Det stjaalne Brev

Forfatter:

Poe, Edgar Allan (1898-1849)

Udgivet: 1845

Fra Fantastiske Fortællinger - Oversat af Robert Watt - 1893

Lige efter at det var blevet mørkt, sad jeg i Efteraaret 18- paa en stormfuld Aften i Paris og nød den dobbelte Luksus af Grublerier og en Mer skumspibe i Selskab med min Ven C. Auguste Dupin i hans lille Bibliothek eller Bogkammer, au troisième, No. 33, Rue Dunst, Faubourg, St. Germain. I over en hel Time havde der hersket den største Tavshed, medens vi begge, for en flygtig Iagttager, udelukkende syntes at være beskæftigede med de hvirvlende Røgskyr, der fyldte Værelset. Hvad mig selv angaar, saa gennemgik jeg i Tankerne forskjellige Temaer, som vi havde talt om paa et tidligere Stadium af Aftenen. Jeg mener Historien i Rue Morgue og den Hemmelighedsfuldhed, der hvilede over Marie Rogêt's Mord. Det forekom mig derfor som et underligt Træf af Omstændigheder, at Døren til Værelset pludselig blev reven op, og vor gamle Bekjendt Hr. G., den parisiske Politipræfekt, kom ind.

Vi hilste ham paa det hjerteligste, thi Manden var i Grunden ganske underholdende, og vi havde ikke set ham i flere Aar. Vi havde hidtil siddet i Mørke, og Dupin rejste sig for at tænde en Lampe, men satte sig igen uden at gøre det, da G. i det Samme bemærkede, at han var kommen for at madføre sig med os, eller rettere for at høre min Vens Mening om en Sag, der havde foraarsaget ham en hel Del Bryderier.

"Dersom det er en Sag, der kræver Eftertanke," sagde Dupin, idet han lod være med at tænde Vægen, "saa kan. vi bedre undersøge den i Mørke."

"Der har vi igen en af Deres løjerlige Ideer," indskød Præfekten, der havde den Vane at kalde enhver Ting "løjerlig", der laa udenfor hans Fatteevne, og som paa den Maade kom til at leve imellem en hel Legion af "Løjerligheder".

"Det kan nok være," sagde Dupin, idet han gav sin Gæst en Pibe og rullede en magelig Stol hen til ham.

"Hvad er der nu i Vejen?" spurgte jeg. "Jeg haaber ikke, at der er noget i Retning af Mord denne Gang?"

"Aldeles ikke. Hele Affæren er i Grunden saa uhyre simpel, og jeg tvivler for Resten ikke om, at vi godt selv kunde have klaret den; men saa faldt det mig ind, at Dupin maaske kunde have Lyst til at høre de nærmere Omstændigheder ved den, fordi de er saa grumme løjerlige."

"Ja, det vil sige, det er de egenlig heller ikke. For at tale rent ud, saa har vi allesammen været lidt i Knibe, fordi Affæren er saa ligefrem og dog gør os saa mange Bryderier."

"Maaské er det hemmelighedsfulde Slør netop for gennemsigtigt," blev Dupin ved.

"Ha, ha, ha, ha!" brølte vor Gæst, idet han ret syntes at more sig. "De tager Livet af mig, Dupin!"

"Nu skal De høre," svarede Præfekten, idet han langsomt og betænksomt dampede af Piben og satte sig tilrette i Stolen. "Jeg vil fortælle Dem det hele et Par Ord, men før jeg begynder, maa jeg gøre Dem opmærksom pas, at Affæren fordrer den allerstørste Hemmelighedsfuldhed, og at jeg rimeligvis mistede min Stilling, dersom nogen fik at vide, at jeg havde betrot den til Dem."

"Nuvel da. Jeg har faat en personlig Meddelelse om, og det fra en meget højtstaaende Person, at der fra de kongelige Gemakker er blevet stjaalet et Doku ment af den allerstørste Vigtighed. Individet, der har stjaalet det, er bekendt, det er udenfor al Tvivl; man har sét ham tage det. Man véd endvidere, at det endnu er i hans Besiddelse."

"Det kan man let slutte sig til af Dokumentets Art," vedblev Præfekten, "og deraf, at man endnu ikke har set visse Resultater, der nødvendigvis maatte følge umiddelbart efter, at han havde ladet det slippe ud af sine Hænder; - det vil sige, naar han havde benyttet det paa den Maade, som han sluttelig maatte benytte det paa."

"Ja, jeg tør gaa saa vidt, at jeg kan sige, at dette Dokument giver Ihændehaveren en vis Indflydelse paa et vist Sted, hvor denne Indflydelse er af uhyre Betydning." Præfekten holdt meget af at være diplomatisk.

"Ikke? - Nuvel, Aabenbarelsen af dette Dokuments Indhold til en tredje Person - der skal være navnløs - vilde sætte en meget højtstaaende Persons Ære i Fare, og dette giver Dokumentets Ihændehaver en vis Magt over denne meget højtstaaende Person, hvis Ære og Fred saaledes bestandig vil kunne forstyrres."

"Men denne Magt maa jo meget bero paa Tyvens Kundskab om, at den Bestjaalne ved, hvem Tyven er; og hvem turde vove ..."

"Tyven," sagde G., "er ingen anden end Gesandten Hr. D., der tør vove alt, saavel det, der sømmer sig, som det, der ikke sømmer sig for en Mand. Maaden, hvorpaa Tyveriet blev begaat, er lige saa snedig som dristig. Det omtalte Dokument - rent ud sagt; et Brev - var blevet modtaget af den førstnævnte højtstaaende Person, da samme befandt sig alene i det kongelige Boudoir. Medens hun læste det, blev hun pludselig afbrudt af en anden meget højtstaaende Person, for hvem hun særlig ønskede at skjule det. Efter et hurtigt og mislykket Forsøg paa at kaste det fatale Brev i en Skuffe, blev hun nødsaget til at lægge det paa Bordet - aabent, som det var. Da Adressen imidlertid vendte opad, og Indholdet saaledes var skjult, undgik det Opmærksomheden. Paa dette Stadium af Sagen traadte Gesandten Hr. D. ind. Hans Falkeblik opdager øjeblikkelig Brevet, han genkender Haandskriften af Adressen, lægger Mærke til ved kommendes Forvirring og gætter hendes Hemmelighed. Efter at have beskæftiget sig en lort Tid med Forretningssager, ekspederede paa hans sædvanlige hurtige Maade, trækker han et Brev frem, der meget ligner den skæbnesvangre Skrivelse, aabner det, lader, som om han læser det, og lægger det derpaa tæt ved Siden af det andet paa Bordet. Atter taler han et Kvarterstid om forskellige offenlige Anliggender, og idet han tager Afsked, tager han ogsaa Brevet, der ikke tilhører ham. Dets rette Ejermand saa det naturligvis godt, men turde ikke sige noget af Frygt for den tredje Person, der stod tæt ved hendes Side. Gesandten forsvandt og efterlod sit eget Brev - et aldeles betydningsløst Dokument - paa Bordet."

"Sé, her har De netop, hvad De spurgte om," sagde Dupin til mig. "Tyvens Kundskab om, at den Bestjaalne véd, hvem Tyven er."

"Ja," gensvarede Præfekten, "og den derved opnaade Indflydelse er allerede i nogle Maaneder paa en højst farlig Maade bleven anvendt i politiske Øje med. Den Bestjaalne bliver hver Dag mere og mere overbevist om Nødvendigheden af at faa Brevet tilbage. Det kan naturligvis ikke skè aabenbart. Kortsagt, hun har, dreven til Fortvivlelse, henvendt sig til mig.

"Og hun kunde næppe have henvendt sig til en kløgtigere Agent," sagde Dupin midt i en fulkommen Hvirvelvind af Røg. _

"De smigrer," bemærkede Præfekten, "men det er jo ikke umuligt, at man har været af den Mening."

"Det er klart," sagde jeg, "at Brevet, som De bemærker, endnu er i Gesandtens Besiddelse, siden det netop er Besiddelsen og ikke en umiddelbar Brug af Brevet, der skaber hans Indflydelse. Saasnart han har anvendt det, forsvinder i Grunden hans Magt."

"De har Ret," begyndte G. igen, "og det er netop i Overensstemmelse dermed, at jeg er gaat tilværks. Allerførst begyndte jeg med at undersøge Gesandtens Palæ, og den fornemste Vanskelighed laa i Nødvendigheden af at søge, uden at han vidste det. Jeg er først og fremmest bleven advaret imod at give Anledning til Mistanke."

"Men saadanne Undersøgelser er De jo saa vant til," bemærkede jeg, "det parisiske Politi har været med til det før."

"Aa ja, og for den Sags Skyld tog jeg mig Tingen ganske let. Gesandtens Maade at leve paa hjalp mig ogsaa en hel Del. Han er temmelig jævnlig ude hele Natten. Han har ikke noget talrigt Tjenerskab. Folkene sover langt fra deres Herres Gemakker, og da de fleste af dem er Neapolitanere, er det let at drikke dem fulde. Som De ved, har jeg Nøgler, hvormed jeg kan aabne ethvert Værelse i hele Paris. Der er ikke gaat en eneste Nat i Løbet af tre Maaneder, uden at jeg har anvendt flere Timer til personlig at undersøge D.'s Palæ. Min Ære staar paa Spil, og, for at betro Dem en Hemmelighed, Belønningen er særdeles betydelig. De kan altsaa nok forstaa, at jeg paa ingen Maade giver fortabt, førend jeg har fast den fuldstændigste Overbevisning om, at Tyven er snildere end jeg. Foreløbig tror jeg, at jeg har undersøgt hver Krog i Palæet, hvor der. var nogen Mulighed for, at Brevet kunde være."

"Men var det ikke muligt," faldt jeg ind, "at Gesandten, skøndt han jo utvivlsomt er i Besiddelse af Brevet, havde skjult det et andet Sted end netop i sin egen Bolig?"

"Det er neppe tænkeligt," sagde Dupin. "De nærværende ejendommelige Tilstande ved Hoffet og særlig de Intriger, som D. er indviklet i, gør den øjeblikkelige Anvendelse af Brevet og dets Tilstedekomst, efter selv det korteste Varsel, til en næsten lige saa vigtig Omstændighed som dets Besiddelse."

"Ja, det er sandt," svarede jeg, "Brevet er sandsynligvis i hans Bolig. Hvad det angaar, at det skulde være paa hans Person, saa kan der vel slet ikke være Tale om det?"

"Nej, aldeles ikke," sagde Præfekten, "han er bleven overfaldet to Gange, som om det skete af Tyve, og hans Person er bleven undersøgt paa det allernøjagtigste under mit eget Tilsyn."

"Den Ulejlighed kunde De da have sparet Dem," sagde Dupin. "Jeg formoder, at D. ikke er en ren Idiot, og dersom han ikke er detg har han naturligvis straks forudsét disse Overfald.".

"Nej, han er ikke nogen komplet Tosse; men han er Digter," sagde G., "og det anser jeg for kun at være et Skridt fra en Tosse."

"Indrømmet," sagde Dupin, efter et langt og betænksomt Puf af sin Merskums, "endskøndt jeg selv en Gang har begaat nogle daarlige Vers."

"Var det ikke hensigtsmæssigt, om De specificerede Deres forskellige Undersøgelser?" spurgte jeg.

"Sér De, vi gav os god Tid, og vi søgte overalt. Jeg har en lang Erfaring i den Slags Sager at støtte mig til. Jeg tog hele Bygningen, Værelse for Værelse, og anvendte en Nat til at undersøge hvert. Vi begyndte med Møblerne i hvert Værelse. Vi aabnede hver Skuffe, og jeg formoder, at De nok véd, at der slet ikke kan eksistere saadant noget som en hemmelig Skuffe for en vel indøvet Opdagelsesbetjent. Den, der ved en saadan Lejlighed kan lade en "hemmelig" Skuffe undgaa sin Opmærksomhed, anser jeg for et rent Fæhoved. Tingen er jo saa uendelig simpel. I hvert Møbel med Skuffer er der jo et vist Kvantum Rum - en vis Masse - som man skal kunne gøre sig selv Regnskab for. Desuden har vi jo saa uhyre nøjagtige Maal. Den halvtredsindstyvende Del af en Linje kunde ikke undgaa vor Opmærksomhed. Efter de fornævnte Slags Møbler tog vi fat paa Stolene. Vi undersøgte Sæderne med de lange og tynde Naale, som De har sét mig anvende. Vi tog Pladerne af Bordene."

"Fordi det undertiden hændes, at den, der vil skjule noget, tager Pladen af et Bord eller et lignende Stykke Møbel, saa huler han Benet ud, putter Gen standen derned og sætter igen Pladen paa. De øverste og de nederste Ender paa Sengestolper bruges paa samme Maade."

"Men kunde man ikke komme til det samme Resultat ved at banke paa det mistænkelige Sted?" spurgte jeg.

"Paa ingen Maade, dersom det tiloversblevne Rum udenom Genstanden blot er blevet fyldt op med Bomuld. Desuden turde vi i dette Tilfælde ikke gøre Støj."

"Men De kan da naturligvis ikke have taget alle de Møbler fra hverandre, hvori der muligvis kunde være skjult noget paa den ovenfor anførte Maade. Man kan presse et Brev saadan sammen, at det baade i Form og Tykkelse har megen Lighed med en Strikkepind, og paa den Maade kan man f. Eks. klemme det ind i en Sprække paa en Stol. Tog De maaske alle Stolene fra hverandre i smaa Stykker?"

"Nej, men vi gjorde det, der var, bedre; vi undersøgte Sammenføjningerne paa alle Stolene i hele Palæet, ligesom for Resten af Sammenføjningerne paa alle de andre Møbler, og det med et umaadelig stærkt Mikroskop. Havde der været den mindste Smule mistænkeligt at se, havde det umuligt kunnet undgaa vor Opmærksomhed. Det ubetydeligste Gran af Træ, fremkommet ved Boring, maatte have vist sig lige saa tydeligt som et Æble for os; og enhver frisk Sammenlimning, enhver nok saa lidt gabende Sammenføjning vilde have foranlediget os til at anstille en nærmere Undersøgelse."

"Jeg formoder, at De ikke glemte Spejlene, at De undersøgte Rammerne imellem Bagklædningerne og Glassene, at De med Naalene sonderede Sengene og Sengklæderne, saavelsom Gardinerne og Tæpperne?"

"Naturligvis! Og da vi var færdige med alle Møblerne, tog vi fat paa selve Bygningen. Vi delte det Rum, den indtager, i mindre Dele og numererede dem, for ikke at glemme nogen, hvorpaa vi offrede hver Kvadrattomme i selve Bygningen og i de. to tilstødende Huse den mest minutiøse Undersøgelse med Mikroskopet."

"De to tilstødende Huse," udbrød jeg. "De maa have haft en hel Del at gjøre."

"Alle Gaardene er brolagte med Mursten og foraarsagede os forholdsvis kun lidt Ulejlighed. Vi undersøgte Græsset og Jorden imellem Stenene og fandt det uforstyrret."

"De skænkede naturligvis D.'s Papirer en særlig Opmærksomhed, og kiggede mellem Bladene paa alle Bøgerne i Biblioteket?"

"Gudbevares. Vi aabnede hver Pakke og Rulle; vi aabnede ikke alene hver Bog, men bladede den nøjagtig igennem, idet vi ikke som saa mange Politi agenter vilde lade os nøje med at ryste dem. Vi maalte Tykkelsen paa hver Bogs Bind, og anvendte atter Mikroskopet. Havde der fornylig været pillet ved en Indbinding, kunde det ikke være undsluppet vor Opmærksomhed. Fem eller seks Bøger, der lige var komne fra Bogbinderen, blev paa det nøjagtigste gennemsøgte med vore Naale."

"Hvor kan De spørge. Vi tog alle Tæpperne af, og undersøgte Brædder og Bjælker med Mikroskopet."

"Ja saa," sagde jeg, "tror jeg, at De har gjort en fejl Beregning, og at Brevet ikke er i hans Bolig, som De mente."

"Jeg er bange for, at De har Ret," svarede Præfekten, "men hvad vil De nu raade mig til at gøre, Dupin?"

"Ja, jeg kan ikke give Dem noget andet Raad. De har naturligvis en nøjagtig Beskrivelse af Brevet?"

"Ja vel." - Og idet Præfekten trak en lille Notitsbog frem, gav han sig til at læse en nøjagtig Beskrivelse af dets indre, men navnlig af dets ydre Udseende.

Kort Tid efter, at han havde endt sin Oplæsning, tog han Afsked i en langt mere nedtrykt Sindsstemning, end jeg nogensinde havde set ham i.

Omtrent en Maaned efter besøgte han os igen og fandt os omtrent beskæftigede paa samme Maade som sidst. Han tog en Pibe og en Stol og begyndte en Samtale om ganske almindelige Ting. Tilsidst sagde jeg:

"Naa og D.? Har De hørt noget om det stjaalne Brev? Jeg formoder, at De er kommen til det Resultat, at De ikke kan hamle op med Gesandten."

"Gid Fanden havde ham, siger jeg blot. Jeg foretog atter den Undersøgelse, som Dupin foreslog; men jeg vidste jo nok, at den var til ingen Nytte."

"Det var noget meget betydeligt, - noget særdeles betydeligt, jeg holder ikke af at sige hvormeget; men det vil jeg sige, at jeg gerne vilde give den Mand en Veksel paa 50,000 Frcs. med mit eget Navn under, der kunde skaffe mig Brevet. Tingen er, at det er blevet vigtigere og vigtigere med hver Dag at faa fat paa det, og Belønningen er bleven fordoblet; men om den saa var bleven tredobbelt saa stor, kunde jeg ikke gøre mere, end jeg allerede har gjort. "

"Ja - men -," begyndte Dupin langsomt, medens han dampede paa sin Pibe, "det forekom rigtignok mig, at De ikke bar anstrængt Dem nok i Anledning af denne Sag. - De kunde nok gøre lidt mere."

"Jo, sér De; - De kunde jo have søgt Raad - antaget en Konsulent. - De husker jo nok Historien om Doktoren og Gnieren?"

"Aa, jo vist gør De saa; husker De ikke nok, at en rig Gnier en Gang vilde snylte sig til et Raad angaaende en Sygdom. I den Anledning begyndte han en ganske almindelig Samtale i et privat Selskab med Doktoren og fortalte til Slutning, hvad han fejlede, idet han lod, som om det var en ganske anden. "Sæt nu, at der forelaa saadanne og saadanne Symptomer," sagde Gnieren, "hvad vilde De saa anbefale ham at gøre?"

"Hvad jeg vilde anbefale ham?" sagde Doktoren, "naturligvis at spørge en Læge tilraads."

"Ja - men," sagde Præfekten lidt forlegen, "jeg er jo fuldkommen villig til at tage imod Raad, og til at betale for dem. Jeg vil virkelig "give en Veksel paa 50,000 Frcs. til hver den, der kan skaffe mig Brevet."

"Ja, hvis det er Tilfældet," sagde Dupin, idet han aabnede en Skuffe og tog en Blanket frem, "saa kan De lige saa godt straks udstede den. Naar De har undertegnet den, skal De faa Brevet."

Jeg var forbavset. Præfekten var aldeles betaget. I flere Minuter forblev han fuldstændig stum og ubevægelig, idet han vantro stirrede paa min Ven med aaben Mund og med Øjne, der syntes at skulle springe ud af deres Huler. Da han derpaa var kommen lidt til sig selv, greb han en Pen, og efter et Par Pavser og et Par Øjeblikkes Stirren ud i Luften udstedte han en Veksel paa 50,000 Frcs., undetegnede den og rakte den tværs over Bordet til Dupin. Denne undersøgte den nøjagtig, puttede den i sin Lommebog, aabnede en lille Skrivepult, tog et Brev ud af, den og gav det til Præfekten. Politimanden greb det med en sand Glædesparoksysme, aabnede det med skælvende Haand, lod derpaa Øjet hurtig løbe over dets Indhold, og idet han dernæst ravede og famlede hen til Døren, styrtede han ud af Værelset og ud af Huset uden at have ytret en eneste Stavelse fra det Øjeblik, da Dupin havde anmodet ham om at udstede Vekslen.

Da han var borte, fortalte min Ven mig alle de nærmere Omstændigheder, der havde ledsaget det skæbnesvangre Brevs Tilstedekomst.

"Det parisiske Politi er særdeles dygtigt," begyndte Dupin; "det bestaar af udholdende, snilde, opfindsomme og meget Øvede Folk. Da derfor G. fortalte mig, hvorledes D.'s Palæ var blevet gennemsøgt, følte jeg mig overbevist om, at det var sket med den størst mulige Grundighed - saa vidt som hans Arbejde gik."

"De Midler, han og hans Folk anvendte, var ikke alene de allerbedste i sin Slags, men de blev udførte til den største Fuldkommenhed, Havde Brevet, saa at sige, befundet sig indenfor deres Rækkeevne, saa havde de uden al Tvivl ogsaa fundet det."

Jeg nøjedes med at lé; men han syntes at mene, hvad han sagde, ganske alvorligt.

"Midlerne var altsaa gode i deres Slags," vedblev han, "og de udførtes ypperligt; men at de alligevel slog fejl, laa i, at de ikke burde have været anvendte paa Sagen og Manden. Præfekten har visse, for Resten sindrige Midler, der for ham er en Prokrustes Seng, som alt skal passe til. Men han er som oftest uheldig, fordi han afvekslende er for grundig eller for overfladisk i Forhold til den paagældende Sag; og der er mangen en Skoledreng, som gør langt korrektere Slutninger end han. Jeg kendte en Gang en paa otte Aar, der formelig gjorde Opsigt paa Grund af sin Evne til altid at gætte rigtigt i Spillet, "Effen eller Ueffen". Det er et meget simpelt Spil, hvortil der anvendes Kugler, Knapper, Skillinger og deslige. Den ene af de Spillende holder f. Eks. et Antal Kugler i sin Haand og spørger den anden, om deres Antal er lige eller ulige; gætter denne rigtigt, har han vundet, i modsat Tilfælde har han tabt. Den Dreng, jeg sigter til, vandt alle Kammeraternes Kugler. Naturligvis havde han et bestemt Princip, som han gik efter, og det bestod kun i en rigtig Beregning af Modstanderens Fiffighed. Lad os antage, at vor Dreng spiller sammen med en ganske almindelig begavet Kammerat, der holder sin lukkede højre Haand i Vejret og spørger: Effen eller Ueffen. Han siger Ueffen og taber; men næste Gang vinder han, fordi han siger til sig selv: "Fyren havde et lige Antal den første Gang, og han har netop akkurat saa megen Beregning i sig, at han vil tage et ulige Antal næste Gang; derfor vil jeg sige Ueffen." Det gør han og vinder. Lige overfor en noget snildere Medspiller vilde han derimod gøre følgende Slutninger: "Fyren hørte, at jeg straks gættede Ueffen, og hans første Indskydelse vil derfor være at forandre det ligesom den forrige; men der vil snart efter opstaa den Tanke hos ham, at det vilde være for let at gætte, og saa vil han til Slutningen holde et lige Antal Kugler i Haanden ligsom sidste Gang; derfor vil jeg sige Effen." Det gør han altsaa og vinder. Naar man nu analyserer denne Skoledrengens Fremgangsmaade, hvad Slutning kommer man saa til?"

"Det er ligefrem en Jævnførelse, som den gættende gør mellem sin egen og Modstanderens Snuhed," sagde jeg.

"Ja, det er det," vedblev Dupin, "og da jeg spurgte Drengen, hvorledes han iværksatte denne Jævnførelse, som han skyldte sit Held, svarede han: "Naar jeg ønsker at udfinde, hvor klog eller hvor dum eller hvor god eller hvor slet en eller anden er, eller hvilke Tanker der i Øjeblikket beskæftiger ham, saa lader jeg saavidt muligt mit Ansigt antage det samme Udtryk som det, hans har, og saa venter jeg, til jeg ser, hvilke Tanker eller Følelser der paatrænger sig mig ligesom fremkaldte af dette Udtryk." Dette Skoledrengens Svar ligger i Grunden paa Bunden af al den uægte Dybsindighed, som man tilskriver Rochefoucault, La Bruyere, Machiavelli og Campanella. "

"Og denne Jævnførelse mellem den slutningsdragendes og hans Modstanders Begavelse," sagde jeg, "beror, hvis jeg forstaar Dem ret, for en stor Del paa den Nøjagtighed, hvormed denne Modstanderens Begavelse beregnes?"

"For de praktiske Resultater, ja," svarede Dupin, "og saavel Præfekten som hans Underordnede tager saa ofte fejl, for det første fordi de slet ikke anvender denne Jævnførelse, og for det andet fordi de saa daarligt forstsar at beregne den Begavelse, de har at brydes med. De tager kun deres egne Ideer om. Snildhed i Betragtning; og naar de skal efterspore noget skjult, gaar de kun frem efter den Maade, hvorpaa de selv vilde have skjult det. De har Ret, for saa vidt som deres Snildhed vel kan siges saa temmelig nøjagtig at repræsentere Massens; men naar Forbryderens Snuhed er af en anden Art end deres egen, slipper han fra dem. Det hænder altid, naar hans Snuhed er af en, om jeg saa maa sige, mere intelligent Natur, og undertiden ogsaa, naar den er af en mindre. Der er ingen Variation i de Principer, de gaar efter ved en Undersøgelse, i det højeste forstærker eller overdriver de dem, naar der foreligger et ualmindeligt Tilfælde, eller der er udsat en, ualmindelig Belønning. Hvad er der f. Eks. blevet gjort i denne Sag mod D., uden alt det gamle og ofte brugte? Hvad er al denne Boring og Sondering og Banken og Undersøgen med Mikroskop og Delning af i numerede Rum - hvad er det altsammen andet end en overdreven Anvendelse af det gamle Princip, eller rettere de gamle Principer, der alle er baserede paa den en Gang fastslaaede Idé om den menneskelige Opfindsomhed, og som Præfekten ved sin lange Tjenestetid har faaet stor Øvelse i? Har De ikke bemærket, at han gaar ud fra, at alle Mennesker absolut maa skjule et Brev, om end ikke just i et Hul, boret i et Stoleben, saa dog paa et eller andet lige saa urimeligt Sted? Og kan De ikke tillige sé, at saadanne Skjulesteder kun blive benyttede under ganske almindelige Omstændigheder og af Folk med en ganske almindelig Begavelse; thi i alle Tilfælde, hvor noget skal skjules, benyttes i Reglen saadanne urimelige Steder, og den, der skal udfinde Stedet, ledes ganske vist lettest til at undersøge slige Steder, og Opdagelsen beror derfor slet ikke paa den ledendes Snuhed, men ene og alene paa den Omhyggelighed, Taalmodighed og Udholdenhed, han udvikler; og er Sagen af Vigtighed, eller - hvad der for en Politimand er det samme - er Belønningen stor, bliver intet af alt dette forsømt.

De kan nu forstaa, hvad jeg mente, da jeg sagde, at det stjaalne Brev vilde være blevet skaffet tilveje, dersom det havde været skjult i Overensstemmelse med de Principer, som han gik efter for at opspore det. Stakkelen er imidlertid bleven aldeles mystificeret, fordi han gik ud fra, at Gesandten var en Nar, fordi han har et Navn som Digter. Alle Narre ere Digtere, føler Præfekten, og han har gjort sig skyldig i non distributio medii, fordi han deraf slutter, at alle Digtere er Narre."

"Men er den omtalte Person virkelig Digteren?"spurgte jeg. "Der er to Brødre, ved jeg, og begge har erhvervet sig et literært Navn; men jeg troede, at Gesandten navnlig var Mathematiker og ikke Digter."

"De tager fejl; jeg kender ham godt; han er begge Dele. Som Digter og Mathematiker bliver han netop i Stand til at gøre de korrekteste Fornuftslutninger; som blot og bar Mathematiker kunde han aldeles ingen Fornuftslutninger gøre, og han vilde i saa Tilfælde have været et let Bytte for Præfekten."

"De forbavser mig," sagde jeg, "ved at fremsætte Meninger, som ingen i hele Verden deler. De underkender altsaa Aarhundreders nøje overvejede Dom. De mathematiske Slutninger er jo netop altid blevet ansete for at være de eneste sande og korrekte."

"Il-y-a à parier," sagde Dupin og citerede Chamfort, "que toutc idée publique, toute convention reçue est ene sottise, car elle a convenu au plus grand nombre. Jeg indrømmer, at Mathematikerne har gjort deres til at skaffe den fejlagtige Anskuelse, som De sigter til, Indpas overalt; men den er ikke mindre fejlagtig, fordi den er saa almindelig antaget for at være sand. Med en Udholdenhed og en Snildhed, der er en bedre Sag værdig, har de f. Eks. lidt efter lidt faat Betegnelsen "Analyse" bragt til Anvendelse paa "Algebra". Vi kan særlig takke Franskmændene for denne Misforstaaelse; men dersom et Udtryk virkelig er af nogen Vigtighed - dersom Ord faar nogen Betydning paa Grund af deres Anvendelighed - saa har "Analyse" omtrent lige saa meget med "Algebra" at gøre, som "ambitus" med "Ambition", "religio" med "Religion", eller "homines honesti" med honette Folk."

"Jeg kan nok sé, at De vil i Lag med AlgebraMændene i Paris; men videre," bemærkede jeg.

"Jeg benægter Gyldigheden, og derved Værdien, af enhver Fornuftslutning, der fremkommer under nogen anden Form end den strængt logiske. Jeg benægter navnlig Gyldigheden af den Fornuftslutning, der uddrages af Mathematiken. Mathematiken er en Videnskab, der beskæftiger sig med Form og Størrelse; og mathematiske Slutninger er kun logiske, naar de anvendes paa Iagttagelser om Form og Størrelse.

Den store Fejl ligger i, at man forudsætter, at den rene Algebras Sandheder ogsaa er almindelige Sandheder. Og Fejlen er saa iøjnefaldende, at det har forbavset mig at se, hvor almindelig den er. Mathematiske Grundsætninger er ikke den almindelige Sandheds Grundsætninger. Hvad der er rigtigt, naar Talen er om Forhold - mellem Form og Størrelse - er f. Eks. ofte grundfalsk, naar Talen er om Moral. I sidstnævnte Videnskab viser det sig i Reglen at være usandt, at de samlede Dele er lig med det hele. I Kemien er det samme Tilfældet; og det gaar lige saa med Motiver; thi to Motiver, hvert af en given Værdi, faar langtfra nødvendigvis, naar de bliver samlede til et, en Værdi, der svarer til Summen af deres Værdi enkeltvis. Der gives en Mængde andre mathematiske Sandheder, der kun er Sandheder, naar Talen er om Forhold. Men Mathematikeren taget det, der er Sandhed i hans Videnskab, og anvender det af Vane ganske i Almindelighed - og Verden tror ham og gør ligesav. B ry a n t omtaler i sin lærde "Mythologi" en lignende Kilde til Fejl, naar han siger: "Skønt vi ikke tror de hedenske Fabler, saa fprglemmer vi dog bestandig os selv og drager fra dem Slutninger, som om de var Virkeligheder." Algebra-Mændene, der selv er Hedninger, tror imidlertid de "hedenske Fabler" og gør deres Slutninger i Overensstemmelse dermed, ikke saa meget paa Grund af Tankeløshed, som paa Grund af en ejendommelig Fordrejning i Hjernen. Kort sagt, jeg har endnu aldrig truffet paa en ægte Mathematiker, som man kunde forlade sig pas, naar han bevægede sig udenfor sine Kvadratrødder, og som ikke lønligt ansaa det for en Trosartikel, at x2 + px absolut og ubetinget maatte være lig med q. Prøv en Gang paa at sige til en af de Fyre, at De tror, at der kan indtræffe Tilfælde, i hvilke x2 + px ikke ganske er lig med q, saa vil jeg raade Dem til skyndsomst at komme udenfor hans Rækkeevne, thi han vil utvivlsomt slaa Dem til Jorden - saa snart han har forstaat, hvad De mener."

"Jeg mener," vedblev Dupin, idet jeg brast i Latter over hans sidste Bemærkning, "at dersom Gesandten kun havde været Mathematiker, saa havde Præfekten ikke behøvet at give mig Vekslen. Jeg vidste imidlertid, at han baade var Mathematiker og Digter, og min Fremgangsmaade rettede sig derefter. Jeg vidste desuden, at han var Hofmand og en dristig Kabalemager. Saadan en Mand kunde umuligt være uvidende om Politiets sædvanlige Maade at gaa til Værks paa. Han kunde umuligt være uvidende om de Snarer, der vilde blive lagte for ham - og Begivenhederne har vist, at han heller ikke var det. Han maa have forudset, at hans Palæ vilde blive gennemsøgt i al Hemmelighed. Hans hyppige Fraværelse fra Hjemmet om Natten - som Præfekten hilste med saa megen Glæde - ansaa jeg kun for en List, der netop skulde give Politiets Haandlangere Lejlighed til deres Undersøgelser, for senere at bibringe dem den Tro - hvad der jo ogsaa fuldstændig lykkedes - at Brevet ikke var i hans Bolig. Jeg følte ogsaa, at hele den Tankerække, som jeg nylig har sat ud for Dem, angaande de Principer, som Politiet ufravigeligt følger ved slige Lejligheder, nødvendigvis maatte passere igennem Gesandtens Hoved. Disse Tanker maatte atter ufejlbarligt lede til, at han vilde lade haant om alle de almindelige Maader, paa hvilke man kan skjule en Genstand. Han kunde ikke undgaa at sé, tænkte jeg, at den mest hemmelighedsfulde og fjærneste Krog i Palæet vilde ligge lige saa. klar og aaben som den simpleste Skuffe for Præfekten med alle hans Naale, Vridborer og Mikroskoper. Jeg indsaa, at Nødvendigheden maatte drive ham til deri allersimpleste Fremgangsmaade, dersom han ikke ligefrem havde valgt den af Lyst. De vil maaske kunne erindre; hvor forfærdeligt Præfekten lo, da jeg ved vor første Sammenkomst antydede Muligheden af, at dette Mysterium netop maaské syntes ham saa uudgrundeligt paa Grund af Sagens Simpelhed?"

"Den materielle Verden," vedblev Dupin, "er fuld af Analogier med den aandelige; og der er derved blevet kastet et Skin af Sandhed paa den reto riske Læresætning, at Metafor eller Lignelse baade kan benyttes til at styrke et Argument og til at forskønne en Tale. Principet for vis inertiæf. Eks. synes saaledes at have samme Betydning baade i den fysiske og i den metafysiske Verden. Det gælder ikke mindre i den første af disse Verdener, at et stort Legeme vanskeligere sættes i Bevægelse end et lille, og at dets derpaa følgende Bevægkraft staar i Forhold til denne Vanskelighed, end det gælder i den sidste, at en større Intelligens, der er kraftigere, mere varende og mere virkningsfuld, naar den først sat i Bevægelse, til Gengæld paavirkes langsommere og viser mere Forlegenhed og Tøven ved de første Skridt fremad. Og endvidere: har - De aldrig lagt Mærke til, hvilke Butik-Skilte der falder mest i Øjnene?"

"Der er et Slags Spil, hvortil man bruger et Landkort," fortsatte han. "Den ene af de spillende Parter skal finde et Navn - paa en By, Flod eller Stat -, som den anden har valgt sig paa den store og forvirrende Flade. Begynderen søger i Reglen at sætte Modstanderen i Forlegenhed ved at. vælge de mindste og ubetydeligste Ord; men den øvede Spiller vælger sig et eller andet Navn, der i store Bogstaver strækker sig fra den ene Ende af Kortet til den anden. Saadanne undgaar netop Opmærksomheden - ligesom de umaadelige Skilte eller Plakater paa Gaderne - fordi de paa en Maade er altfor iøjnefaldende. Den fysiske Uformuenhed til i saadanne Tilfælde at se svarer til den aandelige Tilstand, der gør, at man forbigaar Betragtninger, der er saa slaaende ved deres Simpelhed. Men sligt ligger enten over eller under Præfektens Fatteevne. Han ansaa det ikke et Øjeblik for muligt eller rimeligt, at Gesandten havde lagt Brevet lige for alles Næse, netop for at undgaa, at nogen skulde se det. Og jo mere jeg tænkte over D.'s dristige, flotte og ejendommelige Skarpsindighed, over den Omstændighed, at Dokumentet altid maatte være ved Haanden, dersom han havde i Sinde at drage Nytte af dets Besiddelse, og over de uimodsigelige Beviser, som Præfekten havde givet mig paa, at det ikke fandtes indenfor hans Rækkeevne, desto mere overbevist blev jeg om, at Gesandten, for at skjule Brevet, i Grunden slet ikke havde skjult det.

"Opfyldt af disse Tanker anskaffede jeg mig et Par grønne Briller og meldte mig en skøn Morgen i Gesandtens Palæ. Jeg traf D. hjemme, gabende og drivende som sædvanlig og tilsyneladende et Bytte for den rædsomste Kedsomhed. Han er maaské den mest energiske Mand, man kan tænke sig: men det er naar ingen sér ham.

"For at Spillet kunde være lige; klagede jeg meget over mine daarlige Øjne, der nødsagede mig til at bruge Briller, idet jeg samtidig paa det om hyggeligste undersøgte hele Værelset, medens jeg lod, som om jeg var aldeles optaget af min Samtale med ham. "Jeg lagde specielt Mærke til et stort Skrivebord, som han sad nær ved, og paa hvilket der laa en uordenlig Bunke af forskellige Breve og andre Papirer, samt et Par musikalske Instrumenter og nogle Bøger. Efter en længere Jagttagen fandt jeg imidlertid intet der, som kunde opvække nogen synderlig Mistanke.

"Ved paany at lade Øjnene vandre om i Værelset faldt de omsider paa en smagløs Visitkortholder af Pap, der hang i et skident blaat Silkebaand paa Væggen midt foran Kaminen. I denne Visitkortholder. der bestod af tre eller fire Rum, var der en fem, seks Visitkort og et enligt Brev. Brevet var meget skident og krøllet. Det var næsten revet i to Stykker tvers over Midten, som om Tanken om at tilintetgøre det som aldeles betydningsløst var bleven forandret eller stanset paa Halvvejen. Det bar et stort, sort Segl, i hvilket man tydeligt saa D.'s Navnetræk, og det var med en fin- kvindelig Haand adresseret til D. selv. Det var skødesløst og, som det næsten syntes, foragteligt henkastet i Visitkortholderens Øverste Rum.

"Aldrig saa snart havde jeg opdaget dette Brev, før jeg straks sluttede mig til, at det maatte være det, jeg søgte. Vel sandt, dets Ydre var meget forskelligt fra det, Præfekten havde givet os en saa nøjagtig Beskrivelse af. Paa dette var Seglet stort og sort og bar D.'s Navnetræk, paa det andet var det lille og rødt og viste Familien S.'s hertugelige Vaaben. Paa dette saa man Gesandtens Adresse med en fin og kvindelig Haand, paa det andet var Udskriften til en vis kongelig Person og iøjnefaldende fast og tydelig. Kun Størrelsen var den samme hos dem begge. Men netop disse grundige Forskelligheder imellem dem: Snavset, Papirets krøllede og forrevne Tilstand, der stak saa mærkeligt af imod D.'s ordenlige og pertentlige Vaner, og som saa tydeligt antydede Tanken om at bibringe Iagttageren den Ide, at det var værdiløst, alt dette, i Forening med den Plads, Brevet havde faat, lige for Næsen af enhver besøgende og derved netop i Overensstemmelse med de Slutninger, jeg for kort Tid siden var kommen til, var mistænkeligt, navnlig for en, der kom med Mistænksomhed i Sindet.

"Jeg trak mit Besøg ud saa længe som muligt, og medens jeg underholdt Gesandten med et Tema, som jeg var overbevist om maatte interessere ham, passede jeg skarpt paa Brevet. Ved denne Undersøgelse. indpræntede jeg mig paa det nøjagtigste, hvorledes det saa ud, og hvorledes det var arrangeret i Holderen, og gjorde sluttelig en Opdagelse, der bortvejrede enhver lille Tvivl, som jeg endnu nærede. Ved at betragte Brevets Kanter bemærkede jeg, at de var mere medtagne, end det syntes naturligt og rimeligt, at de kunde være. De saa ud som de, der fremkommer, naar et Stykke stift Papir har været bøjet paa en bestemt Led, og derpaa atter er blevet aabnet og bøjet paa den modsatte Led i de samme Læg eller Folder. Den Opdagelse var tilstrækkelig. Det stod klart for mig, at Brevet var blevet vendt ligesom en Hanske og derpaa forseglet og adresseret paany. Jeg tog en hurtig Afsked med Gesandten og efterlod en Guldsnustobaksdaase paa Bordet.

"Næste Morgen besøgte jeg ham for at hente Daasen, og vi genoptog med megen Iver vor Samtale fra Gaarsdagen. Medens vi sad sadledes, hørtes der pludselig et lydeligt Knald, som af en Pistol, og en gyselig Skrigen af en Mængde Mennesker udenfor. D. styrtede hen til Vinduet, rev det op og saa ud. Imidlertid sprang jeg hen til Visitkortholderen, snappede Brevet, puttede det i Lommen og satte et, hvad det Ydre angaar, aldeles lignende, som jeg havde forfærfærdiget hjemme, i Stedet for. D.'s Navnetræk havde jeg omhyggelig eftergjort ved Hjælp af et Segl, lavet af Brød.

"Larmen paa Gaden var opstaat paa Grund af en Mand med et Gevær, der teede sig som gal. Han havde skudt det af paa en Sværm Koner og Børn. Det viste sig senere, at Geværet kun var ladet med løst Krudt, og Fyren fik Lov til at gad som en Drukkenbolt eller Afsindig. Da han var forsvundet, kom D. fra Vinduet, til hvilket jeg havde fulgt ham, umiddelbart efter at jeg havde sikret mig mit Bytte. Kort efter sagde jeg ham Farvel. Manden, som man antog for gal, var en af mine Haandlangere."

"Men hvorfor satte De i Grunden et andet i Stedet for?" spurgte jeg. "Vilde det ikke have været lettere at have taget Brevet straks under det første Besøg?"

"D. er en desperat Fyr og en Mand med Karaktér," svarede Dupin, "og i hans Hus har han ikke faa ham hengivne Folk; havde jeg gjort det dristige Forsøg, De taler om, saa var jeg maaské aldrig kommen levende ud af Palæet. - De kender mine politiske Anskuelser. I dette Tilfælde handler jeg som vedkommende Dames Tilhænger. I hele atten Maaneder har Gesandten haft hende sin Magt. Nu har hun ham i sin; - thi da han ikke ved, at Brevet ikke mere er i hans Besiddelse, vil han fortsætte sin tidligere Fremgangsmaade. Han vil forløbe sig og selv berede sig sit Fald som Politiker, og hans Fald vil ikke blive mindre kejtet end pludseligt. Det kan være meget godt at tale om facilis des centus Averni; men om al Slags Klavring gælder det Samme, som C a t a 1 a n i sagde om at synge: d et er langt lettere at komme tilvejrs; end at komme ned igen. I nærværende Tilfælde har jeg ingen Sympati ... - i hvert Tilfælde ingen Medlidenhed med ham, der falder. Han er monstrum horrendum, en begavet Mand uden Principer. Jeg kunde for Resten nok have Lyst til at læse i hans Tanker, naar han, tvungen dertil af den, som Præfekten kalder, "en vis Person", omsider bliver nødt til at aabne det Brev, jeg efterlod i Visitkortholderen."

"Ja, jeg kunde ikke lide, at der slet ingen Ting stod - det vilde jo have været fornærmeligt. En Gang i Wien har D. spillet mig et Puds, som jeg i al Godmodighed sagde ham, at jeg ikke skulde

glemme; og da jeg jo nu nok kunde tænke, at han vilde være meget nysgerrig efter at vide, hvem det var, der havde narret ham, saa syntes det mig, det var en Skam ikke at give ham en Nøgle til at udfinde det. Han kender godt min Skrift, og saa satte jeg blot følgende Ord midt paa Arket

- - - - "Un dessein si funeste S'il n'est pas digne d'Atrée est digne de Thyeste." Ordene findes i "Atrée" af Crébillon."