En Rekrut fra Fireogtreds

Forfatter:

Rist, P. F. (1844-1926)

Udgivet: 1899

Folkeudgave - Illustreret af Frantz Henningsen [EJ MEDTAGET]
"FREM" Det Nordiske Forlag - Bogforlaget: Ernst Bojesen - Kjøbenhavn

Fredericia By laa mennesketom og øde inden for sine Volde som Gaarden i et Munkekloster. For et Par Dage siden var Fæstningen bleven bombarderet, og Granaternes Spor saas overalt i de Rækker af Huse, der var brændte, og som stod i Ruiner lige til Grunden; de fleste andre Bygninger bar Mærker af dette ved Huller i Tage og Mure og sprungne Vinduer. I den Del af Byen, som var mest sammenbygget, havde Ilden haft bedst Næring, gadelang laa Byen her i Ruiner, men i den øvrige Del, hvor de større Gaarde laa med Mellemrum af Marker og Haver, betegnede vel hist og her en Brandtomt eller en Skorsten, som nøgen ragede i Vejret, at der havde været Ild, men kun de ubeboede Huse og Urenligheden paa de daarligt brolagte Gader viste, at det var en forladt By, som var overladt til sin Skæbne. Da Fjenden nærmede sig Fæstningen, havde de fleste velhavende Familier forladt den; Granaterne havde senere jaget næsten hele Resten bort. Det var kun en ringe Del af den lavere Befolkning, som blev tilbage, og den havde i Bombardementets Dage, da alt var i Forvirring, bidraget ikke lidt til at formere Uordenen ved Udskejelser i Retning af Plyndring. Nu, da Ro og stræng Kommando var vendt tilbage, saa man slet ingen civile Folk i Byen.

Martssolen stod højt paa den hvide Himmel og kastede et skaanselsløst Lys over de brede Gader, hvor der laa Dynger af Snavs og allehaande Sager omkring. En kold og blæsende Vind fejede i store Skyer Kalk og Støv og Straa afsted med sig. Som en Taage formørkede saa det fine Murstøv et Øjeblik den klare Luft, indtil det pludselig faldt ned mod Jorden, hvirvlede rundt, trængte ind overalt igennem Sprækker og Revner, og til sidst strakte sig hen som et hvidgraat Dække paa Stenene, paa Tagene - indtil et nyt Vindstød atter jagede det afsted.

En Officersaspirant kom ud af en Port, men da et Vindstød i det samme kom fygende med sit smudsige Tilbehør, trak han sig hurtigt tilbage igen. Det var en attenaarig Knægt med et smukt, friskt Ansigt. Under den lille Felthue brusede et krøllet, blondt Haar frem, som man straks lagde Mærke til, da det var altfor stort for en Soldat. For en Times Tid siden var han kommen fra Kjøbenhavn med et Par Kammerater, og efter en lystig Rejse gennem Fyn, fuld af Latter, Spøg og ungdommelig Forventning, havde. de i Havnen sagt hinanden Farvel for at melde sig til Tjeneste ved Regimenterne.

Han kom nu fra Regimentschefen, men hans Udrustning, der var splinter ny, lige fra det blanksorts Tornyster til den lange Officerssabel, havde lige saa lidt soen hans reglementerede Optræden gjort noget synligt Indtryk paa Chefen. Hvis Felix havde ventet at blive modtaget med aabne Arme, saa var han bleven skuffet. Den lille grimme Mand med det stive Halsbind havde set et Øjeblik paa ham, og da han hørte, at han var frivillig, havde han kun - Felix vidste ikke rigtig, om det var med en medlidende eller foragtende Mine - meddelt ham, ved hvilket Kompagni han skulde melde sig. Saa var han ganske betuttet kommen ud paa Trappen og ned i Porten, men da Støvskyen modtog ham og truede med at ødelægge hans velbørstede og pudsede Klædedragt, blev han helt forknyt.

Det var en slem Velkomst. Han bed sig i Underlæben af Ærgrelse og Forlegenhed, han havde jo rent glemt at spørge om, hvor han kunde træffe Kompagnichefen, og vidste nu ikke, hvorhen han skulde styre sine Skridt. Han gik atter ud paa Gaden og fulgte den med Blæsten paa Ryggen. Han saa paa alle Husenes Døre og Porte, hvor der med Kridt var skrevet, hvilke Afdelinger der var indkvarteret, men det var stadig andre Regimenter end hans eget. De faa Soldater, han mødte, vidste ingen Besked, og en Underofficer, som han spurgte, affærdigede ham kort. Det var ham en Gaade, at der var saa tomt; han vidste ikke, at den Del af Besætningen, som ikke var paa Forpost, hvilede sig ud hjemme i deres Kvarterer. Jaget af Blæsten gik han om i den stille By, hvor ingen vilde have noget at gøre med ham.

I en bred Gade kom en Oppasser ud af et Hus og løb hurtig forbi ham. I det samme raabte en Stemme inde i Huset: »Lars! L-a-r-s!« og der kom En buldrende ned ad Trapperne, rev Gadedøren op og gentog sit Raab, men blev staaende oppe paa den høje Stentrappe og saa paa Felix. Det var en ung, meget høj Officer med et tyndt Overskæg, Haaret var sirligt glattet frem over Ørene. Paa det ene Ben havde han en velpudset Ridestøvle med Spændespore, paa det andet en grøn Morgensko. Med en Grimasse satte han en Monokle fast i Øjet og spurgte: »Har De ikke set en Dunk?«

»Pokker staa i ham! L-a-r-s!« brølte han ned ad den tomme, tavse Gade, saa han blev ganske rød i Hovedet: Da Felix ikke kunde se hans Distinktioner, spurgte han forsigtig, om Hr. Premierløjtnanten ikke kunde sige ham, hvor Chefen for hans Kompagni boede.

»Næ, det ved jeg min Salighed ikke, har aldrig hørt Tale om ham. - De er nok lige kommen, hva'?«

»Det er s'gu heller ikke saa nemt, - noget af Deres Regiment ligger i den befæstede Lejr. Har De været der ude?« - Uden at faa Svar vendte han sig om til Lars, som nu kom tilbage. »Hør dit Bæst, du har jo kun børstet min ene Støvle, - ja, jeg kan s'gu ikke hjælpe Dem,« sagde han til Felix, der blev staaende, og gik ind med Lars, idet hans skændende Stemme mere og mere tabte sig inde i Huset.

Felix gik videre, han kom igennem de samme Gader, forbi de samme Huse. Han begyndte at blive træt. Oppe ved Volden var der mere Liv, han mødte nogle Patruljer og lidt efter et Par Officerer med slæbende Sabler; de saa ud, som om de havde travlt, og dem turde han ikke henvende sig til. Inde i en Gaard saa han en rødhaaret Soldat staa ved Posten med halvnøgen Overkrop og vaske sig; han gik hen til ham og spurgte sig atter for uden synderligt Haab. »Han bor inde ved Siden af,« sagde Manden og skruppede løs i sit røde Ansigt, »der er en Ordonnans i Porten.«

Endelig! tænkte Felix. Ganske rigtig, i den lave, mørke Port sad en Soldat paa Jorden, lænet til Muren og sov, og da han gik forbi ham og op ad Trappen, stod Kompagnichefens Navn skrevet med Kridt paa en Dør. Han viskede Støvet af Støvlerne, trak ned i Kappen, rettede sig og bankede forsigtig. Ingen svarede, men han hørte nogen tale indenfor. Hans Hjerte bankede stærkere end hans Kno, nu skulde han jo staa over for sin Chef; han fortrød, at han ikke havde ladet sit Haar klippe kortere, rigtig militært var det ikke, - maaske var det en Bulderbasse, som straks vilde skælde ham ud. Lidt efter bankede han igen. »Kom ind!« lød en Stemme. Han traadte ind i et lavt, smudsigt Værelse, i hvilket der befandt sig fire Officerer. Skønt det ikke var mørkt endnu, brændte der dog en lille Lampe paa et skrøbeligt Klapbord, som stod foran én gammel Sofa.

Den ene af Officererne rejste sig fra denne og gik hen imod ham. Det var en kraftig bygget, lavstammet Mand med et graat, tætklippet Haar og Skæg; kun Overskægget var tykt og svært, men skjulte dog ikke det venlige Udtryk om Munden, der stod i en usædvanlig smuk Harmoni med de graa Øjne. Det var Kompagnichefen.

»Naa,« sagde han, efter at Felix havde meldt sig til Tjeneste, »saa De skal altsaa her til Kompagniet? Ja saa velkommen da,« og han forestillede ham for de andre Officerer i Stuen, for Bataillonschefen, Kaptajn Knudsen, der sad i Sofaen, en svær og stor Mand, hvis ravnsorte Skæg og mørke, rolige Øjne gav ham et Præg af Tavshed og Sørgmodighed, og for de to Løjtnanter, af hvilke den ene, Høyer, der sad overskrævs paa en Stol med Armene paa dens Ryg, viste sig at være en høj, stærk Skikkelse, da han rejste sig og rakte ham Haanden. Hans blonde Fuldskæg var omkring Munden helt brunt af Tobaksrøg, som han af en lille Soldaterpibe med et Kvindehoved paa, stadig og langsomt lod sive gennem Overskægget op omkring den lille, tynde Næse. Der var stor Ro og Sikkerhed udbredt over ham, i stærk Modsætning til den anden unge Mand, Løjtnant Sander, som stod foran Bordet med Kappen paa og Huen i Haanden. Han saa ud til kun at være en Snes Aar eller lidt mere. Hans lille, blege og spinkle Ansigt, der var helt skægløst, og hans smukke Mund og skarpe Øjne tydede paa Forstand og Energi, hans livlige og bestemte Bevægelser, naar han talte, gjorde det samme Indtryk. Deres Uniformer var slidte og medtagne, kun Kraven paa Kaptajnens Frakke skinnede livlig rød frem under hans lange Fipskæg.

Da Præsentationen var endt, vedblev Kompagnichefen: »Ja, hvor skal vi nu gøre af Dem, Aspirant? Har De Kvarter? Ikke det? Ja, saa véd jeg min Sandten ikke, hvad vi skal gøre. Klokken er jo mange. Hvad Slags Tjeneste skal De egentlig gøre? Er der ikke bleven sagt noget til Dem derom? Kan De føre en Deling?« og han saa under sine mange Spørgsmaal Felix smilende ind i Ansigtet. Denne bad om i den første Tid at maatte gøre Tjeneste som Menig for rigtig at kunne komme ind i Tjenesten.

»Det kan jeg lide, saadan skal det min Sandten være!« sagde Kompagnichefen og slog ham paa Skulderen. »Det vil vi drikke et Glas paa,« vedblev han og skænkede op i nogle smaa Snapseglas, »det er rigtignok kun Dobbelt-Øl, jeg har ikke andet, men Skaal alligevel!«

»Der kommer Kommandersergenten,« sagde den store Løjtnant, som var gaaet hen til Vinduet, hvor han stoppede sin Pibe. Kommandersergenten traadte ind og stod rettet henne ved Døren. Han var egentlig kun Sergent, men gjorde Tjeneste i en højere Grad, da der manglede Underofficerer. Det var en undersætsig ung Mand med et rødt Ansigt; det blonde Skæg var helt farveløst af Vejr og Væde.

»Kommandersergent!« raabte Kompagnichefen straks, »der er kommen en Aspirant til os. Her er han. Han træder ind som Menig. De sørger for et Gevær til ham, men hvor skal vi indkvartere ham?«

»Jeg skal nok finde et Sted, Hr. Premierløjtnant, naar jeg maa faa en lille halv Time.«

»Saa kan De vente her,« sagde Kompagnichefen, da Sergenten var gaaet, »sæt Dem ned.«

Under alt dette var den lille blege Officer gaaet op og ned ad Gulvet. Han havde kun staaet stille engang imellem, hørt efter, og set paa Felix, tømt sit Glas og var saa gaaet videre. Felix havde taget Tornystret af og lagt det paa en Tønde, der stod ved Vinduet, og betydelig lettet satte han sig hen ved Bordet.

»Naa, men hvad sagde saa Kejseren?« spurgte den sorte Kaptajn Kompagnichefen, som var bleven afbrudt i en Fortælling.

»Nej - nu skal vi høre nyt fra Kjøbenhavn,« sagde denne til Felix, som sad og svedte i sin store Kappe med en pinlig Følelse af at være tilovers. »Nu maa De ud med alt, hvad De ved derovre fra.« Men Felix var forlegen og følte sig imponeret af første Gang at sidde i en Kreds af Officerer og vidste ikke, hvad han skulde sige.

Ja, Folk var jo meget bedrøvede, mente Felix, »men mange havde jo rigtignok ogsaa sagt, at det var, som det skulde være,« tilføjede han forsigtig.

»Naa og Dybbøl? Er det ogsaa, som det skal være?« spurgte den sorte Mand bistert.

Felix svarede ganske spagfærdigt, at der vilde man kæmpe til sidste Mand og opbyde alt.

»Ja, de har godt ved at snakke derovre. Naa, og er De nu kommen over for at kæmpe til sidste Mand?«

Felix mumlede noget mellem Tænderne om at gøre sin Pligt, men da han mærkede, at en bag ved ham - det maatte være Løjtnant Sander - lagde Haanden paa hans Skulder, gentog han højere, at han var kommen for at gøre sin Pligt.

»Lad det nu være godt, lille Aspirant,« sagde Kompagnichefen, og gjorde nogle Spørgsmaal om Folk, han kendte i Kjøbenhavn, og da Felix var saa heldig at kende nogle af hans og de andres bekendte, fik Samtalen et lettere og livligere Præg.

»Ja, nu maa jeg gaa,« sagde Sander, »farvel, Hr. Kaptajn, jeg har lovet Reinhardt at komme hjem.«

»Farvel, Løjtnant,« sagde Kaptajnen. »Men hør, er det sandt, hvad man siger om Dem? Man siger, De vil gifte Dem en af Dagene.

Sander, som var i Færd med at tage Afsked fra de andre, vendte sig alvorlig imod ham. »Hvis jeg kan faa Lov til at forlade Fæstningen, saa længe det staar paa, saa har jeg alt beredt til at kunne gøre det.«

I det samme bankede det atter, og Kommandersergenten traadte ind. Sander benyttede Lejligheden til at gaa.

Underofficeren havde ikke fundet noget Kvarter til Aspiranten. Der var tomme Huse nok, men der manglede alt i dem, og det blev tilsidst besluttet, at han indtil videre kunde gaa hjem med Sergenten og bo hos ham. »Saa kan Kristiansen sætte Dem lidt ind i Tjenesten, gode Aspirant, ja, det er udmærket,« sagde Kompagnichefen, der øjensynlig følte sig lettet ved at faa Sagen afgjort. Felix fik Tøjet paa, gjorde Honnør og gik.

»Har man nu andet end Vrøvl?« hørte han Kompagnichefen spørge de to andre, idet han lukkede Døren.

Blæsten havde lagt sig, men det var blevet helt mørkt, og Sergenten førte den unge Mand med sig gennem den tomme By. De kom forbi sammenfaldne Ruiner, der nu lyste hvidt i Mørket, forbi øde Huse, hvorfra kun et enkelt oplyst Vindue kastede sit Skær ud over den oprevne Stenbro, forbi Marker og Haver, langs endeløse Plankeværker, over Skarndynger og Smaasumpe, indtil de standsede ved nogle høje, smukke Bygninger.

»Ja, se der boede jeg først,« sagde Sergenten muntert og pegede paa et højt Hus, »men saa blev Gulvet skudt igennem, og jeg maatte holde Flyttedag.«

»Jo straks, vi skal bare forbi Engen, saa er vi der. Jeg har maattet redde mig ind i Bøssemagerens Hus; fint er det ikke, men Herregud!« og endelig stod de uden for et lille, tarveligt Hus. De kunde næsten naa op til Tagrenden, saa lavt var det, og den ene Gavl var halvt falden sammen. Igennem et lille Køkken kom de ind i en stor, lav Stue. der vendte ud til et Gaardsrum, som var fuldt af Brændestabler og Kasser.

»Ja, se Møblementet har jeg, med Skam at tale om, alt sammen reddet her rundt omkring fra,« snakkede Sergenten, medens han søgte at faa tændt et tyndt Tællelys i en Flaske og derefter pegede paa et Par Borde og Stole samt en Seng med noget Halm i og en gammel Dyne. »Sid ned, Aspirant, og lad, som De var hjemme. Velkommen er De sgu.«

Han kaldte en tyk, duknakket Soldat ind fra Gaarden, og de to fik nu travlt med at tømre nogle Brædder sammen til en Ramme i en Krog af Stuen. Felix sad og saa til.

»Saa, nu har vi to Senge, behag at vælge, hvilken De vil ha'e. Man ligger udmærket i den der,« sagde han og pegede paa Dynen.

»Naa, som De ønsker; as Jesper, hent saa tre Knipper Halm ovre i Smedien. Nu skal vi ha'e os noget at spise, jeg er morderlig sulten.«

»Tak, jeg er kun træt,« sagde Felix, som havde faaet Tøjet af sig og nu ogsaa trak Frakken af og smed sig i Halmen.

Han vidste ikke rigtig hvorfor, men han følte sig misfornøjet og utilfreds, han var ligesom skuffet over noget, men han kunde ikke finde Aarsagen dertil; thi selv om ogsaa hans Kvarter var bleven lidt tarveligt, havde de dog alle været venlige imod ham ved Kompagniet. Dagen havde været saa lang, saa trættende og ensformig - ja det var det, nu vidste han det. Meget havde han set i Dag, men »Krigen« havde han ikke set noget til. Han havde tænkt sig det ganske anderledes inde i en belejret By, Tropper, der rykkede ud og ind, Trompetfanfarer, vajende Faner, Travlhed og Liv, Larm og Tummel, han havde ventet, at alt var optaget af Fjendens Nærhed, af et truende Bombardement, af et forventet Angreb, at saarede bragtes ind, Afløsninger marcherede ud - - og saa havde alt været saa roligt og dagligdags.

»Hvad behager?« spurgte han Sergenten, som sad og spiste, medens han stadig fortalte om Kompagniet og dets Forhold.

»Nej, jeg siger kun, at Premierløjtnanten, det er en dejlig Mand, kan De bande paa, han er,« og han berettede videre, indtil han opdagede, at Felix sov.

»Sikken ung Fisk,« mumlede han og tog et Par tunge graa Tæpper, som han bredte ud over ham.

II.

Hver Morgen Klokken fire maatte Soldaterne ud af Halmen, og Klokken halv fem stod hele Fredericias Besætning i Allarmstilling. Man ventede altid Fjendens Angreb i Dagbrækningen.

Det ene Kompagni efter det andet kom marcherende til deres Bataillons Allarmplads. Der blev givet Melding, der blev kommanderet Rør; og der indtraadte friere Bevægelser i Geledderne. Folkene satte sig ned paa Fortouget, paa Gadedørstrapperne og paa Stenbroen med Ryggen lænet op til Husene. De Kompagnier, som ikke skulde paa Forpost, men som efter Allarmstillingen gik i Kvarter igen, havde ikke Tornystrene paa. Nogle af Folkene gav sig til at spise i den tidlige Morgen. Det var en Vane for dem straks at faa Madposen frem, naar der blev kommanderet Rør. Man vidste jo ikke, hvornaar der atter kom en Lejlighed til at faa en Bid, - en tom Mave, det er den danske Soldats Natur imod. - mange havde desuden heller ikke i de mørke Kvarterer og i den søvndrukne Hast faaet Tid til at tage sig et lille Morgenmaaltid. Andre faldt lidt efter lidt i Søvn. Halvfrysende, sammenkrøbne op ad hinanden, indtog de uvilkaarlig alle mulige Stillinger, brugte hinanden til Støtte Ryg mod Ryg, den enes Hoved paa den andens Mave, Benene ind imellem hinanden eller spærrede ud til alle Sider. Officererne gik op og ned, hvor der var en Smule Plads, eller satte sig i en lille Klynge paa det øverste Trin af en Trappe, hvorfra de kunde overse Gaden og Folkene.

En kold, hvidgraa Morgenluft bredte sig over den hele Scene. Der var en Blanding af Hvile og Forventning over den. Man vidste, at nu havde Forposternes Patroljer travlt ude foran Fæstningen, at de nu gik langt ud imod Fjenden for at se, om han dog ikke denne Morgen havde noget i Sinde. Og hørte man saa en Lyd, som af et Skud i det fjerne, spidsede man Øre, de halvsovende lukkede Øjnene op og saa sig omkring uden at forandre Hovedets Stilling, andre rejste sig halvt og lyttede. Men kom en Ordonnans travende nede ved Enden af Gaden, blev der ganske tyst, og alle, der ikke var falden hen i en alt forglemmende Søvn, saa efter ham, til han forsvandt ned ad en Sidegade. Naar Klokken saa nærmede sig syv, kom der Uro i Blodet, Bataillonerne skulde nu enten rykke ud til Afløsning af Forposterne eller hjem i Kvartererne for at have en Hviledag. Folkene gjorde sig færdige. »Træd an!« lød det, og der kom Bevægelse i alle. Lidt efter marcherede Kompagniet afsted, idet Soldaterne satte Fødderne haardt i den toppede, hullede Stenbro for at holde Varmen.

Felix gik strunk paa højre Fløj af Kompagniets forreste Sektion, hans Bagmand var en vældig Sjællænder med et brunrødt Rundskæg og en stor, fremskudt Underlæbe. Felix gik strunk og stram, thi han havde til sin store Misfornøjelse set, at de andre var uden militær Holdning, ja, de bar Geværerne næsten som de vilde, helt langt ned ad Nakken, og Marchen - de holdt næppe Trit engang, - Aa, der var mange Ting at ærgre sig over, og hverken Officerer eller Underofficerer lod til at bryde sig derom.

Det var Graavejr, Luften tung og tyk af Taage og Væde, og Vejene opkørte og snavsede. Det var vanskeligt at kende Vej fra Mark, og Felix opdagede ikke straks, at de ikke fulgte Chausseen, men en Vej, som var banet ved den daglige Marche af mange Fødder. - Saa gik det videre i Tavshed. Han søgte at holde sig paa sin Plads, men Vejen var for smal, og han maatte idelig ud paa Marken, hvor den pløjede Jord lagde sig i tykke Klumper om hans Støvler, limede sig fast og gjorde det tungt og svært at gaa. Enhver gik nu, som han vilde, og Kompagnichefen foran med en Stok i Haanden.

Er det nu soldatermæssigt? tænkte Felix; han gaar jo som en Forvalter med en Flok Arbejdere. Han havde aldrig set en Forvalter, men tænkte sig saadan en bred Skikkelse med en Egekæp i Haanden. Er vi der mon ikke snart? tænkte han og havde stor Lyst til at staa stille og skrabe den fede Dynd af Støvlerne. Endelig saa de noget, der lignede et Hus. Det var Pikethytten, som dukkede frem i Taagen: et langt Bræddetag stod paa Jorden; det saa ud. som om man var gaaet bort med Huset og havde ladet Taget blive staaende med Gavlen ud i den Retning, hvor Fjenden var.

Kompagniet gjorde Holdt. En Del Soldater gik op og ned foran Hytten med Hænderne i Bukselommerne, andre stod og trippede med Fødderne for at holde dem varme. Geværerne stod i Pyramider ved Siden af Hytten. Kompagnichefen vilde gaa ind, men i det samme blev Døren aabnet, og en høj Officer med et langt Skæg kom frem i Aabningen. »Næ, hvad Fanden, er det Dem! Saa kan vi snart blive færdige. Jeg har haft et Satans Vrøvl i Nat med Majoren« - og saa snakkede de videre. Piketmandskabet havde nærmet sig og stod og talte med Folkene i Kompagniet.

»Næ,« blev der svaret, »der æ' sgu slet ingen, men der æ' en Patrulje ovre i Erritsø.«

»Kommandersergent Kristiansen og Løjtnant Sander!« raabte Kompagnichefen. »Vil De tage Feltvagterne, saa løser tredje og fjerde af i Aften!«

Lidt efter marcherede Kommandersergenten af med sin Deling. Felix var kommen til at fryse ved at staa stille. Naa, nu gik det da ud mod de yderste Forposter!

Kommandersergenten gik foran. »Til højre, til højre,« sagde han, idet han pegede fremad og hen i den Retning. Hvorfor kommanderer han da ikke »højre sving!« tænkte Felix. De kommanderer jo slet ikke, det er jo slet ikke, som om det var Soldater.

»Naa, vil De saa være Vedet eller føre Posterne op?« spurgte Sergenten ham, »Premierløjtnanten har ikke givet nogen Ordre, saa De kan godt blive fri.«

»Naa, som De vil,« og de traskede videre. Taagen hævede sig mere og mere, men Egnen fik ikke noget lysteligere Udseende. Flade, brede, side Marker; langt nede til venstre imod Syd, i en dyb Dal, saas Oversvømmelsens graa Strømme, til højre saa man kun Taagen, som trak ad den Kant, men ret udfor hævede Terrænet sig i en bovnende Banke og dannede en smuk, bølgende, lysegraa Linje, der tegnede sig ganske svagt paa Baggrund af Skovene og Bakkerne langt borte. Der ude laa Vejlby og Igum. Felix kendte Navnene fra Fredericiaslaget.

Feltvagthytten var et sammentømret Halvtag, hvis aabne Side vendte ud imod Fjenden. Feltvagtkommandøren, en lille, forfrossen, tyndskægget Løjtnant, stod og saa ind imod Afløsningen, da denne kom.

»Naa,« sagde han gnavent til Kommandersergenten, »det var godt, De kom, lad os nu faa den Afløsning til at gaa lidt villig.« Kommandersergenten inddelte sine Folk, gav Kommandoen til Korporalen og vilde selv gaa med første Afløsning.

»Hvor vil De hen?« sagde Løjtnanten irriteret og gik hen til ham, - paa hans forfrosne Næse hang der en lille klar Draabe, der hele Tiden truede med at falde, - »er De da ikke Delingsføreren eller kommer da maaske en anden?«

Kommandersergenten gik med en halv Snes Mand af første Afløsning, blandt hvilke Felix befandt sig.

»Naa, Aspirant, det skal altsaa være?« Felix havde begyndt at tabe Lysten. Han havde tænkt sig det at staa i den yderste Forpostlinje, Ansigt til Ansigt med Fjenden, som noget stort og opløftende. Med Bøssen i den stærke Arm skulde han holde Vagt imod Danmarks Fjender, vaage og vogte, medens Kammeraterne sov, og med Heltemod modtage hans første Angreb! Men det, han nu saa, dæmpede hans Iver. De slæbte sig over jordtunge Marker, han frøs om Næsen, og Fingerspidserne sved af Kulde i den vaade Morgenstund. Det saa heller ikke saa farligt ud, og han var allerede træt og søvnig. Men han svarede som før, at han vilde have sin Post. »Ja, naar De har Lyst, saa værsgo,« Underofficerens Svar saarede ham, thi det viste ham, hvor lidt man trængte til ham, at det var ligegyldigt, om han var med eller ikke, og han forstod, de syntes, det var dumt af ham, at han ikke, da han kunde, blev i god Ro inde i den lune Barakke.

»Der æ' Kæden,« hørte han en af Folkene sige, og han saa to mørke Skikkelser foran sig i Taagen.

»Holdt! Afløsning frem! Aspiranten og 41.« Felix og Fløjmanden afløste de to Vedetter. Det var to smaa Folk af en anden Bataljon, krumryggede af Nattekulde og Nattevaagen. Duggen hang i smaa Draaber i deres Skæg og sad i tætte Perler i Fnuggen paa de grove Kapper.

Endskønt de længtes efter at komme afsted, gav de dog med stor Omstændelighed en lang Oplysning om den foranliggende Egn. »Der henne gaar Vejen til Vejlby, og den Gaard der ude hedder Anelyst, Underkorporalen saa i Gaar Eftermiddags en Patrulje der henne a', - men Gaarden der ovre - det er mod Nord - den ved a ikke hvad hedder; der nede bag ved har vi Stallerup By og en anden en, men a kan ikke se noget til Husene, om ogsaa det ikke er Taage.«

»Ikke en Bitte, Hr. Skersant - ja det vil sige, Underkorporalen saa ham i Gaar, men det var nok ikke mer end som en Visiteringspatrulje.«

Nu stod han da der i de yderste Forposter, Ansigt til Ansigt med Fjenden, som intet skilte ham fra, men som han heller ikke saa noget til. Han tog Geværet i Armen, saaledes som han havde lært det ovre i Kjøbenhavn, stillede sig rank og flot med Ansigtet ud i den Retning, hvor Fjenden var, og stirrede derud med opmærksomme Øjne og spændte Miner. Ingen Fjende skulde uset nærme sig hans Post, det følte han - - og hvis han pludselig saa en Østerriger komme krybende i Taagen som en Slange, saa havde han lært, hvad det vilde sige, - saa vilde man søge at overrumple hans Post. Østerrigeren vilde pludselig springe ind paa ham, slaa Geværet af hans Haand, gribe ham i Struben, saa han ikke kunde skrige, bore sin Kniv i hans Hjerte, og medens en anden lige saa snedig Fjende gjorde det af med hans Kammerat, den store Fløjmand, vilde pludselig mange, mange fjendtlige Soldater vrimle frem, styrte ind imod Feltvagten og slaa denne tilbage paa Pikettet, alt vilde blive Forvirring og Fæstningen maaske overrumplet. - Nej, nej, nej, han vidste, hvad han skulde gøre, en mistænkelig Lyd i Taagen, - den mindste Bevægelse af noget ukendt inden for 50 Skridt - saa vilde han raabe an, og fik han intet Svar, da et Skud fra sin trofaste Ven, den store Tapriffel, som tyngede ham saa haardt i Armen, og hele Kæden, Feltvagten, Pikettet, alt vilde være parat. Han vidste, hvad det gjaldt. En stolt Følelse af det store Ansvar blussede op i ham, og en tryg Følelse af, at han ikke var alene om dette Ansvar, - han vendte sig om for at sige et Par Ord til sin Kammerat, men han sank næsten i Knæ af Forbavselse.

Den store Fløjmand havde ganske roligt lagt Geværet ned foran sig, knappet Kappen op, og ud af Brødposen taget et stort strikket Tørklæde, som han med Sindsro viklede om sin Hals, og knappede nu omhyggelig Kappen sammen om sig igen. Saa tog han en tyk Humpel Rugbrød frem af Posen og en lille Stump Flæskefedt, der sad paa et Stykke Svær. Da han mærkede, at den anden saa paa ham, sagde han »Ska' De it' ha' en Bi' Brø', Hr. Asperant?«

»Jæ' æ' b'e'en sulten a' den lange Maseren,« svarede han rolig, skar lidt Flæsk af med Toldekniven og tog sig en stor Bid Brød dertil.

»Aa, han kommer Fa'en itt, nu da Taagen æ ta'en po as lett', næ gu' om han gør. Men,« tilføjede han efter en lille Pavse, i hvilken han spiste videre, »æ' De bang' for han, saa pas paa han, jæ a' stras færig.«

Felix vendte sig fra ham i den dybeste Indignation. Var det den Samvittighedsfuldhed og Paalidelighed, hvorfor den danske Soldat var saa berømt? Men lad ham først blive færdig, saa skal jeg sige ham min Mening, eller nej - det er min Pligt at melde ham, og i den Straf, den haarde Straf, som maa ramme ham, da han har brudt sine Pligter paa Posten, vil de andre faa en Advarsel, der maaske vil føre dem tilbage til deres Pligt. Og Premierløjtnanten, som troede denne Mand saa godt. Da han satte mig paa Kompagniets højre Fløj sagde han jo: saa faar De en solid og dygtig Rodekammerat i vor højre Fløjmand! Nu skal jeg nok lukke deres Øjne op alle sammen.

»Ska'tte være en bitte Snaps, Asperant?« lød Fløjmandens Stemme ganske blidt bag ved ham. Han vendte sig ikke, gjorde kun en afværgende Bevægelse med Skulderen og stod støt og saa ud i Landskabet, ud paa den svindende Taage, som gled langsomt hen helt nede ved Jorden i tynde Slør, der spredte sig mere og mere.

Fløjmanden var imidlertid bleven færdig med sit lille Maaltid og stod nu ved Siden af Felix. Denne var vred og talte ikke til ham.

»Han er maaske nærmere, end De tror. Hans Patruljer har maaske listet sig ind paa os, dækket af Taagen.«

»Næ gu' har de ej. Hva' sku' de her? Han ve' s'gu godt, hvor vi stoer, as han sæl æ' langt ovre ve' Aaen.«

»Hvad mener De med det?« - Da Fløjmanden ikke svarede ham, begyndte Felix, et langt Foredrag om Vedettens Pligter, idet han udpakkede al den Felttjeneste Visdom, som han havde inde.

»Jamen det vil jeg sige Dem, at det er min Pligt at melde til vore Foresatte, hvorledes de bærer Dem ad, og spiser og drikker paa Posten!« tilføjede Felix i høj Grad irriteret.

»De maa inte tale saa højt paa Posten,« svarede den anden med et smørret Smil.

Aspiranten taug. Der er intet Udkomme med de Folk, tænkte han, sløve som de er, rimeligvis af den trætte og strænge Tjeneste. Det er maaske Synd at være for haard imod dem. Han skuttede sig af Kulde og følte sig træt og mat, især i Knæene.

Ingen af dem sagde noget, der var ganske stille omkring dem. Kun nogle Krager skreg imellem ude paa Markerne. Taagen var stegen til Vejrs og laa i et tæt, graat Dække oppe i Luften. De kunde nu se langt ud over Egnen, men de saa kun Mark ved Mark, pløjede sorte Agre, graagrønt vissent Brakland, og længere ude Tobaksjorderne med de lange Stilke, som stod bøjede og brækkede langt fra hinanden.

»Næj, vi har væ't ude i den befæstede Lejr, as vi ha' væ't nere foran Oversvømmelsen før Bombardemangen, men hær æ' mæjet bæ'er. Men dæ' æ' nu allesammens inte no'et, næj nere ve' Reteraden fra Danneverke og Sangelmark, ja Gu' bevar os vel, sikken Re'lighed,« og han fortabte sig nu i en lang ensformig Beretning. »Holdt, hvem der!« brølte han pludselig og slog med et vældigt Klask Geværet ned i den venstre Haand, saa at Felix forskrækket foer sammen.

»Visiteringspatrulje,« svarede en dyb Stemme, og to Mænd kom hen imod dem fra venstre.

Den pludselige Anraabning i den store Stilhed havde skræmmet Felix op, men han fik nu en lettende og fornøjet Følelse af, at alt var i Orden og Ro. Folkene talte saa lystigt og trygt med hinanden, der var jo i Virkeligheden heller intet at passe paa, alt var jo stille og fredeligt. Han tog Geværet ved Foden og lyttede atter til Fløjmandens Fortælling om Kompagniets Affære under Tilbagetoget, og han saa med Beundring op paa den store Karl, der havde oplevet saa meget, og dog talte derom, som om det intet var. Han overvældede ham i Begyndelsen med Spørgsmaal, men efterhaanden gled de over i en rolig Samtale; og da Fløjmanden saa, at han frøs, bød han ham en Snaps af sin lille blaa Lærke, Felix drak, og fra nu af var de Venner.

»De sku' røre lidt paa Dem, Asperant, Soldaten ska' itt' staa stille paa Vedetten. »Ja ser De,« sagde han, da Felix gik op og ned foran ham, »man læ'er saa mæjet Slu'er inge paa Skolen, a' man har sit Slid mæ as glemm' dæ' alsammens. Ded ka' nu vær' saa møjet godt mæ' al den Teori man foer, men dæ' sla'er s'gu'nte te' i Verkelighe'en. Men dæ' forstuer se', Rekler as Reklementer ska' der s'gu te' men dæ' æ' nu mer for Offesererne as Underoffesererne. Dæ' æ' li'egodt vist, a' de Offeserer, som har vaat menige Soldater, æ' s'gu itt' mæ' de voueste, næj saa min Salighed æ' de ej, aa' de goer itt' etter Bøjerne.«

Felix søgte sagtmodig at hævde Teoriens Betydning, men Fløjmanden vilde ikke give sig, og de diskuterede i en lavmælt Tone med stor Ivrighed, indtil de hørte Skridt bagved.

»Hvad, allerede,« sagde Felix. Tiden var fløjet for ham. Med stor Selvfølelse instruerede han de nye Vedetter og gav dem, trods Fløjmandens Ord, alle de gode Regler, som han havde bevaret i sin Erindring fra sin Lærebog.

»Ja, det er godt nok alt sammen, men har I set noget til Fjenden?« spurgte Underkorporalen

»Saa har du nok ikke set din Skjorte efter, Fløjmand,« lo Underkorporalen. »Træd ind,« og de traadte ind og marcherede afsted for at afløse de andre Poster.

Felix var træt og sulten. Han længtes efter at komme ind i Feltvagten, men Afløsningen tog Tid.

»Næj se, der ligger en Bomme,« sagde en af Folkene og sparkede til en Granatstump.

»Lad mig se,« sagde Felix og sprang til, »ha, ha, Fjenden er altsaa ikke naaet ind i Byen med hvert Skud.«

Endelig naaede de da ind til Feltvagten i Bræddeskuret og, satte Geværerne sammen. Folkene laa i en uordentlig Klynge op ad hinanden. De fleste sov, to sad henne ved en Stolpe og spillede med nogle smudsige, fugtige Kort paa et Tornyster. De afløste Folk gav sig straks til at spise, og Felix gik hen til Sergenten, som havde sin Plads i den ene Ende af Skuret, der var adskilt fra Folkene ved et Par Brædder, ligesom en Baas i en Stald. Han fik sin Mad frem, og Sergenten sad og saa paa ham og røg af sin Pibe.

Dagen gik langsomt og trevent. De laa og dovnede paa den Smule Halm, der fandtes, og dette var saa opslidt og trampet itu, at det ikke gav noget Leje. Det var fuldt af Utøj og Snavs, saa at Felix under andre Omstændigheder vilde have skyet det som en kjøbenhavnsk Flyttedagsbunke, nu samlede han det omhyggelig sammen under sig, ja endog et enkelt Straa samlede han op.

Herregud, er det Feltliv? tænkte han. Er det det raske Krigerlevnet, som jeg havde haabet paa? Vi har det jo værre end Ladegaardslemmer. Naar vi endda blot saa noget til Fjenden. Hvor det er dumt og kedeligt og utaaleligt. Træt og søvnig, som han var, hørte han næppe, hvad Sergenten talte om, men Ordet »Vaabenhvile« lød hen til ham, og han rejste sig halvt op. »Hvad, taler De om Vaabenhvile?« spurgte han.

»Ja der snakkes nok i Aviserne om det. Har De ikke hørt noget hos Officererne?«

»Ikke et Ord,« svarede han og lagde sig ned igen. Tænk Vaabenhvile! Hvis der nu blev Fred, uden at han havde været med til noget som helst, det var dog skrækkeligt! Og han faldt hen i en lang, lang Slummer.

Tillokkelsen ved at staa som Vedet tabte sig snart i Løbet af den lange Dag, og naar han kom ind til Feltvagten fra en saadan Tur, hvor han havde staaet og frosset og set ud over Markerne og hørt paa Kragernes Skrig og en tidlig Lærkes ensomme Syngen, kastede han sig ned paa Halmen, passiarede med Sergenten og hørte paa Folkene.

Da det blev mørkt, og kun en Lygtes sløve Skær lyste inde hos dem, sagde en Mand i Klyngen: »Ska' vi itt' ha'e en Histaarie? Pless, ka' du itt' faatæl?«

Pless var Kompagniets lystige Fætter og havde meget at sige imellem Folkene; dels var han Kjøbenhavner, hvilket blev betragtet som noget fint, dels var han Skomager og kunde hjælpe dem med deres Fodtøj og ikke alene, naar det stak ham, lappe deres Støvler, pløkke en ny Saal i en Hast eller give den gamle et Stød, men han havde ufejlbare Raad for alle Onder og Sygdomme, især for ømme og hudløse Fødder. Den lille Skomager med de smaa skælmske Øjne og den tandløse Mund, der var bred som en Skruptudses Flab, havde altid tusende Løjer for, og naar Pless var i Humør, lo hele Kompagniet.

»Dæ' ka' je' vel nok,« sagde Skomageren, »men ska' dæ' være et Æventyr eller en Løgnehistorie?«

»Ja se et Æventyr, dæ' æ' saadan mæ' Fortryllelse aa' de Dele, forstoer I, men en Løgnehistorie, dæ' æ' no'et, som godt ka' være sandt, men æ' Løgn.«

»Der var engang en Mand,« begyndte Pless at fortælle, »ja om det var en Mand eller en Kone er nu ikke godt at sige, men det er nu lige meget, for hun kreperede, og da hun mær kede, hun sku' te'et, saa sa'e hun til sine Sønner: Det er skidt med det hele, sa' hun, for nu kniber jeg sammen, og I har vel ikke Tøjet i Orden, saa at I kan følge mig til Jorden. Nej, sa'e de, det er rent sløjt med de Dele, for vi har kun ét Par Bukser alle tolv. Der var nemlig tolv Sønner, skal jeg si'e os.«

»Aa,« sagde en anden, »den forrige Præst i Gunnerød havde dog enogtyve, men de sytten va' da re'nok osse Pi'ebørn.«

»Naa,« vedblev Skomageren, »da hun saa var væk, forstoer I, saa talte de billigvis om, hvad de skulde ta'e sig til; for noget at leve af maatte de jo ha', forstoer I. Det var nu rent galt, at de kun havde et Par Bukser, for saa kunde jo kun en af dem gaa paa Arbejde ad Gangen, forstoer I. Naa, saa blev de da ens om, at den ene skulde tage Bukserne paa og gaa ud og tjene noget ved Teglværket og saa skaffe Bukser til de andre. Saa trak de Numer, og det blev den yngste, sorm skulde afsted. - Aa la' me' ligge, sa'e han henne i Sengen. - Nej, du ska' afsted; Kresjan, herut med dig. Naa, saa maatte han da te'et. Det var nu en myrderlig grinagtig Fyr, var den Kresjan. - Naa, det er vel godt for no'et, sa'e han, og saa gik han. Men han havde nu ikke Lyst til at gaa til Teglværket, men gik lige ind til Byen, der maatte da være noget at tjene, syntes han. -- Naa, og saa kom han da ind til Byen, og der var et farligt Spektakel med Revu og Defelering og Lys i alle Vindever. Saa gaar han ned i en Beværtning og si'er: Hør, si'er han, gi' mig en Dram og en Drip Mælk, si'er han. - Væ's'go', si'er Manden. - Hør, si'er Kresjan, hvad er det foret grueligt Mudder her i Byen? - Naada, si'er Manden, har du ikke væ't henne paa Gammeltorv? - Gu' om jeg har, sier Kresjan, er der noget, der pusler? - Ih, Gud bevares, siger Manden; Kongen og Prinsessen sidder paa Tronen, Ævlerne springer, og hele Torvet er med Gulvtæppe paa, og saa faar alle Folk lige saa meget Flæskesteg med Rødkaal, som de gider ha'. - Det er vel Løgn, si'er Kresjan. - Gu' om dæ' æ', si'er Manden, og saa gik Kresjan. -

Men det var sgu ganske paalideligt, for der var en farlig Stads. Henne ved Raaderdomhuset sad Kongen paa en Trone med Prinsessen, og alle Folk stod rundteneom paa Fortouget og raabte Hurra for dem, forstoer I, og saa var hele Torvet iklædt med rødt Klæde, forstoer I, som ingen maatte gaa paa, undtagen alle Kammerraaderne og Kammerjunkerne, ja det forstoer sig, ogsaa Monrad og Krigministeren og de andre Folk, som havde noget at sige.

Undskyld, Deres Velærværdighed, si'er han saa til en skaldet Unge af en Blikkenslagerdreng, kan du inte vise mig Prins Ferdinand? - Gu' om jeg kan, si'er Drengen, for han er jo sygemeldt. - Ja saa er der jo ikke noget ved det hele, si'er Kresjan, for ham kender jeg fra Tjenesten, da han var min Løjtnant paa Skolen. - Hvad beha'er, si'er Drengen, ikke noget ved det hele, hvad kalder De da Prinsessen? - Ja hun er Fanden lyne mig go', si'er Kresjan.« -

»Det er farligt, saa du bander,« afbrød en Soldat ham; han var Dugmager og hørte til en eller anden religiøs Sekt. »Tænk paa dit timelige og evige Vel, lille Skoma'er.«

»Aa Sluder, det er jo ikke mig, det er jo Kresjan, forstoer I. - Naa, siger Blikkenslageren, der kan De selv se og saa om lidt faar vi gratis Flæskesteg uden Betaling; men først skal alle Mand ha' Lov til at ta' sig et Stykke af det røde Klæde. - Det var som syv Satan, si'er Kresjan, der er jo Buksetøj til os allesammen. - Pas nu paa, nu fanger vi an, si'er Drengen. Og sikken Komedie der nu blev a'. En, to, tre løb alle de mange Mennesker ind og stredes og sledes om at faa et Stykke af det røde Tøj, de skreg og de hvinede, og de sled og de drog; naar en havde faaet en lang Las, saa faldt de andre over ham og rev det fra ham. Det var li'esom henne ved Makketutten, naar vi ikke har set ham i et Par Dage, forstoer I. Kongen sad selv og lo, saa hans Mave rystede, men Prinsessen sad og gloede som en Degn under Prækenen. Naa - Kresjan han smed sig ind over alle de andre og fik et ordentligt Greb i Tøjet, og saa rullede han sig rundt, og paa samme Tid rullede han mere og mere Tøj omkring sig imellem Benene paa de andre, for stærk var han. Til sidst havde han rullet en stor Bunke op omkring sig og laa ganske stille, forstoer I, men saa kom der nogen løbende og raabte: her ligger en stor Rulle og saa rullede de ham op igen i en meget hurtigere Fart, og til sidst saa trillede han uden nogen Verdens Ting lige hen under Kongens Trone! - Hurra! raabte alle Drengene. Der var en Mand i Rullen og Kongen, han slog sig paa Knæerne og grinte og harkede, saa Kammerraaderne maatte dunke ham i Ryggen.- Det var en Fandens Fyr, sagde Kongen, da han fik Mælet, og saa kørte han hjem. - Naa, men Kresjan var ganske tommelomsk og stod nu der paa de bare Brosten med en lille rød Las i Næven, der ikke var stor nok til en Bukseklap, og alle Folk var. henne og slaas om Flæskestegen. Men Kresjan havde tabt Appetiten, forstoer I, og saa siger han til en Politibetjent Hør, siger han, sku De inte kunne sige mig, hvor Prins Ferdinand bor? Jo, si'er han, der og der, og saadan og saadan. Og saa gik han sporenstregs op til Prins Ferdinands Slot. Ankommen der satte han Tøflerne fra sig og snød sin Næse, og saa bankede han paa den reglementerede Maade, som han havde lært af Vaabenmesteren paa Brandstuen. Kom ind, si'er Prins Ferdinand, og da han kom ind, saa sidder han og drikker Gammelvin sammen med en General, - det kan nok være, at det var den lille Wilster, men det kan jeg nu ikke sige bestemt. og saa »i'er han - gør Kresjan - Goddag, Hr. Løjtnant, si'er han, hvordan har Deres Ekscellents det? - Det var nu en ren Himmelhund, var Kresjan, til saadan at belægge sine Ord. -- Hvad Satan, er det dig 57, si'er Prins Ferdinand, for de kendte nu hinanden fra Tjenesten a', væsgo og sid ned. - Gu' er det mig, Deres Velædelhed, men det er nok skidt med Kadaveret? -- Ja, si'er Prins Ferdinand, jeg er kvartersyg og kan ikke være med til Revuen og det hele, for jeg har saadan en gruelig Fodsved, og saa har jeg en gevaltig Knyster paa min venstre Lilletaa. - Det er generende», naar man skal marsere, si'er saa Generalen, og gør stram Honnør med Haanden til Huen. - Det er vel godt for no'et, si'er Kresjan. - Vil du ha' et Glas gammel Franskvin og en Segar, Kresjan? - Tak den som byder, og saa satte han sig ned og stak Radekoppen an. Det var nu en rigtig Havaneser, forstoer I, og ikke saadan noget Møgkuba, som gror her paa Marken. Og saa sad de og dampede og sa' ikke no'et. Saa til sidst si'er Kresjan, hør, sier han, det var ellers en spendabel Fest var det, og Prinsessen var min Salighed hel nydelig. - Næ, si'er Prins Ferdinand, hun er mig for klejn. -- Hvad er hun, si'er Kresjan, hun kunde s'gu godt komme i anden Deling. - Men saa skrupgrinede de to andre, og General Wilster gjorde stiv Honnør og klappede ham paa Skulderen. Næ, si'er Prins Ferdinand, jeg mener saadan i Ho'det, hun er saa myrderlig tvær, er hun. - Det er vel godt for no'et, si'er Kresjan. Hør, »i'er han saa, kan I ikke faa nogen Helsen for Deres Velbaarenheds Daarligdom? - Næ, si'er han, der er ikke noget at gøre, og det er en ren Kedsommelighed, især hvis Krigen gaar an. - Aa, si'er Kresjan, det er vel godt for no'et, - lad bare mig se paa Pusselankerne.

- Og saa tog han fat paa at hive Støvlerne af ham, det var nu nysselige Støvler, forstoer I, og reelt Arbe'de, tyk, brabansk Læ'er til SaaJerne og Skafterne -- naa da, fineste Semslæ'er hele Vejen, og saa sad de som de var støbt, - han halede og halede, men fast sad de sgu. Hvad er det for en Avekat, der syer for Deres Højædelhed? si'er han, as General, kom og ta' et Snuptag, saa er De en Knup - -«

»Ja saa maa De sgu hale fort, til jeg kommer igen,« sagde Pless, idet han rejste sig. - -

Næste Morgen, da Felix vaagnede, var Vejret lige graat og mørkt, Folkene sov eller gik trampende op og ned med Hænderne i Lommen, Kraven om Ørene og den lille Pibe i Munden. I nogen Afstand stod den hellige Dugmager og sang med en brægende Stemme og i langtrukne Toner sine gamle Salmer

Naar du Hjertet besøger fri,
Da skinner Sandhed derudi,
Udfar verdslig Forfængelighed,
Indgaar brændendes Kærlighed.

Han trak den sidste Stavelse langt, langt ud, saa at en af Folkene blev staaende stille og saa hen paa ham. »Dæ' var e' langg jen, Dukma'er, ka' der vær' maange Vers a' den Slavs?« Men Dugmageren sang videre uden at svare:

Mit Sind staar altid efter dig,
O Jesu min, kom vist til mig,
Naar vil du dog gøre mig glad?
Mæt mig med dig, det er min Mad.

Da den anden saa blev ved at staa og se paa ham, sagde han blidt: »Der æ' 48, lille Karup, men jæ' ta'er kuns de bedst':

Vilje til dig hver Tid og Sted
Gør mig saa syg, jeg finder ded
Jesus, som Honnings søde Lugt,
Og altid Livets bedste Frugt.

III.

Et Par Dage efter var Felix atter ude paa Feltvagten. Hans Deling var paa Piket, men han var fulgt med Sander, som i den sidste Tid havde sluttet sig meget til ham, fordi han trængte til en Fortrolig. Den unge Teolog var altid i Fyr og Flamme for Fædrelandet, og hans glødende Had til Tyskerne og hans Lyst til Kampen imod dem fandt en dyb og klangfuld Sangbund i den lille Felix' Bryst. Mere fremmed, men ikke mindre tillokkende lød det for hans Øre, naar Sander i høje Toner priste sin Brud. I brede grundtvigianske Udtryk fortalte han da om hende, der var saa fager som Freja og lys som Dagen, og naar Felix saa ham sidde i Halmen og med glødende Begejstring i de mørke Øjne og det blege Ansigt tale med urokkelig Bestemthed om sin Plan at rejse til hende en af Dagene for at gifte sig, saa misundte han ham denne Kærlighed og dette Had og længtes efter at føle noget lignende.

Fra den tidlige Morgen havde han siddet ude hos ham, da der kom Bud til ham fra Kompagnichefen om at komme ind til Pikettet og spise til Middag. Han sprang da glad op, for han frøs og begyndte at blive træt og sulten. Pikethytten var lun og tæt; der var Døre og Vinduer i Gavlene, Bræddegulv og Kakkelovn, Mad og Varme; han havde kigget derind om Morgenen. Blot der nu ikke er for mange Officerer, tænkte han; thi han saa stadig med stor Respekt op til disse, især til Linjeofficererne, som forekom ham mere overlegne.

Straks da han traadte ind, kunde han intet skelne, da der var en stærk og tyk Os af Tørverøg, Tobaksrøg og Mad. Halvdelen af Hytten var paa langs opfyldt med frisk Halm, og omtrent midt i den stod et Par lange Borde, nogle Træbænke og Stole uden Ryg. Da han blev staaende og saa sig om, opdagede han lige for sig Kompagnichefen, som laa i Halmen ved Kakkelovnen. »Goddag, lille Ven,« sagde han, »naa, hvordan gaar det derude, fryser De?«

»Ja, hvor skal vi faa det fra?« svarede denne, som sad med begge Armene paa Knæene og røg paa sin Pibe.

»Det maa vi tale med Bataljonen om. - Ja vi har rigtignok spist, Maden staar der henne, men nu er den maaske kold,« og han vendte sig fra den unge Mand for ivrig at diskutere med Høyer om at skaffe Halm. -

Felix gik hen til Bordet i den anden Ende af Barakken, hvor der stod en Suppeterrin og Tallerkener, som der var spist af. Nærmest Vinduet sad tre Officerer og spillede Whist. Kaptajn Knudsen, som han havde truffet før hos Kompagnichefen, var i Færd med at give Kort, han saa ikke op og gengældte ikke hans Hilsen. Den ene af hans Medspillere - Løjtnant v. Kaden - sad med begge Hænderne i sine Kappelommer og saa forfrossen ud. Han var høj og mager, og trods den slidte Kappe og den gamle Hue var der noget vist elegant udbredt over ham; et langt tyndt Overskæg hang ham ned over Munden, Resten af Ansigtet saa noget urent ud paa Grund af det stubbede Skæg, som i mange Dage ikke havde været raget. »Goddag, Hr. Krigsmand,« sagde han, da Aspiranten hilste, og fulgte ham med sine smaa, stikkende Øjne. Den tredje af de spillende rejste sig næsten helt op for at besvare den unge Mands Honnør; det var en svensk Officer, en vældig svær og høj Løjtnant med et stort bart Ansigt. Idet han satte sig, sagde han til sin Makker: »Hva' år det for en pojke?« Felix hørte ikke, hvad den anden svarede, men de lo begge to. Kaptajnen, der var færdig med at give Kort, afbrød dem og sagde til Svenskeren: »De er i Forhaanden, Hr. Løjtnant.«

Felix følte sig sært forlegen; ban øste op i en af de brugte Tallerkener og spiste med god Appetit, skønt Ærterne var blevne kolde og tykke. Medens han spiste, studerede han paa, hvad ban skulde gøre, naar han var færdig. Han kunde da ikke saadan uden videre strække sig hen i den gode Halm. Men naar han nu var færdig og maatte rejse sig, hvad saa? Gaa sin Vej? Der var saa koldt ude hos Sander. Da de tre var færdige med deres Robber, og Svenskeren gav Kort, kom v. Kaden hen og gav sig i Lag med en lille Spritkedel, der stod tæt ved Felix.

»Hvad siger Deres Kjøbenhavner-Mave til det Sprøjt? Kan De smage, at Runkedoren har kommen Kanel i Ærterne?«

»Naa, ja, velbekomme,« sagde han. »Har De noget nyt fra Kjøbenhavn? - Hvad siger Pigebørnene til, at de er rejst? - Det er altsaa dog sandt, kan jeg se paa Dem, at alle Haar skærere og Hundeklippere i hele Kjøbenhavn er indkaldte - - ja nu kommer jeg.«

»Død og Pine, jeg har jo Forhaanden, - en lille Pique, op til den stærke. Sikke Kort De har, Kaptajn.«

Felix begyndte at hade den drillevorne Løjtnant. Da han var færdig, satte han med stor Langsomhed alt til Rette, da han ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv; men heldigvis kaldte Kompagnichefen paa ham og indbød ham til at tage Plads i Halmen. Felix laa og nød Varmen. Han var mæt og varm, og Livet fik derved et mere lyst Anstrøg. Det var dog ganske rask, dette Liv, alligevel! Hvor han var ondskabsfuld, den Linjeofficer, og dog kunde han ikke lade være at beundre hans flotte, drillende Væsen. Høyer sad taus og røg og lod som sædvanlig Røgen langsomt bølge op gennem Overskægget om sin lille Næse. En Gang imellem lod han en tør Bemærkning med et halvt humoristisk Udtryk, falde, men det var mest Kompagnichefen, der førte Samtalen, som udelukkende drejede sig om Kompagniet og dets Anliggender. Til sidst var det, ligesom de talte langt borte fra ham, længere og længere, saa han ikke kunde skelne Ordene - og saa sov han.

Da han vaagnede, saa han sig forvirret omkring. Det var mørkt; der stod kun et Par Lygter omkring paa Bordene og nogle Flasker med Lys i Halsen. Kompagnichefen laa ved Siden af ham og sov. Høyer var der ikke, den store Kaptajn heller ikke, v. Kaden og den svenske Officer sad henne ved Spritlampen og snakkede sammen. De havde nogle Kopper foran sig, hvoraf de drak.

»Halløj, hvad er det?« sagde v. Kaden, »ligger De der? Ja, jeg saa nok, at man havde travlt med at dække Skødebarnet til. Har De ligget der siden i Gaar Aftes - saa bliv De bare liggende.«

Felix tog Uret op. Han troede, det var midt om Natten, men saa nu, at Klokken var fem om Morgenen.

Felix følte sig baade flov over at have sovet saa længe og vred, fordi de ikke havde vækket ham - saa lidt Brug havde de altsaa for ham! Han gjorde sig færdig til at komme afsted.

»O hellige Uskyldighed, hvad vil De der? Det er et Herrens Vejr, og Regnen styrter ned. Bliv De bare liggende,« men da Felix tog sit Gevær, tilføjede han: »Naa saa kom da og faa Dem en lille Vækker.«

Han drak i et Par Slurk den lunkne Kaffe, hvoraf Halvdelen var Rom, takkede hostende, rettede sig og gik hastig ud, idet han hørte Svenskeren sige

Han tumlede ud i Mørket. Det var blikstille Vejr, næsten lunt, men Regnen skyllede ned med en sagte, prikkende Lyd. Han saa ind imod Fæstningen, hvis Volde allerede begyndte at tegne sig tydelig paa den østlige Himmel, hvor en Lysning skimtede frem gennem Regnen og betegnede, at Dagen snart kom. Saa gik han ud imod Feltvagterne for at finde Høyer, Vejen var blød og smattet, Fødderne gled i det dybe Ler, og han gik derfor ind paa Markerne, men tabte derved lidt efter det rigtige Spor og mærkede snart, at han næppe var paa ret Vej. Vandet blev hængende i hans store Haar og dryppede ned under Kappekraven, og kort efter løb der ligesom en Straale ned ad hans Hals og gled isnende videre ned ad hans varme Ryg. Kappen blev tung af Væde, og trods den kølige Regn blev han varm og gennemsvedt af den hurtige Gang. Han gik og gik.

Han stod stille og saa sig om. Regnen faldt med smaa, knaldende Dryp paa hans Hue. Maaske var han gaaet imellem Feltvagterne og var paa Vejen ud til Vedetterne; for gennem Kæden kunde han da vel ikke være kommen? Saa gik han jo lige over til Fjendens Forposterl

Hvad skulde han gøre? Ja, han skulde orientere sig, vidste han nok, men Stjerner var der ikke, og Kompasset havde han i sit Tornyster, som laa inde i Hytten.

Han gik atter til, og hans Fantasi legede atter sit Spil med alle mulige Forestillinger og Ideer. Han tænkte allerede paa at vende om, men standsede pludselig, da han hørte Stem mer. Det var en Patrulje. »Holdt - hvem der!« lød det i Mørket. Han fik nu rigtig Besked og var snart ved Feltvagten, hvor Høyer stod og snakkede med en Underofficer. Han ytrede ingen Forbauselse ved at se Felix komme, men sagde ganske tørt:

»Nu skal Morgenpatruljerne ud for at rekognoscere, vil De med?« og da han med stor Glæde gik ind derpaa, vedblev Høyer:

»De skal blot gaa lige ud og være tilbage Klokken halv syv. De kan føre Larsens Patrulje, ja Larsen kan selv gaa med.«

Patruljemandskaberne var i Færd med at gøre sig færdige, nogle gabede højt, andre mumlede noget om det stygge Vejr og gjorde et Kast med Kroppen, for at Tornystret kunde komme til at sidde rigtigt. de fleste saa Geværerne efter og satte ny Fænghætter paa Pistonen. Lidt efter afmarcherede Patruljerne; Felix og Underkorporal Larsen gik foran den ene. Det begyndte at blive helt lyst.

Da de havde passeret Vedetkæden, sendte de en Mand forud. »Det er bedst, jeg gaar med,« sagde Underkorporalen. Det var en kjøbenhavnsk Haandværker, en køn Fyr med et frejdigt Ansigt, en rigtig rask Soldat at se paa.

Saa langt havde Felix aldrig før været ude imod Fjenden, og han betragtede nu med Nysgerrighed de Marker, han som Vedet havde staaet og stirret ud imod. Hvad var der mon bag den Bakke der henne, hvor Larsen nu laa? Han løb derop. Der var intet at se, og de gik saa ud til et lille ensomt Hus, som laa nogle hundrede Alen længere fremme i en Lavning. De lod den ene Mand, det var Pless, Skomageren, liste sig i Forvejen, og da han havde naaet Huset og vinkede ad dem, fulgte de efter. Det var nu bleven helt lyst, tuen det regnede uophørligt. Felix var i høj Grad optaget af sit Hverv, Larsen ikke mindre, og selv Skomageren og den anden Soldat, en lille haandfast Jyde, lod til at finde Adspredelse i det Hele. Huset var tomt og ubeboet, inde i Huset var der en hel Masse Materiale ophobet, især store Bunker sammenrullede Telegraftraade.

Skomageren stod uden for Huset og passede paa, medens de andre var derinde. »Det var skam rart at komme i Tørrevejr,« sagde Larsen, »skal vi ikke ha' os en Dram?«

Felix, som ikke havde lagt videre Mærke til Regnen, tog sig en dygtig Slurk af Larsens Lærke og følte sig derefter end mere opildnet til Bedrifter. De afhandlede, hvad de nu skulde gøre, og det endte med, at Larsen med stort Besvær kravlede op paa Husets Straatag, som faldt af i store Flager. Da han var helt oppe, raabte han ned, at der ingen Ting kunde ses for en Bakke, der laa foran. De blev saa enige om at gaa ud til Bakken. Forsigtig listede de sig frem til den lille Højdes Fod, hvor de lagde sig ned et Øjeblik, og de to Førere krøb saa op paa Toppen. Derfra kunde de se Stallerup Huse, men da de kastede et Blik ned mod Syd, gav det et Sæt i dem; thi bag et Gærde, der løb fra Bakken i samme Retning, saa de et Par østerrigske Soldater, som stod nogle hundrede Alen fra dem og ganske rolig kigede frem over Gærdet. De spændte begge to Hanen paa Geværet.

»Er der ikke fler', kan vi snuppe dem, kom bare,« sagde Larsen og krøb ned til de andre.

»Pless, gaa op paa Bakken og bliv der. - Kom nu med!« sagde han til Felix og Jyden, og idet de bøjede sig helt sammen, krøb de videre frem bag et Gærde, som løb ud i Retning af Fjenden. Endelig gjorde han Holdt.

»Vi vil spærre dem Tilbagevejen, - bare der ikke er flere,« hviskede han, bliv nu her, saa skal jeg se mig om.«

Felix og Jyden faa bag et Hegn og passede paa Østerrigerne, som stod stille og snakkede. Hvis de gik hen imod dem, maatte de falde lige i Hænderne paa dem. Hans Hjerte bankede, saa han kunde høre det. Tænk, at komme tilbage med et Par Fanger! De fjendtlige Soldater gav sig god Tid der henne ved Gærdet, den ene satte sig endogsaa ned og snakkede, idet han saa op paa den anden. De havde hvide Livremme paa og graagrønne Huer uden Skygge. Saa fjernede den ene sig lidt, kaldte paa den anden, og de begyndte begge at gaa bort i modsat Retning af Felix og hans Kammerat. Altsaa de undslap! Han kunde ikke staa imod, kastede Bøssen til Kinden og skød. - Skuddet gav ham selv et dygtigt Skub i Skulderen, Knaldet gentog sig i et hult Ekko fra Bakkerne i Regnens dryppende Stilhed, og Røgen flød langsomt bort fra dem. Østerrigerne blev staaende et Sekund, saa gav de sig til at løbe af alle Kræfter. Larsen kom kilende langs med Gærdet.

»Hvorfor skød De, for Pokker?« sagde han stakaandet. »Lad os bare komme afsted.« Felix mumlede noget, men hans Stemme var usikker, og da de andre satte tilbage i Løb, løb han med; han raabte efter dem: »Hej! Hej! hvad løber I for!« men fik næppe udtalt, før han hørte et dumpt Knald og næsten i samme Øjeblik en pibende Lyd. Han mere fløj end løb op paa Bakken til de andre og smed sig ned; endnu et Knald, og med en svuppende Lyd smækkede en Kugle ned i den vaade Jord.

Felix ladede Geværet med rystende Hænder, fik Krudt i Munden, da han bed Patronen af, og kunde ikke faa fat i Fænghætterne med de vaade Fingre.

»Lad os sende dem en Kugle,« sagde Felix, som, uagtet han var i et sælsomt Oprør, havde Lyst til at faa noget ud af det.

Ovre bag et Hegn laa den fjendtlige Patrulje, ellers var der ingen at se; en af Østerrigerne vinkede til dem med sin Hue og dukkede saa hurtig ned igen, men pludselig raabte Jyden: »Der kummer nouet nordfræ, dæ' æ' nouet ri'endes.«

»Saa tilbage i en Fart,« sagde Felix, som saa en Rytterpatrulje paa en halv Snes Mand komme travende. Og afsted gik det nu, dækket af Bakken, over Stok og Sten, alt hvad de kunde hale ud, forbi det lille Hus løb de, saa den opblødte Jord plaskede op om dem, og de vedblev at løbe, lige til de kunde se deres egne Vedetter langt inde. Saa kastede de sig aldeles udasede ned paa den vaade Jord for at faa Vejret. De saa ikke mere noget til Patruljen eller Rytterne.

»Det slap vi godt fra« sagde Larsen, som var den første, der talte, og medens de nu med Geværet i Hvil, svedte og vaade marcherede ind til Feltvagten, debatterede de den lille Begivenhed med stor Iver. Felix syntes, han havde oplevet noget stort.

»Hvad skød De paa derude? Hvad var der i Vejen?« var det første Spørgsmaal, de fik. Felix gav sin Beretning, og paa Vejen ind til Fæsiningen maatte han nu høre en lang Forklaring af Høyer om, hvornaar man skulde skyde, og hvornaar man ikke skulde skyde. Han hørte kun daarligt efter; thi vaad som han var, glædede han sig kun ved at skulle hjem i Kvarteret.

Nu havde han da noget at fortælle Kommandersergenten, og han underholdt ham trolig i de første Dage med denne sin Ilddaab. Vel havde han en Følelse af, at han ikke havde baaret sig synderlig behændigt ad, men efterhaanden saa han det Hele i et andet Skær, ja til sidst syntes han næsten, at det var en lille Bedrift. En dyb Respekt nærede han for Underkorporal Larsen; den fik senere Lejlighed til at blive endnu dybere.

IV.

Da han kom hjem i sit Kvarter, brændte det lystigt i Bøssemagerens lille Kakkelovn. Han fik det vaade Tøj af sig og borede sig dybt, dybt ned i Halmen for at blive varm, for at sove. Men det gik ikke straks. Ligesom Dagen lysere og varmere skred frem og ikke lod sig tvinge tilbage for atter at blive Nat, før Tiden kom, var ogsaa hans unge Blod nu kommen i Bevægelse, og Nattens rolige Søvn lod sig ikke ved hans Ønske eller Befaling kalde frem. Han laa da stille og hørte efter de Samtaler, Sergenten havde med de Folk, der gik og kom, og hvorledes hans Pen kravlede hen over det haarde Papir.

Aa, hvor han dog havde det godt! Hvor der var hyggeligt i hans mørke Krog! Han hørte Jesper ude i Køkkenet, og naar Døren gik, sneg en appetitlig Lugt af noget Stegt sig ind til ham. De Stakler, som nu stod ude paa Tobaksmarkerne og gloede over imod den usynlige Fjende, - og nede paa Dybbøl, ja over for dem følte han ligesom Samvittighedsnag; de led og kæmpede der nede, medens der her var roligt og stille. Ganske vist, den megen Kulde, den ringe Søvn og den tarvelige Mad tog paa Kræfterne, men der nede, - aa, blot han dog kunde komme til at opleve Kampen, blot, - blot - og saa sank dog alle Tanker og Ønsker til sidst ned i en fast, sund Ungdomssøvn.

Det var langt op ad Dagen, da han vaagnede; han var sovet fra Maden, som stod paa Bordet. Sergenten gik omkring i Stuen i bar Skjorte og i lange, sorte Strømper, der var bundne med Sejlgarn under Knæene, i Færd med at klæde sig paa eller af. »De har ikke været til at faa vaagen,« sagde han. Felix sprang op og satte sig straks til at spise, idet han rystede Halmen af sig.

»Hvad skal jeg dog bestille i Dag, hele den lange Dag?« sagde han. Sergenten, som stadig gik om i sin stumpede Skjorte, der viste noget af hans tynde, hvide Laar, spurgte, om han vilde hjælpe ham med at skrive.

»Ja, med Fornøjelse,« sagde han med Munden fuld af Mad, men først maatte han dog gaa sig en Tur.

»Det er skrækkeligt med alt det Utøj,« sagde Sergenten og kastede et Blik ud i Gaarden, hvor Jesper børstede og bankede hans Tøj, »og jeg har kun et Par Bukser, - men det er den gamle Halm paa Feltvagterne.« Felix slap Kniv og Gaffel og gav sig til at spørge. Troede Sergenten, at han ogsaa havde Utøj? Det haabede han rigtignok ikke; noget saa væmmeligt, saa grimt, uh - nej det var ikke til at holde ud! væk med Maden! af med Tøjet! Nu vidste han, hvad han vilde bestille. - Sergenten lo ad ham, det var jo ikke noget at tale om, det maatte man vænne sig til, det førte Livet i Felten med sig, osv. Men Felix fik travlt. En stor Balje fik han fat i, og saa af med Tøjet.

»Se, Hr. Kommandersergent,« sagde han, da han stod ganske nøgen, »jeg har meget stærkere Arme end De,« og han bøjede dem langsomt, saa Overarmens svære Muskler kom frem som runde Knuder.

»De er brilliant skabt,« sagde Sergenten, »sikken Gymnastiklærer, der kunde komme ud af Dem,« og han saa beundrende paa det unge Legeme. »Det var sgu Synd om en prøjsisk Kugle skulde gaa ind i det Kød,« tilføjede han og strøg, uden at Felix bemærkede det, sin kolde Finger hen over hans Bryst, men ved den pludselige Berøring fo'r han sammen, som om det gjorde ondt.

»Det haaber jeg heller ikke,« sagde han sagte med en ubehagelig Fornemmelse af Beklemthed, og med Iver fortsatte han Tvætningen af sit Legeme og sit Tøj.

Da han endelig ren og frisk med en Cigar i Munden, Huen paa skraa, rene Handsker og den lange Sabel om Livet gik ud af Bøssemagerens lille Hus, følte han en stor Sikkerhed over sig og et stærkt legemligt Velvære. Med Selvfølelse gik han nu op ad Gaderne og hen til Hotel Victoria, hvor Musikens Toner kaldte ham.

Soldaterne drev som sædvanlig op og ned eller stod sammen i Klynger og nød Musiken, men i Dag var der ogsaa mange Officerer. Der blev snakket højt imellem dem og gestikuleret ivrigt. Der maatte være sket noget.

»Der har staaet et Slag ved Dybbøl,« sagde en Aspirant til Felix og fortalte ham, hvad han havde hørt. »Vi har kæmpet udmærket, men vi har lidt store Tab.« Han gik mere dristig end ellers hen til en Kreds af Officerer, og hvert Ord, han kunde fange, klang i ham. »Det gaar nok der nede - Prøjserne har beholdt Dybbøl By - i Dag gaar det nok løs igen - gid vi var der« osv. osv. Helt forvirret af alt, hvad han hørte, og medens Musiken spillede: »Nu skal vi nok atter med Prøjserne slaas«, gik han ind i Hotellet.

Fra den store Gæstestue lød en stærk Larm af mange Mennesker ud paa Gangen. Hvis Døren ikke havde staaet aaben, havde han næppe vovet at gaa derind. Gennem den stærke Tobaksdamp og Madosen saa han, at Stuen var fuld af Officerer. Nogle sad ved det lange Bord og spiste. I en gammel Sofa sad en lang Oberst med en stor ildrød Næse og talte højt med en lille tyk Major og en Kaptajn af Generalstaben med et blidt, lyst Ansigt. Obersten havde vældige Kravestøvler paa, og Felix syntes, at han lignede en Høvding fra Landsknægtenes Tid. »Vi skal saa Pinedød nok tæve dem a' - men Udfald skal vi ha'e, løs paa dem!« og han trak op i Støvlerne med et vældigt Tag.

Lige for Felix sad den store Kaptajn Knudsen ved Bordet og skældte: »Sikke noget Roderi, - se til at faa de Tallerkener væk, og lad mig faa noget Mad!« Nogle Militærarbejdere færdedes om ham, men turde ligesom ikke nærme sig ham. »Naa for Pokker, tag det væk, lad mig faa noget at spise - og en ren Gaffel!«

Henne ved Vinduet stod Sander med et Par unge Officerer, blandt hvilke hans Ven Reinhardt, og ventede paa at faa fat i Aviserne. Felix nærmede sig, man nikkede til ham og fortsatte Samtalen, der overalt drejede sig om det utaalelige i ikke at vide noget bestemt og Beklagelser over ikke at være med. Der havde været en Parlamentær fra Østerrigerne hos Kommandanten i Fæstningen samme Dag. Hvad mon han vilde? Vaabenhvile? mente En. »Jeg beder min Gud til, at det ikke er Vaabenhvile,« sagde Sander, »lad os ikke tale derom - lad os gaa hjem og læse, Reinhardt,« og de gik.

Felix følte sig fremmed og ene imellem de mange andre, som han ikke kendte. Han misundte en Aspirant, der sad og spiste imellem en Kaptajn og en Premierløjtnant og skænkede Rødvin for dem. Han kendte lidt til ham, men turde ikke nærme sig. Han forlod Hotellet og gik med en stærk Følelse af Forladthed ud i Byen.

I Officerernes daglige Samliv var Tonen elskværdig og høflig, som næsten altid mellem Officerer, støttet som den er af den foreskrevne ydre Respekt; men ogsaa mellem de ligestillede var der sjælden Uenighed. Folk, der af Omstændighederne tvinges til i et og alt at dele Last og Brast, lærer hurtigt at tage Hensyn til hinanden. Egenlig fortroligt og inderligt Venskab opstod ogsaa sjældent. Hver for sig ligesom rugede de over deres private Forhold. »De derhjemme« kom ikke de andre ved, de kendte dem jo ikke; men i ensomme Øjeblikke, paa Feltvagten, naar de frøs om Natten og var vaade, saa de ikke kunde sove, og paa Marchen, naar Vinden bed i Ansigtet, og de var trætte og udasede, da fløj Tanken hjem til Kone og Børn, til Fa'er og Mo'er, til en dejlig Kvinde eller til andet, som bragte Hjertets Strenge til at bæve i vemodige, længselsfulde Toner.

Og i disse Tanker havde de ligesom en lun og hyggelig Rede, hvori de gemte sig og puttede sig ned. Derfor saa man saa ofte, at de, der fik Breve, gik bort fra de andre for at læse dem i Ensomhed - intet profant Ord maatte forstyrre dem. Kun enkelte kendte ikke dette. Felix' Kompagnichef ikke, fordi hans aabne, barnlige Sjæl intet Dække havde for hans Tanker. Til dem alle talte han om sin unge Hustru og sit lille Barn, og naar han fik Breve fra Hjemmet, fortalte han alle derom; han syntes, at de alle maatte ønske at høre om dem, i hvis Kærlighed hans hele Væsen levede. »Tak,« sagde derfor v. Kaden undertiden, naar han saa ham komme med et Brev, »der har vi Kompagnichefen med den hele Familie.«

Men især havde dog denne udset sig den lille Felix til fortrolig, hans Længsel blussede op i et Slags faderligt og inderligt Venskab for denne Dreng. Timevis kunde han for tælle ham om det derhjemme, og Felix lod de ubekendte Navne flyve forbi sit Øre og tænkte paa sine egne. Og som det gik Kompagnichefen saaledes ogsaa Sander. Hans Hjerte var for fuldt og strømmede ofte over; men han udtalte sig kun for dem, han særlig holdt af; den anden følte Trang til at holde lige meget af alle Mennesker.

Efter at Felix forgæves havde søgt nogle af sine faa bekendte. gik han da op til sin Kompagnichef, som han fandt liggende i Sengen.

»Aa, jeg er syg, lille Ven. Kom her hen og sæt Dem og snak lidt med mig.« Han laa i en stor, klodset Seng under mange tunge Dyner og havde en Faareskinds Trøje paa - en saakaldt Møllertrøje - med det laadne indad. »Ja, jeg er pakket ind og kan dog ikke svede, bare det ikke er Mavebetændelse; og noget fælt Tøjeri har Doktoren givet mig.« Felix, som næppe kunde trække Vejret i den skrækkelige Luft, fortalte ham, hvad han havde hørt fra Dybbøl.

»Ja, jeg ved det nok, men det er ikke noget, det hele. Prøjserne beholdt jo Byen, vi kan ikke gøre noget imod dem, det ser vi jo hver Dag - og det kostbare Blod flyder uden Nytte. Blodet er dyrt, naar man har Kone og Børn hjemme.« Han rakte ham sin fugtighede Haand og blev ved at holde hans fast, medens han fortalte ham om sin unge Kone og om deres lille Barn. »Se det lange Brev, jeg har faaet hjemme fra.«

Felix blev hos ham og hjalp ham og adspredte ham. »Hør, nu skal du gaa, min Dreng, - maa jeg sige du til dig? men du er vel for stor og stolt en Karl til, at man kan dutte dig?«

»Naa gaa nu. I Morgen skal vi paa Forpost, og jeg vil med, saa maa jeg se at faa nogen Søvn.«

Felix gik hjem, og Resten af Dagen sad han og skrev Breve hjem, hjalp Kommandersergenten og kedede sig. Da han tidlig paa Aftenen krøb ned i Halmen og Tæpperne, sagde han: »Aa gid vi dog skulde til Dybbøl, jeg er saa led og ked af det hele her.«

»Dér kan vi sgu tidsnok komme,« sagde Sergenten, »hvis der da ikke bliver Vaabenhvile.«

Ensformig og kedelig sneg Tiden sig hen for Fredericias Forsvarere. Den evige Venten paa et fjendtligt Angreb eller paa Bombardementets Fortsættelse, den stadige Forposttjeneste og de lange Hviledage sløvede og trættede. Efterretningerne fra Dybbøl var det eneste, som bragte Sindene i Bevægelse, snart i glade, forhaabningsfulde Stemninger, snart i mismodige og bekymrede Tanker. Her, hvor man ikke var trættet af Fjendens Nærhed og af de svære, daglige Tab, længtes de fleste efter selv at tage Del i de store Begivenheder og nærede kun Frygt for, at en Vaabenhvile skulde bringe en Afslutning, inden den var fremtvungen med Sværdet i Haanden. Alle var de - ligesom ved Dybbøl - parate til at gøre deres Pligt, selv om der var dem, der nærede Mistillid til de regerendes og kommanderendes Evner og Forholdsregler.

Men medens de mange Soldater mest gik op i at sørge for Legemets materielle Krav og mere og mere blev Maskiner, der aad, drak, sov og passede Tjenesten - uden Afveksling, evig den samme, følte Officererne sig mere aandelig trætte ved dette Liv. Deres Samtaler drejede sig vel en Del om Begivenhederne, men i den daglige Omgang blev der kun talt lidet, og tidt kun i stereotype Udtryk, i forvrængede Ordspil, intetsigende Mundheld og forceret spøgende Bemærkninger, tildels laante fra Geleddet.

Begivenhederne i Fæstningens nærmeste Omegn vakte naturligvis stor Opsigt, og da Kaptajn Stockfleth en af de sidste Dage i Marts Maaned efter en lille Ekspedition til Assendrup bragte nogle og tyve fangne Husarer med sig tilbage, var Glæden stor, og vidt flyvende Fantasier om at komme til at udføre lignende Smaabedrifter, spøgede i manges Hjerner.

Felix' Bataljon havde Plads inden for Volden. Ved et af Fjendens Granater halvt ødelagt Jernstøberi laa Folkene langs Voldens Fod, sparsomt forsynede med Halm. Nogle Steder var selve Volden undergravet, saa at der var dannet Huler til Ly og Læ for Kulden og Projektilerne. Geværerne stod i Pyramider langs hele Gaden. I selve Jernstøberiets store Værksted laa et Kompagni eller to, og i et Værelse, hvortil et Par Trin førte op fra Værkstedet, havde Officererne tåget Ophold. Det var et temmelig stort Rum, opvarmet af en umaadelig Kakkelovn.

Henne ved Vinduet sad en Løjtnant og læste i en lille, tynd Bog. Det var en høj, klodset Mand med et fyldigt, godlidende Ansigt. Det grove, lyse Skæg voksede ham højt op paa Kindbenene. Uagtet han havde Briller paa, holdt han dog Bogen tæt til Øjnene. Det var en Reserveofficer, Reinhardt, en indkaldt Lærer fra en Købstadskole. Før Krigen havde han undervist i Tysk, nu var han bleven betagen af den Ide, at det var uværdigt at lære danske Drenge Fjendens Sprog, flere Aviser havde udtalt det samme, og Sander havde fanatisk støttet ham i hans Anskuelse og tilbudt at lære ham Engelsk i Løbet af Krigen, for at han efter sin Hjemkomst kunde undervise deri. Reinhardt havde med Iver kastet sig over Studiet af dette Sprog, og tilbragte hvert Øjeblik, han var i Stand til at finde paa Feltvagten, Pikettet, eller hvor han ellers var, med sine engelske Bøger. Nu sad han og læste, og Sander gik urolig op og ned ad Gulvet.

Ved Bordet sad Kompagnichefen og røg af en lille Pibe. Han talte med Høyer og Kommandersergenten om Kompagniet og Folkene, for hvem hans Omhu var utrættelig.

Felix laa med Armene i Vinduet og saa ud paa Soldaterne, der opfyldte Gaden bag Geværerne. Han betragtede disse Skikkelser, som drev langsomt om imellem hinanden med en tung Gang og med rolige, noget sløve Miner. Han ledte forgæves efter Folk med rank og rask militær Holdning. Nej, disse kraftige Skikkelser var Bønder med plumpe Lemmer og brede Skuldre, skabte til at slide i Jorden, og naar det endelig skulde være, dygtige til at staa som en Mur, naar Fjenden vilde tage den fra dem. De klodsede Huer sad langt ned over deres sunde, røde Ansigter, og det lange Haar strejfede Kappekraven. Selv om de havde haft en bedre Uddannelse, maatte de ikke egne sig til Paradesoldater. Forstærkningsmændene saa underlig afstikkende ud i deres lyseblaa Kapper. Mange af dem havde ingen Uniform, men kun en islandsk Uldtrøje under Kappen. Det var ældre, som oftest gifte Mænd, og de saa endnu mere umilitæriske ud med deres smudsig-blonde Skæg og daarlige Støvler.

Da Høyer og Kommandersergenten var færdige, sagde den første: »Vel, Vel;« Underofficeren samlede Papirerne sammen og gik ud ad Døren med Løjtnanten, der blev standset uden for og kom i Samtale med Nogen. I det samme traadte Sander hen til Bordet i stor Uro og sagde:

»Kære Hr. Premierløjtnant, jeg maa sige Dem, at jeg har gjort det alvorlige Skridt.«

»Hum, hum, hum,« sagde Kompagnichefen og smækkede med Tungen mod Ganen som en, der beklager noget.

»Min Fæstemø vil straks tage til Middelfart, Kongebrevet har hun, de arrangerer alt med Præsten, og det gælder nu kun at faa Orlov af Kommandanten paa fire Timer.«

»Men kæreste Barn, kan De i de Par Timer være frem og tilbage til Middelfart - og,« tilføjede han, da den anden bekræftede det, »tænk paa den Afsked, De har at tage fra Deres Kæreste - eller Deres Kone rettere sagt.«

»Hun er belavet derpaa, hun er besluttet derpaa ligesom jeg, aa, De kender hende ikke, - og jeg hverken vil eller kan være længere borte herfra, maaske sker her netop noget, medens jeg er borte. -Naar blot Kommandanten giver mig Lov.«

»Det er ikke sikkert; nej det er langt fra sikkert, nej, nej, nej - og tænk saa paa, naar Krigen er forbi -- hvad vil De saa leve af?«

»Good morning, Sir,« sagde han til Reinhardt. »How do you do?« - Reinhardt svarede muntert god Morgen, og v. Kaden kaldte sin Oppasser ind og gav sig i Færd med at pakke en stor dobbelt Kurv ud. Hans Kappe havde en lang Rift i det ene Ærme, som han og Oppasseren diskuterede.

»Altsaa,« sagde v. Kaden til ham, »du har ikke syet den sammen, og du syr den sammen! Det er et drøjt Arbejde, men enfin, man gør alt for sit Fædreland - og du, ædle Mads, elsker jo dit Fædreland og de af dets frugtbare Jorder avlede Produkter. Vel - af disse Produkter vil jeg iskænke dig en Aalborger-Snaps, som skal lønne dine Strabadser som Skrædder.«

Medens han snakkede, talte Kompagnichefen og Sander ivrig sammen, og Reinhardt sad og læste halvhøjt paa Engelsk: fourteen, fifteen, sixteen o. s. v. og saa forfra igen: men v. Kaden satte sig hen ved et lille Bord med et Par Spil Kort og begyndte at lægge Kabaler, medens han ventede paa et Par Makkere til en Whist.

»Har De set de fangne Husarer?« sagde han til Kompagnichefen, da Sander satte sig hen til Reinhard. »Er det sandt, at N.,« han nævnede en Kompagnichef ved Regimentet, »har faaet Lov til en Ekspedition? -- Bliver det til noget, har jeg hans Løfte om at komme med. - Det var noget for Dem, store Krigshelt,« sagde han til Felix.

»Det hedder ikke »gærden«, gode Reinhardt,« sagde v. Kaden, »men »garden« ; om Forladelse, at en Ulærd griber ind i Deres Undersøgelser; Deres agtede Lærer vil tilgive mig,« og idet han atter henvendte sig til Kompagnichefen, vedblev han uforstyrret, »nu vil jeg lægge la charmante Madelaine op og se, hvad det bliver til. Kom skal De se, Aspirant: Ruder ti - Spader fem - Klør Knægt - Klør tre, den var værre,; kender De den charmante Madelaine? Jeg har lært den - Ruder Konge - bril-li-ant,« sagde han anerkendende, »af min Tante, der er en ren Sybille, - gaar den ikke op, kommer jeg aldrig fra denne livfulde By, men dør af Kedsommelighed, - det er den eneste Retning, hun og jeg sympatiserer i, vi sværmer begge to for den charmante, - den Toer var skidt, - nu gælder det, den gaar ellers altid op, - bare jeg skulde arve hende, hun ejer rigtignok ikke andet end en Vrimmel af Kobbertøj, men Kobber kan jo veksles om i Sølv: - O! O! Ruder Dame! O, I Piger!« og han blev ganske taus i sin Iver, saa at at man hørte Reinhardt læse halvhøjt og remse:

»Where is your brother? is our old uncle here? - no, he is not here - but my little sister and my mother and her friends are here - the dog has a long tail.«

»Et indviklet Familieskab i det engelske highlife,« sagde v. Kaden. »Nu kommer Hjærter ti og - lad mig se: nej, den vilde ikke, jeg kommer altsaa ikke til at arve min Tantes Kobbertøj - - skal vi saa have et Stykke Skinke.«

»Halløj!« sagde Felix og fløj bort fra Vinduet, da han saa, at Kompagniet traadte an udenfor, »jeg skal paa Post!« og knappende Frakken om sig kom han afsted i en Hast. Det var sidste Dag han skulde gøre Tjeneste som Menig. Dagen efter skulde han overtage Kommandoen over den første Halvdeling af første Deling. Da han et Par Timer efter kom tilbage efter at have været paa Post, tilbragte han Dagen med at spise, drikke; sove, se paa de andre og snakke med sin Chef, som han Dag for Dag fik mere og mere kær.

Da han om Eftermiddagen Klokken seks, kort før han atter skulde paa Post, stod og talte med ham i Vinduet, traadte Sander ind ad Døren. Han var meget bleg og havde en rød Plet paa hver Kind. Han gik lige hen til dem og hviskede:

»Kommandanten har givet mig Lov til at forlade Fæstningen i Morgen i fire Timer. Han nægtede det først bestemt, kaldte det Narrestreger, han sagde, at vi havde andet at tænke paa end at gifte os. Han talte saa haardt, saa haardt,« vedblev han med skælvende Læber, »men jeg blev ved, fik Tungen paa Gang, og han gav efter, men med strænge og affejende Ord og - jeg ved ikke - men det var første Gang, der kom Tvivl i min Sjæl, om jeg handler rigtigt.«

Det var en klar og kold Aften, saaledes som vi kun har dem, naar Foraar og Efteraar stunder til, og naar det spaar Frost til Natten. Skumringen begyndte netop, da Felix var kommen paa Post i Prins Georgs Bastion. Solen gled ned langt ude bag Elbodalens Skove i et Væld af Farver som rindende Floder af smeltende Ædelstene og kastede glødende Stænk langt ind paa den gyldne Himmel. Han saa ud over Oversvømmelsens Vande, som Solen lod flyde med blodige Strømme. Ud til Stoustrup, hvor Fjenden laa paa Lur i Skovene, over Mosen ned til Erritsø, helt ned imod Syd fulgte hans skarpe Øjne den lige Kyst ned mod Sandalshuset, som Korporalen ved Afløsningen havde peget paa, og som han havde hørt saa mange beklage, var i Fjendens Hænder, da de derfra havde skudt over imod Strib. Og der laa Søen, som Solen ikke mere belyste, blinkende graa med endnu et Skær af Dagen over sig, og over Søen saa han Fyens Land i grønlig mørke Skygger.

Og som han stod der paa den høje Vold, alene med den vide Udsigt, fyldte Aftenens Ro og Skønhed hans Sind.

Alt som Solen svandt, og de stærke Skygger fra Vest strakte sig ind imod ham og til sidst gik over i et glasklart Mørke, der skjulte Landet for ham, saa han mere og mere op imod Himlen, der ligesom højere og højere hvælvede sig i en favnende Skal over Jorden. Stjernerne, som ikke havde haft Magt til at gøre sig gældende paa den lyse, straalende Himmel, blinkede nu flere og flere imod den bløde Baggrund.

Felix stod med Geværet i Armen og fortabte sig ubevidst i det store Skue. Der var snart intet mere at se ude i det hemmelighedsfulde Mørke, kun et rødligt Lys hist og her langt borte; var det en Stjerne i Horisonten eller fra et Hus? Vore egne Forposter saa han ej heller mere, kun naar en Pibe blev tændt derude, viste et Øjebliks flakkende Skær, der straks forsvandt, hvor de stod.

Hans Tanker svævede viden om og svang sig fra de daglige Omgivelser, fra de Mennesker, han levede med, fra Sander og hans underlig bevægede Sind til Hjemmet.

Hvorledes mon de havde det hjemme? Om de nu kunde se ham her i den stille Aften ved den store Kanon. Om han end ikke havde oplevet meget, skulde han dog nok vide at fortælle dem en Del. Han tænkte paa den sidste Dag hjemme, paa den underlige Stemning, der havde været, saa blød, saa forceret munter, men ikke hyggelig, og paa en af de sidste Aftener, han havde været sammen med Anna, hvorledes hun havde sunget og set paa ham, og hvorledes hans Kusiner havde klippet Lokker af hans Haar, og Anna havde ogsaa givet ham en lille ravnsort Krølle, han havde den i sin Bog ved sit Hjerte - om nu en prøjsisk Kugle - Hvor gammel mon hun var? Ja ældre end han, det vidste han nok, - ja Bertha var ogsaa smuk, men hun lo saa meget, nej Anna! Hvilke dejlige Øjne hun dog havde bag de lange, mørke Øjenhaar. Hvordan mon Sanders Kæreste saa ud? Aa, vistnok ikke godt. At tænke sig, at han, der var saa ung, vilde gifte sig, og det midt i Krigen, som vistnok oven i Købet snart var forbi.

Skuffelsen over ikke at være, hvor det gik løs, nagede atter og atter hans Hjerte, han ærgrede sig over, at han ikke var blandt dem af hans Kammerater, som var komne til Dybbøl. Hvor meget vil de ikke have at fortælle, naar de kommer hjem. - Aa gid jeg var der! eller blot jeg dog kunde komme med en Ekspedition, ligesom den for nogle Dage siden, tænkte han.

Tiden gik. Han stod og stirrede ud i Mørket. Henne ved et lille Skur, hvor Artillerivagten var, stod en Artillerist, som stadig fløjtede mellem Tænderne: »Der har vi den igen, den søde Vagtparade.« Engang imellem hørte han en enkelt dæmpet Kommando nede i Byens Gader og Trin af Patruljer og Afløsninger. Ellers vår alt stille omkring ham.

Nu maatte han snart blive afløst, han fik Uret frem, men det var for mørkt til at se; han syntes, den var otte, ja saa maatte de jo straks komme.

Men de kom ikke, Tiden faldt ham lang, og han frøs i den kolde Aften. Det var dog mærkeligt, saa længe det varede. Artilleristen derhenne, som kom paa Post samtidig med ham, var bleven afløst, og den nye Post fløjtede ikke, men stod, saa han ikke kunde se ham. Utaalmodig kastede han Geværet paa Skulderen og gik op og ned. Det var da godt, at det nu var forbi med denne Gøren Tjeneste som Menig, i Morgen var det forbi.

Nu vidste han jo ogsaa nok til at føre sine Folk, men Geværet vilde han ikke af med; det var mærkeligt, saa han var kommen til at elske den tunge Bøsse! »Soldatens bedste Ven!« tænkte han patetisk, og han fik Lyst til at kaste den til Kinden - ja, hvis han nu pludselig hørte Skud og saa dem lyne derude i Mørket, først et, saa to, saa flere - og saa - ja saa maatte han straks springe hen og raabe til Gevær, saa vilde hele Kompagniet besætte Volden, og hvis vore Forposter derude blev kastede tilbage, og Granaterne regnede ned over Byen, og Fjenden kam nærmere og kørte op med Feltkanonerne - herfra maatte man kunde se det hele - hvis de saa rykkede frem i store Masser og vilde storme de høje Bastioner, - hans Haand knyttede sig fast om Geværet, han bed Tænderne sammen, og han følte en grufuld Lyst efter at slaas, efter at bore - bore - bore sin treæggede Bajonet ind i noget, han hadede, og som vilde ham til Livs - - - - aa hvor han dog vrøvlede.

Men hvor blev dog Afløsningen af? Han gik over imod Skuret, hvilket ikke var ham tilladt. Han kunde ikke se Posten, men spurgte ud i Mørket: »Hvad er Klokken?« og efter en Stund - han opgav allerede at faa Svar - sagde en Stemme: »Æ Klok' ka' wal vær' ni.«

Altsaa bliver jeg ikke afløst, tænkte han, da han gik tilbage til Kanonen? Har de glemt det? Det var dog for galt at glemme at afløse Soldaterne - og tilmed ham? Altsaa var han saa lidt betydende, saa lidt brød de sig om ham og saa lidet vigtig og ligegyldig var den Post, han havde, - ha, om Kompagnichefen vidste det, men jeg melder det. Hvad om Kompagniet er rykket ud, tænkte han pludselig, paa en Ekspedition maaske, og uden mig! Nej, det var umuligt, de havde blot glemt ham. Men, selv om de saa glemte ham hele Natten, han skulde staa paa sin Post, til han styrtede af Kulde og Sult og Søvn

Og hvert Minut blev ham nu langt som en Time, han syntes, at han frøs som aldrig før, og naar han bevægede sig for 'at holde Varme, syntes han, at han var ved at segne af Træthed. Han følte Martyrens Vellyst ved uforskyldte Lidelser, og han saa op imod Stjernehimlen, som om han vilde kalde den til Vidne paa den Uretfærdighed, hvorunder han led.

Han hørte nogen nærme sig. Ja, Klokken var vel nu ti, altsaa huskede de ham dog ved denne Afløsning. Men det var ingen Afløsning. Et Par Officerer nærmede sig hans Post.

Han vendte sig med Front ud imod Fjenden og rettede sig. Det var en lille, hvidhaaret Artilleriofficer og en anden yngre Officer, der kom hen imod ham.

»Vil De saa besørge det - jeg bliver her saa længe,« sagde den gamle, idet han af brød en Samtale med den anden, som straks gik bort.

»Se se, en Aspirant,« sagde han til Felix, der saa, at det var en Major eller en Oberst. »Til hvilken Afdeling hører De? Rør De kun,« vedblev han med en venlig Stemme, da han havde faaet Svaret. »De har rigtignok dejligt Vejr i Aften,« og han stod nu og snakkede med Felix, som følte sig helt tryg ved hans Gammelmands Venlighed. Skulde jeg sige ham, at man ikke har afløst mig? Den gamle blev ved at snakke og morede sig, da Felix ogsaa fik Tungen paa Gang. Men til sidst, da han vilde gaa fra ham, sagde han: »Naa, og hvor længe skal De staa her?«

»Hva', og nu er Klokken snart halv elleve. Men min brave unge Ven, det er jo rent galt.«

»Kan De det? Men De kan jo dog ikke staa der altid. Kender De« - og idet han smaalo, tog han fat i en af hans Knapper, »Historien om den franske Soldat, som stod paa Post i over et Aar. - Jo, det var under en af Napoleons Krige, han blev sat paa Post paa en Bakke uden for en Mølle, men saa fik Regimentet pludselig Ordre til at bryde op, og han blev glemt. Han mærkede snart, hvad der var sket, men da Møllerens Datter var en køn Pige - ha, ha, ha, - lod han sig trøste, tog Arbejde i Møllen og blev senere gift med den smukke Pige. Saa over et Aar efter blev han gruelig forskrækket ved at høre, at hans Regiment igen var kommen til Byen. Hvad skulde han nu gøre? Skydes som Desertør vilde han nødig. Men den gamle Møller var en Fiffikus. Han løb ned til Chefen og sagde: »Aa, Hr. Oberst, tag Dem dog lidt af den stakkels Fyr, som nu har staaet paa Post over et Aar uden for min Mølle, lige fra De var her sidst.« Saa maatte de alle ud og se paa den standhaftige Skildvagt, som havde staaet der et helt Aar. Men Fyren havde faaet sin gamle Uniform paa og Geværet i Armen og stod nok saa strunk og stiv paa sin Post og saa nok saa fornøjet ud. Saa blev han da afløst paa reglementeret Maade og slap for Tjenesten, fordi han havde været saa standhaftig.« Den gamle Mand lo skælmsk og sagde: »Ja det er naturligvis kun en Historie, men nu maa vi ogsaa se at faa Dem afløst, for der er nok ingen smukke Piger i den Mølle,« og han pegede op imod den sorte, vingeskudte Mølle, idet han gik sin Adjutant i Møde.

Felix syntes, at det var et helt Æventyr, han havde oplevet, og da han virkelig lidt efter blev afløst, var han i en meget oprømt Stemning. Og da Korporalen i en beklagende Tone fortalte, at han havde faaet »en ordentlig Firemarker« af Løjtnanten, fordi han rent havde glemt, at de havde en Post der paa Volden, var der ingen Vrede tilbage hos ham over at have staaet paa Post i over fem Timer.

Da han kom ind i Jærnstøberiet, sad de fleste af Bataljonens Officerer omkring Bordet og drak Punsch, der var brygget i et stort Vandfad. Der stod Lys i Flasker hist og her paa Bordet mellem Glas og Kopper af alle Former og Størrelser. Han gik hen til Kompagnichefen, som sad ved Siden af Kaptajn Knudsen, og meldte sig tilbage. »Du maa jo være sulten,« sagde hans Chef og gav ham en Avis med noget tørt og uappetitligt Smørrebrød, som Felix spiste, skøndt han havde det bedre selv. Nede ved den anden Ende af Bordet sad v. Kaden og holdt Bank. »Faites votre jeu, Messieurs!« sagde han engang imellem og tog sig en Slurk af en Tekop. Han havde ingen Kappe paa, og hans lange magre Legeme saa dobbelt spinkelt ud i den snævre Frakke, i hvilken der manglede en Knap. Høyer fyldte rolig Punsch omkring i de tømte Bægere.

Der var en politisk Samtale i Gang ved den ene Ende af Bordet, og Sander talte ivrigt og højt med en haard, energisk Stemme.

»Er det Krig!« sagde han. »Slagteri det ene Sted og Ørkesløshed det andet. Man maa tvivle paa, om det hele er Alvor og ikke Spilfægteri. Skulde man tro, at vi kæmpede for Livet! Skulde man tro, at det netop kom an paa for os at vise, hvormeget vi sætter ind paa dette Spørgsmaal? - Det slesvigholstenske Spørgsmaal maa og kan kun udkæmpes paa Liv og Død - og saa staar vi og glor!«

»De kjøbenhavnske Aviser taler ud af Dem,« sagde Kaptajnen. »Hvad er det egentlig, De vil?«

»Hvad jeg vil? Jeg vil Kamp. Jeg vil, at vi skal gøre noget, fylke den hele Hær og gaa paa, som vore Fædre gjorde, gøre Udfald og lade staa til. Vi bør vise hele Verden, at vi er villige til at ofre alt for vort Land, saaledes som vi skulde have gjort det nede ved Dannevirke, og hvad enten, det gaar os godt eller ilde, vil vi ikke mere komme til at staa forladte. Sent eller tidligt maa Indignationen rejse Stormagterne, og Europa vil høre op med at være passiv Tilskuer til en saa aabenbar Krænkelse af al Ret, en saadan Mishandling af en næsten Værgeløs.«

»Det er Fantasier og ikke sund og rolig Fornuft,« svarede Kaptajnen, »vi har været og er inde paa en gal Politik. Fællesforfatningen var Vanvid, og denne haabløse Krig er Følgen. Tænk paa Fremtiden i Hvad tror De, Landet vinder ved saa fanatisk at sætte alt paa et Kort? En lang Næse vinder vi!« Og han gjorde en utaalmodig Bevægelse med Skulderen og vendte sig halvt om fra Sander, idet han slog det ene Ben over det andet, saa at Sporerne klingede.

»Hvad har vi da vundet ved at forlade Dannevirke?« raabte Sander og brød nu ud i et lidenskabeligt Angreb først paa Ministeriet og saa paa Overkommandoen for Ledelsen af Tilbagetoget og meget andet; »nej det er alt sammen saa utrolig slet, at man næsten kan forstaa, at de i Kjøbenhavn tror paa Forræderi, der hvor der kun er Raadvildhed og Hjælpeløshed, og fortæller, at selve Hærens Generaler gør alt for at fremkalde Fred og Vaabenhvile. - Folket ved jo ikke, om det er købt eller solgt.«

»Ja det kan man sgu heller ikke godt vide i Krig,« svarede Kaptajnen og vendte sig igen imod ham, »men lad os bare ikke tabe os i en frugtesløs Kritik, det sømmer sig ikke, og det er uretfærdigt. Alt, hvad De der siger, er maaske sandt, men vi er ikke i Stand til at se det klart nu. Naar jeg vil, vi skal bøje os, da er det, fordi vi kæmper uden Haab. Og en Kamp uden Haab er det værste af alt; thi det er kun at ofre Mennesker og Penge til ingen Nytte. Jeg tror nu for min Part ikke paa Hjælp hverken fra Stormagter eller fra Smaamagter, mindst af alt paa de kjøbenhavnske Blade! Fremtiden skal vise, hvem der har Ret, gid jeg ikke havde det!«

»Undskyld, De taler om Fremtiden, men det er netop den, der skal bygges paa det danske Folks Modstand. Generalerne har ikke Del i Regeringens Færd og Soldaterne ikke i Generalernes - men hver dansk Mand maa føle, hver for sig, at han har en blodig Uret at hævne, og denne Uret bør samle vore Arme i et kraftigt Slag, der skal ramme saaledes som Mjølnir rammede, Tors vældige Hammer. Landets Sønner vil intet høre om Krigens Ophør nu, vi skal kæmpe for vort Land og vort Modersmaal til sidste Mand, vi skal slaa, til Kræfterne svigter, og saa falde med Ære - mere kan man ikke naa!«

»Jo, for Satan!« raabte Kaptajnen, der saa, at Sanders Begejstring gjorde Indtryk paa de andre, »man kan mere end falde med Ære, man kan staa med Ære. I enhver Kamp er der et Øjeblik, hvor man med Ære kan bede om Pardon.«

»Mod,« svarede Kaptajnen højt og tilføjede stille, »hvem holder inde med at kæmpe af Frygt for sit Skind? Ingen elsker sit Fædreland højere end jeg, men jeg lader Fornuften tage min Kærlighed fangen. Dog hvad nytter denne Tale? Vi Soldater - og for Øjeblikket er vi ikke »Folket« og ikke »Landets Sønner«, men Soldater - vi vil gøre vor Pligt, selv om vi i vort Indre ikke altid forstaar, hvorfor vi skal lade os slaa ihjel, vi vil gøre den uden at kny, hvad enten vi skal ligge her og vente, eller vi skal lade os smadre nede ved Dybbøl.«

»Hør, lad os drikke et Glas med Løjtnant Sander,« sagde Kompagnichefen med sin lidt hæse Stemme, da Sander atter vilde tage Ordet, »i Morgen giver han os et Bevis paa, at han ikke kender Fornuft, naar det gælder Kærlighed, for saa rejser han til Middelfart og gifter sig.«

I det samme gik Døren op, og en høj, slank Officer traadte ind og blev modtaget med støjende Udraab af Overraskelse og Velkomsthilsener. Han var ved et Avancement forsat til Regimentet og var samme Dag kommen fra Dybbøl. Man stimlede sammen om ham, trykkede hans Hænder og spurgte ham ud. Han havde et alvorligt og kækt Ansigt, der var aldeles glatraget, lige som Haaret var klippet ganske tæt. Alle de skinnende blanke Knapper i hans ualmindelig lange Vaabenfrakke var tilknappede, og der var noget ægte soldatermæssigt over ham.

»Han liknar min lif och sjal Karl den tolfte på et hår,« sagde Svenskeren til Felix.

»Du er - en Perle,« hikkede en tyk Løjtnant, der havde drukket lidt for meget. »Du er er en brilli-a-ant Perle, du gamle Fyr!«

Den unge Mand, som gjorde saa megen Lykke, greb alle de Spørgsmaal, der strømmede ind paa ham om Dybbøls Belejring, om Venner og Bekendte osv., og forstod at samle sine Svar i en Beretning, som han afgav med lidt mere Vægt og Applomb, end det var nødvendigt. Der var i Begyndelsen ligesom en Tone af Overbærenhed med Tilhørerne, fordi han var den eneste, der havde oplevet disse Ting. Men nu, da han sad trygt i den lune Stue, i den hyggelige Duft af Punsch og Tobak, stod alle Dybbøls Rædsler ham dog for første Gang rigtig klart. Han var en flink og tapper Officer, og medens han fortalte, var han sig dette vel bevidst.

Og han fortalte om det uhyggelige anstrængende Liv ude i Skanserne, om Granaterne, der regnede ned over dem, og som hver Nat skød Skanser og Blokhuse sønder og sammen, om Fjendens Batterier, der før laa uden for Rækkevidde, og som nu, da de var paa Livet af os, overdængede enhver Skanse, som blot vovede at skyde et Skud, med en Mangfoldighed af Projektiler. Han fortalte om Sønderborgs Bombardement, om Kampene den 17de og 28de, om Tabet af nogle bekendte Officerer og om en Ven af ham, der faldt ved hans Side; han fortalte, hvorledes Prøjserne vandt Terræn Dag for Dag - de bed sig fast, hvor de kom frem, glade over hver en Alen Jord, de vandt - og hvor godt de vidste at bruge den; paa et Par Dage afdækkede de et nyt Batteri med Skydeskaar og det hele, og saa blev det hurtigt monteret med deres mageløse Kanoner. Han fortalte om Skanserne der nede, der nu kun var Jorddynger, om de slemme Saar, Granaterne forvoldte, om Stemningen mellem Folkene, der var anstrængte, men endnu i Humør, - - men længe kunde det hele ikke gaa, »det er den almindelige Mening, Armeen skrumper ind der nede Stykke for Stykke, - vi maa gaa - eller slagtes!« -

Lysene brændte døsigt og rødligt i den tætte Tobaksdamp, og de sad alle stille og alvorlige i den pludselige Stilhed, da Løjtnanten taug.

VI.

Der er intet, en Mand vænner sig saa hurtig til, som til at være Soldat og til Soldaterlivet. Han bliver magtstjaalen. Han mister sin Vilje, og han har ikke Brug for den. Alle det daglige Livs Bekymringer forsvinder, og han behøver næppe at tænke. Han faar Mad og Drikke, Hus og Hjem, han behøver ikke at skaffe sig det selv, og faar han det end ikke altid i Krigens Tid, saa deler han kun Lod med Tusinder af andre Soldater, og han sulter og fryser uden at kny; thi hvorfor skulde han vel have det bedre end de andre? Der bliver sagt til ham: staa, og han staar, eller gaa, og han gaar, selv har han intet at sige, ikke mere end en Mursten, naar Huset bygges; den ligger, hvor den bliver lagt. Derfor sløves ogsaa den menige Mand i aandelig Henseende, men Vaabnet, han fører, bliver skarpere, jo mere han underordner sig, jo bedre han lystrer.

Dagene gik. Felix levede sig helt ind i de militære Forhold, saadan som de var; han undrede sig ikke mere over noget, kritiserede ikke, men befandt sig ret vel i det ensfor mige Liv. Kun Rastdagene var ham besværlige. Hver Dag vant til at handle paa given Ordre var det ham vanskeligt selv at beskæftige sig og møjsommeligt at have en hel Dag til sin Raadighed. Efterhaanden var han resigneret, og hans Tørst efter Daad og Kamp tabte sig mere og mere Ked af at se Kommandersergenten skrive og lave Lister den hele Dag drev han ud og søgte sine faa Venner.

Sander var bleven gift i Middelfart og var nu, da han havde naaet sit Maal, bleven mere rolig og stille. Han var ikke mere en saadan Ordets Mand som før, men skrev Brev paa Brev til sin unge Hustru, der var i en Præstegaard paa Fyen.

Da Felix en saadan Rastdags Aften kom hjem fra et lille Gilde hos et Par Kammerater, lidt svimmel af Punschen og lidt ør af Tobakken, var der ikke som ellers Lys i Bøssemagerens lille Hus, og Sergenten var der heller ikke. Han krøb i Mørket hen i Halmen og ned under sine Tæpper. Han havde allerede sovet en god Stund, da han blev vækket ved, at der var nogen inde i Stuen.

»Hvem er det?« raabte han, og en, der famlede omkring og stødte imod Stolene, svarede: »Det er mig, er her ingen Svovlstikker?«

»Hvad vil De - hvad er det?« gentog Felix, der endnu var forvirret af Søvnen; og samtidig med, at en Del Genstande ramlede fra Bordet ned paa Gulvet, sagde Stemmen: »Hvor er Kommandersergenten henne?«

»Er det Dem, Larsen?« spurgte Felix. »Hvad er der dog i Vejen?« og han kom op og tændte Lys.

»Jeg maa tale med Kommandersergenten,« svarede Underkorporalen, »jeg er bange for, at vi ikke kan blive færdige. - Ih, men Gudbevares,« tilføjede han og saa sig omkring, »har De ikke pakket endnu, Aspirant? Klokken er sgu mange - har De ikke faaet Ordren?«

»Ja, vi skal jo stille ved Havnen Klokken fire. - Regimentet skal til Dybbøl.«

I det samme traadte Sergenten ind, men havde saa travlt, at han ikke kunde besvare hans Spørgsmaal. Underkorporalen fik Ordre og løb; der blev raabt ud af Vinduerne, Bagage vogne blev trukne ud paa Gaden med stor Larm i den stille Nat. Soldater kom og gik, og Felix fik kun saa meget at vide, at der pludselig var kommen Ordre til øjeblikkelig Afmarch: ved Daggry skulde de sættes over til Fyen og i største Hast transporteres over til Dybbøl.

Endelig! tænkte Felix, men da det store Ønske stod ved sin Opfyldelse, syntes han, at Glæden ikke svarede helt til hans Forventninger - hvorfor var ham ikke rigtig klart. Han blev betaget af en nervøs Iver efter at pakke sammen og faa sine Ting i Orden, og ligesom elektriseret ved det travle Liv omkring ham kom han i en underlig ophidset Stemning ved Mængden af alle de Følelser, som stormede ud og ind af hans Sind. Nu kom altsaa det store Øjeblik, nu skulde de da endelig der hen, hvor Livet ikke var trægt og sejgt, men hvor det stod paa Spil hvert Sekund, til det Sted, alles Tanker drejede sig om, hele Europas Tanker.

»Vi skal vist gøre en Ende paa det der nede, kan De tro.« sagde Sergenten; »jeg har været hos Premierløjtnanten lige til nu; han mente, vi skulde ned og være med til et stort Udfald fra Skanserne.«

Sergenten bad Felix om at hjælpe sig, og lidt efter lidt kom der fuldstændig Ro over ham, og saa kom først Glæden, en rigtig ungdommelig Følelse af Lykke over at skulle føres til Liv og til Daad.

Hed i Hovedet af Spænding og Forventning stillede han med Kompagniet nede ved Havnen.

»Naa, er du nu glad?« spurgte Kompagnichefen, »ja nu kan du saamænd faa Kærligheden at føle. Har du afleveret Geværet? Det var godt. - Patrontasken? Aa behold den, det er altid godt, at have noget i Reserve.«

Kort efter gik Felix om Bord i Transportbaaden med sin Halvdeling. Han var alt for optaget af at sørge for sine Folk, til at faa Tid til at kaste et Blik tilbage til det Sted, hvor han havde gjort sine første Erfaringer som Fædrelandsforsvarer.

VII.

Fyens Kyst laa fredelig smilende, som et Land, der slet intet havde med Krigen at gøre, og da de kom ind i Baaringvig, saa Huse, Haver og Marker i den klare, graa Luft saa renlige og uberørte ud som en Æske Legetøj, der lige var udpakket. Da Felix satte Foden i Land, havde han, der nu var sluppen bort fra Fæstningens høje Volde, en Følelse af Befrielse, som naar man fra en Kælder kommer op i den friske Luft. En stor Park af Høstvogne holdt paa en Mark i Nærheden, og efterhaanden som Folkene kom i Land, blev de beordrede til Vogns. Det lod til at have Hast, og længe varede det ikke, før det store Vogntog satte sig i Bevægelse. Han sad paa Agebrættet hos Kusken, en tyk og livlig Gaardmand. Folkene laa bag i Halmen. »Saa kør' vi da,« sagde Manden, da der lød et Hornsignal langt forude.

Den kølige Morgenluft viftede Felix om Kinderne; den bar med sig en Duft af Nattedug og Lugt ude fra Markerne, der gjorde ham ellevild af Fornøjelse.

»Hvor her er kønt,« sagde han til Manden og viste ud over det temmelig kedelige Landskab.

»Aa de' ve' je' da sgu'tte,« svarede denne, »næj ne'e ve' Skye'bjerg, der er meje bæ'er.« Folkene begyndte at synge, og ved den raske Fart, ved Sangen og Latteren, kom han til at tænke paa Skoleskovturene; det var lige som nu, lutter Fornøjelse, lutter Glæde. Vognen rumlede, saa han maatte raabe højt for at høres, men naar der kom en Bakke, og Farten standsede, saa at Vognstangen var lige ved at køre ind i Vognen foran, og Soldaterne, der sad i denne, klappede Hestens Muler, saa hørte han gennem Hjulenes Rullen og Mandskabets sorgløse Snakken Lærkerne synge højt oppe under den graa Himmel. Da de kom ind paa den brede Landevej, stod Folkene i Landsbyerne parate med Mælk og med Øl, men der var ingen Tid til at standse, og Soldaterne takkede for den gode Vilje med vældige Hurraer, idet de raslede forbi. Time paa Time blev Kørselen ved, og først midtvejs blev der skiftet Køretøjer og gjordt et ganske kort Ophold.

Det var neden for Kirken i en stor Landsby, at Vognene holdt. Omgiven af Kirkegaardens hvide Stenmur tronede den højt oppe paa en Bakke, og ude paa en Eng holdt de lange Rækker af nye Søndervogne.

Folk var strømmet til fra Omegnen for at se Soldaterne, som nu, efter at være komne ned af Vognene, satte Geværerne sammen og strakte de tunge Lemmer efter den lange Kørsel. De var ligesom fortumlede af den pludselige Forandring i Vognenes Skumplen, af at se Mænd i civile Dragter og Kvinder, men især af Spændingen ved, at de nu skulde ned, hvor det gik løs. Der var en Vrimmel af Stemmer, som raabte og sang og talte i Munden paa hverandre som paa en Markedsplads.

Felix, som var bleven træt af at køre, drev omkring imellem Folkene. Den underlige Modsætning imellem de stille Marker, Hegnene ved Vejen med de larmende Spurve, den hvide, skinnende Kirke og den forvirrede Larm af de mange Stemmer, i hvilken der undertiden blandede sig en Kos Brølen og nogle forskræmte Høns' Kaglen, satte ham i en sælsom bevæget Stemning. Folkene lagde sig op ad Kirkebakkens Skraaning; højere oppe under et mægtigt Træ, som maatte være dejligt ved Sommertid, stod en stor Gruppe af Officerer. Han saa ogsaa nogle Damer imellem dem, og da han nærmede sig, kom Sander ud af Klyngen og raabte ham i Møde: »Her er min Hustru!«

Felix blev ganske forlegen ved pludselig at se hende, som han havde tænkt saa meget paa. Saa hun saaledes ud? Hun var blond og høj, og da hun gik uden Krinoline, saa hun maaske højere ud, end hun var. Det var, som om der udstraalede lutter Fryd og Glæde fra hendes lyse Ansigt og hendes prægtige Smil, og hun færdedes mellem Officererne med sikre og rolige Bevægelser, idet hun stadig holdt sin Mand ved Armen. Hun var kørt til Landsbyen, da hun hørte, der kom Soldater, uden at vide, at Sander var imellem dem.

»Nej dog, er De saa ung,« sagde hun, da hun saa Felix, og saa spøgte hun let og fornøjet med ham og de andre, som hun uimodstaaelig trak til sig ved den mærkværdige sorgløse Frejdighed, der var over hende.

»Det er sørgeligt for Dem at sende Deres Mand afsted til Dybbøl,« sagde en af Officererne til hende.

»Aa, hvad. - det finder man sig i, jeg er jo nu Soldaterkone; synes De maaske, jeg hellere skulde klynke og græde?«

v. Kaden var især imponeret af hende. »Nej, hun er jo aldeles mageløs, den Jomfrukone,« sagde han. »Sikken et Humør hun har! Nu kan jeg sgu godt forstaa, han vilde giftes over Hals og Hoved.«

Imellem de Folk, som havde ledsaget hende til Stedet, fik Felix Øje paa en ung Pige, hvis Ansigt kiggede ud af et stort graat Tørklæde, saa at han kun saa et Par mørke Øjne og en lille, meget rød Mund. Han mærkede, at hun fulgte ham med Øjnene, og hans unge Hjærte bankede, hver Gang deres Øjne mødtes, men han turde ikke tale til hende.

Tiden fløj, man spiste og drak og talte i al Hast i en underlig bevæget, lidt forceret Stemning. Lidt efter lød Hornsignalet, og Soldaterne fik atter travlt med at komme til Vogns.

Bataljonschefen kom hurtig hen til Sander og sagde: »Vil De blive hos Deres Hustru i Dag, Hr. Løjtnant? De kan møde os i Morgen tidlig Klokken tre i Faaborg.« En voldsom Rødme steg op i Sanders blege Kinder, men før han kunde komme til at svare, sagde hun:

»Tak, Hr. Kaptajn, men nu er Afskeden næsten tagen, nej - nu forlader vi hinanden for denne Gang, ikke sandt, min Ven?«

Officererne tog Afsked og gik ned ad Bakken, men Felix saa sig om og sprang saa i et Par dristige Skridt op imod den unge Pige med det store Tørklæde. »Farvel,« sagde han og rakte hende Haanden, og hun, blev blussende rød og stammede: »Tak og lev vel!«

Hvor hun er dejlig i tænkte han og løb ned forbi Sander og hans Hustru, og han saa i Forbifarten, at hun lag de begge sine Hænder paa hans Skuldre og talte til ham med et muntert Smil.

Det var mørk Nat, da de marcherede ind i Faaborgs Gader, hvor der straalede Lys fra mange Vinduer, og kort efter var alt indkvarteret og i Ro.

Felix boede hos en gammel Embedsmand, som han ikke saa noget til, men Datteren, en høj, stræng Dame, der saa paa den unge Mand med opmærksomme Øjne, viste ham til Rette i Huset, og kort efter sank han ned i et Hav af Dyner og i et Hav af Drømme.

Det var første Gang i lang Tid, han laa i en Seng, men han sov kun en urolig Søvn. Han hørte stadig Lyden af de mange rumlende Vogne, og Lyden blev højere og højere som Brøl, ja som Brølen af skydende Kanoner og Granater, der sprang, og i Skæret af dem saa han mørke Øjne og røde Læber, der smilte og hviskede: levvel! levvel! - Saa græd det omkring ham, og det var Sanders Hustru, der stod og græd og græd, - men Sander greb rask et Horn og blæste, ikke et kvikt og flot Signal, men en stille sørgmodig Salme - saa vaagnede Felix og rejste sig og lyttede. Det alvorlige Signal lød endnu - nede paa Gaden - det var Reveillen.

VIII.

Da det blev lyst, var de allerede ude i Lille Belt, og Dampskibene nærmede sig med Transportbaadene paa Slæb hurtig Als's Kyst. De fleste Officerer havde i den tidlige Morgen søgt et Hvilested, men Felix stod paa Dækket og stirrede frem efter Land. Han følte en Længsel efter dette Sted, som han dog nærede en uvilkaarlig Gru for.

Den høje Premierløjtnant Staal - den Officer, som lignede Karl den Tolvte - stod forude og gav ham og nogle andre en Forklaring over Kysten og Landet. Felix saa med Beundring op til den høje Løjtnant, der nu, lige saa stiv, stram og soigneret i sit Ydre som altid - blev ført tilbage til dette forfærdelige Sted, hvorfra han lige var afløst. »Tys, kan De høre Skuddene?« spurgte Staal. Nej, ingen kunde høre noget. »Ja, vent bare lidt, til vi kommer i Land.«

De lagde til ved Broerne ved Hørup Hav, og efter nogle Timers Marche var de ude i en stille Landsby, hvor de skulde blive Natten over for næste Morgen at marchere til Dybbøl.

Om Aftenen stod Felix ude i Kaalgaarden med en gammel Kone, hos hvem han var indkvarteret.

»Kan De høre?« spurgte hun og hævede Pegefingeren. Og i den stille Aften hørte han en hul, dump Lyd i det fjærne, der gentog sig uafbrudt, og som han syntes blev tydeligere og tydeligere, jo mere han lyttede.

»Aa Gu' ja,« sukkede Konen og gik ind, men han stod endnu længe alene og lyttede og lyttede; det var stadig den samme hule, korte Brummen, han hørte, intet andet, og endnu, da han laa i den grove Bondeseng, troede han at høre de fjerne Drøn, der kom ligesom dybt nede fra Jorden.

Da han sprang op næste Morgen, og Solen allerede skinnede ind til ham, skyndte han sig med at komme ud af det lille Karlekammer med dets Lergulv og mugne Lugt af Halm. Det var ikke alene det straalende Vejr, der lokkede ham, men efter den stærke Søvn følte han en uhændig Lyst til at komme af Sted, til at tage fat, til at være virksom, og da der skulde stilles nogle Timer før Afmarchen, sagde han Farvel til Konen og gik over imod den store Gaard, hvor Kompagnichefen boede.

Solen bredte sig i hvide, kolde Straaler, hvis skærende Lys laa over alt og fandt Vej over alt. Nattens Væde var næsten fordampet, og der var kun vaadt endnu nede ved Foden af Hegnenes bladløse Buske og i Bunden af det stive Græs. Han stod stille udenfor Huset - nej, i Dag hørtes intet fra Dybbøl, ikke en Lyd hørte man, ikke en Fugl engang, kun langt borte gøede en Hund.

Der var travlt paa Brakmarken ved Kompagnichefens Kvarter. Folkene blev set efter, saa godt det lod sig gøre. Ved et Bord stod en tyk Sergent og synede Geværerne, trak gamle Skud ud og byttede gamle Patroner om imod friske. Ved en Planke, som laa paa et Par Tønder, lavede Kommandersergenten Lønningen til, og mange af Folkene havde selv travlt med at ordne deres Ting. Der var Liv, men alligevel en vis Stilfærdighed, over det hele. Henne ved Huset havde Lægen nok at gøre, thi der havde meldt sig en overvældende Mængde Syge denne Morgen. Den forestaaende Marche til Stillingen bragte Spænding i Sindene; de følte sig utilpas, de vidste ikke, hvad der var i Vejen med dem, de maatte være syge, mente de, men efter en kort Undersøgelse blev de jaget tilbage igen næsten alle sammen.

Felix var beskæftiget med sine Folk, da der kom Bud efter ham fra Kompagnichefen, der stod henne ved Trappen.

»Hør, min Ven, du kan gaa forud til Lasarettet i Tandslet med to Syge,« sagde han, og da han saa et skuffet Udtryk i hans Ansigt, tilføjede han: »ja, det er et Tillidshverv.«

»Vel,« sagde Felix, som dog havde mest Lyst til at følge med Kompagniet. Lidt efter var han, efter at have faaet nærmere Ordre, paa Vej med et Par syge Soldater.

Den ene var en spinkel og gusten Fyr, der led af Koldfeber, og som havde tilbragt megen Tid paa Sygehusene, han snakkede glat væk løs til Felix og vilde give det Udseende af, at han nødig vilde paa Lasarettet. Han skammede stadig sin Kammerat ud, fordi han ikke kunde følge med. Denne varen lille, svær Soldat med kort Hals og runde Skuldre; hans Ansigt blussede mørkerødt i Feber, og hans blodsprængte Øjne skulede omkring som en Tyrs, ængstelige, og dog lige som pønsende paa noget ondt.

Felix var næsten bange for ham i hans Uhyggelighed, men da han saa, at han var meget syg, hjalp han ham paa alle Maader og bar hans Gevær og hans Tornyster. Han vilde gerne hurtig af Sted, saa han i god Tid kunde faa sine Folk afleverede og saa slutte sig til Kompagniet, naar det marcherede forbi Lasarettet.

»Ork,« svarede den. anden, »Doktoren sa'e, han fik bestemt en Tyfos, naar han kom i Seng.«

Saa gik de hen ad Vejen i det klare Vejr. Da de kom op paa en Bakke, hørte de tydelig Skuddene fra Dybbøl. 94 gik og brummede: »A ka' itt' mer, a ka' itt' mer.«

»Ja, hold nu bare ud lidt endnu, saa er vi der snart. Kom, lad os faa Dem under Armen.«

Spurvene pludrede lystig løs ved Grøftekanterne og sloges om Hestegøduingen paa Vejen. Bum, bum! lød det inde fra Sønderborg, og 94 snakkede uophørlig: »Aa Gu' i Hemlen, ka' do itt' løs' op faa me,« stønnede han.

Til sidst maatte de lægge ham lidt ned, for at han kunde hvile sig. Han var næsten ikke til at faa af Sted mere, de smaa Øjne rullede i Hovedet, og han talte vildt om allehaande Ting.

Flere Kompagnier var allerede marcherede forbi dem, medens de laa i en Grøft, og de havde allerede med et lettende Pust naaet Lasarettet, da deres eget Kompagni kom marcherende.

»Du maa støde til os ved Sønderborg,« sagde Kompagnichefen i Hast til Felix under Forbimarchen. - »Aa, den stakkels Fyr, se snart at faa ham til Ro.«

Da Felix langt om længe havde faaet de Syge anbragt, begav han sig paa Vej, og alene, som han var, faldt den ham nu meget lang.

Højere og højere hørte han Drønene foran sig, Lyden var ikke mere saa hul, men længere og mere haard. Det var, ligesom han følte Lufttrykket af dem, og han tabte sig i allehaande Tanker, især i Frygten for, at han skulde være bange. Spændingen klemte ham som med en Klo om Struben og trykkede ham i Maven, og hans Hjerte slog snart hurtigt og uroligt, snart mat og bange.

Jeg er vistnok ogsaa selv syg, tænkte han, blot han ikke har smittet mig, jeg kan mærke, jeg er syg, det kommer mere og mere. Hvor det banker i mit Hoved, og min Tunge er ganske tør. -

Han hørte Hestetrav bag ved sig, den nærmeste af Rytterne, en Oberst, holdt sin Hest an i Skridt

»Hvad gaar De her og driver efter alene. Hvor er Deres Afdeling?« spurgte han, og da Felix svarede utydeligt, at den var forude, afbrød han ham: »Ja Sludder og Vrøvl har vi nok af, De maa sgu tage Benene med Dem, det ser ikke godt ud, dette her, hører De;« og han gav Hesten Sporerne uden at høre de forklarende Ord, som Felix søgte at komme med, vendte sig blot om i Sadlen og raabte: »Jeg sagde, De skulde tage Benene med Dem!« Et Øjeblik efter var han forsvunden henad Vejen med de andre Ryttere.

Felix var rasende - han troede, jeg var en Marodør! tænkte han. Han glemte aldeles, at han for et Øjeblik siden havde følt sig syg, og med raske Skridt ilede han af Sted: han vilde klage, han vilde - Bum! - Bum! lød det, og han kunde nu tydelig høre Skuddene og undertiden Granaterne, naar de sprang. Han talte Skuddene, han lyttede efter dem, og samtidig med sin Harme over den haarde Tiltale, som var overgaaet ham, fyldtes han med en højtidelig Frygt for det ubekendte, som han nærmede sig, en Frygt, der virkede paa hans Sjæl som paa hans Legeme, og som voksede med Larmen af de springende Granater til en nervøs eksalteret Stemning.

IX.

Felix fandt sit Kompagni tæt udenfor Sønderborg, hvor hele Regimentet var samlet paa en Mark, men han kunde endnu ikke se Byen, som laa nede bag en Bakke. Kompagniets Officerer sad i en Grøft. Han gik hen og meldte sig til Tjeneste og gav i en irriteret Tone en Beretning om sin Hændelse med Obersten. Kompagnichefen gjorde kun et Par spøgende Bemærkninger derom, men ellers tog ingen synderligt Hensyn til hans Meddelelser.

Han satte sig krænket ned i Grøften, tændte en Cigar og gav sig til at ryge, men det smagte ham ikke, - skønt han havde mere Lyst til at smide den igen, blev han dog ved, da han mente, det tog sig godt ud.

Det var dog nogle ubehagelige Lyd, tænkte han. Nogle af dem lød som Begyndelsen til et Tordenskrald, der slaar ned, men ban ventede efter hvert Skrald forgæves Tordenens langt hendøende Rullen. Blot han dog ikke blev mere syg, det hamrede i hans Hoved, og hans Øjne var sax hede.

»Gaar der ingen Granater herover?« spurgte han Sander, der laa og stirrede op mod den klare hvide Himmel.

»Det ved jeg saamænd ikke,« svarede denne ligegyldigt. At de dog alle kan være sax rolige! tænkte han. Han selv mærkede jo, hvorledes al Ting var i Bevægelse og Oprør inden i ham. Men de lader Maaske kun saadan, du er jo selv ganske rolig udvendig, og der er vist ingen, som kan se noget paa dig, maaske de andre ogsaa er lige sax tilmode.

»Er jeg bange?« spurgte han sig selv. - Nej bange var han ikke, men det var jo dog saa underligt, alt dette her. Hvorfor talte de ikke med hinanden, de andre? Ja Sander tænkte vel paa sin Kone.

Hvad skulde han nu tænke paa? Paa Gud? Ja det vilde han, han vilde i sit stille Sind bede en Bøn om Forladelse for sine Synder og om, at han nu maatte bære sig rigtigt ad, naar de kom i Ilden og ikke være bange, og hvis - - han lagde Cigaren fra sig og søgte skjult at folde sine Hænder under en Flig af Kappen, men saa kom han til at se hen paa Folkene, af hvilke nogle sad i god Ro i Grøften og spiste Smørrebrød, tykt Rugbrød med Pølse, og han følte pludselig en tærende Hunger.

»Jesper!« raabte han, »har ingen af jer set Jesper?« og lidt efter kom Oppasseren kluntende paa de ømme Fødder.

»Har du noget Mad?« spurgte han, men et voldsomt Brag og en stærk Ramlen og Knagen overdøvede i det samme hans Ord.

»Han faldt i æ Sønderborg, tror a,« sagde Jesper og kom frem med Kurven. Felix svarede noget med en tyk og utydelig Stemme og begyndte med stor Omstændelighed at pakke Kurven ud, alt, hvad der var i den, og lagde det der efter lige saa omstændeligt ned igen alt sammen.

»Ve' De saa itt' ha' noget as spis'?« spurgte Jesper. Felix, der rent havde glemt, hvad han vilde, tog nu et Stykke Smørrebrød, men da han fik en Bid, rullede det sig til Kugler i Munden og havde ingen Smag. Han lagde det fra sig igen og spurgte Sander: »Hvornaar skal vi af Sted?« Da denne ikke svarede, sagde Høyer:

»Naar det begynder at blive mørkt. Det har De jo for Resten spurgt om. Hørte De Granaten?« Et overflødigt Spørgsmaal, da den havde bragt dem alle til at fare sammen.

Felix tog Brændevinsflasken og drak for at skylle den stridige Bid ned. - Aa hvor det gjorde godt! Han tog endnu en Snaps.

Nej, jeg vil ikke drikke for meget, tænkte han. Ingen skal sige om mig, at jeg maa drikke for at være modig, men han tog dog endnu en dygtig Slurk, inden han satte Proppen paa. Aa, hvor det gjorde godtl Det kan ikke nytte, hvad man siger, Brændevin er dog en god Ting, især naar man er syg.

Han lagde nu først rigtig Mærke til Omgivelserne. Lidt mere ind ad Sønderborg til stødte en bred Vej til den, han var kommen ad, og her laa en Mølle paa en høj Banke, hvorfra der vajede et stort Flag. Nej se hvor kønt, tænkte han. Noget oppe paa en Mark ved den anden Vej saa han andre Afdelinger, der ventede ligesom de. Soldaterne og Geværpyramiderne stod skarpe og sorte mod den lyse Aftenhimmel, der havde en skær gul Tone, som endnu mere mod Øst lidt efter lidt gik over i det dybeste Blaa Sundet var skjult for ham af Egnen mod Vest.

»Har De set Flaget der, Løjtnant Sander?« sagde han og pegede op imod Møllen uden egentlig at mene noget dermed.

»God Dag, god Dag,« sagde han og hilste, »skal De over i Aften?« Nogle Officerer fra de andre Kompagnier kom til, de fleste af dem havde Felix aldrig set før. De vilde høre nyt fra Adjutanten, en lille Mand med et grimt, haaret Ansigt, der saa frygtelig træt ud og var tilstænket helt op til Sadlen. Hesten lod Hovedet hænge, og dens Aande stod i to tætte Straaler af Damp ud af dens Næseboer. Adjutanten talte meget højt og snøftede stærkt, kun af hans Svar kunde Felix slutte sig til de andres Spørgsmaal. »Ja, ja vist - længe kan det ikke vare, det kan De være rolig for. - Saa? - nej; det tror jeg ikke - blot de maa komme fra det. - Hvad behager? Død? Nej, det er i højre Knæ - men Major Roliweder blev skudt i Gaar, - ja, farvel, jeg maa afsted, hyp!« sagde han, og med en ubekymret Mine red han videre ind ad Sønderborg til.

»Herregud,« hørte han Kompagnichefen sige, »er han død, det var saadan en rar Mand.«

Felix blev atter lidt beklemt, de talte her om Liv og Død som om daglig Dags Ting. Hvis jeg nu ogsaa bliver skudt, tænkte han, - hvor de saa vil blive bedrøvede hjemme og græde.

Mon de ser det i Aviserne først eller faar det at vide paa anden Maade? Og han tænkte paa hver enkelt af sine Kære der hjemme og paa sin lille Søster, som skulde gaa i Sorg, og ikke forstaa hvorfor, - og paa sin Begravelse og paa Præsten, som holdt Tale ved hans Kiste. »Denne unge Mand,« vilde han sige, »som er falden for Fædrelandet,« og disse Ord »falden for Fædrelandet« blev han ved at gentage for sig selv, indtil han saa Kompagnichefen komme hen imod sig. Hvis han kommer hen og taler til mig, saa falder jeg for Fædrelandet, sagde han til sig selv i overtroisk Frygt, da Kompagnichefen nærmede sig, - og ved hvert af hans Skridt blev han mere og mere frygtelig angst. Jo han kommer, han kommer, han kommer, tænkte han fuld af Skræk - men saa blev Kompagnichefen standset, og Felix listede sig bort fra det Sted, hvor han stod, for at det Varsel, han havde taget, ikke skulde gaa i Opfyldelse. Saa bebrejdede han sig sit Snyderi. Men Herregud, naar man kan redde Livet, tænkte han halvt i Spøg, idet han gjorde Nar ad sig selv.

Ilde til Mode og trykket satte han sig hen til de andre, han følte godt, at han ikke var bange, men Spændingen, Uvisheden, det truende Ubekendte gjorde ham nervøs.

»Hvad er Klokken?« spurgte han, og atter svarede Høyer »henad seks« og tilføjede lidt efter: »er De ikke rask?«

»Jeg?« svarede Felix, der ingen Ro havde paa sig og nu igen rejste sig op. »Jo, jeg har det meget godt.« Høyer saa paa ham med et dvælende Blik, snørede Munden sammen i et skælmsk Smil og spurgte: »Hvor vil De nu hen?«

»Aa, hen til Folkene,« svarede han og mærkede godt, at Høyers Blik fulgte ham, da han gik. Folkene sad stadig og spiste.

»Naa Tulstrup,« sagde han med forceret Munterhed til en af dem, »nu skal vi nok snart afsted, er De saa glad?«

Felix sagde ikke mere. »De er vistnok ogsaa forknytte,« tænkte han og følte sig ligesom trøstet derved.

Saa hørte han pludselig Sang og saa Bataljonerne, som havde holdt Hvil oppe paa Bakken, komme marcherende. Den mørke Kolonne snoede sig efter Vejens Bugtninger ind ad Sønderborg til. Soldaterne sang: »Stolt med oprejst Pande, frejdig skal du stande« osv. Han kunde ikke skelne Officererne og havde ikke Lyst til at gaa nærmere, da han dog ingen kendte af dem, men Synet af den store Masse Mennesker gjorde ham godt og gød ham Varme i Blodet. Hør, hvor de synger! vi er dog mange alligevel! - hvilken Vrimmel! Han hørte Officererne raabe: Slut op! slut op! naar der hist og her var tagen for megen Afstand i Kolonnen, og Soldaterne sluttede op i Løb, saa Tornystrene hoppede op og ned paa Ryggen af dem.

Da han vendte sig om, saa han alle Officererne fra hans egen Bataljon staa samlede i en Klynge, og da han gik derhen, mærkede han, at hans Fødder var kolde og ligesom vaade, og at han var hed i Hovedet; saa Kinderne brændte.

Han kom hen til Officererne samtidig med, at et af de høje skrattende Knald igen lod sig høre. Inde i Klyngen stod en ældre Officer, en lille Mand med et stort, brunt Skæg, og forklarede, idet han slog ud med sin Ridepisk: »Nej, jeg forsikrer Dem, de har ikke i lang Tid skudt saa lidt som i Dag, gennemgaaende kun et Par Skud i Minutet; men de Sataner ved, naar vi løser af, og saa skyder de fra Broager paa Broerne. Ja, naar De er færdig,« sagde han til Bataljonschefen, »saa vær saa artig.« - Der blev givet nogle Ordrer, og der blev traadt til Gevær.

Felix fløj hen til sin Halvdeling. Alt var i Orden, kun et Par »Forglemmigejer« havde faaet Støvlerne af igen og taget Træskoene paa.

»Hvad er der?« spurgte Kompagnichefen, og da han hørte Aarsagen til den unge Mands Vrede, sagde han: »Aa, Skidt, lad dem gaa, det er jo snart mørkt.« Surmulende gik Felix hen paa sin Plads.

Da de var kommen lidt forbi det Sted, hvor Vejene stødte sammen, kunde Felix se Sundet og Broerne, som førte over til Stillingen. Men intet der ovre saa mærkeligt ud, Skanserne kunde ikke ses, men kun den høje stejle Skrænt neden for Brohovedet, og til venstre for Broerne nogle Telte, som i den klare Luft saa skinnende hvide og pyntelige ud. Drønene var endnu dumpe og hule, men en Gang imellem saa han pludselig højt oppe i Luften en lille gulgraa og tyk Røgsky og hørte derefter et lille Skrald, der mindede ham om en Raket, der udfolder sig.

»Det er Granater, som springer i Luften,« sagde Kompagnichefen, »det er for at gøre Marchen over Broen vanskelig.«

Sat i Stemning af de foran marcherende Afdelinger gav Folkene sig til at synge, mest vel for at overdøve deres Uro, men da Vejen begyndte at sænke sig ned imod Byens røde Tage og mange hvide Ruiner, døde Sangen efterhaanden hen, og inde ved Byen stod desuden Regimentsadjutanten og sagde med sin dybe Stemme til Kompagnichefen, at alt skulde være stille, samt noget om, at Broerne ikke maatte passeres i Trit.

Det gik rask fremad helt ned til Byen, men i Stedet for at følge Gaden, som temmelig ryddelig laa for dem, blev der gjort en Svingning, og over Murbrokker, Sten og Kalk maatte de stolpre frem mellem Ruiner, gennem en Gade, som var banet ved Ildebrande og Nedrivning af Huse. Der stod en Skorsten endnu, og der dinglede et Vindu og der et Skilt paa sit Hængsel. Oppe i et Hus, hvor kun den ene Væg var falden ned, og nogle Jærnankere strakte de skeletagtige Arme frem, hang Tapeterne i Pjalter, sværtede af Røg, og en gammel Lænestol stod endnu paa sin Plads ved Siden af Kakkelovnen.

Der blev gjort Holdt foran i Kolonnen, men de kunde intet se for et stort Hus, som spærrede Udsigten foran dem.

»Hvorfor staar vi stille?« sagde Kompagnichefen og gik frem foran. Felix fulgte ham.

Da de kom nærmere, kunde de se, at Vejen gik uden om til venstre af den store Bygning, men alle Soldaterne saa til den modsatte Side. Hvad mon der var i Vejen?

Det var nogle Saarede, som blev transporterede bort. Der var tre Baarer; de to forreste kom hurtigt afsted og var ved at dreje ned til venstre; Felix saa kun utydeligt de Legemer, som laa udstrakte paa dem; en af de Saarede rakte Armene ud og vinkede hilsende. Den tredje Baare havde gjort Holdt længere tilbage og var omringet af Soldater, som alle snakkede højt i Munden paa hinanden, men ud fra Stimlen lød der Skrig og Stønnen, og da Felix kiggede ind imellem Folkene, saa han en Soldat, der med Hænderne fast knuget om Baarens Stænger, laa og udstødte hvinende Skrig med højt opspærret Mund, saa at han kunde se ham langt ned i Halsen, og den lange, stive Tunge, som var blaaagtig hvid. Den Saaredes Ben var en ubestemmelig Masse af trevlet lyseblaat Tøj og sort Blod eller Kød. Et Par Mand vilde give ham Vand.

»Frem med den Baare!« raabte Kompagnichefen. »Naa tag fat!« Den ene af Ambulancesoldaterne svarede noget, idet han bukkede sig for atter at løfte Baaren.

»Naa, nu rask afsted!« raabte Kompagnichefen atter og stødte sin Stok imod Jorden.

Felix gik ganske bleg og stille foran Kompagniet. Han hørte ikke andet end de grufulde Skrig henne fra Baaren, der allerede var kommen et godt Stykke bort.

Kompagnichefen var vred over, at de Saarede blev bragt samme Vej, som Tropperne marcherede.

Det skal nok tage Pippet fra os, - var det slemt?« spurgte han Felix, »kom og tag en Slurk, drik du kun,« og rakte ham sin lille Kognaksflaske. Felix, som havde en Følelse af Kvalme, blev oplivet af den stærke Drik og marcherede rask til. Han tænkte paa en druknet Bagersvend, han en Gang for mange Aar siden havde set ude ved Taarbæk og overtalte sig selv til at tro, at han havde set meget værre ud.

Kort efter var de ved Broen. Saa hurtigt Benene kunde flytte sig, kom Soldaterne over. Skridtene lød hult paa den gyngende Pontonbro. Da de var midt paa den, sprang en Granat i Luften. De saa alle op imod den, idet de forreste uvilkaarligt gav sig til at løbe med nogle forvirrede Raab, og de bageste holdt sig tilbage, saa at der et Øjeblik blev et tomt Rum omtrent midt paa Broen, men Granatstumperne plaskede ned i Vandet helt ovre ved den anden Bro.

Da de var kommen over og ind under den høje Skrænt, følte de sig atter trygge. De marcherede et Stykke langs med Stranden og lidt efter op ad en Skraaning, hvor der paa en næsten nøgen Brakmark blev kommanderet »Holdt!« og »Fald ned!« Felix opdagede først nu, at Kompagniet var alene, og fik at vide, at de skulde blive der, til det blev helt mørkt; før maatte de ikke komme ud i Løbegravene for at afløse.

Hvor var Skanserne? Det var jo Marker alt sammen, og da han gik lidt op ad Bakken, saa han kun, at denne hævede sig højere og højere, især mod Sydvest, men det var allerede for mørkt til rigtig at skelne noget.

Solen var nede bag Højderne, og et klart Tusmørke strakte sig dækkende ud over Jorden. En Gang imellem hørtes langt ude fra den anden Side af den vældige Bakke, som de laa paa, og som nu i Mørket saa ud som et højt, sort Bjerg, et Knald, dumpt og uden Genlyd, og lidt efter kom Granaten farende i Luften med hæsblæsende Hast, hvæsende i en urimelig graadig Il, idet den kløvede Luften foran sig og efterlod en kort Ildhale, der paa den mørke Himmel atter mindede om Fyrværkeri.

Alles Øjne fulgte Granatens Bane, og deres Ansigter drejede sig langsomt efter den, indtil de hørte den springe i Jorden et eller andet Sted langt borte med en skrattende, skurrende Lyd.

Folkene sad paa Jorden med Geværet i Armen, den ene Deling bag den anden. Man hørte ikke en Lyd fra dem. Lidt længere nede imod Sundet skimtede man et af de andre Kompagnier, der som en ubevægelig Masse laa paa Skraaningen og ventede.

Himlens Stjerner stod blege og forskræmte omkring Maanens hvide Sølvlys, men længere borte blinkede de med livlig Tindren i det blaasorte Mørke; dybt nede skimtedes Sundets Bølger og i mørke Skygger Kysten derovre. Granaternes larmende Færd lød dobbelt forfærdelig i den store Stilhed, en øde Stilhed, der i Pauserne fremhævede enhver Lyd. En Vogn slæbte sig tungt afsted nede ved Stranden, man hørte Kuskens Hyp og Smækken med Tungen og Hjulene, der knasende skar ned i det dybe Sand. Saa et højt, kort Knald, klarere end forhen, og raslende og kogende kom Projektilet flyvende, indtil det med et afbrudt Smæld smækkede ned oppe paa Bakkens Top ovenfor Kompagniet.

»Ja, men den sprang ikke,« svarede en anden. Skønt de talte dæmpet, lød deres Ord dog meget lydt; en Soldat gabede højt.

Officererne sad paa Jorden, kun Kompagnichefen gik om imellem Folkene og talte ganske sagte med dem.

Der var den besynderligste Stemning over dem, en stærk Spænding, men Ro overalt, og de sad tættere opad hinanden end ellers.

Høyen var den eneste, som røg Tobak, men imod Sædvane røg han i Dag en Cigar. Engang imellem tog han sit Ur op og oplyste den lille Skive ved Hjælp af den brændende Cigar. Endelig rejste han sig op og gik hen til Kompagnichefen. Og uden at kommandere, men med sin sædvanlige Stemme sagde denne: »Træd an!«

Man hørte kun en sagte Klirren af Folkenes Vaaben, da de rejste sig, og derpaa gik det fremad og op ad Banken. Kompagnichefen og Høyer gik saa langt foran, at de med Nød og næppe kunde ses af de andre. Granaterne blev ikke mere iagttagne saa opmærksomt; man længtes efter al komme til Stedet, og alle saa frem i Mørket med stirrende Blik, saa at det næsten gjorde ondt i Øjnene. De kom ud paa en Vej, der drejede tilhøjre, og Kompagniet fulgte den.

Lige foran laa en stor Bræddebarakke, hvis Planker lyste i Mørket, og netop da de havde naaet den, lød et kort Sekund en Granats hylende Larm og saa: et splintrende Brag, et dø vende Skrald, - et klart, lyst Skær. Alle som en kastede sig ned eller sank dybt i Knæ, medens Sten og Jord, Bræddestumper og Splinter raslede ned over dem. Granaten var gaaet igennem Hytten, lige over Kolonnen, og sprungen tæt ved Vejen. Efter et Øjebliks lydløs Taushed hørte man Kompagnichefens Stemme foran i Mørket: »Er der noget i Vejen?«

Ingen svarede, men idet Marchen fortsattes, hørtes en stærk Jamren bag i Kolonnen. Sander løb tilbage, og der var Forvirring bagved.

Først senere fik Felix at vide, at nogle af Folkene var blevne saarede. Han følte ingen Frygt mere, og da Granaten sprang, havde han heller ikke været bange, men kun følt Længsel efter at komme til Skansen.

Han saa pludselig, at Kompagnichefen stod og talte med en fremmed Officer, der var dukket op i Mørket, og kort efter hørte han ham raabe: »Vi skal til venstre og saa lige ud, en Deling ad Gangen - nu fremad!« Felix løb afsted i Mørket, over knudret, hullet Jord, først ned i en Grav, saa op igen over en lille Vold, saa frem over et fladt Stykke; han hørte Folkene komme efter sig over Grøfter og Huller, indtil han forvirret og forpustet faldt ned bag en Jorddynge, der var et Par Alen høj. Nogle Soldater, som laa der, da han kom, forsvandt paa et Raab: »Nu rask!« Der sprang et Par Granater ikke langt fra ham, men han havde ikke Sans derfor. - Afløsningen var gaaet for sig, de var i Løbegravene mellem Skanserne.

Da han saa sig om efter Kompagniet, kunde han kun se nogle enkelte Folk i Nærheden af sig. Pless var imellem dem, og da denne sagde, at han ikke vidste, hvor de andre var, kunde han skimte hans store, tandløse Mund.

Volden eller Jorddyngen, de trykkede sig op ad, var Løbegravens sammenskudte Brystværn. Felix stak Hovedet op og saa ud over Egnen, som i den stille klare Nat laa i roligt Mørke. Det lyste derude i dette Mørke med et lille bitte Glimt. »Dæk!« blev der raabt oppe i Skansen, saa et dybt, kort Knald, og han puttede sig lied igen for den kommende Granat, der ligesom fraadede hæst i satanisk Raseri. Næppe var den slaaet ned i Skansen, som høj og sort ragede op til højre, før endnu en og atter en og endnu en foer ned, ned over dem og atter ned. Han var aldeles fortumlet og forvirret. Hvor var de andre? Var de slaaet ihjel? Han vilde rejse sig og gaa, men Pless kom krybende hen til ham og sagde: »bliv bare liggende.« En Granat slog i det samme ned og sprang paa Skansens ydre Skraaning med et knusende Brag, der fulgtes af nogle hvinende Skrig inde i Skansen, medens Sten og Jordklumper med smaa trillende Lyd raslede ned i Graven.

Felix mærkede en kvælende Fornemmelse nede i Halsen. Nu kommer Turen snart til os, tænkte han - nu kommer Turen snart til os, - hvor er de andre dog henne - de fulgte mig dog alle sammen, da jeg løb herud - de kan dog ikke være skudt alle sammen. »Pless, hvor er de andre?« raabte han højt. »Hører De ikke, hvad jeg siger, hvor er de andre?«

»De er bag ved,« sagde en rolig Stemme, og han saa nu pludselig Kompagnichefen ved Siden af sig. »I er kommen for langt,« sagde han og gik nu rolig om og ordnede Folkene i Løbegraven, udstillede et Par Udkigsposter og sendte de andre tilbage. Engang imellem raabte han højt: »Dæk!« idet han stadig holdt Øje med Blinkene fra Fjendens Batterier. Naar Granaten saa var slaaet ned og var sprungen eller var fløjet videre over dem, rejste han sig og fortsatte sit Arbejde.

»Nej se dér!« sagde han, da de hørte Knald fra en hel ny Retning, inde fra Als, - og højt oppe over deres Hoveder fløj en Granat med en endnu mere lysende Straale efter sig end de andre og borede sig skurende gennem Luften ud i Natten i den Retning, hvorfra Glimtene kom fra de tyske Kanoner. Og endnu en fulgte, og endnu en.

»Det er vore egne,« sagde Kompagnichefen, »det er de riflede Feltkanoner fra Als.«

»Dæ' ka' je' li'e, a' de sværer dæ' Rakkerpak,« sagde en Mand, der stod som Udkigspost. Der blev en lille Pause i Prøjsernes Skydning, og da den atter begyndte, gik Granaterne i smukke Buer højt over dem, idet de besvarede vore Kanoners generende Indgriben i Beskydningen af Skanserne.

»Naa, kom nu,« sagde Kompagnichefen, efter at han var færdig, og løb tilbage. Felix begyndte at krybe, men rejste sig straks og løb efter ham. Han var næppe kommen et Par Skridt, før han i en Fordybning i Jorden - en lang Rende eller Grav - stødte paa nogle af Folkene, som laa sammenkrøbne med Geværerne i Armen. Længere henne i et andet Hul laa der endnu flere. Han skimtede et Lys, der ligesom kom op af Jorden, og genkendte Kompagnichefens Lygte; nede i en rummelig Hule, der var gravet dybt ind i Jorden, fandt han saa ham og Kompagniets andre Officerer.

Det var en lang, lang skrækkelig Nat. Den uafbrudte Skydning og Granaternes uhyggelige Springen holdt dem vaagne og vagtsomme, idet de lyttede, om der ikke fulgte Skrig eller Jamren af Saarede efter. Til sidst overmandede Søvnen de andre, og Felix blev ked af at sidde nede i Jordhullet, især efter at Lyset i Lygten var brændt ned, saa at han ikke mere havde noget at sidde og stirre paa.

Han listede sig ud, og skrævende over de sovende Skikkelser krøb han, hen til Bankettet og saa ud over Egnen.

Han lænede sig mod Brystværnet og hørte paa Spadens Slag i Jorden oppe i Skansen. Hver Gang der blev raabt »Dæk«, standsede Arbejdet deroppe, og han bukkede sig saa og trykkede sig ind i Volden, der af de tidligere Bevogtere var bleven udgravet med Huller til dette Øjemed. Det er altsaa Slesvigs Jord, du staar paa, tænkte han, og mange skønne Ord og mange Fraser, som var sagte og sungne om det ulykkelige Land, steg frem i hans Sind. Og saaledes, som det var gaaet ham i Fredericia, gik det ham nu ogsaa her. Saaledes havde han ikke tænkt sig Krigen. Hverken her eller der var der nogen egentlig Kamp.

Ja, her var der jo Fare nok, mere end nok, men ogsaa her maatte han staa uvirksom, og der gaves ham ingen Lejlighed til at vise, hvor det brændte i ham efter at forsvare, efter at kæmpe for sit Fædreland, saaledes som det fra Barnsben var bleven ham fortalt, at det var Mandens Pligt. Han faldt i dybe Tanker, idet han stirrede ud over den berømte Valplads. Men de advarende Raab og den uophørlige Skydning gav ham ingen Ro.

Saa søgte han at komme i Snak med Udkigsposten. Det var en af Forstærkningsmændene, som nu stod støt i sine Træsko tæt ved ham og passede paa Granaterne, naar de som glubende Rovfugle kom farende efter Bytte.

»Det var bedre at være hjemme i sin lune Seng, ikke sandt?« vedblev Felix og søgte at anslaa en gemytlig Tone, men da Manden ikke svarede, spurgte han »Er De gift?«

»Ja, a truer nok,« sagde Manden rolig, idet han kiggede op imod et Projektil, som sled sig arsted med en rødlig osende Tande efter sig, »a truer nok, at a haar dæ' bæjer her, end som de haar'et hjæmm'.«

»Ja wal æ'et dæ' - men a ska' si'e vos, a' huor skidt dæ' æ' her, will'et dow wær, møj wær' it' at wær' her. - Dæk!« raabte han i det samme og bukkede sig.

Da Felix rejste sig, saa han Sander ved Siden af sig. Denne kunde heller ikke sove og satte sig nu hos Felix og gav sine Tanker Luft i de sædvanlige stærke Udtalelser. Han talte om vore Pligter mod Gud og Fædrelandet, og om, at vi maatte være beredte til at ofre alt for dette: Liv, Kærlighed og Lykke. Felix svarede ikke. Han tænkte paa Soldaten i Træskoene, paa hans Kone og Børn, og paa Sanders Hustru derovre paa Fyen. Var hun mon ogsaa beredt til at ofre Kærlighed og Lykke og ham, der var alt for hende? Hån fulgte med Øjnene en Granat, som kom brølende og hoverende, og da der blev raabt »Dæk«, og de andre kastede sig ned bag Volden, blev han staaende oprejst, saa med roligt Blik, at den sprang tæt ved dem, og hørte Stumperne svirre omkring med mange Slags Lyd, pibende, brummende, klagende. »lyt,« sagde han næsten højt med Træskomandens Ord: »Det vilde dog være meget værre ikke at være her,« og han gik hen i Hulen og sov, til Dagen skinnede ned til ham.

XI.

Du har sovet fra det varme Øl, min Dreng, men jeg tænkte, du havde bedre af Søvn,« sagde Kompagnichefen ind i Hulen. Felix sprang op, kravlede hen i Aabningen og saa ud. Det var højlys Dag, som han laa dér paa Maven teed den halve Krop udenfor i den friske Luft, hørte han noget borte Dugmagerens Salmesang, dæmpet og kvalt, som fra en Kryptkirke.

Skydningen blev mindre om Dagen, naar Kanonerne paa Als taug. De fik nu alle bedre Lejlighed til at orientere sig, ubekendte med Forholdene som de var. »Saaledes saa altsaa Løbegravene ud og Skanserne! Store og smaa Grushobe, uordentligt imellem hverandre, hist og her Levninger af Ingeniørernes korrekte Anlæg, men det meste styrtet sammen, hobet over hinanden, skudt op og ned, Jorden oprodet, furet og pløjet af Projektilerne, Huller og Huler, Smaavolde paa Kryds og paa tværs, udtænkte og udførte af Besætningerne for at skaffe Dækning, Dynge ved Dynge, som om et Kæmpedyr i ubændig Dødskamp havde flænget og flænset omkring sig.

Nu saa de først, hvor dumt de om Natten havde søgt Dækning, hvor ingen Dækning var, og i Dagens Løb lærte de med forbausende Hurtighed at vænne sig til Granaterne. Lidt efter lidt forsvandt hos de fleste den betagende Rædsel; de kastede sig ikke mere fladt ned paa Jorden, for ligesom at bønfalde den om at optage dem i sit Skød og skjule og dække dem mod de forfærdelige, ubønhørlige Jærnklumper. De søgte Dækning, naar Raabet lød, men mere sindigt og langsomt end før, ja de opgav det næsten aldeles. De lærte hurtig Ilden at kende fra Fjendens Batterier og stod tit og saa ud imod de hvide Glimt derude fra, og paa Røgen, der tungt og langsomt tabte sig i den klare Luft. En sløv, resigneret Følelse beherskede efterhaanden dem alle, og der blev ikke sagt mange Ord rundt omkring i Hulerne og Gruberne.

Om Natten blev der arbejdet i Skanserne paa at bøde paa den Skade, som Granaterne havde foraarsaget, men om Dagen herskede der en fuldstændig Uvirksomhed i Stillingen, da Fjendens Kanoner med stor Hurtighed straks blev rettede mod ethvert Maal, der kom til Syne.

Fjendens Ild blev ikke besvaret, de fleste Kanoner var skudt sønder og ødelagte, og som tause Lig efter et virksomt Liv blev de nedgravede i Jorden. De faa brugelige var ikke Kampen voksen, og den Skanse, som vovede at sende et Skud imod Fjenden, blev straks efter overdænget af hans lid, som den havde lokket til sig. Tause stod Kanonerne paa det skrøbelige Underlag ladte med Kardætsker for i Stormens Øjeblik at gøre den sidste Pligt; stumme ventede de den uundgaaelige Skæbne, som truede den danske Hær, og som hvert Øjeblik nærmede sig, sikkert og uafvendeligt med sin knusende Afgørelse.

Henad Aften var Felix krøbet ud af Hulen for at strække Lemmerne; det lakkede mod Solnedgang, og det luftede køligt. Der var ikke længe til det Øjeblik, da Kompagniet skul de afløses for i det følgende Døgn at være Besætning i en af Skanserne.

Han stod med sit Kort i Haanden ved Brystværnet for at finde de Steder, som efterhaanden var blevne berømte. Dér laa Ragebøl Skov ude, og foran den maatte der være et Batteri, thi der kom Granater der ude fra, men de fleste Skud kom ude i Retning fra Dybbøl Kirke, hvor Fjenden havde sine bedste Batterier. Men saare besværligt var det at orientere sig i Terrænet, thi Skydningen var bleven livligere henad Aften, og Felix dukkede sig trevent, naar det fra Udkigsposten hed »Avnbjerg dæk!« eller »Dybbøl dæk!« Det var tydeligt, at der blev skudt med Granater efter enkelte Personer.

Da en Luftning pludselig tog Kortet fra ham, saa at det fløj ned i Graven foran ham, svang han sig op over Brystværnet og ned i Graven for at faa det igen. Men inden han endnu havde faaet Tid til at tænke paa, hvorledes han skulde komme op, foer en Granat brølende tæt hen over ham, slog med et højt Plask ind i Brystværnet og blev siddende uden at springe. I et Nu sprang han op, men var næppe kommen ned paa Bankettet, før Kompagnichefen foer hen imod ham og slog ham til Jorden med et haardt Tag i hans Skulder og kastede sig over ham. I det samme sprang Granaten med et hæst Skrald, rev Bunker af Jord og Grus løs og efterlod et bredt, dybt Hul. Kompagnichefen rejste sig med et Sæt, saa at den smuldrede Jord trillede ned ad hans Kappe, og bleg af Vrede og Sindsbevægelse overvældede han Felix med Bebrejdelser, som denne i Begyndelsen ikke forstod.

»Ikke alene Deres eget Liv udsætter De, men alle deres, der er omkring Dem! Skal det være Raskhed? Drengeagtighed og dum Dristighed er det,« sagde han og vendte ham Ryggen og gik, idet han blev ved at skænde.

Felix, som havde ligget paa Jorden, forvirret af Stødet, af sin Chefs Vrede og af Granatens Sprængning, rejste sig op og rystede Jorden af sig, ulykkelig og flov. Han havde ikke tænkt paa andet end paa at faa sit Kort, lige saa sorgløs som et Barn bukker sig efter sin Boldt, der er trillet fra det. Han satte sig forknyt med Ryggen til Volden. Ned i Hullet vilde han ikke gaa for ikke at faa flere Bebrejdelser.

Det var blevet næsten mørkt, og Afløsningens Time nærmede sig, da han hørte Kompagnichefen kalde paa sig. Han skyndte sig hen til ham, der uden at sige et Ord trak ham ned i Hulen, hvor Spritkedlen stod og spruttede, og hvor Teen, som de skænkede i Kopper og Glas, duftede dem i Møde. Da saa det andet Bryg blev gjort kraftigt med Kognak, rakte Kompagnichefen sin Kop hen imod den lille gule Syltekrukke, som Felix drak af, og sagde: »Skaal, min Dreng,« men denne, der havde siddet taus hele Tiden, vendte sig om for at skjule, at han fik Taarer i Øjnene. De andre spurgte: »Hva' er'et, er det Fødselsdag?« men Kompagnichefen svarede, at det var noget, som de to havde imellem sig. »Ja, det er en rigtig Kæledægge, De der har faaet Dem,« sagde Høyer med sit godmodige Smil og tændte sin evige Pibe.

»Hvad er det?« sagde han pludselig; »Geværild!« raabte han. »De stormer, min Salighed!«

De foer alle ud, og kort efter stod det meste af Kompagniet i Løbegraven bag det halvt nedskudte Brystværn. Der lød næsten ingen Ordre, ingen Kommando. Men foran laa Egnen ganske rolig i Tusmørkets Dunkelhed. Henne fra Stillingens venstre Fløj hørtes et Øjeblik en fjern Raslen eller Skratten af Geværild, der kort efter hørte helt op. »Dæk!« blev der saa raabt fra Skansen, og alle forsvandt i Jorden. - Der var intet usædvanligt hverken at se eller høre.

Afløsningen, som var noget forsinket, gik kort efter for sig med samme Hast som Aftenen forud, men Felix var nu mere erfaren og førte temmelig rolig sine Folk over den næsten helt sønderskudte Trækbro ind i Skansen, hvor Natten skulle tilbringes.

I samme Nu, som de var komne ind i Skansen, spredtes de alle til højre og venstre og forsvandt i Mørket bag Bunker og Huller, som om en Stormvind havde fejet dem bort. Folkene fra de andre Delinger gjorde det samme. Som ved Hekseri vedblev Skansen at være tom.

»Lad dem blot dække sig,« sagde en Stemme bagved ham, og han saa da Kompagnichefen, som sad i en Fordybning i en Travers. De høje Jorddynger - thi Volde kunde de ikke mere kaldes i den ødelagte, halvt nedskudte Tilstand - gjorde Skansens Indre temmelig mørkt. Det store Blokhus var splintret, Traverserne ødelagte, Palisaderne rundt omkring sammenfaldne.

En Mand kom ud af Krudtmagasinets Dør lige over for dem. Da der blev raabt: »Dæk!« kom han i kluntet Løb hen imod Traversen og puttede sig ned, og først da Granaten var sprungen, kom han hen til dem. Det var en gammel Fyrværker med et langt, hvidt Skæg, der gjorde ham let kendelig i Mørket; han haltede stærkt og spiste af en Pakke Smørrebrød, som han havde i Haanden.

»Dæk!« blev der raabt, men den Gamle fulgte Granaten, der i hamrende Stød hastede hen over dem, med et langsomt Blik og tyggede roligt videre. Felix fik Ordre til at udtage Folk til Arbejdet og gik med Fyrværkeren.

Folkene laa i tæt sammenhobede smaa Hobe puttede ned rundt omkring. Han kunde ikke faa dem op, de lystrede ham ikke. Han skammede sig for den fremmede Mand og sagde nogle Ord til ham derom, men denne lod fuldstændig ligegyldig ved det Hele, og Felix, der før havde undret sig over, at han havde talt til Chefen uden at gøre Honnør og med Munden fuld af Mad, ærgrede sig nu over hans passive Holdning og over hans Ro.

»Ja, skal der arbejdes, saa maa det jo gøres,« sagde han ivrig. »Vil I op med jer! Naa, for Pokker, saa rejs jer dog! - Ja, saa henter jeg Premierløjtnanten,« og han vilde allerede til at gaa. De forreste kom da endelig op, saa fulgte et Par andre efter. Den Gamle gav nogle Anvisninger og viste, hvor der laa Spader og tomme Sække.

Felix, der var ivrig efter at gøre Nytte, fik Folkene med sig, og uden at bryde sig om Fjendens Ild arbejdede de nu rask væk, idet de knap gad søge Dækning, naar de hørte Udkigsmandens Raab. Flere smed endogsaa Kappen, og blandt dem, der tog bedst fat, var den gamle Forstærkningsmand med Træskoene, som med lange Uldstrømper uden paa Bukserne og i sin islandske Trøje sled sammen med Fløjmanden og Pless, saa Sveden haglede af dem, medens den sidste rev Vittigheder af sig, hver Gang Granaterne var borte.

»Aa,« tænkte Felix, »Sander har Ret. Hvorfor gør vi dog ikke Udfald med saadanne Folk, her kan jo dog ikke tabes noget. Han tog selv Haand i Arbejdet, dels for at opmuntre de andre, dels af rent fysisk Trang til at bruge sit Legeme.

»Ska' vi fløtt' fler' Sækk' op po æ Sky'skoer?« spurgte han med Træskoene, der kom tilbage med et Par Mand, soen havde baaret Sække derhen.

Lige som Felix vilde svare, raabtes der »Dæk!« Han bukkede sig ned bag et Par Faskiner og saa: en susende, hvæsende Lyd, et Lysskær, et bragende Skrald, et Øjebliks Stil hed, medens Jordklumper og Grus piskedes omkring, derpaa korte Smæk i Jorden og igennem Stilheden nogle Skrig og en ynkelig Stønnen.

»Ambulancen!« raabte en høj, klar Stemme. Felix rejste sig med Svaret til Træskomanden paa Læberne, men han fik ikke svaret - en underlig uformelig Masse af Blod og Jord var Resterne af Forglemmigejens Legeme.

Arbejdet blev opgivet paa Grund af den stærke Ild, og sammenkrøbne sad de og sov eller halvsov, forvaagede og trætte. De saarede var bragt bort tillige med det døde Legeme, og et Par Spader Jord blev slaaet hen over Blodpølen. I Løbet af de følgende Timer saaredes endnu et Par Mand af de springende Jærnstykker. Halvt gravet ind i en Travers sad Kompagnichefen, lænet tilbage, som om han sov, sammen med de andre Officerer, Høyer rejste sig af og til og gik op paa en høj Travers og saa sig rolig om. Han inspicerede Udkigs-posterne og sørgede for deres Afløsning, og Felix hørte ham flere Gange sige: »Tys, er det Geværild?« idet han stadig saa ud over Egnen og over mod venstre Fløj. Men i de faa Pauser under Skydningen var der intet at høre; kun Stilhed overalt i den mørke Nat. Engang imellem hørte de Stemmer derude; det var Prøjserne, som talte i Skyttegravene. Saa satte de sig hen igen.

»Jo, jeg kunde nok, for jeg er dødtræt, men jeg vil ikke.« og efter en lille Pause tilføjede han: »Jeg vil ikke rammes, mens jeg sover.«

Saa sad de dér, de frøs ikke i den kolde Nat, de tørstede og hungrede ikke, og Høyer tændte ikke engang sin Pibe, da den gik ud.

Store Skyer havde efterhaanden samlet sig i Vest og sænkede sig nu henad Morgenstunden ned over Jorden i en tæt og klam Taage. Fjendens Skydning holdt inde, og Alsbatterierne taug. Ved Daggry skulde Besætningen forlade Skansen og søge bedre Dækning bag ved denne. Kun Udkigsposterne skulde blive tilbage. Nu nærmede Tiden sig; det blev lysere bag det graa Taagedække, som hang i Luften. Kompagnichefen rejste sig og strakte Lemmerne. »Hvad er det, har jeg sovet, hvorfor skyder de ikke? Sikken en Taage,« sagde han, da han gik hen til Brystværnet med de andre Officerer.

»Det gaar ikke an at forlade Skansen i denne Taage,« vedblev han. »Den kan alt for godt benyttes til Angreb.«

»Den varer itt' læng',« sagde Udkigsposten; men til alles Skuffelse maatte de dog vente nogen Tid, saa lettede den virkelig lidt efter lidt - og bag ved Taagen stod Solen, der smilte gladelig ud over den fugtige Jord og bredte sine varmende Straaler ud over Venner og Fjender. Lærkerne svang sig op i den samme Luft, der endnu var ligesom hed af Granaternes glødende Færden, og sang saa frejdigt, at Felix følte, at Livet havde andet tilovers for ham end Krig og Død og Blod og Elendighed. - Der var Foraar i Luften.

Kort efter var Skansen forladt, og i den graalige Jord bag ved, der var undermineret af Huller og Gruber, fandt Folkene sig snart tilrette. Han stod ved den skrøbelige Bro, da de løb over den, og han lagde nu først Mærke til, at deres Ansigter var blege og forandrede.

XII.

Da han selv løb hen for at søge sin Plads, hørte han et Raab efter. sig, og en Granat strøg hvinende hen over ham, slog ned og sprang. Han hørte nogle Skrig, men da han kom hen til Udgravningerne, var alt roligt. Saa stak Fløjmanden sit skæggede Ansigt op af Jorden næsten lige ved hans Fødder og pegede over mod en Jordbunke. »Det var der henne,« sagde han. Felix gik derhen. Han saa en splintret Geværkolbe paa Jorden og to Soldater, der laa ganske stille, den ene af dem var blodig, og da han tog den anden i Skulderen, faldt hans Hoved tilbage. - De var døde begge to. Han meldte det roligt til Kompagnichefen, der bad Høyer om at skrive. Navnene op og faa fat i Ambulancen, naar den kom tilbage.

Hen ad Formiddagen kom et Par inspicerende Officerer til Kompagniet. Det var en Kaptajn, der havde en overordnet Plads i Dybbølstillingen, og hans Adjutant. Kaptajnen var en lille trivelig Mand med en stor ubarberet Dobbelthage.

»Aa,« sagde han, idet han stak Hovedet ind i Kompagnichefens Hule, »her har De det rigtig godt, lad mig slippe lidt ind.«

»Ja kom, kom,« sagde Kompagnichefen, der var glad ved at kunne faa lidt at vide om, hvad der foregik omkring dem ude i Verden. De havde undertiden haft en Følelse af, at de var ladt tilbage ganske alene; nu kunde de endelig faa noget at vide.

»Kære,« sagde den tykke Kaptajn, »her har De det jo dejligt. - Jo Tak,« sagde han, da der blev budt ham en Snaps, »jeg er saa udaset, aa, ah! - Tak for en Bid Brød!«

Adjutanten, som ogsaa havde klemt sig ind, - der var til Nød Plads til fem Mennesker, - var en høj, svær Mand med begsort Haar og et Fuldskæg, som bedækkede det meste af hans brune Ansigt. Hans sorte Øjne lynede livligt, naar han talte; og naar han lo, glimtede de store, kraftige Tænder under den vældige Bart. Det var en Holstener, og han snurrede paa Konsonanterne, saa hans Tale lød som smaa Trommehvirvler.

»Harr De værret i Skansen i Nat?« sagde hau, »Død ok Pine, frra den trrettende harr vi trrukket alt ut derfra. Af hvem har De faaet Orrdre?«

De fik at vide, at Situationen nu var saaledes, at man hver Dag kunde vente, at Fjenden vilde storme. Hans Forposter stod nogle Steder kun 60-70 Skridt fra vore.

»Vi er hans sikre Bytte, der er ikke mere at gøre, undtagen et: vi bør gaa vor Vej og skaane alle de mange Menneskeliv; men nej,« sagde Kaptajnen bittert, »der skal ofres mere endnu.«

»Hvorfor saa ikke hellere bryde ud med hele Hæren, gøre et Udfald, nu da han mindst venter det,« sagde Sander, hvis blege Ansigt lyste i Hulens Baggrund.

»Aa, kære De, - véd De, hvad et Udfald er? Og hvorfra vil De falde ud? - Fra disse Grusdynger? Hvorledes skulde vi faa ryddet Plads for de Tusender, som skal ud, uden paa en Gang at blive masede til Bolledejg? Nej, unge Mand, De kan tro mig, Dybbøl maa falde, og nu er Dagene talte. - Her er ingen Ting at gøre.«

Han tog Brillerne af med en træt Mine og pudsede Glassene, medens han blændet saa sig omkring. »Ja, nu maa vi af Sted,« sagde han. »Jeg skal have en Melding op til Møllen. Blot jeg kunde blive her; her er saa godt.« Adjutanten tilbød at gaa, men det vilde han pac ingen Maade tillade. »Nej, lad os faa en paalidelig Mand her, saa kan vi tage os en lille Lur,« foreslog han. »Vi har ikke sovet siden i Forgaars.«

»Maa jeg gaa?« sagde Felix, idet han i sin liggende Stilling tog Haanden til Huen.

»Nej, vist ikke nej,« sagde Kompagnichefen, »jeg kan ikke undvære mine Officerer - nej, De heller ikke, Sander, pac ingen Maade.«

»De er altsaa endnu vred paa mig fra i Gaar, Hr. Premierløjtnant?« hviskede Felix til ham, »De stoler ikke mere paa mig.«

»Er De Officer?« spurgte Adjutanten. »Nej, Aspirant, ser jeg. Kan han ikke gaa? Den unge Mand kan være deri en Rruff.«

Felix kravlede ud, og inden Kompagnichefen rigtig fik lagt sig imellem, havde han faaet et Brev i Haanden. »Also barre ligeut til Møllen, forschtor De, saa afleverer De Setlen og kommer herr tilbake.«

Over Mudder og Snavs havde den lette Nattefrost lagt en tør Skal, som kunde bære, men nu, da Solen var kommen frem, var Jorden bleven til et blødt, tommetykt Dynd. Han skred frem over dette Jordsmon, idet han, uagtet hans lange Støvler i Forvejen var graa af Støv og Snavs, undgik de smudsigste Steder. Med Velbehag indaandede han den friske, foraarssvangre Luft, det var ham en Nydelse at komme i Bevægelse, og han var stolt over at være sendt i et vigtigt Ærinde. Med Huen paa Snur over det lyse Haar, med Læberne halvt aabne, idet han aandede let, skred han frem, og hvor Terrænet var mindre oprevet og gennemrodet, gik han rask til, saa han hurtig blev varm. Han stod da stille, spændte Sablen af, for at faa Kappen op, og da han havde faaet Gehænget lagt om Livet, lod han den frit flagre om sig.

Til den lyksalige Følelse af Sundhed og Ungdom kom en barnlig Selvbevidsthed og Glæde over, at han saa flot og rask ud; han lod Sablen slæbe klirrende efter sig og frydede sig ved denne Lyd. Dybbøl Mølle stod foran ham uden Hat og uden Vinger, den, som saa længe havde trodset Fjendens Granater. Til højre hævede det sønderrevne Terræn sig op til Skanser og Løbegrave, og paa den anden Side strakte Landet sig ned mod Alssund, men saa jævnt, at han ikke kunde se andet end de store, tomme Marker og langt nede nogle Tropper bag Hegnene, men der, hvor han nu gik, syntes alt ham øde og forladt.

Foran ham, henne ved et Gærde, laa noget, som han først troede var et Menneske, men da han kom derhen, saa han, at det var Liget af en Hest, som var halvt bedækket med Jord. Øjnene hang blaa og brustne langt ud af Hovedet, af hvilket den nederste Del var borte. Han blev staaende lidt fra den, søgte med Sablen at faa Mudderet af sine Støvler og blev derved opmærksom paa det tynde visne Græs ved Gærdets Fod; og da han saa skrabede Mulden bort, saa han nogle lysegrønne Spirer. - »Foraar!« sagde han til sig selv, og han lyttede nu, medens han gik videre, med dobbelt Opmærksomhed til Lærkernes travle og iltre Sang, som kun engang imellem blev afbrudt af en susende Granat.

Alt, hvad han havde hørt for lidt siden, forekom ham nu næsten utroligt. Han kunde i Øjeblikket ikke tænke sig, at Fjenden stod paa Lur saa kort fra ham, og at al denne Ro og Friskhed kunde veksle om til Kamp, til Larm og Skrig og Skud og blodig Elendighed. Hans unge Hjerte svulmede i Foraarsfornemmelser, og hans Tanker svang sig bort til lysegrønne Skove med hvide Blomster i den grønne Bund, til unge, glade Piger, smukke, leende - til alle dem, som - -

»Hov - hvor skal De hen?« raabte en Stemme pludselig. Bag en lille Stump af en Palisaderække og helt nede ved Foden af denne saa Felix nogle Hoveder, som kiggede efter ham. Han var naaet hen bag den næste Skanse, hvis Besætning ogsaa var trukken tilbage og laa i Grusdyngerne. I. en Hytte, som var langt bekvemmere end det Hul, de havde ved hans Kompagni, sad flere Officerer af Bataljonen. Kaptajn Knudsen hvilede i sin fulde Længde med Hovedet saa lavt, at hans lange Fipskæg stod lige op i Vejret. v. Kaden og Reinhardt sad ved Siden af hinanden, og det saa ud, som om den første havde overtaget Undervisningen i Engelsk, thi de havde Bogen liggende mellem sig.

Felix fortalte med en vis Selvfølelse om sit Hverv, og v. Kaden, som var ivrig beskæftiget med, hvad han kaldte sit Morgentoilette, der bestod i, at han snoede sit lange hængende Overskæg op til Øjnene i to tynde Kroge, kaldte ham en »værdig Søn af Mars«. Men Mars's værdige Søn trykkede sig dog længere ind i Hytten, da en Granat sprang i Nærheden.

Det var ham paafaldende, hvor de der inde saa blege og trætte ud. Han tænkte først nu paa, hvor forsømt og smudsig han selv, efter de andre at dømme, maatte se ud, og han spurgte dem, om de ikke havde Vand til at vaske sig i. De saa lidt forbausede paa ham, og der blev en lille Pause, men til sidst sagde en Officer, han ikke kendte, med en gnaven Stemme

»De har vel nylig læst i Skolen om, at Romerne prydede sig til Kampen, hva'? Men Prøjserne vil næppe Have Saus for, om vi har rene Skjorter paa eller pudsede Negle. De vil tælle vore Lig, vil de, hvis de ellers kan overkomme det, og Fanden ta'e mig ikke se paa, om vi cr smukke eller grimme.«

Felix blev rasende over den Maade, han blev tiltalt paa, sagde kort Farvel og gik.

»I Gaar Aftes angreb Fjenden lige til venstre af os. Hørte I det?« spurgte han.

»Ja. det ved jeg ikke, men nogle Officerer blev saarede. Ved De, at Staal er falden?«

»Der sprang en Granat i et Hul, hvor Kompagniets Officerer sad, den gik tværs igennem ham, og Kaptajnen blev saaret; de andre slap. - Se, jeg har ogsaa faaet en Rift,« sagde han og viste ham sin indbundne højre Haand, som han havde holdt inde paa Brystet under Kappen.

»Aa, det kan jo ikke vare saa længe, Fjendens Forposter staar ikke 100 Alen fra os, og vi har Mas nok med at holde Folkene fra at snakke med dem, - de der henne har jo ikke tabt Humøret endnu,« tilføjede han, da de hørte Latter i Retning af, hvor Folkene laa. »Man siger, der bliver sluttet Vaabenstilstand med det allerførste,« vedblev han.

»Ja hvad saa, saa kommer vi vel levende fra dette her, og det er jo dog altid noget.«

Lidt fra ham laa Møllen paa den anden Side af den brede Chaussée. Han skulde bringe en Melding til en Oberst, som Havde sin Plads der. Meddelelsen om, at Staal var dræbt, havde grebet ham dybt; han skulde aldrig mere se den stolte Officer!

Og saa tænke sig, at det kommer saa pludseligt, naar man mindst aner det! Mon jeg kommer levende tilbage? Hvad vilde jeg ogsaa indlade mig paa denne Tur for? Af Forfængelighed, - for at vise mig! Ja, ja, ikke for andet. Mon Gud vil straffe mig derfor? Men dog vel ikke med Døden. Nej, nej, det var for haardt. Ikke sandt, du gode Gud, jeg skal ikke dø, jeg er saa ung - -

Da han saa nogle Ingeniører, som, uagtet det var Dag, arbejdede ved den tilbagetrukne Linje, blev han skamfuld, som om de kunde have hørt hans Tanker.

Paa en Skraaning ned mod Vejens Grøft laa Ligene af to Soldater lidt fra hinanden ; paa den ene var Hovedet knust, hans Hue, der var fuld af Blod og Hjerne, laa i Nærheden af ham. Den anden havde man vistnok været i Færd med at forbinde, da der laa en hel Rulle Bandage ved ham; og da han var halvt afklædt, saa han den oprevne Mave, hvorfra Tarme og Blod var drevet ud, og som i brune levrede Farver stak stærkt af imod Huden, der var graa som Kit. Han var blevet dræbt paa det Sted, han laa; thi paa en lille Busk oven over ham hang der lasede Trevler af Tøj og nogle røde Smaapletter - Kød, som var sprøjtet omkring paa Grenene.

»Hvem der!« raabte en Soldat nede i et Hul. Han spurgte om Obersten. »Her,« sagde Soldaten.

Længere inde i Hulen sad en Premierløjtnant med lakerede Ridestøvler ved et lille Bord, som vistnok hørte til Møllen, og skrev i en lille Bog.

»Det er godt,« sagde han og rakte Haanden ud, uden at se op. Han aabnede Konvolutten. »Er der mere?« spurgte han. »Hvad nyt?«

Felix stod med Haanden til Huen og fortalte, hvad han vidste. »Det er godt,« gentog den anden, »hvad er Klokken? Modtaget Klokken,« skrev han uden paa Konvolutten, »hvad var det nu den var - seks, værs'go' vil De aflevere den,« og han gav sig atter til at skrive i sin Notitsbog.

Felix gik. Det var kort Besked, saa fik han altsaa slet ikke talt med Obersten selv, han havde glædet sig dertil og havde tænkt sig, at denne vilde klappe ham paa Skulderen og sige ham et Par anerkendende Ord, spørge om hans Navn og saadan noget, - og hvis saa en Granat var slaaet ned, vilde han - Felix - staa med Haanden til Huen uden at røre sig, medens de andre styrtede ned og dækkede sig.

Det begyndte at blive mørkt, og han skyndte sig tilbage. Han løb over Vejen forbi de døde Soldater. En Granat kom brasende og slog ned nogle Alen foran ham; han blev staaende stiv, urokkelig - sprang den dog ikke snart? - saa løb ban et Stykke baglængs og saa i en stor Bue uden om den, og medens han hørte Granaten springe, tog han Sablen i Haanden og løb saa hurtig, han kunde.

»Blot jeg kommer levende tilbage!« sagde han til sig selv, og han tænkte sig liggende henslængt, sprængt og knust, som den døde Soldat. Han havde en Følelse, som om Døden var i Hælene paa ham og vilde indhente ham. Døden med udhængende, farveløse Øjne som den døde Hest, og han fløj af Sted, som om han kunde løbe fra Granaternes higende Hast. - En rødskægget Officer stak engang Hovedet frem og raabte efter ham: »Hvad er 'et?« men han standsede ikke, men løb og løb, til han forpustet stod bag sin Skanse. Allerede, tænkte han, hvad gaar der dog af mig? -

Lidt efter blev der meldt Kompagnichefen, at der gik en Parlamentær ude i Terrænet. »En Parlamentær!« raabte han, »ja der skydes jo heller ikke.« De sprang op alle sammen og tørnede ud. Kun fra Broager kom der nogle Skud, ellers var Skydningen standset. Nede mod højre Fløj saa de nogle Skikkelser med et stort hvidt Flag bevæge sig ind imod Stillingen »Han kommer ikke til os,« sagde en af Folkene, »mon der er sket noget?«

»Aa,« sagde Sander, »Fred - det vilde jo være en Skændsel!« Kompagnichefen rystede paa Hovedet og taug

Lidt efter sagde Sander: »ikke en Gang Aviser har vi faaet herud. Vi aner ikke, hvad der sker i Verden, vi, der dog har mest at sige af alle.«

»Ja, jeg skal love for det,« sagde Høyer med sit stille Smil og tilføjede med en stille Latter, »vi har svært meget at sige.«

Luften var kold og klar. Solen var næsten borte, men Himlens skarpe Renhed lyste endnu over Egnen. Nede paa Sundeveds Strand brændte et lille Hus, Luerne slog livligt flammende i Vejret, næsten uden Røg, men ovre paa Als var en stor Gaard skudt i Brand, og en tyk graasort Røg steg op fra et voldsomt Baal og strakte sig som et langt Uhyre i bugtende Ringe, der farvedes rødlige af Solens sidste Glans, ned imod Syd, lavt hen over Jorden, alt som Solen sank og Nymaanen kom frem. Felix blev staaende og saa paa Ilden, efter at de andre var blevet kede af at vente.

Han stod og nød den store Stilhed og den Sikkerhed for Liv og Lemmer, som den korte Stilstand tillod. Det var, som et Tryk, en Byrde, var lettet fra hans Bryst. Det var, som om Markerne sov. Som en Syg, der havde raset i Feber, syntes Naturen ham nu træt at strække sig ud i rolig Hvile, medens de mange Mennesker vaagede, men som Vægteren vaager, som Skildvagten vaager med Haanden paa Sværdet, med truende Miner imod dem, der vilde vove at antaste Hus og Hjem.

Saa glimtede det der ude. »Dæk!« blev der raabt. Og Beskydningen begyndte igen.

Kort efter gik Afløsningen for sig i den sædvanlige febrilske Hast, og under den sædvanlige Overdængen af Granater maatte Kompagniet frem i Løbegravene.

Natten var lang som de forrige Nætter. Kompagniet skulde næste Dag tilbage til Barakkerne og ligge der et Døgn, inden det med sin Afdeling gik tilbage til Als. Det viste sig ogsaa i Soldaternes Færd, at de glædede sig til, at der kom Forandring. De var meget tause og saa trætte ud, de sank ned i Knæerne, naar de gik, og Ryggen var mere bøjet end ellers. Om Morgenen var de vrede over, at det varme Øl ikke kom ud til dem, og de ytrede højrøstet deres Harme, højere end ellers Nag til Fjenden. Officererne var livligere i Forventning om, at der den kommende Dag ventede dem større Sikkerhed og flere Bekvemmeligheder. Skydningen var ogsaa stilnet af, og Kompagniet fik ingen saarede. Natten gik, og Dagen kom; den var lang og drøj som de andre Dage.

XIII.

Den Bataljon, som afløste dem om Aftenen, havde mange Gange før været ude i Stillingen, og Soldaterne kom løhende delingsvis med en vis Trevenhed, ligesom i indædt Forbitrelse over, at de atter skulde der ud. De kendte de forskellige Lokaliteter og indtog Pladserne med kendte Mænds Sikkerhed. De andre derimod, Felix' Kammerater, havde travlt med at komme bort; de trippede af Utaalmodighed, og da Raabet: »Første Deling!« lød, toer de op, og med en Hast, som man især ikke skulde have tiltroet de gamle, blaakappede Forstærkningsmænd, fløj de alle af Sted i Mørket efter Felix - hvorhen vidste de ikke.

Men noget længere tilbage stod Høyer, som rolig tog Piben af Munden og sagde: »Lige tilbage til Vejen og vent saa der.« Da saa Kompagniet var samlet, gik det videre i rask Marche.

De kom forbi Barakken, hvor de havde faaet de første saarede; den var nu helt skudt sammen. Talen blev mere højrøstet, end den havde været i flere Dage; thi de følte sig nu trygge ved, at hele Kompagniet igen var samlet, efter at det i disse Dage stadig havde været spredt i smaa Hobe. Talen drejede sig da mest om dem, der ikke mere var med: de dræbte og saarede. Idet de ofte snublede paa den ujævne Vej, rykkede de snart efter forbi Barakkelejren, en Samling Bræddehytter, som var gennemhullede af Granater, og ud paa den brede Chausse, svingede til højre og gjorde Holdt ved et temlig højt Gærde, som løb imod Nord parallelt med Skanserækken derude. Der laa Halm i Grøften, og Folkene satte sig i den i en lang Række.

I en Krog af Gærdet, nærmest ved den brede Landevej, var der lavet en Slags Hytte for Officererne: en lille Vold var gravet op om Grøften, der var lagt Brædder hen til den fra Gærdet og oven paa dette Tag var der bunket et flere Fod tykt Lag Jord. Det saa solidt ud, og Kompagnichefen var henrykt over dets Bekvemmelighed, da han var krøbet derind. Han strakte sig i Halmen efter at have faaet Møllertrøjen paa, og nu først vedgik han for de andre, at han ikke var rask, og at han havde været syg hele Tiden. Men nu vilde han tage sin Medicin og hvile sig, »og naar vi i Morgen kommer over paa Als,« sagde han, »har jeg hele fire Dage at komme mig i, for jeg har et Jernhelbred,« og saa lo han med sit rare Smil.

Høyer havde derimod ikke Ro paa sig den Nat og kro b stadig ud og ind af Hytten.

I Begyndelsen faldt der forholdsvis kun faa Granater, eller de mærkede dem maaske ikke saa meget her som ude i Skanserne. Felix krøb saa ind i Hytten for at hvile sig rigtig ud. Der var lummert der inde i det lille jordede Ruin.

»Kom her hen, min Dreng,« sagde Kompagnichefen og flyttede sin Lygte, men da Felix lagde sig hen til ham, var det ikke tæt nok endnu, han trak ham helt op til sig, idet han stadig smaasnakkede med ham. Han talte om dem derhjemme, om sin Hustru, som var saa høj og slank og saa smuk, men især talte han om sin lille Pige. Felix lyttede taus til alt dette, som ikke havde nogen egentlig Interesse for ham, men han nænnede ikke at flytte sig.

»Du skulde se min lille Tøs, naar hun smiler i Søvne,« sagde han, »og naar hun saa staar sine store Øjne op og ser forbauset ud og ler endnu mere med alle sine smaa hvide Tænder, der ser ud som Risengryn - og saa krummer hun Fingrene begærlig for at faa fat i mig, og de er saa smaa, saa smaa, og Neglene er som bitte rosenrøde Kunstværker, - aa, naar jeg en Gang igen skal mærke hendes smaa varme Arme om min Hals, saa vil jeg synes, at dette her er ingen Ting.«

Han taug, og Felix troede allerede, han sov, men saa hørte han ham sige ligesom for sig selv: »Nej, nej, mit Barn gav jeg ikke hen, om jeg saa kunde frelse hele Danmarks Rige derved.« Lidt efter sov han, og da en Granat slog ned i Nærheden med et vældigt Brag, krøb Felix ud for at se, om der var noget i Vejen. Det var mørk Nat udenfor. Høyer og Sander gik op og ned foran Folkene.

»I maa ikke sove,« sagde de til dem, »vi skal passe paa i Nat, i Morgen kan vi faa os en ordentlig Lur.«

»Kan De ikke fortælle en Historie, Pless?« sagde Felix, »De sover da ikke?«

»Gu' velsigne Dem, Hr. Løjtnant« - Felix elskede ham, fordi han altid kaldte ham Løjtnant - »hvor ka' man sove, naar man æ' saa tø'stig som jæ' æ'.«

Felix fik fat i sin Flaske, hvor der endnu var et Par Snapse tilbage, der straks forsvandt i Pless' Gab, og saa begyndte han at fortælle. Kun de nærmeste hørte efter, men deres dæmpede Afbrydelser og Smaalatter lokkede flere til. Men ogsaa blandt dem var der mange, som af Udmattelse faldt i Søvn med Hovedet paa Sidemandens Skulder og med et Smil paa Læben over Pless' Skildringer af sine Oplevelser med en Jordemoder paa et Dampskib. Fløjmanden sad og lo, og hver Gang, der var noget rigtig morsomt, sagde han: »Den var s'gu go'!« og puffede til sin Sidemand, som sad og nikkede af Søvn. Længere nede ad Gærdet gav Soldaterne sig imidlertid helt hen i Søvnen: nogle laa paa Ryggen med bøjede Knæ, andre paa Siden med Ansigtet nede i Jorden, flere af dem snorkede højt, en enkelt mumlede utydeligt i Søvne.

Da Felix kom helt ned paa Fløjen, stod en Mand alene med Geværet i Haanden, og saa ud imod Skanserne.

»Aa, Hr. Aspirant,« svarede han, »jeg staar og tænker paa, at det vistnok snart maa gaa løs. Kommandersergenten, som venter paa Kompagniet ovre i Byen med Bagagen, har været herude for lidt siden.«

»Ja, han har hørt sige saa meget derinde. Der handles nok svært om Vaabenhvile, men hvis de ikke skynder sig lidt, kunde det hændes, at der ikke kom mange af os over Broen igen.«

»Nej, det siger jeg,« og efter en Pause tilføjede han, »ser De, Hr. Aspirant, Prøjsen er inte dum, og han ved s'gu nok Beskeden om, hvordan det staar sig med os, da vi ikke svarer fra Skanserne - naa, saa kreperer det mig, at vi ikke er derude for at tage imod ham, naar han kommer,« og han rettede sig lidt og strakte Armen ud imod det Sted, han tænkte paa.

Felix gik tilbage igen og traf udenfor Hytten nogle andre Officerer fra Bataljonen, som stod i en Klynge. Han blev staaende lidt fra dem, idet han ventede paa en Opfordring til at nærme sig, og hørte v. Kaden udmale, hvilken udmærket Aften de skulde have, naar de kom over paa Als. Den store svenske Officer lo af hvert Ord, han sagde. - »Men der staar jo Martis egen Kæledægge!« sagde v. Kaden. »Naa, hvorledes gaar det? Har De faaet nok af dette Tivoli? Hvis jeg havde et Par ordentlige Støvler,« vedblev han til de andre, »vilde jeg gøre Visit i Morgen hos hin Præst, man taler saa meget om, og om hvem Sagnet melder, at han skal have en Overflod af Vin og smukke Døtre af en Kvalitet, som ingen skal kunne modstaa.«

Noget derfra gik Reinhardt frem og tilbage og talte ivrig med en Officersaspirant. Felix gik hen til dem. Han syntes, de saa saa underlig blege og ophidsede ud. De besvarede hans Spørgsmaal kort, og han mærkede tydelig nok, at han var tilovers. Da han gik, begyndte de atter at tale med hinanden, og Reinhardt sagde aandsfraværende Farvel. Felix syntes, at ingen rigtig vilde give sig af med ham, og han krøb saa ind i Hytten til sin bedste Ven. Der var kvalmt og lummert der inde i det lille Rum og ganske stille. Tæt trykket op i en Krog laa Kompagnichefen og sov fast, Lygten stod paa den anden Side paa en Sten i Halmen og skinnede lige ind i Sanders lille, fine Ansigt. Ogsaa han sov, men ikke saa roligt; endog i Søvne var der et levende Spil i hans Ansigtstræk. Felix strakte sig ud ved Siden af ham og laa og stirrede paa denne fintskaarne Mund, som selv i Søvne vedblev at tale.

Han blev vækket ved, at Høyer sagde noget ind i Hytten. Han laa i Aabningen paa alle fire ligesom en Hund.

»Der er en Skydning, som vi aldrig har hørt Mage til!« svarede den anden. Felix krøb ud, og lidt efter kom Kompagnichefen og Sander.

XIV.

Det var, som alle Helvedes hylende Aander var sluppet løs. Den stille, graa Morgenluft spaltedes, hurtigere end man kunde tælle, i høje Buer af Tusender af susende Granater. Næppe havde den ene standset sin hvæsende Il for straks at springe i mangfoldige svirrende Stykker, før den næste kom skurende og sprang, før den naaede sit Maal, ret som om den i sit fortærende Raseri ikke kunde give sig Tid. Underligt lød det da, naar i den korte Stilhed de kantede Jernstykker fløj om som forvildede Fugle, med summende, klagende Toner. Det var en Regn af Ild og Jern, som aldrig forhen var set, og denne Regn tog mere og mere til i Løbet af seks rædselsfulde Timer. Brag og Brøl og Hyl og Hvin 1

Felix laa henne mellem Folkene; ingen af dem sagde et Ord, de maatte raabe til hinanden for at høres, saa taug de hellere. Deres uhyggelige Ro og Taushed forvirrede ham, han følte et Tryk over sit Bryst, som om det var spændt sammen med en Gjord. Han havde Lyst til at skrige højt, til at raabe med i denne øredøvende Larm, men han kunde ikke. Han saa en Officer staa paa et Gærde og kalde og vinke ivrigt, han saa en Soldat - en Oppasser - komme løbende, en Granat springe og Oppasseren falde og rejse sig igen, tumle omkuld og blive liggende.

Det er umuligt, tænkte han, vi kommer aldrig fra dette her, vi skal dø alle sammen. Tæt ved ham tog en Soldat sin Brødpose frem og gav sig til at spise. Felix sad og saa tankeløst paa, hvorledes hans brune Kæber gik op og ned, medens hans sløve Øjne saa efter Projektilerne.

Og Larmen tog til. Som tunge Vogne rumler hen over hule Broer, som Raslen med Kæder paa Stengulve, som styrtende Fald af mange Vande, som Brag af Tømmerstabler, der ramler sammen - en Samling af uhyre Lyd. Felix mærkede, at Jorden rystede under ham, - ja, saadan maatte Jordens Undergang begynde!

Kompagnichefen kom gaaende med sin Stok i Haanden, Han sagde noget, som ikke kunde høres, saa bukkede han sig, tog en lille Granat, der næsten var hel, og raabte til Felix, at den vilde han have med hjem til Erindring. Felix og et Par af Folkene begyndte at lede efter lignende Stumper, men de fleste sad forskræmte og trykkede op ad Gærdet. Kompagnichefen dukkede igen ned i den varme Hule, men Felix krøb snart hen til Høyer, som laa og røg, og snart til Sander, som stadig ventede, at der den Dag endelig skulde komme Breve ud til ham. Han havde været halvvejs inde ved Brohovederne, raabte han, men ikke mødt andet end springende Granater. Og Larmen og Regnen tog stadig til. En Regn af Ild og Brand og glødende Jern, en Larm, slynget sammen af alle bedøvende, knusende Lyd.

Den pludselige Stilhed gjorde et næsten svimlende Indtryk. - Man hørte en Lærke slaa højt oppe i Luften.

»Ja min Salighed!« raabte han og sprang hen til Hytten. »De stormer derude!« skreg han. »Til Gevær!«

Idet Felix sprang op, hørte han en Lyd som af en brummende Bi og saa en pibende Fløjten, og medens han og Folkene traadte an bag Gærdet i Kompagnikolonne, lød der en sælsom raslende Skratten og Knitren i det fjerne.

Kompagniet stod allerede paa Plads, da Kompagnichefen kom hen imod det; alle saa hen paa ham, men han blev standset af Bataljonsadjutanten, som korn i fuldt Løb i sine store Ridestøvler. Idet han gik Adjutanten i Møde, raabte Kompagnichefen til Folkene: »Tag Patronerne i Lommerne fra Tornystrene!« og de fik travlt med at efterkomme Befalingen.

Nu gælder det, tænkte Felix, og var ivrig for at gøre sin Pligt. Han gjorde af og til nogle Kast med Hovedet, naar de matte Kugler summede forbi. Larsen havde smøget sine Kappeærmer op ved Hænderne og plukkede Skraatobak itu, som han i smaa Stumper delte ud til sin Sektion.

»Naa, Folk!« raabte Kompagnichefen, der nu stod foran med skrævende Ben, støt og fast og ligesom mere høj og rank end ellers, »gør nu jeres Pligt og stol paa Gud og paa mig og paa jer selv!«

Han gav en Ordre, og i Sektioner satte Kompagniet sig i Løb, svingede venstre hen imod Chausseen, svingede højre og fulgte denne. Felix løb foran ved Kompagnichefens Side.

Et Stykke længere fremme blev den voldsomme Larm endnu voldsommere, den bragende Knitren samlede sig i et eneste, uafbrudt Skrald, foran stod alt i en tæt, hvid Damp; saa frem i Dampen, langt derude, myldrede det med sorte Skikkelser.

»Fremad!« raabte Kompagnichefen, idet han kastede sin Stok og trak sin Sabel, »fremad!« og han svingede Huen. Opflammet ved Raabet fulgte Felix. Den lange Sabel blev revet ud og med Huen i Haanden, flammende Øjne og opspilede Næsebor, næppe sig selv bevidst, fløj han afsted med det samme Raab, ligesom baaret frem af en mægtig Begejstring. Og hvorledes det gik, vidste Felix ikke, men han forstod pludselig, at vore Skanser var taget af Prøjserne, og at disse nu for enhver Pris maatte kastes tilbage.

Kompagniet kom ud over Markerne, udviklede sig i en lang Linje, løb gennem blød og sumpet Jord, der sprøjtede op om dem, og saa videre frem til et Gærde. Folkene kastede sig ned og skød.

Der laa nogle Mennesker lige over for ved et andet Hegn; Felix hørte Smæk paa Smæk i Jorden af Kuglerne, der kom, og Smæld paa Smæld af Kuglerne, der gik. Der var tæt Røg overalt, han kunde intet se. - Jo bagved, der laa nogle Soldater paa Marken. Det foer igennem ham: er de døde eller vil de ikke med? Hvem giver Ordrer? Hvor er Kompagnichefen?- »Frem!« skreg han, »fremad!« -

»Vent lidt!« raabte Kompagnichefen, der pludselig kom tilstede, »vi maa vente lidt!«

Felix tog sig sammen ved at se, hvor rolig han var. Ovre bag det næste Gærde saa han Prøjsernes flade Huer og en lang Række smaahvide Røgskyer.

»Der henne staar en Officer!« raabte Larsen, idet han flyttede sit Sigte og skød; Officeren forsvandt, og en anden kom løbende hen til Stedet. Larsen smed sit Gevær og rev et andet fra sin Sidemand. »Er det ladt?« spurgte han og skød næsten samtidig. Officeren gjorde et højt Spring og Felix saa ham ikke mere. En af Folkene ladede med rystende Hænder, og spildte alt sit Krudt, men rammede dog Kuglen ned. »Aa, De er et Fæ!« raabte Felix. - Plask! Noget varmt sprøjtede ham i Ansigtet, og »Fæet« faldt sammen med et jamrende Skrig; men i samme Øjeblik hed det: »Fremad!« Det blev raabt nede fra venstre og gentaget op til højre og saa op over Gærdet og videre frem til det næste Hegn over den hullede Mark, over Knolde af Jord, over Mennesker, der laa og vred sig med Skrig og Hyl eller stille, med krummede Fingre og Blod over Ansigterne. Hidset af Krudtdampens vamle, lunkne Em, opflammet af det flyvende Løb, blev Felix atter revet med - de flade Huer forsvandt fra Gærdet foran og løb tilbage, og i Øjeblikkets Fryd følte han en ubændig Lyst til at styrte afsted efter dem og faa alle med.

Han sprang op imellem, de nøgne Buske og vilde sætte Foden paa Ryggen af en Død, som laa paa den anden Side af Grøften, da en greb ham i Kappen og trak ham tilbage fra Gærdet. Kuglerne væltede over dem, smækkede i Jord, slog i Kød - han hørte det ikke - svippede i Grenene, nappede i hans Kappe - han mærkede det ikke. - »Til højre, til højre!« blev der raabt, men til højre var der et Gærde, som løb lodret paa de andre og stødte sammen med dem i en tæt Tjørnehæk. Der var intet at se for Røg. Felix vilde frem, men hans Folk løb igennem Tjørnene, og da han rask trængte gennem disse, gik han paa noget blødt, og han syntes at skimte lyseblaa Kroppe under sig. Paa den anden Side af det lange Hegn stod Kompagnichefen. »Her hen, langs, Gærdet!« raabte han, men rakte i det samme Armene højt i Vejret og faldt forover.

»Tilbage!« blev der raabt. »Nej fremad!« - »Nej, Premierløjtnanten er falden!« og nogle af Soldaterne gav sig til at løbe tilbage. Felix svang sin Sabel i den yderste Eksaltation og skreg: »Fremad, for Satan, fremad!«

En Officer kom langsomt gaaende. »Vi skal trække os tilbage!«, sagde han højt.

»Tilbage? Nej, fremad! Fremad!« raabte Felix, men fik i samme Øjeblik et stærkt Slag, han følte ikke hvor, og styrtede om. - - -

En tyk, hvidgraa Sky af Damp rugede over Dybbølbanke, og inde fra denne Sky sivede et Gny og et Bulder af Tusender Geværskuds dumpe Knald; det drønede og hamrede, som en Vulkan var i Udbrud, som et Jordskælvs revnende Brag, og der hørtes Skrig og Raab og smertefulde Hvin og rasende Hyl - saa overdøvedes alt af en sælsom uhyggelig Lyd, der fik Hjertet til at stivne af Rædsel og klynke af Angest, - en Dødsrallen, som af et helt Folk, der rallede i Dødskamp. -

Dybbølstillingen var i Fjendens Vold, de Danske hastede tilbage til Broerne, for at komme over til Als.

XV.

Da Felix kom til sig selv, laa han udstrakt paa Maven bag Gærdet. Han kunde ikke røre sig, ikke bevæge et Lem, ikke rejse sit Hoved. Med Opbydelse af alle sine Kræfter fik han Ansigtet om til Siden og saa Kompagnichefen blive baaret bort af nogle Soldater. Nu bliver jeg taget til Fange, var hans første Tanke.

»Kom!« sagde en Stemme til ham, og en Korporal bukkede sig ned over ham og tog ham i den højre Arm. Felix skreg af Smerte. »Er det der?« spurgte Korporalen, tog ham i den anden og trak ham efter sig henad Jorden som en Sæk. En Soldat kom til, de fik ham lettet op, og nu gik det hurtigere tilbage.

Han vidste ikke, hvad der skete med ham, før han kom til sig selv i en Grøft. Han vendte Hovedet efter en klagende Lyd ved Siden af sig; der laa Kompagnichefen. Hans brede Skikkelse syntes ham sammenfalden og lille, han var ganske hvid i Ansigtet, og han stønnede ganske svagt. Felix selv var kun let saaret, men som det ofte gaar, troede han, at det var meget mere. Det stak ham i Brystet, og han kunde ikke faa Vejret. Altsaa har jeg en Kugle i Brystet! tænkte han, men det var ham ikke muligt at faa Haanden ført op. Nu skal jeg altsaa dø, - jeg er lige ved at dø, men min Sjæl er endnu i mit halvdøde Legeme, om et kort Sekund er jeg deroppe, og han saa op imod den hvide Himmel, men da han mærkede, hvorledes Kuglerne endnu peb hen over ham, ønskede han, at han kunde trykke sig dybere ned i Jorden. Alt er jo ikke forbi endnu, nej, nej, tænkte han, naar blot jeg kunde blive forbundet.

Nogle Soldater kom løbende med en tom Baare, Korporalen løb foran. »Her! her!« raabte han, og de tog fat paa Kompagnichefen, der udstødte nogle halvkvalte Skrig. »Kom nu,« sagde Korporalen til Felix, »op med Dem!« Han tog sig sammen, nogle Folk kom til, og saa blev han halvt ført og ledet, halvt baaret tilbage en lang, lang Vej, som aldrig fik Ende. En Granat gik saa tæt hen over dem, at de sank. i Knæ under Lufttrykket, og slog ned i Jorden. Den sprang, Stumperne røg frem efter, og de gik hen over Hullet. Det forekom ham de mødte nogen, der sagde: 'Lad ham ligge, han er jo død,« men saa rettede han sig op og ravede med, indtil det paa en Gang blev Nat omkring ham - og saa vidste han intet mere. - -

Det bølgede og vaklede under ham; han sank, nej, nej, han sank. ikke, han fløj, - svævede højt, højt op, saa atter ned med en knugende Vægt paa sit Bryst, det slog sammen over ham, Bølger, Jord, Vand, der stoppede hans Mund, der kvalte hans Aandedrag, - »Hjælp!« skreg han, og med en voldsom Anstrængelse fik han Øjnene op.

Han lag paa en Ambulancebaare og blev ført afsted af et Par Soldater. Da han skreg, satte de Baaren, og han smilte nu op til dem med et fredeligt, træt og lykkeligt Smil. En hel Del Soldater og Officerer kiggede ned paa ham og skyggede for Solen. »Hvor er han saaret?« spurgte de. Han lag og smilte, og var saa glad over, at Solen skinnede saa lyst og muntert, og da de gik videre med ham, forstod han, at de var ovre paa Als, og at de bar ham op ad en Bakke til Møllen. Den bageste Soldat magtte løfte Baaren i krumme Arme, for at den ikke skulde hælde. Han lag og saa paa den forreste Soldats brede Ryg og tænkte paa, hvor de var gode imod ham, og han tænkte paa de saarede Soldater, som de havde mødt den Dag, de gik over til Dybbøl; han vendte sig lidt og vilde vinke med Haanden, men saa kom Smerterne igen, og han stønnede.

»De ska' itt' røre po Dem, Hr. Løjtnant, bare rolig,« sagde Ambulancesoldaten bag ved ham. En Masse Soldater drog forbi ham i modsat Retning. De kommer vist for sent, tænkte han. - Saa satte de Baaren ned udenfor Møllen.

Der var en tæt Stimmel af Mennesker og lange Rækker af Baarer med Saarede. Soldater med tomme Baarer løb rask ned ad Bakken. Der hørtes ikke en Lyd fra de Saarede, men inde i Husets aabne Vognport lød en skrækkelig Jamren, og undertiden blev en forbunden Soldat ført ud, enten paa en Baare eller støttet af Soldater. En lille Artillerist, der var ganske blodig i Ansigtet, stod og kastede op henne ved en lille Trappe, paa hvis Trin der sad en Del Folk.

Saa kom Felix ind. En høj Mand uden Spor af Farve i Ansigtet kom ham i Møde. Det var en Læge, som han kendte af Udseende fra Kjøbenhavn. »God Dag,« sagde Felix indsmigrende med en Stemme fuld af Angest. Lægen nikkede, hans Arme var blottede til Albuerne, og han havde et langt Forklæde paa, som drev af Vand; paa dets nederste Kant klæbede nogle blodige Haar. Frakken blev taget af Felix, men hans Skjorte skar Lægen igennem med et rask Snit af en Saks.

»Brystet rent. Hvor gør det ondt? Naa der! Aa, det er en Kontusion; bevæg Armen, det gaar jo!« sagde han og smækkede et vaadt Kompres paa, saa Felix følte det kolde Vand løbe ned ad sin varme Krop. »Bind hans Arm op!« En Militærarbejder bandt ham et smalt Bind om Halsen og lagde Armen i det.

Felix rejste sig fra Baaren. Han var altsaa let saaret! Han syntes, at hele hans Styrke vendte tilbage, Blodet rullede ham atter rask igennem Aarerne, og Tankerne, som var trætte af kun at dreje sig om det dødelige Saar, han mente at have faget, fik nu en anden Retning.

Han kastede et Blik omkring sig i den store Vognport og saa med Gru de Skikkelser, som længere tilbage skreg og klynkede, og som fægtede i Luften med nøgne Arme og Ben, medens Lægerne tumlede med dem. Han blev ført ud og sat ned paa Jorden med Ryggen lænet op til den hvide solbeskinnede Mur. Et uendeligt Velvære fyldte hans Legeme, han følte sig saa sund og dog saa mat og betagen af en blød og blid Stemning. Hør, hvor de skyder derude, sagde han til sig selv. Gud i Himlen, hvor det er grusomt og afskyeligt!

Saa rejste han sig og gik hen til Porten igen, hvor Lægen kom tilsyne. »Hør,« sagde han, »da jeg ikke fejler noget synderligt, kan jeg saa ikke gaa ud igen og søge min Afdeling?«

»De? - Alle Letsaarede skal til Kjøbenhavn,« svarede Lægen kort og vendte ham Ryggen.

Han længtes efter at høre, hvorledes det var gaaet de andre, især tænkte han paa sin saarede Kompagnichef, og hvor de mon havde bragt ham hen.

Tøjet hang løst omkring ham, Skjorten var klippet itu, Frakken var ikke knappet, og Kappen hang tungt over den ene Side, da den trykkede den daarlige Skulder; Huen havde han tabt.

XVI.

Der kom flere og flere Saarede. Nogle kom støttet af Soldater, og lænede forover vaklede de frem som berusede, andre blev slæbte i Baarer med Tornystret under Hovedet, medens Blodet sivede igennem Baarens Sejldugsbund, og naar den stod stille, samlede der sig en Pyt af Blod paa Jorden. Der var kun faa, som jamrede sig, men de var altid omgivne af Soldater, som søgte at hjælpe dem og give dem at drikke, thi alle skreg de paa Vand. Intendanter løb omkring og raabte, Ordonnanser kom sprængende, søgte forgæves en eller anden med en Melding og galopperede saa afsted igen. Bøndervogne kørte op neden for Møllen paa en Vej, hvis nøgne, kappede Træer tabte sig i det fjerne: Der holdt allerede en lang Række og inde paa en Mark endnu flere; lidt efter lidt blev de læssede med de Saarede, som uafbrudt blev baaret ud af Vognporten. Under alt dette tordnede Kanonerne, og Solen skinnede, og Fuglene sang, og man hørte lange, svævende Raab som af Hurraer i det fjerne nede ved Sundet eller ovre fra Dybbøl.

Felix stod stadig ved Ambulancen: Stedet trak ham magnetisk til sig. En Sygepasser kastede et Par Spande Vand ind over Gulvet, saa at en rislende Strøm af blodfarvet Vand skyllede ud igen over Bjælken i Portens Dørtrin. Lægen laa paa Knæ foran en Baare, og bavde en tynd, blank Kniv inde i et Legeme, hvis Klæder var smøgede op om Hoved og Bryst. Bagved raabte en med skummende Mund: »Nej, la' vær'! la' vær' for Satan! Er De gal, Mand! - Aa-aa-aa!« og det lød, som han bed fra sig som en gal Hund.

Han vendte sig om, og den samme blide Følelse kom over ham som før. »Gør det meget ondt?« spurgte han en Mand, som sad ved: Muren og havde hele Ansigtet indbundet paa Kryds og paa tværs. »Han bar faaet et Skud gennem Kinderne,«sagde en Soldat, som sad ved Siden af ham med en forbunden Fod, af hvilken man kun saa hans grimme, smudsige Tæer stikke frem. »Og jeg har faaet en gennem Foden,« tilføjede han, »men det gør ikke ondt!«

Felix satte sig ved Siden af dem og undrede sig over den Ro, der var over ham; han ligesom skammede sig ved at have en Følelse af Glæde over, at det hele nu var forbi. Han ryk kede Græsstraaene op, som stod imellem de varme Brosten, og saa paa dem, smed dem igen og rykkede saa flere og flere op endnu. Forvirrede Tanker skød igennem hans fortumlede Hjerne, uden at han tænkte dem ud. I det ene Øjeblik glædede han sig over, at han skulde til Kjøbenhavn, og da smilte lian uvilkaarlig, men i det næste faldt Tanken paa Kompagnichefen og Folkene, som han holdt saa meget af, og han følte sig da meget forknyt.

Pludselig nævnede en Stemme hans Navn; han saa op: v. Kaden stod foran ham, lang og tynd. Huen var trykket ham helt ned over Ørene, og Kappen hang i lange Folder om, den tynde Skikkelse. Felix vilde springe op, men mærkede nu først, hvor daarlig han kunde støtte paa Benene, og han rejste sig derfor langsomt. v. Kaden fortalte ham, at han havde et Strejfskud i Siden, og at hans Frakke var bleven liggende ved Ambulancen i Brohovedet, hvor han var bleven forbundet. De spurgte hinanden ud og fortalte.

»De er næsten faldne alle sammen,« sagde v. Kaden. »Prøjserne har hele Stillingen, og vi er i Færd med at gaa over Broerne. Brohovederne har vi endnu. Kan De høre, Geværilden kommer nærmere. Tag Deres Hue, lad os gaa omkring og se efter dem fra Bataljonen.«

Paa den anden Side af Vognporten, i Møllens lille Gaard, laa en Del haardtsaarede, og flere blev stadig bragt derud. Soldater og civile Folk, ja endog en Kvinde gik imellem dem med Vandfade, Haandklæder og Glas. Henne i en Krog, i Skyggen, laa der nogle Skikkelser, der ikke rørte sig mere.

»Der vil mangle Makkere til L'hombren i Aften,« sagde v. Kaden, medens de gik der hen. »Aa!« udbrød han pludselig og blev staaende, idet han pegede paa Reinhardts Lig, men tilføjede saa med en Galgenhumor, der lød som Graad og Latter paa en Gang og gjorde et stærkt Indtryk paa Felix: »Is our old friend here - no his is not here, but we are here - - and the dog has a long tail. -« Men de sidste Ord endte ligesom i en Hulken.

De gik. Felix ledte stadig efter Kompagnichefen, men han kunde ikke finde ham. Saa kom en Herre i en Slags Uniform, som Felix ikke kendte. »Alle de letsaarede skal skynde sig lidt!« raabte han hæsblæsende.

»Med at komme paa Vognene til Hørup. Det er jo sagt, vi maa af med dem her.« Han talte affejende, som om han havde Foragt for alle dem, der ikke var saarede til Døden.

»Øjeblikket bør formilde Deres Strænghed, Sir; vil De vise mig min Ekvipage.«

»Hvad er et Navn?« citerede v. Kaden langsomt; »den Blomst, vi kalder Rose, vil dufte lige sødt, hvad end den kaldes.«

Manden stirrede paa ham, som havde hanen vanvittig for sig, men v. Kaden havde allerede kastet sig ned foran en menig Soldat af hans Kompagni, som laa og væltede sig i Smerter, og han veg nu ikke fra ham, før han havde faaet ham lagt paa en af de lange Høstvogne, der holdt neden for Møllen.

XVII.

Felix satte sig op paa en Vogn hos Kusken. Han havde fundet en Menigs gamle Hue og taget den paa. Bag i Langvognen laa fem Soldater, men kun en af dem var haardt saaret, og da endelig det lange, sørgelige Vogntog satte sig i Bevægelse Skridt for Skridt, gav den stakkels Mand sig som et Barn, uafbrudt og med smaa, hjælpeløse Klynk, der gik Felix til Marv og Ben. De andre laa i en Døs, trætte og udasede, en Gang imellem vaagnede de op og faldt saa hen igen.

Vognene sneglede sig skumplende afsted hen ad den haarde Vej, Træakslerne knagede, og de svære Bønderheste hang med Hovedet og udsendte en stærk Lugt af Sved og Gødning. Et Hjul paa Vognen foran peb uafladelig. Ikke en Vind rørte sig. Det var tomt og stille ude paa de grønne Marker, og man hørte kun Kragernes skræppende Lyd, naar de fløj op og afsted lavt hen over Jorden, for atter med stive Ben at sætte sig længere fremme. De var Vogntogets eneste Følge. Inde i Skoven, hvor Solen ikke kunde komme til, stod Træerne nøgne og sorte, Stamme ved Stamme, som stivnede af Skræk og Sorg, og her inde lød Kragernes Skrig dobbelt højt.

Felix talte først lidt med Kusken, en aldrende Bonde, som sad og døsede under den langsomme Kørsel, og tænkte saa paa det forrige Vogntog derovre paa Fyn. Hvor muntert og lystigt havde det dog ikke været - og nu?

Mon jeg kan telegrafere hjem fra Hørup? Endnu ane de ingen Ting. At tænke sig, at de gaar rolig omkring i Kjøbenhavn som ellers, medens vi kører her! - Der er mange Mennesker paa Gaden i Dag i det gode Vejr, ned ad Østergade, paa Kongens Nytorv, ud ad Langelinje til, de aner slet ingen Ting, og nu er det hele forbi, og vi kører her. Om fjorten Dage er min Skulder rask igen, - hvordan mon den egenlig ser ud? - Hvor de vil være stolte over mig der hjemme - og Aviserne vil nævne de saarede. Han var næsten lidt fortrydelig over at Saaret, som gjorde ondt, hver Gang han rørte Armen, var saa let, og han bebrejdede sig, at han sad der med saadanne Tanker, medens den stakkels Fyr bag ved gav sig saa ynkeligt. Da det var forbudt at holde, fik han en Dreng, som de mødte, til at fylde en Feltflaske med Vand; den saarede drak og takkede med sin lille hjælpeløse Stemme.

Vognene sneg sig hen Fod for Fod. Felix var til sidst lige ved at falde sammen og bukke under for sin Træthed. Saa kom de atter gennem en lille Skov, og pludselig laa Havet, det store, blinkende Hav foran dem.

Der herskede megen Travlhed og vrimlede med Mennesker nede ved Vandet og ude paa Broerne, ved hvilke der laa et Dampskib og flere mindre Skibe. De saarede blev bragt om Bord, efterhaanden som Vognene kom. Felix vilde ikke antages for menig Soldat og smed derfor sin Hue i Vognen. Da han steg ned, kom en lille civil Mand hen til ham med en Spand og en Lerskaal, gav ham Vand og Vin at drikke og løb saa videre. Han gik ind imellem Vognene og ledte efter sin Kompagnichef. Alle saa paa ham med venlige Blikke, og flere civile Folk trykkede ham i Haanden og spurgte, hvorledes han havde det.

»Er De der?« sagde han til en saaret Aspirant, som blev baaret ned til Broen; det var en lille, sorthaaret Fyr med et smukt, rundt Barneansigt.

Vognene blev ved at komme. Han stillede sig, hvor de blev læssede af, men Kompagnichefen var der ikke. Et Øjeblik følte han sig som en Hund, der har mistet sin Herre, men til sidst kunde han ikke udholde Synet af alle de ulykkelige, og da han hørte, at mange allerede var ført om Bord eller til Augustenborg, opgav han at finde ham her.

De saarede Soldater blev hejset om Bord i en overskaaren Tønde og derpaa firet ned i Lasten, hvor de lagdes i et tykt Lag Halm. Paa samme Maade blev to Jagter, som Damperen skulde have paa Slæh, fyldt med saarede, efterhaanden som Skibet blev fuldt. Felix blev standset paa Broen af en Baare med en saaret, der netop skulde tages op og bringes om Bord i Jagten. - Men det er jo min Fløjmand, tænkte han, da han saa den store Skikkelse, der laa stiv og bevidstløs med det voksagtige Ansigt indrammet i det rødbrune Skæg. »Han er vel ikke død?« spurgte han en Baadsmand, som lod til at lede det hele; »kan han ikke komme om Bord i Dampskibet?«

»Gu' ka' han det, hvis de vil ha' han!« svarede Baadsmanden, og Baaren blev saa ført længere ud og bragt om Bord paa Damperen.

Dækket var fuldt af saarede, af Soldater, indsvøbte i hvide Uldtæpper, og af Officerer af alle Grader, i smudsige, sønderflængede Kapper, som stod i Smaaklynger og talte med hinanden. Alle saa de blege og forsømte ud. Henne ved Kahytstrappen blev de mere haardt saarede baaret ned, hjælpeløst hvilede de i deres Bæreres Hænder, men kun sjælden hørtes der Klager fra dem.

XVIII.

Ved Foden af Trappen stod en Læge, en lille Mand med et tyndt, rødt Haar og en stor kroget Næse. »Han sku' ha' værret i Baklasten,« sagde han med stærk norsk Betoning, »jæj ka' ikke ha' fler;« men da Fløjmanden blev lagt ned paa Gulvet, og de opknappede Klæder kom fra hinanden, saa han i det brede, hvide Bryst to ganske smaa, sorte Huller, det ene henne ved den venstre Vorte, det andet oppe ved Nøglebenet; de blødte ikke, men var ganske runde og skarpe. Lægen hvislede noget imellem Tænderne, og Manden blev bragt ind i Salonen og lagt paa en Madras. Han fik nogle Draaber af et lille Tinbæger, og da han lidt efter slog Øjnene op og saa Felix tæt over sig, stønnede han svagt - tale kunde han ikke.

Her i Salonen var de haardtsaarede bragt ned. Den straalede af Elegance, af rig Forgyldning, indlagte Træpaneler, blanke Messingbeslag og mørkerøde Fløjls Hynder, men over alt, paa Hynder og Sofaer og over hele Gulvet laa der nu blege og blodige Mænd. De fleste sov eller laa i det mindste med lukkede Øjne og saa allerede ud som Lig. De uragede Kinder og mørke Skæg saa grimme og grelle ud i de farveløse Ansigter. Kun hist og her hørtes en Stønnen og nogle uforstaaelige Ord. Et Par Sygepassere gik om imellem dem, og en ganske ung Læge med et blegt Ansigt og store, forvildede Øjne søgte paa alle Maader at hjælpe.

Døren var aaben for at skaffe Luft ind i Rummet, der var forpestet af Blod og Uddunstninger. Felix, der allerede var bleven hærdet imod alle Indtryk af slemme Saar og ødelagte Lemmer, stod og saa sig omkring og opdagede flere og flere Ansigter, han godt kendte: højere Officerer, som han havde set i Fredericia, Løjtnanter, som han havde mødt ved Sønderborg; de fleste kendte han dog ikke. - Men saa! Det gav et Sæt i ham: henne ved Kaminen med Messinggitret, udstrakt paa en Madras, med lukkede Øjne og gustne Kinder - som en Vind var han der henne - ja der laa han, hans Kompagnichef! Overvældet sank Felix ned, idet han glemte sig selv og alt omkring sig.

Kompagnichefen slog Øjnene op, og da han saa Felix, smilte han rolig, som om det var noget selvfølgeligt, at han saa sin unge Ven sidde ved Siden af sig med blinkende Taarer i de lyse Øjenhaar.

Da han faldt hen igen, rejste Felix sig for at gaa. I Kahytten bag ved Salonen var der. ogsaa saarede, men der maatte ingen komme ind. »De er meget daarlige der inde,« sagde en Sygepasser. Felix kiggede gennem Døren, da han gik forbi, en Officerskappe med Oberstdistinktioner laa paa Gulvet, og fra en Køje saa han et Par mørke Øjne stirre sig i Møde. Var det Sander? tænkte han. - Ak ja, vi er her vel alle sammen.

Fløjmanden var flyttet hen ved Væggen, og da han ikke kunde taale at ligge ned, sad han lænet op imod den, med det blottede Bryst og de to smaa skrækkelige Huller, som det ikke kunde nytte at forbinde. Han saa med store, rørende Øjne op paa Felix, der tog et Glas med Vand og holdt det til hans Læber, men drikke kunde han ikke. Felix heldte saa en Slurk i ham, men da den store Fløjmand vendte sig om til Siden, saa Felix, hvorledes Vandet løb ud af Munden igen.

Han gik op paa Dækket i den friske Luft, satte sig agter ude paa en Bænk med Haanden under Kinden og saa paa den Travlhed og paa det Liv, som herskede paa Broerne og i Land. Halvt i Sløvhed sad han og saa paa alt dette. Søen var blank som Glas, og kun inde ved Stranden skyllede den lille Brænding dovent op imod de smaa Fiskerhuse, der var taget i Beslag af alle mulige civile og militære Folk, som gik ud og ind og lod Halvdørene staa aabne. Der kom stadig flere Vogne med saarede.

XIX.

I den nederste Kahyt laa de, der havde mindre Kontusioner, lettere Kødsaar eller sligt, som formentlig kun umuliggjorde Brugen af Lemmer og Legeme for en kortere Tid. Da Felix senere kom der ned, herskede der en ret munter og let Samtale. De fleste laa i Køjerne, andre sad med Armen i Bind og forbundet Hoved ved det store Bord. Der blev fortalt og berettet, spurgt og svaret; enhver havde Lyst til at fortælle sine Tildragelser under Kampen. Ogsaa der traf han bekendte. Han gik hen til den lille Aspirant med det blege Ansigt.

Felix fandt en velkommen Virksomhed i at søge at hjælpe dem alle, saa godt han kunde. Han kom i Samtale med dem, og senere, da der var kommen mere Ro om Bord paa Skibet, og der blev bragt Mad og Vin ned til. dem, blev Stemningen endnu lettere. De lo, da han og en svensk Officer skar Maden itu for hinanden, idet den ene kun kunde bruge venstre, den anden højre Haand.

Men i et Hjørne af den umagelige Sofa sad en gammel Kaptajn, en kraftig og svær Skikkelse, hans store, furede Ansigt var dækket af Skæg til helt op paa Kinderne, hvorfra det faldt langt ned over Halsen. Han sad indhyllet i sin store Kappe, der skjulte, at han intet andet havde under den end store, brede Bandager, der dækkede de Saar, som en springende Granat havde flænget i ham. Og som han sad der uden at tage Del i Samtalen og uden at spise, saa han ud som hugget i Sandsten, med et forstenet, forvitret Udtryk i sit farveløse Ansigt. Han var kendt som en Mand, der i høj Grad havde udmærket sig i vor første slesvigske Krig, og som nu havde forladt sin lille, ensomme Gaard højt oppe i Jylland, sin Jagt og sin Baad for atter at kæmpe for sit Land. Han drak et Bæger Vin, da man bød ham det, men talte ikke og vilde ikke lægge sig; med Armene over Kors under Kappen sad han og stirrede hen for sig.

Gulvet i Kahytten var opfyldt af allehaande Ting, og man snublede over Tornystre, Tasker og Forbindingssager. Bordet var uden Dug og fuldt af Smaating, men der blev spist ved det med god Appetit, og da Lægen gav de fleste Lov til at drikke et Par Glas Vin, blev Samtalen efterhaanden næsten munter. De bekymrede sig ikke om, at Lægen lagde Bind til Rette ved Siden af dem og forbandt en saaret ved Bordet, hvor de spiste, ja de lagde næppe Mærke til, at en lille Bæk af Blod løb hen ad Voksduget og fik noget af Indholdet af en væltet Tobakspung til at svømme. Den svenske Løjtnant tømte med Velbehag sit store Glas Rødvin, og idet han lagde Hovedet tilbage og vendte sit raske Ansigt op imod Skylightet, saa Lyset brød sig i de hængende Vindraaber i hans fine Mundskæg, udbrød han medet glad Suk: »Ja Lifvet år ta' mig Fa'n dock herrligt!« Det lød næsten som en Takkebøn.

Men da Skibet endelig om Aftenen kom til at gaa, sov de fleste allerede, kun et Par sad i stille Samtale. Kun den gamle Kaptajn sad alene for sig selv og talte med ingen.

Felix gik da op i Salonen og saa til sin Kompagnichef, der laa hen som en død. Han havde faaet Trang til Virksom hed og hjalp Lægerne og Sygepasserne, hvor han kunde. Den stakkels Fløjmand fulgte ham med Øjnene, hver Gang han gik forbi ham, hans hjælpeløse Blik havde mere af et saaret Dyrs Udtryk end af et Menneskes. Felix gav ham té at drikke, og saa lænede den ulykkelige Karl Hovedet lidt til Siden, og han saa atter, hvorledes Drikken løb ud af hans Mund. Men da han havde været borte en Stund og kom ind i Salonen igen, sad Fløjmanden ikke mere henne ved Væggen.

»Ja, op paa Dækket,« svarede denne. »Da jeg saa til ham før, var han død. Kan De huske atskaffe mig hans Skyldbog, som han vel har i Lommen. Jeg skulde gerne have Rede paa hans Navn og Hjemstavn.« -

Felix nikkede og gik inderlig bedrøvet ned i den underste Kahyt for at samle sig lidt. Han havde tænkt rigtig at tage sig af sin saarede Fløjmand, naar de kom til Kjøbenhavn, at pleje, hjælpe og trøste ham og gøre hans sidste Levedage blide. Nu var ogsaa han død.

Nede i Kahytten var der stille og tyst. Man hørte kun de sovendes Aandedrag, en fjern, dæmpet Larm af Maskinens Stempelslag, og saa Vandet, der med smaa slikkende Lyd klukkede op ad Skibets Sider. »Hvor langt er vi?« spurgte en Røst fra en af Køjerne. Han gik derhen, og med en Stemme, der skælvede af Sorg og Bevægelse, fortalte han om sin store Fløjmands Død, men medens han talte, hørte han nogen røre sig. Han vendte sig om og saa da den gamle Kaptajn pludselig rejse sig i sin fulde Højde, saa at Kappen og Bandagerne gled ned af hans haarede Krop og blottede de lange, blodige Flænger. Og idet han rakte Armene op imod Kahyttens Loft, stønnede han med en halvkvalt Stemme: »Mit stakkels Landl Mit stakkels Land!« og kastede sig ned over Bordet med Ansigtet paa sine Arme.

Felix sprang forfærdet op for at hente Lægen og gik saa op paa Dækket. Hans Sind var i et voldsomt Oprør. Han blev staaende henne ved Rælingen og stirrede ud i den stille Nat, hvor han saa mørke Masser glide forbi, sorte Øer, hvorfra enkelte Lys blinkede, og han. saa op mod Himlen, hvor tynde Skyer som graalige Slør langsomt trak forbi den hvide Maane.

»Gud, Gud!« stønnede han, - »aa, hvorfor skal alt dette dog ske? Jeg kan ikke mere holde det ud, jeg kan ikke mere forstaa dig! Aa, Gud Fader i Himlen, hvis du er deroppe, se dog til os i al denne Jammer! - Du maa hjælpe os - hvis du er, som jeg har lært, og som jeg har troet! Hjælp os, hjælp os - hører du Gud! Du maa hjælpe os, du maa, du maa - -« Og han lagde sit unge, fortumlede Hoved ned paa den vaade Ræling og græd.

Han rejste sig og saa, og med Ansigtet vaadt og blankt af Taarer gik han forud i Skibet og steg op paa Bakken ad den smalle Jerntrappe. Der laa nogle døde Soldater under et hvidt, uldent Tæppe, og da han trak dette bort, kendte han straks sin gamle Fløjmand i den nærmeste. Ansigtet lyste gullighvidt i Maaneskinnet, Underlæben stod frem som sædvanlig, men var helt sort, og han saa de døde, blanke Øjne under de halvaabne La ag. Han vilde atter dække ham til, men da han jo skulde have hans Skyldbog, stak han sin raske Haand ned i den aabne, stive Vaabenfrakke og følte efter Lommen, men der var fugtigt og klæbrigt, og da han trak Haanden til sig, var den fuld af koldt, levret Blod. -

Da Felix vaagnede næste Dag, laa han i sin Køje; det var langt henne paa Eftermiddagen, og et Par Timer efter lagde Skibet til ved Kvæsthusbroen: - Kort efter var han hjemme.

XX.

Efter faa Dages Forløb var Felix' Saar lægt saa vidt, at han med Armen hængende i et sort Tørklæde fik Lov til atter at gaa ud. Hans første Gang gjaldt hans saarede Kammerater. Han havde allerede faaet Budskabet om Kompagnichefens Død, og den havde grebet ham dybt. Nu søgte han først Sander, som laa dødelig saaret paa Lazarettet, men ban var der flere Gange, uden at faa Lov til at komme ind; Heller ikke Sanders unge Hustru, der plejede sin Mand, fik han i Tale. Hver Dag hørte han til ham.

Uden for Døren traf ban et Par Gange en Student, en bøj, kraftig Fyr med en daarlig Holdning, Ryggen var krum og Hovedet bøjet. Da de delte Skæbne og ikke kunde komme ind, henvendte han en Dag nogle Ord til ham, men den anden svarede kejtet og undselig og gik hurtig bort. Næste Dag var Felix heldigere, og det var Sanders Hustru, som selv lukkede ham ind.

Det var ikke mere den frejdige unge Kvinde, som han havde mødt ved den hvide Kirkemur paa Fyn; hun havde mistet sit friske Udseende, og de før saa glade Øjne saa for græmmede ud. Ganske taus førte hun ham hen til Mandens Seng. Felix kunde næsten ikke kende Sander igen, som han laa der med lukkede Øjne, udtæret og bleg, med de blodløse Læber og den skarpe Næse. Hun stod ganske stille og saa paa Felix, og da deres Øjne mødtes, vendte hun sig bort og gik hen til Vinduet og saa ud i Haven, hvor man hørte Spurvene støje i Foraarsglæde og nogle lattermilde Stemmer, der talte neden for.

Værelset lignede en Klostercelle med sin tarvelige, smagløse Udstyrelse, men den lumre Hospitalslugt og den hvide Mand i Sengen holdt Tanken fast bunden til Stedet. Den unge Kvinde støttede sin Pande til Ruden og rørte sig ikke. Felix stod ved Fodenden af Sengen og saa paa det gule Uldtæppe og paa Sanders hvide, tynde Hænder, som laa kraftløst udstrakte paa Tæppet langs Legemet. Guldringen paa hans Finger var bleven saa stor, at den laa skraat op ad Fingeren.

Han slog Øjnene op og smilte, da han opdagede Felix, og denne saa, at hans smukke Tænder var blevne gule, og at hans Øjne havde et andet Udtryk, end de plejede: de havde ligesom intet Blik, ingen Bund. »Tak fordi De kom,« sagde han. »Nu har jeg det saa godt, det gør næsten slet ikke ondt mere, men jeg er saa mat og saa træt Naar jeg først rigtig faar udhvilet, tror jeg nok, jeg er helt rask; med Saaret gaar det udmærket, jeg kan næsten mærke, hvor det læges og heles hver Dag. - Tænk, to Officerer ved samme Kompagni med Kugler i Underlivet.

»Du maa ikke tale saa meget,« sagde en næsten tonløs Stemme henne ved Vinduet.

Han smilte heri i Retning af Stemmen og sagde: »Jeg skal nok være rolig.« For at skaane ham fortalte Felix ham nu jævnt og dæmpet om alle mulige Ting, og han laa ganske stille og hørte efter. »Hvor jeg har det godt,« sagde han en Gang, og hun forlod da sin Plads ved Vinduet og gik ud af Stuen, idet hun sagde: »Jeg kommer straks igen.« Felix fortalte vide om de Efterretninger, han havde faaet fra Kompagniet. Kun da han kom til at berøre en mulig Vaabenhvile og Konferencen i London, skød en fin Rødme op i Sanders Kinder. »Jeg haaber det ikke, jeg haaber det ikke,« sagde han.

I det samme aabnede Døren sig, og den krumryggede Student traadte ydmyg ind og blev staaende.

»Er det dig, Bertelsen?« sagde Sander med noget af den gamle energiske Klang i sin Stemme, og efter at have betragtet ham et Øjeblik, under hvilket der viste sig et sælsomt Spil af Liv i hans Ansigtstræk, sagde han haardt: »Ja du, du - du hører til dem, som styrter Danmark i Ulykke - som bliver hjemme og hytter jeres Skind, mens Fædrenes Land gaar til Grunde. - Jeg skrev til dig derovre fra, hvorfor kom du ikke? - Har du stillet for dig?« raabte han, idet han rejste sig op i Sengen og talte med stigende Heftighed: »Se, det kalder vi at værge vort Land! Aa et usselt Folk, et elendigt Folk! Haa, haa, haa! - og saa tror I, at andre vil hjælpe os! - Halvdelen af Landets Mænd gaar omkring og driver og svirer og - -«

Felix søgte at standse ham, men med begge Arme støttede mod Madrassen, udslyngede han i ubændigt Raseri en Lavine af skrækkelige Ord, som han aldrig før havde haft i sin Mund - »Landets Utøj er I - I tærer det op, I æder det op - og hvad giver du derfor, din forbandede Kujon? Ptøj, Ptøj!« spyttede han, men havde ikke Kræfter dertil, og Væden drev ham ned ad Hagen. - »Du - du Snyltedyr, stærk er du - stærk er du og lader Lau det bløde og vride sig - hvad vil du her, din Skurk? Grine af mig med dit forsvirede Fjæs - herud med dig! - - Den Lømmel, smid ham ud, den Kujon! Ud med ham! Ud med Kujonerne! Ud med -« og han faldt tilbage i Sengen, i samme Øjeblik som hans Hustru kom ilende ind i Stuen og hen til ham. Studenten, som havde staaet hvid og bleg og stirret paa Sander, medens han med dirrende Fingre krammede Huen, var forsvunden, og Felix saa ham kort efter med krummet Ryg gaa over Gaardspladsen.

Felix havde ikke Ro paa sig mere. Skulderen var næsten rask igen, alle de gamle Følelser var paa ny blusset op, og alle Elendighederne og Rædslerne var glemte, - han kunde ikke holde det ud i Kjøbenhavn, hvor alt gik sin rolige Gang, medens der maaske blev kæmpet derovre.

Saa drog han da afsted, atter besjælet af nyt Haab, af ny Længsler efter at kæmpe for Fædrelandet og ny Tro paa i ny Kampe at kunne vinde Sejr for Landet og Hæder for sig selv.