ene større end den anden, og svang sig til Vejrs og fløj op imod Himlen og da der var gået en liden Stund, kom de tilbage og satte sig hver på sin af hans Hænder. Anden og tredje Gang vovede de sig, efter at have hvilet sig lidt, med udspilede Vinger op i Luften, men til sidst kom den mindste af dem ene tilbage til ham, og dens Fjer var bestænkede med Blod. Som han nu lå der i dyb Søvn, jamrede han sig i sin Forfærdelse over dette Syn og fyldte hele Huset med høje Skrig. Da hans Folk kom til og spurgte, hvad der var på Færde, fortalte han, hvad han havde drømt, og Thyra, som nu skjønnede, at hun vilde blive velsignet med Afkom, opgav nu sit Forsæt og var lige så opsat på at aflægge sin Kyskhed, som hun før havde været ivrig til at bede om at måtte bevare den. Hun gav afkald på sin Jomfrustand og hengav sig i Elskov, undte sin Husbond den Gammen at favne hende, som han lystede, og lønnede ham således for hans Dyd og Afholdenhed, men det vilde hun aldrig have gjort, sagde hun, hvis ikke hans Drøm havde givet hende Vished om, at hun vilde vorde frugtbar. Således kom hun på en lige så snild som usædvanlig Måde, ved at anstille sig kysk, til Kundskab om det Afkom, hun skulde føde. Hun blev da heller ikke skuffet i sin Forventning, thi det varede ikke længe, før hun havde den Glæde at blive Moder til Knud og Harald. Da de havde nået Manddomsalderen, udrustede de en Flåde og kuede Slavernes tøjlesløse Overmod, og ikke engang England undlod de at plage på samme Måde. Edelred glædede sig over deres Mod, som om den Overlast, hans Dattersønner gjorde ham, var ham en sand Fornøjelse, og tog imod den skammeligste Uret, som om det var den kosteligste Velgjerning. Han holdt det nemlig for en langt større Dyd, at de var tapre, end at de viste ham skyldig Ærbødighed, og derfor anså han det for langt bedre, at de hjemsøgte ham som Fjender end gjorde sig behagelige for ham som fejge Mænd. I selve deres store Kjækhed så' han en Prøve på det Manddomsmod, de vilde lægge for Dagen i Fremtiden, thi han kunde ikke tvivle om, at de, som fo'r så kjækt frem imod deres Mødrenefrænder, med Tiden også vilde hjemsøge fremmede. I den Grad foretrak han den Uret, de øvede imod ham, for skyldig Lydighed, at han med Forbigåelse af sin Datter bestemte, at de skulde arve England efter ham, idet han ikke betænkte sig på at lægge mere Vægt på, at han var Bedstefader, end på, at han var Fader. Deri handlede han jo nu ikke uforstandig, han var nemlig på det rene med, at det sømmede sig bedre, at Mænd havde Kongemagten end Kvinder, og holdt for, at der burde gjøres Forskjel på en ukrigerisk Datter og tapre Dattersønner. Således gik det til, at Thyra, skjønt hun selv blev gjort arveløs, uden Misundelse så' sine Sønner arve hendes Faders Rige: hun holdt nemlig for, at det, at de blev foretrukne for hende, snarere var til Ære end til Skam for hende.

Efter at de nu havde beriget sig ved at gjøre mangfoldigt Bytte på Vikingetog, satte de med det største Mod deres Håb til at angribe Irland. Medens de belejrede Dublin, som holdtes for at være Landets Hovedstad, gik Kongen med nogle få Folk, der var særdeles dygtige i Bueskydning, ind i en Skov, der lå tæt ved Byen. Her var Knud med en stor Mængde af sine krigere optagen af at se på Lege, der holdtes ved Nattetid, og Kongen omringede ham da på svigefuld Vis og afskjød langt borte fra en Pil imod ham; den ramte ham i Brystet og gav ham Banesår. Men Knud, som frygtede for, at hans Fjender skulde bryde ud i Jubel over den Fare, han var stedt i, og derfor var opsat på at skjule, at han var dødelig såret, råbte med sin Stemmes sidste Kraft til sine Mænd, at de skulde føre Legene til Ende uden Forstyrrelse. Ved denne List opnåede han, at Danskerne underlagde sig Irland, før end Irlænderne havde fået Nys om hans Død. Hvem vilde ikke sørge over sådan en Mands Død, hvis Selvbeherskelse skaffede hans Krigere Sejren ved, at hans Kløgt nåede længere end hans Liv? Danskerne var nemlig stedte i den yderste Vånde og i sådan Fare, at de var lige ved at opgive Håbet, men ved at lyde deres døende Høvdings Bud sejrede de snart over dem, de frygtede for.

På den Tid var Gorm bleven så højt bedaget, at han gik på Gravens Rand, en lang Række År havde han været blind, og eftersom han havde nået en Alder, der strakte sig til menneskelig Levetids yderste Grænse, var han mere bekymret for sine Sønners Liv og Trivsel end for det stakkede Liv, han havde igjen, men særlig sin ældste Søn elskede han så højt, at han havde svoret, at han vilde dræbe den, som først meldte ham hans Død. Da Thyra havde fået sikre Tidender om hans Død, og ingen turde sige det rent ud til Gorm, tog hun sin Tilflugt til List og forkyndte i Gjerning, hvad hun ikke turde sige med Ord. Hun tog nemlig det kongelige Skrud af sin Husbond og iførte ham usle Klæder og bar også andre Tegn på Sorg til Skue, hvorved hun åbenbarede Grunden, thi i gamle Dage plejede Folk at gjøre Brug af sådanne Tegn ved Ligfærd, for at det barske Udvortes kunde vidne om Sorgens Bitterhed. Så sagde Gorm: "Melder du mig Knuds Død?" - "Den melder du, og ikke jeg", svarede Thyra, og ved de Ord gjorde hun sin Husbond Dødsens og sig selv til Enke, så hun på én Gang fik sin Husbond og sin Søn at sørge over, og, da hun meldte Manden Sønnens Død, forenede hun dem i Døden og kom til at følge dem begge til Graven med samme Tårer, idet hun begræd den ene som Hustru og den anden som Moder, skjønt hun just da snarere burde have været opmuntret ved Trøst end knust af Ulykker.

Tiende Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Harald Blåtand

Da Gorm var død, var Harald ivrig efter at forøge det Riges Anseelse, han havde arvet efter ham, ved udmærkede tapre Bedrifter, og han sejlede derfor med en Vikingeflåde til Østerleden og hærjede på Havet dèr rundt omkring. Men skjønt dette indbringende Tog skaffede ham fuldt op af Vinding, fik han, da Edelred imidlertid døde, mere Anledning til at sørge over sin Bedstefaders Død end til at glæde sig over Riget, han skulde arve efter ham. Medens Lykken gjorde ham rig på Skatte, som han tog fra Barbarerne i Dyngevis, berøvede den ham nemlig Englændernes, så medens den skjænkede ham Bytte udenlands, skilte den ham ved, hvad han havde hjemme, og ved hvad han skulde have arvet. Edelreds Søn Adelsten, som Faderen havde forbigået i sin sidste Vilje, harmedes nemlig over den Forskrivning, der indsatte Harald som Arving, og han kuldkastede derfor Faderens Vilje og søgte at sætte sin egen igjennem. Nu mente Kongen af Norge, at det var Skade, at så indskrænket en Mand skulde være Konge over så stort et Rige, og han rustede derfor en Flåde og sejlede over til Øen i Håb om at bemægtige sig den. Da Adelsten skjønnede, at han ikke kunde måle sig med ham i Styrke og derfor ikke turde indlade sig i Kamp, gik han fra Krig over til Underdanighed og søgte ved Føjelighed og Venlighed at vinde Fjendens Velvilje, eftersom han ikke var Mand for at drive ham bort med Våbenmagt. Han modtog ham nemlig ikke blot med det venligste Ansigt og de fagreste Ord, men for på en så meget heldigere Måde at fri sit Land for Fjendens Våben lovede han at opfostre hans søn Hakon, som da var ganske lille, og derhos at lade sit Rige gå i Arv til ham. Ved dette Tilbud mente han fornemmelig, at han vilde opnå at kunne bruge Nordmændenes Våben imod Harald, thi hans Grumhed var han bange for, og da han selv ingen Børn havde, fandt han det rådeligere at trøste sig derfor ved godvillig at tage sig en Arving end at vente, til han fik sig en påtvungen. De Vilkår var Fjenden meget ivrig til at tage imod, og ved at gå ind på den foreslåede Overenskomst viste han stor Tillid til dens Retsindighed, Tilbudet kom fra, idet han ikke betænkte sig på at betro en Søn, der var ham kjærere end hans eget Liv, til ham, skjønt han ikke havde sat hans Ærlighed på Prøve.

Derefter vendte Harald tilbage fra Østerleden med sin Flåde, men skjønt han havde den største Ret til at bestride, hvad hans Morbroder havde gjort, skjulte han tålmodig sin Harme og fandt sig i hans Herskesyge, idet han hellere fromt vilde undvære, hvad der med Rette tilkom ham, end grumt sætte sig i Besiddelse deraf. Kort Tid efter fik Hakon Bud om, at hans Fader var død, og da han allerede var ved at hejse Sejl for at drage bort, kom Adelsten i stor Hast for at kalde ham tilbage, og han opsatte da Sejladsen lidt og lagde Skibet nærmere ind til Land. Han troede nemlig, at Adelsten vilde give ham nogle nye Leveregler foruden dem, han hver Dag havde plejet at få af ham, og Kongen sagde da også til ham, at han ikke måtte sætte et vrantent Ansigt op ved Gildebordet, men, når han så' sig om blandt sine Venner, skulde se mildt til dem. Adelsten havde nemlig givet ham adskillige andre Forskrifter i Henseende til høvisk Væsen og syntes nu ikke om, at han ikke også skulde vide Besked om, hvad der skikkede sig ved Gjæstebud. Efter at Norge var tilfaldet Hakon ved hans Faders Død, fik han kort efter, da hans Fosterfader døde, også England.

Nu frygtede Harald for, at den Tålmodighed, hvormed han havde båret den Fornærmelse, der var tilføjet ham, og som man hidtil havde tilskrevet det Hensyn, han skyldte Frændskabet, vilde blive bebrejdet ham som Fejghed, og at det, som i Virkeligheden var Mådehold, vilde blive lagt ham til Last. Han besluttede derfor først at tilføje Hakon Skade ved at vække Ustyr i Norge, idet han mente, at når han havde fået Bugt med de Stridskræfter, han havde hjemme, kunde han lettere gjøre det af med dem, han havde i fremmed Land. Efter at han nu med kongelig Magt og Myndighed havde tugtet Barbarerne, stødte han, da han vendte tilbage til Danmark, på Harald Gunhildssøn, som søgte Hjælp imod Hakon og lovede, at han vilde betale Skat, hvis han ved Danskernes Bistand fik tilstrækkelig Forstærkning, så at han kunde udrette noget. Han fik da også, stedt i de vanskeligste Omstændigheder, som han var, den blideste og venligste Modtagelse af Kongen, thi denne gav ham Eyvind og Karlshoved til Kampfæller og en Flåde på tresindstyve Skibe, så nu havde han den Styrke, han søgte, og med den drog han bort, mere opfyldt af Håb ved den Hjælp, Danskerne havde ydet ham, end han i sin Modgang havde været af Frygt. Da han med sin Flåde var kommen til Norge, og der ikke bød sig nogen Lejlighed til at holde Søslag med Fjenden, sloges han med ham til Lands. I dette Slag opfordrede Eyvind Hakon til at gå frem foran blandt de kæmpendes Skarer, og da Kongen med høj Røst gav sig til Kjende, huggede han efter ham med en usædvanlig stor Øxe og vilde have ramt ham, hvis ikke en af hans Hirdmænd med Fare for sit eget Legeme havde afbødet det Hug, der var rettet imod Kongen. Eyvind drev Øxens Egg imod Hirdmanden med sådan Kraft, at den gik lige igjennem ham uden at møde nogen Hindring i hans Legeme, og da den gik dybt ned i Jorden, og han søgte at trække den op, idet han stemmede imod med Knæene, sprang Hakon op på den dræbte Krigsmands Lig og gjennemborede Eyvind, så det er ikke let at sige, hvem af dem der viste størst Trofasthed imod den anden, thi Krigsmanden afværgede Kongens Død ved at ofre sit eget Liv, og Kongen tog den mest glimrende Oprejsning for sin Redningsmands Drab og hævnede den Mands Død, ved hvis ædle Dåd han selv havde undgået Døden. Hvad kan være berømmeligere end denne Krigsmands Dåd, som lagde mere Vægt på, at den anden slap skadesløs derfra, end på at han selv gjorde det, som frivillig satte Livet til for sin Høvding og ved selv at gå i Døden forebyggede den Fare der truede alle hans Stalbrødre? Imidlertid kom Thoralf, som Hakon havde lagt i Baghold, for at han skulde falde Fjenden i Ryggen, angreb Fylkingen, fældede Karlshoved og drev Danskerne på Flugt. Den ene Mands Fald afgjorde virkelig alle de andres Skæbne, men Hakon, som var bange for at forfølge de flygtende alt for ivrig, var fornuftig nok til at kalde sine Stalbrødre tilbage og holde igjen på deres hidsige Forfølgelse, for at ikke de uforsigtige Krigsfolks Uagtsomhed skulde få til Følge, at de overvundnes Skæbne atter blev Sejrherrerne til Del. Således var der lige stort Mandefald på begge Sider, så begge Parter tilskrev sig Sejren, thi skjønt den ene Part syntes nærmere ved den, var dens Tab lige så stort som den overvundnes. Men da Hakon atter søgte ned til sin Flåde, skete der noget mærkværdigt, som ligefrem lyder utroligt. Man så' nemlig et Spyd svæve om oppe i Luften, hid og did, hvilket fyldte alle, som så' det, med lige så megen Frygt som Undren; det fløj nemlig med usikre Svingninger til forskjellige Sider, så det så' ud, som om det omhyggelig spejdede efter, hvor det skulde slå ned. Medens alle umådelig forbavsede stirrede på dette Under og ikke vidste, hvad en så usædvanlig Ting varslede, faldt det pludseligt og bragte den Fare, der syntes at true alle, over Hakons Hoved alene. Somme holder for, at Haralds Moder Gunhild ved Trolddomskunster har skaffet dette Spyd til Veje og dermed hævnet sin Søns Nederlag på Sejrherren. Ved sin Fjendes uventede Død kom Harald til Kongemagten, og i tre År betalte han ærlig og redelig den Skat, han havde lovet Danskerne.

Ved den Tid kom Styrbjørn, en Søn af den svenske Konge Bjørn, efter at hans Farbroder Olafs Søn Erik havde skilt ham ved Riget, tillige med sin Søster Gyrithe til Harald, Thyras Søn, for ydmygt at bede om Hjælp, og han fandt ham så meget mere redebon til at slutte Venskab med ham, som han villig gik ind på at give ham sin Søster til Ægte. Derefter bemægtigede Harald sig Slavenland med Våbenmagt og lagde en stærk Besætning i Julin, den anseligste By der i Landet, og til Høvding for de Krigsfolk indsatte han Styrbjørn. Deres Vikingetog, på hvilke de lagde det største Mod for Dagen og efterhånden sejrrigt bredte sig til Nabolandene, blev til sidst så frygtelige, at de opfyldte alle Have i Norden med stadige Nederlag. Dette bragte Daneriget større Fordel, end det kunde have haft af noget Krigsforetagende til Lands. Blandt dem var Bue, Ulv, Karlsevne, Sivald samt mange andre, som jeg ikke udførlig vil opregne, eftersom det snarere vil volde Kjedsomhed end være til nogen Fornøjelse. Imidlertid påkaldte Styrbjørn, som stadig eggedes til Hævnlyst og var opsat på at få Oprejsning for den Uret, der var tilføjet ham, Haralds Bistand og drog sin Vredes Sværd imod Eriks forhadte Herredømme, idet han mindedes de Tab, han havde lidt. Harald drog for den Sags Skyld til Halland, men så fik han Bud om, at Tyskerne under Kejser Otto havde gjort Indfald i Riget. Da han var mindre ivrig efter at angribe et fremmed Land end efter at forsvare sit eget, foretrak han at sørge for Tingene hjemme frem for at kæmpe udenlands, som det havde været hans Agt; han skyndte sig over Hals og Hoved tilbage til Jylland for at bringe de betrængte Jyder Hjælp. Da han kom did, var Kejseren uden Modstand draget igjennem hele Jylland, eftersom der ingen Konge var til at føre an, men da han havde nået Limfjorden, som på den Tid gjorde Vendsyssel til en Ø, kunde han ikke komme længere, og efter at have kastet et Spyd i Vandet dèr vendte han ikke blot om ad Ejderen til, men gjorde det således, at det i højeste Grad lignede en Flugt. Som Følge af, at han kastede sit Spyd i Bølgerne for at efterlade et Minde om sig, kom Sundet til at bære hans Navn, men al den Drabelighed han kom stormende med, faldt til sidst ud til ingenting. Harald forfulgte Resterne af Fjenden, som skyndte sig af Sted i Huj og Hast, angreb Ebbe, som førte Bagtroppen, og dræbte ham og dem, han traf på. Imidlertid havde Styrbjørn, tilskyndet af sine Krigeres hånlige Opfordringer, letsindig betroet sin Skæbne til sine Stalbrødres Tapperhed, og havde med tåbelig Dumdristighed uden at oppebie Kongens og hans Krigsfolks Tilbagekomst selv styrtet sig i Undergang. Han vovede nemlig overilet at indlade sig i Slag efter letsindig at have angrebet Svenskerne og faldt selv. Visselig må hver den, som under vanskelige Omstændigheder mere retter sig efter andres letsindige Råd end efter, hvad hans egen Forstand siger ham, siges selv at byde Halsen frem for Fjendens Sværd.

Derefter gav Thyra sig i Lag med at grave en Grav og bygge en Forskansning fra Slesvig til Vesterhavet for at betrygge Landet imod hemmelige Indfald af udenlandske Fjender, og for yderligere at styrke denne Forskansning byggede hun oven på den en Jordvold som det stærkeste Bolværk. Senere opførte Kong Valdemar og Danmarks Ærkebiskop Absalon, drevne af den samme Kjærlighed til Fædrelandet, oven på den en Mur af brændte Sten for hellere at gjøre den gamle Vold i Stand ved Hjælp af en stærkere ny Bygning, da den forfaldt, end med Tiden at lade den helt falde sammen i sin Svaghed. De brugte nemlig den oprindelige Befæstning som Grundvold, fuldførte med Mandekløgt, hvad den brave Kvinde ufuldkomment havde begyndt, og gjorde Værket så meget ypperligere, som de vidste, at de overgik hende i Snille. Hun, som havde en Mands Mod i sit Kvindehjærte, friede også Skåne, som kuedes af Svenskernes Herredømme, for den Byrde at betale Skat, og idet hun således hist drev Fjenden tilbage med sin Vold og her med Våben, værnede hun med lige Styrke Landets Grænser til forskjellige Sider.

Imidlertid døde Harald i Norge, og hans Søn Hakon blev nu ivrig opsat på at fri sit Land for den Skam, at Slægt efter Slægt måtte betale Skat; da han spurgte, hvad Kejseren havde taget sig for i Jylland, og håbede, at Harald for lange Tider vilde blive indviklet i Krig med Tyskerne, havde han endog den Dristighed åbenlyst at vægre sig ved at udrede Skatten, idet han satte større Håb og Lid til Sachsernes Våben end til sine egne Kræfter. Men efter at Striden med Kejseren var bleven bilagt, antog Harald den katholske Religion og skaffede således sit Rige Fred med Gud og Mennesker, og friede således, idet han gjorde det forfængelige Håb, Hakon havde fattet, til Skamme, sig selv fra Vildfarelse og sit Land fra Krig. Da han fik Nys om Hakons Frafald, mente han, at han burde straffe den norske Ungdoms Gjenstridighed des strængere, jo frækkere den, efter hvad han hørte, havde kastet med Nakken ad ham. Han sendte derfor den julinske Vikingeskare imod den under Anførsel af Bue og Sivald og med Pålæg om at hævne den Ringeagt, den havde vist ham. Da Hakon så', hvilken Styrke de mødte op med, og skjønnede, at den Sten forslog hans Kræfter ikke til at løfte, søgte han, da han ikke selv havde Midler til at afværge den truende Fare, i sin Mistillid til menneskelig Styrke Bistand hos de himmelske Magter og søgte at stemme dem gunstig for sig ved at bringe dem et usædvanligt Offer. Han havde to overordentlig lovende Sønner, og dem slagtede han skammelig ved Altrene som Offer for Sejren, idet han ikke betænkte sig på at kjøbe Riget med sine Børns Liv og hellere vilde undvære at kaldes Fader end Konge. Hvad kan være tåbeligere end denne Konge, som gav to kjære Børns Liv hen for én Kamps uvisse Udfald, som kunde få sig til at kjøbe Krigslykke med Sønnemord og bringe Krigsguderne sin Barnløshed som Offer! Følgen blev, at da Danskerne indlod sig i Søslag med ham, mødte de alle Vegne, hvor de i Kampen vendte sig hen for at angribe ham, et vældigt Uvejr, der tilføjede dem lige så megen Skade som Fjenden. Ja, dette Trolddomsvejr piskede de Danskes Hoveder således med usædvanlige Haglslag, at deres Øjne blev fuldstændig blindede, som om det var Pile, Bygerne angreb dem med, og de havde en hårdere Dyst med Vind og Vejr end med Fjenden. Så blev da Enden, at Nordmændene, hvem Himlens Kræfter hjalp i højere Grad end deres egen Styrke, drev Danskerne på Flugt, før end de fik slået dem ihjel, idet disse utvivlsomt mærkede, at de havde Gudernes Vrede imod sig. Blandt dem var Karlsevne og Sivald, som blev tagne til Fange af Sejrherrerne, og skjønt de i Kampen havde øvet de herligste Bedrifter, vandt de dog endnu større Hæder i Lænker, end de havde vundet i Slaget. Hakon, som var opsat på at lære den danske Ungdoms vidt berømte Mod og Manddom nøjere at kjende, sendte nemlig to Mænd hen til Fangerne for grundig at sætte deres Tålmod på Prøve, thi efter hvad Rygtet fortalte, skulde de have så stor medfødt Sjælskraft, at de ikke engang, når de blev slået i Ansigtet, så meget som blinkede med Øjnene, men stadig bevarede den samme Sindsro, hvor meget man end tirrede dem med Hug og Stød. For at prøve det slog først den ene af Hirdmændene Sivald med en vældig Knippel, men han blinkede ikke, ja han stod endogså des stivere imod Skæbnen, jo hårdere den Prøve var, hans Tapperhed blev sat på. Karlsevne viste ikke mindre Sjælsstyrke, thi da den anden Hirdmand svang en Øxe imod hans Hoved, strakte han ham til Jorden med et Spark, rev, skjønt han var bunden, Øxen, han skulde have været halshugget med, ud af Hænderne på ham, der prøvede på at gjøre det, og huggede Hovedet af ham, han havde sparket omkuld, og afværgede således den Fare, der truede ham, ved en lige så håndfast som rask Kraftanstrængelse, thi ikke engang som Fange, tynget af raslende Lænker, kunde man berøve ham hans Dådskraft, men selv i den største Forsmædelse gav han en des herligere Prøve på sit Mod, jo hidsigere han mærkede, at Skæbnen rasede imod ham; hverken den nærforestående Død eller de forsmædelige Lænker mægtede at hindre ham i frit at lade sin Tapperhed råde. Opfyldt af Beundring for deres Standhaftighed lovede Kongen at eftergive dem deres Straf, hvis de vilde sværge ham Huldskab og Troskab, thi han vilde hellere gjøre Brug af dem som ypperlige Krigere end straffe dem; men de holdt det for uhæderligt af Hensyn til deres Liv at lade sig tvinge til Lydighed, eftersom de satte større Pris på at være deres Konge tro end på at frelse deres eget Liv; de kastede overmodig Vrag på det Vilkår, han bød dem, og vilde ikke forlænge Livet ved at gå ind på en skammelig Overenskomst. Da Hakon mærkede det, mente han, at han for deres Tapperheds Skyld burde skjænke dem Livet for ikke at få Ord for at have straffet deres Standhaftighed i Steden for at rose den.

Der berettes, at Harald fik to Sønner med Gyrithe. Den ældste af dem, Hakon, overstrålede sin Broder Svend ved sine ypperlige Anlæg og herlige Naturens Gaver. Han angreb Semberne, og da han mærkede, at hans Krigsfolk begyndte at tabe Modet over for den farlige Krig, trak han Flåden på Land og stak Ild på den for at betage deres ængstelige Sind alt Håb om Flugt og gjorde således ved Hjælp af den hårde Nødvendighed Ende på deres Fejghed og Sløvhed, thi ved at berøve dem Udsigten til at slippe bort på Skibene fik han dem til at lægge an på at bane sig Vej tilbage ved Sejrvinding, så med jo større Sindsro han skilte sig selv af med sin Flåde, med des større Tryghed gik han til at gjøre Bytte hos Fjenden. Skæbnen ynkedes da også over denne danske Høvding, som søgte Værn for sine Søfolk i Skibenes Tilintetgjørelse, da han skjønnede, at kun fuldstændig Opgivelse af Flåden kunde hjælpe ham til Sejr. Således hidførte han en lykkelig Afgjørelse ved denne lige så farlige som kloge Beslutning. Danskerne bemægtigede sig nemlig Sembernes Land, og efter at have dræbt Mændene tvang de Kvinderne til at ægte dem, og efter således at have overskåret de ægteskabelige Troskabsbånd, der knyttede dem til Hjemlandet, idet de med større Lyst holdt sig til de fremmede Kvinder, gav de ved at knytte ny Ægteskabsbånd med dem Fjenden Lod og Del i deres Lykke, og Semberne regner sig ikke med Urette for at nedstamme fra det danske Folk, thi Sejrherrerne betoges i den Grad af Kjærlighed til de fangne Kvinder, at de ikke brød sig om at vende hjem, men foretrak det fremmede Land for deres eget og de Ægteskaber, de havde indgået der, for dem, de havde indgået hjemme.

Derefter døde Dronning Thyra Danebod, og Harald lod hende stede til Jorde med den største Pragt og begrave tæt ved Faderens Grav under almindelig Landesorg, thi der var ikke det Hus, hvor man ikke sørgede bitterlig over hendes Bortgang og mente, at ved hendes Død var hele Landets Velfærd gået til Grunde. Hvor nu Kirken står, ser man de to Ægtefællers Grave, en på hver Side af den.

Jeg kan ikke forbigå i Tavshed, hvad der nu følger. En Mand ved Navn Toke havde en Tidlang tjent i Kongens Gård, og da han i Dygtighed overgik sine Stalbrødre, havde han ved sine fortræffelige Egenskaber skaffet sig adskillige Fjender. En Gang tog han i en Rus i et Gildelag Munden for fuld og pralede af, at han var så overvættes dygtig i Bueskydning, at han var Mand for på langt Hold at skyde et Æble, der var anbragt på en Stok, ned i første Skud, om det så var aldrig så lille. Da hans Avindsmænd havde hørt det, kom det også snart Kongen for Øre, og han var lavsindet nok til at lade Faderens Selvtillidsfuldhed gå ud over Sønnen, idet han bød, at man i Steden for Stokken skulde tage hans kjære Dreng, og at Toke, hvis han ikke, som han havde sagt, skjød Æblet af hans Hoved i første Skud, skulde bøde for sit tomme Praleri med sit eget Hoved. Således nødte Kongens Bud Hirdmanden til at gjøre mere, end han havde lovet, fordi hans Avindsmænd lumskelig lagde ham de Ord til Last, han havde sagt, da han var drukken, så at han som Følge af, hvad han havde sagt, blev nødt til at gjøre, hvad han ikke havde sagt, til at forsøge

sig på et Mål, han slet ikke havde tænkt på, og til i Gjerning at vise langt mere, end han havde givet sig ud for at kunne. Hans Mod var nemlig så stort, at han ikke kunde få sig til at opgive den Selvtillid, han med Rette nærede, skjønt det var Bagvaskeres Snarer, han var bleven hildet i. Jo vanskeligere Prøven var, des mere sikker på sig selv gik han derfor til den. Han stillede Drengen op og lagde ham indtrængende på Sinde, at han måtte holde Ørene stive, ikke bøje Hovedet, men stå ganske rolig, når Pilen kom susende, for ikke ved den ringeste Bevægelse at gjøre den Prøve, han skulde give på sin Kunstfærdighed, til Skamme. Derhos lod han ham, for at betage ham al Frygt, vende Ryggen til, for at Synet af Pilen ikke skulde skræmme ham. Så tog han tre Pile ud af sit Kogger, lagde en af dem på Buestrengen og ramte sit Mål med den. Havde Tilfældet føjet det så ilde, at den havde ramt Drengens Hoved, vilde Sønnens Ulykke uden Tvivl være kommen til at gå ud over Faderen, og det mislykkede Skud vilde også have bragt Skytten Døden. Jeg véd derfor ikke, om jeg mest skal beundre Faderens Dygtighed eller Sønnens Sjælsstyrke, thi hin undgik ved sin Kunstfærdighed at dræbe sit Barn, og denne gik som Følge af den Ro, han lagde for Dagen såvel i Henseende til Legeme som til Sjæl, både selv uskadt ud af Faren og friede sin Fader fra at forsynde sig; Drengens mandige Sjæl lagde Styrke i hans barnlige Legeme, og han lagde lige så meget Mod for Dagen, medens han stod og ventede på Pilen, som Faderen viste Dygtighed til at afskyde den, og ved sin Standhaftighed bevirkede han, at både han og hans Fader ikke satte Livet til. Men da Kongen nu spurgte Toke, hvorfor han havde taget flere Pile ud af Koggeret, da han jo kun havde Lov til at prøve sin Lykke i Bueskydning én Gang, svarede han: "For med de andre at tage Hævn over dig, hvis den første var gået fejl, thi jeg, der var uskyldig, vilde ikke lide Straf, medens du ingen Straf fik for din Grumhed". Ved disse frimodige Ord gav han til Kjende, både at han fortjente Ros for sit Mod, og at Kongen havde fortjent Straf for den Befaling, han havde givet.

Men kort efter, at han vel var sluppen fra dette Skæbnens Uvejr, brød der et nyt løs over ham. Da Harald nemlig en Gang gjorde sig til af sin store Færdighed i den Kunst at løbe på Skier, som Finnerne er så dygtige i, dristede Toke sig til at rose sig af, at det var han endnu dygtigere til, og Kongen nødte ham da til at vise en Prøve på den Færdighed, han havde gjort sig til af, ved at løbe ned ad den Klippe, der kaldes Kullen. Hvad det skortede ham på i Henseende til Øvelse, bødede han til fulde på ved sit Mod; thi da han var steget op på Klippetinden, spændte han de glatte Skier under Fødderne og satte i fuld Fart ned ad den stejle Skrænt med en lille Stok i Hånden, og var Mand for med fast og sikker Hånd tilbørlig at styre den hovedkulds Fart over de fremspringende Klippestykker, og hverken den store Fare eller nogen som helst Rædsel kunde hindre ham i at holde sig støt og stiv. Synet af den umådelige Afgrund vilde have skræmmet enhver anden og fået ham til at dåne af Skræk, førend Faren endnu rigtig var begyndt. Omsider stødte Skierne, han stod på, imod et Klippestykke og sønderbrødes; han fik Stumperne rystet af sig, og det havde til Følge, at han slap fuldkommen uskadt derfra, og medens han ellers havde været Dødsens, hjalp dette heldige Skibbrud ham uventet til at komme til Ankers og bjærge Livet; efter det voldsomme Sammenstød med Brinken, hvorved han mistede Skierne, kunde han nemlig løbe sikkert; men havde de uoverstigelige Klippemasser og de uhyre Afgrunde ikke hemmet hans Løb, vilde det uden Tvivl have ført ham lige ud i Havet neden for Klippen. Nu blev han optagen på et Skib, men Rygtet meldte den hadefulde Konge, at det var gået ham ganske anderledes ilde, og Stumperne af Skierne, som blev fundne i Vandet af nogle Søfolk, gav yderligere en falsk Bekræftelse af, at han var bukket under for Faren. Men da han nu holdt for, at hos Harald kunde han ikke med Tryghed være, eftersom han skjønnede, at han i Steden for at belønne ham for hans Mod og Manddom udsatte ham for den ene Fare efter den anden, gav han sig i Tjeneste hos hans Søn Svend for at lade sin Dygtighed komme ham til gode.

Harald udrustede nu hele Rigets Flåde for ikke at have for ringe Styrke rede til det store Værk, han havde for. Der var nemlig på Jyllands Kyst bleven fundet en usædvanlig stor Sten, som han vilde smykke sin Moders Grav med, og den bød han skulde slæbes did af Flokke af Mennesker og Øxne. Imidlertid var de, som sammen med Svend stod for Styret på Flåden, blevne lede og kjede af Haralds Herredømme, dels fordi han var gunstig stemt imod Kristendommen, dels fordi han lagde usædvanlige Byrder på Almuen, og de formåede og bestak da en Mand til snedig at forhøre sig hos Svend, om han skulde være villig til at gribe til Våben imod sin Fader og bemægtige sig Riget. Herved lod Svend sig forlede til at tragte efter at vinde Riget ved Fadermord; han takkede Sendemanden og svarede, at han med Glæde tog imod den Ære, Landet tilbød ham. Da han havde givet sit Samtykke, lagde de fornemste i Landet, idet de trygt stolede på hans Begjærlighed efter Kongemagten, som de nu var på det rene med, dristig for Dagen, hvad de hidtil lønlig havde pønset på; hvad de hidtil hemmelig havde higet efter, skred de nu virkelig åbenlyst til at sætte i Værk og udråbte strax på Tinge Svend til Konge. Imidlertid gav Harald, som var optagen af Stenen, hans Folk trak, sig til ivrig at spørge en af sine Mænd, der kom fra Flåden, om han nogen Sinde havde set Mennesker binde an med så vældig en Blok. Hertil svarede Manden, at han nylig havde set Mennesker trække en Byrde, der var endnu større, og da Kongen blev ved at udfritte ham desangående, sagde han: "Jeg var nys Vidne til, at Danmarks Rige blev trukket fra dig, nu kan du selv afgjøre, hvad der var tungest at trække". Således fik Harald, da han bejlede til en andens Ros for sit Forehavende, Budskab om, at hans Rige var blevet ham berøvet. Nu angrede Kongen, at han havde ladet Mennesker bøje Nakken under Øxnes Åg, thi da han opgav sit Forsæt at lade dem slæbe Stenen og vilde have dem til at gribe til Våben i Steden for, fik han at mærke, at hans Krigsfolk var alvorlig forbitrede på ham. Thi Hæren, som han havde plaget og beskæmmet med så forsmædeligt Arbejde, vægrede sig nu ved at kæmpe for den, der havde givet den Åget at bære, og hverken hans kongelige Magtsprog eller hans Bønner kunde formå den til at frelse hans Liv, efter at han ved et skammeligt Magtbud havde bøjet alles Nakker. Nogle var der dog, som ikke delte den almindelige Mening, men under det almindelige Oprørs Storm viste Kongen den samme Hengivenhed, som de havde været vante til. Med deres Bistand søgte han ved Våbenmagt at gjøre sin Søns Bestræbelser til intet, men Svend gjorde kraftig Modstand, og efter at være overvunden i et Slag flygtede han til Sjælland. Efter at have samlet Krigsfolk dèr havde han lige så krank en Lykke i et Slag til Søs, og da han nu havde mistet alle sine Krigsfolk hjemme, var der ikke andet for ham at gjøre end at søge udenlands for at bede om Hjælp. Han forlod altså Danmark og drog landflygtig til Julin, der var helt fuldt af danske Krigsfolk, og som så at sige var Moderskjødet for hans pålideligste Krigsstyrke. Svend lod sig imidlertid ikke nøje med at have krænket den Ærbødighed, han skyldte sin Fader, ved at forfølge ham med sit Had, men for at vinde Almuen for sig tog han sig halsstarrig for med tøjlesløs Ugudelighed at gjøre det helt af med Religionen, uddrev al Kristendom af Landet, oplod Kirkerne for Offerpræsterne og besmittede atter Altrene med hedenske Ofre. Med en Hær af Danske og Slaver angreb hans Fader ham igjen ved Helgenæs' Kyst, og efter at have kæmpet hele Dagen havde han hverken sejret eller måttet fly. Så bestemte de, da Hærene var trætte af at kæmpe, at de vilde tales ved næste Dag for at slutte Fred. Da Harald i Tillid til den forestående Overenskomst gik omkring, som om der var Fred og ingen Fare, og kom ind i Skovens Tykning, hvor han satte sig imellem Buskene for at forrette sin Nødtørft, blev han såret med en Pil af Toke, der brændte af Begjærlighed efter at hævne den Uret, han havde tilføjet ham, og såret blev han af sine Mænd ført tilbage til Julin, hvor han kort efter opgav Ånden. Hans Lig blev sendt til Roskilde og højtidelig jordfæstet i den Kirke, han selv nylig havde bygget, thi det utaknemmelige Fædreland, som hidtil ikke havde skjønnet på, hvad der tjente til dets Bedste, fik nu, da det var for sent, Øjnene op for sin fromme Konges gode Gjerninger og mente, at hvad det havde nægtet ham i levende Live, burde det fuldt ud yde ham nu, da han var død; det stræbte af yderste Evne efter at fejre hans Jordefærd med al mulig Pragt og viste al mulig Kjærlighed mod Liget af den Mand, som det i levende Live overmodigt havde hadet.

Svend Tveskjæg

Da Harald var død, glædede Svend sig over, at han nu havde gunstig Lejlighed til at rase imod den kristne Religion; han

oprykkede den helt med Rode og bevirkede, at Danskerne aflagde Kristendommen, som de havde antaget, og vendte tilbage til Hedenskabet, og de optog så meget frejdigere deres tidligere Vildfarelser, som de nu var sikre på, at den, som havde været strængest til at dadle dem, nu var borte. Denne hans Letsindighed straffede Gud i sin Harme over den Foragt, han viste ham, ved at bringe ham i ikke lidet ublide Kår og påføre ham de sørgeligste Skæbnens Omskiftelser, thi han aflod ikke med hårdt at hjemsøge ham, der førte an med Hensyn til Frafald fra Religionen, og bringe ham i de hårdeste Kår og nødte ham til at leve et besk Liv, blottet for al Glæde og Lykke. Folkene i Byen Julin, som hærjede Danmark, tog ham nemlig til Fange, og for at slippe løs igjen måtte han love at udrede lige så meget Guld og dobbelt så meget Sølv, som han vejede. Da Danskerne, som satte alt for stor Pris på ham formedelst hans Frafald fra Religionen, havde skudt den Sum sammen, blev han givet tilbage til Fædrelandet, men han lod ikke des mindre vedblivende hånt om at åbne sine Øjne, der var tilslørede af Vankundighedens tykkeste Mørke, for det klare Lys' Stråler, ja han var et sandt Uhyre, fuldt af Ondskab, lignede kun lidet sin Fader i Sind og skammede sig ikke ved at stige ned fra den herlige Glans, der havde omstrålet ham, til Mørkets Afgrund. Men medens hans egne Synder blev ham til Skade, kom andres Velvilje ham til gode. Da han atter fristede samme Skæbne som forrige Gang, stillede Landets Ædlinge deres Børn som Gisler for ham, og han opnåede at blive given fri ved at gå ind på at udrede den samme Sum som sidst. Men da han ikke mægtede at udrede det lovede Guld og Sølv af sit eget Skatkammer, solgte han dels offentlig og dels under Hånden Skove og Lunde til dem, der havde givet deres Børn, som de elskede højere end deres eget Liv, som Borgen for ham, og det, der på denne Måde kom ind, betalte han strax til dem, der havde taget ham til Fange. Skåningerne og Sjællænderne kjøbte Skovene i Fællig og betalte dem under ét, men i Jylland kjøbte kun Folk, der var forbundne med hinanden ved Slægtskab, i Fællig.

På den Tid var det almindeligt, at Danskerne lå i Viking, Slaverne gjorde det derimod kun sjælden, men nu begyndte det også i større Udstrækning at komme i Brug hos dem, idet Vikingerne i Byen Julin nu brugte de Danskes Kunster imod Danskerne selv og gjorde dem mest Fortræd med det, de selv havde lært dem. Denne Vane at gjøre Indfald i Landet har i vore Dage Kong Valdemars og Ærkebiskop Absalons ivrige Vågen over Undersåtternes Tarv fået Bugt med, thi som Følge af deres kraftige Bistand kan man nu dyrke Jorden i Ro og sejle trygt på Havet.

Svend, som tørstede efter at hævne de Nederlag, han havde lidt, og især var opsat på med Våbenmagt at gjøre det af med Julin, Tilholdsstedet for det ryggesløseste Pak, lagde sig imidlertid med så stor en Flåde i Sundet mellem Øerne Møen og Falster, at det var helt fuldt af hans Skibe. Da det så' ud til, at han snart vilde vende sig imod Slavenland, holdt Julinerne, som både var dristige og snilde, det for rådeligst at forebygge Fjendens Angreb ved List. De vidste nemlig, at Danskerne for Flådens Sikkerheds Skyld lod Vagtskibe sejle omkring den om Natten, og så underkjøbte de nogle udsøgte Søfolk, og dem lod de en Morgen, således som Folkene på Vagtskibene plejede, sejle med en liden Båd ind i Havnen, der var fuld af Skibe, så det så' ud, som om den vendte tilbage fra Nattevagt; da de var nået hen til Kongens Skib, sagde Styrmanden, at han havde noget, som det var Kongen magtpåliggende at vide, at sige ham under fire Øjne. Kongen troede, at han havde Bud at bringe om et eller andet, de havde opdaget i Løbet af Natten, trak Tjeldingen til Side og stak Hovedet ud og bøjede sig ned til ham, der vilde tale med ham, for at de kunde tale fortroligere sammen. Da Manden så, at Lejligheden var gunstig til at udføre den List, han havde i Sinde, greb han ham pludselig med et voldsomt Tag om Halsen, trak ham ned fra Skibet og lod sine Medhjælpere kaste ham ned i Båden, og så var Søfolkene ikke sene til at trække på Årerne af alle Kræfter og tage Flugten. Idet de således greb til dristig Forslagenhed, opnåede de ved List, hvad de ikke kunde nå med Magt, og han, som kort i Forvejen havde strålet i kongelig Glans og Herlighed, var nu ved Lykkens forsmædelige Spil bleven Barbarers usle Træl - jeg ved ikke, om det mest var for den Uret, han havde øvet imod sin Fader eller imod Religionen - og måtte i Fangehullet bøde for Forbrydelsen mod sin Fader i selve det Land, hvorhen han havde jaget sin Fader i Landflygtighed, og var nu også nødt til at røve sit Fædreland dets Velstand, efter at han havde berøvet det Religionen. Hans Folk kunde nemlig ikke hurtig nok komme ham til Hjælp, eftersom de først måtte tage Tjeldingerne af Skibene, stikke Årerne ud og hejse Anker. Hans Krigsfolk kom altså til kort over for Slavernes Svig, og da de ikke havde Kongen til at føre dem an, turde de ikke drage imod Slaverne, hvorfor Flåden opløstes, og Krigsfolkene blev sat i Land, hvor de havde hjemme.

I denne Nød og Kvide kom Kvinderne Svend til Hjælp, da Mændene ikke kunde, thi da Rigets Midler var udtømte, så der ikke engang var Guld nok til at løskjøbe ham for, var Kvinderne højsindede nok imod ham til at aftage deres Ørenprydelser og kappes om også at bringe deres øvrige Smykker, og ved Vægten af alt dette udfyldte de den forlangte Løsesum, idet de satte større Pris på, at deres Konge led vel, end på deres fagre Smykkers Dejlighed. Så stærkt lå det begge Kjøn på Sinde at skaffe ham fri. Kvinderne holdt det snarere for en Fornøjelse end for en Byrde at løskjøbe Rigets Støtte med deres egne Midler, og man betænkte sig ikke på at frelse hans Liv ved, at alle skjød sammen, hvad der skulde til, skjønt han først og stadig havde lagt Vind på Frafald fra Religionen. Folket, som ikke vidste, at han styrtede det i Fordærvelse, anså det for en god Gjerning at lønne den største Ugudelighed med de største Velgjerninger, omfattede ham, der havde forbrudt sig imod sin Fader og imod Gud, med ufortjent Taknemmelighed og lønnede med Kjærlighedsgjerninger, hvad det burde have straffet. Lige så stort Had det havde næret til Harald, lige så stor Kjærlighed nærede det nemlig til Svend, og medens det havde afskyet ham, som indførte Kristendommen, elskede det ham, som foragtede den. Således godkjendte Folket Gudsforagteren og straffede den gudfrygtige, gjorde lige så megen Ære af Sønnens Syndighed, som det havde vist Faderens Fromhed Foragt, og blev ikke træt af at overøse ham med Velgjerninger, fordi han havde afskaffet Kristendommen, idet det tre Gange friede ham af Vikingernes Fangenskab ved at udrede de fastsatte Løsepenge. Han viste sig da også taknemmelig imod Kvinderne og lønnede dem for, hvad de havde gjort for ham, thi han gav Kvinderne lovlig Arveret, hvilket de hidtil ikke havde haft. Men for at få det Sølv ind, som han skulde udrede, lige så meget som tidligere, bød han, at hans Jordegods skulde sælges, så ligesom han selv var bleven solgt af fremmede, udbød han Riget til Salgs til sine Undersåtter. Jeg ved ikke, om man skal ynke ham eller ønske ham til Lykke, fordi han var bleven mager, thi hvad han havde tabt i Huld, sparede han i Løsepenge, så Penge tjente han ved det Svind. Forøvrigt lod Barbarerne sig ikke nøje med at presse Penge af ham, men de handlede endnu grummere imod ham ved også at nøde ham til at sværge, at han ikke vilde bære Nag til dem og plagede således Staklen med to Vilkår, af hvilke det ene var vanskeligt at opfylde og det andet skammeligt at gå ind på, thi man kan blive nødt til at udrede sine Midler til Fjenden, men at skrive den Uret, man har lidt, i Glemmebogen og lade den strafskyldige gå fri for Straf er en Velgjerning, man har Skam af, thi er det svagt at bøje sig for Overlast, er det forsmædeligt at give Afkald på Hævn for den; man har mindre Skam af at tvinges over Evne end af ikke at bruge sine Kræfter ordentlig. I sin Iver for at slippe fri for Fangenskabet var Kongen ikke sen til at gå ind på det foreskrevne Vilkår og aflægge den forlangte Ed på, at han ikke vilde hævne sig, og ved den Velgjerning, han skjænkede Fjenderne derved, at de vidste sig sikre, berigede han dem ikke mindre end ved Pengene, han måtte udrede, og han viste så meget mere Trællesind, som han fandt sig i at erhverve sig Friheden på en skammelig Måde. Så meget havde Kjærligheden til deres gamle Fædreland endnu at sige hos Rømningsmændene i Julin, at de, da de vidste, at Haralds Søn var den eneste, der var tilbage af Kongestammen, mente at burde spare hans Liv, for at Riget ikke skulde gå over i fremmede Hænder. Derfor begjærede de hans Penge, ikke hans Liv, og vilde hellere råde Bod på deres Armod ved at tage hans Guld end mætte deres Had med hans Blod.

Men Guds Vrede havde endnu ikke mistet sin Bråd over for denne Fyrste, der var falden fra Religionen, thi Herren hidsede også Sverige til Fjendskab imod Danmark. Kongen af Sverige, som førte Tilnavnet Sejrsæl formedelst de Sejre, han havde vundet, havde ikke glemt den Hjælp, Harald i sin Tid havde ydet Styrbjørn imod Svenskerne, og var i høj Grad forbitret på Svend. For at hævne sig førte han en Hær over til Danmark, opsat på at gjengjælde den Fortræd, Faderen havde gjort ham, ved at overvinde Sønnen. Thi skjønt han var nær beslægtet med ham på mødrene Side, gav han sin Harme Fortrinet for Frændskabet, og han gjorde det så meget tryggere, som Svend for det meste kun havde en krank Lykke, der stadig fik flere Skår ved de Ulykker, der væltede ind over ham, medens han selv bestandig i højeste Grad havde haft Lykken med sig. Svend blev overvunden af ham i et Slag i Skåne, hvor han efterlod en overmåde fager Datter Thyra, som han havde opkaldt efter sin Farmoder - hvem der var Moder til hende, ved jeg ikke -, og drog landflygtig til Olaf Tryggvessøn, der stod for Styret i Norge, hvor han herskede med fuld kongelig Magt og Myndighed, skjønt han endnu ikke bar Kongenavn. Svend satte så meget mere sit Håb til ham, som han mindedes, at Harald i sin Tid havde hjulpet hans Fader til Riget igjen, da han var bleven fordrevet derfra. Skjønt Olaf skyldte ham Tak for den Velgjerning, skjøttede han nu alligevel ikke om at lønne ham for det gode, hans Fader havde gjort, behandlede den ydmygt bedende Flygtning med Ringeagt, afslog ganske at give ham den Hjælp, han bad om, og vilde næsten slet ingen Støtte yde Staklen. Han undlod ikke blot at hjælpe ham, men skammede sig ikke engang ved at vise ham Døren, hvis Fader havde hjulpet hans Fader tilbage til Riget. Nedslået over dette forsmædelige Afslag begav Svend sig skyndsomst til England for at søge Hjælp der. Kong Edvard, som var ganske ung, beskyldte ham, der kom for at bede om Hjælp, for, at det var Ærgjerrighed, der drev ham, han troede nemlig, at Flygtningen i Virkeligheden ikke kom for at søge Hjælp, men snedig, under Påskud af at være dreven i Landflygtighed, pønsede på Lejlighed til at bemægtige sig hans Rige, og idet han således anså hans kranke Lykke for et Vidnesbyrd om hans Træskhed, vendte han det døve Øre til; i den Grad gjorde den Lykke, Faderen havde haft, Sønnens Elendighed mistænkelig. Efter at disse ondsindede Konger således havde skuffet hans Håb og ladet hans Bønner uænsede, drog han til Skotland, og den Barmhjærtighed, han ikke havde fundet hos Folk af mildere Sæder, fandt han hos vilde Barbarer. Så ustadig og foranderlig plejer Lykken gjærne at være, at Mennesket undertiden, når han er gået glip af, hvad han håbede, lettere opnår, hvad han ikke håbede.

Denne hårde Modgang drev Svend til at fatte Kjærlighed til Religionen; han vendte sine Øjne bort fra Mørket og oplod dem for det saliggjørende Lys. Thi da han skjønnede, at han særlig for de to Forsyndelser, Fadermordet og Helligbrøden, var bleven tugtet i fuldt Mål med to tilsvarende hårde Straffe, Fangenskab og Landflygtighed, fattede han from Ærbødighed for den saliggjørende Lære, han før havde ringeagtet, omvendte sit Hjerte til Gudsdyrkelse og sonede begge sine hæslige Misgjerninger med angerfulde Tårer, og efter i alle Måder at have fulgt Kirkens Forskrifter modtog han rettelig Dåbens hellige Sakramente. Lige så fordærvelig en Modstander, han før havde været af Kristendommen, lige så stærk en Støtte blev han nu for den. Gud var da heller ikke sen til at lade sig formilde ved hans Anger og skjænkede ham i sin Nåde hans fordums Lykke igjen, og da Erik døde efter at have været Konge i syv År, beredte Gud strax Vej for ham til Riget, førte ham fra Landflygtighed tilbage til Fædrelandet og skjænkede ham i Steden for hans fordums Armod den største Magt og Ære. Eriks Søn Olaf vendte nemlig tillige med sin Moder Sigrid tilbage til Sverige, hvor han blev og lod hende stå for Styret. Således skete det næsten samtidig, at Svend bøjede sig for Religionen og kom i Besiddelse af sit Rige. Men for ikke ved sin Fromhed at tirre dem, hvis Kjærlighed han havde vundet ved Ugudelighed, og pludselig pådrage sig deres Had, skjulte han sin Gudsfrygtighed for Almenheden og lod den kun hemmelig komme frem. Følgen af disse forskjellige Rørelser i ét og samme Hjærte, den største Frygt og den inderligste Fromhed, blev, at hans Sind, som nølende droges til begge Sider, kom i den yderste Tvivlrådighed, thi på den ene Side stormede Frygt for at miste Riget, på den anden Side Frygt for at krænke Gud ind på hans Hjærte og bragte det i dobbelt Fare; han frygtede for Guds Hævn, hvis han forkastede Religionen, og for Almuens, hvis han vedkjendte sig den. Da han i sit Hjærte grundig sammenlignede og overvejede disse to så modstridende Følelser, indså han dog, at han burde frygte Gud mere end Mennesker. Han gik derfor hemmelig til de fornemste Mænd og søgte ved i Løndom at formane dem at få dem til at antage Kristendommen, idet han røgtede dette Prædikeembede så godt, han i sin Vankundighed kunde, thi boglærd og kyndig i Kirkens Lære var han ikke. I den Grad drev hans Lyst til at grundlægge Religionen ham til at påtage sig en Lærers Gjerning, skjønt det både skortede ham på Snille og Øvelse. Men det sunde Lægemiddel, som det friske Hoved således greb til, skjød de tørre og gjenstridige Lemmer fra sig, thi Folket, som elskede den gamle Tro, vilde ikke låne den ny lærvilligt Øre, var led ved den fremmede Gudsdyrkelse og holdt ivrig fast ved den fra Fædrene nedarvede. Så gav Gud for at forherlige sit Navn Kongen, der var opsat på at udbrede Religionen, men ikke mægtede det, en udmærket forstandig og from og derhos overmåde boglærd Mand ved Navn Pope til Medhjælper ved dette herlige Arbejde. På det offentlige Ting, der holdtes ved den Havn, som kaldes Isøre på Grund af den megen Is, der findes i den, gav Pope, da han ikke ved sin Tale kunde få Danskerne til at antage Troen, ved et uimodsigeligt Tegn det sikreste Vidnesbyrd om, at det var sandt, hvad han forkyndte, og stadfæstede sin Læres Troværdighed ved et stort og helligt Jertegn. Han spurgte dem nemlig om de vilde lyde hans Formaninger, hvis de så' ham tage gloende Jærn i Hånden uden at lide nogen Skade derved, og da alle svarede, at i så Fald vilde de ganske sikkert lyde ham, bød han dem skaffe en gloende Jærnhandske, og den stak han Hånden i helt op til Albuen, bar den strax uforfærdet således om iblandt dem alle og kastede den for Kongens Fødder, og så viste han dem til alles ærefrygtfulde Forundring, at hans Hånd i ingen Måde havde lidt Mén, men var ganske uskadt og uforandret. Ved dette underfulde Syn fik han dem, som ellers var ubøjelige, til at falde til Føje, og den Fare, han havde udsat sig for, blev således ikke en Hindring for hans Formaninger, men en Prøve, der bestyrkede dem, thi ved den dristige Standhaftighed, hvormed han opfyldte sit Løfte, overvandt han jo visselig selve Naturen. Ved denne berømmelige Undergjerning bibragte han endog til evige Tider vort Folk Kristendommen. En Følge heraf blev også, at Danskerne afskaffede den Skik at holde Tvekamp og besluttede, at de fleste Rettergangssager skulde afgjøres ved Jærnbyrd, idet de holdt for, at Sagernes Prøvelse rettelig burde henskydes under Guds Dom fremfor at henvises til Kamp imellem Mennesker. Til Løn herfor blev Pope af Ærkebiskop Adeldag i Bremen gjort til Biskop i Århus, hvortil han så vel ved sit Liv som ved sine Gjerninger var overmåde værdig. Den samme Værdighed tildeltes Henrik i Slesvig, Lefdag i Ribe og Gerbrand i Roskilde; i den Grad fremmede den gudfrygtige Konge med den nøjeste Overholdelse af Religionens Forskrifter Kristendommen ved at beskikke nye Præster og forherligede den ved at bygge Kapeller og Kirker. Hidtil havde de nævnte fire Hjemsteder for Gudsdyrkelsen måttet nøjes med Forstandere, der var hentede udenlands fra, og af Mangel på Bisper tagne blandt Landets egne Børn havde det mere beroet på Tilfældet end på en fast Regel, hvem der kom til at beklæde Bispestolene.

Ikke mindre udrettede i Norge Bernhard, der var draget derover fra England, ved sine gavnlige Formaninger. Dog var Olaf, Kongen dèr, så opsat på at tage Varsler af Fuglenes Skrig og anden Tegnudlæggelse, at han, som vel havde modtaget den hellige Dåb, men kun i ringe Mål havde tilegnet sig den sande Gudsdyrkelses Begyndelsesgrunde, ikke ved noget Forbillede på Fromhed eller nogen Lærdom og Formaning var til at afholde fra at rette sig efter Spåmændenes Forskrifter og udforske Fremtiden ved Hjælp af dem, der gav Agt på Fuglene. Han var derfor blottet for virkelig Fromhed og havde kun fået Skyggen af den og gjorde selve det Skin af Kristendom, han havde påtaget sig, til intet ved sin falske Overtro. Samme Biskop Bernhard fik ved sin Nidkjærhed Kong Olaf af Sverige til at omvende sig til Kristendommen og hædrede ham ved at give ham Navnet Jakob til Ære for den Fremgang, han gjorde i Troen; om det var ham eller Biskop Unne af Bremen, der fik denne Konge til at antage Kristendommen og lade sig døbe, ved jeg dog ikke for vist. I de Dage blev Kirken i Lund bygget, og Gudstjenesten dèr forvaltedes under Roskildebispen Gerbrands Overhøjhed. For øvrigt ligger Unne begravet i den fra gammel Tid af navnkundige By Birka, Bernhard i Gravhvælvingen i Lund.

Imidlertid bejlede Kong Olaf i Norge, som endnu var ugift, dreven af Begjærlighed efter at vinde Navnkundighed og bemægtige sig Danmark, til Dronning Sigrid for at opnå Sveriges Bistand. For nu ikke at udsætte sit Land for at blive angrebet fra to Sider af to Kongers forenede Hære, betjente Svend sig af en overmåde snild List. Han fik nemlig to forslagne og dygtige Hirdmænd til at drage til Olaf og bede ham om Beskyttelse, idet de foregav, at Svend havde gjort dem fredløse. Han tog venlig imod dem, som han plejede over for landflygtige, og da de var komne på en fortrolig Fod med ham, skjønnede de, at nu kunde de sætte deres Forehavende i Værk, og begyndte vidt og bredt at lovprise Thyra samtidig med, at de talte ondt om Svend, og lige så ivrige de var til at smæde Faderens Vandel, lige så ivrige var de til at rose Datterens Dejlighed. I den Grad løj disse foregivne landflygtige skammelig under Venskabs Maske. Egget af al den Tale om hendes Fagerhed lod Olaf sig overtale af dem til at skikke Sendemænd til Svend for at bejle til hende, og da de blev stedede for Svend, lovede han dem, at Bejleren skulde få hende til Ægte. Det Budskab blev Olaf overmåde glad for, thi han mente, at det var fornøjeligere at holde Bryllup med en Ungmø end med en, der havde været gift før, var opsat på at tage en Jomfru i Favn og kunde ikke finde sig i at slide sin Ungdom hen med en Enke, og han lagde da heller ikke Skjul på, hvor ringe han agtede den ene, og hvor højt han agtede den anden. Han stævnede nemlig højtidelig Sigrid til sig under Påskud af, at han vilde tale med hende, og bad hende komme over til ham på hans Skib, for at de kunde tales ved dèr. Dronningen vægrede sig længe ved at opfylde hans Bøn for at have et sikkert Værn i sin Blufærdighed, men omsider gav hun efter. Da hun med Nød og næppe havde ladet sig overtale dertil, blev et Bræt, der var ophængt i Kroge, lagt ud som en Bro, ad hvilken hun skulde gå om Bord på Skibet, og da hun trådte ud på det for at gå over til Kongen, blev det trukket bort under hende af Folk, der lå på Lur for det sammes Skyld, og hun styrtede på Hovedet i Vandet. Og Søfolkene nøjedes endda ikke med at have gjort den ophøjede Dronning denne grove Tort, men for rigtig tydelig at lade hende forstå, at de anså hende for et liderligt Kvindfolk, forøgede de yderligere den Forsmædelse, de havde tilføjet hende, ved at give sig til at råbe op og vrinske ad hende. Det var ægte norsk Høviskhed, der, fuld af Svig og Spot, ikke undså sig ved at lokke en fornem Kvinde, der kom i god Tro, i en skammelig Fælde, træde en ærbar Kones Ære forsmædelig under Fødder og give hende Skam til Tak for hendes Kjærlighed. Hvo, som viser det Folk Godhed og Venlighed, må sandelig være belavet på at få alt andet end Tak derfor. Dronningen, som nær havde sat Livet til ved den farlige Medfart, slap med Nød og næppe i Land, medens Svenskerne stod og skammede sig. Da hun omsider var kommen til sig selv igjen, skjønnede hun, at Kongen havde handlet imod hende, som om hun var et liderligt Kvindfolk, og den Tort kunde hun ikke bære i Tavshed, men overøste ham med alle de Trusler, hun kunde, for den skjændige Måde, han havde behandlet hende på, thi da hun var bleven krænket på det hårdeste på to Måder, dels ved den Fare, hun var bleven udsat for, og dels ved den Tort, der var overgået hende, kunde hun ikke rolig finde sig i den Forsmædelse, hun havde lidt, idet hun, en fuldkommen ulastelig Dronning, var bleven gjort til Spot og Spe af en uforskammet Bejler. Således berøvede den snilde Fyrstes Skarpsindighed, som han med beundringsværdig Forslagenhed havde forstået at skjule, Olaf den Hjælp, han havde håbet på, og han var tillige klog nok til at skaffe sig den selv; thi Svend bejlede strax til Sigrid og fandt hende lige så venlig sindet imod ham, som hun var hadefuld imod Olaf; han hævnede også snildt den Tort, der var overgået hans Hustru, ved at nægte Olaf sin Datter. Da nogen Tid var leden, fødte Sigrid ham en Søn Knud.

Således gik Olaf glip af to ypperlige Ægteskaber, idet han letsindig stødte den ene Brud fra sig og derved gjorde sig fortjent til, at den anden stødte ham fra sig, så han kunde også takke sit Overmod imod den ene for, at han mistede den anden. Da han nu vidste, at Svend ikke plejede at have Held med sig i Krig, tog han ikke hans Styrke, men kun hans kranke Lykke i Betragtning, udrustede en ypperlig Flåde og beredte sig til at hævne sig med Våbenmagt. Svend kaldte sin Stifsøn til Hjælp og holdt Søslag med Fjenden. I dette kæmpede på Olafs Side en Bueskytte ved Navn Ejnar, der var stor af Væxt og såre forfaren i sin Kunst; han spændte sin vidunderlig store Bue med sådan Kraft, at ingen Ting var så hård, at den kunde modstå de Pile, han afskjød med den; som Følge af den Fart, hvormed de kom, gik de igjennem alt, hvad der kom i Vejen for dem. En Pil, der ramte Skibsmasten, banede sig således ved den Kraft, hvormed den var afskudt, Vej igjennem den, gik derpå igjennem Kongens Skjold og så ud igjennem en Skibsplanke, og det var knapt nok, at den standsede i Farten, da den kom ned i Vandet. Han alene formåede derfor at gjøre Fjenden større Skade end alle hans Stalbrødre tilsammen, og hertil kom, at han skjød så sikkert, at alt, hvad han sigtede på, ramte han. Svend blev forskrækket for denne vældige Bue og mere bange for den ene Træskinne end for hele Fjendens Flåde, og da han så', at det eneste Middel til Frelse var at få den ødelagt, bød han dem af hans Folk, der var forfarne i Bueskydning, hellere at skyde på Buen end på Skytten selv, opsat på at kæmpe med større Tryghed, når Buen først var ødelagt. Da hans udsøgte Skytter nu kappedes om at lade deres Pile hagle ned over den, traf det sig så, at en af dem ramte Buen og således berøvede Bueskytten Lejlighed til yderligere at vise sin Færdighed og Fjenden Sejren. Da Buen brast, gav den et vældigt Brag, og bestyrtet herover spurgte Olaf, hvad det var, der brast, hvortil Ejnar svarede: "Det var Norges Rige, der brast af din Hånd"; han mente nemlig, at hans Bue var Kongen til større Hjælp end Hæren, og forudsagde ved sit fyndige og kløgtige Svar Kampens Udfald, og det gik da også, som han spåede, Buens Ødelæggelse varslede virkelig Nordmændenes Nederlag. Olaf foretrak selv at gå i Døden frem for at falde for Fjendehånd og sprang derfor over Bord i sin fulde Rustning, som om han gladelig gav Afkald på Livet, når han blot slap for at se Fjenden som Sejrherre. Da Svend havde fået Bugt med sine Fjender, var han ivrig efter at overtale dem til at underkaste sig, som han havde drevet på Flugt med Våbenmagt, hvorfor han med Venlighed tiltalte dem, over hvem han havde vundet en herlig Sejr, og han anså det ikke for at være hans Ære for nær at slutte Fred med de overvundne. Da det ikke var ham nok at have underlagt sig Norge, drog han derpå til England, hvor han sluttede den Overenskomst med Adelsten, at han ved hans Død skulde arve Riget og Kongeværdigheden efter ham.

På den Tid fulgte Rimbrand efter Pope, Markus efterfulgte Henrik og Fulbert Lefdag på Bispestolen. Efter Fulbert blev Odinkar Hvide, en Mand af den fornemste Herkomst Biskop. Han var så rundhåndet over for Gud, at han ikke beholdt det mindste af sin rige Fædrenearv tilbage for sig selv, men helt og holdent anvendte den til Kirkens Fornødenheder og berigede mange Kirker, som hidtil intet havde ejet, ved at tillægge dem store Jordegodser, så at de ypperste Byer i Jylland har hans fromme Gavmildhed at takke for næsten al den Jord, de ejer. Således sørgede han mere for Troens Fremme end for sit eget vel og søgte hellere en fast og varig Ære end en flygtig, beredte ved i Timeligheden at give Afkald på sit Gods sin Sjæl evig Glæde og vilde hellere selv undvære sin Fædrenearv, end at Kirken skulde savne Midler, hvorfor han overlod sin Arv til ham, om hvem han vidste, at han gjengjælder fromme Gaver med varige Goder. Og han nøjedes ikke med at skjænke sit Gods til Kirken, men udøvede derhos alle Slags Dyder og føjede til sine Velgjerninger i Henseende til jordisk Gods også al den Gavn, et dydigt Liv medfører. Han drog til Sjælland og Skåne for at forkynde Guds Ord og bidrog vidunderlig til at udbrede den sande Lære, og for ikke mindre at gavne Sjælene end Legemerne var han lige så ivrig til at udbrede Religionen, som han havde været til at berige Kirken, som han havde skjænket sin Fædrenearv, og som han også var rede til at lade Livet for.

Mæt af Dage og træt af Livets Gjenvordigheder anvendte Svend Resten af sin Levetid til utrættelig at tjene Herren, hans Gudsfrygt holdt ud til det sidste, og fri for al Forulempelse af Mennesker døde han i den fuldkomneste Lyksalighed. Tvende Norner havde delt hans Skæbne imellem sig, thi den omskiftelige Lykke bragte ham vexelvis Spot og Hæder, gjorde ham fra Konge til Fange og fra Fange til landflygtig. Hvem skulde have troet, at han fra Kongetronen skulde komme i Slavernes Lænker, og hvem skulde på den anden Side have troet, at han fra Slavernes Lænker skulde vende tilbage til Tronen? Men han blev alligevel fra Konge Fange og fra Fange atter Konge. Således måtte han snart regnes blandt de ulykkeligste og snart blandt de lykkeligste Mennesker og fik under Skæbnens Omskiftelser sin fulde Del både af Lykke og Ulykke.

Knud

Da Svend var død, vilde Englænderne og Nordmændene ikke længere finde sig i at stå under fremmedes Herredømme, men anså det for bedre at vælge Konger blandt deres egne end at låne dem fra deres Naboer; de faldt derfor fra Danmark, og Edvard blev Konge i England, Olaf i Norge. Knud, som nu sad på Tronen i Danmark, turde, så kort efter at han var kommen til Styret, ikke gå imod den overmåde store Styrke, de havde, og han lod derfor, som om han ikke tænkte på at gjenvinde de Riger, hans Fader havde hersket over, hvilket han dog ingenlunde havde opgivet, og for dog ikke at holde sit Herredømme helt inden for Danmarks Grænser besluttede han først at angribe Slavenland og Semberland som de Riger, han lettest kunde få Bugt med; Svend havde nemlig, fordi han var bunden af sin Ed, ikke turdet underkue Slaverne, skjønt de havde tilføjet ham grov Overlast, og Semberland, som Hakon havde undertvunget, var faldet fra Danskerne, da han var død, og nu lå det Knud som den, Daneriget var gået i Arv til, ivrig på Sinde at hævne den Overlast, hans Fader havde lidt, på Slaverne og at straffe Semberne for deres Frafald. Han vidste også godt, at gode Evner styrkes til at tage fat på større Ting ved først at forsøge sig på mindre, og han var derfor opsat på ved selve Begyndelsen af sin Krigerbane at indvie sin Ungdom med en ypperlig Bedrift. Men derfor tøvede han heller ikke med at angribe de frafaldne Lande, men gik måske så meget kraftigere løs på dem, fordi, jo mere Erfaring tapre Mænd vinder, des dristigere anvender de den til udmærkede Bedrifter. Da han havde opnået sin Hensigt, og hans Forhåbninger havde fået Næring ved to glimrende Sejrvindinger, besluttede han nemlig at vinde den tredje Sejr over Englænderne, og for at det kunde gå raskere fra Hånden, skjulte han det Had, han nærede til Olaf, der havde bemægtiget sig Norge, og fik ham tillige med hans Broder Harald til at gribe til Våben imod den engelske Konge, der ligesom den norske Konge var falden fra Danmark -, visselig et lige så snildt som farligt Påfund, at bruge den ene Fjende imod den anden og få dem, der havde gjort fælles Sag i Henseende til Ærgjerrighed, til at bekæmpe hinanden med Våbenmagt. Da det nu kom til et overmåde hidsigt Slag imellem den danske og engelske Hær, var der en Mand ved Navn Thymme, en Sjællænder af Herkomst, som, da han så', at hans Landsmænds Bannere var stærkt i Færd med at vige for Fjendernes Angreb, tog en liden Gren, han tilfældigvis fik fat på, og gjorde den fast på sin Lanse; idet han nu brugte den som Banner og istemte det Kampråb, Knuds Krigsfolk plejede at opmuntre hverandre med, fik han, som en Forkæmper, Lykken stod bi, Fylkingerne, som allerede var begyndt at flygte, til at vende om. Således blev han, ikke så meget ved sit Banner som ved sit Mod, en heldbringende Bannerfører for sine Landsmænd og gjenrejste Danskernes vaklende Lykke, så den ikke svigtede, men førte til Sejr, idet han ikke blot selv lagde det største Mod for Dagen, men også gjengav sine Stalbrødre deres, da de næsten havde opgivet det. Efter denne berømmelige Dåd fik han senere Tilnavn, og Kongen hædrede ham derhos efter Fortjeneste for hans Tapperhed ved at gjøre ham til Høvidsmand. Danskerne, som havde mistet en Bannerfører af den fornemste Byrd, skammede sig da heller ikke ved, idet de atter tog Mod til sig, at følge en Mand af ringe Stand, der viste dem Vejen til Frelse, hvilket førte til et lige så herligt Udfald, som det så' uanseligt ud. Da Edvard nu så', at hans Folk havde tabt Modet, og at den Tapperhed, den danske Hær gik frem med, ikke var til at modstå, opgav han Kampen og sluttede den Overenskomst med Fjenden, at så længe han levede, skulde Knud have Hælvten af Riget i Fællig med ham, og når han døde, skulde han arve det hele. Således opnåede Sejrherren af den overvundne, at han i sin Levetid gjorde ham delaglig i Riget og indsatte ham til Arving af det hele efter sin Død. I de samme Dage blev Knud indtagen i en overmåde fager Kvinde ved Navn Alvine, som var Olafs Frille, og krænkede hende, og hvad enten det nu var, fordi Knud havde røvet ham hans elskede, eller fordi han sveg ham for den Del af England, han havde lovet ham, satte Olaf Hensynet til det fælles Krigstog til Side for den Krænkelse, han selv havde lidt, og drog, da Krigen var til Ende, lige så bedrøvet som vred hjem til Norge, idet han ikke holdt det for mer end billigt, at han forlod den, der så skammelig havde forurettet ham.

Syv År efter kom der en Gang nogle Mænd ind i Hallen, hvor Knud sad ved Måltidet, og hilste ham som Konge over hele England. Han troede, at det skulde være en underfundig Bebrejdelse for den Overenskomst, han havde sluttet med Edvard, og svarede, at den skammede han sig ikke over, men han blev rød i Hovedet af Harme, thi han mente, at de sagde disse Ord for at drive Gjæk med ham. Så åbenbarede Mændene uforsigtig den blodige Gjerning. de havde begået, og pralede af, at de havde myrdet Edvard, i den Tro, at de derved vilde tækkes Kongen, medens de i Virkeligheden opflammede ham til den heftigste Vrede derved. I Steden for, som de havde håbet, at belønne dem lod Knud dem strax hænge som Højforrædere og straffede således deres afskyelige Misgjerning på den forsmædeligste Måde, thi skjønt han indså, at han var bleven befriet for en farlig Modstander, foretrak han dog at straffe Misdæderne for deres Brøde fremfor at takke dem for den Nytte, de havde gjort ham. Andre siger, at Knud hemmelig havde givet Befaling til at dræbe Edvard, og at han nu bød, at Morderne skulde straffes, for derved at bortlede Mistanken fra sig selv, idet han holdt for, at han for at få Folk til at tro, at han var uskyldig og ikke havde Del i den Misgjerning, måtte lade dem, der havde øvet Udåden, undgjælde på det hårdeste. Dog berøvede denne Tildragelse i Førstningen Knud en Del af den Kjærlighed, hans Hirdmænd havde til ham. Efter nu at have erhvervet Herredømmet over England tog han sig for at slutte Venskab med sine Naboer, ægtede Normannerhertugen Roberts Datter Emma og gav hans Broder Richard sin Søster Estrid til Ægte. Med Emma avlede han Knud og Gunhild og knyttede således de to Folk sammen i Samdrægtighed ved Blodets Bånd.

For øvrigt forøgede han sin Hær med ypperlige unge Krigere, og for så meget snarere at få samlet en dygtig og kampberedt Hird tilbød han tapre Mænd såre høj Sold, idet han holdt for, at hans Riges Hæder og Ære ikke så meget vilde komme til at bero på hans Krigsfolks Antal som på deres Mod og Manddom, og kjække Krigere, som altid lokkes til at søge Ære, når der også er Løn at vinde, kappedes om at strømme til hans Hird. Denne Gavmildhed lokkede også en Svensker ved Navn Ulf, en Mand, som var mere svigefuld end tapper, til at tage Krigstjeneste hos ham. Da jeg nu tilfældigvis er kommen til at nævne ham, vil jeg kortelig gjøre Rede for hans Herkomst. En Mand i Sverige havde en fager Datter, som en Gang var gået ud at lege med sine Terner. Så kom der en overmåde stor Bjørn, som jog hendes Piger på Flugt, greb hende selv og bar hende ganske lemfældig i sine Labber til sit Hi i Skoven. Ved Synet af hendes dejlige Skabning påkom der ham imidlertid en hel anden Lyst, han blev mere opsat på at favne hende end på at æde hende, og hun, som han havde taget for at sønderrive hende, blev nu Gjenstand for hans skammelige vellystige Attrå, thi fra Røver blev han strax forvandlet til Elsker, glemte sin Sult og favnede hende. Og for at sørge så godt, han kunde, for hende med Levemåde gjorde han jævnlig Strejftog i Nabolaget og røvede Kvæg, og hun, som hidtil kun havde været vant til lækre Retter, måtte nu vænne sig til at spise blodigt Kjød. I den Grad gjorde den fangne Piges Dejlighed det af med Røverens vilde Grumhed, at hun så' ham, som hun havde været bange for tørstede efter hendes Blod, begjærlig efter hendes Kjærlighed, og at han, som hun havde frygtet for strax vilde æde hende, bragte hende Føde. Hvor når ikke Kjærligheden hen, og hvad får den ikke Bugt med? Den kan endogså få grumme Vilddyrs Ædelyst til at vige for Vellystens Bud. Omsider blev Hjordens Ejer kjed af at miste alt sit Kvæg; han passede på, omringede Udyret med Hunde, satte af al Magt efter det under Glam og Hujen og forfulgte det til dets Hi, hvor det holdt Pigen forvaret, idet hun var omgivet af uvejsomme Sumpe og hvor der stadig var mørkt som Følge af de indfiltrede Grenes tætte Løv. Her blev Dyret strax omringet af Jægerne, som gjennemborede det med deres Spyd. Naturen magede det i sin Kjærlighed snildelig så, at Frugten af denne hæslige og unaturlige Parring ikke blev så fæl at se til, som man kunde have ventet; det Utyske, Bjørnen havde avlet, fødte hun på sædvanlig Måde, og Dyrets Blod skjultes under menneskelige Ansigtstræk. Drengen blev af sine Frænder kaldt Bjørn efter sin Fader, og da han var kommen til Kundskab om sin sande Herkomst, tog han en blodig Hævn over sin Faders Banemænd. Hans Søn Thorgils Sprageleg trådte i alle Måder i sin Faders Fodspor, hvad Dyd og gode Sæder angår; hans Søn igjen var Ulf, hvis Sind svarede til hans Herkomst, idet hans Tænkemåde stemte med det Blod, han havde arvet fra sin Stamfader.

Så vender jeg efter dette Sidespring tilbage til, hvor jeg slap. Da Olaf og hans Broder Harald stærkt truede Danskerne, angreb Knud Olaf med en engelsk Flåde og nødte ham til at gå i Landflygtighed til sin Svigerfader Gerithaslav, der var Høvding i Østerleden, og efter at have gjenvundet Norge vendte han hjem og jog sin Svoger Richard af Landet, fordi han bar det grummeste Had til hans Søster, men Søsteren lod han drage til Sjælland og gav hende kongelig Magt og Myndighed over den Landsdel. Imidlertid var Svenskekongen Olaf død og bleven efterfulgt af Omund, som fik Tilnavn af, at han levede så længe. Ved dette Dødsfald fattede Olaf af Norge Håb om at kunne gjenvinde sit Rige, eftersom Knud ingen Hjælp kunde få af sin Broder mere og havde mistet den bedste Del af sine Krigsfolk, hvorfor han efter at have fået Hjælp fra Svenskerne dristig bemægtigede sig Herredømmet i Norge. Ved heldbringende Love førte han sit Folk, som hidtil ikke havde vidst af Lov og Ret at sige og levede spredt og med rå Sæder, til en bedre Levevis, og disse gamle Love holdes endnu den Dag i Dag højt i Ære af Menigmand i Norge. Og ikke mindre Berømmelse indlagde han sig ved det mindeværdige Vidnesbyrd, han gav om, hvor nidkjær han var til at følge Religionens Forskrifter og ære Gud. Da han nemlig en Søndag af Ubetænksomhed sad og snittede med en Kniv i et Stykke Træ, og de, der var til Stede, gjorde ham opmærksom på, at det stred imod Religionen, sankede han strax Spånerne sammen, og af Had til sin Hånd, fordi han ved dens Hjælp havde begået denne Synd i Tankeløshed, stak han Ild i dem og lod dem brænde Hånden, han holdt dem i, idet han således straffede den Synd, han havde begået af Uagtsomhed, med en hård Pinsel. Så nøjeregnende var han i at overholde selv Religionens mindre vigtige Bud, at han ikke betænkte sig på at pålægge sig selv en pinlig Straf for en sådan Overtrædelse, thi da han var forvisset om, at der ventede dem, som forsyndede sig, Straf i Helvede, vilde han forebygge den hårdere Pinsel ved en lettere og holdt det for sikrere med tålmodig Standhaftighed at hærde sin Hånd til at lide Straf strax end at Sjælen skulde være i Angst og Vånde for den Straf, der ventede den i Fremtiden. Således mente han, at han ikke burde tilgive sig selv, for at ikke andre derved skulde afholdes fra at frygte Gud, og led sin Straf, for hvad han uden Synd havde kunnet lade være at ænse, og skjønt han havde kunnet undskylde sin Forseelse med Uagtsomhed, angrede han den strax, for ikke at bedrage Gud, stærkere, end han havde haft nødig, og vilde hellere, at Straffen, han underkastede sig, skulde være et Vidnesbyrd om hans Forbedring, end at det, at han unddrog sig Straf, skulde være et Vidnesbyrd om Brøde. Ved denne sin store Klogskab og Gudsfrygt viste han således, at han mere tog Hensyn til Religionen i det hele taget end til sin særlige Forseelse. Denne Dåd skaffede ham på Grund af dens omsigtsfulde Fromhed, den bar Vidne om, et Tilnavn, der vil bevares til evige Tider. Fremdeles var han de fattiges Tilflugt og de umyndiges Værge, viste Gejstligheden Ærbødighed og kom alle dem til Hjælp, som havde lidt Skade og Overlast, og derhos flød der af hans Bryst som af en Gavmildhedens Kilde adskillige andre Dyder. Dette får være nok sagt, thi hans Fromhed, som Kirken har givet ham Helgennavn for, trænger ikke til Ros af nogen enkelt Mand.

Ulf var imidlertid bleven optændt til det stærkeste Had imod Knud, fordi Kongen lagde så megen Vind på Dyd og Tapperhed, men da han ikke trygt kunde lade sit Fjendskab komme for Dagen, skjulte han sin Svig under Nidkjærheds Maske for så meget kraftigere at kunne spinde sine Rænker imod ham. Da Svenskerne jævnlig brød ind i Skåne, var han nemlig den første til at bede om Lov til at drage derover for at holde dem i Tømme, og da denne Begjæring var bleven ham tilstået, bad han om at få Brev med Kongens Hånd og Segl med til Estrid, hvori det pålagdes hende at gjøre, hvad han bød. Da han havde fået det, gav han sig strax til at bejle til Estrid, så at han i Steden for, som det var pålagt ham, at føre Krig kun talte om Giftermål og foretrak at optræde som Elsker frem for trofast at røgte det Hverv, der var blevet ham overdraget. Estrid, som troede, at han handlede i Overensstemmelse med hendes Broders hemmelige Bud, modsatte sig ikke, da han blev ved at trænge på. Således forvanskede denne snedige Høvding det Hverv, der var blevet ham overdraget, og skuffede, dreven dertil af den Avind, han havde fattet, med sin slebne Tunge, som han var en Mester i at bruge, den godtroende Broder og Søster og fik hildet dem i sit Forræderis skjændige Garn, hvorpå han erklærede Danmark Krig og dristig kom åbenlyst frem med, hvad han hidtil havde dækket over med Svig. Men for at Knud ikke skulde hævne sig på ham, når han kom til Danmark, drog han med sin Hustru til Sverige for at undgå sin fortjente Straf. Dèr pønsede han stadig på, hvorledes han skulde bære sig ad med at udføre sit Forsæt, at falde ind i Danmark og fik Omund og Olaf til at gå med til hans Forehavende, idet han foreslog denne at angribe Sjælland med en Flåde, hin at angribe Skåne med en Hær og lovede, at han selv vilde komme til med en Flåde fra Sverige. Da dette Anslag rygtedes, sejlede en Mand ved Navn Hagen, som var Kongen overmåde hengiven, fra Landsbyen Stangby over til ham, så hurtig han på nogen Måde kunde, og åbenbarede ham det hele og lagde således ved sin ædle Adfærd for Dagen, hvor højt han elskede sin Konge og sit Land. Da Kongen havde fået Tidenden om denne store Sammenrottelse, fulgte han strax, ledsaget af en Hær, med den, som havde bragt den, og for at Hagen ikke skulde kunne sige, at han intet havde fået, fordi han havde påtaget sig den lange og farlige Sejlads, skjænkede han ham til Belønning to Jordlodder i Skåne.

Imidlertid havde Olaf befalet sin Flåde at blive liggende i Ro under en af Øerne og havde selv med et godt og hurtig sejlende Skib begivet sig til Sjælland. Der stævnede han Ting og opfordrede med al den Veltalenhed, han kunde opbyde, Almuen til at gå ham til Hånde, idet han snart lokkede for dem alle på én Gang, snart for de enkelte hver for sig med søde og fagre Ord, idet han holdt for, at den Magt, han nåede ved at give gode Ord, var mere at lide på end den, han tilkæmpede sig. En af de Ældste svarede ham snedig på den venligste Måde, så han fattede stort Håb om, at han vilde få Almuen til at være ham til Vilje, men det var jo kun Forstillelse. Medens Kongen og Almuen nu således skiftede Ord, kom der en af Spejderne nede fra Stranden og meldte, at der kom nogle store Skibe sejlende ind imod Land. Da Olaf blev noget urolig herover, sagde den gamle, som ventede Kong Knud, at de Skibe skulde han ikke være bange for, det var blot Kjøbmandsskibe, der, som de havde for Skik, førte Varer til Landet; han mente nemlig, at man ikke kunde få nogen bedre Lejlighed til at overvælde Fjenden, end når man skjulte sit Had under Venligheds Maske og holdt Håbet oppe i ham med løs Snak. Da der atter kom Bud om det samme, fik han også Bugt med Kongens Frygt ved at forsikre ham, at der ingen Fare var; men til sidst fattede Olaf Mistanke til hans Ord og sendte en Spejder ned til Stranden med Pålæg om at komme på det rene med, om det var Knud, eller det var Kjøbmandsskibe, der så' ud som en Krigsflåde. Da Spejderen kom tilbage og sagde, at Havet vrimlede af Krigsskibe, bebrejdede Kongen den gamle hans Løgnagtighed og afbrød strax Samtalen, men den gamle fastholdt ikke desto mindre, at han kun havde sagt, hvad sandt var, for nu kom de, sagde han, som man kunde tinge med om Danmark med Våben i Hånd. Olaf fik med Nød og næppe Tid til at flygte og søgte, alt hvad Årerne kunde trække, tilbage til sin Flåde. Knud lagde nu strax derefter ind i Havnen og lod sine af Træthed medtagne Rorfolk hvile sig ud den Nat. Af Landsens Folk fik han dèr at vide, at Omund havde besat Skåne med en Landhær, og at Ulf lå i Helgeå med en Flåde. Han drog da selv imod Omund og sendte Flåden over for at bekæmpe dem, der lå i Åen. Da Høvedsmændene på Flåden fik Tidende om, at Omund var bleven slagen i et stort Slag ved Stangbjærg, blev de opsatte på at øve lige så tapper en Dåd, for at det ikke skulde kunne siges, at de havde ligget på den lade Side, medens deres Konge viste sådan Kjækhed. For nu så meget lettere at komme over på den Ø, som Fjenden havde besat, gik de i Land på en anden, som lå i Nærheden af den, og slog Bro midt over Åen; her udvider den sig nemlig, så den mere ligner en stor, stillestående Sø end en Å. Ulf pålagde sine Folk, at de ikke måtte forstyrre Fjenden i hans Forehavende, men blot skyde på ham på langt Hold med Pile og Kastespyd, når han gik over; på den Måde, sagde han, vilde han selv berede sig sin Undergang. Da Arbejdet var skredet langt frem, opstillede Ulf sin Slagorden på den modsatte Bred, som om han vilde hindre Danskerne i at gå over. Da de så' det, blev de blot så meget mere opsatte derpå og gik i store Mængder ud på Broen. Som de nu var sammentrængte der og higede efter at komme til at slås strax, uden at betænke, hvilken farlig Vej de trådte, brast Broen pludselig sammen under dem, og de måtte opgive deres kamplystne Ånd i Bølgerne. Thi, som det plejer at gå under sådanne farlige Forhold, når en igjen kom op over Vandet, var der strax en anden, som greb fat i ham og trak ham ned, så han druknede, så at medens de således hulter til bulter hang fast ved hinanden for at få Hjælp, beredte de hinanden Undergang og drog dem, hos hvem de søgte Frelse, med sig i Døden; tyngede, som de var, af deres Rustninger, kunde de nemlig ikke redde sig ved Svømning. Således forrådte Ulf snarere Danskerne, end han overvandt dem, og opnåede ved Fjendens Letsindighed, hvad han ikke kunde nå ved egne Kræfter, og gjorde det lykkelig af med sine Fjenders urokkelige Tapperhed mere ved at holde sig stille end ved at angribe dem. Nu var han ræd for den Hævn, Danskerne vilde tage for den Dåd, og da han så', at han havde Flåden imod sig på den ene Side og truedes af Kongen på den anden, fandt han, at det var rådeligst at tage sin Tilflugt til List, eftersom det vilde være vanskeligt for ham at klare sig med Magt. Han overvejede nøje, hvorledes han skulde slippe bort, og da han skjønnede, at den eneste Udvej, han havde, var at opgive sin Flåde, lod han de større Skibe blive tilbage og satte om Natten alt sit Mandskab over til den nærmeste Bred med Både, hvorpå han lønlig listede sig bort med det og fik det bragt i Skjul. Da Danskerne ved Daggry, tørstende efter at hævne deres Stalbrødres Nederlag, stormede løs på Fjendens Skibe, fandt de dem blottede for Forsvarere. Kongen bød, at Søen skulde ransages og lod Ligene af de druknede, der blev fiskede op med Kroge og Bundgarn, begrave ved Byen Asum, der ligger ved Åen. Olaf fik han ryddet af Vejen ved at bestikke nogle Nordmænd til at gjøre Oprør imod ham. Således blev denne højsindede Konge angreben af sine havesyge Landsmænd, og de, som udenlands havde kæmpet for ham, rådede ham Bane hjemme. Hans Broder Harald, som frygtede for lignende Troløshed fra sit Folks Side, drog til Byzanz og unddrog sig således ved Landflygtighed i et fjærnt Land sine Landsmænd, hvis Troskab han ikke stolede på.

Da Knud nu således var bleven Herre over sex mægtige Riger, lod han også sin Herligheds Glans lyse over det romerske Rige, thi han gav Kejser Henrik dèr sin Datter Gunild til Ægte, og da hans Svigersøn kort efter blev fordreven ved et Oprør i Italien, kom han ham til Hjælp, underkuede Oprørerne og gjenindsatte ham i hans fordums Velstand. Da han var vendt tilbage fra det Tog, satte han sin ældste Søn Harald over England, Knud over Danmark og Svend, som han havde avlet med Alvina, over Norge, men uden at det gjorde noget Skår i hans egen Magt og Myndighed, thi skjønt han gav hver af sine Sønner et af disse Lande at råde for, forbeholdt han sig ikke des mindre at råde for dem alle tre i Fællesskab med dem og vilde ikke overlade nogen anden den øverste Myndighed. Derhos gav han disse endnu unge Fyrster de tapreste Mænd til Hjælp ved Varetagelsen af deres Gjerning. Noget efter fik Estrid, da hun havde født en Søn, som blev kaldt Svend, sin Broder til for Barnets Skyld at tage hendes Husbond til Nåde igjen, thi den Gunst, Knud havde nægtet Ulf formedelst hans Troløshed, mente han at burde skjænke ham af Hensyn til det Barn, hvis Frænde han var. Han gav endogså Anglernes Statholder Godvin hans Søster til Ægte, opsat, som han var, på at knytte de to Folk til hinanden ved Venskab og Frændskab. Hun fik, efter hvad der fortælles, med ham Sønnerne Harald, Bjørn og Toste. Men Kejseren avlede med Gunild en Søn, hvis Lykke kom til at svare til hans Navn, thi han hed Magnus, hvilket betyder den store. Fra ham siges Tysklands berømmelige Fyrster og ypperlige Stormænd at nedstamme i lige Linie.

På den Tid kom der en overmåde velbegavet vendisk Yngling ved Navn Godskalk til Kongen og gik i Krigstjeneste hos ham. Hans Fader Pribignev, som elskede Kristendommen og forgjæves søgte at få Slaverne, som var faldne fra den kristne Religion, til igjen at antage den, havde, hvad der ellers stred imod Landets Skik, givet ham Læremestre, for at han kunde blive oplært i Videnskaberne, men da han spurgte, at Sachserne, der higede efter at bemægtige sig Slavenland, havde dræbt hans Fader, blev han såre opbragt og vilde ikke lade sit Sind mildne ved at lægge sig efter fredelige Sysler. Han kastede strax Bogen og greb til Våben; for at fremmede Idrætter ikke skulde få ham til at være efterladende med Hensyn til de fra Fædrene nedarvede Skikke, lagde han Bogen på Hylden og gav sig til at være Krigsmand, satte Videnskaberne til Side og vilde hellere være en modig Hævner end en fejg Lærling, idet han holdt for, at det var bedre at anvende sin Sjæls Kræfter på, hvad der krævede Kjækhed, end på, hvad der krævede Flid. Derfor fulgte han mere sin Naturs end sin Lærers Tilskyndelser, og efter omsider at have hævnet sin Fader tog han Tjeneste hos Knud. Således blev denne unge Mands Sind på selve Lærdomstemplets Tærskel sporet af Grumhedens Brod og kunde ikke bekæmpe den Hårdhed, der var ham i Kjødet båren, end de Begyndelsesgrunde af Videnskaberne, han havde tilegnet sig.

På den Tid skal der, efter hvad der berettes, være foregået Bispeskifte i Danmark. Avak fulgte nemlig efter Gerbrand og Odinkar den yngre blev Biskop i Ribe.

Knud havde ellers, når han drog om i de tre før nævnte Riger, en Hird på sex Tusind Mand fordelt på tresindstyve smukt udstyrede Skibe, som hvert rummede hundrede væbnede Mænd. Om Sommeren lå den ude for at værge Riget, om Vinteren plejede han at lade den gå i Borgeleje; sin Sold fik den månedsvis.

En Gang, da den højhellige Fest skulde fejres til Minde om, at Verdens Skaber lod sig føde til Verden for at dele sin Udødelighed med os, havde Knud budt Ulf til Gjæstebud i Roskilde, og da denne havde drukket sin Forstand bort, gav han sig, for at forherlige sig selv, til om Natten at synge Viser om det Nederlag, Knuds Krigsfolk for ikke så længe siden havde lidt, da de druknede i Helgeå. Kongen mente, at han herved åbenbart lagde ham til Last, at han havde udsat sine Folk for Fare, blev heftig opbragt over hans Smædesang og fandt, at det var under hans Værdighed at have en Mand til Gjæst, om hvem han vidste, at han havde berøvet ham hans ypperste Kæmper. Han bød derfor de tilstedeværende midt under Gjæstebudet at dræbe Ulf, og således fik han den Straf, han ærlig havde fortjent for sin kåde Tunge, og medens han drukken mindedes andres Død, sang han sig sin egen Død til og fyldte de Bægre, han havde tømt så begjærlig, med sit eget Blod. Han havde virkelig også fortjent at komme til at tømme en besk Skål i Steden for en, der smagte ham vel. eftersom han så kådmundet gjorde sig en Ære af at have været Skyld i, at Kongens gjæveste Mænd måtte lade Livet. Da det var gjort, gav Knud sin Søster som Bod, fordi han havde krænket Frændskabet og gjort hende til Enke, to Stykker Land, hvoraf hun senere skjænkede Tiende til Helligtrefoldighedskirken, som holdes højt i Ære i Roskilde.

Der strømmede mange Krigsfolk til Knud, og de var nok så besværlige ved deres Sindelag som ved den Sold, han måtte udrede til dem. De fleste af dem havde nemlig mere af Kræfter end af gode Sæder, og de, som havde udmærket sig i Krig, så' med Foragt ned på, hvad der sømmer sig i Fred, så at de, der var ypperlige uden for Landets Grænser, syntes fæle hjemme, og der næsten ikke var én at finde, som på én Gang var en tapper Mand og et skikkeligt Menneske. Derfor var også adskillige ligefrem skadelige at have ved Hove formedelst deres Vold og Kiv. Da Kongen skjønnede, at de var så overmåde forskjellige i Henseende til Landsmandskab, Sprog og Sind, thi de dreves af forskjellige og indbyrdes stridige Tilbøjeligheder, somme af Kådhed, somme af Misundelse og somme af Vrede, udstedte han en i de nøjagtigste Bestemmelser affattet overmåde nyttig Hirdskrå, der kunde gjøre Ende på den af så mange Forskjelligheder flydende Splid og lære Krigsfolkene, hvad der sømmede og skikkede sig. Han overvejede på det omhyggeligste denne Sag, og vejledet af de Råd. han fik af Ope Sjællænder, der overgik alle andre i Klogskab og Myndighed, undertrykte han alt Had mellem Stalbrødrene, for at Splid inden Rigets Grænser ikke skulde forstyrre Freden uden for dem, og pånødte så at sige de urolige Krigsfolk Broderkjærlighed ved at tvinge dem til at overholde Lovene. Og for at knytte Tapperhed og Høviskhed sammen fik han de tapreste Krigere til at antage de smukkeste Sæder, opsat, som han var, på at udrydde alle tøjlesløse og trættekjære Mennesker fra sin Hird, som man tømmer det skidne Bundvand ud af Kjølrummet i Skibet. For altså at holde uhøviske Mennesker borte fra Hirden fastsatte han, at hver Kriger skulde have sin bestemte Plads ved Bordet, efter som han havde tjent til, så at den skulde sidde øverst, som havde tjent længst; han holdt det nemlig for billigt, at den, som var gammel i Tjenesten, fik en Hædersplads ved Bordet. for at det ikke, når de sad der i Flæng, skulde få Udseende af, at der ingen Forskjel var på deres Fortjenester. Hændte det, at en kom for sent, fordi han af en eller anden Grund var bleven forsinket, skulde hans Kammerater gjøre Plads til ham imellem sig. Var de kommen til at sidde så tæt sammen, at den, der kom sidst, ikke kunde få Plads, fordi der var for mange til Bords, skulde den, der havde taget hans Plads, rejse sig og indtage den næste, idet hans Sidemand igjen indrømmede ham sin Plads, og således skulde de gjensidig gjøre Ære af hinanden ved at rejse sig, indtil alle Bordfællerne havde flyttet sig ned, og han, der var kommen for sent, havde fået den Plads, der tilkom ham, og den, som sad nederst, måtte så gå fra Bordet. Vilde nogen af Overmod ikke vige fra den Plads, der tilkom en anden, forebragte denne sin Klage for de nærmest siddende og førte dem som Vidner på Tinge imod Sagvolderen, hvoraf Følgen så blev, at den, som trodsig havde forholdt ham hans Plads, forsmædelig blev jaget af Tjenesten. Tre Gange havde Kongen dog Ret til at fritage dem, der havde gjort sig skyldige i denne Forseelse, for Straf, dog kun således, at de for hver Gang, de havde krænket en Stalbroder ved at forholde ham den Plads, der tilkom ham, blev rykket en Plads længer ned ved Bordet. Således havde han nemlig indrettet Loven, at den gik en Middelvej imellem Strænghed og Mildhed, forenede Lemfældighed med Hårdhed, idet den hverken udelukkede Anger eller fritog den, som forså sig, for Straf. Gjorde nogen sig fjerde Gang skyldig i samme Forseelse, blev han vist fra Bordet, hvor de andre Hirdmænd sad, og måtte spise for sig selv og ikke have Krus eller Disk fælles med nogen af sine Stalbrødre. Thi Kongen holdt for, at mere end tre Gange burde ingen have Tilgivelse, så måtte han tage Skade for Hjemgjæld, fordi han så tit havde fortjent sin Straf. Således straffede han Gjenstridighed med Vanære, thi Kongen holdt for, at den, som foragtede Krigeræren, selv gjorde sig uværdig, og at den, som ikke havde tilbørlig Ærbødighed for sine Ligemænd, heller ikke vilde have det for sine Overmænd. På samme Måde straffedes også alle Småforseelser, såsom hvis en skjældte en anden ud eller for at håne ham hældte ham over med Drikke.

For øvrigt plejede Kongen hyppigere at gjøre Brug af sin Sømagt end af sin Landmagt, og når der var Brug for Rytteri, måtte de Krigere, der ingen Heste havde, skiftes til at holde Vagt for at passe på Hestene. De, som, når Hestene skulde vandes, stadig red på deres Stalbroders Hest og aldrig på deres egen, ifaldt ligeledes den oven for nævnte Straf, thi så magtpåliggende var det Kongen. at hans Folk viste den skyldige Ærbødighed, at han mente, at selv de, som forså sig ved i ringe Grad at vise Overmod, burde straffes. Den, som tre Gange, når der blev kastet Neg ind i Stalden, havde budt sin egen Hest Kjærnen og en andens Strået af de fælles Neg, måtte på samme Måde finde sig i at få sin Værdighed forringet eller med Skam forlade Tjenesten. Lige så omhyggelig forbød han dem, når de red deres Heste til Vands, at plumre Vandet for hinanden, så nøje vågede han over, at den ene Stalbroder også i Småting lempede sig efter den anden.

Den, som, medens han var på Post, havde ladet sig således overvælde af Søvn, at man kunde tage hans Klæder eller Våben fra ham, ifaldt den samme Straf, thi den, som ved at sove forsømte at passe den Vagt, han var sat til, ansås ikke for at være Riget til Gavn. Grovere Forseelser gik Loven strængere til Værks imod. Sårede nogen en af sine Stalbrødre med Hånd, Sværd eller Stav, eller rev nogen voldelig noget ud af Hænderne eller rykkede ham i Håret, eller havde nogen lagt Råd op imod Kongen, og det tilstrækkelig blev godtgjort med Vidner, blev han som en grov Forbryder udstødt af Hirden og kom ikke mere til at gjøre Krigstjeneste.

Den, som havde lidt nogen alvorlig Overlast af en anden, lod sig først stede for Kongen og indstævnede Sagen for ham; derpå stævnede han tre Gange Sagvolderen til at møde på Tinge, hver Gang med mindst to af sine Stalbrødre som Stævningsmænd. Var Sagvolderen, som skulde indkaldes for Retten, bosiddende Mand, skulde han en Gang stævnes i sit Hus, to Gange inden Hirden ved sin Plads ved Kongens Bord, ligegyldigt, om han var til Stede eller ikke, men var han ikke bosiddende, skulde han tre Gange stævnes inden Hirden ved sin Plads. Når Retten var sat, aflagde Stævningsmændene, der tillige optrådte som Vidner, Ed på, at de rettelig havde forkyndt Stævningen for Sagvolderen, og at hverken Venskab eller Had drev dem til at tage sig af Sagen. Derpå skulde to aflægge Vidnesbyrd imod Sagvolderen i Hovedsagen, efter at det først var pålagt dem at aflægge Ed på, at de hverken af Venskab for Sagsøgeren eller af Had til Sagvolderen vilde vidne andet, end hvad de havde set og hørt. I Sager, der drejede sig om Forbrydelser imod Kongen, plejede man mest at fæste Lid til, hvad der var hørt, ellers gik Vidnesbyrdene ud på, hvad der var set. Hvad Vidnerne havde udsagt, tilstededes det ikke at tage til Gjenmæle imod, thi deres Beskyldninger kunde hverken rokkes ved, at andre tog Sagvolderen i Forsvar, eller ved hans egen Gjendrivelse, så stor Vægt og Betydning tillagdes der nemlig deres Ord, at det ansås for vanvittigt, ja næsten for gudsbespotteligt at tvivle om deres Sandhed. Sagvolderen kunde altså over for Vidnesbyrdene hverken undskylde sin Forseelse eller godtgjøre sin Uskyldighed med noget som helst Bevis. Heller ikke tilstededes det ham, hvis Sagsøgeren tilbød at aflægge Ed, at sætte sin Ed imod hans. Efter Vidnernes Afhøring fulgte strax Dommernes Kjendelse, der gik ud på, at Sagvolderen som den, der åbenlyst var funden skyldig og nu ikke havde noget at sige derimod, havde forbrudt sit Gods og sin Ære, skulde gå i Landflygtighed og være udelukket fra al Krigstjeneste; hvo, som fjendtlig efterstræbte ham, skulde have sin Ære lige ubeskåren derfor og være fri for al Tiltale. Dommen blev afsagt, hvad enten Sagvolderen var til Stede eller ikke, det hjalp ikke, om han end var langt borte, Vidnerne blev lige fuldt førte og Dommen fældet, og når begge disse to Ting var besørgede. tilstededes det ikke den anklagede at anføre noget til sit Forsvar. Når Dommen var fældet, spurgte Kongen, om de øvrige tilstedeværende godkjendte den, thi selv sad han der blot som Tilhører, idet han havde overdraget Dommermyndigheden til Hirden, da han holdt det for uanstændigt at dømme Mænd, som han selv havde skjænket sin Gunst. Da han bluedes ved at fælde strænge Domme over dem, hvis udmærkede Tjeneste han havde gjort Brug af, henviste han derfor de Sager, der forelagdes ham, til Hirdens Kjendelse og foretrak at lade Tavshed bære Vidne om hans Lemfældighed frem for ved at dømme at give Strænghed til Kjende. Når Krigerne havde svaret, og alle enstemmig havde godkjendt Dommen, plejede den domfældte at blive spurgt, om han agtede at rømme til Lands eller til Vands. Således foretrak Kongen at straffe sine undergivne med Landflygtighed frem for at lade dem bøde med Livet, og for ikke at vise sig grum lod han dem selv vælge, hvorledes de vilde fly af Landet.

Dersom den domfældte valgte at drage bort til Søs, skulde han ledsages ned til Havet af alle sine Stalbrødre; der blev overladt ham et Fartøj med Årer, Levnedsmidler og et Øsekar, og så biede de nede ved Stranden, til man havde tabt Årerne eller, i Fald han førte Sejl, Ræerne af Syne. Så gjentog alle den nys fældede Dom, udstødte de skrækkeligste Forbandelser over Flygtningen og dømte ham enstemmig til Døde. Drev Stormen ham i Land igjen, blev han strax behandlet som Fjende og straffet, fordi han havde krænket Hirden, hans fordums Stalbrødre anfaldt ham hidsig og fuldbyrdede Dødsdommen på ham, så det var lige så farligt som forsmædeligt for dem, der havde forbrudt sig, at fly på denne Måde. Men hvis den, der var bleven udstødt af Hirden, foretrak at fly til Lands, skulde han på samme Måde følges til Skoven af Hirden, og når han havde skilt sig fra den, skulde de alle bie så længe, indtil de skjønnede, at han var kommen et godt Stykke bort; så skulde hele Hirden tre Gange gjøre vældigt Gny og Bulder og opløfte høje Råb, for at Flygtningen ikke ved en Fejltagelse skulde vende tilbage til den. Så blev alle ubønhørlig strænge imod ham, thi efter at alt var højtidelig fuldbyrdet efter Loven, fældede de Dødsdom over ham, for at det ikke skulde hedde sig, at de straffede en på Livet, som ikke var dømt til Døden, hvilket havde til Følge, at han, som havde forbrudt sin Ret til det ærefulde Samliv med Hirden, skammelig måtte føre et omflakkende Liv som fredløs. Således blev de, som forbrød sig imod Krigstugten, dømt æreløse og behandlede som Udskud, thi det var Kongen om at gjøre at straffe de skyldige med Forsmædelse, ikke om at udgyde deres Blod, thi det holdt han for en ringere Straf end at berøve dem Æren. Hvis nogen af hans fordums Stalbrødre mødte den således dømte og ikke dræbte ham, når han havde en Pil mere end han eller var selvanden, blev han delagtig i hans Skjændsel, fordi han havde været bange for at straffe ham for hans Brøde. Således bød Loven, at de, som forså sig imod, hvad der var Sæd og Skik inden Hirden, skulde udstødes af denne, det var den Straf, der kom over deres Hoveder, som forbrød sig imod Hirdloven.

Dersom Sagsøgeren ikke kunde fælde Sagvolderen med Vidnesbyrd, tilkaldte denne sex af sine Stalbrødre som Mededsmænd og godtgjorde således sin Uskyldighed i den Brøde, han beskyldtes for. Men hvis en af Hirden af Uvidenhed var kommen til at krænke en anden, som han ikke vidste var hans Stalbroder, skulde han også stille sex Mand af Hirden, som med deres Ed vidnede, at det var sket ved en Fejltagelse. For øvrigt havde de, som Retten højtidelig havde kjendt for overbeviste og dømt som oven anført, forspildt al Lykke og var udsatte for al Modgang, og det så meget vissere, som Biskopperne i alle tre Riger højtidelig lyste Band over dem, der var kjendt skyldige i sådanne Forseelser. Således havde denne Tugt en dobbelt Magt, idet den både støttede sig til Kongens og til Kirkens Myndighed, så at man kunde sige, at Guds Dom faldt sammen med Menneskenes. Denne Lovens Strænghed fik Bugt med al Splid, gjorde Ende på alt Fjendskab og al Oprørskhed og gjorde Hirden mere venlig sindet over for Kongen. Senere undergik den imidlertid den Lempelse, at der blev indført Pengebøder, enten fordi Iveren for at overholde den slappedes, eller på Grund af Fyrsternes Mildhed, dog kom denne Lempelse ikke den til gode, der slog nogen med Kjæp, eftersom det var det Våben, man gjennede Hunde fra sig med. Så ømtålelig var vore Forfædres Ære, at de anså det for den største Skjændsel at blive slået på en forsmædelig Måde.

Det traf sig imidlertid så, at det blev Kongen selv. som først brød sin Lov, så at Retten, som hidtil havde stået fast og var bleven oprigtig og ubrødelig overholdt, blev krænket af ham, idet han en Gang, da han var drukken, dræbte en af sine Krigere. Da han indså, at han åbenbart havde forbrudt sig imod de Love, han selv havde givet, blev han greben af bitter Anger, sammenkaldte Hirden, steg ned fra sin Kongetrone og satte sig i alles Påsyn ydmygt ned på Jorden, hvorpå han bød Hirdmændene idømme ham Straf for den Brøde, han havde begået, og erklærede, at han villig vilde tage imod den Straf, de ikjendte ham. Skjønt han kunde have dækket over sin Gjerning med sin kongelige Magt og Myndighed, underkastede han sig således Hirdens Dom og vilde hellere ved Ydmyghed give et Vidnesbyrd om sin Sagtmodighed end bruge sin Magt og derved vise sig overmodig. Hirdmændene gik grædende bort fra Tinget og skjønnede, da de overvejede Sagen, at det både vilde være usømmeligt og skadeligt for dem at dømme Kongen efter Lovens Strenghed, thi de vidste vel, at uden ham var de som et Legeme uden Sjæl, der vilde blive et Bytte for dem, de før havde hersket over. De tilstod for sig selv, at det hele Krigsvæsen vilde komme ud af sine Fuger, når han skulde lide Lovens Straf, at hans Fredløshed vilde være Fredløshed for dem alle, hans Fald Fald for dem alle, og at hans Domfældelse vilde være en Fare for dem alle. De vidste derfor ikke, hvad de skulde gjøre i så vanskelig en Sag, og da de i lige høj Grad frygtede for, at den Dom, de havde at fælde, skulde blive for lemfældig og for stræng, besluttede de, at Kongen selv skulde idømme sig sin Straf, idet de mente, at det var bedre at henvise den til Kongens Myndighed end til Undersåtters Skjøn. De holdt nemlig for, at hans Brøde kunde sones, eftersom det var vitterligt, at den mere var begået i Hidsighed end med Overlæg. De gjorde ham derfor fra anklaget til Dommer og gav ham, der var rede til at tage imod sin Straf, Lejlighed til, om han vilde, at frikjende sig selv. Den Myndighed til at dømme ham, som han så smukt havde overdraget dem, gav de ham tilbage, for at de ikke skulde komme til at afgjøre denne vanskelige Sag ved en overilet Kjendelse og enten tage for lemfældig Hævn for deres Stalbroder eller før grum Straf over deres Konge. Således blev Kongens Liv og Velfærd, som han var lige ved at sætte til ved sin Brøde, bevaret på Grund af Forholdenes Vanskelighed. De mente desuden også, at han var bleven hårdt nok straffet for sin Brøde, idet han, som stod på Lykkens Tinde, havde ydmyget sig så dybt. Omsider gik de da igjen ærbødig frem for Kongen, satte ham atter op på hans Trone og gjengav ham, der som anklaget ængstelig afventede Sagens Udfald, sin Sindsro ved at gjøre ham til sin egen Dommer. Kongen dømte da. at hans Brøde skulde sones med Mandebod, og medens denne ellers plejede at være fyrretyve Mark Sølv, dømte han sig selv til at betale tre Hundrede og tresindstyve Mark og lagde oven i Kjøbet ni Mark Guld til som Gave, hvorhos han fastsatte som Lov, at Manddrab siden stadig skulde kunne sones ved en Bøde af den Størrelse. En Tredjedel af Summen skulde tilfalde Kongen, en Tredjedel Hirdmændene og en Tredjedel den dræbtes Frænder, men i dette Tilfælde, hvor han selv både var Konge og Sagvolder, delte han sin Tredjedel imellem Kirkens Tjenere og de fattige i den Tanke ved denne fromme Gave at forsone Gud, der er alles Herre. Han optrådte således som en nådig Dommer og en ædeltænkende Sagvolder, idet han kun ventede Nåde for sig og søgte Tilgivelse for sine Forseelser ved at anvende den Bøde, han skulde udrede, på tilbørlig Måde. For øvrigt var der i hans Levetid ingen, der forbrød sig mod Hirdloven og følgelig heller ingen, der blev straffet efter den; da den på anførte Måde forebyggede al Oprørskhed, holdt Hirdmændene sig nemlig fra Kiv og Strid, thi i Henseende til at straffe toges der hverken Hensyn til Frændskab eller Venskab, men dømtes efter Lovens fulde Strænghed. Nu er imidlertid den gamle Mandstugt i Hirden sløvet og slappet, og der begås skammeligere Ting imellem Hirdmændene end imellem Folk, der ikke hører til Hirden, thi al Anklage imod dem, der forser sig, er forstummet, og den, der skulde straffe Forseelsen, tager den i Forsvar, og ingen holder Hirdens tøjlesløse Sæder i Tømme med fast og stræng Hånd. Vor Tids Konger har således ikke undset sig ved at afskaffe denne Vedtægt angående Mandstugten i Hirden, som var bleven styrket ved længe at være bleven holdt i Hævd, thi medens Fred og Ro her hjemme forstyrres af Splid og Oprør, går den gode gamle Skik af Brug, medens man over for tøjlesløse og hidsige Ungersvende hellere bør anvende Strænghed end alt for stor Mildhed og Overbærenhed. Man ser altså, at Knud på denne Måde oprigtig og kraftig lagde Vind på at opretholde Mandstugten i sin Hird. Derhos blev det forordnet, at Kongen ikke måtte afskedige nogen Krigsmand og ingen Krigsmand tage sin Afsked af Kongens Tjeneste uden Dagen før Nytår, og denne Skik bredte sig siden fra Kongernes Hird til Folk af ringere Stand, som længe har efterlignet den og holdt sig til den.

Imidlertid døde Svend, som stod ved Roret i Norge, og Landets Styrelse faldt strax igjen tilbage til hans Fader. Derpå sejlede Knud med en stor Flåde til Normandiet for at kræve Richard til Regnskab, fordi han havde brudt sit Ægteskab, forskudt hans Søster og handlet utilbørlig grumt imod sin Hustru, og straffe ham, fordi han havde hånet Ægteskabets hellige Rettigheder. Da han dèr kort efter modtog det sørgelige Budskab, at også hans Søn Harald var død, lod han dog det Tog, han havde for på Rigets Vegne, være sig mere magtpåliggende end sin personlige Sorg, fremskyndede Toget lige så stærkt som før og hverken tabte Modet eller blev mindre ivrig til at udføre sit Forehavende, thi han vendte ikke sit Blik fra den almene Krigsfærd og lod det dvæle ved den Sorg, der havde ramt ham selv alene. Således viste han sig, idet han med udmærket Selvbeherskelse bar, hvad Skæbnen skikkede ham, på én Gang som en stærk Fader og en dygtig Høvding og gav et lige så udmærket Exempel på Sjælsstyrke ved tålmodig at bære Tabet af sin Søn som ved at stræbe Fjenderne efter Livet. Richard flyede til Sicilien og skyndte sig således at komme hans Angreb i Forkjøbet ved at tage Flugten.

Imidlertid blev Knud syg som Følge af de svære Krigsstrabadser, han havde udstået, og da han mærkede, at hans Kræfter svandt, og at han snart skulde dø, sammenkaldte han sine Stormænd og pålagde dem, at de ikke måtte vende hjem, førend de havde ført Krigen til Ende; de vilde uden Tvivl vinde Sejr, sagde han, når de tog Båren med hans Lig på deres Skuldre og således bar ham som Høvding i Spidsen for Fylkingen; og når Fjenden så var slået på Flugt, skulde de, for at han kunde få så meget mere Berømmelse i sin Grav, stede hans Lig til Jorden i Rouen. De skulde love Indbyggerne Frihed til Løn derfor, så vilde Franskmændene villig give deres Minde dertil, når de kom på det rene med, at Fjenden strax vilde forlade deres Land, så at de ved at vise en ringe Villighed kunde fri det for en stor Frygt og Fare. O, hvilken umådelig Iver lagde den døende Konge ikke for Dagen, da han allerede næsten død gavnede sine i den yderste Vånde stedte Krigsfolk ved sine Råd, thi den døendes kloge Forsynlighed blev de efterlevendes Frelse. Hans Lig, der blev båret om i Fylkingen af Krigere, hjalp nemlig Danskerne til Sejr, som om han endnu var i Live, og opmuntrede dem, så man kunde sige, at den døde i lige så høj Grad havde Lykken med sig som den levende. Derefter bad de strax Indbyggerne i Rouen, om de måtte jorde ham dèr, og lovede til Gjengjæld at drage bort. Fjenderne greb med Begjærlighed dette Forslag og overlod dem et Sted i deres By til at begrave ham på. Efter at hans Krigsfolk således havde holdt Slag på den Måde, han havde pålagt dem, sluttet Overenskomst med Byfolkene og højtidelig jordfæstet deres Konge, som de, efter at han var død, havde båret på deres Skuldre i Slaget, drog de efter at have begravet ham som Sejrherrer hjem til deres Fædreland uden at tage andet med end Levnedsmidler. Sådant Endeligt fik Knud, og ingen af vore Konger har været berømmeligere end han, om end nogle af dem kan have vundet flere Sejre, thi Rygtet forøgede i den Grad hans Bedrifters Storhed, at han i Navnkundighed kom til at overstråle dem, der var hans Jævninge i Dåd, og medens andres Berømmelse er gået i Glemme og bleven fortæret af Tidens Tand, står hans evindelig frisk og grøn efter at have vundet lange Tiders Hævd, thi han var både from og tapper og lagde ikke mindre Vind på at gavne Kirken end sit Rige. Da han vidt og bredt havde vundet Ære og Berømmelse ved Krigsbedrifter, lagde han sig nemlig efter fredeligere Idrætter, underholdt på adskillige Steder Munke på sin egen Bekostning, forøgede Klostrenes Tal ved at bygge ny og fordoblede mangefold Kirkernes Anseelse, der bestandig lå ham særlig på Sinde, ved at skjænke dem Gaver af det kongelige Gods. Også Munkene skjænkede han rige Gaver for at vise, at han ikke lagde mere Vind på Tapperhed end på Fromhed, idet det var ham om at gjøre at vinde lige stor Berømmelse for begge Dele. Og som Følge af den Iver, han lagde for Dagen i så Henseende, opnåede han en sådan Navnkundighed, at medens de tapreste Kongers Krigerry i Tidernes Løb er sunket ned i Glemsel, vil Efterslægten bevare hans berømmelige Navn i uforgængelig Erindring.

Hardeknud

Imidlertid lagde Svend Estridssøn, som i England ventede på,

at Knuds Søn Hardeknud skulde komme derover, Krigsfolk rundt om i Fæstningerne, for at kunne være så meget tryggere for. at Landsens Folk ikke vovede at falde fra Knud, thi han stolede ikke på Englænderne og vilde ikke give dem Våben i Hænde ved uhindret at lade dem indtage de befæstede Stæder. Så snart Nordmændene spurgte, at Knud var død, faldt de strax fra Danmark, fordi de skammede sig ved at stå under fremmed Herredømme, og overgav Riget til Olafs Søn Magnus kaldet den Gode, hvem Landsens Folk havde skjænket deres Kjærlighed formedelst hans Faders Fromhed; det var dem nemlig ikke nok at have vist Faderen Hengivenhed, så de overførte den også på Sønnen. Imidlertid begyndte Knud, der var lige så bestyrtet over Nordmændenes Troløshed som over sin Faders Død, at blive bange for, at hvis han indlod sig i Krig med sine Naboer og blev forsinket derved, kunde han som Følge af sin Fraværelse gå glip af England, og han holdt det da for rådeligere at finde sig i det mindre Riges Frafald end at give det større Lejlighed til at vove noget lignende, idet han fandt, at den blotte Frygt for et større Onde vejede mere end et ringere Onde i Virkeligheden. Derfor skjulte han sin Harme over den Krænkelse, der var tilføjet ham, og tilbød Ransmanden, at de skulde slutte edelig Overenskomst om, at den af dem, som først døde, skulde efterlade den overlevende sit Rige, for at den ny Deling af Rigerne ikke skulde gjøre noget Skår i den gamle Regeringsmåde, og for at de Riger, som fordum havde været forenede, ikke skulde forblive adskilte. Så stærk Vægt lagde han nemlig på, at Danmark og Norge stod under ét og samme Herredømme, at han foretrak, at det ene blev underlagt det andet, frem for at de begge skulde have hvert sin Styrelse, og hellere vilde, at fremmede skulde herske over hans Fædreland, end at dette skulde styre sig selv uden at have de fremmede med. Denne Overenskomst var selvfølgelig så meget tåbeligere, som det kom til at bero på et Lykketræf, hvilket af de to Riger der skulde opnå et anseligt Herredømme, og hvilket der skulde have forsmædelige Trællekår. Denne Overenskomst sluttede de og beseglede den begge med deres Ed. Derpå drog Knud til England, og da han som Følge af Svends Forsynlighed fandt Landet fuldstændig roligt, gjorde han sin Halvbroder Edvard, som Emma havde født i sit første Ægteskab med Edvard, til Medkonge, ikke fordi han nærede nogen Broderkjærlighed til ham, men for ved Rundhåndethed og Ædelmodighed at lægge en Dæmper på hans Ærgjerrighed og ved at overlade ham en Del af Magten afholde ham fra at tragte efter den hele. Derfor gjorde han ham til Medkonge, ikke så meget fordi han nærede Agtelse og Venskab for ham, som af Frygt for Englændernes Ærgjerrighed og den Anseelse, hans fædrene Byrd gav ham. Men Edvards Sind var ringere end hans Byrd, thi han gav adskillige Prøver på, at det både stod ilde til med hans Hjærte og med hans Forstand. Da Knud havde stået for Styret i to År, døde han.

Magnus den Gode

Da Knud var død, skyndte Svend sig at sejle til Danmark, idet han satte sin Lid til, at han var hans nære Frænde. Besætningerne lod han blive tilbage i England, og for dette Riges Vedkommende stolede han ikke blot på Godvinssønnerne, som han var nær beslægtet med, men også på sin Medkonges Dumhed og Dorskhed. Da Magnus spurgte det, bemægtigede han sig med Landsens Folks Samtykke Danmark i Henhold til den sluttede Overenskomst og som tilfaldet ham ved Knuds Testamente, og fremlagde imod Svend, som beråbte sig på sit Slægtskab med Knud, det Forlig. der i sin Tid var indgået, idet han ikke tog i Betænkning i Kraft af et Testamente at gjøre Fordring på et Rige, som han efter sit Slægtskab slet intet Krav havde på. Men Danskerne fandt også, at de af Hensyn til den indgåede Overenskomst, som de ved Ed havde forpligtet sig til, burde vise sig mere standhaftige i at overholde Samvittighedens Bud end i at rette sig efter, hvad Frændskab og Landsmandskab bød, og efter at have overvejet begge Medbejleres Krav foretrak de derfor den fremmede for deres Landsmand, idet de mere tog Hensyn til det indgåede Forlig end til Slægtskabet med Kongehuset og lagde mere Vægt på at holde, hvad de havde lovet, end på Hensynet til Fædrelandet. De stillede sig altså af Samvittighedshensyn på den fremmedes Side og forbigik Knuds Slægtning, vilde hellere tage den Tort på sig at støde deres egne Kongers Æt fra Tronen end bryde deres Ed, idet de ved deres Valg ikke lagde an på at smigre, men kun tog Hensyn til det Ord, de havde givet, og erklærede, at de skyldte deres Samvittighed mere end Riget og ikke vilde gjøre sig til Menedere ved at bryde deres Løfte. Hvor højt må vi ikke sige, at Ret og Retfærdighed stod i Pris hos Folk den Gang, når vi ser, hvor megen Vægt der blev lagt derpå imellem Mænd af forskjellige Folkefærd! Gid Religionen, som nu er bleven gammel i Gårde her i Landet, havde den samme Magt og Myndighed i vore Dage, som den havde hos vore Forfædre, da den endnu kun var spæd og knapt havde slået Rod! Svend, som fandt, at den Overenskomst. hans Søskendebarn havde sluttet, var tåbelig, søgte forgjæves at få den kuldkastet ved at forestille Danskerne, at det var umådelig dumt at bøje sig for dem, de før havde hersket over, at give Afkald på den fælles Frihed for én Mands tankeløse Eds Skyld og pludselig efter at have udøvet det mest glimrende Herredømme at give sig i den forsmædeligste Trældom. Men Almuen holdt vedblivende på, at det var Overenskomsten og ikke Slægtskabet, der skulde gjælde, og dens Samvittighedsfuldhed gik af med Sejren. Medens Kong Magnus således på Grund af Danskernes Ordholdenhed fik det, som han ønskede, blev Svend i sin Lettroenhed narret af Englændernes Troløshed, thi da han var draget bort fra England, lagde Harald Godvinssøn, som svigefuldt nærede Håb om at kunne tilegne sig Herredømmet over hele England, Råd op med Landsens Folk og gjorde under Venskabs Skin på én og samme Tid rundt om i forskjellige Landsbyer et prægtigt Gilde for den danske Hær, der var fordelt i Fæstningerne, og da Krigerne om Natten var overvældede af Drik og Søvn, lod han dem forræderisk myrde. Således gjorde den Nat i et Øjeblik Ende på Danskernes gamle Herredømme, som Forfædrene i lange Tider med Tapperhed havde arbejdet på at nå, og som Lykken aldrig siden har undt os at få igjen, og således kom England ved en Skjændselsgjerning atter til sin Selvstændighed, som det havde mistet ved Fejghed. Harald, som på én Gang gjorde det af med Danskerne og skaffede sine Landsmænd Friheden, overdrog Herredømmet til Edvard, ikke for hans Dygtigheds, men for hans høje Byrds Skyld, for så vidt som han lod Edvard være Konge af Navn, medens han selv var det af Gavn og omgjærdet af Magt nåede, hvad han ikke kunde nå i Kraft af sin Herkomst. Men Edvard, som kun havde Byrd at gjøre sig til af, men hverken Vid eller Forstand, nærede ved det tomme Skin af Myndighed, der var over ham, slette Menneskers Ondskab og Stormændenes Frækhed; af Navn var han Landets Konge, men i Virkeligheden de mægtiges usle Træl, der lod sig nøje med, at andre høstede Frugterne, medens han selv kun havde Skin og Skygge. Således delte de Herredømmet over Englænderne, Kongenavn og Kongemagt imellem sig, og der blev gjort sådan Forskjel på Navn og Magt, som om det var to Ting, der ikke havde noget med hinanden at gjøre. Harald var imidlertid ikke fornøjet med at have Magten, han vilde også have Kongenavnet, idet han også misundte Edvard den Ære, det gav; han stræbte derfor efter selv at vinde Kronen, og for at få sin Begjærlighed styret begik han den Forbrydelse at lade Kongen dræbe, hvorpå han bemægtigede sig Kongenavnet, der syntes at være det eneste, der fattedes ham.

Imidlertid besluttede Svend, skjønt han kun havde få Tilhængere at støtte sig til, at prøve Krigslykken over for Magnus og betænkte sig ikke på med sine få og dårlig udrustede Krigsfolk at yppe Strid med ham, skjønt han havde en stor Hær. Først kæmpede han med ham til Søs og derefter til Lands i Jylland; det gik ham ilde i begge Slag, og slagen trak han sig over på Fyn, så hans Lykke var lige så tynd som hans Fylking. Da han mærkede, at al Hjælp svigtede ham, og at han ikke blot var Gjenstand for Fjendernes, men også for sine egnes Foragt, pønsede han på over Sjælland og Skåne at ty til Sverige, hvor han håbede på Hjælp fra sin fædrene Slægt. Medens Magnus hidsig forfulgte ham både til Lands og til Vands, brød Vendernes Hær pludselig ind i Jylland. Dette Indfald gjorde Sejrherren tvivlsom om, hvorvidt han skulde forfølge den flygtende Fjende eller vende sig imod den fremrykkende. Anføreren for den vendiske Hær var den anseligste af Vendernes Stormænd, som havde mistet tolv Sønner, der drev Sørøverfærd i Danmark, og nu var han falden ind i Jylland for med Sværd i Hånd at hævne deres Død. Da Landsens Folk nu på det indstændigste bad Magnus om at holde Slag med denne Fjende, lod han sin Medbejler fare, vendte sine Våben imod den udenrigske Fjende i Steden for imod den indenrigske, og tænkte ikke mere på sig selv, men kun på det almene Vel, for at det ikke skulde hedde sig, at han var ivrigere til at tage Vare på sine egne Sager end på Rigets. Skjønt han var af fremmed Herkomst, betænkte han sig ikke på, uagtet Kronen endnu ikke sad fast på hans Hoved, at vove sig i Fare for det Rige, som det endnu ingenlunde var vist, han vilde komme til at herske over. Om Natten, før end Slaget stod, havde han i Drømme et Syn, der gav ham sikkert Varsel om, hvorledes det vilde gå. Medens han lå og sov, åbenbarede der sig nemlig en Skikkelse for ham og forjættede ham Sejr over Fjenden, og som Vidnesbyrd om, at han virkelig skulde sejre, sagde den, skulde han dræbe en Ørn. Da han om Morgenen vågnede, fortalte han, hvad han havde drømt, hvorover alle undrede sig såre. Det gik, som Drømmen havde varslet, thi da Hæren rykkede frem, så' han Ørnen, der var bleven vist ham i Drømme, sidde tæt ved, hvorpå han sporede sin Hest og sprængte hen til den og skyndte sig således med at gjennembore den med sit Spyd, at den ikke fik Tid til at flyve bort. Denne sælsomme Tildragelse fyldte dem, der så' den, med Håb om Sejr; Hæren greb strax Varslet og tydede Ørnens Død som en sikker Forjættelse om Fjendernes Nederlag; thi da de så', at det gik, som Drømmen havde varslet, tilegnede alle sig Lod og Del i det gunstige Varsel, der var givet Kongen om, at Lykken vilde være med ham, og var alle lige hurtige til at anse det for en given Sag, at de vilde sejre. Deres Tro på Varslet gjorde dem så modige, at de uden at ænse nogen Fare kappedes om at styrte sig ind i Kampen, som om de allerede havde Sejren i Hænde. Og da de således først havde angrebet Fjenden, fik Slaget det Udfald, Drømmen havde varslet, og Venderne blev fuldstændig slagne.

Ved denne lykkelige Sejr vandt Magnus i høj Grad Almuens Gunst, og styrket ved den Hjælp, den ivrig ydede ham, gav han sig atter til at forfølge sin Medbejler til Riget, så meget ivrigere, som det Held, der havde forøget den Kjærlighed, Landsens Folk nærede til ham, i samme Grad mindskede Svends Vennesælhed og ikke blot vendte Almuens Hjærter fra ham, men også i høj Grad mindskede den Styrke, han havde tilbage, så han ikke alene intet Håb kunde gjøre sig om at samle flere Folk, men endogså mistede dem, han havde fået samlet. Blandt dem, som opgav den ulykkebringende Krigstjeneste under Svend, var også Venderen Godskalk. Han betænkte nemlig, at nu havde han så længe kun haft Ulykke af at kæmpe under en anden, og da han skjønnede, at der intet Håb var levnet hans Høvding, bluedes han ikke ved at opgive sin Tjeneste hos ham og falde fra ham og holdt det for sikrere at prøve Lykken på egen Hånd end at holde sig til en andens, thi da han mistvivlede om, at Svend kunde gjøre sig Håb om bedre Tider, vilde han i alt Fald ikke undlade at hævne sin Faders Død. Det gik også, som han tænkte, thi efter at have holdt flere Slag med forskjelligt Udfald underlagde han sig Slavenland, så at han, som, hvor det drejede sig om fremmedes Anliggender, stadig var bleven overvunden, viste sig uovervindelig, da han kæmpede for sin egen Sag. Han var imidlertid ikke fornøjet med lykkelig at have erhvervet sig dette Herredømme, men underkuede senere også Sachsenland for at hævne sin Faders Død, idet han mente, at der kun var liden Hæder ved at vinde Herredømme og Rigdom, når han ikke tillige fik Hævn.

Magnus blev så højt elsket af sine Undersåtter, fordi han havde værget Landet, at alle enstemmig gav ham Tilnavnet den Gode, og således opnåede han ved Lykkens Gunst, hvad der plejer at blive andre til Del for deres Dyder. Svend var imidlertid, som sagt, da hans Sag var helt håbløs, draget til Skåne og agtede sig til Sverige, hvorfra han stammede på fædrene Side. Da Magnus, som forfulgte ham med stor Hidsighed, kom forbi Byen Alsted, blev hans Hest sky for en Hare, der kom løbende imod den, og Kongen styrtede over imod en Stub med skarpe Kanter og slog sig ihjel. Hans Lig blev ført til Norge og bisat i Kongernes Gravsted i Trondhjem. Således hjalp Himlen i sin Miskundhed Svend, som hidtil havde haft så krank en Lykke, og som al menneskelig Hjælp svigtede, og viste ham den Velgjerning at skjænke ham Riget, som Lykkens Ugunst havde berøvet ham.

Ellevte Bog

Indholdsfortegnelse for bog

Svend Estridssøn

Harald Hein

Knud den Hellige

Svend Estridssøn

Efter Magnus' Død var Forholdene i Danmark meget usikre og udsatte for Tilfældets Omskiftelser, thi Svend, som mere var kommen til Magten ved et Lykketræf end i Kraft af sin Dygtighed, var ikke Mand for at bringe Danerigets Lykke på Fode igjen. Det skortede ham nemlig i den Grad både på Folkegunst og Myndighed, at han hverken mægtede at bøje sine Undersåtters Hjærter, der var opfyldte af Forbitrelse over den Uret, han tidligere havde tilføjet dem, til oprigtig Ærbødighed for ham, eller at vinde deres Kjærlighed, så de lod Vreden fare. Der var nemlig så meget af det gamle had tilbage i Danskernes Hjærter, at de gav deres særlige Følelser Fortrinet frem for Hensynet til det almene Vel og hellere vilde lade Fædrelandets Ære gå til Grunde som Følge af deres Koldsindighed end under denne Konges Førelse bringe den på Fode igjen. Det er nemlig ikke nogen let Sag at rykke indgroet Nag op med Rode, thi medens Kjærlighed let kan forvandles til Had, plejer det at være svært at vende Had til Kjærlighed, og det Sind, som en Gang har fattet Afsky for nogen, kan sjælden bringes til at tjene denne tro og oprigtig; når det først har næret heftigt Fjendskab, har det ondt ved senere at blive venlig stemt. Den Afmagt, der havde sin Oprindelse fra heftigt Fjendskab og som var bleven næret ved hemmelig Avind, betog ikke blot Kongen Håbet om at øve berømmelig Dåd, men tog endogså Glansen af de Bedrifter, han virkelig udførte. Men ligesom dette var et Vidnesbyrd om den Ringeagt, de nærede for den ny Konge, vidnede det på den anden Side om den Kjærlighed, hvormed de omfattede hans Forgænger; den Brøde, de begik ved at trodse Svend, satte Kronen på den Troskab, de havde vist imod Magnus.

I Begyndelsen af Svends Regeringstid døde Roskildebispen Avak. I hans Sted kom Vilhelm, der havde været både Håndskriver og Præst hos Knud den Store, en Engelskmand af Herkomst, men i rigt Mål udstyret med alle Dyder og såre kyndig i alle gejstlige Sager. Indtil hans Tid havde Skåningerne i kirkelig Henseende stået under Roskildebispens Overhøjhed, men nu blev Bispedømmet delt, Skåne blev selv et Bispedømme, og det ny Embede blev oven i Kjøbet strax delt imellem to tæt ved hinanden liggende Byer, nemlig Lund og Dalby, som delte Myndigheden i kirkelig Henseende imellem sig og kappedes om at håndhæve den. Henrik blev Biskop i Dalby og Egin i Lund, men da Henrik drak sig ihjel, blev hele Myndigheden og den dermed forbundne Værdighed tildelt Lundebispen Egin, så begge Bispedømmer så at sige gik over på én Hånd, skjønt det jo egentlig var Uret, at de ædruelige Borgere skulde gå glip af den Ære, der var bleven dem til Del, fordi deres fordrukne Bisp fik den Død, han havde fortjent. Men Sjælehyrdens skammelige Drikfældighed gik nu ud over hans Hjord, og den uskyldige By måtte bøde for sin Biskops Umådelighed i Drik ved at give Afkald på Bispesædet. Den ene lagde således hans usalige Drikkeri i Graven, den anden blev forfremmet på Grund af sin fornuftige Mådeholdenhed, thi sådan Umådelighed, som er utilbørlig for en Lægmand, end sige for en Biskop, vil til alle Tider være Gjenstand for Foragt, Spot og Latter. Således gjorde denne Drukkenbold af en Biskop det af med Bispesædets Værdighed, som han besudlede med sit skammelige Drikkeri, og det Embede, han havde vanæret i levende Live, fik han ophævet ved sin Død, og ved sin Begjærlighed efter at tømme denne Verdens Bæger havde han da også fortjent at tabe sin Ret til at drikke af Herrens Kalk. Den Stand, han burde have gjort Ære, gjorde han Skam, og i Steden for at formane til Dyd og gode Sæder førte han an til skammelig Udyd, så det var vel fortjent, at han, der burde have foregået andre med et godt Exempel i Henseende til Ædruelighed og Mådehold, fik så forsmædelig en Død til Straf for sin Drikfældighed. Hans Minde står antegnet med ikke ringe Blusel i Danmarks Årbøger, thi han, som døde så forsmædelig en Død, har ved sin skammelige Færd bragt Skjændsel over hele Folket.

Her er der et passende Sted til at tale om Kong Olafs Broder Harald, der har efterladt sig et berømmeligt Navn. Da han havde mistet sin Broder og indså, at han ikke kunde bjærge Livet i sit Fædreland, flyede han til Byzanz. Formedelst et Drab blev han af Kongen dèr dømt til at kastes for en Drage, de havde i Slottet, og sønderrives af den, thi man holdt for, at der ikke gaves nogen virksommere Måde at tage Livet af Misdædere på end at lade den bide dem. Da han gik ind i Fængslet, kom en såre tro Træl, han havde, til og bød sig af egen Drift til at dele Skæbne med ham; han opgav sin Trællestand for at blive sin Herres Stalbroder og vilde hellere gå i Døden med ham end svigte ham. Fangevogteren undersøgte dem begge meget omhyggelig og hissede dem derpå våbenløse og afklædte ned i Tårnet gjennem Gluggen. Trællen var helt nøgen, men Harald viste han den Ærbødighed at lade ham beholde Skjorten, og da Harald lønlig stak et Armbånd til ham, strøede han nogle Småfisk ud på Gulvet, for at Dragen kunde have noget at stille sin første Sult på, og for at Fangerne i Mørket dernede i Tårnet dog kunde se en lille Smule ved det Skin, Fiskeskjællene gav fra sig. Derpå sankede Harald en Del Dødningeben sammen, pakkede dem ind i Skjorten og pressede dem sammen, så de dannede en fast Klump ligesom en Kølle. Og da Dragen nu overmåde grådig kom styrtende frem imod sit Bytte, sprang han med et rask Sæt op på Ryggen af den og jog en Ragekniv, som han havde skjult på sig, ind i Navlen på den, det eneste Sted, Jærn kunde bide på, thi ellers var hele Dragens Krop besat med de stiveste Skjæl, der ikke var til at skære igjennem. Den Kniv viste Kong Valdemar, som var meget for at høre og fortælle Historier, tit sine fortrolige Venner; den var da så fortæret af Rust, at den næsten ikke kunde skære. Da Harald nu sad så højt til Hest på Dragens Ryg, kunde Utysket hverken gribe ham med sin Mund eller komme til at gjøre ham nogen Fortræd med sine hvasse Tænder eller til at slå ham med Halen, og nu gjorde Trællen Brug af Køllen. han havde lavet, og slog løs på Uhyrets Hoved, til Blodet flød og det omsider knustes under de tunge Slag og Dragen opgav Ånden. Da Kongen spurgte det, forvandledes hans Hævntørst til Beundring, han eftergav Harald Straffen for hans Kjækheds Skyld, thi han mente, at et sådant Mod burde man skjænke Livet, ja han nøjedes ikke med at eftergive ham Straffen, men skjænkede ham oven i Kjøbet sit Venskab, thi han gav dem et Skib og Penge og lod dem drage bort. Medens han således burde have straffet Brøden, skånede han Kjækheden og vilde hellere gjøre Ære af Tapperhed end straffe en Forseelse.

Da Harald var kommen hjem, bemægtigede han sig Norge og påførte derpå Danmark Krig. Svend samlede da Jyderne og angreb med større Hidsighed end Betænksomhed hele den norske Flåde i Djurså, og som hans Flåde var ringere end Fjendens, således fik han også krankere Lykke, thi Krigslykken kom til at svare til Krigsstyrken. Han var nemlig lige så uheldig i Kampen som letsinaig til at indlade sig på den. Største Delen af Jyderne sprang af Frygt for Sværdene i Floden og sparede således Fjenden Ulejligheden, idet de anså det for rådeligere selv at tage Livet af sig end at falde for Fjendehånd. Hvad de frygtede fra Fjenden, påførte de sig selv, og da de havde to Dødsmåder at vælge imellem, foretrak de at drukne frem for at fældes af Våben. Medens de således ængstelig veg tilbage for den ene Dødsmåde, greb de ivrig efter den anden, og medens de flyede for Fjenden, øvede de fjendtlig Grusomhed imod sig selv, som om det var lempeligere at komme af med Livet i Vandet end uden for Vandet, og som det var en voldsommere Dødsmåde at blive slået ihjel med Sværd end at drukne. Det er således ikke let at afgjøre, om de søgte Døden på en mandig eller på en kvindagtig Måde, jeg véd ikke for vist, om man skal sige, at det var Fejghed eller Tapperhed, der gjorde dem så opsatte på at komme af med Livet, thi den heftige Sindsbevægelse, de var i, gjorde det tvivlsomt, om de var modige eller ængstelige, da de således begik Selvmord. Kort efter fik Svend, den slagne Hærs Høvidsmand, Forstærkning fra Skåne, Sjælland og andre af Øerne og begav sig med sin Flåde til Nisåen, og da Harald også kom did, sejlede han ham i Møde i rum Sø. Da Danskerne nu så', hvor få de var i Sammenligning med Fjendens Mængde, fandt de på at bøde på deres ringe Antal ved at lægge sig tæt sammen, og de bandt derfor Skibene sammen efter at have ordnet dem, for at de, når Flåden således holdtes fast sammen, lettere kunde komme hverandre til Hjælp, og for at der, når den hårde Nødvendighed således var over dem, måtte være et uløseligt Fællesskab for dem alle så vel i Henseende til Flugt som til Sejr, idet ingen kunde bryde ud af så fast forbundne Rækker. Således mente de at burde styrke deres Mandskabs Svaghed ved at tvinge det til at holde sammen.

Her må vi med Berømmelse omtale en af Skjalm Hvides Rorkarle ved Navn Aslak formedelst hans overmåde store Tapperhed. Da Danskerne holdt Søslag med Nordmændene, nøjedes han nemlig ikke med at kæmpe på den berømmeligste Må