| Forfatter: | Blicher, St. St. (1782-1848) |
Fra Gamle og nye Noveller
[www.estrup.org - ID: T182 - TS: 2006-11-20 18:33]
Det war e Awten fa bette Jywlawten - nej hold! A lywwer - de wa
sgi den Awten far ve indda, dæ wa Binnstoww te e Skwolmæjsters,
ham Kræn Koustrup - I kinne ham wal? Dæ wa nok dæ kinnt ham, for om e Vinter wa han Skwolmæjster, men om e Sommer wa han
Muhrmæjster; aa han wa lih døgte te behgi Diel. Å han ku mier end de, faa han ku stel Blued *1), aa vis igjen aa vænn e Vind, aa løhs øwwer baallen Fingger, aa møj mier. Men te aa maahn *2) wa han ett saa fulkommele som e Præjst; for han had ett gon i den suet Skue!. Saa wa vi da samled aa hiele e Bøj - ja ja! Lysgor Bøj er ett saa faahle stuer: der er ikkun sejs Goer aa nowwe Huhs; men saa wa de der aasse aa Kapballe, aa Tejstrup, aa A trowwer dje Kaael i Knækkebaarre war aasse drøwwen dæte *3). Men de ka no wæh de samm. No Falil! Saa had vi da ænnele molt aa, aa had aal sammel faat wo Gaanænner *4) øwwer e Kroeg i e Lowt øwwer e Skyww *5), aa had aasse begynt aa læ di fem Pinn lest we *6). Saa sæjer e Skwolmæjster: "Æ der ingen aa Jer, dæ vil synng nød, ælle faatæll nød, saa lidd ed saa gjæwt mæ de hæhr Værkerie." Saa tow hun Uret - hin Kjen Pæjster *7) fræ Pahvse - for hun er aalti saa frammtaahlen *8) - "A ku gjahn synng Jer en bette Vihs, om I ejjes gad hoer *9) en?" - " Da ve vi aasse de!" suet A: "Klø Do kun te!" - Saa saang hun aasse en Vihs. A haad aalle hoer en fahr; men A ka aallywwel gaat howw *10) en; aa den gik da ænnele søen:
Staeren sedder o Gowlen *11) aa synger som han ka bæjst.
Nejenfor goer han Ejler, aa fløtter hans Hosbonds Hæjst.
Baanked han fast Tyrhælen, smed Køllen dærøwwenapo,
Vænnt han sæ om a Staeren, aa saang: "hvis A wa som Do."
"Ja hudden ær A?" saa Staeren,
"A æ kon en fatte Fowl,
"A haaer ikke Annet end Fjaeren."
"To Do haar Dæ nok en Kjærrest, aa I haa Je behgi en Reh;
"A haar wal de Jenn, men ikke de Ant, A haar ikkun lille Gleh' *12).
Karen hun sørre sæ knap tedøh, aa A komme raa *13) bagætter -"
"Åh! gi hin Fæjstpæng!" saa Staeren,
"Saa komme di Gammel jow wal
Å renne Dæ sjæl epo Daeren *14)."
Dæ gik en Maahned, aa dæh gik tow, aa dæh gik trej Gaang trej:
Saa hint de Jormueren te Karen; hun wa kommen skit astej.
De wuet ett saa lænng, saa fek hun en gromme villele *15) Dreng.
Mueren smækked faa Daeren,
Å sat sæ po hinne Seng:
"Hwem æ saa Faaren? Do Karen!"
"A kinner ett Anner end Ejler -" hin Torer po Kinneren trill -
"A ku wal tinnk ett" saa Mueren, "men Do haa lawwed ed ill;
Haad Do indda fallen faa Sohren, kahænsæ de ku bløwwen gaat:
Do baade ham sjæl aa saa Goeren i Minn aa i Ynn *16) da had faat;
Men Ejler, aaller i Vahren *17)
den Stohder mi Dætter ska fo -
De mo Do lihd epo, Karen!"
Karen hun snowwed sæ hal omkring, aa sat hinne Pann immod Stokken.
Uhlen tuded i Kjerketuen *18), po Raahnen *19) gohled han Kokken.
Hunnen *20) tuded mod Kjerkepuet *21), aa Katten mjawwed i Åhnen.
Føst saa døh hun den unge Muer, aa raa bagætter kam Baaenen *22).
"No blywwer han nok ifræ Daeren" -
Saah den faasmeddele Kwinn -
"Hwo mød haa Do faat wal aa Karen?"
Vinteren lidd, aa Fororet kam, aa Staeren po Gowlen han saang:
"Goer hær inno din usselig Pjalt! kan ikki Dæ Tiden blyw laang?"
"Mød længer den skal ikke heller blyww!" saah Ejler; han gik te et Træ.
Han ban hans Huesbond aall *23) i en Løk - "No skal A raa kom hæfræ!"
Saa saah han Faawal te Vaeren,
Å putted hans Howwed derin -
"Gud naah mæ! No kommer A, Karen!"
"De war eisen en sølle jen!" saah han Jepp. - "En wa saa bedrøwwele," saah An Cathrin. - "En wa saa grussele," saah Kjen Muotes *24). "Syng wos jen dæ goer let mier faanøwwele! Kjen Pæjster!" - Læ no Enaahn synng!" swuert hun "sin I ett æ faanøwwed mæ den hæhr." - " Ito!" saah Wolle Hannsen, "A ær et grum te aa synng; men A ku faatæll Jer en bette Histaarri, dær æ haatte lissom e Vihs, undtawwen de, te en for en bæjr Æhn." - "Ito! læ wos saa fo en!" saah e Skwolmæjster; "men gjør en ett saa laang!" - "A ska ett gjør en længer end en ær" suert han. Å saa snøed han hans Nies, aa tow ve.
Vi kinne jow aalsaammel de hæ bette kon Bøj, de kalle "Skræe." No ejer di dem sjælh; men i æller Daww hor di unne Kjasholm. Den æ da ænnele splet ad, som saa mange anner; men fahr haar ed wot en skammele gue Goer. I di Tier - A veed no ett saa nøww, nær ed war - bowed dær et Stød tow Brøer po e Goer. Den ældst a dem wa da e Mand *25), aa den ungest ejed slet ett nød hverken aa e Goe eller aa e Gwos. Men Pæeng haad han ejsen nok aa, manne Kihster full, saawalsom den Åhn.
Noddeda, i de samm Golaw bowed der en Fraaww po Annsbjerre.
Hun war ung bløwwen Enki, aa righ wa hun, aa knøw wa hun. De ku jow da ett slaa fejl, te dæ wa baade Jen aa Enaahn, dæ bejled te hin. Si kuns no! Ham den ældst Broer o Kjasholm, han bejled aasse; men de vil ett blyw te nød. E Fraaww haad sit sæ Enaahn ued; men hvem han wa elle hwot han wa fræ, de mo A et sejj, for A veed ed ett. Den ungest aa di hæ Kjasholms Brøer haad aasse sit sæ Jen ued *26); men de wa sgi en Buenpihg i Skræe. Jahja! han wil jow ett hat hin te Kuen; men ejjesen søen - I vedd wal. De passed hun ett om. Han ga Gaat for, aa han bøj hinne Pænng, aa han lowwed hin baade Guld aa grønn Skoww; men lih vidt kam han mæ hinne. Hun passed hin Rok aa hin Binnhues, aa hehded *27) hin gammel Foræller. Imelstaahn wa hun saarren, aa hinne Muer saa te hin iwessemda *28): "Hva skaae Do? bette Ann!" Hun suet ett nød Annet po ed end: "To de veed A ett - Jen ka ett aaltid wæ lih glaae **29)"
Mens de hæhr no stod søen po, saa kam den ældst Broer ætter, hvem de war, e Fraaww haalt aa. Å saa suer han en høw led: te han skul undlyww ham, ihwor han saa traf po ham. Men hør ikkun saa! Hwem aa Jer, dær æ kommen ad e Vej mel Ungstrup aa Tuening, haa wal aasse sit søen mødtvejs ve en Pass en laang flaad Høw - lissom en Doss *30) - i en Fihrkant mæ stuer Stien rundenom aa nowwn Broklinger aa Tejlstien. Si dæhr haar i gammel Daww staaen en Kjerk, dæ hed Luhn Kjerk. Å di Annsbjerre Folk, aa di Kjasholms Folk di wa lih gue om den samm Kjerk, aa haad jet Stuelstaah, eller Poppeltuer, som di kaller ed, i en. Si no bøj ed sæ hwerken wahr elle bæjer *31), end te e Fraaww mæ hin Kjærrest mødtes en Søndæ mæ den ællst aa di hæ Kjasholms Brøer i e Stuel. E Kjasholmsmand gjør ett laang Snak; men drow hans Koer, aa jaw igjennem den Åhn. E Fraaww hin Kjerrest han fihl *32) døe øwwerenn; men han kam sjæl løkkele og wal ued aa e Kjerk. Men hwot han saa sihn timmedes, de vedd A ett nød aa. Men de bløw befolh, te e Kjerk sku rywwes nier, faa den hæ grusselig Gjanning; aa sihn haar e Folk, dæ hor te Luhn Sown, goen te Tuening Kjerk. - De wa no de; men I skul ha aa vehd, hudden de gik mæ hinner e Skræpihg. Si kons no: Ham den ungest Broer han kjøwt Annsbjerre - for e Fraaww døh knap ætter te hinne Kjærrest wa muered. Men e Goer hed et Annsbjerre indda; den haad et ant Navn, ingen Noløwend ka howw. De Navn, en haae no, fek en ætte de hæ kon Tøes i Skræe - faa hun hed Ann; aa da e Herremand ett ku faalokh hin ve nowwn Meddel, saa taw han hin te Kuen i Tugt aa Ehr, aa kled hinner op i Silki aa Dammask - de wa no aant end en røe Binntrøww aa et Par Stunthueser. Di løwwed glæddele tesammens i manne Herrens Oer. De sihst A besøgt dem, ga di mæ en Kaarre ful aa Brænvien, aa et Glas ful aa Brøe, aa en Skjelling i mi Paang. No æ den Histaarri ett længer.
"Den war ett saa mød towwele" saah e Skwolmæjster. "Men no sku vi wal haa en Vihs. Syng fram, Visti! Do ka jow saamange som dær æ Finger aa Tæer paa Wos Ålsammel. Men de sku væ søen en plasiele jen." Visti ga hans Naaggel *33) et Snow *34), læhted sæ fræ e Stuel, trak op i hans Bowser, sat sæ igjen, spøtted hans Skroe ued, aa tow we gilik *35):
Øwli han wa sæ saa løste en Swenh,
Skul han et Æren, saa stak han irenh
Hisop aa hæhnier.
Gik han mæ Hjølli *36) aa gik han mæ Plow,
Åller haad han Row,
Undtawwen nær han sow
Saa søhdele, saa bløhdele.
Skjøn Else hun æ sæ en Frøken saa fiin,
Hun gor i Silke aa Moer aa Hermelien
Hisop aa hæhnier.
So hun ham Øwli i Mark elle Skow
Ålle haad hun Row,
Undtawwen nær hun sow
Saa søhdele, saa bløhdele.
Dæ wa Daans po Goeren, aa Øwli han saang,
saa mæ den aa saa mæ den saa lettele han spraang
Hisop aa hæhnier.
Skjøn Else stod aa soe po, huddan han ku sæ snow:
Saa fik hun ingen Row,
Undtawwen nær hun sow
Saa søhdele, saa bløhdele.
Skjøn Else vil faaløst sæ udi den grønne Luhn,
Hin Tanker di wanked aalt i den samme Stuhn
Hisop aa hæhnier:
Da mødt hun ung Eiler aalt udi den Skow,
Å saa fik hun Row,
Di udi Græsset sow
Saa søhdele, saa bløhdele.
Å da saa hin Foræller no wa døh ud aaw Æll *37) -
Den jenn gik te Himmerig, den aahn gik te Hæll -
Hisop aa dæhnier,
Te Egtemand aa Haasbon ung Ejler hun tow;
Saa fik de behgi Row,
Å ve hweranne sow
Saa søhdele, saa bløhdele.
Den Vihs grinned di aa hvæhjen, aa e Skwolmæjster skaaltred sæ aa *38) gnej hans Arm, aa saah: "De haa da wor en skammele kaalhøhgen *39) Knæjt, den samm Ejler."
"De ka hejer ett nøth aa væ saa mød rædh a sæ" saah Kjen Pæjster "nær En ska te aa ilaww mæ søen nød." - "De mo Do wal sejj" saah Pe Baahstrup, han læhted sæ fræ e Bænk, aa sath sæ igjen - "Haad mi Ållfaaers Ållfaaer wo rædh a sæ, saa had A knap sat hæhr." - "De war ibann *40)" rowt Pe Pahvse, "Hwa veed Do om di Ållfaaers Ållfaaer?" - "De skal A sæjj Dæ" suert Pe Baahstrup. "Den Goer hær øhsten for, som vi Bynner inno kalle Baahstrup, men di Stuer kalle Marswynsluhn, den er i gammel Tier bøgged op aa fler Bynnergoer. Di hoer te Annsbjerre, aa e Mand dæhr hed Jørren Maahswyen. Han røw di Baahstrupgoer nier, aa kyl di tow aa e Bebowwere i no Huhs i Vium, aa den treddi smed han te Søsle - faa degaang ku di jow tummel wos lissom di sjæl behaahged. - Den Fjahr de war aakkeraaet mi Ållfaaers Ållfaaer, han fik ett nød faa de føhst, men han vinted jow. Saa degaang te e Herrmand haad faat de nøj Stowhuus i Baahstrup rest op, kallt han ed ætte sæ sjæl mæ de hæ Swynnawn, aa gjor et Gill faa hans Slæjt aa Venner. Som di no wa samled Herrer aa Frowwer i e Øwwestoww, saa gor mi Ållfaaers Ållfaaer ind te dem aa taar hans Luh aa, aa sæjjer: "Godaw! aall I gue Venner aa Frænner!" - "Ær den Bunde gal?" rovt somm a dem, aa vil hat ham kyl ud. Men Maahswyen saah, te han mot gjahn blyww let, faa de wa Jen dæ had hans Frispraak ve ham. "Men hudden ka Do Woww aa tittelier wos søen?" saa han. "Åejou" suert mi Ållfaaers Ållfaaer, "A vedd ett ræther, end te vi hør aallsammel te jen Slæjt. Gue Haassbon hedde jow Maahswyen, den Mand dæhr hedde jow Griis, han dæh hedde Gaalt, aa han dæ æ jow en Wonni *41), aa mi Faaer haa di aall si Daww kal Pe Sow - saa maa A da aa vær aa e Swynslæjt."
Åeja! de grinn di aa. Men Jørren Maahswyen tow te-uers, aa saah:
"Sin Do ær aa Wo Familli, komme Do te aa hae en knøv Swynstejh aa bow i; aa saa kommer A aasse te aa gi Dæ nød aa rued *42) i." - Å den Stejh han mint, de wa Baahstruphues, som han bøgged te ham, hwo han rueded aa snahged got nok, aa hans Bøen ætte ham. E Herremands Slæjt ær uddøe faa maange Tier sihn, aa saaen ær aasse aall di anner baadde Wonnier aa Grihs. Men e Sow i Baastruphuus haar indda jen løwwen Griis, som I no ka sie."
Jøsses! hwo skrannied *43) di aa de hæer Histaarri - undtawn Kjen
Pæjster. Hun wa saa møsk. A trowr knap, En ku ha slawn et Smiel aa hin mæ en Wownkjæp. "Do ær aalti saa fos *44)" saa Mouens te hin, "Hwa skaae Do?" - "A skaae slet ett Ant" saah hun, "end no vil A te aa kwehd Jer en aahn Vihs. Begynner en let ræele, saa foer en Faabæjring faa de i e Æhn. Å hwa dæ sto skrøwwen i en, de æ sann, faa de skidh i den Bøj, hvor A æ fødh, aa de æ hejer ett længer sihn, end te mi Bæjstemuer ku grangivvele haaww ed." Dæhmæ stinned *45) Kjesten hinne Røg aa saang:
Po trej Bien humper e Hælhæjst astej,
Faa de te han haaer ikke flier;
Men hwem dæ ska møhd ham epo si Vej,
Humper snaaer i e Kjerrgor nier.
Å Mowns han wa sæ saa løste en Swenh,
Hwor han hoer Fiolen, han dannst dær,
Han haad sæ no aasse en fuldtrow Ven,
Å de wa hin Mett Mari Hanster.
Å da han kam haatte *46) te Hanses Puet,
Da hoer han en Hæjst, dæ kam lumpend!
De føhst kirt han sæ ikke ætter ed stuet;
"Hwa! Hwem æ de, komme hæ dumpend?"
Men dæh spraang Gnister fræ Hæjstens Bien,
Desligest fræ Øwnen aa Niesen.
Å komm unne Tag da han war ikke sien -
"Hej! hudden si Do ud, Mowns Piesen?"
- "Hudan A sir ud, de ka væh Jer de samm -
De æ kaalt, aa kahænsæ A fryser -
Vil ejjes I sie lidt aa høhr, saa go framm,
Hudan han den Trejbjened nyser."
"Spel op frisk! aa læ wos fo Wost aa Brøe! *47)
A skul ha let Wahrm no i Kroppen.
Iawten A daanser, imuen kan A døe."
De gik mæ en Swingen aa Hoppen.
Han tow Mett Mari ve hin venster Haaen,
Å tramped aa hujed aa nikked.
Hun bløw ret saa angest de sølle Baaen,
Ålt som hun no knikked aa vrikked.
A trowr, hun bløw kaalh, mens Mowns han bløw hied,
E Swed trilled ham unner Yww da -
"A mo let herued ætte de bette Bied *48),
Herinn kan ik længer A blyww da."
Å som han kam ued no saa warm aa saa wuod,
Å suoelt *49) i e Blæst sæ et Stød da,
Dæh filh han, ku hwerken røhr Haaen elle Fued.
Di Anne bar ind ham som dø da.
Saa kjor di ham hjem da, aa lo ham paa Stroe,
Å lo di saa Snekeren komm dæ.
Han tow no hans Moel fræ hans Top te hans Toe
"Do skal fo en Kihst, dæ ka romm Dæ."
Å han kam igjen o den ottende Daw
Mæ Kihsten, han sku puttes i da.
Men Skjægget de vil han jow føst gi et Skraw,
Mens Konneren towwed ham *50) - si da!
Hans Kjærrest stod ve ham, aa kjæmmed hans Hoer
Å kyst ham po Pannen aa Øwnen.
Den Skjægskraver ind ham i Hahgen skoer -
Da wowned Kræbaaten aaw Søwnen.
Han rehst sæ, aa soe sæ i Stowwen omkring,
Å soe po sæ sjæl aa di anner:
"Hwa skaaer A, mens hæhr I haar om mæ slaan Ring?
"Å hwis æ den Kihst?" - Din nohanner *51).
Marri ga et Skrigh, hun Wa næeve aa daahn -
Hun bløw jow saa faahle faaskrækket. -
Hun smeed sæ po Knæe, aa tow fat paa hans Haaen,
Å takkede Den, ham had vækked.
Å da fik di Konner no Ånt aa bestell
End smøkh de hær Ungkaael te Grawwen -
Di smøkked den Pigh unne løstele Spel
Te Brudh epo Trejugersdawwen.
Den Snehker han klawwed sæ nød faa hans Kihst.
"Hwem ska no betaahl mæ aa ta en?"
- "De skal A" saa Mowns, "de for aa blyw den sihst!
Te rehle *52) A døer, A vil ha en."
"Den war ett saa mød slem" saa Kjen Muotes, "hwissommensti de
ejjes æ sann."
"Da æ den hæhr sann" saah han Jens Jensen, ham e Hueskræhmer -I kinne ham wal - han Wa kommen ind ad e Daer i de samm Golaw.- Han bowwer ejjes en fi Miil hær øster po; men nær han drawwer om i Bøjjeren, aa tingger Hueser, aa de blywwe faa silh faa ham aa kom hjem, saa legger han sæ gjahn ind te e Skwolmæjsters. - Noddeda,- saa sat han sæ nier aa ga sæ te aa faatæll, lissom A no sæjer ed ætte ham:
"Den Gaang te A sku føhst Gaang o Sessiunen, da wanted *53) mi Faar knap aa nap fiir Oer i trej Snees. Saa fulles han aa mi Muer ad op i Præjstgoren mæ en Brik Smør aa en mægtig stuer swot Kok. Præjstmadammen beholdt baade Smørret aa Kokken; men Præjsten, de war elles en dejlig Mand, aa møj gue mod fatte Folk; men han vill alliwel ett gjø mi Faar æller, end han war, aa saa maat a spring Sældaat - Rytter skul a sej. Jes Piesen slap bæjr, for han fik en Resevt po no Avethekersager te aa smøer hans Øwn i, aa saa fik di søen en rø Hantiring, hwægaang han kam o Sessionen; men de kaast aa hans Faar en Halhunnerdaalersseddel.
Skuelen Wa slem; A ska suæ te, Løgtenanten ku ærre *54) jens Røg. De war en villele Kaal te aa faastoe hans Exesis; men nærensti han søe: "Kael! Du rider som en Agurk!" saa wa han ett naade.
De war i Kriggens Ti. Dengaang A kam ud aa Skuelen, kam A ind
te Reggimintet; wo Skadron loe i Enkelfyer *55), men saasnaar A kam, massired vi ind a Meklenborre. Die loe Franskmannen; de wa no bette geswint Kaal. Di bottred po *56), de gik som Kjepper i Hjywl; men A ku et faastoe Ant en "Futter!" De betyer saa møj som "Dællen skal annamm Dæ!" Saa spuur A wo Rikmejster - for han ku praat mæ dem - hwa de wa di søe: "Di sier" sø han, "di vil dragge den røde Kjole af Jer, aa gi Jer en blaa isteden." Men de bløw indda Løwn.
Den føhst Gaang vi kam sammen, da war A aa Ras Rask a wo Bøj
Blænkere. Vi kam te en bette kun Skow; dæ kam trej a di hæ smo
Kaal imøed mæ wos. "Hwem dær!" sø A. "Kiklava!" sø di. "Feldtrov!" sø A. "Sakkarnommedjø!" sø di. "De æ missen Løwn!" sø A; "vedd I ett bæjr Feldrovet, saa skal I føl mæj te Skadronen!" Men saa drow den jenn hans Savl, aa rej li po mi Kammeraat. A tøkkes rehle nok han kalt wos Engle *57); men Skam sloe ham, han mint ett mæ et, for han ga Rasmus et Slaw, te han filh ow Hæjsten. "Hwa!" sø A "slaaer Do Ras Rask, saa skal Dællen regiæ Dæ!" aa mæ de samm hoog A ham øwer hans Nakk, te han buust en Bagkorre *58). Da di anne Tow soe de, saa begynt di aa futter aa sakker, aa rent in po mæ, som di vil rien ha
trojn mæ nier. Men A Søe: "Snak Dansk, I tydsk Hunn!" aa saa slow A den jen øwr hans høwr Arm, aa den aan øwr hans venster, aa saa taw A dem te Faang, og før dem te Skadronen. Men Rikmejsteren ba den bitte Mand ta sæ, no wa vi uløkkele, faa de wa Fransmænd. Siin lært han wos, vi sku sej "Dragoon dannoa." De faastodd di, saa vist di vi wa Danskere.
Jengaang indtow vi en Stadd, der hedd Rasseborre. Gui bewaars
hwo de gik te! Dæ wa en Vagtmejster ve fjaer Skadron, han had wo mæj faa Stralsund, degaang di slow Grøw Skeel ihjel: han had undlywet manne Minnesker i Kri. Han sø, te de Slaw ve Rasseborre, wa de grommeste Slau, te han had wot i; men de ve Lybek war inno grommer, faa diæ maat de haall ed i ni Dau aa kyør ud ow di Døe - de wa retten stræng faa di sølle Bæster. Men ve Rasseborre - som A sku fotæll - war et saa møj ænkele *59) aa si, hudden det gik te. A soe en fransk Sældaat, han gik mæ et bette Baaen po hans Bangenet. "Do er et Skaaen!" sø A. "Piiv mæ laang Rør" *60) sø han. "Do ska ha Fannen!" sø A, "A ha sjæl betal mi Piiv, A kjowt baadde Piiv aa Rør aa Mondbeed aa Ras Rask degaang vi loe i Issehow." Men saa kam der en grueselig Howwen Fransmænd, aa di rowt aasse "Piiv mæ laang Rør!" saa tint A, de æ de bæjst Do rier di Vej, om Do vil behaall di Piiv.
Degaang vi saa kom te Hamborre igjen, saa vil vi et længer væ ve Fransmannen. Da vi saa Faawal te ham, da græd Prins Ekmøll som et Baan, faa han vil et haa wor aa mæ wos. "Faawal!" sø vi. "Adiø" sø di, "adiø Ræv aa Har!" *61) "Kys wos hiæ!" sø vi. Saa begynt di igjen mæ dje Pivsnak. "Ja piiw i no i wo ..." sø vi, aa saa rejh vi te Baanhøwd. Die kam Kosakkeren om wos. Di vil prik ætte wos mæ dje Pigkjepper. Den føhst, A soe, tint A war en Kræmer; men da han kam nærer, ku A wal sie te de sku vær en Krigskaal. "Do er en sue *62) Kaal te aa rii" søh A te ham: "A trower missin Do sidder oweno di Madpues." "Dowre!" søh han. "Ve Do ha Dowr?" *63) sø A, "ja dessom Løgtnanten soe, hudden Do sedder mæ din Knæer, saa vill han nok gi Dæ Dowr; ka hænse Do fik Tewand aasse." Men saa stak han mæ i mi høwer Laar. "Do æ sue nære!" *64) sø A, aa saa hog A hans Kjep met øwer, aa ham sjæl bag etter. "Do ku ha woer fræ mæ!" sø A. Diæ war aasse en fransk Genneraal fulle mæ wos. Di kalt ham Lallemand. De war en Wowhals. Han haad en bette rø Lue po, den swinged han aalti mæj, aa saa rowt han lissaa høwt som han kunn: "Brave Dannoa! A æ laang! A æ laang!" *65) men de war ett sann, faa han wa kun en bette stumpet Kaal; men modde wa han.
Sien drøw vi te en Bøy, di kalt Sestej; diæ wa saa manne Finner, te den jen ku et spøt faa den aan; men vi ragt dem indda tesii, aa kam walhollen in te Rensborre. Po Vejen kam der en Fransmand rennen, aa sprang op po Hæjsten bag ve mæ: "Væk Per Missiong!" sø han. "A hedder ett Pejr, A hedder Jens," sø A, "ik heller vil A go væk for Dæ; men ve Do væ skekkele, saa mo Do ri mæj." Saa vil han hat Akkevit. "Ve do ha Brænviin?" sø A, "de ka Do fo" aa saa ga A ham ow mi Flask. Da han had drokken, begynt han aasse aa snak om mi lonng Piivrør. "Hwissommenti Do ett holler Flav," sø A, "saa skal A kyll Dæ nier ow Hæjsten." Men saa ba han om en mild Pardon, aa sihn bløw han rolle.
De wa de siist Slaw, A war i; aa degaang A sku te aa sedd ow
Hæjsten, haad A møst mi Maandbed te mi Piiv, aa A haar aalle sit et sihn.
"Faa den Sag" saah han Mahs aa Vrahnum, "A haa jow ænnele aasse
wor i Krie, aa de ku ha gaan mæ mød wahr end de gik, aa de endtes mæ te A fik en gue Kuen - jaja! no æ hun døe aa hæn, sølle Kjesten, men hun wa gue ve mæ saalænng hun løwwed; A mo ett sej hin Ant po. Noddeda, saa haar A laae den hæhr Vihs om den hæ Krie, aa hudden A fik Hold o Kjesten.
Degaang te di ve Kjøvvenhawn mæ Amraal Nielsen drowes -
De war en høw Skjætaasda di bestellt ett Ant end slowes -
De Pust begynnt ve Kjerketie, da de had ringed sammen;
Men Klokken den bløw trej saawal, fa Nielsen han saah Amen -
Å de wa Mæ aa Jens aa Pier - fræ jen Bøy aalle Trej -
Å po et Skiv hed Prøvestien dæ wa vi aasse mej.
Den Tie te Klokken den war oth, aa vi had faat wo Dower,
Da rovt Cavteinen: "Karle! lad mig see, I ikke sover!"
Å aall di Skihv, dæ drøw faabi, di smeed dje Kuller te wos.
Tesist saa kam dæ trej mæjit, aa di bløW leggen ve wos.
Di skøed, aa vi skøed. Wo Cavtejn - Pe Lassen war'd di kalt ham-
Han rovt faa hwæhr en Kuhl dæ kam: "Den maae vi ha' betalt ham".
Di Kuller fløw saa tyk som Smol aa pehv som nowe Hjæjler.
Di kam aa slow wos øweræhn, som nær de spelle Kæjler.
Å møt po Dawen ve en pass *66), da tremled Jens aa Pier.
A sokked ve mæ sjæl, aa sah: "No sies vi aalle mier."
Saa bløw vi ve aa ponses *67) saaen, aa de wa rehle haat,
Faa Klokken gik te fihr, aa vi had ingen Onnen *68) faat.
Tesist bløw Engelsmannen kyw *69) aaw aal den hie Hantiering;
Wo Løgtnant tahrt hans Pann, aa saah: "Hold inde mæ Sjarsiering!"
Saa skrej *70) A i en Boed te Land, aa fek mæ nød aa bedd o *71);
A gik aa oed *72), faa dæhr war ett en Plett te A ku sedd o.
Diæ kam da Jen, A kint, aa saah: "haa Do wor i Labeeten?"
"Ja let" saah A - "da æ" saah han - "di Anner o Lassareeten."
"Hwah? Hwem?" saah A - "I! Pier" saah han, "aa Jens, di Kammeraater.
"Saa ær ed ikke waer" saah A, "te vi sto hæhr aa praater.
"A tint te di wa slawn ihjæl; A so jow faa mi Øwen,
"Di tremled øwweræhn - ino! - da war et wal djæ *73) løwen.
"Ito! A vel indda dæhænh!" - "Ito!" saah han, "al mæddæ!" *74)
Men Gud bewaahrs! hwa dæ wa fult! aa ek en Boes wa ledde.
I Salsen *75) loe di behgi Tow, faa de ku ett kom længer;
Å Minnisken di stod omkring, aa glowd aa ga dem Pænger.
Å dehr stod stuere fornem Folk, aa Frøkener aa Fraawer,
Å ga dem. "Hillemænh!" saae A, "da skal A loww I skower!
"Hudn goer et mæ Jer?" - "Skit!" saae Jens: "A'r aah mæ behgi Fædder. " -
"Å mæ mi Ahrm, walkommen Mahs!" saa Pier - "ærd Dæ dær æ
dær?"
Men Jens han loe *76), aa tow mod Pænng; han talt dem, aa han djelt'em;
Å de wa Sølpænng aalle Slaww; han had nok mæ aa skjell dem.
Di hall put han i Pies Fek; di hall dem tow han te sæ;
Men saa ga han et Hjahtesok, aa prøwed aa læth ve sæ:
"De blywer rinng mæ mæ" - saah han - "A trower ett A løwer.
A bie Dæ saa almindele *77), Pier! komme Do dærøwer,
Da ska Do hælls mi Faaer aa Muer, aa Kjesten ekke minner!
Å ka Do løww, da bier A Dæ, Do gywte Dæ mæ hinner!"
"De side ves ett" - saah Pier - "faar A mo vesnok følles mæ Dæ."- "Hwa ska wo Pænng blyw te?" - saah Jens - "Mahs! ve Do ta dem te Dæ?
Å fløj dem hjæmm?" - "Hwofor ek de" - saah A - "A ska wal ta
dem."
"Vel Do gi Kjesten aalle mien?" - saah Jens - "faa hun ska ha dem.
Men hvissom, Pie! Do døer far A, maa A saa arre dihn?
"Hun fek indda en kjøn kon mier, nær di bløw laa te mihn."
"Å ja!" - saah Pier; aa de war aa di sisti Uer han taalt,
Faa føst døh han, aa saa døh Jens: aa saaen fek Kjesten Ålt *78).
Saa drøw A hjæm mæ den Beskien, aa kam te Ørum sille -
A vil ett go te Kjesten strags, men blyww te'm Moenen tille *79).
Mi Faar aa Muer - de skal A loww - de smillt degaang di soe mæ.
Mi Muer hun saah: "I Guskilow! Do kun indda begoe Dæ," -
"Ja de wa stint *80) nok" - suered A, aa kyl mi Tværsæk nier.
"Do æd'd'et nahgen" *81) - saah mi Faaer - "hudn goer et Jens aa Pier?"
"To di bløw skaat" suer A, "dæ war aa ret en slem Spitakkel;
"Di loe som slagted Swønh; te A bløw frie, de war't Merakkel."
"Hm - hm - hm!" saah mi Faaer - "hwem kaast'em hen? hvem full te Grawen?"
"Ham sjæl han kaast'em hen" - saah A - "aa hiele Kjøvvenhawen
Ful dem te Grawen. Dæh bløw ringed, præjked, dæh bløw songen."
Mi Muer hun slow hin Hinner sammen: "De wa knøwt aaw Kongen."
"Mi Faaer han saah: "No fo di Saarre te Øwlis - sølle Kjesten!"
"Faa nærenstie En haar en Ven, saa vel En nødde mest'en."
Om Muenen degaang vi had et *82) wo Dower, saah mi Mower:
"Do skal wal hen te Øwlis no? - A følle mej, A trower."
Da Kjesten soe mæ, stak hun i aa græhd - faa di had saae hin't- "Hwa ka de nøtt!" - saah hinne Faaer - "Åh!" - saah hun - "de ær aah stint." *83)
"Åh! Jens! Jens! Jens! Do wa mi Ven - aa hwafor skul A møst Dæ!"
"Åh! gi Dæ stell te't!" - saa hin Faaer - "dæ foes wal Jen, ka trøst Dæ."
Saa tow A op mi Paang mæ Pæng - dem Jens aa Pier had ginn mæ:
"Dem ska Do ha te Arrepaaet!" - saah A - "Ka de et linn Dæ?"
Saa kam vi te aa snakk en Kuen baad' om de Jen aa d'Annet.
Mi Faar kam aasse te aa saah: "den Krie æ slem faa Lannet.
Men ejes no te Jens æ døe, hudn tinke Do no Øwli?
Do kan ett saahn sedd Enkimanh; aa de'r't war *84) aa vrøwl i.
No skal Do inten gywt Dæ sjæl - aa Do æ raa faa gammel -
Å Do aa hun I sku nohinne *85) væhr epo jens Hammel." *86)
"Å A veed et, Hvem de sku væhr" - han suer: "A vedst ett hejer.
Ku Kjesten finn en Kaael mæ Let, kahænsæ de Wa bejer." -
"Ito!" saah Muens mi Faaer - "Do'k'ett behøw aa lied aah laant"
"Åh! I behøwer hejes ett" - saah Kjesten - "aa ha aah traant!" *87)
"Hm, hm!" - saah Øwli - "hm! A veed, di Sæn *88) han haae no Skjellinger" -
Hint wos en Dram aa en Bed Brøe! de ka ett hjelp vi kjællinger."
Men saa bløw Kjesten rint kataalsk, aa hvæll *89), aa ba om Daw *90) da.
Men sihn som vi kam sammen saan i jit aa annet Law da:
Somti saa wa hun ett betint, aa annetier hun tøt et *91).
Tesist saa bløw vi Manh aa Kuen, aa Ingen haa faatrøt et!
"Noddeda! Wolle Wistesen haad tawn still den hiele Awten; men ve de Law fik han isinn aa snak mej.
"Hwem dær æ kint i Graah aa dæromkring" saa han, "veed wal
aasse, te dær æ Nød, di kalle Svend Graahs Capel - faa hæ haa wot en bette kon Kjerk engaang, lissom dæhr øhsten for Ungstrup. Men de er ænnele saa lænng sihn, te mi Ålfaaers Ållfaaer haad ett sit Nød aa den hæ Kjerk. Stien æ dær inno nown aa; hwem dæ gidde gaaen ætter ed, ka snaar finn e Stej po Groskovs Mark, lit nueren faa Haww Søe. Dengaang de skidh, som A no ska faatæll, si da wa dæ trej Konger i wo Land - aa de wa di tow faa manne, ka A trow, faa jen ku ejes haa wot nok: trej Konger i et Land maa væ lisse gaat som trej Konner i jen Hues, faa hudden sku de faaligges? Noda: den jenn aa di Konger hedd Swenh. Han slow den aahn a di tow anner ihjel ve et Gjæstboj, hwo de no war, aa han vil gjo lisse ve den treddi. Men han unnrennt, aa sanked en gromme Haav Kriesfolk sammel, aa øwwerwan Swenh i et stur Slaw, di haalt derind po Graah Hie. Swenh han tavt baade e Slaw aa e Lyw, som A no ska faatæll. Den Daw far e Slaw sku stoe, saa stod e Konng udden faa hans Tjelt, aa saa bøj ed sæ hwerken wahr eller bæjjer, end te en Buenkuen kam gaangend faabi, aa hun war en skammele knøwh Kwinn. E Konng fik Løst te hin, aa lo hin træk ind i e Tjelt, aa loe aasse ve hin, men haat imued hin Villi. Dæ ku wo manne Konner, dær ett haad tawn sæ søen Kjellingerie næe saa næer; men den hær wa strix i ed. Saa snaar hun wa sluppen ud igjen, rent hun hjem, aa græed saa møj moddele, aa faataall hinne Mand Ålting, lissom de wa gawn te. Saa bløw han illworn, aa saah: "Da skal A indda sie om A ka bethaahl den Skitting aa en Konng de hæh Støk Arbed." Dæhmæ tow han en Yws *92), aa stak bag nier we hans Nakh, mæl hans Innetrøjj aa hans Ullenskjøt *93), aa gik ued. Men e Slaw wa begynt, aa de uet *94) ett lænng, fa Swenhs Folk bløw splet ad aa faadrøwwen. Han maat jow aasse sjæl remm, aa kam faahren aaljenn po hans Hæjst dæh faabi, hwor e Buen stod aa soe po e Slaw. Men saa støwted hans Hæjst. Finneren war ætte ham et Stød tebaagh. Han rowwer te e Mand: "Hæel mæ! *95) Hæel mæ! om Do veed et Stej." "A ska hæhl Dæ søen" saa e Buen, "te di Uvenner ett ska finn Dæ løwwen. Mæ de samm hog han e Konng møt i hans Pann mæ e yws, te han fil stjendøe øwwerenn.
Da hans Muedstanner, Konng Wolmer, komme aa fanh ham, lo han
ham johr po de sam Stæj, aa byg den kon Kjerk øwwer ham.
Ætte hans Døe haa di aalti kal ham Sven Graah, faade te han omkam dæhr. - Men øwwenpo de hæhr ve vi no ha en Vihs aasse om Krie, som jen aa mi gue Venner - ja de er ett længer end tow Oer sin han døh - han haa sjæl dejtet:
Den Tie A war en bette Kaal, aa gik aa utted Foer,
A fek mi Føh aa Klejemon i Muoten Jejsens Goer.
Åw Naahd aa Barremhjatehied de fek isinn aa ta mæ,
Da mi Faarællr wa falln mæ fræ aa ingen Anr vil ha mæ.
Die war A ejsen manne Oer - had retten gue Daww;
Lid ingen Nø i nowen Maad - faa de wa Synd aa klaww.
Bøn had di ingen flier end mæ aa saa djer ejen Dætter -
Di tint *96) wal aasse, som de gik, te dæ kam ingen ætter.
Å mæ aa Muotens Sessel som Søskin wust vi aap.
Dæ war ek jen uen Bloesdrohv i hinne hiele Kraap.
Vi wa som Jit, hwa Jen den vill, de vill den Annen aalti;
Vi wa tesammen føst aa sist, i Mark aa ve wo Maalti.
Vi had jen Sæng aa legg wos i, ek heje ku vi soww,
Fa di had loe wos sammen i wor ijen Byssiloww.
Te Skwol aa fræ Skwol gik vi knøwt, aa haalt hweranres Hinner.
Å hwær en Puhs *97) A boer hin øwr, faa de ti hun wa minner.
Saa fultes vi, mens vi wa smo; aa sihn da vi bløw støhr,
Vi gik jit Vinter begi Tow te Præjsten i Faahøer.
Å saa bløw hun mi Gajilam, aa A hin Nøjorsgaw da, *98)
Degaang te di djelt Kjærster ued i Kaal- aa Pigi-law da.
Men sihn da A wust bæjer te, aa bløw di jit aa tyww:
Saa maat A te Sessioen, aa spring Sældaat, aa læ mæ skryww.
A fek mi Pas, aa Sessel græed aa saah: "Faawal no, Pier!
A tinke ves, Do go di Vej, A sie Dæ aalle mier."
Hun græed - A græed - de war en Ænk aa vi græed behgi Tow.
Men da vi skeltes lowed hun, te hun sku blyw mæ trow.
Saa maat A da massier astej aa ind te Reggemintet.
A soe hin et i ølle Oer; de had A alle vintet.
I tow Oer gik A Skuolen fram, aa sihn kam A i Krie.
Die lid A Unt aa Hoerhied; de war en sølle Tij.
Tesist kam A i Slaw, aa fek mi høwer Arm spolieret.
Di skoer en aa ve Åwselen; aa saaen bløw A korieret.
Di kunn ett brugh mæ længer dier, aa dæfor fek A Low.
Saa gik A hjem den laange Vej rint uhd fræ Issehow.
A tinnt saa tit aa manne Gaanng: hudan mon Sessel haar et?
Kahænsæ hun æ døe aa henn: saa æ hun wal faawaaret.
Å som A kommer te wor Bøj, aa sie te Muotens Goer,
Hwor A had løwd saa glæddele mi guede Ungdoms oer,
Da wa der Spel aa Løstehied, aa Huset fulh aaw Gjæjster,
Å Gillwown i den hiele Goer, aa Towten *99) fulh aaw Hæjster.
Å da A kam saa te den Daer, aa saah: Gusfrej herinn!
Da wa dær ekke Jenh, saa' tak; ekk Jen dæ ku mæ kinn,
Fa Brudden kam, aa kieg derued - aa de wa Muotens Sessel -
Hun slow hin Hinne te hin Lohr aalt mæ saa stuer en Ressel.
"Å Herreguj! hwa sier A no! to de æ Pie dæ stoer.
Åh Pier! A vinted ætte Dæ i samfull ølle Oer.
Mi Faaer aa Muer æ begi døh - hwi skull A go fræ Goren?
Do kam jow ett - Do skrøw jow ett - no ær A gywt mæ Soren."
"Hwa skull A skryw mæ, Sessellill mi høwer Arm æ henn;
Å fahr *100) i Krie aa fremmed Lann A ku jow ingen senn.
A æ en Krøvl; de sie Do wal, aa ingen Minnesk Nøtte -
Gud give det, jeg maatte snart herfra til Graven fløtte!" *101)
"Gi Dæ tefres!" saah hun "Do skal slet ekke suk faa Brøe!
Saalænng vi Anner haaer en Koen, da skal Do ett li Nøe!
"Do ka jo blyww som Do haa' Wot i gammel Tie i Goeren!
"Kom inh aa sæt Dæ ve wo Skyw! saa ka vi snakh mæ Soren!"
Si no ær A en gammel Kaael, aa goer aa utter Foer;
A foh mi Føh aa Klæjemon i Muoten Jensens Goer.
A fløtte Kyer, A fløttc Hæjst, aa Smotøw sier A ætter;
Å somti po mi venster Arm A bærer Sessels Dætter.
Da no den hæ Vihs om den jenarmed Sældaat war ued, saa tow Wolle Vistisen ve igjen, aa saah: "A skal indda beskryww Jer, hudden de gik mæ de Oer, A tint dærøwwer i Kjøvvenhawn. A haar inno gjemt de Brøw, A skrøw hjem, aa no vel A løhs ed faa Jer:
"No er A da bløwn Kusk ve en Brandispettør, aa hwissommensti I
so mæ no, kun A rele ræh Jer hen *102), faa nærensti A sedder o e Bok, sir A ud som en Bjøn, faar A haar en Ullenskjøt aa baare Ræwbælle, aa en laajn Kabus mæ en Ræwhaal i e Nak. Den naadde Frow saah føst, te de sku wot en Ræwrump; men saa saah A: "Nej ejs manne Tak, de passer A et om."
De væst A haad her, de føst A kam her, war ejs aa faasto dje Snak: den naadde Frow wa rejn Tysk i hinne Taahl. En Swønstiæg kaller hun en Svinestej, aa en Stejh kaller hun en Stie. A vest haatte et hudden A wa vænt i et. "Kan han bære en Stej til Bageren?" saah hun te mæ. "Nej hwerken A ka ek hejr A vil; hwa skul han aasse mæ den?" saah A te hin. "Saa kan han gaae den Stie han er kommen paa, jydske Kavaj!" saah hun te mæ; men saa kam Hæhren, aa han skel wo Træd. Di bitte Smobørn er aasse no gromme Krabaater: næ di sie mæ, skal A aalti staw te mi Nawn; nær A saa sejr "O sejr ou, L, e Le, Wolle," saa grine di saa dje Maw æ farre aa spræk. De gor ejs knap te hæhr, faa nærensti A beer om en To Vædels te e Brø, saa øwerbegrine di mæ, aa læer te di ka et faasto hwa A sejr. Da wa di møj bejr ind i e Synnen, degaang te vi war ilaw mæ e Kosakker; nærensti A dæhr faalaangt faa tow Skjælling Wost, saa ga di mæ aalti faa fih Skjælling Pøls. A haa wo tow Gaang o Kaameddi; di saah faa mæ, te di spelt dæhr, men A so hwerken Kwot eller Tærninger; A soe de wahr wa *103), faar A so den Slemm. De war uhd o Vejsterbrow. Føst kam der en Kriskaal, aa han sat en Stejh te et Huus, aa krøv in aa et Vinni. "De komme Do gal fræ" saah A, "dessom der ejs æ Folk hjemm." Dæ stod nowr Kompener ve mæ, di ga dem te aa li aa mæ; men aaller saa snaar wa han kommen nier igjen, fahr e Mand kam ud mæ et Lyws i hans jen Haahn aa en Koor i den aahn, aa saa røg di sammen; men e Tyv stod sæ, aa stak e Mand ihjel. A rovt te di sku griiv ham, aa før ham te e Herredsfowd, men di low a mæ, aa holt faa mi Mun - søhn æ et aa ha gue Fortaalere; kahænsæ han aasse had stollen sæ rigg, faa saa haad han ingen Nø. De waart et læng, saa so A ham igjen, han sad aa oed mæ tow Kwinfolk, aa en Møllerswen gik faa Buer. De war en speddelske Knæjt den samm Møllerswen, han haad læhr hans Professiun tegawns, faa han stal baade Brænviin aa Edelswaar *104) aa Skywen fræ dem, aa holked i sæ som en Stork; men kahænse han heller et had faat aa ehd i manne Daw, faa slanten wa han, aa hans Klæjr hang aa slovvred om ham. Saa rej di de Huus øwrenn, aa saa so A et aant Stej, dæhr wa Liegstow *105), aa saamanne Kaahl aa Pigger, der rent aa danst; dæhr kam e Tyw aa vil dans mej, aa den laang Møllerswen aasse. Men Skam slaae dem! e Møllerswen haalt e Kaahl ve Snak, mens e Tyw stal jen aa e Pigger, aa rent astej med hin. "Hej!" rovt A, "hwi løvver *106) I ett? e Tyw skeller hin ves ve hwæ Klæjtro, hun haar o hinne Krop." Men saa grint di igjæn, aa saah te A sku holl Kjæft. Alywl rent di da ud aa e Liegstow, men saa ku di ta æbaag. Let ætter kam e Piig, e Tyw had stollen, igjen, aa fløw fræ den jen Sih te den aan, aa røw sæ i hinner Hoer, aa bar sæ ad, som hun had wot gal. "Hwa gor a hin?" saah A te ham, dæ stod ve mæ. "E Tyw haa lokked e Pigg" saah han. "Sk..." saah A, "wa de waer aa skav sæ søhn te for? han haar wal saa møj, te han ka betaahl faar e Baahn." "Sih hes!" *107) saah han, "dæhr kommer den skammele Møllerswen tebaah mæ en laang Stremmel Papiir." - "No vil han ta Moel a hin te en nøj Kjowl" saah A, "kahænse e Tyw haar røwn den hun haar epo; ja ja, Nøj æ bæjr end slet Ett." Men e Piig war et faanøwd mæ de, faar hun loed te, hun vil ha slawn e Møllerswen mæ hinne Knøtnøw, aa saa sprang hun op po et Kon Digi aa nier igjen, aa hwor hun saa bløw aa, de
vedd A ett. Hon rent wal saitens ætter en Inkallels, men hwa ka de nøtt? de hun haar de haar hun, aa e Kaal ka go fræ de jen Herred te de aant, saa kan hun ta æbaag. Men saa skul I ha sit et Spel! Dæ stoer en Hæjst mæ en Mand epo o Kongens Nøjtaarre - A haa manne Gaangg gon om ve en, aa tint, te de wa nøj, di haad skor ud aa Træ; men Skam slaa ham! han ka got rih hwot han vil, faar aallebæist som A sad aa gavt o di hæhr Anstalter, kam han ind ætter e Tyv. Han had rehle nok smur sæ øwr mæ Krihd, men A kint ham allywl. E Tyv war ett sue glaa ve ham, faa hvæhgaang han so te ham, saa nekked han a ham; men han bløw indda haallen stell saalæng te e Tyv fek Staan *108) aa unrenn. Tesist saa barres de mæ for te A soe Helvede. Den Slemm aa saa manne Smodævl te de wa grusselig rent aa slow Ild o e Tyv, aa saa putted di ham nier i en glown Own aa sprang sjæl bagætter, men den løwn Træhæjst sprang mæ e Mand op o e Lout. Den aahn Daw gik a nier o e Taarre, aa vil si om han wa der - jow, han stod dæ rehle nok, aa hod faat aal e Krihd tarred a sæ; men A ska wal hyt mæ, A kommer ett saa nær te ham, faa no ved A, hwa han bestoer aa.
Den aahn Gaang A wa dæhr ud o de Comeddetøw, da kam Skam e
Møllerswen igjen, aa de Gaang wa han kommen i Tjennest ve en
aahn Haasben, aa di sku wal laant hen, faar han had en gromme stur Madkaarre aa slæhv epo; men de war en Sløngert ihwot han kam, aa de hæ Stehlen wa nohanne gjor ve ham *109), faa lissesnaar han so te e Mand wa kommen et Koen fram, saa ga han sæ ilaw mæ e Madkaarre, aa han hog i sæ, aa stapped nier i hans Maw jen Humpling ætter en aahn, aa saa tow han sæ en gue Toer aa e Flask ivessomda, aa sat en hwæh Gaang bag ve sæ. Men saa kam dæ Jen i søhn no pæhn tawlered Faarklætøw mæ en Hjøllistryhg i hans Haahn, aa han snapped e Flask aa rent mæj. Degaang te e Møllerswen saa væhn sæ, aa vil ta hans Flask, saa war en hæn. De howed ham ill: han so sæ ronnen om po wos Ålsammel, tesist falt hans Øwn po mæ, faar A stod ham nærest, aa da ku A wal si, han waantint *110) mæ te et, faar han bløw ve aa glow o mæ som han skul ha et *111) mæ. "Hwa ka de nøtt," saah A, "te I sier o mæ? A haa Skam ett tawn je Flask, men dæ wa jen, dæ rent her i et Pa laang Bowser aa mæ en Hjøllistryhg, han tow en fræ Jer." Men de ku let hjælp Ål hwa A saah, faa han bløw ve aa si o mæ; han saah Ingenting, men hans Øwn gnistred som glowen ild, aa al dem dæ war i e Stou di grint lisse stærk som di kunn. Saa bløw A ilworre aa saah te ham: "Tyw tænke Hvæmand stæl; dersom Do ett vil læ væhr aa glow o mæ, saa skal A Skam kom øwr te Dæ, aa baank e Miel aa di Trøj." Han stod lih kawt *112), aa gavt saa høwt, te A ku ha jawd beggi mi Knøtnøwr ind i hans Mund. "Da skal A si, om A et ka læth din Møllertyw!" saah A, aa saa vil A te aa kyl mi jen Bien øwer e Plankværk; men saa begynt di Ålsammel aa rohv te A sku go ud; di haa wal wo ræhd te dæ sku ski en Uløkk. Saa Wa dæ Tow, di tow mæ hwer unne si Arm: "A ka go sjæl," saah A; men de ku et nøtt hwa A saah, faa saa krøv di sammel runnen om mæ, aa raavt Hurra faa mæ, faa de A søhn had skamfutted e Tyw, aa saa bar di mæ rehle ud po dje Skaaller; men i e Daer skeltes di ad, aa saa trillt A aa brækked e Maanbed te mi Pihv.
Men saa haar A aasse jengaang wor i Kjærk, i den bette kaalled
Kjærk, dæ legger paa Kongens Nøjtaarre, let fræ den løwn Træhejst; de war en doll *113) Kjærk innen i. Møt øwr war et stuer Omhæng, aa de stod der en bette Kon Knejt aa trak op aa nier, aa en Præjst stod der ve hwæ sin Sih aa et, aa di wa swot i e Ansigt; A stod ve wo Kaakkepihg høwt aap o e Puppelturh. Kongen sad ve den jen Sih o e Præjkstowl; men han taw stell, aa e hiele Mienighed taw stell, undtawn somtier te di klapped i dje Hænner, aa ga et gromme Vræl aa dem. I e Chor dæh gik di ud aa ind, aa saa præjked Jen aa saa præjked Tow, aa saa rovt di i Munnen po hwæranner; saa sang di, aa saa spelled di. Dæ war aasse Bruddeviels, men e Brud aa e Brudgom haalt hvær i sihn Enn aa et Stykke Lat *114) - de klepped e Præst møt øwr. Sihn kam di bæhren ind mæ e Brudgom, aa han wa slawn faadærred,
hudn han saa wa kommen aastej, aa saa tow e Dejn en grummige
stuer Fiol, aa ga sæ te aa spell aa sønng faar e Brud saalæng, te hun fil i Søwn. Wo Kaakkepihg ga sæ te aa græhd aa saah, te hun wa dø, men de haad wal ett aa betyh, faar A ved da, te Jen ka ett sønng Jen ihjel, aa A trowr aasse te A so hin et Pa Daw ætter o e Gaahd, aa da skadd hun ingen Ting. De war ejs den særest Hantiering, te A ha sit i nown Kjærk.
No et mier de hæhr Gaang, ant end om I vil skekk mæ en Wost aa
et Pa Faasloer, aa saa et bette Fjarril *115) Smør, faa hæhr foer vi et ant Smør end Fjet, faa hæhr ær et ant end Bæster i e Bøj, allywl den Gaahd, A bowr i, hedder Studenstræhd. Faawal!
Dæhrætter tow Rasmus Owstrup fat, aa faataall den hæ Histaarri:
"Som A no sku faatæll Jer: De war i Kriens Ti, da di hær Engelsmænd haad gjo de hæ grummige Spitakkel i Kjøvvenhawn, saa maatt A da hejer ett blyw irow, faa Legsmannen kam aa drøw mæ ud o Sessiunen, aa dæh bløw A tawn te di Haassens Hæjstfolk, aa A lahr baadde aa rih aa hog Folk ihjel; men A fik sjæl ingen Hog, faar A ska sej wos di sloer kun i Frejstier, faa nær der æ Kri, saa æ di baanng te vi skal gjø de Slemm veddem. I Frejjen saa raaer di faa wos, men i Krien saa raaer vi faa dem - si de ær en Faaskjæl. - A had en gue Madpues mæ mæ ud te Skuelen, aa mie fik A sennen hjemmenfræ, aa de gjor ingen Uhn ve ham, dæ sku læhr mæ, aa A kam te aa sto høwt baade faa ham aa for Åffisireren.
Saa sejer Unneraaffisireren te mæ en Daw, A had gin ham en Pølls aa en Pa' Woster - faa han wa gywt, skal A sej wos - "Høe," seje han, "kinne Do Messingjens?" - "De war ett godt annet" søh A, "de æ den bejst ve hiele Reggimintet." - "No" søh han igjen, "Watrup, dæ rier ham, æ bløwn syg, aa han døe wal aasse." - Ja de ka got væhr" søh A.- "Ve Do ha ham" søh han, "saa skal A si aa skaf Dæ ham, men saa ska Do aasse tænnk po mi Kuen!" - "A ska betænnk hin" suet A, "mæ et Faasloer aa et bettekon Flæsk, hwissommensti te A maa fo Messingjens. Å hun skal indda fo en Snes Æg aa en fi Marker *116) Smør, saa raa mi Mowr komme herud." - "De ær Uer nok," suert han. Saa fek A rehle nok Messingjens, aallywl dæ Wa en grumme Røwt om ham, faa di vil rih ham Ålsammen; men to dæ ku jow da kun Jen kom po ham ad Gaangen. De føhst Gaang A skul o ham, da soe han rehle nok vis po mæ, lissom han vil spøhr mæ: hwa æ Do for en Kaal? Men A snakked mæ indda terett mæ ham, aa faataall ham, te Watrup loe paa Sygstowen, aa gik nok ett fræ ed, aa saa had Underaaffisireren sød, te A sku ha ham, aa te de ku slet ett nøtt te han stinned sæ. De ku han faastoe faar aall dem, dæ kjennt ham, di søh, te han aaljenn haad lissaamøj Faastand som tow Kyrrassierer. Å de war aasse sann; han fattedes ett Annt, end de te han ku ett snakk, aa de wa jow ett hans Skyld. A
glemmer aaller de Gaang A søh ham, te Watrup wa saa rinng, da
sukked Hæjsten relle lissom et ant Minnesk. Ja I ka trow, te vi Tow spraakked sihn møj mæ hweranner, aa te Ålt, hwa A søh, saa enten kronnied han, eller hwinnied han, eller rimmed *117) han, aa A faastoed aalti hwa han minnt.
Som A no sku faatæll, saa drow vi da ind i de Synnen. Å vi
massiered jen Daw aa en aahn Daw, aa saa bløw Jen en bette Kon
træt aa den Rien, aa let æhm *118) dæhr hwor En æ høwest, nær En sanker Spohn. Saa stod Kaahlen aa, gik imæll, aa had Bjesselet øwer Armen. A gik aasse, men A lo Jens skøtt sæ sjæl. Han fulle mæ nok saa trolle, aa kam Nowen ham faa nær, saa skroll *119) han - faa di vil ha te, han war en Haltigh *120) - aa vil baade bedd aa slaa. No da: saa kam vi en Daw te en Bøj dæruhd ve Obbenroe, aa A fik mi Kotier ve en Gaarrmand. Dæ stod godt te ve ham, men de war en pihnwon Hund, faa vi ku ett wal fo de vi ku ehd. Men saa wa dæ jen aaw Dætteren - han had sejs a de Slaww - aa hinne kun A retten godt lih, aa hun kun aasse lih mæ faa den Sag, aa hun ga mæ et godt Nøsfoer *121) den sam Awten, aa Dawen ætter - faa vi lø øwr dier - saa war hun indda bejr ve mæ, aa hun vest aalle de Gue, hun vil gye mæ. Den aahn Muen, fa vi kam astej, saa kam hun ud te mæ i Staallen, hwor A stod aa stregled. "Rasmus!" sø hun, "no drawer Do hen, aa saa fo vi wal ett hweranr aa sie mier." - "De ku byh sæ" sejer A. - "Nej" sø hun "Do ka møst di Lyw, eller Do ka fo Dæ en Kjerrest deruhd." - "Veed Do hwa" sejer A, "inten A no løwer eller A døer, saa foer A ingen Kjerrest, hwissommensti Do vil ett væhr ed, Helle!" - "Gud bæjr ed" sejer hun, "A for aalle Low te ed a mi Muer, aa knap nok a mi Faaer, faa di haa sit Enaahn ud te mæ." - "Helle!" sejer A, "æ ed di Alwor, Do ve draw ind te mæ, saa bih et Stød ætte mæ, aa si om A komme tebaahg. A fo raa mi Awskien, aa mi Faaes Goer, saa ska vi gywt wos, næ Do vil ræmm
hæh fræ, aa følles mæ mæ te mit Hjemmen." - Saa tow hun mæ om
Halsen aa kyst mæ, aa græed en Koen, aa smutted ud igjen. - Messingjens so ætte hinner, aa A lo Saal aa Bjessel o ham, aa rejh mi Vej mæ di Anner. - De war en sølle Tie faa wos: somti fek vi Nøj aa ehd, aa somti ett; men A djel aalywl mi Brøe - nær A haadd - mæ Jens; aa lissesnaar vi kam te Kotier, saa sørred A føst faa ham mæ Hakkels aa mæ Hawr, aa mæ hwa A ejsen ku bjerre te ham, somti Row aa somti Byg aa somti Hwehd, som de ku træf sæ. - Vi drøw laant astej, A ved aalle hue vi war; men Krie, de faanam A ett te. Laant om lænng fek vi Ådder aa dryw hjemad. - Helle had et wo møj aah mi Tanker aal den hiele Mars. Da A no kam saa nær, A ku sie hinne Bøj, saa rier A hen te wo Riksmæjster, aa faaklaared ham, hudden de wa gawn mæ dæhr sidst, aa hwa vi had isinn, aa ba ham saa om Faalow aa ta Pigen mæj. "Messingiens" søh A "ka gaat bæhr wos behgi Tow, aa A veed han gjør ed mæ en gue Villi." - Rikmæjsteren smill, aa søh: "Du er en Helvedes Karl! men hvordan vil Du komme godt fra det Pigetyverie? Di kommer nok strax bag efter, og ta'er hende fra Dig, og Du faaer en Ulykke - jeg kan ikke redde Dig." - "De haar ingen Nøe" sejer A, "hun ska ha mihn Staalklæjr epo, saa ka der ingen kin hin, aa A seje te mi Kammeraater, aa hwem dæ spør: te de war en sygh Draguen aaw di fynsk, dæ wa bløwn leggen dæhr i Bøjen." - "Lad gaae! Din Gavtyv!" seje han; "jeg skal selv tale med Chefen, og faae ogsaa hans Minde; men jeg skal nok tie stille med dit Puds, og bilde ham ind, at Messingjens af Medlidenhed selv havde forlangt at faae den syge Dragon paa Ryggen." - De gik no aasse aalsammen som de skull. Vi rejh ind ad Bøjen, aa dæ stued di Stuer aa di Smoe uddenfaa Puet aa Dahr, faar aa be wos walkommen. A skotted ætte Helle - jow! hun wa dæ relle nok, aa da hun fik Yww po mæ, aa A lo mi Pallask hels hinner, da glindsed hun øwr hiele hinner Ansigt, som om hun skul ha wor ud aa fæjst Pigger, som di seje faar et Mundsprog.
A lued som ingenting; aa A Søe Godaw baadde te di Gammel aa te
di Unng; men A gjor ingen Faaskjæl. Da vi had faat wo Nætter *122) (de war ett ant end Boghwedgrød, aa di wa fatte *123), aa dæ war ett Ant end no sølle blaasuur Mjelk aa depp dem i), saa gik A ud aa fuer aa *124) - et Støk Brøe had A lested ud aaw Skoffen derinn unne Skywwen. - Jens rimmed, da han soe mæ, aa løjted de hæ Brø. "No ska Do ha dehier forudden di Ransoen" søh A te ham "ka Do saa sto ve aa bæhr Jen te forudden mæ?" - "Hohohohohohoho!" søh han: "De ær Uer nok" søh A, "Do skal et kom te aa faatryhd et." - Mædesamm kam Helle. Hun wa baadde glaae aa saarren; saa smill hun, aa saa græd hun, aa somti behgi Diel po jengaang. No te de sku te aa vær Alwor mæ hin Ræmning, no bløw hun en bettekon hwaws i ed *125). "Di er aallywl mi Faaræller, aa de æ mi Føhdegoer A ska aalle sie i min Daww mier, A skal ud imell Fremmed, aa ha ikkun jen jenneste Ven. Rasmus, Rasmus! vil Do væ gue ve mæ?" - "Do ka sie" søh A, "hudden A er imod Jens, aallywl han æ kon et Umælend: A dieler mi sihst Mundfuld Brø mæ ham - hudden skull A nowntier blyw slem ve Dæ?" - "Men hudden skal A slep hæfræe?" søh hun saa. - "De haar A betint" søh A; "de skal ingen Faahr ha." Saa fløjed A hin mi Staallklæjr: Luh, aa Kittel, aa de Hiele, et Pa Hueser aa et Pa Skow, aa ba hin go ind i Herberret, aa draw aa hinner ejn Klæjr, aa i mihn. Dem hun wa
trokken aa skul hun saa kyll i Søen, dæ wa dæ tæt ve Goeren, faa de di ku trow te hun had drowned sæ sjel. Saa klint A hinner aasse en døgti Knevvelsbaart øwer hinne Mund. Den haad A gjoer aaw di udder Enner aaw Jenses Mank. De grint hun ad. "Go no" søh A, "hen a Vejen naer epo *126), te Do komme te den Bøj, dæ legger her en Miilsvej hæfræe. Saa ka Do go ind i Krowret, aa blyw te vi kommer, aa de skal et ue lænng. Men Do skal bæ Dæ te, som Do wa møj øwwewunnen." *127) - No da: hun gjohr som A haad unneviist hin. Et Pa Staahn ætter, søhn i Dawskjaret, saa pillred Skadronen aa. Da vi kam te de hæ Krowr, aa gjo Holdt, kam hun relle nok staglend ud, aa ba, om ett Jen a wos vill ta hin op. "Hwa skaae Do?" sø A. "A æ rien skit" søh hun, "A kan ett goe længer." - A soe te Riksmæjsteren, aa spuhr om Telladdels. - "Javel" søh han; "men hvor Satan vil Du saa ha den Du veed nok?" - "De haar ingen Nøe" søh A, "A wower Messingjens." - "Naa naa!" søh han, "det faaer Jens aa Du enes om." "Vi æ jenss aallereh," suert A; aa saa wa den Snak faabi.
Mi Kammeraater i Plotongen soe po den hæ bette Draguen mæ de
megtige Skjæg, aa grint let a ham; men ejsen spraakked di et te ham, faa di trowed, te han wa syg.
No! de er ett wahr, aa gjø vidt aa bredt a de hæhr Værkerie. Vi
kam godt hjem, aa vi lo lyws ætte wos po Præjkstuelen, aa vi holt Bryllup de snaarest vi kunn, aa - men de æ sann: A haad snaar glemt aa faatæl, hudden de sihn gik mæ Messingjens. Da vi kam te Haassens, saa had han aasse udtjent, aa bløw saalt mæ nowr anner Udsættere. A kjøwt ham, aallywl han kaast wal møj. Men A saa te ham: "Messingjens!" saah A, "A vil ha Dæ, aa plej Dæ aa hehd Dæ po din gammel Daw, de haa Do faaskylt." - "Hohoho!" søh han; de howed han. A bedrow ham heller ett: A had ham po sywend Oer, aa han had bejr Daw end A haad sjel, faa han bestelt slet ett Ant, end A rej po ham engaang imell te Kjøvstajen, aa i Sæhti aa i Høsten ku han gyer et Beed ivessomda. - Men vi ka ett løww te evig Ti - Jens maat aasse astej. - A haad engaang wo hjemmenfræ en fi Daw, aa da A kam i Goeren, wa der ikk et løwend Minnisk aa sie hwerken op elle nier, undtawn mi gammel Mowr, dæ stod aa ragt i Grødden po Skaastienen. "Gus Frej!" søh A, "hudden ær ed fat? hwor ær aal di Anner?" "Di ær uhd i Towten ve Messingjens" sø hun, "faa han ve te aa støwt." *128) A gik derud. Di stued om ham baade Helle, aa behgi wo Bønh, aa Kaalen aa Pigen, aa Jens loe imell dem po hans Sih. "De æ nok skit mæ Dæ" søh A. Han letted hans Howd, aa soe saa naalle *129) te mæ, aa sokked, aa loe Howdet nier igjen, strækked hans Bien aa døh. - "Helle!" søh A, "han skull indda begrawes let heddele; A vil ikke træk Kjowlen aa ham faar aalle *130) de; aa han ska jores i Kalgoren *131), faar A vil hwerken ha Swyen eller Hunn te aa snahg i ham." - Saa kam han da aasse te aa legg unne den stuer Avvil *132), som mi Faaer had stammed. - Hwægaang A sie Træet, tinker A po Messingjens.
(note: Der ere endnu (1842) Flere levende af dem, som kjendte Messingjens i levende Live, og hans Eftermæle lever, saavidt jeg veed, mellem de slesvigske Kyrasserer). "De war en knøw Histaarri den" saah Mads Uhr, "aallywl den war om en Hæjst. Men no skal A faatæll Jer jent om en Staahkelsmand *133), aa hudden A kam ve ed mæ ham."
"Hwissommensti" - saah han no Mads Uhr - "te i haa wor i Herning,
ælle dæhromkring, saa veed i aasse te der ær en grumme stuer Mues dæ synnen for. Den samm Mues æ slet ett saa møj gjæw aa go øwwer faa Hwem der ett æ wal kint.
De wa de Sommer A tint ved Kræns, saa kam der en Kow isøk *134) deruhd, aa de war aa dem A sku pas poe. A tow hin ve e Hwon *135), aa A tow hin ve e Haahl; men hun vill slet ett sjæl hjælp te; aa nær Jen ve hjælp Jen, aa Jen ett ve gjør en bette Koen, hwa ska saa Jen blyw te? Som A stor aa bødler *136) mæ den hæ speddels Kow, saa komme dær en Staahkelsmand derøwwer fræ Rind, aa dem di kalle Rakkere. - "A for aa hjælp Dæ" saah han, "ta Do no ve e Hwonn, saa vel A læth ve e Haahl." De batted, faa han prak hin aasse unner hin Haahl mæ hans Pigkjæp, aa saa fek hun isin aa vil sjæl krat ve. "Hwa gie Do mæ no faa de?" saah han. "A haar ett Nød aa gi Jer" saah A, "ant end Tak." "Dem vel A ett ha" swaahrt han; "men hwissommensti te A engaang sku kom isøk enten po den jenn Maahd eller po den aahn Maahd, ve Do saa læ *137) mæ en Haaen, om Do æ tereh?" - "Da vel A aasse de" swaahrt A. "Godt nok!" saah han, aa saa stumred han aa op ad e Bøj te, aa saa wa de ett mier.
Hwitti war ed no, A kam te aa tien i Suuhns Præjstgoer? - De ka
aasse væh de samm. A ku goe mæ e Hjølli, men hwo gammel A War,
de ka A et howw, for A vedd ett saa nøww, hwo gammel A æ no. E
Præjst war ælles en grumme gue Mand, men Gud bewaahrs faa
Kuen, han had! Hun Wa saa uen ve ham, som nown Kuen ka væhr, aa
han had ett Hunds Ret ve hin. A haa redded ham tow Gaanng aa
hinne Kløer - faa han war en bette faapint Sperris, aa hun wa stuer aa stærk, men A war indda stærker, aa ku majt hin. - Hun had faat isinn aa vil gjø Nød ve ham, A passer ett wal om aa sæjj, aa rennt ætte ham runnen om e Goer mæ en Knyw i hinne Haaen, aa rovt, te hun sku gjø de hæhr ve ham. De kun A ett lih, aa saa tow A e Knyw fræ hin, aa trudd hin the aa væ skikkele - men de wa ejs ett de A vil sej. - Saa war A engaang, mens A tint dæhr, uhd ad e Kjaer *138) aa sie atter e Hoe *139). Å saa komme de hæ Kompen *140) - samm Staahkelsmand staggrend hen ad e Wajjs imued mæ, aa han had tow Kwinner ifølle mæj, aa di had hwæhr aa dem en Ueg o e Røgh *141), aa et Baaen i hwæ Ueg. "Godaw skal i ha!" saah A. "De ska Do sjæl ha" saah han. "Hudden haae di Kow ed? Haa Do ett læd hin go idøj *142) sihn?" - "Åaaenej!" saah A, "aa i skal indda ha Tak jengaang inoh." - "Tiene Do i den hæ Kon Præjstgoer?" saah han. - "De gjør A" saah A. - "Hø! vedd Do hwa" saah han, "ku Do ett sie aa hæhl mæ di hæ tow Diller *143) mæ dje Grumslinger en Daw øwr; for imuen ska dæ væ Jawt ætte wo Folk, aa A vil ett gjahn ha dihæhr i Viborrehuus; A ska nok hyt mæ sjæl."A ve sie hwa A ka gye" swaahrt A; "læ dem komm hæ søhn let ætte Sengeti te de væjster Huus dæhr, saa skal A foe en Stej tereh, aa hjælp dem op o e Hjøstaang - men haar I sjæl no Ehdels aa no Drikkels?" - "De haar ingen Nøe mæ de" saa han, "aa no ve vi gi Dæ Faawal te æ Suel æ wal nier." - Saa sluntred di aa hen o e Wajjs te en Jenstægoer *144), aa om Awtenen kam di rehle nok, aa A hæll *145) di hæ Kwinner aa di hæ Bøhn te den aahn Awten, aa saa lested di aa igjen. Far A skeltes ve dem, saae e Kompen: "A vil ælles gjahh faaskyll Dæ de hær Støk - æ dær ett Nød Do haa mød Løst te?" - "Jah!" saa A "hwa sku de væhr? hm! - de jennest Wa Muotens An-Kjestien dær i den Goer, hwor i gik te iahs. Men hinne Foræller vil ett læ mæ fo hin, faa di sæjer: A haa faa let, aa de haar A aasse." - "Hm! Falle!" sæje han, "Do sir ued te aa ha et Pa gue stærk Arrm; de ær en gue Arrepaaet, aa hun haa Skjellinger - om et Par anne Daw ka Do jow faasøgh hudden den Gammel ka væ tesinds. A ska spon *146) te, de bæjst A ha laer." - De lotted A ætter; faa Skam slaa dem di hæ Rakkere! di ær ett saa mød taavvele. Di ka baadde spoe aa vis igjen, aa di ka gjø baadde Unt aa Godt, lissom de ka fall.
A spekkeliered o de hæhr en Pa Daww, aa nød aa e Nætter mej, aa
saa den treddi Daw, dasked a hen te Muotens. An-Kjestien stod aalljen udden for e Puet, aa vænt e Røg te, faa hun wa ve aa glodder *147) en Væg: saa A kam bag po hin, innen hun vedst aa et. "Jøsses! er de Dæ?" rovt hun, "hwo haa Do woer i all di manne Daww?" - "A ha wo hjemm, aa ad e Mark, aa i e Hie *148), lissom de ku byh sæ. Å no kommer A, aa vil sie te Dæ." - "A er ett waer aa sie epo" swaarht hun, aa jow hin ploddered Hinner nier i e Doll *149), for a skyll e Læhwr *150) a dem. "A æ lih glaae" saa A "entin Do æ guul elle groe, faa Do æ mæ den bæjst Ven i denne Wahren; men A ska wal aalle blyw værdig te aa ta Dæ ifawn i Tugt aa Æhr." - "De war ett got anned" saa hun, "men kahænsæ te vi for aa bih let." - "A ka ett bih sue lænng" saa A, "faa mi Muer vil ha Ophold, aa enten skal A te e Goer, eller aa en Søster; søhn æ de, aa de ka et blyww annelun." - Saa begynt hun aa snøws *151), aa tart hinne Øwn, aa sokked; men saah ett Nød. A had unt aa ed faa hin; men hwa Roe sku Jen het epo? - No! dæ kam indda Jen dæ ku kin wos Roe *152), aa de wa sgi de hæ samm Staahkelsmand. Han komme mæ den jenn aa hans Konner, aa had hans Glarkihst o e Nakh, aa vil ind i e Goer. Saa vænnt han sæ om imued wos, aa saah: "Si, si! hwa stor i hæhr aa besteller? Føl mæ mæ ind, bette Pihg! saa vil A sie, om A ka laww et faa Jer; men blyw Do heruddenfaar saalænng, bette Kaal! saa vel A prøw hudden de ka goe." - Di gik, aa A sat mæ po en Stien, dæ loe dær, aa lo mi Hænner sammen - A war et sue glaae. - A vedd ett hwo lænng A sad dær, faar A wa fallen isøwn; men saa wowned A ve de, te dæ wa Jen dæ kyst mæ, aa de war ingen Anner end An-Kjestien. "Sedde Do hæhr aa sower" saa hun, "følle ind mæj, no ær ed som de ska væhr. E Rakker haa taal got faa wos ve wo Muer, aa da ett Annet ku omvenn hinne, saa saae han: "Dæ sedder en suot Kok o e Raahn - i ku gjahn fo en røe jen te aa gaahl øwer Jer, hwes i ett gjø som A no sæjer." Dærøwer bløw hun en bette kon baanng, aa saah: "De for aa væhr; men A seje Dæ, An-Kjestien! A vel beholl den suethjælmed Kow te mi Mjælken, aa A ve ha aal de Ophold A ka tekomm." "De ær ett mier en rimmele" saah A, "aa saa haah vi wal ett mier aa trækkes om. No ka Do læ lywws, nær Do tøkkes." - "Hø! ved Do Hwa, An-Kjestien! sær A: "den hæ Stoeder han komme te aa ha en Kjennels, aa den vel A gi ham mæ en gue Villi; aa ka vi fo fat o ham, næ vi ska ha Gill, saa ska han aasse ha en Gryd Supp, aa en Høhn te sæ sjæl aa di hæ Kwinner aa di hæ Bøen." - "De æ ret nok" saa hun; "aa A skal indda aasse gi dem en Træwl eller let mier a mi halgammel Klæjemon."
Noddeda: Mi Guemuer *153) gjor et villele Gill, aa dæ wa fult op i aalle Maahder. E Staahkelsmand wa der aasse, mæ hiele hans laanng Haahl; men di fek da dje Løwmaahd faa dem sjæl, i ka nok veed, ve de di war aa Rakkerslawet. Ham ga A en Ullenskjøt, aa An-Kjestien ga e Kwinner hwær en Luh *154) aa et Kaasklæ, aa et Støk Væjmel te en Pigh *155) te hwær a e Unger, aa di wa faahle got faanøwed.
Mæ aa An-Kjestien vi had løwd en fir Oer got sammen, som vi gjør enno, aa i aal den Tid had vi ett sit nød te den hæ Staahkelsmand; aalywl vi had snakked om ham baade degaang aa degaang. Somti tinnt vi te han wa bløwen øh *156), aa somti te di had sat ham ind i e Viborrehuus. Noddeda: saa war ed, da wi sku ha wor annen Dreng i Kjerk - ham Saahren - A gik te e Præjst faar aa fo de hær Værkerie gjor istand. Som A kommer o e Wajjs lihg po de sjæl samm Stej, hwor A soe den Staahkelskompden føhst Gaang, saa sier A Jen, dæ legge ve den jen Sih aa e Wajjs po hans Røgh i e Lyng aa mæ hans Bien i e Grobb. De wa sgi ham, A ku nok kinn ham. "Hwofaa legge Do hæhr? aalljenn?" saa A "skaae Do nød?" - "A trowr A vel te aa døe" saa han; men han hwæhst et ud, A ku knap faastoe ham. "Hwoer æ di hæ Kwinnfolk" saa A "Do plejer aa ha mæ Dæ? Haa di faalat Dæ, aa læt Dæ legg hæhr o e Wajjs?" - Han vrikked mæ hans Howd, aa hvesked: "en To Wand!" - "De skal A gi Dæ" saa A, aa saa tow A nød aa de Rejnwand, dæ stod i e Grobb, de tow A i mi Hatskyhgi, aa holt te e Mund a ham. Men de war ingen Nøth te, faa han ku ett drekk længer, men han ga et Spjat mæ e Bien, aa gawt, aa saa war e Ån aah ham. - A had indda unt aa ed faa ham, aa da A kam te e Præjst, ba A ham, te de hæ sølle Spøgels maat blyw kaast nier i e Kjerrgoer. De ga han mæ Low te, aa saa hinnt A ham o mi ejen Wown, aa slow nø Fiel sammel om ham aa kyl ham nier i de nordvest Hjøn aa e Kjerrgoer, aa dæh legger han.
"Det wa no de" saah han Kræn Kapballe, "men huefor sedde Do saa stell Mari Kiølvroe! Ka Do hwerken faatæll ælle synng wos Nød? "De war ett omowle" suert hun, aa drow et Sok, aa saang saa vemoddele, te Jen sku haatte trow, te de wa hintes hin sjæl:
De wa ve Helmestier *157) Marri hun skul astej;
Hun had hin Tøw i Haanen, vill te aa go hin Vej.
Hun had no tint *158) en Sommer i Palli Krænsens Goer;
Hun kam dædid mæ Suolen *159), hun wa kun sejsten oer.
Den Ti hun war et bette Baaen, hin Faaer aa Muer wa døh;
Å da hun saa bløw støhr, saa maatt hun tien faa hinne Brøh.
Da hun gik fram ve Staallen, hwo Palli Krænsen stued,
Da wa Marri saa saarren, hun knap ku fløt en Fued.
De war ett fri dæ stod en Tohr i Pallis Yww.
Kahænsæ han had hæje sit, te hun ku ve dem blyww.
Hun maat ett faa hans Mower, faa hun war et fatte Baaen;
Ejes vil di hat hweranner, men de skul no ett væ saaen.
"Faawal no Palli!" søh hun, da hun gik ham faabi.
Han tahrt hans Øwn, aa vænt sæ, aa søh: "Faawal Marri!"
Marri hun wa saa saarreful, hun tøt hwo hun gik fram,
Te aal den Diel hun møth, de søh te hinne lissom han.
Å hwar et Dywr, aa hwar en Fowl, hwæ Træe hun kam faabi,
De søh te hinne lissedan: "Faawal, Faawal Marri!"
De lakked ued ad Awten, aa Kaakken po hans Raahn
Hun tøt, te nær han gaall han søh: "Faawal dit sølle Baaen!"
Hun tøt, te baade Bæsteren aa Kowen mæ hin Kalh
Di soe saa naahle te hin, aa søh: "Marri Faawal!"
Å Hunnen i den Goer han fulle hin et Støk po Vej;
Å da han vænnt, han lued indda han vil wott længer mæj.
Marri hun græed saa moddele. "Gid A ku sæj no snaar,
Faawal te hiele Wahren: saa war A wal faawaaer.
i Wahren ær A jenner, A haar slet ingen Ven.
Gid A mæ mi Faaræller no ku samles raa igjen!"
Å fahr et Fjarringoer war om, da wa hun stinh aa kaalh,
Fa Suolen kam igjen, da loe Marri i suoten Maalh.