For Kongen

[www.estrup.org - ID: T214 - TS: 2006-12-27 22:19]

"Og derfor," sluttede Regimentspræsten, "var det fuldkommen rigtigt i alle Maader, fuldkommen rigtigt. Jeg er vel tilfreds med Rutton Singh og Attar Singh. De er døde, som de har levet."

Han lagde Armene overkors og tog Plads paa Verandaen. Den varme Dag var til Ende, og der var en behagelig Lugt af Mad langs Rækkerne, hvor halvt paaklædte Mænd gik frem og tilbage med Bladtallerkner og Vandbægre. Subadar-Majorens [Subadar og Havildar henholdsvis Kaptejn og Sergeant i SepoyRegimenterne], i dybeste Neglige, sad paa en Stol, som det tilkom hans Rang, medens hans Nevø, Havildar-Majoren, ærbødigt stod og lænede sig op ad Væggen. Regimentet var hjemme og befandt sig saare vel i sit eget Kvarter i sit eget Distrikt, som har faaet Navn efter den store muhamedanske Helgen Mian Mir, der holdtes i Ære af Jehangir og elskedes af Guru Har Gobind, den sjette af de store Sikh Guru'er (Lærere).

"Fuldkommen rigtigt," gentog Regimentspræsten. Der er ingen Sikh, som siger sin Regimentspræst imod - han som udlægger den hellige Ad! Granth for ham, og som kender alle Guru'ernes Levnedsløb og Legenderne om dem.

Subadar-Majoren bøjede sit graa Hoved. Havildar-Majoren hostede ærbødigt for at tiltrække sig Opmærksomheden og bede om Tilladelse til at sige noget. Skønt han var Subadar-Majorens Nevø, og skønt hans Fader ejede dobbelt saa meget jord som hans Onkel, kendte han alligevel sin Plads i Tilværeisen. Subadar-Majoren flyttede sin ene Haand med et Jernarmbaand lige neden for Ærmet.

"Var der maaske en Kvinde, som stod bagved?" mumlede Havilder-Majoren. "Jeg var ikke her, da det skete."

"Ja! Ja! Ja! Vi ved allesammen, at du var i England og spiste og drak med Sahiberne. Vi er allesammen forbavsede over, at du stadig kan tale Punjab." Subadar-Majorens velplejede Skæg rejste sig som Børster.

"Der var ingen Kvinde," knurrede Regimentspræsten. "Det var jorder. Hør nul Rutton Singh og Attar Singh var de ældste af fire Brødre. De fire ejede jord i - hvad var det nu, Landsbyen hed? - jo, Pishapur, i Nærheden af Thoti, i Banalu Tehsil, Patiala Stat, hvor Folk endnu har Blik for, naar nogen bærer sig rigtigt ad. De to yngre Brødre dyrkede jorden, medens Rutton Singh og Attar Singh tog Tjeneste i Regimentet, saaledes som det var Skik i Familien."

"Sandt! Sandt!" sagde Havilder-Majoren. "De har samme Skik i alle gode Familier."

"Saa hør da igen," gik Regimentspræsten videre. "Deres Slægt paa mødrene Side, øvede stor Undertrykkelse og Uret imod de to yngre Brødre, som blev ved jorden i Patiala Stat. Deres Moders Slægt slap Dyr løs paa de fire Brødres Afgrøder, naar Kornet var grønt; de skar Kornet med Magt, naar det var modent; de ødelagde Vandledningerne; de besmittede Brøndene, og de fremførte falske Anklager for Domstolene mod alle fire Brødre. De skaanede ikke engang Bomuldsfrøet, som man siger.

"De unge Mænds Slægtninge paa mødrene Side troede, at de ved Fortrædeligheder, ved nye Fortrædeligheder og Fortrædeligheder, i al Evighed kunde tvinge dem til at forlade deres jorder i Pishapur Landsby, i Banalu Tehsil, Patiala Stat. Hvis de unge Mænd løb deres Vej, vilde jorden ubeskaaret gaa over til deres Moders Slægt. Jeg er ikke Regimentskolelærer, men du forstaar det jo nok, Barn?"

"Jeg forstaar det," sagde Havilder-Majoren mørkt. "Pishapur er ikke det eneste Sted, hvor Hegnet æder Marken op, i Stedet for at beskytte den. Men maaske var der en Kvinde blandt deres Moders Slægt?"

"Gud ved det!" sagde Regimentspræsten. "Kvinde eller Mand eller Domstole - - saa vilde de unge Mænd ikke lade sig drive bort fra den jord, som de havde arvet. De henvendte sig til Rutton Singh og Attar Singh, deres Brødre, som var gaaet ind i vort Regiment og følgelig kendte Verden, og de bad dem hjælpe sig i deres lange Kamp mod deres Moders Slægt i Pishapur, Af den Grund, fordi deres egen jord og deres Hus' Ære var dem meget dyrebar, maatte Rutton Singh og Attar Singh nødvendigvis meget tidt bede om Orlov for at gaa til Patiala og drage Omsorg for Retssagerne og Kvægindhegningerne.

"Det var ikke - læg vel Mærke til det! - som om de drog tilbage til deres egen Landsby og sad bekransede med jasmin paa Hæderspladsen foran de Ældste under Træerne. De vendte altid tilbage til evige Genvordigheder, enten med Retssager eller Tyverier eller bortløbet Kvæg, og de sad paa Torne."

"Jeg vidste det," sagde Subadar-Majoren. "Livet var meget bittert for dem begge. Men de var Folk, som altid opførte sig godt. Det var ikke vanskeligt at faa den Tilladelse til dem af Oberst Sahiben."

"De talte ogsaa med mig," sagde Præsten. "Lad ham, som ønsker sig de fire store Gaver, lytte fil hellige Mænds Ord." Det staar skrevet. Ofte viste de mig Papirerne paa de Retssager, som falskelig blev indledet mod dem. Ofte græd de paa Grund af den Forfølgelse, som deres Moders Slægt anvendte imod dem. Folk troede, det var Opium, naar deres Øjne var saa røde!"

"De græd ogsaa i min Nærværelse," sagde Subadar-Majoren. "Mænd som hver især havde tjent ni Aar og altid opført sig godt. Og Rutton Singh var ovenikøbet Excercer-Naik".

"De opførte sig paa alle Punkter fuldstændig rigtigt, som det sømmer sig for Sikh'er," sagde Regimentspræsten. "Da Forfølgelsen havde varet i syv Aar, tog Attar Singh igen Orlov for at rejse til Pishapur - det var fjerde Gang alene i det Aar - og han sammenkaldte sine Forfølgere i Overværelse af Landsbyens Ældste, og han kastede sin Turban for deres Fødder og bønfaldt dem ved sin Moders Blod om at holde inde, med deres Forfølgelser. For han sagde til dem, i dyb Alvor, at han var marcheret til sin Taalmodigheds Grænser, og at Sagen kun kunde ende paa do Maade.

"De svarede ham med Ukvemsord. De spottede ham og hans Taarer, og det var det samme, som om de havde spottet Regimentet. Saa vendte Attar Singh tilbage til Regimentet, og han fortalte Rutton Singh, den ældste Broder, om denne sidste Genvordighed. Men Rutton Singh kunde ikke faa Orlov med det samme."

"Fordi han var Excercer-Naik, og Rekrutterne skulde indekcerceres. Det forklarede jeg ham selv," sagde Subadar-Majoren. "Han var en Mand, der al tid opførte sig godt. Han sagde, at han kunde vente." "Men da Tilladelsen blev givet, saa tog de to fire Dages Orlov," vedblev Præsten.

"Jeg synes nu ikke, at Attar Singh skulde have taget Baynes Sahibs Revolver. Han var Baynes Sahibs Ordonnans, og han havde Adgang til alle Baynes Sahibs Ting. Derfor var det, efter min Mening en Skam af Attar Singh," sagde Subadar-Majoren.

"Alt, hvad der kunde siges, var sagt. Det var Vaaben, der tiltrængtes, og hvordan kunde Soldater bruge Regeringens Rifler mod simple Ager dyrkere?" svarede Regimentspræsten. "Desuden blev Revolveren sendt tilbage tilligemed en Postanvisning for de Patroner, der var brugt. Laan ikke, men hvis du laaner, betal saa snart tilbage igen!" Det staar skrevet i Salmerne. Rutton Singh tog et Sværd, og han og Attar Singh gik til Pishapur, og efter at de fire Brødre havde advaret deres Forfølgere, gik de løs paa dem i Pishapur Landsby, og de slog sytten ihjel og saarede ti. En Revolver er bedre end en Retssag. Jeg siger, at disse fire Brødre - de to hos os og de to simple Agerdyrkere - de dræbte og saarede syv og tyve Mennesker - allesammen af deres Moders Slægt, baade Mænd og Kvinder."

"Saa gik de fire op paa Taget af deres Hus, og Attar Singh, som altid har været af de fremfusende, han sagde: "Mit Værk er fuldbragt!" og han foretog shinan (Renselse) i alle Menneskers Paasyn, og han laante Rutton Singh Baynes Sahibs Revolver, og Rutton Singh skød ham gennem Hovedet."

"Og saaledes forlod Attar Singh sit Legeme, som et Insekt forlader et Græsstraa. Men Rutton Singh, som havde mere at gøre, gik ned fra Taget af Huset og opsøgte en Fjende, som han havde glemt - en Patiala Mand af vort Regiment, som havde taget hans Modstanderes Parti. Da Rutton Singh traf den Mand, saa ramte han ham to Gange med Kugler og én Gang med Sværdet."

"Men Manden slap væk og befinder sig nu i Hospitalet her," sagde Subadar-Majoren. Doktoren siger, at han trods alt alligevel vil leve."

"Det er ikke Rutton Singhs Skyld. Rutton Singh gik fra ham, i den Tro at han var død. Saa vendte Rutton Singh tilbage til Hustaget, og de tre Brødre - for Attar Singh var død - sendte en Dreng til Politistationen med det Bud, at de skulde udsende en Hær imod dem, saa at de kunde dø med Ære. Men der kom ingen. Og. dog er det ikke den engelske Lov, der gælder i Patiala Stat, og de burde kende Tapperhed, hvor de ser den l

"Saa paa den tredje Dag foretog Rutton Singh ogsaa shinan, og den yngste af Brødrene skød ogsaa ham gennem Hovedet, og hans Sjæl forlod Legemet.

"Det var altsammen ganske rigtigt. Den Sag blev fra først til sidst ordnet uden Lidenskab, uden Hast eller Overgreb. Der var ikke i Live en eneste Mand eller Kvinde af deres Moders Slægt, som havde undertrykt dem. Af de andre Landsbyfolk i Pishapur, som ikke havde været med i Forfølgelsen, var der ikke en, der var slaaet ihjel. Ja, Folkene i Landsbyen sendte Mad til dem paa Hustaget i de tre Dage, medens de ventede paa Politiet, som ikke vilde sende den Hær.

"Hør nu videre! Jeg ved, at Attar Singh og Rutton Singh ikke undlod en eneste af Renselsesceremonierne, og da alt var gjort, blev Baynes Sahibs Revolver kastet ned fra Hustaget, tilligemed tre Rupier og tolv Annas; og der blev givet Besked paa, at den skulde sendes tilbage med Posten."

"Og hvad skete der saa med de to yngre Brødre, som ikke var Soldater?" spurgte Havildar-Majoren.

"De er utvivlsomt ogsaa døde, men eftersom de ikke var i Regimentet, saa vedkom deres Ære kun dem selv. Forsaavidt som Sagen angik os - se, saa hvor smukt og rigtigt vi klarede den Sag! Jeg mener nu, at Kongen skulde have det at vide, for hvor kunde der tildrage sig noget. saadant undtagen mellem os Sikh'er? Sri wah guru ji ki khalsa! Sri wah guru ji ki futteh!" sagde Regimentspræsten.

"Jamen var tre Rupier og tolv Annas da tilstrækkelig Betaling for de Patroner, de havde brugt?" sagde Havildar- Majoren.

"Atter Singh vidste nøjagtig, hvad de kostede. Han havde Opsyn med alle Baynes Sahibs Ting. De brugte en Blikæske med halvtres Patroner, med Undtagelse af to, som blev sendt tilbage. Som jeg sagde - som jeg siger - ordnede de det ikke i Lidenskab eller med Gudsbespottelser, som en Muselmand vilde have gjort, og heller ikke med Raab og Krumspring, som en Afgudsdyrker vilde have gjort, men i fuld Overensstemmelse med Ritualet og Sikh'ernes Lære. Hør her! Selv om man byder et Barn de Tusinder af Fornøjelser, kan det ikke leve uden Mælk. Hvis en Mand skilles fra sin Sjæl eller sin Sjæls Attraa, saa vil han i Sandhed ikke standse for at lege ved Vejen, men han vil fremskynde sin Pilgrimsfærd. Det staar skrevet. Jeg glæder mig over mine Disciple."

"Sandt! Sandt! Fuldstændig rigtigt! Fuldstændig rigtigt!" sagde Subadar-Majoren. Saa indtraadte der en lang, utvungen Pause. Man hørte et Vandhjul knirke i det fjerne og nærmere Lyden af Mel, der maledes i en Kværn.

"Men han" - Præsten gjorde med Hagen en foragtelig Bevægelse i Retning af Havilder-Majoren - "han har været saa længe i England, at - -"

"Lad Knægten være i Fred!" sagde hans Onkel. "Han har kun været der i to Maaneder, og det var med god Grund, at han. blev udtaget til det Hverv."

Teoretisk set er alle Sikh'er lige. Praktisk set er der en Forskel, som ingen kender bedre end velhavende, jordbesiddende Folk eller Præster fra Amritsar med lange Stamtavler.

"Har du hørt noget i England, som kan lignes ved den Historie?" sagde Præsten spottende.

"Jeg har set mere, end jeg kunde forstaa, saa jeg har forvaret mine Historier i min egen Mund," svarede Havilder-Majoren ydmygt.

Historier? Hvilke Historier? Jeg kender alle Historierne om England," sagde Regimentspræsten. "Jeg ved, at der løber Tog under deres Bazarer derovre, og hvad det angaar, at deres Gader stinker af mota-kahar'er [eng. motor-car: Automobil], saa er det ikke længer siden end i Morges, at jeg var lige ved at blive slaaet ihjel af Duggan Sahibs mota-kahar. Den unge Mand er en Djævel."

"Du og jeg," sagde Subadar-Majoren, "er snart for gamle til at bryde os om Kahar-ki-nautch'en - Bærernes Dans." Han nævnede en af de dristigste gammeldags nautch'er (Danse) og han smilede af sin egen Brander. Saa vendte han sig om mod sin Nevø. "Da jeg var en ung Knægt og kom tilbage til min Landsby med Orlov, saa ventede jeg til det belejlige Øjeblik, og da de Ældste gav mig deres Tilladelse, saa talte jeg om det, som jeg havde set andetsteds."

"Ja min Fader," sagde Havildar-Majoren, blødt og kærligt. Han satte sig ærbødigt, som det sømmer sig for en ren Dreng paa tredive Aar, der blot har en fem, seks Felttog paa Bagen.

"Der var ogsaa fire Mænd, som havde at gøre med denne Sag," begyndte han, "og det var en Sag, som berørte ikke et, ikke to Regimenters Ære, men hele Hindu-Hærens Ære. Noget af det saa' jeg, noget af det hørte jeg, men hele Historien er sand. Min Faders Broder ved og min Præst ved, at jeg var i England i Forretninger med min Oberst, da Kongen - den store Dronnings Søn - afsluttede sin Livsbane.

"Først kom der et Rygte, at han var slaaet med Sygdom. Dernæst hørte vi, at han laa syg i Paladset. Ved Nat og ved Dag stod en meget stor Skare udenfor Paladset, baade i Regn og Sol, og ventede paa Efterretninger.

"Saa kom der én ud med et Stykke beskrevet Papir, og han slog det op paa en Port - Budskabet om at Kongen var død - og de læste det og støn nede højt. Dette saa' jeg med mine egne Øjne, fordi det Kontor, hvor min Oberst Sahib hver Dag gik hen og talte med Oberst Forsyth Sahib, det laa for den østlige Ende af selve den Have, hvor Paladset laa. Det er større Haver end Shalimar her" - han gjorde med Hagen en Bevægelse op langs Rækkerne -- eller Shahdera paa den anden Side af Floden.

"Næste Dag var der Mørke i Gaderne, fordi alle Byens Indbyggere var klædt i sorte Klæder, og de talte, som en Mand tåler, naar han staar ved sine Døde - alle disse vældige Skarer. I Øjnene, i Luften og i Hjertet var der Mørke. Jeg saa' det. Men det er ikke min Historie.

Efter at Ceremonierne var til Ende, og der var gaaet Bud til jordens Konger, at de skulde komme og sørge, udstedte den nye Konge - den døde Konges Søn - det Bud, at hans Faders Lig skulde lægges i en Kiste i et Tempel, som ligger i Nærheden af Floden. Der er ingen Gudebilleder i det Tempel, heller ingen Udskæringer eller Malerier eller Forgyldninger. Det er lutter graa Sten, af samme Farve som om det var skaaret ud af den levende Klippe. Det er større - ja, større end Durbar Sahib i Amritzar, selvom det blev slaaet sammen med Khal Bunga og Baba-Atal. Hvor gammelt det er, det maa Gud vide. Det er Sahibernes helligste Tempel.

"Paa det Sted lavede de, efter den nye Konges Bud, et Slags Helgenskrin med tændte Lys for Hovedet og Fødderne af den Døde, og der blev sat Folk til at holde Vagt ved det hver Time baade Dag og Nat, indtil den døde Konge kunde blive ført til det Sted, hvor hans Fædre hviler, og det er Wanidza (Windsor).

"Da alt var i Orden, saa sagde den nye Konge: "Lad alle Folk faa Adgang!" og Dørene blev aabnede og - Oh min Onkell Oh min Lærer! hele Verden kom derind og gik gennem det Tempel for at tage Afsked med den Døde. Der gjaldt hverken Personsanseelse eller Rigdom eller Rang i den Skare - kun var det en Ordre, at de skulde gaa fire og fire.

"Og som de samledes paa Gaden udenfor - langt, langt borte - saaledes gik de ind i Templet, fire og fire: Barnet, den gamle Mand, Moder, jomfru, Skøge, Handelsmand, Præst; af alle Farver og alle de Trosbekendelser og Skikke, som findes under Guds Himmel, fra Daggry til sent ud paa Natten. Jeg saa' det. Min Oberst gav mig Lov til at gaa. Jeg stod i Rækken i mange Timer, en koss, to koss fra Templet.

"Jamen, hvorfor satte Mængden sig da ikke ned under Træerne?" spurgte Præsten.

"Fordi vi stadig var mellem Huse. Byen er mange koss bred," gik Havildar-Majoren videre. "Jeg gav mig den langsomt rindende Flod i Vold, og saadan - saadan - et Skridt ad Gangen - foretog jeg min Pilgrimsfærd. Der var i min Række en Kvinde, en Krøbling og en Laskar fra Skibene.

"Da vi kom ind i Templet, var Kisten selv som et grundt Sted i Ravi Floden, og den kløvede Strømmen i to, én paa hver Side af den Døde, og de som holdt Vagt ved den Døde - de var Soldater - de stod omkring det, ligesaa ubevægelige som Lysenes stille Flamme. De stod med bøjet Hoved og foldede Hænder; deres Blik var fæstet ved jorden - saadan. De var ikke Mænd, men Billeder, og Mængden blev ved at passere forbi dem, fire og fire, hele Dagen og med Undtagelse af en lille Tid ogsaa hele Natten.

"Nej, det var ikke en Ordre, at Folket skulde komme for at vise Ærbødighed. Det var en frivillig Pilgrimsfærd. Otte Konger havde faaet Bud om at komme - og de adlød - men sine egne Sahib'er paabød den nye Sahib ingenting. Af sig selv kom de.

"Jeg gjorde Pilgrimsfærden to Gange, en Gang for mit Salts Skyld, og saa en Gang igen for den Undren, den Skræk og den Ærefrygt, det fyldte mig med. Men min Mund kan ikke udsige en eneste af de hundrede Tusind Ting, der er at sige i denne Sag. Der var lakh'er og lakh'er, crore'r og crore'r af Folk. Jeg saa' dem.

Flere end til vore store Pilgrimsfarter?" spurgte Regimentspræsten.

"Ja. Da er det bare Byer og Distrikter, der kommer ud for at bede. Dette var Verden, der gik rundt i dyb Sorg. Og hør nul Det er Kongens Skik, at fire Krigere af vore Hindu-Hære altid skal staa for Kongen, for det Tilfældes Skyld, at han skal faa Brug for dem."

"Kongens Skik, vor Ret!" sagde Subadar-Majoren kort.

"Ogsaa vor Ret. De, der nyder denne Ære, skifter efter visse Maaneder eller Aar, saa at Æren kan blive fordelt ligeligt. Nu hændte det sig, at da den gamle Konge - Dronningens Søn - afsluttede sin Livsbane, var de fire, der stod for ham, Gurkha'er. Ak, hverken Sikh'er eller Pathan'ere eller Rajput'er eller Jat'er. Gurkha'er, min Fader."

"Afgudsdyrkere," sagde Præsten.

"Men Soldater, for jeg husker i Tirah - begyndte Havildar-Majoren.

"Men Soldater, for jeg mindes femten Felttog. Gaa videre!" sagde Subadar-Majoren.

"Og det var deres Ære og Ret at stille én, som skulde staa for deres Herre ved Dag og ved Nat, indtil det skulde begraves. Der var ikke mere end fire i alt - fire gamle Mænd til at tage den Vagt."

"Gamle? Gamle? Hvad er det for Snak om gamle Mænd?" sagde Subadar-Majoren.

"Nej. Det var min Fejl! Om Forladelse!" Havildar-Majoren rakte undskyldende Haanden frem. "De var stærke, fyrige, tapre Mænd, og den yngste var en Knøs paa femogfyrre."

"Det er bedre!" Subadar-Majoren lo.

"Men trods al deres Styrke og Fyrighed kunde de alligevel ikke spise den fremmede Mad, som Sahiberne gav dem. Der var ingen Kogeplads i Temp let, men en vis Oberst Forsyth Sahib, som havde Forstaaelse, traf en Ordning, hvorved de kunde faa!,hvert Fald lidt kasterent tørret Korn, maaske ogsaa kold Ris og Vand, som var rent. Men det var i bedste Fald kun en Mundfuld, som hver især skyndte sig at tage til sig, naar Vagttjenesten var forbi. De levede af Korn og var taknemmelige, som Ordsproget siger.

"En Times Vagt hver fjerde Time var hver Mands Byrde, for som jeg har vist, var de kun fire alt i alt, og paa dem hvilede hele Hindu-Hærens Ære. Sahib'erne kunde trække paa alle Hærene i England for at faa de andre, der skulde staa Vagt - Tusinder og atter Tusinder af nye Mænd - hvis de havde Brug for dem; men disse fire var kun fire.

"Sahiberne tog de andre Vagter af Grenaderernes Rækker. - Grenadererne er meget høje Mænd med høje Bjørneskindshuer, som dem Musketer-Regimen terne gaar med i koldt Vejr. Og naar en Grenader bøjede sit Hoved en lille Smule over sit Halsbind, saa hældede den Bjørneskindshue, og det saa' straks ud, som om han sørgede meget dybt. Se, Gurkha'erne gaar nu med flade grønne Huer"

"Javist! Javist!" sagde Subadar-Majoren utaalmodigt.

"De har ogsaa Tyrehalse, og deres Halsbind er haardt, og naar de bøjer sig dybt - dybt - for at efterligne Grenadererne - saa er de lige ved at kvæle sig selv. Derfor var de slemt handicappede, naar det gjaldt 'at overholde Ritualet.

"Men trods deres høje Bjørneskindshuer, der saa tydeligt viste deres Sorg, kunde Grenadererne alligevel ikke udholde den hele Times Vagt for deres Konge. Det var med god Grund, som jeg skal vise, at intet Menneske kunde udholde den frygtelige Time. Saa for dem blev den hele Times Vagt sat ned til det halve. Hvad betød det for Sahiberne? De havde ti Tusind Grenaderer at trække paa. Forsyth Sahib, som har Forstaaelse, foreslog ogsaa de fire denne Udvej, og de sagde: "Nej, Hindu-Hærens Ære hviler paa os. Hvad Sahiberne end gør, saa vil vi finde os i den hele Time."

"Forsyth Sahib, som saa', at de var - - vidste, at de hverken kunde sove længe eller spise meget, sagde: "Er dette en stor Lidelse?" De sagde: "Det er en stor Ære. Vi vil holde ud."

"Forsyth Sahib, som elsker os, sagde saa til den ældste: "Hør, Fader, sig mig nu ærligt, hvad Slags Byrde det er, for den hele Times Vagt nedbryder alle vore Folks Kræfter, saa de bliver som smaa Børn."

"Den ældste svarede: "Sahib, Byrden er de mange Menneskers Fødder, som passerer forbi paa begge Sider. Da vi staar og ser ned i Gulvet, ser vi bare Benene fra Knæet og nedefter - en Flod af Fødder, Sahib, som aldrig, aldrig, aldrig standser. Det er ikke det at staa ubevægelig, det er ikke Sult, det er heller ikke den døde Tid før Daggry, naar maaske en enkelt kommer her for at græde. Det er Byrden af den utaalelige Procession af Fødder - Benene fra Knæet og nedefter, som aldrig - aldrig - aldrig standser!"

"Forsyth Sahib sagde: "Ved Gud, det havde jeg ikke tænkt paa! Nu ved jeg, hvorfor vore Folk kommer fra den Vagt, skælvende og med Trækninger i alle Lemmer. Men min Fader, løs i det mindste i den Time Halsbindet lidt under den bøjede Hage."

"Den ældste sagde: "Vi staar for Kongen. Og desuden kendte han hver Knap og hver Snor og hver Hægte paa hver eneste Uniform i alle sine Hære."

"Saa sagde Forsyth Sahib ikke mere; kun talte han om deres tørrede Korn, men i Sandhed, de kunde ikke spise ret meget, naar de var færdige med deres Times Vagt, og heller ikke kunde de sove ret meget, for det rykkede i deres Øjne, og Fødderne begyndte saa paany at drage forbi deres Øjne. Og dog holdt de ud - hver en hel Time - ikke en halv Time - men en hel Time, hver fjerde Time."

"Fuldkommen rigtigtl Fuldkommen rigtigt!" sagde Subadar-Majoren og Præsten i Munden paa hinanden. ,Vi klarer os godt i denne Sag."

"Men," sagde Subadar-Majoren eftertænksomt, eftersom de var gamle Mænd, meget gamle Mænd, udslidte af Mangel paa Mad og Søvn, kunde der saa ikke være bleven truffet en Ordning eller anvendt Indflydelse eller indgivet en Ansøgning, saa at en Sikh af ædel Byrd kunde have befriet dem for en Del af deres store Byrde, selv om hans virkelige Rang - -"

"Saa vilde de ganske sikkert have slaaet mig ihjel," sagde Havildar-Majoren med et Smil.

"De vilde have handlet fuldkommen rigtigt!" sagde Præsten. "Hvordan gik det saa senere med de hæderkronede?"

"Det gik saadan! jordens Konger og alle Hæ-rene sendte Blomster og den Slags Ting til den døde Konges Slot, Wanidza, hvor Begravelsesofrene blev modtaget. Der blev ingen Ordre givet, men hele Verden bragte Blomstergaver. Og derfor lagde de fire Raad op, tre ad Gangen, og de bad enten Forsyth Sahib vælge Blomster til sig, eller de gik selv ud og købte dem - jeg ved ikke hvilket, men i hvert Fald blev det ordnet; Blomsterne blev købt og bundet i en stor Krans af Form som en Tromme, der vejede en halv maund.

"Forsyth Sahib havde sagt: "Lad Blomsterne blive sendt til Wanidza med de andre Blomster, som hele Verden sender! Men de havde sagt til hin anden: "Det sømmer sig ikke, at disse Blomster, som er en Gave fra hans Hindu-Hære, skal bringes til Kongens Palads af et betalt Bud eller af nogen Mand, som ikke er i hans Tjeneste."

Da Forsyth Sahib hørte det, sagde han, skønt han var stærkt optaget af Kontorarbejde: "Giv mig Blomsterne, og jeg vil selv stjæle Tiden dertil og bringe dem til Wanidza."

"Den ældste sagde: "Siden naar har Forsyth Sahib baaret Sværd?"

"Forsyth Sahib sagde: "Altid. Og jeg bærer det for Kongen, naar jeg ifører mig min Uniform. Jeg er Oberst i Hindu-Hærene." Den ældste sagde: "I hvilket Regiment?" Og Forsyth Sahib saa' paa Tæppet og trak i Haarene paa sin Læbe. Han saa' Fælden."

"Forsyth Sahibs' Regiment var en Gang det gamle seksogfyrretyvende Pathaner Regiment, som blev kaldt" - Subadar-Majoren navnede den næsten glemte Titel og tilføjede, at han havde truffet dem i de og de Felttog, da Forsyth Sahib var en ung Kaptajn.

Havildar-Majoren gik videre i sin Beretning og sagde: "Det vidste den ældste af dem ogsaa, min Fader." Han lo, og et Øjeblik efter gav Forsyth Sahib sig ogsaa til at le.

"Det er sandt!" sagde Forsyth Sahib. "Jeg har intet Regiment. I tyve Aar har jeg været Kontorist, bundet til et tykt Penneskaft. Derfor er jeg saa meget mere skikket til at være jeres Ordonnans eller Bud i denne Sag."

"Saa sagde den ældste: Hvis det var noget, som angik mit Liv eller nogen af min Husstands Ære, saa vilde det være let." Og Forsyth Sahib slog Hænderne sammen, halvt leende, skønt han var lige ved at græde, og han sagde: "Det er nok! Tilgiv mig. Hvem af jer vil bringe Blomsterne?"

"Men den ældste lod, som om han ikke havde hørt ham. "Og de maa heller ikke overbringes af en enkelt Kriger - som om vi var i Forlegenhed for Mænd til at tjene ham," og de hilste og gik deres Vej."

"Har du selv set disse Ting, eller er de bleven dig fortalt?" sagde Subadar-Majoren.

"Jeg baade saa' og hørte det i det Kontor fuldt af Bøger og Papirer, hvor min Oberst Sahib raadslog med Forsyth Sahib om den Sag, der havde ført min Oberst Sahib til England."

"Og hvad var det saa for en Sag?" spurgte Regimentspræsten pludselig, og han saa' Havildar-Majoren lige ind i Ansigtet, men denne mødte hans Blik uden at blinke.

"Det blev ikke aabenbaret for mig," sagde Havildar-Majoren.

"Jeg hørte, at det muligvis var en Sag, der angik visse Regimenters Hæderlighed," vedblev Præsten.

"Den Sag blev ikke paa nogen Maade aabenbaret for mine Øren," sagde Havildar-Majoren.

"Hm!" Præsten trak sine Fødder, der var haardt medtagne af at vandre langs Vejene, ind under sin Kappe. "Lad os saa høre den Historie, som det er dig tilladt at fortælle," sagde han, og HavildarMajoren fortsatte:

"Da de tre var vendt tilbage til Templet, saa kaldte de paa den fjerde, som kun var femogfyrretyve Aar, da han kom tilbage fra sin Vagt, og de sagde: "Vi drager til Paladset i Wanidza med vor Blomstergave. Du maa saa staa for Kongen og tage alle vore Vagter, den ene efter den anden, indtil vi kommer tilbage."

I Løbet af den næste Time lejede de en stor, stærk mota-kahar til Rejsen fra Templet til Wanidza, som ligger tyve koss eller mere derfra, og de lovede at skynde sig. Men han, som tog deres Vagter, sagde: "Det sømmer sig ikke, at det paa nogen Maade skal synes, som om vi har Hastværk. Der er atten Medaljer med elleve Spænder og tre Ordner at tage Hensyn til. Far i Mag! Jeg kan holde ud."

"Og de tre med Blomstergaven var saa borte i halvfjerde Time, og da de havde afleveret Blomstergaven i Wanidza paa den tilbørlige Maade, vendte de tilbage og fandt Knøsen paa sin Vagt, og de afløste ham ikke, før Timen var omme. Og paa den Maade havde han staaet fire Timer for Kongen, uden at fortrække en Mine, med Blikket vendt mod jorden, og hele Tiden var den Strøm af Fødder - Ben fra Knæet og nedefter - bleven ved at drage forbi hans Øjne. Da han blev afløst, kunde de se, at hans Øjenstene bevægede sig som Skytterne i en Væv.

"Og saaledes blev det da gjort, ikke i Hidsighed, ikke i en kort Stund, ikke heller med Lugten af Blod og Raab og Larm til at holde Modet oppe, men i Tavshed, i meget lang Tid, naglet til det ene Sted for Kongen, mellem Mængdens forfærdelige Fødder."

"Fuldkommen rigtigt!" lo Præsten.

"Men det var Gurkha'er, der havde Æren," sagde Subadar-Majoren sørgmodigt.

"Deres Ære var hans Hindu-Hæres Ære, og det var vor Ære," sagde Nevøen.

"Ja, men jeg vilde nu ønske, at en Sikh - selv en Sikh af lav Kaste - havde været med i det. Og saa?"

"De bar Byrden til det sidste - indtil det blev ført ud af Templet for at blive lagt blandt de ældre Konger i Wanidza. Da alt var gjort, og det var stedet til Hvile under jorden, saa sagde Forsyth Sahib til de Fire: "Kongen byder, at I skal beværtes med Mad, der er lavet af jeres egne Kokke. Spis og Hvil, oh Fædre!"

"Og saa løste de da deres Bælter og spiste. De havde i lang Tid ikke spist, undtagen nu og da en hastig Bid, og da Maden havde givet dem Kræfter, saa sov de i mange, mange Timer; og det blev mig fortalt, at de utaalelige Fødder holdt op med at drage forbi deres Øjne."

Han rakte den ene Haand frem, med Haandfladen i Vejret for at vise, at han var færdig med sin Historie.

"Den Historie klarede vi smukt og godt!" sagde Subadar-Majoren.

"Rigtigt, rigtigt, fuldkommen rigtigt!" sagde Regimentspræsten. "I en ryggesløs Tid er det godt at høre om den Slags Ting, og der er i Sandhed ingen Tvivl om, at dette er en grumme ryggesløs Tid."